Et portræt af af en krig
Billede 4.
Nogle mennesker der løber eller flygter for at nå friheden.Man ser på billedet to kvinder og to børn.
Jeg forstiller mig at det er en krig, da de der ud til at løbe, være bange og forvirrede.
Den forreste kvinde har et bestemt, målrettet, og bange udtryk i øjnene.
Hun vil gerne væk fra krigen og frygter at hun og hendes familie bliver skudt.
Hun er så fuld af had til den krig, at hun ikke kan beskrive det.
På nogle måder ville hun måske ønske at hun bare blev skudt, og kunne komme langt væk i en smuk have.
Hun kigger direkte på fotografen som om hun hader at han tager billder af en flok flygtende mennesker.
Hun har et barn i favnen som man ikke kan se, da det er dækket ind i et tæppe.
Den bagerste kvinde er desperat og bange hun vil væk fra krig og mord, og leve som hun har lyst til.
Hun er ved at græde, og man kan næsten se at hun nærmest ryster. Alle menneskerne omkring hende forvirrer hende, og gør hende mere bange.
Hun holder et barn, som kigger på hende og påvirkes af hendes nervøsitet.
Barnet er ved at græde.
Flugten fra Iran
Det hele startede en sommermorgen.Den lille Iranske familie var ved at spise morgenmad, imens de snakkede om hvordan dagens handlinger skulle forgå.
Familien bestod af en mor, far, to børn og farmor. Det var en usædvanlig familie som var gode til at snakke sammen, hvilket var et særsyn i Iran, moderen blev heller ikke slået, hvilket faderen nænnede da han elskede hende så højt.
Familien var gået under jorden pga. af krigen. En forfærdelig krig der var brudt ud mellem Palenstina og Irak for en uge siden. Allerede var landene begyndt og bombe hinanden, uden at tænke på befolkningen deri. Uden for hørtes store brag fra bomber der blev sprunget udenfor, og de frygtede at de blev ramt.
"Det er ikke godt for børnene at se alle de forfærdelige ting!,, sagde mor.
"Jamen hvad vil du ha' at vi skal gøre!?,, svarede far.
Farmor brød ind "Vi kunne da flygte ud af landet..?,,
Der blev straks stille.
Mor kiggede bedene på far.
"Ja, vi kunne da flygte,, sagde hun.
Faderen kiggede opgivende på hende.
"Jamen vi kan da ikke bare flygte fra sted til sted!,, sagde han iriterret.
"Vi kan da sagtens flytte til.. Hvad er det nu de lande hedder..,, sagde mor.
"Sverige, Norge og Danmark,, svarede far.
Farmor skævede til dem begge, og begyndte derefter at tage af bordet.
Mor rejste sig stille for at hjælpe hende, da far tog fat i hendes hånd og kiggede på hende.
"Vi kan flygte hvis du føler det er det bedste..,, sagde han.
Mor faldt ham om anklerne og takkede ham.
"Tak! Af hjertet tak!,, -sagde hun.
Farmor smilede til dem og mundrede sig over kærligheden mellem dem.
Vi legede fornøjeligt inde i stuen med vores klodser.
Pludselig lød et kæmpe brag! Vi blev hammer bange og styrtede alt hvad vi kunne ind til mor og far, som tog os op til sig.
"Det var vidst lige i nærheden,, sagde mor bedrøvet, imens hun prøvede at trøste mig.
Jeg græd. Jeg var så bange for de høje brag uden for.
Far kiggede bedrøvet imens han lod min søster falde til ro.
Hun var også virkelig bange, men hun var også et år yngre end mig, og jeg var 4-5 år dengang. Så hun vidste nok ikke rigtigt hvad der skete omkring hende.
Allerede samme dag besluttede mor og far sig for at flygte fra vores hjemland. De pakkede det mest nødvendige, og tog af sted.
De turde ikke at tage bilen, så far tog mig på armen, farmor tog noget af bagagen og mor tog Emine på ryggen.
Vi havde ingen anelse om hvilken rejse de skulle ud på.
Gaderne var totalt bombarderet, og der var næsten ikke en sjæl.
De var gået ind til den nærmeste by, hvor de mødte andre flygtende mennesker, der kæmpede for at få en pads i en bus der kørte ind til hovedstaden.
De var alle nervøse for hvad der skulle ske.
Bussen lugtede af sved og salt, børn græd, og nervøsiteten og frygten kunne føles hos alle.
Da vi var nået ind til hovedstaden sagde far at han lige ville forhøre sig om flygtningelejrene, imens de mor og farmor, gav os to sultene unger noget brød at spise.
Ca. et kvarter efter far var gået hørtes et kæmpe brag. Den kom inde fra bygningen far lige var bevæget sig ind i.
"Det er en bome!!,, Skreg mor!
Jeg begyndte at græde. Jeg anede ikke hvad der skete! Hvorfor løb alle forvirrede rundt!?
"AHMAD!!" Skreg de begge.
Alle folk blev bange og forvirrede! "Bomben! De er her!,, De begyndte alle at løbe væk. Farmor var bange og ked af det. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre.
Men mor tog fanden ved hornene og bevarede sin sunde fornuft. Hun tænkte ikke over det med far, selvom hun var dybt fortvivlet, men istedet koncentrerede hun sig om farmor og og os.
Hun lagde mig i min farmors favn, og tog selv min søster og bagagen.
Fotografer fra nær og fjern tog billeder af de flygtende.
Hvor mor dog hadede dem! -Hvorfor tager de billeder istedet for at hjælpe os væk?!
Karakter: 8 for indhold/8 for orden