Lagt på www.berlingske.dk den 19. januar 2002 kl.22:30.

Problemet i kernen

Haves: 5.000 kubikmeter radioaktivt affald. Søges:
kommune i Danmark som vil opbevare det i over 300 år.
Der er lagt op til et politisk dilemma af de helt
store, når Forskningscenter Risø inden længe forventes
at gå i gang med at nedrive Danmarks tre
atomreaktorer. Det radioaktive affald skal opbevares
et sted i Danmark. Men hvor - og hvordan?

Af Lars Henrik Aagaard

Isen har endnu ikke sluppet sit tag i Roskilde Fjord,
hvor vinterblæsten slår ind over den lille halvø, der
kaldes Risø. Men kulden virker endnu mere bidende ved
synet af Forskningscenter Risøs største atomreaktors
karakteristiske kuppel. Den grå, over 20 meter høje
silolignende bygning ser død ud. Hvilket den i
princippet også er. Men bag den lurer Danmarks
formentlig mest alvorlige affaldsproblem nogensinde.
Reaktoren, der hedder DR3 - og to andre mindre
reaktorer på området - skal pilles fra hinanden, for
man kan ikke bare lade dem ligge uberørt hen. Inde i
den vældige reaktorhal, hvor store stålkonstruktioner
og gammeldags måleinstrumenter leder tanken hen på
sværindustri i det hedengangne DDR, er der næsten
stille. Personalet forlod bygningen i september 2000,
da det blev besluttet at lukke og slukke, efter man
havde konstateret mindre lækager i systemet. Men inde
bag det tykke lag stål, beton og bly ligger en alt
andet end død kerne. Her er der radioaktivt som bare
pokker. Og det bliver der ved med at være i mange
hundrede år - uanset hvad man gør.

Selv om Danmark i 1985 besluttede, at vi ikke vil have
kommerciel udnyttelse af atomkraft, så står vi nu,
paradoksalt nok, med et større atomaffaldsproblem.
Cirka 5.000 kubikmeter mellem- og lavradioaktivt
affald fra Risø samt - muligvis - næsten et kvart ton
højradioaktivt af slagsen skal graves ned her i
landet. Hvor er der på ingen måde taget stilling til.
Men inden for en kortere årrække vil en kommune i
Danmark blive den formentlig mindre glade modtager af
et slutdepot for atomaffald. Og der skal det efter alt
at dømme holdes under overvågning i mindst 300 år for
at sikre, at der ikke sker radioaktive udslip til
omgivelserne.
Problemet blev aktuelt, da man slukkede for DR3.
Dermed var der definitivt taget afsked med Danmarks
æra i atomalderen. Tilbage er kun affaldsproblemet.
Det haster med at få revet DR3 og de to andre
reaktorer på Risø ned. Eller dekommissionere dem, som
det hedder. Det er såvel Risøs reaktorchef Mogens
Bagger Hansen som Knud Larsen, direktør for Dansk
Dekommissionering, enige om.
»Det gælder om at udnytte den ekspertise, vi har til
rådighed på Risø i dag,« siger Mogens Bagger Hansen.
»Hvis vi ikke kommer i gang med opgaven inden for en
overskuelig årrække, så vil de folk, der kender
systemerne herude (omkring 65 medarbejdere, red.),
være blevet pensioneret. Og så står vi med det
problem, at arbejdet skal udføres af folk, der ikke
har detailkendskab til systemets komponenter, og det
kan ingen være interesseret i - hverken ud fra en
økonomisk eller sikkerhedsmæssig vurdering.«
I flere rapporter, som Risø har udarbejdet i snævert
samarbejde med bl.a. Forskningsministeriet,
Sundhedsstyrelsen, Beredskabsstyrelsens Nukleare
Kontor og Statens Institut for Strålehygiejne, anslår
man udgifterne til en oprydning af Risøs nukleare
anlæg til mellem en milliard og 1,2 milliarder kroner.
Udgifterne vil dække en egentlig nedrivning under
kraftigt skærpede sikkerhedsmæssige omstændigheder.
Opgaven ventes at strække sig over 10-20 år - bl.a.
fordi en stor del af arbejdet skal udføres med
robotter eller avanceret fjernbetjent udstyr, der kan
gå ind og arbejde med de mest kraftigt bestrålede og
dermed højradioaktive dele på Risø.
Men i milliardbudgettet er ikke medtaget udgiften til
et dansk slutdepot for Risø-affaldet og for mindre
mængder radioaktivt affald fra danske hospitaler og
virksomheder. Først i den forgangne uge
offentliggjorde Dansk Dekommissionering en rapport,
der for første gang belyser dette det allermest
ømtålelige emne i forbindelse med oprydningen.
Rapporten undgår da også behændigt at nævne specifikke
danske lokaliteter for placering af et slutdepot. Men
udgiften til et dansk slutdepot for radioaktivt affald
skønnes at ville beløbe sig til mellem 180 og 500 mio.
kr. - afhængig af hvordan man bygger det, og hvor dybt
i jorden, det bliver placeret (se grafik). Det vil med
andre ord komme til at koste skatteborgerne i det
såkaldte atomfrie Danmark mellem 1,2 og 1,7 mia. kr.
ialt at slippe af med landets atomaffald.
Slutdepotet skal kunne rumme omkring 5.000 kubikmeter
affald - svarende til en halv fodboldbane med fem
meter til loftet. Depotet skal bl.a. rumme flere
tusinde ton grønlandsk uranmalm, som i dag opbevares
på Risø, 15 kubikmeter tungt vand, ca. 50 tromler med
bl.a. bestrålet brændsel, den udskårne radioaktive
reaktortank fra DR3 samt en del andet radioaktivt
materiale. En stor del af affaldet er relativt
lavradioaktivt, men samlet set udgør affaldet
alligevel en potentiel stor forureningskilde for
mennesker og natur. En del af affaldet vil således
stadig udsende farlige stråler selv efter mange
hundrede år.
Risø har en aftale om, at reaktor DR3s stærkt
radioaktive brændselskerner kan afskibes til USA, hvor
det vil blive kørt til opbevaring i Nevadaørkenen.
Regningen til USA for dette bliver på 50-60 mio. kr.
Da Berlingske Tidende besøgte forskningscenteret i den
forgangne uge, var man allerede i gang med at skære
disse brændselselementer op. Det foregik med
fjernbetjente gribearme og metalsave under seks meter
dybt vand - angiveligt tilstrækkeligt til at undgå
strålingsfare.
Men hovedproblemet for Risø - og dermed for Danmark -
er 233 kg. beriget brændsel. Ifølge Dansk
Dekommissionerings egen rapport er der tale om:
»højaktivt affald indeholdende væsentlige mængder
radioaktive isotoper med en meget lang halveringstid.«
Det indebærer, at affaldet stadig vil udgøre en
strålingsfare på den anden side af år 3000. Dette
særligt farlige affald kan ikke umiddelbart afskibes
til USA, da det ikke er forskningsbaseret brændsel. I
årene op til 1985 - og især efter oliekrisen i
begyndelsen af 70erne - bestod en del af Risøs arbejde
i at forberede kommerciel indførelse af atomkraft i
Danmark. Derfor eksperimenterede man med egentlig
kraftreaktorbrændsel, og resterne af dette ligger i
dag forseglet på Risøs eget område.
Ifølge internationale konventioner bør radioaktivt
affald så vidt muligt opbevares i det land, hvor det
er fremstillet. Men skal de 233 kg. særligt farligt
atomaffald deponeres i Danmark sammen med det øvrige,
noget mindre farlige affald, så er der kun en løsning
- og det er at placere det ekstremt dybt, f.eks. - som
rapporten peger på - i Syd- eller Midtjyllands meget
stabile lerlag op mod 200 meter under jordoverfladen.
Og den løsning vil koste omkring en halv. mia. kr. at
føre ud i livet. Af samme årsag anbefaler rapportens
forfattere, at man vurderer muligheden for at få det
lille kvarte ton dræberaffald deponeret i udlandet.
Kan man det, vil det være sikkerhedsmæssigt
forsvarligt at deponere resten af affaldet i et mere
overfladenært og billigere dansk betondepot.
I den forbindelse vil det også være en teoretisk
mulighed ganske enkelt at lade det radioaktive affald
blive på Risø - men forseglet under et tykt lag beton.

