Flot artikel fra dinhest.dk
		Overtro I bund og grund var man allerede i 1864 udmærket klar over, at lungeproblemer hos heste i vid udstrækning kunne afhjælpes med urtemedicin og frisk luft. Ikke desto mindre holdt mange overtroiske hestefolk stædigt fast ved de mærkværdigste midler. For eksempel kan dyrlæge F.A. Zürn berette følgende: "På samme måde hævdes dyrisk kul at have en forbigående gavnlig indvirkning på engbrystige heste, og da overtroen også i dette tilfælde spiller en vis rolle, siges det at være almindeligt brugt at give disse patienter et forkullet pindsvin eller en ditto hundehvalp (som endnu ikke har fået øjne) stødt til pulver og rørt op med vand." Vi hestefolk har altså et uafgjort mellemværende med pindsvinene! Næste gang, man under efterårsklargøringen af haven eller ridebanen støder på et af de truede smådyr, var det måske en overvejelse værd at anvise det en hæk eller en brændestabel som vinterkvarter. Solguder De keltiske folkeslag i Mellemeuropa tilbad solguden Balen (Bel) og hans søn Gargan, der red på en hvid hest, som fik kilder til at springe frem under hovene. Deres gudinde Epora, hestens beskytter, er fremstillet ridende sidelæns på en hoppe og med et føl som ledsager. En af de berømte keltiske el. galliske høvdinge var Attila. Legender fortæller, at hans hest gjorde jorden gold, hvor den satte hoven. Inden for den nordiske gudelære berettes om verdens tilblivelse og gudernes ophold i Valhal og Asgård. Fra den ældre Edda erfarer man, at jætten Narf havde en datter, der hed Nat. Hun fik sønnen Dag. Nat og Dag fik hest og vogn og blev sat på himlen for døgnet igennem at drage rundt om Jorden. Nat kører foran med hesten Hrimfaxi (den med rimet manke); duggen er skumdråberne fra dens bidsel. Dags hest er Skinfaxi med den strålende manke, som lyser over jord og luft. Asen Odin er den mest fremtrædende gud i Valhal. Han rider på hesten Sleipnir i skyerne og på havet. Sleipnir har otte ben. Fra yngre vikingetid berettes om guden Freyr, der har en hest, der går gennem ilden med ham, og om Balder, hvis hest fik kilden Baldersbrønde ved Roskilde til at springe frem under hoven. Hos kelterne, germanerne og de gamle vikinger betød døden, at man enten kom til Valhal - hvis man døde i kamp, var man sikker på det - eller til dødsriget, hvor Hel herskede. Herfra stammer sandsynligvis overtroen om helhesten, der har holdt sig forbavsende levende helt op i det 18. årh. Helhesten var enten hvid eller sort, den travede rundt på kirkegårde ved nattetide, men kunne også ses andre steder og til andre tider, og den havde kun tre ben. Fremtoningen var "spøgelsesagtig", og enhver, der så den, var dødens bytte inden kort tid. I St. Blichers "Æ Bindstouw" synger en af deltagerne et rørende digt om en ung, forelsket mand, der ser helhesten. I Ditmarsken finder man en lignende historie om en rytter på et knoklet øg, "der Schimmelreiter", som også varsler død. Middelalderens overtro er snævert forbundet med de gamle gudesagn og med legenderne fra Bibelen. I Johannes' Åbenbaring skildres de fire ryttere: først ham på den hvide hest, der drager fra sejr til sejr; den anden hest er ildrød, og det er krigen; den tredje er sort, og det er dommen. Men den fjerde er gustengul og betyder død ved krig, sult og sot. Også heste kunne være forheksede. Et eksempel er hesten Morocco, der fremvistes af en gøgler i det 11. årh. Den var dresseret til at kunne "tælle" og forskellige andre kunster, men gjorde det så godt, at man troede, at den var i pagt med satan. Den blev derfor brændt på bålet sammen med sin herre. Hestens farver har også spillet stor symbolsk rolle. Den hvide hest var forbeholdt konger og stormænd, og flere kongehuse har den dag i dag hvide forspand til deres kareter. Den sorte hest brugtes - og bruges stadig - til begravelser. Og endelig skal nævnes at man stadig, rundt om, har bevaret den gamle skik med at fastgøre en hestesko over indgangsdøren. Det skal ifølge gammel overtro bringe lykke! * * * * * Kultbillede fra ældre bronzealder af solen, trukket af en hest; fundet 1902 i Trundholm Mose i Odsherred, Sjælland. Solbilledet består af en delvis guldbelagt, cirkelrund bronzeskive, dannet af to hvælvede bronzeplader med en rig spiralornamentik i zoner af varierende bredde. Hesten er en af de ældste plastiske hestefigurer fra Danmarks oldtid; på hoved og hals findes fint udført ornamentik, der dels gengiveranken, dels seletøjet. Solskiven og hesten er anbragt på en sekshjulet vogn; hjulene har fire eger og er et af de første eksempler på egerhjulet i Danmark. Solvognen vidner om en solkult, der synes, at have været tilknyttet agerbrug, idet fundomstændighederne viser, at kultbilledet forsætlig er brudt itu og derefter lagt på åben moseflade, ikke kastet i vandet, som det kendes fra andre bronzealderofre. Hesten spiller en ikke ubetydelig rolle i mytologi, sagn og legender. I oldtiden forestillede man sig gudeverdenen som en afspejling af livet på Jorden, blot rigere, mægtigere, om end ikke mindre problemfyldt, hvis man erindrer sig den evindelige rivaliseren mellem de græske guder og de evindelige stridigheder mellem de nordiske guder. Guder var også forlenet med menneskelige egenskaber, og de havde naturligvis også heste. Men hvilke heste! Nogle rådede for liv og død, pest og sot, andre var hurtige som lynet, ottebenede, bevingede, ildsprudende, under hovene udsprang kilder osv. Og naturligvis kunne hesten også tale, ræsonnere og handle som et menneske.