Den vilde jagt i den tæmmede natur

Følgende sider er kulminationen af vores etnografiske undersøgelse af en udvalgt gruppe jægeres naturopfattelser og deres holdninger til udsat vildt. Vores primære metoder har været kvalitative interviews, hvor vi har taget ud og interviewet en række jægere. Den sekundære metode har været feltdeltagelse og –observation og er foregået på to fællesjagter og på et enkelt godsbesøg. Desuden bygger vores indsamlede viden på en række forskellige bøger og artikler om jagt i Danmark.

Opgaven er delt i to hovedafsnit; en arbejdsrapport, hvor vi redegør for undersøgelsens forløb, og en resultatrapport, hvor vi præsenterer vores væsentligste fortolkninger. Teoretisk anskuer vi jægernes naturopfattelser og udsat vildt ud fra tre teorier. Philippe Descola (1996) danner vores teoretiske udgangspunkt, idet han beskriver, hvordan enhver naturopfattelse er socialt konstrueret. Jean Baudrillards teori om simulation i det moderne (1994) giver os et redskab til at forstå udsat vildt. Hertil kommer Bertrand Hells teori om konstruktionen af kategorien ”wilderness” blandt jægere i Nordvesteuropa (1996). Samtidig med at vi læner os op ad teoretiske begreber, citerer vi vores informanter meget og forsøger herigennem at balancere spændingen mellem analytiske overvejelser og lokale betydninger (Emerson et al 1995: 170).

Når jægernes naturopfattelser på de følgende sider beskrives, er ordene naturopfattelse, naturforståelse og natursyn synonyme. Vi har i resultatrapporten søgt at markere, hvornår et udsagn eller en holdning kun gælder for de jægere, som vi har talt med, og hvornår der er tale om en officiel holdning hos jægere på landsplan. Distinktionen skulle gerne fremgå af konteksten: vores informanters udsagn refereres til i datid, mens udsagn, der er mere generelt dækkende for jagt og jægere, står i nutid.

Bemærk at titlen i projektbeskrivelsen er Jæger og Natur, men at den undervejs er ændret til Den vilde jagt i den tæmmede natur.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Baggrund

Udsat vildt er betegnelsen for de opdrættede fasaner, ænder og agerhøns, som jægerne hvert år sætter ud i det danske landskab. Adskillige af de danske vildtbestande er i tilbagegang, hvilket bl.a. skyldes intensivering af landbrugets dyrkningsmetoder. En af de jægere, vi talte med, beskrev det således: "Jægerne trasker der ud af, og man har betalt en formue for at leje den der jagt, men der sker ikke en skid, der er ikke noget vildt: Hvad skal vi gøre? Vi må sætte noget ud!"

Udsætning af fugle til senere jagtbrug er efterhånden blevet almindelig praksis blandt jægere i Danmark. Æggene ruges ud i rugemaskiner eller af skrukhøns, og når kyllingerne er 15-16 uger gamle sættes de i volierer ud i skoven, hvor de fodres. Når kyllingerne er gamle nok, vænnes de gradvist til de ubeskyttede omgivelser og lokkes med foder væk fra voliererne ud i de omkringliggende områder. Kyllingerne skal ifølge loven senest sættes ud en måned før jagtsæsonen begynder i september/oktober (Gyldendals Jagthåndbog 1999: 177-188).

Udsætning af vildt er en praksis, der debatteres af jægere såvel som ikke-jægere. Det diskuteres om man etisk kan forsvare at udsætte fugle for at øge vildtbestanden med jagt for øje, og det diskuteres om man overhovedet kan kalde fuglene vilde, eller om det man får er en unaturlig og kunstig form for jagt.

"Folk fjerner sig mere og mere fra den oprindelige jagtglæde ved at lave noget, der minder om jagt. Udsætter fugle og skyder dem. Det er der i princippet ikke noget dyreetisk forkert i, men spørgsmålet er, hvordan det påvirker jægerne og deres måde at betragte natur på",

sagde en jæger, vi talte med. Det er netop denne problematik vi vil undersøge; hvordan relationen mellem jagt og udsætning af vildt påvirker jægernes måde at anskue naturen på.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Arbejdsrapport

Pilotprojekt

Pilotprojektet var en idé-udviklende fase, der fandt sted i og omkring uge 40. Som indføring i emnet læste vi forskellige former for litteratur om jagt. Herunder adskillige numre af Danmarks Jægerforbunds medlemsblad Jæger, Gyldendals jagthåndbog (1999), H.P. Hansens kvantitative undersøgelse om jagt i Danmark (2000), samt artikler fra aviser og hjemmesider.

Desuden lavede vi fire interviews med forskellige jægere. Disse interviews var idé-udviklende, da vi ikke spurgte ind til specifikke emner, men lod jægerne tale om det, de syntes var vigtigt. På den måde opdagede vi bl.a. den ambivalens over for udsat vildt, der siden skulle blive vores tematiske fokus.

