Denne korte gennemgang af Neil Youngs liv og musik blev oprindelig til som en bacheloropgave i "Musikvidenskabelige Discipliner" ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet. Opgaven er skrevet i marts 1997 og ikke ført up to date.

Det er tanken, at jeg på et tidspunkt vil lave en mere udførlig gennemgang af hans værk. Den tid, den glæde.

Gennem de sidste ca. 25 år af musikhistorien har Neil Young haft en plads i det lille selskab af kunstnere, der på trods af (eller snarere på grund af) sin musikalske uberegnelighed bestandig har inspireret nye generationer af rockmusikere og -grupper samtidig med at han har bibeholdt en stor gruppe af (hårdt prøvede) kernetilhængere. Hans ubestikkelige indstilling til musikken og indflydelse på andre musikere har været med til at give ham en aura, det kun er få kunstnere beskåret. Af andre kunstnere i det eksklusive selskab kan nævnes David Bowie og Lou Reed.

Her skal blot nævnes et enkelt eksempel på Neil Young, brugt som målestok i anmeldelser af andre kunstnere: "...På sin elektriske, røde guitar spillede den selvironisk syrede guitarist Gary Louris ud i hjørnerne af krop og sjæl inspireret af især ekspressionisten Neil Young, så farver og stemninger myldrede gennem numrene...(Anmeldelse af koncert med den amerikanske countryrockgruppe The Jayhawks i Pumpehuset 30/5-1995. Dorte Hygum Sørensen i Politiken 1/6-1995.)

At der i det nye Rockleksikon fra Politikens Forlag "kun" findes 26 henvisninger til Neil Young rører ikke ved det faktum, at mange yngre bands er påvirket af Young's indflydelse, og at flere kunstnere har gennem årene taget Neil Youngnumre på deres repertoire. Som eksempel kan nævnes den amerikanske gruppe Grant Lee Buffalo, der på deres live-CDEP Buffalondon Live spiller For The Turnstiles (fra On The Beach (1974)).

Et andet eksempel er den skotske gruppe Teenage Fanclub, der med sin støjorienterede, men melodiske guitarrock har Neil Young som et tydeligt forbillede. Således også på deres 1995-album Grand Prix, hvor et af numrene slet og ret hedder Neil Jung (Nej - ikke stavefejl!). I forbindelse med albummet udsendtes en CD-single, Sparky's Dream, hvor nummeret Burned (fra Buffalo Springfields første LP (1966)) findes. Dette er dog en slavisk efterlignende coverversion, der ikke tilføjer nummeret noget nyt og som sådan kun afviger fra originalen ved de musikere, der medvirker.

Endelig er der naturligvis Pearl Jam, hvis forsanger Eddie Vedder aldrig har lagt skjul på sin dybe respekt for og fascination af Neil Young. Ved Youngs indrullering i The Rock'n'Roll Hall Of Fame motiverede Vedder således indlemmelsen med at "...han har lært os meget som band - værdighed, forpligtelse og det at spille i nuet. Jeg tror næppe, at der er mange andre som Neil Young, der bliver hyldet for deres karriere samtidig med, at de til stadighed er så aktive som han..."(citeret i WILD Magazine, Nr.2, Side 11.)

Den tydelige Neil Young-påvirkning på Pearl Jams plader giver sig først og fremmest udslag i et forsøg på at tilføje de enkelte skæringer et vist livepræg (livepræget på Neil Youngs plader vil blive behandlet senere). Dernæst en trang til at eksperimentere med forskellige udtryksformer (bedst repræsenteret på den collageagtige Vitalogy-LP).

Live har Pearl Jam ved flere lejligheder spillet Young's Rockin' In The Free World (fra Freedom (1989)), både med og uden Neil Young. Sammen har de i januar 1995 optrådt som The Piss Bottle Men, og efter indspilningen af Dobbelt-Lp'en (enkelt-CD'en) Mirror Ball (i Young's navn) og singlen Merkinball (i Pearl Jam's navn) tog de (uden Vedder, men med Seattleproduceren Brendan O'Brien) på turne som Neil Young & The Mirror Ball Band, hvilket bl.a. bragte dem til Heyday 02 på Dyrskuepladsen i Roskilde 13. august 1995.

I det følgende vil jeg først skitsere Young's karriere og derefter forsøge at kategorisere hans musik og finde nogle fælles træk på tværs af de stilarter, han har benyttet sig af.

Neil Ragland Young blev født i Toronto, Canada 12. November 1945 og voksede op i en lille by i North Ontario. I 1960 blev forældrene skilt, og Neil flyttede til Winnipeg med sin mor. Her dannede han sine første grupper, bl.a. The Squires, med hvem han indspillede en single i 1963 og The Mynah Birds, med hvem en hel uudgivet Lp blev indspillet i 1965 (se Appendix).

Young's musikalske forbilleder var på dette tidspunkt foruden Elvis Presley guitaristerne Duane Eddy, Hank B.Marvin (fra The Shadows) og den lokale helt Randy Bachman, der først blev verdenskendt flere år senere, først med Guess Who og senere med Bachman-Turner Overdrive.

Den nye britiske popmusik var endnu ikke nået til Canada, men da den nåede frem var det ikke overraskende Rolling Stones med sin fremaddrivende og kropsnære rythm'n'blues der tiltalte Young fremfor de mere polerede Beatles.

En anden inspirationskilde var den nye Bob Dylan'ske folkemusik, som Young stiftede bekendskab med på de lokale klubber. Her havde han bl.a. mødt den lokale singer/songwriter Joni Mitchell og amerikaneren Steven Stills.

