Angelsaxiske motiver i N. F. S. Grundtvigs salmedigtning

 

N.F.S. Grundtvig er vel nok en af de bedst kendte kirkemænd i Danmark. Først og fremmest kender vi ham for hans mange salmer, men også for hans politiske karriere, for Folkehøjskolen m.m. Udenfor Danmark er han derimod næsten ukendt, og dette har danskerne ofte forsøgt at forklare med, at Grundtvig simpelthen er "for dansk" til at kunne interessere i en international sammenhæng. På trods af sin påståede "danskhed" har Grundtvig dog vundet en vis berømmelse i England, hvor han er udmærket kendt i visse kredse. Ikke for sine salmer eller skoletanker, men for et aspekt af hans produktion, der paradoksalt nok er nærmest overset herhjemme, nemlig hans angelsaxisk-kundskaber.

 

Angelsaxerne

Angelsaxisk eller oldengelsk er fællesbetegnelsen for de dialekter, der taltes og skreves i England fra omkring år 450 e.Kr. til den normanniske invasion i 1066. Angelsaxerne var et blandet folkefærd, der bestod af en mængde danske og nordtyske folk, som var blevet bragt sammen på de britiske øer af folkevandringer. Angelsaxerne kan derfor betragtes som et nordisk folkeslag og deres sprog mindede betydeligt mere om oldnordisk end moderne engelsk. Med sig til de britiske øer bragte angelsaxerne deres barske, kraftfulde nordiske heltedigtning, som kom til en helt særlig udfoldelse i den specielle angelsaxiske tradition. Skjaldene sang om det samme i Norden og i England, og man kan derfor betragte mange af de angelsaxiske digtes indhold som dansk/nordisk sagnhistorie. F.eks. genkender man mange af figurerne i det store angelsaxiske epos Beowulf fra danske heltekvad. De angelsaxiske digte har den kildemæssige fordel fremfor de øvrige nordiske heltekvad, at de er blevet nedskrevet tidligt. Mens den Ældre Edda til eksempel formodentlig er nedskrevet o. år 1100, kan Beowulf-håndskriftet dateres til allerede o. år 800, måske endnu tidligere.

 

Grundtvig

Efter Slaget ved Hastings i 1066 døde den angelsaxiske tradition ud, og interessen for de gamle værker ophørte lidt efter lidt. Først i 1815 fik de ny opmærksomhed med islændingen G. J. Thorkelins udgivelse af det angelsaxiske heltedigt Beowulf med kommentar og en oversættelse til latin. Thorkelins Beowulf vakte interesse hos en mængde lærde over hele Europa og Norden, heriblandt den 32-årige N. F. S. Grundtvig, for hvem dette var det første møde med angelsaxisk litteratur. I 1820 udgav Grundtvig sin egen folkelige fordanskning af Beowulf, digtet Bjowulfs Drape. Hans indtagelse i den angelsaxiske poesi hang ved, og i årene mellem 1829-31 rejste han tre gange til England for at studere nogle gamle, næsten glemte angelsaxiske skrifter. Han havde planer op at oversætte adskillige af dem, ja endda oprette et angelsaxisk bibliotek; men blev forhindret af patriotiske englændere, der ikke ønskede at se deres nationale arv således ’erobret af vikingerne.’ Derfor blev det kun til en enkelt fordanskning, digtet ’Phenix-Fuglen,’ som udkom i 1840.