Efter pilotprojektet havde vi en bedre ide om, hvad vi ville med vores projekt, men det stod os samtidigt klart, at jagt er et felt med mange mulige indfaldsvinkler. Jagt indeholder f.eks. elementer af ritual og tradition, er underlagt økonomiske, sociale og politiske omstændigheder og har derudover en lang historie. Vores feltarbejde er tænkt med denne større kontekst in mente (Marcus 1998: 14).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Sampling

Vi funderede længe over vores udvælgelseskriterie, eftersom udvælgelsen af informanter i sig selv var en subjektiv handling, der havde indflydelse på undersøgelsens validitet og hvilken viden vi ville opnå (Sanjek 1990: 395). Vi havde først en ide om at vælge informanter ud fra deres bopæl og fokusere på forskellen mellem land og by. En udvælgelse ud fra land/by-kriteriet ville lægge op til, at vi i analysen inddrog et teoretisk fokus omkring urbaniseringens betydning, og selv om det nok kunne være en interessant vinkel på naturbegrebet, fandt vi problematikken omkring udsat vildt mere appetitvækkende. Vores udvælgelse af informanter endte i stedet med at ske ud fra et diversitetskriterium, hvor vi målrettede kontaktede både mandlige og kvindelige jægere (14 mænd og to kvinder) med forskellig grad af jagterfaring og med stor erhvervsmæssig spredning. Geografisk var spredningen også stor; fra Jyske Ås i det nordjyske til Hejlsminde i nærheden af det sønderjyske.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Adgang

Vi benyttede os indledningsvis af vores personlige netværk til at skabe kontakter (Bernard 1995: 143). Begge kendte vi personer, som enten selv var jægere eller havde forbindelser til jagtmiljøet. Invitationen til de fællesjagter, som vi deltog i, kom således i stand, fordi Nina kendte jagtlederens søn og fordi Tinas onkel var med i et jagtkonsortium, der afholdt en fællesjagt i vores feltperiode. Desuden ringede vi til to jagtforeninger i henholdsvis Århus og Himmerland, hvorigennem vi fik kontakt til godt halvdelen af de interviewede jægere. Vores aftale med skytten på godset, vi besøgte, blev hjulpet på vej af, at vi kunne referere til en samtale med en af hans kollegaer. Generelt mødte vi stor imødekommenhed. De jægere, vi havde kontakt med, var meget engageret i jagten, og det var aldrig svært at lave interviewaftaler. Lidt vanskeligere var det dog at få adgang til fællesjagter. Vi erfarede at det var nødvendigt at have direkte forbindelser til jagtledelsen for at have chance for at komme med.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Tilgang og roller i felten

Vores tilgange til felten var forskellige da Tina selv havde jagttegn og var fortrolig med jagtsproget, mens Nina ikke på forhånd havde personligt kendskab til jagten. Tina indtog derfor rollen som jæger, mens Nina havde rollen som novice, der stillede ”dumme” spørgsmål. Da en jæger på en fællesjagt havde skudt en hare, spurgte hun f.eks. om haren skulle ”brækkes” (i jagtsproget siger man at rådyr brækkes mens haren ”flås”). Dette naive spørgsmål affødte dog detaljerede informationer om, hvordan vildtet behandles efter det er skudt og om dyrenes forskellige betegnelser. Hvor Tinas fortrolighed gjorde at vi hurtigere lærte felten at kende, gav Ninas mere naive tilgang altså detaljerede informationer om ting, der normalt tages for givet af jægere. Det var ind imellem problematisk, at Tina vidste ”for meget” og Nina ”for lidt”, men i sammenspil, mener vi, var disse forskellige indfaldsvinkler produktive.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Deltagerobservation

Længerevarende ophold i felten var ikke muligt, da jagt i Danmark udspiller sig over højst en dag. Vores deltagerobservationer var derfor korte og fokuserede. Vi foretog deltagerobservation på to fællesjagter. Den første var en stor klapjagt med omkring 30 deltagere. Vi deltog i jagten som klappere og stod på post med forskellige jægere[1]. Under den første jagt foretog vi deltagende observation, idet vægten var på observation. Vi havde ikke selv våben med, og var derfor tydeligt adskilt fra jægerne i handling og grad af deltagelse.

Under den næste jagt, der også var en fællesjagt, men noget mindre end den første, havde Tina sit gevær med og deltog således på lige fod med jægerne. Hun foretog altså observerende deltagelse, mens Nina forblev i rollen som deltagende observant (Bernard 1995:138).

Desuden foretog vi observation på et gods på Djursland, hvor vi besøgte stedets professionelle skytte. Han stod for stedets opdræt og udsætning af fasaner og ænder, og han viste os rundt og forklarede os om dette arbejdes teknikker og betingelser. Da mange af vores øvrige informanter udtalte sig negativt om godsernes udsætning af vildt i forretningsøjemed var det vigtigt at se med vores egne øjne, hvordan udsætningen foregår. Som skytten sagde: "De mennesker der kritiserer godsjagterne taler tit på et meget tyndt grundlag".

