|
|
|
"Efter ido er der fremkommet ikke få forslag, mange øjensynligt ændringer av esperanto eller ido, andre noget mere uavhængige; men intet av dem kan i betydning måle sig med estlænderen E. de Wahl's i 1922 udkomne occidental. Som navnet angir, er det hans tanke at skabe et sprog for den vestlandske kulturverden og grundlagt på vesteuropæiske sprog, især de romanske. Heri adskiller hans sprog sig ikke væsentligt fra andre nyere, men han gennemfører tanken mere følgestrengt og tar især i sin orddannelseslære meget stærkt hensyn til de i sprogene faktisk forefundne endelser og deres regelmæssige forekomst i de allerede internasjonale ord, medens ido og navnlig esperanto nøjes med at ta internasjonale "rødder" og til dem føje vilkårligt valgte endelser. Occidental må betegnes som en væsentlig forbedring og videre udvikling av idiom neutral. Det kan med lethed læses strax av enhver dannet vest-europæer, der glæder sig over at finde en række ord han kender fra engelsk, fransk, osv, her optrædende som dannede efter Occ's egne regler. Men så er disse regler til gengæld mere indviklede end fx i ido, og mange ord må læres i to former hvorav den ene anvendes foran nogle, den anden foran andre endelser, fx vid- og vis- 'se', curr- og curs- 'løbe', comprend- og comprens- 'forstå', confund- og confus-. Avledningsendelserne er overordentlig talrige, og det er ikke let at se hvornår man skal anvende den ene, og når den anden, således har vi av coquet: coquetterie, av grand: grandess, av malad: maladie, av poros: porositá, av long: longore - fem forskellige endelser, hvor andre kunstsprog nøjes med een. Det er ganske rigtigt at der herved opnås større overensstemmelse med nasjonalsprogenes former, og den der i forvejen kan to-tre av hovedsprogene vil i regelen ha let ved at træffe sit valg mellem disse endelser, men det er dog ikke meningen at man for at bruge et hjælpesprog først skal ha lært flere andre. Ja selv for den sprogkyndige kan valget være svært nu og da, hvorfor fx ikke grandor som fr. og eng. grandeur, ligesom man har longor = fr. longeur? Eller hvorfor ikke longess ligesom grandess, sml. it. lunghezza med den endelse der ligger til grund for grandess? Således kunde man blive ved. Sproget har alfor mange uregelmæssigheder og blir dærved unødvendig svært for den der ikke i forvejen har drevet sproglige studier. Det viser sig allerede i alfabetet, hvor c og g optræder hver med to udtaleværdier, og hvor der findes et palatalisert ("mouilleret") l og n, betegnet ved en apostrof efter bogstavet (canal'a, atin'er opnå). For at opnå "naturlig" aksentuasjon må der i en del tilfælde sættes tegn over vokalen, fx det allerede nævnte porositá, fremdeles exámine, dá, malgré. Værst er det at forstavelsen in- med aksent-tegn over (der i tryk let blir meget lidt tydelig) er den nægtende forstavelse, men uden aksent betyder 'i': ínscrit uskrevet, inscrit indskrevet. Der er megen løshed i anvendelsen av endelserne, logica må således kunde betyde en logikerinde ved siden av at være navnet paa videnskaben logik. Og til trods for bestræbelserne for ved mere indviklede regler at få "naturlige" former frem finder man, blot på et par sider, sådanne "unaturlige" former som scrition, analysation, interprension, descovrition. Problemet at forbinde fuldkommen regelmæssighed med fuldkommen naturlighed er i virkeligheden uløseligt, men der er efter min mening ingen tvivl om at occidental i sin reaksjon mod esperanto-ido går for vidt i retning av at anerkende uregelmæssigheder. Også pronomenerne er en underlig blanding av natur og unatur, regelmæssighed og uregelmæssighed. Imidlertid er bestræbelsen for at drage fuld nytte av nasjonalsprogenes avledingsendelser istedenfor de andre sprogs vilkårlige endelser i højeste grad prisværdig." (Rettskrivningen er Jespersens)
|
De Wahl og Jespersen møttes i Helsingør i 1935. De språklige diskusjonene dem imellom ble offentliggjort som "Discussiones inter E. de Wahl e O. Jespersen", på Occidental og Novial (Jespersens planspråk). I innledningen slår de fast at de er enige om mye:
| (Occidental) Ante comensar li discussion pri li punctus quel separa nos, noi vole emfasar que noi concorda pri tre mult coses malgré li differenties inter nor lingues. Noi ambi apartene al naturalistic scole de interlinguistica: do ambi, Occidental e Novial es polari contrastes de purmen aprioric lingues quam por exemple Ro; Volapük in cert gradu basat sur existent lingues, ma mutat natural paroles ye vermen pervers maniere, e li tot systema de flexiones esset tam complicat e innatural que it hodie excita (evoca) solmen ride. |
(Novial) Ante ke nus comensa discusione pri li punctus kel separa nus, nus voli emfasa ke nus concorda pri tre multum malgre li diferos inter nusen lingues. Nus ambi apartena li naturalisti scole de interlinguistike: dunke et Occidental e Novial es polari contrastes de purim apriori lingues com exemplim Ro; Volapük esed kelkigrad basat sur existanti lingues, ma chanjad natural vordes ye verim perversi manere, e li toti systeme de flectiones esed tam complicat e non-natural ke lum nun excita nur rido. |