Anders Sørensen Vedel

 

Anders Sørensen Vedel levnedsbeskrivelse

1542: Den 9. november blev han født i Vejle. (deraf tilnavnet). Hans forældre var købmand og rådmand Søren Sørensen og Sidsel Andersdatter. (datter af borgmester Anders Bertelsen i Vejle). 1556: Faderen havde håbet Anders ville fortsætte hans købmandsforretning, men rektoren i Vejle fik ham overtalt til at sende Anders Til Ribe, da han ikke kunne lære mere i Vejle. Han kom til at bo hos sin slægtning Jens Grundet, der tidligere havde været rektor i byen, men som nu var præst ved domkirken. Opholdet i Ribe fik stor betydning for Anders. Ribe var på den tid et åndeligt centrum i Danmark. Udover skolegangen, læste Anders, sammen med Jens Grundet, de latinske historikere. I denne tid vågnede hans historiske interesse.   1561: Blev han student, og rejste til København, hvor han også kom i forbindelse med indflydelsesrige kredse. 1562: Blev han sendt til Leipzig, som hovmester for den 15. årige Tycho Brahe. De blev 3 år i Leipzig, hver beskæftiget med sit. Anders får tilbud om at træde i kurfyrstens tjeneste, men afslår, han vil hellere hjem. 1565: Rejser han til Wittenberg, for at afslutte sine studier. Her bliver han i 2 år. 1567: Kom han tilbage til Danmark. Han havde forgæves søgt stilling som rektor, da Frederik den 2. udnævner ham til hofpræst. Han kommer nu sammen med de ledende mænd i Danmark. F.eks. Peder Oxe, Niels Kaas, Walkendorf og Huitfelt. Ved sammenkomster med dem, nedskrev han hvad de fortalte om deres andel i de historiske begivenheder. 1570: Johan Friis opfordrer ham til at oversætte Saxo fra latin til dansk. Anders undslår sig, men bliver senere overtalt til det af Peder Oxe, som samtidig giver ham økonomiske muligheder for at kunne arbejde med det, ved at give ham et kannike embede i Ribe. 1575: I juni blev han færdig med oversættelsen af Saxos Danmarks Krønike. Den blev tilegnet Frederik den 2. Sidst på året bliver Anders meget syg, og rygtet går at han er død. 1578: Anders gifter sig med Hans Svanings 15-årige datter, Marine. Til Anders' store sorg, dør hun i barselssengen samme år. Anders lader en tavle med deres portrætter opsætte i Ribe domkirke. 1580: Efter pres går Anders med til at ville skrive en Danmarks historie. Den skulle begynde hvor Saxo ender. Han bliver udnævnt til Hans Svanings efterfølger som Kgl. historiograf. Svaning fik besked på at aflevere hvad han havde samlet af stof. 1581: Gifter Anders sig med Mette Hansdatter, biskop Hans Laugesens datter. Svigerfaderen overlader ham en gård i Skolegade i Ribe, som han giver navnet Liljebjerget. Han udarbejder en plan for sit historieværk. Det skulle bestå af 22 bind. 1586: Tager han på en rejse Danmark rundt, for at lære landet at kende, inden han gik i gang med at skrive dets historie. Under turen besøgte han Tycho Brahe på Hven. Medens han var der, kom Frederik den 2. og hans dronning på besøg. Dronningen var meget interesseret i de gamle folkeviser, og Anders lover at sende en afskrift af de viser han havde samlet. 1588: Dør Frederik den 2. og Anders holder sin berømte ligprædiken, hvor han siger at kongen kunne have levet mange år endnu, hvis han ikke havde drukket så meget. 1589: Anders løfte til dronningen er blevet til et enestående værk med 100 udvalgte danske viser, trykt på hans eget bogtrykkeri på Liljebjerget, og tilegnet dronningen. 1594: Mange var ved at være utålmodige med Anders. De ville snart gerne se den historiebog. Den 23. juni blev der sendt et kongebrev til adelen i Danmark og Norge, om at sende hvad den havde af dokumenter til professor Niels Krag, som også havde påtaget sig at skrive en Danmarks historie. 1594: Vedel anede katastrofen og ilede til København for at tale sin sag. Han fik et år til at gøre sit værk færdigt. 