Under jagterne var det ikke altid lige nemt at tage noter. At gå igennem skovens brombærkrat som klapper levnede ikke tid til at stoppe op og nedkradse vigtige observationer, da vi skulle følge med kæden af klappere. Senere stod vi på post med forskellige jægere, og mens vi ventede på vildtet havde vi mulighed for at stille spørgsmål og nedkradse hurtige noter (Sanjek 1990: 95).

Ingen af informanterne tog anstød af, at vi skrev noter i deres nærvær, men det skabte et synligt skel mellem os som etnografer og dem som jægere. Da vi hellere ville deltage og observere end konstant at tage noter, blev en del observationer først nedfældet, da vi var hjemme fra felten igen.

Noterne fra felten blev inden for få dage skrevet ud til egentlige feltnoter. Derved undgik vi at miste data, der senere kunne blive vigtige for analysen, og nedkradsede noter blev nu til mere sammenhængende, udvidede beskrivelser af situationer, steder, stykker af dialog og egne analytiske kommentarer (ibid: 96-97). Nogle af disse noter tog form som situationsanalyser, idet vi søgte at skrive situationer ud, der siden kunne blive vigtige at holde fast i (Rogers & Vertovec 1995: 5-11).

Under vores interviews havde vi mulighed for at foretage en form for observation, fordi de foregik i informanternes egne hjem. Vi opdagede bl.a. at trofæer var genstande, hvortil der altid var knyttet en historie og derfor genstande, der var gode at tænke og tale udfra.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Interview

Det kvalitative interview blev den metodiske hjørnesten i vores projekt og vores største informationskilde. Vi valgte at prioritere denne metode, fordi vi ønskede at indsamle kvalitative beskrivelser af jægernes verden ved at spørge ind til deres værdier og selvforståelser for at kunne afdække den enkelte jægers syn på udsat vildt og naturen (Kvale 1994: 111).

Vi lavede 14 formelle, semistrukturerede interviews samt to uformelle og ustrukturerede interviews (Bernard 1994: 209). De to uformelle interviews lavede vi med henholdsvis formanden for Danske Herregårdsskytter – over telefonen pga. den geografiske afstand – samt med en ung, nyudsprunget jæger, der ikke ønskede at lade sig interviewe formelt pga. hans – ifølge eget udsagn – ringe erfaring. Disse interviews blev ikke båndet, men efterfølgende udskrevet ud fra noterne, der blev gjort undervejs. De formelle interviews blev alle båndet og transskriberet i deres fulde længde, da vi ikke ville risikere at miste data gennem en selektiv transskribering.

Vores interviewguide var inddelt i tre hovedemner: forståelser af jagt, forståelser af natur og forståelser af jagtetik. Denne tematiske disposition var afledt af vores problemformulering og projektets centrale spørgsmål, men blev efter pilot-projektet udvidet med emnet udsat vildt. Efter de første fire interviews fandt vi ud af, at det udgjorde en spændende problemstilling.

Til hvert emne havde vi hjemmefra udarbejdet konkrete interviewspørgsmål, der var formuleret i et almindeligt dagligdagssprog (Kvale 1994: 135). Denne operationalisering af vores akademiske problemstilling var faktisk lidt af en udfordring. Hvordan kunne vi være sikre på at stille de "rette" spørgsmål og opnå konkret og lokal viden om, hvad vi rent teoretisk mente var et problemfelt? Som Kvale anbefaler (ibid.), besluttede vi at lave mange deskriptive spørgsmål; f.eks. hvor går du på jagt?, hvor længe har du været jæger?, hvorfor går du på jagt?, hvad er din foretrukne jagtform? hvilke af de jagtbare arter har du nedlagt? osv. Vi søgte på denne måde at foregribe informanternes spekulative holdninger til emnet ved at undgå at spørge til deres generelle meninger om jagt (ibid.: 136). De konkrete spørgsmål reviderede vi løbende under hele projektet, da vi for hvert interview fik øjnene op for nye sammenhænge og nye relevante interviewspørgsmål.

Selvom vi havde en interviewguide at støtte os til under hvert interview, var samtalen dog ikke så struktureret, at informanterne ikke også havde stor indflydelse på i hvilken retning samtalen gik.

Ved hvert interview fortalte vi indledningsvis informanten om vores fag, vores projekt og vores intention om at skrive en artikel til Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vi gjorde opmærksom på, at alle samtaler var fortrolige, og at informanten ville være anonym. Afslutningsvis spurgte vi informanten, om han eller hun havde nogle spørgsmål eller noget at tilføje, hvilket ofte var tilfældet (ibid: 133).

Alle interviewene foregik i informanternes hjem. Dels ville vi ikke besvære vores informanter mere end højst nødvendigt, dels gav det os et bedre helhedsindtryk af informanterne at komme i deres hjem. Et besøg varede typisk to timer, hvor en time gik med det formelle interview og en time med uformel snak og måske en rundvisning i trofæsamlingen. Et par af vores informanter var tydeligvis hæmmet af båndoptageren og i de tilfælde fik vi flere oprigtige udsagn under den uformelle del af vores besøg. En informant, som Tina besøgte, var meget ordknap og undvigende under interviewet. Lige så snart hun havde slukket for båndoptageren kiggede han dog op og sagde: "De der sen-jægere, de bliver sgu aldrig rigtige jægere!"