I 1966 tog Neil Young og Mynah Birds-bassisten Bruce Palmer til Los Angeles for at møde Stills. Sammen med sangeren Richie Furay og Trommeslageren Dewey Martin dannede de gruppen Buffalo Springfield, der i løbet af sin toårige eksistens opnåede at blive et kultisk liveband med de duellerende guitarister Stills og Young. Samtidig bar gruppen også præg af gnidningerne mellem disse to stærke personligheder (ego'er) og Young nåede at forlade gruppen to gange. Gruppen nåede at indspille tre albums; alle tre indeholder glimrende numre, der dog bærer præg af at være enkeltmandsprojekter, og dette giver pladerne et noget uhomogent præg. En enkelt hitsingle blev det dog til - Steven Stills' For What It's Worth fra den første plade.

Efter opløsningen af Buffalo Springfield påbegyndte Young sin solokarriere, indspillede to albums i 1969 og blev derefter fjerdemand i kvartetten Crosby, Stills, Nash & Young, med hvem han medvirkede på Woodstock og udsendte albummet Deja Vu(1970). Sideløbende med solokarrieren har Young indspillet med alle de tre sangere hver for sig, ligesom de har optrådt på flere af Young's plader. I 1988 blev de for en stund genforenet og udsendte Lp'en American Dream.

Selvom Everybody Knows This Is Nowhere (1969) af mange Young-fans anses for at være hans bedste, og After The Goldrush (1970) gav ham et bredere publikum, var det for alvor med det fjerde album, Harvest (1972), at Young fik sit kommercielle gennembrud. Såvel Lp'en som singlen Heart Of Gold strøg til tops på den amerikanske hitliste.

Harvest er, sammen med Comes A Time (1978) og Harvest Moon (1992), det nærmeste Young er kommet traditionel amerikansk radiovenlig folkinspireret pop-rock. Den massive succes med Harvest skræmte dog Young i sådan en grad, at han derefter koncentrerede sig om at lave personlige, rå, "skæve" og kommercielt marginale plader. Det førte naturligvis til et markant dyk i salgstallene, men det han mistede i pladesalg fik han tilbage i gode anmeldelser og i en særstatus blandt andre kunstnere som foregangsmand og inspirator, både for punken, grungen og den nye amerikanske country/folk-rock. Samtidig fortsatte han med at skrive numre, der stadig er "showstoppere" på hans live-repertoire, f.eks Like A Hurricane (1977) og Hey Hey, My My (1979) og i december 1979 blev han kåret til "Artist Of The Seventies" i det amerikanske tidsskrift The Village Voice.

I 1982 skiftede Young pladeselskab fra Reprise til Geffen, hvor han udsendte fem albums, der både adstedkom et sagsanlæg fra pladeselskabet og en udbredt erkendelse af, at Young havde indledt sit kommercielle og kunstneriske selvmord. (Se afsnittet om Young's musikalske kategorier.)

Tilbage på Reprise Records har han siden 1987 både leveret klassiske Crazy Horse-plader (Ragged Glory (1990)), kommercielle succeser (Harvest Moon (1992)) og nye live-favoritter (Rockin' In The Free World (1989)).

Populært sagt har det eneste sikre ved et nyt album været, at man har kunnet forvente et musikalsk udtryk, der divergerede fra det foregående udspil. I Appendix A findes en liste over Young's plader og de vigtigste af de implicerede musikere, og i det følgende vil jeg prøve at karakterisere og kategorisere Young's albums.

Groft sagt kan Neil Young's oeuvre inddeles i tre kategorier.

1. De ekspressive og udadvendte plader.

2. De impressive og indadvendte plader.

3. De eksperimenterende, hvor en specifik genre bliver udforsket på en enkelt plade.

Ser man bort fra Geffen-pladerne i kategori 3 er det selvfølgelig en tilsnigelse entydigt at placere pladerne i en enkelt kategori. Adskillige undtagelser forekommer, f.eks After The Gold Rush (1970), der overvejende fremstår som en kategori 2-plade, selvom det er Crazy Horse, der medvirker; Nummeret Like A Hurricane nævnes under kategori 1, selvom selve albummet American Stars'N'Bars (1977) overvejende er kategori 2 og rubriceres derefter; Rust Never sleeps(1979), hvis første pladeside tilhører første kategori og den anden pladeside den anden.

Netop denne mangel på entydighed er et særkende for Neil Youngs musik, og i den forbindelse er Rust Never Sleeps et godt eksempel. Hver for sig er pladesiderne noget af det bedste inden for de to første kategorier Young har lavet, og som sådan måske den typiske (nogle vil sige bedste) Neil Young-plade, der er udgivet.

I det følgende er kun medtaget regulære studie-LP'er.

Live-albums, compilations og soundtracks er ikke rubriceret.

Ad. 1.

Everybody Knows This Is Nowhere (1969), Tonight's The Night (1975), Zuma (1975), Rust Never Sleeps, pladeside 2 (1979), Re*ac*tor (1981), Life (1987), EP'en Eldorado (1989), Freedom (1989), Ragged Glory (1990), Sleeps With Angels (1994), Mirror Ball (1995) og Broken Arrow (1996).

Pladerne i denne kategori er karakteriseret ved et begrænset antal musikere og instrumenter. Indspilningerne er som alle Young's plader (pånær den første) stort set foretaget live i studiet - dog fornemmer man tydeligst livepræget i denne kategori, som også bærer præg af forudgående jamsessions. Young benytter sig af det klassiske rock-line-up - trommer, el-bas og el-guitar(er) - og der spilles aggressivt med udstrakt brug af elektrisk forstærkning og feedback. Som følge af de forudgående jam-sessions har Young's guitar-soli et meget spontant præg, og de strækkes ofte ud over flere minutter, som f.eks Cortez The Killer (fra Zuma (1975)) og Love To Burn (fra Ragged Glory (1990)). Feedback alene udforskes i afslutningerne på albummet Ragged Glory (1990) og til bunds over en hel pladeside på live-LP'en Arc-Weld (1991).