1595: Han blev ikke færdig, og han fik nu samme ordre som Svaning før ham. Han skulle aflevere alt hvad han havde samlet. han afleverede endog sin egen bogsamling i håb om, at formilde regeringen. Han prøvede forgæves at få den ledige bispestilling i Ribe. Hans embede som prælat blev ham frataget. Han levede nu stille i Ribe, optaget af studier og dristige planer til nye store værker. 1616: Den 13. februar døde han efter kort tids sygdom. Hans gravsten i Ribe domkirke er forsvundet, men Ribe historikeren Terpager har i det 18. århundrede nedskrevet teksten.: M. Andreæ Velleii, historieographi Regii "Salig M. Anders Sørenssøn Vedel, fordum prædickant på Kiøbenhaffns slot, siden Kong. Mayst. og disse Rigers historicus, så og Decanus, Canicke og Senior her udi Riber domkirke, døde den 13. februari år 1616, udi hans alders 74. år. Hans anden hustru Mette M. Hans Laugissøns fordom biscop her udi Ribe hans daatter. Med hvilcken hand lefde i en gudelig egteskaf 35 år. Og imidlertid aflede med hende sex sønner og tre døtre. Hun hensof udi herren i hendis alders 72. år den 27. dag december år 1633." Severinus Velleius fuis & cohæredum sumtibus fecit.
A. Fabricius skriver: Den mand der fremtræder som den mest tiltalende repræsentant for Renæssancens ånd herhjemme, på en gang fædrelandssindet, folkelig og djærv, var ganske vist ikke selv adelsmand, men hans udvikling kan kun forstås når man husker på, at han opvoksede i deres kreds. Magister Anders Sørensen Vedel var født 1542 i Vejle, hvor hans fader var borger og han fik sit tilnavn af sin fødeby. Han rejste udenlands som hovmester for den unge Tyge Brahe, studerede i Wittenberg og blev derpå Frederik II's slotspræst. Her blev han nøje knyttet til de stormænd som efter hverandre fulgte i spidsen for Danmarks styrelse. Johan Fris fortalte ham mærkelige personlige oplevelser. Peder Okse ansporede ham ivrigt til at begynde på et historisk forfatterskab, og efter dennes død fortsatte Valkendorf og Nils Kaas med at støtte ham og holde ham til ilden. Anders Vedel begyndte med sin mærkelige Oversættelse af Saxe, der med rette er blevet kaldet e 'folkelig omskrivning', thi så frit og fyndigt er sangene gengivne i Modersmålet og bogen har desuden betydning som sprogmindesmærke. Anders Vedel blev nu kongelig historieskriver, og der blev givet ham et Kannike-Embede i Ribe til hans underhold. Fra nu af boede han i denne by på Liljebjerget, hvorfra hans bedste skrifter udgik. Men stadig var han på rejser rundt omkring i landet for at samle stof til den fortsættelse af Sakse, som han havde påtaget sig. Det var på en sådan rejse, at han i 1586 på Uranienborg hos sin gode ven og tidligere myndling traf sammen med dronning Sofie, der ved bordet bad ham om at skænke hende en samling folkeviser. Fem år efter udgav Anders Vedel de bekendte "100 udvalgte danske viser", den første samling af gamle folkesange fra middelalderen. I de følgende år var Vedel stadig beskæftiget med at indsamle historisk stof, og han nåede til at udgive arbejdsplanen for sin Danmarks Historie under titlen "Om den danske Krønike at beskrive", men da han ikke forstod at begrænse sig, og da desuden de mange ligprækener, som han holdt, optog hans tid, kom der aldrig noget  af selve historien. Efter de brudstykker af den, som endnu er til, må man beklage, at et vigtigt nationalværk er blevet ufuldført. Til sidst tog formynderregeringen, efter at han havde arbejdet på den i mange år, hans samlinger fra ham, og gav dem til en anden. Fra dette øjeblik var Vedel naturligvis lammet, og han døde i Ribe den 13. februar 1616.
Kilder: Hal Koch: Af Fortids Veje (Blomberg: Anders Sørensen Vedel). Wegener: Historiske efterretninger om Anders Sørensen Vedel (1847) Terpager: Inscriptiones Ripenses. A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie s. 197 ff
Toppen af siden Opdateret 20-07-2003