De fleste interviews foretog vi hver for sig for at spare tid. Fire interviews lavede vi dog sammen, hvilket viste sig at være meget frugtbart. For det første havde vi en beroligende indvirkning på hinanden; hvis den der styrede interviewet skulle løbe tør for spørgsmål eller miste tråden, kunne den anden træde til. Den som interviewede kunne også bedre koncentrere sig om at stille spørgsmål, når hun ikke samtidig skulle tage notater og endelig kunne den anden stille flere testende spørgsmål, som udfordrede hvad informanten havde sagt. Vi oplevede flere gange, at den af os der ikke sad med ansvaret for at samtalen forløb på en behagelig facon bedre kunne påtage sig rollen som kritisk opponent til informanten, hvilket der kom nogle interessante svar og diskussioner ud af. Endelig skal det nævnes, at vi rent teknisk lærte noget nyt for hvert interview, og at erfaringen gjorde os mere sikre og mere koncise i vores formuleringer.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Validitet

Gyldigheden af vores resultater skulle gerne være at se i hele arbejdsrapporten, hvor vi forsøger at skabe en åbenhed omkring vores arbejdsprocesser. Det gør vi gennem en eksplicit præsentation af de teorier og metoder, vi benyttede undervejs, samt en begrundelse for vores valg af teori og metode (Sanjek 1990: 396). Vi begrunder hvorledes vores undersøgelse er empirisk funderet ved at føre feltnoter og citater fra de interviewede jægere som bevis for vores fortolkning. Validiteten af vores kvalitative metoder skulle således gerne blive dokumenteret. Men hvordan etablere vores troværdighed?

Kvalitative undersøgelser kan ikke undsiges deres subjektive islæt af flere årsager. Allerførst er metode behæftet med en række valg, som vi nævnte under Sampling. Derudover er den viden, som etnografen indsamler, ofte en "privilegeret viden", hvor et bestemt syn på verden dominerer informanternes udtalelser (Marshall & Rossman 1995: 192). Det oplevede vi f.eks., hvor adskillige af vores informanter uafhængigt af hinanden formulerede sig i de samme vendinger på spørgsmålet om jægernes rolle i forhold til naturen; det jægerne gjorde i naturen svarede til "at høste af et overskud", svarede mange[2].

Vi forsøgte at teste informanternes udsagn og troværdighed gennem triangulering, dvs. ved at sammenholde én datakilde med andre (ibid.: 194). Trianguleringen skete primært i analysefasen, men også under vores interviews forsøgte vi at udfordre vores informanters udsagn (se Interview). Vi erfarede dog at denne kontrol af informanternes troværdighed var svær at udføre. Det krævede en stor menneskelig indsigt at gennemskue, hvornår en informant talte ud fra personlige erfaringer, og hvornår der lå nogle skjulte motiver bag eller hvornår informanten talte ud fra en dominerende diskurs og altså ikke længere refererede sine personlige standpunkter.

Skønt vi optrådte i rollerne som etnografi-studerende, der var i gang med at lave en videnskabelig undersøgelse, kunne vi ikke ignorere, at vi selv havde en personlig baggrund med særlige præferencer og sympatier. Her var konstant selvrefleksion en nødvendig foranstaltning for at vores troværdighed som etnografer kunne etableres. Vi mente dog ikke, at det handlede om at undertrykke vores subjektivitet, men om at eksplicitere den.

Endelig mødtes vi i slutfasen af vores projekt flere gange med en opponent-gruppe. Formålet var at opnå større troværdighed ved at lade personer udefra vurdere gyldigheden af vores fremgangsmåde (Lincoln & Guba 1985: 319).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Etiske overvejelser

”Det er jo et kontroversielt emne”, var en informants kommentar da vi fortalte, at vi i vores undersøgelse satte fokus på udsat vildt. Vi spurgte altså ind til et problematisk felt og måtte tage højde for at vores informanter kunne føle sig angrebet. Derfor informerede vi dem før hvert interview om vores undersøgelses formål. Informeret samtykke (Hammersley & Atkinson 1995) var dog en tvivlsom gardering. Vi kunne godt få informanternes samtykke, men spørgsmålet er, om de vidste hvad de sagde ja til, da vi ikke på forhånd vidste præcist, hvad vores undersøgelse ville munde ud i.

Hvad en senere offentliggørelse af vores resultater angår kan vi ikke sikre os, at vi ikke uforvarende kommer til at skade jægernes omdømme. Det vigtigste for os er dog at være tro mod vores data, og vi håber, at vores resultater kan bidrage til en debat blandt jægerne (ibid: 272-273).

