 |
| Solen den stiger nu morgen frisk op over land og by, sender sine klare stråler og dagen begynder så småt på ny. Går her i min sol fyldte have og funderer igen over livet, tænker på alt det meget, vi bare i livet tager helt for givet. Smukke toner når til mit øre fra naturen i den lette vind, solens stråler der varmer, bliver nu så ganske let om sind. Fuglen den synger sin smukkeste og gladeste morgensang, stopper op, holder helt vejret og lytter til den vidunderlige klang. Solen den stiger så morgen frisk og klar over land og by, sender sine varme stråler og dagen den begynder nu på ny. Dråber der ligger på græsset som et fløjlstæppe så tæt og kompakt, og dog alligevel så let - fordamper når solens stråler igen får sin magt. Mange ser måske kun solen hvis den ikke som altid var på sin vante plads, uden solen var igen ting på jord, med sol på himlen - jorden er vores palads. Fuglen den synger sin smukkeste og gladeste morgensang, stopper op, holder helt vejret og lytter til den vidunderlige klang. Solen som stiger altid så morgen frisk, så klar over land og by, sender nu sine varme stråler og dagen den kan begynde igen og på ny. Dugdråber glimter fra blomsternes knopper i solens så klare skær, ser nu pindsvinets familie komme tøffende med en unge åh så kær. Jorden er vores vi skal passe den som en have så ren og fyld med ærlighed, naturen er skøn, varm og glad - kan man så vise den andet end kærlighed. Fuglen den synger sin smukkeste og gladeste morgensang, stopper op, holder helt vejret og lytter til den vidunderlige klang. Luna, januar 2002 |
| Morgenstund |
|
|
 |
|