Jeg er ked af det,
folk er vrede og sure,
er det kulden og mørket?
Har de sommeren glemt,
varmen og lyset?
Jeg sadler min hest op,
vinden er kold,
solen er ved at gå ned over markerne,
sneen får et gult skær,
det er da smukt!
Jeg rider i skoven,
de sidste visne blade,
hænger stadig på træernes sorte grene.
Skoven sover,
solen er snart nede.
Månen er allerede fremme,
jeg beslutter mig for at vende om,
for at ride hjem.
Månen lyser frem fra trætoppende.
Det giver et blåt skær i den hvide sne.
Det eneste jeg hører er min hest's hove,
det knaser under dem.
Jeg kigger atter op,
det er begyndt at sne,
dalene, og smukt.
Man kan se hestens ånde,
som bliver en varm hvid tåge.
Skoven bliver tættere,
lukker sig om os.
Min hest og jeg.
Men snart er vi ude,
fra skovens beskyttende greb.
Ny energi har vi fået,
af månen, og sneens skær.
Glade og friske vender vi hjem.
Til stalden hyggelig, og lun