Vi havde på intet tidspunkt indtryk af, at vores informanter følte sig udnyttede. Det var vores indtryk - selvom vi fik det egentlige udbytte i form at et interview, en jagtoplevelse eller lignende - at vores informanter havde stor glæde af at tale om jagt med nogen, der virkelig var interesserede (ibid: 274).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Kodning af materialet

Da vi havde interviewet 14 jægere og transskriberet alle interviews, kodede vi materialet. Vi nummererede interviewene og lavede et henvisnings system, så vi senere kunne finde løsrevne citater og se dem i deres oprindelige kontekst. Dernæst læste vi systematisk alle interviewene igennem på udkig efter overordnede temaer.

Da vores interviews ikke oversteg 15 stk., fravalgte vi en behandling i Nud*Ist. Under vores introduktionsforløb til programmet havde vi hørt fra ældre studerende og vores underviser, at Nud*Ist var meget tidskrævende og først blev uundværligt, når interviewmængden oversteg 30. I stedet valgte vi en manuel kodning af interviewene vha. farveblyanter, fordi vi mente, at det ville være en overskuelig og hurtigere arbejdsmetode. I alt kodede vi 11 forskellige temaer i materialet. Flere kunne have været kodet, men begrænsning var nødvendig for at kunne komme videre med analysen.

Næste fase af kodningen foregik foran computeren. For hvert af de identificerede temaer kopierede vi alle de afsnit, vi havde markeret, over i et nyt dokument. Resultatet blev nye, overskuelige udskrifter, hvor vi f.eks. under overskriften Naturforståelser havde alle udtalelser om det tema samlet.

For at forstå sammenhængen inden for de enkelte temaer, forsøgte vi at ordne dem i underkategorier som f.eks. negative og positive holdninger til udsat vildt. Det førte os imidlertid ikke videre i analysen – udover at det gav et vist overblik. Da vi skulle i gang med den endelige analyse, var det de første kodninger af hvert domæne der viste sig mest anvendelige.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Fra analyse til fortolkning

Vores analyse blev gjort ud fra vores oprindelige problemstilling omkring udsat vildt og naturopfattelse. Det blev ikke nødvendigt at ændre fokus undervejs, men grundige gennemlæsninger og vores tematiske analyser viste, at vi måtte tage flere emner ind end udsat vildt for at forstå jægernes natursyn. En af de første ting, vi opdagede, var at mange jægere så skævt til ”sen-jægere”, dvs. jægere der har taget jagttegn sent i livet. Da vores informanter blev ved med at tale om forskellen på sen-jægere og ”gamle jægere”, fik vi automatisk indsamlet data om emnet, og da vi under analysen indså dets relevans, kunne vi gå tilbage og finde og kode disse data. Andre begreber, vi opdagede, var eksempelvis ”ægte jagt” og ”ægte jægere”. Ad omveje fik vi således belyst det forhold mellem udsat vildt og jægernes naturopfattelse, vi i udgangspunktet ville undersøge. Vores data foranledigede os ikke til at ændre vores fokus, men til at inddrage andre og flere temaer end dem, vi som udgangspunkt regnede med var relevante for at belyse jægernes naturopfattelser. Vores analyse blev herefter udvidet med teoretiske forståelser, som vi før en præsentation af de endelige resultater vil ridse op.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Analytisk ramme

Allerede i begyndelsen af vores projekt havde vi i vores problematisering af emnet taget udgangspunkt i Descolas tekst ”Constructing natures” (Descola 1996). Her støtter Descola sig til en efterhånden bredt accepteret tese om, at naturens grænse defineres af mennesket, og at naturen som begreb derfor er en social konstruktion (ibid.: 82). Det, der konstrueres, er forholdet mellem natur og menneske. Det forhold har i Vesten længe været opfattet som et dualistisk forhold, hvor naturen eksisterer uafhængigt af mennesket. Denne dualistiske opfattelse af forholdet mellem natur og menneske er imidlertid under forandring, og naturen opfattes nu mere som noget, der kan påvirkes af mennesket – negativt såvel som positivt. Det er med disse tanker i baghovedet at vi i resultatrapportens første afsnit og løbende gennem analysen fortolker jægernes naturopfattelser.

Baudrillards begreber simulacra og hyperrealitet (Baudrillard 1994) har støttet vores fortolkning af fænomenet udsat vildt. Med de to begreber søger Baudrillard at indkredse, hvordan der i det moderne samfund skabes abstraktioner, der ikke refererer til noget håndgribeligt, noget i verden eksisterende, men til noget der kun eksisterer som abstraktioner. Disse abstraktioner kalder Baudrillard simulacra. Simulacra er tegn for virkeligheden, der erstatter det virkelige selv. Når grænsen mellem abstraktion og virkelighed udviskes, og der ikke længere er nogen, der husker at det er en abstraktion, er der skabt et simulacrum. I resultatrapportens anden del viser vi, hvordan udsat vildt kan anskues som et simulacrum. (ibid: 1-14)