»Det er imidlertid ikke en mulighed, vi anser som
farbar,« siger direktør Knud Larsen, Dansk
Dekommissionering.
»Dels vil det bestemt ikke komme til at se kønt ud, og
dels ligger Risø på alt for lavt land meget tæt på
vandet. Havet skal bare stige tre-fire meter, før
reaktor-området bliver oversvømmet.«
Forskningscenter Risø, der beskæftiger ca. 900
mennesker og dækker et areal på flere hundrede hektar,
ligger hovedsageligt i Roskilde Kommune, mens en
mindre del går ind over Gundsø Kommune. Borgmestrene i
de to kommuner har - ikke overraskende - meget svært
ved at forlige sig med en teoretisk tanke om at få
placeret et slutdepot for atomaffald inden for deres
kommunegrænser.
Roskildes borgmester Bjørn Dahl (V): »Vi har ingen
ambitioner om at have et betondepot med atomaffald
liggende i kommunen i 300 år.«
Og Gundsøs borgmester Evan Lynnerup (V): »Vi er meget
betænkelige.«
Der er således lagt op til en ophedet diskussion af de
helt store, når man inden for en kort årrække begynder
at pege på placeringsmuligheder for et dansk
atomdepot. Kommunernes Landsforenings formand,
Odense-borgmester Anker Boye (S), ønsker ikke at
kommentere problematikken endnu, men gennem en
pressetalsmand lader han forstå, at det er uhyre
væsentligt, at spørgsmålet bliver gjort til genstand
for en bred folkelig debat.
Også på Risø erkender man, at spørgsmålet om et dansk
depot for atomaffald er »et noget betændt emne«, som
Knud Larsen formulerer det. Belært af bitre erfaringer
fra Belgien har man derfor klogeligt valgt endnu ikke
at pege på nogle konkrete steder på Danmarkskortet. I
stedet taler man om, at bl.a. visse hydrologiske og
geologiske forhold skal være opfyldt. I det
befolkningstætte Belgien, der har flere store
atomkraftværker, er det endnu ikke lykkedes for
regeringen at udpege en lokalitet for et nationalt
slutdepot for atomaffald. Spørgsmålet stødte på massiv
folkelig modstand - bl.a. fordi at de belgiske
atommyndigheder i en rapport lagde ud med at pege på
op mod 200 konkrete placeringsmuligheder for et depot.

Selv om det danske atomaffaldsproblem er relativt
beskedent i forhold til lande med egentlige
A-kraftværker som Sverige, Belgien eller Tyskland, så
forventer alle, som Berlingske Søndag har talt med i
forbindelse med denne artikel, at
placeringsspørgsmålet meget vel kan blive en politisk
rævekage af de helt store.
Det samme frygter minister for videnskab, teknologi og
udvikling, Helge Sander (V). Derfor vil han også
appellere til alle involverede parter om at skabe
»maksimal åbenhed« omkring problematikken.
Men kommunerne vil næppe ligefrem ansøge om at blive
den glade modtager af et depot for radioaktivt dansk
atomaffald.