www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW


Debatforum WWW

CHIEF SEATTLE SOM EKSEMPEL

af Per-Olof Johansson

..BIBLIOGRAFI

..Links

Høvding Seattle på Internet

Web of life
Detalje fra Ted Perry

..Anmeldelse


Læs dr. Henry A. Smidt i Seattle Sunday Star den 29. oktober 1887 oversat af per-olof johansson. 


Vores elektroniske kommunikation on-line aktualiserer alskens overvejelser om sandt og falsk, copyright eller ikke,troværdighed eller ej. Overvejelser som ikke er nye, men som måske får andre drejninger med nye mediers vilkår. Et eksempel der strækker sig over 150 år er historien om en tale af nordvestkystindianeren høvding Seattle..

Helt kort kunne den lyde, at Seattle holdt en tale i 1854, som dog kun kendes i en nedskrift fra 1887, hvor den blev trykt i Seattle Sunday Star. Den blev siden kendt, eller skal vi sige omtalt mere eller mindre i forskellige perioder. Efter 1970 blev den særlig kendt, men det viste sig desværre, at indholdet af den verserende tale kun rummede 10 % af den i 1887 gengivne. Den forfalskede tale nød utrolig spredning og tjente som symbol indenfor alle miljøbevægelser, så det var overordentligt vanskeligt at trænge igennem med sandheden om dens herkomst. Endnu idag sælges det forkerte udgave fra de danske boghandlerdiske, men ingen som sagen interesser, behøver være uvidende om den rette sammenhæng. Men interessant er den periode, hvor digtningen havde større gennemslagskraft end den faktiske overlevering. Den er på engang skræmmende og lærerig. Den falske version vant en sådan genklang, at den nu optræder i populære publikationer som "Ted Perrys version" side om side med den oprindelige tale.

Seattle - blev hans navn blandt hvide, rigtigere er måske at bogstavere det See-ahth, med tryk på første stavelse. Han fødtes omkring 1786 og døde i 1866. Han var nordvestkystindianer af Suquami-stammen og skulle give navn til byen Seattle. Han var en vigtig brik i de hvides fredsslutninger med nordvestkystindianerne. Som optakt til forhandlingerne holdt han en tale til en guvernør Stevens i 1854, måske 1853, og det er denne tale som er "høvding Seattles tale". Han var berømt for sine talegaver, og nogen påstod at han kunne høres over lange afstande. Han havde ganske givet sans for iscenesættelse. Da han holdt sin berømte tale, skal han have lagt sin hånd på guvernørens hovede, hvilket også skal afspejle, at han var af anseelig størrelse. Der var adskillige kommunikationsvanskeligheder ved den lejlighed. Der var mange stammer til stede, som talte vidt forskellige sprog. Så guvernørens tale måtte først oversættes til det pidgin sprog, der havde udviklet sig ved kon- takten med de hvide. (Det kaldes chinook-jargon, og var en blanding af chi- nook, engelsk og fransk.) Hvorefter andre oversatte det til de forskellige indianske sprog. Når indianerne talte gik processen den anden vej. Man anser det for usandsynligt, at Seattle ville tale chinook-jargon. Hans eget sprog var lushootseed.

En af de tilstedværende hvide, dr. Henry Smith, som var 34 år tog notater, men da notaterne ikke er gemt, må man gætte sig til - af hvad. Han kalder selv sin gengivelse "kun et brudstykke af Seattles tale, og mangler al den charme som den mørke gamle talers elegance og alvor og lejligheden gav den." Men han går ikke ind på sprogproblemet. Man formoder, han har haft kendskab til chinook-jargon og derfor har kunnet tappe talen på dette trin. Smith publicerede en del artikler og digte, og det hævdes, at det eneste for eftertiden læselige han har præsteret, er gengivelsen af høvding Seattles tale. Den indgik i efteråret 1887 i en artikelserie han skrev til Seattle Sunday Star om pionertiden. På det pågældende tidspunkt var der konflikt mellem de først indvandrede og en ny bølge, og talen kan ses en aktualisering af de overvejelser som Seattle gjorde sig om det nye contra det gamle.

En amerikansk forfatter David Buerge ser dette som mønsteret for anvendelsen af Seattles tale. Under depressionen i 30'erne blev den udgivet med antydninger af at skulle profetere om et kommende socialt sammenbrud. Under 2.verdenskrig præsenteredes Seattle som en slags pacifist. I 60'erne blev han udlagt som betydningsfuld læg katolik. For så i 70' at vinde ry som en tidlig forkæmper for miljøet Allerede tidligt havde talen fået en uhisto- risk tilføjelse - endog af en historiker Clarence B.Bagly i 1931- som bla.a. syntes der manglede en slutning med aplomb: Dead - I say. There is no death. Only a change of worlds.