Jægerne udtrykte en ambivalens omkring det udsatte vildt. Ud fra et pragmatisk ræsonnement accepterede jægerne udsætning af vildt, men samtidig udtrykte mange af jægerne også en dyb modstand mod jagten på det udsatte vildt. Vi opdagede, at deres modstand mod udsat vildt bundede i særlige idealforestillinger. Bertrand Hells essay "Enraged Hunters" (Hell 1996) præsenterer en teori om konstruktionen af kategorien wilderness i Nordvesteuropa (ibid.: 205). Vi vil i slutningen af resultatrapporten vise, hvordan de kategorier, Hell beskriver, indgår i vores informanters natursyn.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Resultatrapport

Jægernes naturopfattelse

Adspurgt om hans opfattelse af den danske natur, svarede en jæger: "Natur i min opfattelse er, når der er skov, marker og vand. Ikke-natur må være når den er blevet ødelagt på en eller anden måde. Selvfølgelig er vi nødt til at skulle have grus, men en grusgrav er jo en kedelig natur, en dårlig natur. Store endeløse marker er der jo heller ikke meget natur i." En anden jæger, vi talte med, sagde:

"Her i Danmark har vi jo et gennemkultiveret landskab. Der er næsten ikke den plet, som ikke er berørt af menneskehånd. Det er meget få steder vi har det, man kan kalde oprindelig natur. Så når vi i Danmark taler om natur, er det faktisk kultur vi taler om. Det hele er jo en lille friseret park. Selvfølgelig siger jeg også at gå en tur ud i naturen og så tænker jeg på en eller anden skov at gå i. Men igen, så er det måske ikke en faglig korrekt betegnelse."

De fleste af de 16 jægere, vi interviewede, påpegede, at Danmark er et kulturlandskab, hvor store, anlagte marker og skovplantager præger landskabet. De var også enige i, at der i Danmark ikke længere findes oprindelig eller uberørt natur. Jægerne så nutidens landskab som resultatet af en beklagelig, men nødvendig udvikling; Danmark klemmer sig sammen på et lille areal, hvor store dele nødvendigvis må være opdyrket for at brødføde befolkningen og skabe den eksport af landbrugsprodukter, som bl.a. er med til at opretholde landets høje levestandard. De fleste jægere lod til at acceptere landbrugets intensive dyrkning som en uundgåelig realitet[3]. En tredje jæger svarede på spørgsmålet om hans naturopfattelse: "Mit natursyn er, at vi ikke har ret meget natur. Det natur der er, skal vi værne om. Vi skal udbygge det så meget som muligt."

To holdninger kendetegnede altså jægernes opfattelser af den danske natur. Den ene var, at der som følge af udviklingen inden for landbruget er meget mere kulturlandskab end naturlandskab i dagens Danmark. Den anden holdning, som jægerne syntes at dele, var at det natur der er, skal jægerne beskytte gennem terræn- og vildtpleje.

Naturen er en forudsætning for, at jagten kan eksistere. Derfor har jægerne også et problem, fordi den danske natur er trængt. Ingen vildt og natur; ingen jagt. 230.000 danske jægere indløser dog jagttegn hvert år (H.P. Hansen 2000: 13), så jagten trives stadig. Hvordan har jægerne da overvundet det paradoks, at deres eksistens-berettigelse refererer til en natur, som ikke længere findes? De har ganske enkelt udvidet naturens begrebslige rammer. Ordet natur bruges stadig flittigt[4] – til trods for at jægerne er klar over at natur ikke er "en faglig korrekt betegnelse", som en af jægerne udtrykte det. Hvor natur førhen blev opfattet som noget, der eksisterede uafhængigt af mennesket, hersker der som følge af den teknologiske udviklings belastning af naturen nu den erkendelse, at mennesket har et ansvar over for naturens trivsel (Descola 1996: 97). Mange af de jægere vi talte med fremstillede jægerens rolle i forhold til naturen inden for denne beskyttelses-diskurs:

"Både faunamæssigt og for vildtets skyld mener jeg, vi har en vigtig rolle i naturen. I at bevare den med den indsats vi yder i form af pleje med vildtplantning. Jagt er jo ikke bare at gå ud og slå ihjel. Det kan man jo betragte som en høst af overskuddet, men det er ikke kun det, det drejer sig om i dag."

Ved at påtage sig rollen som naturens beskytter – i form af vildt- og terrænpleje - sikrer jægerne både deres jagtgrundlag og deres legitimitet over for offentligheden. Ved at tage denne rolle overfor offentligheden fremstiller de sig udadtil som naturens Robin Hood og hævder dermed deres egen eksistensberettigelse. For jægerne opfattes naturen som noget, der skal beskyttes, samtidig med at den benyttes.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Den etiske diskussion om udsat vildt

Den form for naturbeskyttelse jægerne udøver består af terrænpleje og udsætning af vildt. Udsætningen ses af de fleste jægere som en nødvendighed, men har afstedkommet heftig kritik udefra. Blandt andre har repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening hævdet, at jagten på udsat vildt ikke sker på et "biologisk forsvarligt grundlag", som de jagtetiske regler ellers foreskriver, fordi udsætningen – i kraft af at der er tale om udsatte fugle – ikke kan forsvares som værende et biologisk grundlag (Harritz 2001). Formanden for Dyreetisk Råd, Peter Sandøe, har ligeledes påpeget, at jægerne har et legitimeringsproblem i forhold til deres udsætning af fugle med jagt for øje. Der står nemlig også i de jagtetiske regler, at al jagt skal have et formål, og at det formål skal være andet og mere end blot det at nedlægge vildtet (Rysgaard 2001: 26-28).