Musikken er riffpræget (som f.eks. Like a Hurricane (fra American Stars'N'Bars (1977)) og Hey Hey My My (Out Of The Blue) (fra Rust Never Sleeps (1979))), fremadrettet og dynamisk; sine steder præges musikken af (nogle vil mene monotone) gentagelser af akkordskemaer (som f.eks I'm The Ocean og resten af Mirror Ball-albummet (1995)).

Ad. 2.

Neil Young (1969), After The Gold Rush (1970), Harvest (1972), Time Fades Away (1973), On The Beach (1974), American Stars'N'Bars (1977), Comes A Time (1978), Rust Never Sleeps, pladeside 1 (1979), Hawks And Doves (1980) og Harvest Moon (1992).

Pladerne i denne kategori er karakteriseret ved to slags besætninger:

1. Den intime besætning med en akustisk guitar solo (f.eks. The Needle And The Damage

Done (fra Harvest 1972)) eller et akkordbærende instrument med solist (som f.eks.

klaveret og hornet i titelnummeret fra After The Goldrush (1970)).

2. Det klassiske country-line-up med pedal steel guitar foruden guitar, bas, trommer, klaver

og evt. strygere og banjo(f.eks Human Highway fra Comes A Time (1978).

I denne kategori virker arrangementerne mere gennemførte, og jamsessionpræget er mindre udtalt, ligesom der sjældent bruges feedback. Derimod bruges i vid udstrækning vokalharmonier. Af sangere, der optræder flere gange gennem årene, kan nævnes Linda Ronstadt, James Taylor og Young's lejlighedsvise legekammerater Crosby, Stills og Nash. Alle fremtrædende repræsentanter for den amerikanske Country/Folk-Rock.

Ad. 3.

Trans (1982), Everybody's Rockin' (1983), Old Ways (1985), Landing On Water (1986), This Note's For You (1988)

Pladerne i denne kategori hidrører næsten alle fra den periode i 1980'erne, hvor Young var tilknyttet pladeselskabet Geffen. Fra 1982-87 udgav selskabet 5 indbyrdes meget forskellige albums, som hver især udforskede en musikalsk genre så tilbundsgående, at man ikke troede, at der er tale om den samme kunstner inden for et relativt kort tidsrum. Geffen-opsamlingspladen Lucky Thirteen (1993) blev da også forsynet med undertitlen Excursions into alien territory.

Denne eksperimentering var ikke specielt befordrende for salgstallene, og Geffen endte med at sagsøge Neil Young for "...at levere ikke-kommercielle plader, der samtidig var langt fra den musik, som publikum forbandt med Neil Young..."

I og for sig enestående, at sagsøge en kunstner for ikke at være sig selv!

Geffen havde dog ikke indset, at det netop var ægte Neil Young'sk at eksperimentere; allerede nummeret Broken Arrow (fra Buffalo Springfield Again (1967)) frembyder et væld af stilarter fra lirekassevals over psykedelisk rock og jazz. Han havde dog på dette tidspunkt, i starten af 1980'erne, endnu ikke eksperimenteret med en specifik musikalsk genre på et helt album.

Heldigvis for den kunstneriske frihed endte søgsmålet dog i ingenting, og Young blev til sidst løst fra sin kontrakt og vendte tilbage til Reprise.

På Trans (1982) udforskes mulighederne i Young's netop indkøbte Vocoder. Lydbilledet er meget præget af denne tynde synthesizer-agtige lyd, og at backing-bandet på flere af numrene er Crazy Horse er godt camoufleret.

Everybody's Rockin' (1983) er en rendyket Rockabilly/Rock and Rollplade med Neil Young and the Shocking Pinks (bl.a. musikere fra Stray Gators).

Old Ways (1985) er en countryplade med Ben Keith's Pedal Steel Guitar, strygere og countrysangerne Willie Nelson og Waylon Jennings.

Landing On Water (1986) er vel nok den Neil Young-plade, der virker "strammest" arrangeret og produceret. Young og studiemusikerne Steve Jordan og Danny Kortchmar spiller foruden guitar, bas og trommer alle synthesizer, og resultatet blev en tidstypisk 80'er synthesizerpop-produktion.

Efter Young/Crazy Horse-pladen Life (1987) udgav Young tilbage på Reprise i 1988 This Note's For You, krediteret gruppen Neil Young & the Blue Notes - igen musikere han har benyttet sig af både før og siden. Musikken på dette album trækker på en Motown/Stax-influeret soultradition, bl.a. optræder en større blæsersektion.

Efter disse plader er Young returneret til sine traditionelle musikalske græsgange, ekspressiv rock med Crazy Horse (Ragged Glory (1990)) og blødere musik med Stray Gators-musikere (Harvest Moon (1992)). Dog er det også blevet til en Grungeplade (Mirror Ball (1995) med Pearl Jam), men den kunne i realiteten lige så godt have været indspillet med Crazy Horse.

1. Et musikalsk aspekt: brugen af maj7-akkorden.

2. Et optagelsesteknisk aspekt: live i studiet.

Et signifikant harmonisk træk ved Young's musik er den stadigt tilbagevendende maj7-akkord. En gennemlytning af den tilgængelige del af Young's samlede output afslørede tilstedeværelsen af akkorden på samtlige LP'er undtagen rockabillypladen Everybody's rockin' (1983), hvor halvdelen af numrene i forvejen ikke er Young's egne, men ældre standardnumre.

At der i forbindelse med maj7-akkorden ikke blot er tale om en enkeltstående akkord, men om en akkord, der i flere tilfælde indtager en specifik plads i en sammenhæng, kan ses af eks. 6 og 8, hvor akkordrækkefølgen a-mol - G - Fmaj7 optræder i begge tilfælde - i eks. 6 fortsætter frasen dog med e-mol - G. Eks. 2 og 4 viser det samme skema transponeret en tone op; dog er den indledende mol-akkord, der her havde været en h-mol erstattet af parallelakkorden D, hvorfor de godt kan sammenlignes.