 I det 20. århundrede er Grundtvigs angelsaxisk-forskning blevet meget rost. I 1941 skrev Kemp Malone: "Den første og største Beowulf-forsker var, som enhver ved, N. F. S. Grundtvig. Ingen af de mange forskere, der har efterfulgt ham på området, lever op til hans begavelse og vigtigheden af hans forskningsresultater." Men hvad fik egentlig Grundtvig til at interessere sig så meget for de gamle angelsaxiske skrifter? Grundtvig var jo ikke filolog eller sproghistoriker, han var derimod teolog og digter. Måske er det netop derfor, hans forskning var så bemærkelsesværdig. Grundtvig læste ikke de gamle værker som om de var støvede, antikke fortidslevninger. Han så dem som digte, der havde noget at sige, og havde noget at sige netop ham. Digteren vil fortælle noget med sit digt, og det budskab kan være lige vigtigt for en nutidig som for en angelsaxisk læser eller tilhører. Grundtvig genfandt mange af sine egne teologiske tanker og billeder i den angelsaxiske litteratur, og samtidig stødte han hele tiden på nye temaer, som han anvendte i sine egne salmer og digte. Mange af hans kendteste salmer, fra Lovsynger Herren, min mund og mit indre til Kommer, sjæle, dyrekøbte har farve af karakteristiske angelsaxiske tankesæt. I det følgende vil jeg forsøge at skitsere nogle få af de mange angelsaxiske temaer, der slås an i Grundtvigs kendte digte og salmer.

 

Den angelsaxiske David

"Jeg drømte, jeg drømte / Kong David jeg så / Han gav mig i hænde / sin harpe så prud." Disse ord lægger Grundtvig i munden på figuren Kædmons Ånd i digtet Ragna-Roke fra 1817. Kædmon var en angelsaxisk skjald og munk, som Grundtvig anså for at være ophavsmand til flere angelsaxiske værker, bl.a. en gendigtning af udvalgte bibelhistorier på vers. Harpen var skjaldens attribut, men samtidig er den også forbundet med Kong David, og det er et stilistisk sammenfald, Grundtvig simpelthen måtte udnytte. Han mente, at både Davids og Kædmons sange rummede elementer af guddommeligt inspireret kristendomsforkyndelse, og derfor bliver harpen hos Grundtvig attribut for den skjald, der digter til Guds ære. Kædmons angelsaxiske poesi står altså - for Grundtvig at se - i samme tradition som Bibelens Davidssalmer. Det, at Kædmon og de andre gamle angelsaxiske digtere ved at gøre brug af deres egen nordiske tanke- og symbolverden formåede at give den nordiske kristendom en ganske særlig tone af 'hjemlighed' gjorde, at den nye og fremmede kristentro gav bedre mening for de barske nordboer. Kristendommen fik folkelig appel. De angelsaxiske bibelgendigtninger var af en høj digterisk kvalitet samtidig med, at de var uomtvisteligt nordiske i karakter; og det gjorde, at de for Grundtvig kom til at repræsentere dén særlige nordiske kristendomstradition, han så sig selv som viderefører af. "David tilhøre / harperne alle / som få i Kirken / klingende strenge; / derfor jeg kommer / kalder med føje / harpen som dannes / Davids og min" , siger Kædmons Ånd i Ragna-Roke, og udtrykker dermed Grundtvigs eget syn på både Kædmon og sig selv som gudbenådet nordisk kristen skjald.

 

Palmefugl for askekrukke

Myten om Fønix-fuglen er ikke oprindeligt angelsaxisk, men det var den angelsaxiske gendigtning af et gammelt latinsk digt om den udødelige fugl, der gjorde Grundtvig opmærksom på Fønix-fuglens værdi som kristent symbol. Grundtvig har præsteret tre gendigtninger af den angelsaxiske Fønix, heriblandt en version af Jeg gik mig ud en sommerdag, at høre. Desuden rummer mange af hans salmer referencer til Fønix-myten.

 Fuglen, der genopstår forynget af sin egen aske, er et oplagt symbol på opstandelsen, og som sådan anvender Grundtvig det bl.a. i første vers af den kendte påskesalme Tag det sorte kors fra graven. Her beskriver Grundtvig betydningen af Kristi opstandelse fra de døde ved hjælp af en række billeder: "Tag det sorte kors fra graven! / Plant en lilje hvor det stod! / Ved hvert skridt i dødning-haven / blomster spire for vor fod! / Englevinger på vor grav / for den brudte vandrings-stav! / Palme-fugl for askekrukke! / Frydesang for hule sukke!" Palmefuglen er et synonym for Fønix-fuglen (Det græske ord phoinix betyder palme.) Ligesom altså Fønix opstod af asken, opstod Kristus af graven, og på samme måde skal vi engang opstå.