Jægerne mener imidlertid ikke, at jagten på udsat vildt er problematisk dyreetisk set. De argumenterer med, at kødspisere ikke kan forsvare deres modstand mod jagt på udsat vildt, fordi en fasan, som i nogle måneder har levet frit under åben himmel, etisk set har haft et bedre liv end en burhøne eller en tremmekalv. "Skyd en fasan og red en kylling" udtrykker en jagtskribent det polemisk (Sand 2000: 57).

Nogle af de jægere, som vi talte med, havde ligeledes en positiv holdning til udsat vildt. Uden udsat vildt ville andre former for vildt forsvinde, fordi jagttrykket ville blive for højt, påpegede de. Andre mente, at dyr ingen følelser har og at udsætning af vildt - hvis det bliver gjort "på den rigtige måde" - derfor ikke er noget problem. "Det er noget helt andet at fange vilde dyr i naturen og så sætte dem i fangenskab. Det er jo langt værre. De har jo prøvet at være fritlevende", forklarede en jæger. En anden forklaring lød, at udsat vildt gør jagten mere spændende, "...fordi der sker noget. Går man en hel dag uden at der sker noget, er det måske mindre spændende." En anden jæger supplerede: "Vi synes jo det er bedst at gå på jagt, når der er noget vildt. Om vi så laver vildtpleje, fordi vi synes det er en forpligtigelse, eller om det er fordi vi savner noget vildt at gå og høste, skal vi ikke lade det stå hen i det uvisse? Det er nok en kombination af begge dele."

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Simulacra

Jægerne så altså positivt på opdrætningen af fugle, men stillede også visse krav til udsætningen, før fuglene kunne anses som vilde. En jæger mente:

"Vildt skal ud så tidligt som muligt, så det integreres i naturen. Så er det som vildt, der ville komme af sig selv. Hvis du sætter fugle ud, har de muligheden for at rende over til naboen – langt væk hvis de har lyst. De opfører sig præcist som en vild fugl ville have gjort. Derfor synes jeg godt man kan tale om vildt.”

Netop tiden for udsætningen er vigtig for mange jægere. Ifølge jagtloven skal fuglene sættes ud mindst en måned før jagtsæsonen starter, men nogle jægere mener fuglene har brug for længere tid:

"Rent jagtmæssigt duer det ikke at sætte dem ud en måned før, de når simpelthen ikke at blive stærke og vilde nok til jagt. Hvis du sætter dem ud når de er 16 uger, i juni måned, så er de vilde når vi går på jagt sidst i oktober. Så har de haft tid til at akklimatisere sig, og de er ligeså svære at skyde."

En anden stillede endnu højere krav: "Vildt vildt, dvs. ikke udsat vildt, det er for mig rigtig jagt. Udsat vildt skal i mine øjne have været udsat meget lang tid før der er jagt – ikke samme år, men året inden."

De fleste af jægerne kritiserede godsjagter, når de kritiserede udsat vildt. En professionel herregårdsskytte gjorde os opmærksom på, at "langt det meste vildt sættes ud af ganske almindelige jægere." De "almindelige jægere" forklarede os derimod, at udsætningen kunne foregå på forskellige niveauer. Hvor godserne sætter mellem 3000 og 10.000 fugle ud om året, sætter en almindelig jæger kun 30 til 100 fasaner ud om året. Denne forskel syntes at have betydning for jægernes holdninger til udsat vildt. En jæger fortalte os om udsætningen på det sted, han ofte gik på jagt: "De sætter ikke så meget ud, så jeg synes det er i orden." Om en godsjagt han havde været på kommenterede han imidlertid at det var "for meget."

Tidspunktet for udsætningen og mængden af fugle er således afgørende for, om jægerne kan acceptere udsætning af fugle som en del af jagten. Men uanset de forbehold jægerne normativt opstillede, var det ikke altid muligt for dem rent praktisk at skelne mellem, hvad der var udsat, og hvad der var naturligt fremkommet:

"Man kan ikke se forskel på om det er udsat dagen før", sagde en jæger. En anden jæger, der havde stor erfaring med udsætning af fasaner og agerhøns sagde: "Vi prøver at få det til at ligne vilde fasaner. Når vi når hen til nu, kan du ikke se forskel i adfærd eller noget som helst på de fasaner vi har sat ud og en vild fasan".