I modsætning til eks. 6 og 8, der alle står i samme toneart (akkordrækkefølgen er nem at spille på klaver, måske en del af forklaringen!?), er eks. 2 og 4 altså en tone højere, men i store træk ses stadig det samme akkordskema og den melodiske kredsen om tredje akkords store septim.

En kredsen om den store septim ses ligeledes i eks. 1, 5, 7, 11 og 13, hvor maj7-akkorden bliver mejslet fast gennem brugen af den store septim som gentagelsestone. I eks. 11 starter gentagelsesmønsteret allerede i takten forinden maj7-akkordens takt. Tonen E skifter rolle fra terts i C-dur-akkorden til stor septim i den efterfølgende Fmaj7-akkord.

Eks. 12 er (som eks. 8) ikke en melodistemme, men den instrumentale intro. Akkorden udvikles fra en ren treklang over sekseren til maj-septimen. Inden for traditionel rockmusik ville en sådan udvikling normalt have endt med den lille septim, som man eksempelvis hører det i det underliggende orgel på Rolling Stones' Now I Got A Witness (R.S.' første LP (1963)) og et utal af andre numre.

Resten af eksemplerne er mere eller mindre tilfældigt valgt blandt et større antal eksempler, udfra et ønske om kronologisk at dække hele Youngs karriere. Alle viser de dog en flig af den mangfoldighed, hvormed Young benytter sig af maj7-akkorden, både som rent instrumentalt akkordspil og som melodisk element.

Jeg er ikke stødt på andre kunstnere, der har benyttet sig af maj7-akkorden så konsekvent som Young har gjort det. Ingen af de musikalske stilarter, som han ellers er inspireret af - country, folk, blues og rock'n'roll - benytter sig i nævneværdig grad af akkorden, og da man kan finde eksempler, både i hans kendteste kompositioner (f.eks. eks. 2, 4, 6, 8 og 12, men mærkeligt nok ikke i Heart Of Gold) og helt tilbage i hans sange fra midten af 1960'erne, vover jeg forsigtigt at påstå, at den udstrakte brug af maj7-akkorden er et specielt Neil Young'sk fænomen.

Et andet fællestræk ved Young's plader er hans konsekvente brug af liveoptagelser, d.v.s. optagelser, hvor alle implicerede musikere spiller og synger samtidig. Efter Beach Boys' Pet Sounds og Beatles' Revolver (begge 1966) blev studiearbejdet nærmest til en autonom kunstart, hvor begrebet "lagkage-indspilning" blev normen, hvilket den stadig er i dag. Musikerne behøvede ikke at opholde sig i studiet samtidig, andre musikere kunne lægges på efter behag og der kunne redigeres i optagelserne til de efterhånden mere magtfulde producere (og selvfølgelig musikerne) var tilfredse med resultatet.

Buffalo Springfield's tre Lp'er blev i vid udstrækning skabt ved "lagkage-indspilning", ikke mindst Young's numre Expecting To Fly og Broken Arrow (begge Buffalo Springfield Again (1967)). En forklaring kan både være en fascination af de nyopdagede studietekniske muligheder (det var trods alt 1967), men også spændingerne musikerne imellem; med denne indspilningteknik behøvede man ikke at gå hinanden på nerverne i studiet.

Af Young's soloalbums er kun debut-LP'en Neil Young (1969) blevet til med denne teknik - alle øvrige plader er overvejende optaget "live i studiet", selv de synth-prægede plader Trans (1982) og Landing On Water (1986)

I et interview med Elliot Blinder (Rolling Stone 30/4-1970) udtaler Young om det første album, at det snarere blev overdubbet end egentlig spillet, og dette var en fejl. "...Jeg tror, folk vil høre disse folk spille sammen. Det er fedt at spille live, specielt guitarerne får mig virkelig op at køre, og det at spille allesammen på en gang er virkelig groovy..."(min oversættelse). Young konkluderer, at det er optageteknikken, der f.eks. gør den store forskel på Beatles' og Rolling Stones' musik. (Dette var nok sandt i 1970, hvor interviewet fandt sted, men senere har også Stones taget den avancerede studieteknik til sig, specielt efter midten af 70'erne, hvor egoerne og gnidningerne blev for uoverskuelige.)

Neil Young er altså et godt eksempel på en kunstner, der repræsenter en traditionel rock-æstetik. En æstetik, der har sin hovedvægt lagt på et samspil skabt i en livesituation. Her er musikkens primære mål at blive formidlet direkte fra musiker til tilhører i selve skabelsesøjeblikket, og det er dette samspil mellem de implicerede, der kan gøre en koncert til en magisk begivenhed.

At Neil Young er en decideret livemusiker kan ses af det store antal koncerter han laver hvert år. Foruden solo- og bandkoncerter arrangerer han hvert år Farm Aid (til støtte for tørkeramte farmere) og Bridge Benefit (til støtte for det hjem for mentalt handicappede børn Neil og hans kone Pegi har oprettet - de har selv to af slagsen). Begge heldageskoncerter, hvor Young og hans legekammerater spiller vederlagsfrit. Ved sidste Bridge Benefit-koncert i november optrådte bl.a. Pearl Jam (som er årligt tilbagevendende og har et livealbum udelukkende med Bridge Benefit-optagelser i støbeskeen), Patti Smith og David Bowie, og ved Farm Aid-koncerterne er kunstnere som Willie Nelson og CSN fast inventar.