Første trin på vejen til miljøtalen var for såvidt uskyldigt. En universitets- lærer i Texas, William Arrowsmith syntes at det var synd at talens indhold pga gamle ordformer var utilgængelig for nutiden, hvorefter han moderniserede den. En ven Ted Perry skulle lave et manuskript til en film for Southern Baptist Convention, og fandt Arrowsmiths version så inspirerende, at han bad om lov til at låne den. Men bortset fra Seattles navn beholdt han utroligt lidt af talen. Skal vi angive en procentdel, kan vi sige 10 %. Hvis man lægger vægten på meningen, var det langt mindre. Forskellen ligger nemlig ikke blot i meningen men i selve hensigten med talen.

Når Seattle i Smiths referat formaner de hvide til at vise jorden hensyn, når de erhverver den, så er det fordi forfædrenes aske er hellig. Når den sidste røde mand er forsvundet fra jordens overflade og hans minde blandt hvide mænd kun er en myte, så vil kysterne fyldes af hans stammes usynlige døde. Derfor håber han den hvide mand vil optræde retfærdigt og behandle hans folk venligt " for de døde er ikke helt igennem magtesløse."

Det som optager Ted Perry er jordens fremtid set i lyset af den hvide mands rovdrift på alle ressourcer. Han beskriver indianerens samliv med naturen og modstiller den med den hvide mands hærgen. Det er en personificering af vor opfattelse af "indianeren", og som sådan gik budskabet rent ind. Uden at informere Perry, slettede producenten ham som forfatter, for at give filmen et mere autentisk præg! Perry protesterede, men som alle senere protester var det virkningsløst. Talen begyndte at optræde som selvstændig tekst og blev umådelig populær. Den er publiceret i et utal af sammenhænge i adskillige medieformer, fra fuld gengivelse til korte uddrag. Den optræder på sweat-shirts og tepakker. Den er blevet kaldt "det femte evangelium"og det er blevet opfattet som sådan. Den som vil fortælle om talens oprindelse møder derfor ingen velvilje. Forenede Nationers "Environment Program" udsendte den i 1976 til alverden. Miljøantologiertil skolebrug, konfirmatiosnforberedelse, studiekredse osv har medtaget den. En svensk popgruppe har viderebragt den til musik.

I Danmark blev den første gang trykt i Samvirke i 1975. Redaktionssekretæren checkede historien på biblioteket i USA-ambasaden, hvor den blev bekræftet, og hvor han samtidig blev forsynet såvel med et billede som med historiske data. Jeg havde læst den i Dagens Nyheter og oversatte den til dansk. Da jeg i slutningen af 70`erne begyndte at blive mistænksom overfor dens kildeværdi, havde jeg mit hyr med at få antologiredaktører til at tilføje en note herom. (se note 2 efter talen) Senere bidrog en læser i Hillerød løbende med at orientere mig afdækningen af historien.

Sin lidenhed til trods kom talen som selvstændig publikation i Danmark i 1989. Jeg åndede lettet op, da jeg så, at det ikke endnu engang var med min mellemkomst. Udgivelsen skete på et tidspunkt, hvor tvivlen om talens originalitet burde være kendt. Oversætteren, medieforskeren Asger Liebst udtalte herom i 1993 til bladet "Job og børn": "Jeg vidste godt, at talen kunne være et falsum, men jeg så ingen problemer i det. Det er fornuftige ting, der står i talen, og nogle mennesker kunne måske blive lidt mildere om hjertet ved at læse den". Måske et acceptabelt synspunkt, hvis ikke talen blev påduttet en historisk person.

Budskaberne i 1887- gengivelsen og Ted Perrys fiktion fra 1971 er simpelthen for afvigende. Og desuden er Perrys version på kryds og tværs ikke i overensstemmelse med hverken historiske eller kulturelle fakta. Den kunne ikke være holdt af Seattle. Det turde egentlig være overflødigt at påvise, når vi nu ved, han sagde noget andet. I Perrys version taler han om ting som verden først så langt senere end 1854 (bisoner skudt flokkevis fra tog) og hvad han lader Seattle sige om gud er lige det modsatte af, hvad Henry Smith gengiver.

Måske var det de følgende sætninger, som især inspirerede Perry: " Hver eneste del af dette land er helligt for mit folk. Hver eneste bakke hver eneste dal, hver eneste slette og hver eneste lund er blevet indviet af en glad erindring eller en sørgelig oplevelse for min stamme." Det som i Smiths gengivelse er en art forfædredyrkelse, omsættes hos Perry til et miljøprogram. Han digter videre og lader Seattle sige, at floderne er vore brødre, jorden er vor mor osv. Hvor Seattle i den historiske gengivelse nøgternt værner stammens interesser, lader Perry ham blive en profet og sige:" Hvad som helst der rammer jorden, vil også ramme jordens sønner-".