 I sin gendigtning af Salme 103, Lovsynger Herren, min mund og mit indre, fletter Grundtvig også en hentydning til Fønix-fuglen ind. Hvor Salme 103 lyder: "Han udfrier dit liv fra graven, / han kroner dig med godhed og barmhjertighed. / Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn", skriver Grundtvig: "Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger, / kranser dig yndig, som kongen sin ven / skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger: / Sol-fuglen lig bliver ung du igen." Grundtvig vil gerne vende den gammeltestamentlige salme til at handle om Jesu opstandelse. Derfor erstatter han Salme 103's ørn med endnu et synonym for Fønix, nemlig Solfuglen. At blive ung som en ørn kan jo godt bare betyde, at man får fornyede kræfter og mod på tilværelsen. Men at blive ung som Solfuglen, d. v. s. som Fønix-fuglen, vil utvetydigt sige: at genopstå fra de døde. Omskrivningen fra ørn til Fønix er i øvrigt mere nærliggende end man skulle tro, for i det angelsaxiske Fønix-digt er fuglen faktisk en ørneunge, inden den udvikler sig til den voksne Fugl Fønix.

 Men Grundtvig kan bruge Fønix-motivet som andet end et opstandelsesbillede. Her et par eksempler: I salmen Har vi toppet, må vi dale skriver Grundtvig: "Aften først, derefter morgen, / så den gamle regning lød, / evig fryd kun efter sorgen, / evigt liv kun efter død, / vi må krybe, / før vi flyve, / ned og op går Jesu spor." Om dette vers rummer en bevidst reference til Fønix, må stå hen i det uvisse, men det kan i hvert fald nemt tolkes i den retning: Også Fønix må krybe, før den kan flyve, da den jo fødes som en orm. Og det, at disse ord indsættes i en sammenhæng, hvor der tales om Kristi død og opstandelse, taler for at Grundtvig måske rent faktisk har haft den angelsaxiske Fønix i tankerne, da han skrev salmen i 1845. I så tilfælde har vi altså her en salme af Grundtvig, hvor det er os, menneskene, der sammenlignes med Fønix-fuglen. Også salmen Kom, Gud Helligånd, kom brat rummer måske en sammenligning af menneskets kår med Fønix-fuglens. Grundtvig skriver, som en bøn til Helligånden: "Kvæg os med din morgendug / dryp fra livets kilde." Fønix-fuglen levede nemlig netop af morgendug, og den badede sig hver dag i en bestemt kilde. "Livets kilde" betyder hos Grundtvig oftest dåben. ("Døb, genfød dem, Herre from, / dybt i livets kilde," Herren strækker ud sin arm.) Set i dette lys, kan verslinierne med en måske lidt forceret tolkning betyde, at vi gennem dåben arver Fønix-fuglens kår, d.v.s. evigt liv. En sådan tolkning giver god mening idet dåben for Grundtvig netop repræsenterer genfødelsen og indgangsporten til det evige liv.

 

Helten under korsets mærke

Angelsaxerne havde groft betragtet to slags digte: Heltedigte og bibelske digte. Men kategorierne overlappede hinanden. Ofte sneg der sig en bibelsk tolkning ind i heltedigtene, og til gengæld fik de bibelske fortællinger gerne et præg af heltemod og ædel kamp imod det Onde. Bibelens og kirkehistoriens ydmyge martyrer blev forvandlet til tapre kæmper, og Kristus var selvfølgelig den største helt af dem alle. Tænk blot på, hvordan han uden tøven fór ned til Helvede og vandt sejr over den onde Satan og hele hans usle hær. Nedfarten til Helvede var en af de allermest populære Kristus-fortællinger i det angelsaxiske England, og det til trods for, at den faktisk ikke nævnes i nogle af det nye testamentes evangelier.