Denne evige turneren sideløbende med pladeindspilningerne minder om den praksis man fandt hos et band som Grateful Dead, som musikalsk erindres bedre for sit store antal live-udgivelser end for sine jævne studie-indspilninger, og deres enthusiastiske fans, The Dead-Heads, som tog på turné sammen med bandet over hele verden. Noget af det samme gør sig gældende med Young, dog i mindre omfang. Af officielle deciderede koncertoptagelser findes kun Time Fades Away (1973)(udelukkende nye numre), Live Rust (1979) og Weld (1991). Dertil kommer Unplugged (1993). Til gengæld er der kommet et uoverskueligt stort antal pirat-plader med liveoptagelser, således at samtlige turneer er rigeligt repræsenteret. For Young-fans er disse optagelser af stor betydning, da så uforholdsmæssigt mange numre, han har spillet live, aldrig er blevet indspillet i studiet eller er blevet transformeret gennem mange år, før de er blevet studieoptaget. Ligeledes divergerer liveoptagelserne ofte betydeligt fra de kendte studie-indspilninger. (Alternative tekster og ekstra vers, akustiske numre spillet elektrisk og vice versa.)

Medens den udstrakte brug af maj7-akkorden ikke synes at have påvirket nogen kunstnere, er Young's holdning til indspilningsteknik en faktor, der både har fået betydning for punken og grungen, for hvem han ifølge populære musiktidsskrifter er hhv. far og bedstefar.

Som Young's plader indspilningsteknisk var en reaktion mod Beatles sidste studieplader og Crosby, Stills and Nash's første LP, var punken en reaktion mod grupper som Doobie Brothers, Yes og Genesis. Ligeledes opstod der omkring 1990 et behov for grupper med et mere kantet og udadvendt udtryk oven på 80'ernes person- og vellydsfikserede produktioner; i Seattle blev grungen født med grupper som Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam og Danmark fulgte efter med bl.a. Psyched Up Janis, Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy.

Med betoning af bandfølelse, værdighed og det at spille i nuet var det på disse strømningers vegne at Eddie Vedder holdt motivationstalen ved Young's indrullering i The Rock'N'Roll Hall Of Fame som tidligere nævnt.

Helt i tråd med med Young's holdning til indspilningsteknik kan det vel ikke undre, at Young desuden ikke bryder sig om CD-mediet. Hans nyeste plader udsendes således både på vinyl og CD - en holdning mange nye bands deler, bl.a. Pearl Jam, der udsendte Vitalogy på vinyl et par uger før CD-udgaven kom.

At forskellige guitartyper udsender forskellige signaler om stil og attitude er ingen hemmelighed. Man vil næppe nogensinde se heavy-metal-guitarister forlade sig udelukkende på en ældre halvakustisk Gibsonmodel, der oser langt væk af jazz, ligesom en jazz- eller countryguitarist næppe nogensinde ville overveje en futuristisk udseende solid body Jackson- eller B. C. Rich-model med specialudviklet vibratoarm.

Det har været en gængs opfattelse gennem mange år, at en Fender Stratocaster er synonymet for rockmusik. At Neil Young, såvidt jeg er informeret, aldrig har benyttet sig af den pågældende model kan både være vane eller bevidst valg, hvilket forsøges forklaret i det følgende. Stratocasteren blev introduceret i anden halvdel af 1950'erne - i Young's tidlige teenage-år. I denne periode var Stratocasteren synonym med Shadows' Hank B. Marvin og diverse blues- og countryguitarister. Først i slutningen af 1960'erne fik Jimi Hendrix for alvor bragt Stratocasteren ind i en Sammenhæng, der signalerede hård rock, og selv en arketypisk Stratocasterguitarist som Eric Clapton skiftede først til sin sort-hvide model i forbindelse med gruppen Derek and the Dominoes og den første soloplade omkring 1970 - alle Cream-indspilningerne er foretaget med en halvakustisk Gibsonmodel (ES 335), der er blevet populær blandt nutidens Britpop-grupper. Young er dog langtfra den eneste rockguitarist, der ikke sværger til Stratocasteren. En rockguitarist-ikon som Jimmy Page fra Led Zeppelin har dannet skole med sin guldfarvede Gibson Les Paul, ligesom AC/DCs Angus Young sværger til Gibson SG.

Over for den helmassive Stratocaster (og Les Paul'en) står de halvakustiske modeller, i første række modeller fra Gibson og Gretsch. Gibsons halvakustiske modeller har fra starten været blandt de foretrukne i jazz- og blues-kredse, hvor flere kunstnere har fået specialfremstillet modeller, bl.a. Barney Kessel og B. B. King. Gretsch betegnes af mange guitarister (og samlere) som el-guitarens Formel 1, specielt topmodellerne The White Falcon, The Viking og The Country Gentleman, og vel at mærke modellerne fremstillet lige før 1960. Gretsch forbindes normalt med countrymusik, men også kunstnere som George Harrison, Steven Stills, Bryan Adams og Dave Stewart har benyttet sig af den.

I Youngs valg af guitarer gemmer der sig altså efter min mening en bevidsthed om, hvilken attitude den enkelte guitar repræsenterer i forbindelse med den musik, som han er i gang med.

Generelt benytter han sig af følgende modeller:

I forbindelse med Kategori 1-indspilninger, bl.a. med Crazy Horse:

Costumized Gibson Les Paul med Bigsby Vibratoarm.

I forbindelse med Kategori 2-indspilninger, bl.a. med Stray Gators:

Halvakustiske Gretsch-modeller, bl.a. firmaets flagskib White Falcon

Akustiske indspilninger:

Martin Dreadnought og Gibson Jumbo, både 6- og 12-strengsmodeller.

Desuden findes der billeder af Young med en Fender Telecaster i forbindelse med en koncert, samtidig med indspilningen af Tonight's The Night, og en Gibson Flying V på Time Fades Away-turnéen. (Begge ca. 1973.)