Perry selv beklager, at han har brugt Seattles navn, han burde have valgt et fiktivt. Men baptisterne så rigtigt: Det var dette lille skær af virkelighedsforankring, der gav talen kraft, og som betog os!

En englænder Carl Roos kom efter et års forskning tilbunds i sagsforløbet i 1978, men rundsendte i flere år sin artikel herom, da han havde vanskeligheder med at få den offentliggjort. I 1982 blev den trykt i svensk- indianske förbundets skriftserie, som kun når ud til en begrænset læserkreds. En tysk forsker Rudolf Kaiser er siden fulgt i hans spor, og det opfattes nu nærmest som om det er ham og ikke Roos, der har afdækket historien. Han bygger på Roos, og går til værks som faghistoriker, så derfor er det ham der henvises til. Da den danske udgave kom i gentagne oplag følte jeg i 1990 det var nødvendigt at skrive om tvivlen i Politiken. Som indblandet havde jeg prøvet at værge mig, men jeg indså at jeg havde en særlig forpligtelse, så ud kom det.

I tidsskriftet "Religion 3/92" kan man læse en udførlig fremstilling af sagen af dr. phil Armin Geertz. Perrys fiktion lever op til vor stereotype opfattel- se af indianerne, siger han, samtidig som den imødekommer et behov for en kulturel selvforståelse, der kan rumme hyldest til naturen, sønderlemmende kritik af den vestlige by- og industrikultur og broderskab mellem racerne. I den danske udgave fra Borgens Forlag er man gået endnu videre af stereotypiseringens vej, idet udgavens fotografiske illustrationer intet har med Seattle at gøre. Iøvrigt mener han, at Smiths version i høj grad ses at være præget af Smiths syn på "denædle vilde" og anser således kildeværdien for stærkt begrænset. Herom er der dog flere meninger, Buerge og Hilbert mener noget andet. Skulle der end være usikkerhed på dette punkt, forøger det ikke kildeværdien af Perrys version!

Om Vagn Lundbye fortsat hører til dem, der har tillid til Perrys version, ved jeg ikke. Men han har formidlet en børnebog til dansk med velvalgte uddrag af Perrys /Seattles tale. Den røber i efterskriften kendskab til Henry Smiths gengivelse, den henter blot ikke selvstændigt en eneste sætning hos ham. Den forventes kun solgt til skole- og børnebiblioteker, og nogen tror måske at den har en pædagogisk mission. "Hvad vi gør mod moder Jord, gør vi også mod hendes børn". Ja og hvad vi har gjort mod en indianer, som vi har pådutter ord, han aldrig har sagt?

Vi kan jo godt slæbe Perrys tekst med os som lærestykke, men man får en mistanke om, at når vi fortsat skal trækkes med den, er det et skrabud for dem, der ikke vil opgive, at det er den version, der er den sande! I så til- fælde er tingene virkeligt stillet på hovedet. Jeg kan godt forestille mig, at den art vanskeligheder en sådan tale har været igennem i 150 år ikke bliver mindre i elektronikkens tidsalder. Hvor ligger ur-disketten, ur-filen med forfatterens sidste fingeraftryk og hvor begynder tekstens liv som brugsgenstand? Belært af Seattles tales historie kan man roligt have fast plads til et lille forbe- hold. F.eks. forbeholder Politiken On Line sig ret til, til enhver tid at redigere og/eller forkorte indlæg. Er det så min version eller Politikens, der bæres videre?

En anden vinkel: jeg overvejede om det efterfølgende forsøg på en oversættelse af Henry Smiths artikel fra 1887 skulle afsted som selvstændig meddelelse. Jeg lader den følger umiddelbart herefter for at gøre opmærksom på ovennævnte hovedtræk af tekstens historie. Når jeg sammenligner mit forsøg med Eva Bjärlunds (til svensk, komplet) og Armin Geertz(til dansk, uden Smidts indledning og slutning) forstår jeg, hvordan også en oversættelse giver et utal af muligheder for at tilpasse sig den stereotype opfattelse af, hvordan en gammel indianer taler, også når man intet vil tilføje. Enkelte ulæselige steder i fotokopien fra Seattle Sunday Star er udfyldt udfra Bjärlund, Geertz og Kaiser.

Det siges at Seattle blev døbt af katolikker o. 1830, men der er ikke noget i talen, der tyder på, at dette har stukket særligt dybt. Det var vel en venlig- hed overfor de hvide - eller måske overlevelsesstrategi. I hvert fald siges det, at han tog navnet Noa. Det lyder klogt. Han bruger mange billeder fra havet. Og som et andet hav overskyllede de hvide verden - og med sin tale overlevede han som i en anden Noahs ark, og opfyldte dermed sin egen profeti om, at vi ville møde de døde indianerne, hvor vi mindst venter det -. Hermed ordet til hans redskab,

 



www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@