Det ser ud til at blive en hvid jul.
Det er den 23 december, og folk
er ved at gøre klar til juleaftens dag.
Børn løber på vejen og leger,
de glæder sig til jul,
de slås i sneen og bygger fine hvide snemænd,
og glæder sig til at komme ind til noget varmt og godt.
Jeg kigger ud af vinduet.
Jeg kan se langt ud over marker og byer.
Sneen daler langsomt og smukt.
Bare jeg var hjemme...
Min mor sidder ved min side,
hun er træt og fuld af sorg.
Hun døser hen lige så stille,
Men jeg kigger ud af vinduet, og ønsker mig langt væk.
Jeg er syg.
Jeg er vist næsten ved at dø.
Det gør ikke ondt længere.
Min familie er pludselig omkring mig.
Deres øjne er fulde af sorg.
Men hvorfor det?
Jeg er vel ikke død?
Hvorfor græder de?
Jeg kigger ud på markerne.
Jeg kan skimte en smule af havet.
Sneen daler stille og roligt,
og folk glæder sig til juleaften.
Men hvad er der så galt?
Jeg føler jeg er under loftet.
Svæver og ser mig selv,
ligge bleg og stille og familien omkring mig.
Jeg vil ind i min krop igen.
Jeg vil ikke være død!
Det er jul i morgen.
Jeg vil da også være med!
Det bliver dejligt varmt.
På en måde jeg ikke kan forklare.
Jeg ser et skarpt lys,
som jeg føler mig tiltrukket af.
Jeg bevæger mig ind i lyset.
Det er juleaften.
Udenfor er det hvidt.
Jeg sidder om træet med familien samlet omkring mig.