At der eksisterer en stor forskel i attitude guitartyperne imellem turde altså være fremgået af det foregående. Men er der i virkeligheden nogen reel forskel, hvis man koncentrerer sig seperat om guitarernes klang? Både Stratocasteren og Les Paul'en er jo helmassive, og er det i virkeligheden ikke blot et spørgsmål om elektronik?

En test, hvor der benyttes identiske indstilninger på den samme forstærker vil dog vise, at der reelt er en betydelig forskel på lyden af en Stratocaster og en Les Paul.

Konstruktionsmæssigt er der iøjnefaldende forskelle på de to modeller. Guitarernes respektive pick-up'er er naturligvis lavet på hver sin fabrik og dermed forskellige i udseende og konstruktion, Stratocasterens er slanke, hvor Les Paul'ens er tykke rektangulære klodser (kaldet Humbuckers) - et billede der vil gå igen i karakteristikken af guitarernes lyd. Ligeledes er Les Paul'ens krop betydeligt tykkere end Stratocasterens. Der er altså mere træ - mere gods - i en Les Paul, et faktum utrænede skuldre smerteligt erkender efter kort tids spil. Det er sandsynligvis denne tykkere klangbund, der er med til at gøre Les Paul'en uovertruffen i de dybere klangregistre, ligesom den har en længere sustain, en længere efterklang end Stratocasteren, hvilket burde have gjort den til et foretrukkent instrument inden for Heavy Metal, hvilket besynderligt nok ikke er tilfældet, når man ser bort fra enkeltstående eksempler som f.eks Heavy Metal-grænsetilfældet Guns'N'Roses' leadguitarist Slash. Et godt eksempel på Les Paul'ens sustain-kvaliteter er Gary Moores Bluesrock-klassiker Still got the blues.

Hvor Les Paul'en altså udmærkede sig ved sin tykke sustain-mættede lyd repræsenterer Stratocasteren, for at blive i det førnævnte pick-up-billede, et slankere udtryk. Det er først og fremmest i det lysere diskant-område at Stratocasteren har sin force. Hvor den i det mørke område kan virke hul og "kort" er der mange raffinerede valgmuligheder i mellem- og diskantområdet. På nyere modeller er der fem pick-up-kombinationer at vælge imellem på selve guitaren, alle meget forskellige. Prøv blot at sammenligne f.eks. Mark Knopflers lyse, nærmest dryppende guitarlyd med Eric Claptons let sprødere ditto. Inddrages ligeledes så forskellige Strat-guitarister som Steve Ray Vaughan, David Gilmour og Hank B. Marvin, for slet ikke at tale om Jimi Hendrix, fremstår Stratocaster-landskabet meget nuanceret.

De halvakustiske Gretsch- og Gibson-modeller udmærker sig først og fremmest ved det "rene" udtryk. Feedback-effekten bliver for unuanceret og ukontrollabel på en halvakustisk model når der overstyres, enten ved hjælp af specielle distortion-pedaler eller ved direkte tilbagekobling (guitarens pick-up'er rettet direkte mod den opskruede forstærker.); til gengæld er der ved den "rene" indstilling mange raffinerede klangmuligheder i hele registret, lige fra diskanten til det mørke område. Disse klangmuligheder har tiltalt både jazz- og country-musikere, der ønsker et nuanceret "rent" udtryk. Gretsch-modellerne har især appeleret til countryguitarister, da næsten alle modeller som standard har påmonteret vibratoarm. En anordning, der kan efterligne de eftertragtede Pedal Steel-effekter, som er essentielle i størstedelen af countrymusikken.

Et andet aspekt ved denne guitardiskussion er af rent spilleteknisk art. Gribebrædterne er konstrueret ret forskelligt, idet Stratocasterens er smalt og tykt, hvor Les Paul'ens er bredt og knap så tykt - på Gibsons halvakustiske modeller endda endnu bredere. Det er altså ikke blot et spørgsmål om guitaristens personlige smag for lyd, men også hvilken gribebrædtskonstruktion, der passer til ens spillestil. Personligt er det undertegnedes oplevelse, at blues-løb og bendings ("vridning" af strengene) er lettere at spille på Gibsons modeller end det er på Stratocasteren, der kan virke stivere og strammere spændt op. Måske derfor er Stratocasteren som regel forsynet med en vibratoarm eller hul til umiddelbar installering. En indretning, der bl.a. kan erstatte den manuelle bending og den manuelle vibrato.

At Young så konsekvent benytter sig af Les Paul'en med sin bedre sustain-kvalitet kan måske forklare hans stadigt intensere udforskning af feedbackmulighederne. Hvor Youngs guitarlyd i starten var forholdsvis "ren" ændrer han gradvist sit udtryk omkring 1978. Den totalt overstyrede forvrængning på det gennemgående guitar-riff i Hey Hey My My (Into the Black) (1979) er et af de første resultater af denne transformering af hans guitarlyd, et andet er at soloerne bliver længere og længere. Allerede Down by the River (1969) og senere Cortez the Killer (1975) havde længere soloforløb, men fra omkring dette tidspunkt forlænges og forvrænges yderligere disse forløb. På den seneste Europa-turne (Broken Arrow-turneen), sammen med Crazy Horse sommeren 1996, varede flere af numrene mellem ti og femten minutter, som for størstedelens vedkommende bestod af udstrakte guitarsoli og afslutninger bestående af op til flere minutters feedback. På samme måde består den næsten ukendte liveplade Arc (1991) udelukkende af et 35 minutters sammenklip af feedback-afslutninger fra Weld-turneen (!) - måske svaret på den lidet nævneværdige kommercielle udbredelse af pladen?

Neil Youngs fremtoning var i starten præget af et vist hippieimage. Hans kendetegn i Buffalo Springfieldtiden var de nærmest patchworklappede slidte cowboybukser. På coveret til After The Goldrush (1970) fylder netop bagdelen af hans bukser hele bagsiden, ligesom hans daværende kone Susan Young, der har syet lapperne på, er krediteret på lige fod med gæstemusikerne i noterne.