 Også for Grundtvig stod Kristus som en helt. "Højlig til en helt vi trænge, / som kan Dødens lænker sprænge," skriver han i Jesus, Dødens overvinder, og andre steder beskriver han Jesus som "Helten under korsets mærke," "Guddoms-Helten" eller "Helten fra Betlehem." Grundtvigs digt I kvæld blev der banket på Helvedes port, som har givet Joakim Skovgaard inspiration til hans udsmykning af Viborg Domkirke, er en fordanskning af en passage fra den angelsaxiske bibelgendigtning Christ and Satan. Digtet handler netop om Nedfarten til Helvede, og er holdt i et karskt og billedmættet sprog, som lader bibelske, angelsaxiske og nordiske særtræk virke sammen. I vers tre beskrives den nedfarne Kristus f.eks. således: "Han vandrer på gløder som jomfru på gulv, / han tramper på øgler og drager, / hug-ormen han knuser, og Helvedes ulv / han binder, mens afgrunden brager!" En sådan trampende, knusende Jesus er svær at forbinde med traditionelle Kristusfigurer såsom Thorvaldsens Kristus, men han er ikke desto mindre en vigtig del af Grundtvigs univers. For Grundtvig som for angelsaxerne repræsenterer Kristus og Satan tilværelsens to modstridende grundkræfter, det Gode og det Onde, Liv og Død. Det onde truer os hele tiden udefra, men heldigvis har vi en helt, der strider den gode strid med os, nemlig Kristus. Kamp og handling for den gode sag var en høj angelsaxisk dyd, og tanken om, at mennesket må definere sig selv i forhold til det Gode og det Onde var et fremherskende træk i den angelsaxiske heltedigtning. Denne stærke dualisme mellem det Gode og det Onde passede godt sammen med Grundtvigs syn på tilværelsen som en kamp mellem Liv og Død.

 Salmen Kommer, sjæle, dyrekøbte er en oversættelse af et angelsaxisk digt af poeten Kynewulf, der levede i det 9. århundrede. Hvor I kvæld blev der banket på Helvedes port handler om nedfarten til Helvede, handler Kommer, sjæle om opfarten til Himmels. Opfarten er lige så glamourøs som nedfarten, om end knap så voldsom. Efter at Jesus har overvundet Helvedes magter, farer han sejrrig op dybet og trækker alle de sjæle, som han har købt med sit blod, med sig til Himmels. Kristus har købt menneskene fri fra Dødens magt, og nu kan de dele kår med Guds søn: "Mellem engle mænd nu tælles, / har med Herren alt tilfælles." Pointen er ikke, at alle fra nu af automatisk er frelst (apokatastasis), men at ingen nu længere behøver at gå fortabt. Nu har vi et valg: "Vælge kan igen og vrage / Jordens slægter alle dage, / vælge mellem Liv og Død, / dagens lys og nattens mørke, / Paradis og vilde ørke, / Helved hedt og Himmel sød." Denne angelsaxiske idé om, at frelsen består i, at vi nu kan vælge nåden, forklarer i øvrigt måske den kryptiske verslinie om at "…af det hele som Gud har skabt / går kun fortabelsens æt fortabt" i Grundtvigs pinsesalme Du, som går ud fra den levende Gud. "Fortabelsens æt" kan set i lyset af valget mellem Paradis og Helvede i Kommer, sjæle være de mennesker, der simpelthen selv har valgt at gå fortabt.

 

Den dybe sammenhæng

"Du, som har dig selv mig givet, / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!" Sådan skriver Grundtvig i salmen Hil dig, frelser og forsoner. Hermed udtrykker han, hvor utrolig vigtigt det var for ham, at kunne se tilværelsens sammenhæng ud fra Kristi korsdød og opstandelse. Det er kendetegnende for Grundtvig, at han trækker tråde fra Bibelen og bekendelsesskrifterne til ting, man ikke normalt forbinder med den bibelske verden. De bibelske begivenheder har universel gyldighed både tidsligt og rumligt; de gentager sig dagligt og får først betydning for os, når vi møder dem i nuet. Når vi kan se vores egen livsverden i Bibelen, kommer frelseshistorien til at handle om os. Denne 'vekselvirkning' mellem bibelhistorien og dagliglivet fandt han bl.a. i den angelsaxiske poesi.

 

Tilbage til Grundtvig på Nettet Tilbage til Meretes Side

Send en mail til mig

 

Denne side er skænket af Få din egen gratis hjemmeside