Senere i halvfjerdserne stabiliseredes efterhånden det billede af Neil Young man kender i dag - den rødternede skovmandsskjorte og de slidte cowboybukser, specielt i Crazy Horse-regi. Denne uniform er i 90'erne blevet annekteret af grunge-miljøet. Young anser ikke sig selv som US-artist, men som american artist, hvilket med lidt god vilje kan tolkes ud af hans påklædning, hvor skovmandsskjorten symboliserer hans canadiske baggrund og bukserne kan siges bredt at repræsentere en eller anden form for den amerikanske drøm, guldgraver, cowboy....eller californisk hippie.

Til sidst kan nævnes den MTV-Unplugged-koncert, der jo efterhånden er blevet obligatorisk blandt rockmusikkens sværvægtere og legender. I den forbindelse bar Young læderjakke, cowboybukser og Harley Davidson-T-Shirt. Til trods for den manglende Stetson-hat må det vel siges at være et udtryk for den ultimative amerikanske drøm symboliseret i klædedragten.

Dannet som The Rockets i slutningen af 60'erne af

Danny Whitten, Guitar og sang.

Ralph Molina, Trommer.

Billy Talbot, Bas.

Løst tilknyttet gruppen var endvidere Jack Nitzche, keyboards og Nils Lofgren, guitar.

Efter Whittens overdosis 29/11-1972 og seks år frem virkede gruppen kun i Young-regi med Nils Lofgren (og Young) på guitar. I 1975 blev guitaristen Frank "Poncho" Sampedro medlem. Sideløbende med arbejdet med Young har gruppen selv udgivet plader; fra 1989 med besætningen Molina, Talbot, Matt Piucci (Guitar) og Sonny Mone (Sang, Guitar). Endvidere har gruppen taget navneforandring til Raw, når de ikke spiller sammen med Young.

The Rockets: The Rockets(1968)

Crazy Horse: Crazy Horse(1971)

- : Loose(1972)

- : At Crooked Lake(1972)

- : Crazy Moon(1978)

- : Left For Day(1990)

Denne Gruppe, som udelukkende eksisterer i Young-regi, optrådte første gang på LP'en Harvest (1972) og senest på Harvest Moon (1992) samt delvis på Unplugged (1993).

Grundkernen er

Ben Keith: Steel Guitar.

Tim Drummond: Bas.

Jack Nitzsche: Keyboards.

Kenny Buttrey: Trommer.

Ben Keith er den studiemusiker Young har benyttet sig mest af, og sammen med Tim Drummond har han desuden udgjort hovedstammen i de andre Young-"grupper" The Shocking Pinks, The Bluenotes o.s.v.

3.CSNY = Crosby, Stills, Nash & Young.

Neil Young Jim Messina og George Grantham(begge Poco); Jack Nietzsche

Everybody Knows This Is Nowhere Crazy Horse

After The Goldrush Crazy Horse, Stills og Nils Lofgren

Harvest Stray Gators og CSNY

Journey To The Past (Soundtrack)

Time Fades Away Stray Gators, Crosby og Nash

On The Beach Stray Gators, Crazy Horse, medlemmer af The Band og David Crosby

Tonight's The Night Crazy Horse, Lofgren og Ben Keith

Zuma Crazy Horse og CSNY

American Stars'n Bars Crazy Horse og Stray Gators-medlemmer

Decade (Retrospektiv Opsamlings Triple album)

Comes A Time Gone with the Wind Orchestra, bl.a. J.J.Cale, 2 numre m. Crazy Horse

Rust Never Sleeps Crazy Horse

Live Rust (Livealbum, også udsendt på film og video som Rust Never Sleeps.) Crazy Horse

Where The Buffalo Roam (Soundtrack)

Hawks And Doves bl.a. Levon Helm(The Band) og Ben Keith

Re*ac*tor Crazy Horse

Trans bl.a.Nils Lofgren, Bruce Palmer, Crazy Horse og Neil Young's Vocoder

Everybody's Rockin' Neil Young and the Shocking Pinks

Old Ways bl.a. Willie Nelson og Waylon Jennings

Landing On Water Steve Jordan og Danny Kortchmar

Life Crazy Horse

This Note's For You Neil Young & the Blue Notes

Eldorado (Sjælden Mini-LP, kun udsendt i Japan og Australien i 5000 Eks.) Chad Cromwell og Rock Rosas

Freedom Chad Cromwell og Rock Rosas

Ragged Glory Crazy Horse

Weld Crazy Horse

Arc Weld (Luksusudgave af Weld med en 35 Min. lang sammenklippet "Støjafslutning", også udgivet seperat som Arc.)

Harvest Moon Stray Gators

Lucky Thirteen (Geffenopsamling med alternative takes)

Unplugged (De store stjerners uundgåelige MTV-produktion) Nils Lofgren og medlemmer af Stray Gators

Sleeps with Angels Crazy Horse

Mirror Ball Mirror Ball Band (Pearl Jam og Seattleproduceren Brendan O'Brien

Dead Man (Soundtrack fra en Jim Jarmuschfilm; med lange talesekvenser fra filmen.) Neil Young Solo med en Ekkopedal

Broken Arrow Crazy Horse

Desuden foreligger et titelnummeret til Philadelphia-soundtracket samt et uoverskueligt stort antal Live PiratLP'er og CD'er med adskillige uudgivne numre af svingende kvalitet.

The Squires: The Sultan/Aurora (Single 1963)

Buffalo Springfield: Buffalo Springfield (1967)

Buffalo Springfield: Buffalo Springfield Again (1967)

Buffalo Springfield: Last time Around (1968)

(Som medlem af CSNY): Woodstock (1970)

CSNY: Deja Vu (1970)

David Crosby: If I could only remember my name (1971)

CSNY: 4 way street (1971)

CSNY: So far (1974)

Stills-Young Band: Long may you run (1976)

Crazy Horse: Crazy Moon (1978)

The Band: The last Waltz (1978)

CSNY: American Dream (1988)

Warren Zevon: Transverse City (1989)

Ben Keith And Friends: Seven Gates (1994)

Emmylou Harris: Wrecking Ball (1995)

Pearl Jam: Merkinball (1995)

Følgende Plader er indspillet, men ikke udgivet. Alle Plader har dog været tilgængelige som piratplader. De kan muligvis stadig opstøves, hvis man leder længe og har pengepungen iorden. Dog næppe i Danmark.

Mynah Birds LP (Fontana)(1965)

Buffalo Springfield: Stampede (1967)

CSNY: Human Highway (1973)

Neil Young: Homegrown 1974)

Neil Young: Crome Dreams (1977)

Neil Young: Times Square (ca.1989)

For nogle af numrenes vedkommende er de dukket op på senere albums, det gælder f.eks. numrene Human Highway (på Lp'en Comes A Time (1978)) og Homegrown (på LP'en American Stars'N'Bars (1977)).

Der har siden slutningen af 1980'erne været (bekræftede) rygter om at Neil Young har arbejdet på at sammensætte en retrospektiv udgivelsesserie - en Decade 2 - på 16(!) CD'er fordelt på 4 sæt med både kendt materiale såvel som et udvalg af de hundredevis af numre han har spillet til koncerter, som aldrig er blevet indspillet. Denne serie vil givetvis indeholde materiale fra de uudgivne albums; pladerne vil dog muligvis kun kunne erhverves pr. postordre, enten direkte fra pladeselskabet eller gennem den internationale Neil Young fanklub The Neil Young Appreciation Society og dennes tidsskrift Broken Arrow.

Dorte Hygum Sørensen, Eviggyldig muldnær rock-musik. Politiken 1/6-1995.

Jan Sneum(red.), Politikens Rockleksikon. Politikens Forlag 1995.

Lars Rix, To generationer mødes. Wild Magazine Nr 2, Juni/Juli 1995.

The Editors of Rolling Stone, Neil Young - The Rolling Stone Files. Pan Books 1996.

David Downing, A Dreamer of Pictures. Neil Young - the man and his music. Bloomsbury 1994.

The Band: The Last Waltz(Warner 3WS-3146)(1978)

Buffalo Springfield: Buffalo Springfield(ATCO SD 33-200)(1967); Buffalo Springfield Again(ATCO SD-33-226)(1967); Last Time Around(ATCO SD-33-256)(1968)

Crazy Horse: Crazy Horse(Reprise RS-6438)(1971); Loose(MS-2059)(1972); At Crooked Lake(Epic E-31710)(1972); Crazy Moon(RCA AFL1-3054)(1978); Left For Day(Sisapa D2-77707)(1990)

Crosby, David: If I Could Only Remember My Name(Atlantic SD-7203)(1971)

CSN: Crosby Stills and Nash(Atlantic SD-8229)(1969)

CSNY: Deja Vu(Atlantic SD-7200)(1970); American Dream(Atlantic 81888-1)(1988)

Grant Lee Buffalo: Buffalondon live

Ben Keith And Friends: Seven Gates (Reprise 45773-2)(1994)

Pearl Jam: Vitalogy; Merkinball (Epic 662716 1)(1995)

Teenage Fanclub: Grand Prix (Creation CRECD 173 )(1995)

-: Nummeret Burned findes på WILDCD 02(1995)

Young, Neil: Neil Young (Reprise RS-6317)(1969); Everybody knows this is nowhere (Reprise RS-6349)(1969); After the Gold Rush (Reprise RS-6383)(1970); Harvest (Reprise MS-2032)(1972): Journey through the Past (Reprise 2RX 6480)(1972); Time fades away (Reprise MS-2152)(1973); On the Beach (Reprise RS-2180)(1974); Tonight's The Night (Reprise RS-2221)(1975); Zuma (Reprise MS-2242)(1975); Long may You Run(The Stills-Young Band) (Reprise MS-2253)(1976); American Stars'n'Bars (Reprise MSK-2261)(1977); Decade (Reprise 3RS-2257)(1977); Comes A Time (Reprise MSK-2266)(1978); Rust Never Sleeps (Reprise HS-2295)(1979); Live Rust (Reprise 2RX-2296)(1979); Where The Buffalo Roam (MCA/Backstreet MCA 5126)(1980); Hawks And Doves (Reprise HS-2297)(1980); Re*ac*tor (Reprise HS-2304)(1981); Trans (Geffen GHS-2018)(1982); Everybody's Rockin'(Geffen GHS-4013)(1983); Old Ways (Geffen 24068-1)(1985); Landing On Water (Geffen 24109-1)(1986); Life (Geffen 24154-1)(1987); This Note's For You (Reprise 25719-1)(1988); Eldorado (Reprise 25919-1)(1989); Freedom (Reprise 25899-1)(1989); Ragged Glory (Reprise 7599-26315-1)(1990); Weld (Reprise 26671-2)(1991); Arc-Weld (Reprise 26746-2)(1991); Harvest Moon (Reprise 45057-2)(1992); Lucky Thirteen (Geffen GEFD 24452-2)(1993); Unplugged (Reprise 45310-2)(1993); Sleeps With Angels (Reprise 45749-2)(1994); Mirror Ball (Reprise 9362-45934-2)(1995); Dead Man (Vapor 9362-46171-2)(1996); Broken Arrow (Reprise 9362-46291-2)(1996)

Zevon, Warren: Transverse City(Virgin 91068-2)(1990)

The Bridge (A Tribute to Neil Young)(Caroline CAR LP 5)(1989)

Woodstock(Cotillon SD 3-500)(1970)