Når det ikke længere er muligt at se forskel, forsvinder også forskellens betydning. Jægerne har formået at skabe en vildtbestand der stort set opfører sig, ligner og smager som en naturligt fremkommet vildtbestand. På et teoretisk plan er det muligt at anskue denne udsatte vildtbestand som et simulacrum eller en kopi af natur, der - fordi den ligner natur til forveksling - er natur. I dette lys er udsat vildt en metafor for naturen og erstatter naturen, hvorved den opløser enhver reference til andet end sig selv (Baudrillard 1994: 2-7). Forskellen mellem udsat vildt og naturligt fremkommet vildt forsvinder, fordi udsat vildt anskues som ligeså vildt og naturligt som naturligt fremkommet vildt.

Ved at udsætte vildt udvides naturens rammer på et praktisk niveau. Bestanden forøges når vildtbestanden suppleres. Men også på det begrebslige niveau udvides jægernes naturopfattelse. Ved at legitimere udsat vildt udvides jægernes naturopfattelse til at kunne rumme opdrættet, udsat vildt. Denne naturopfattelse fungerer også som et forsvar overfor jagtens kritikere; hvis fuglene kan siges at være vilde foregår jagten på et ”forsvarligt biologisk grundlag” (se Den etiske diskussion om udsat vildt).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Hvordan udsat vildt påvirker jægernes natursyn

Omvendt kan jagten på udsat vildt også blive for tam. Hvis ænderne er fodret for godt eller fasanerne er for dårligt flyvende, mister jagten et vigtigt moment; uforudsigelighedens udfordring. Og så er det, at jægerne tager afstand fra jagten på udsat vildt:

"Jeg tror at min årgang og også folk der er ældre end mig vedkender problemet med at kende det ægte fra det uægte. Men unge jægere der kommer til, som kun oplever jagt ved at stå omkring en sø, hvor der er sat nogle ænder ud.... Så kommer der nogle hunde og jager dem op, og så kommer der nogle andre hunde og apporterer dem – de får ikke engang blod på deres fingre. Jeg tror, at de jægere på en eller anden måde vil få et afstumpet forhold til naturen."

Denne jæger var bekymret over den indvirkning, som udsætningen af vildt måtte have på jægernes natursyn. Han var bange for, at udsætningen ville sløre naturens fattiggørelse, at landbrugets intensive dyrkning ville forblive uudfordret af jægerne og at jægerne derfor ikke ville kunne se forskel på natur og kultur. Med andre ord frygtede jægeren at en simulacrum-situation ville opstå.

Det er vores indtryk, at jægerne lader sig forføre af det simulacrum udsat vildt udgør, fordi det er spændende at gå på jagt, hvis fuglene er vilde nok. Samtidig kan de dog sagtens gennemskue, at udsat vildt er et konstrueret fænomen. Men konstruktionen er nødvendig for at det etiske i udsætningen kan accepteres af jagtens kritikere. For at opnå denne accept må drabet foretages inden for naturens rammer, altså på vildt vildt, fordi drab i det civiliserede samfund anses for at være en vild handling og som sådan skal foregå i naturen. En del af grunden til at jægerne argumenterer for at udsat vildt er vildt er altså, at de positionerer sig i forhold til denne tanke.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Ideal-forestillinger om ægte jagt og ægte jægere

Forestillingen om at nogle jagtformer er mere ægte end andre var udbredt blandt de jægere, som vi talte med. På baggrund af vores empiri mener vi, at det, som afgør ægtheden af jagten, er graden af udfordringer. Jagten skal være uforudsigelig og sætte jægeren på prøve: "Man er derude på naturens præmisser. Man kan ikke lave vind og vejr om eller dyrenes adfærd. For dyrene reagerer altid anderledes, uanset at vi planlægger det hele oppe i vores hoved." Det kan være vejr og vind, som jægeren er oppe imod på et andetræk, eller det kan være et brombærkrat, der skal forceres under en klapjagt. Den allerstørste udfordring er vildtet, som har langt skarpere sanser end jægeren. Det forklarer også jægernes modstand mod godsjagterne. Det, som jægerne har imod godsjagter, er ikke det etiske problem omkring udsætning af fugle med afskydning for øje, men at den jagt der drives på godserne er for forudsigelig. Selvom godserne aldrig kan give garanti for at jægeren rammer vildtet, giver godsjagterne dog en garanti, som jagten på naturligt vildt ikke giver; nemlig at der vil være noget vildt at skyde efter i det hele taget. Godsjagterne er ikke forbundet med den usikkerhed, der er en væsentlig del af oplevelsen omkring den "ægte jagt", og derfor ser "de ægte jægere" ned på disse jagter.

De jægere, som alligevel drev jagt på udsat vildt, forsvarede deres jagt på det udsatte vildt med, at det alligevel ofte forsvandt over til naboen eller at ræven tog det. Mange af jægerne kunne således forsvare jagten på udsat vildt på deres jagtterræn, fordi udsætningsmængden var lille, og fordi de opdrættede fugle opførte sig ligeså uforudsigeligt som det naturligt forekommede vildt. Derved opnår jagten på udsat vildt det nødvendige udfordringsniveau og bliver således indlemmet i kategorien "ægte jagt".

Ligesom der, ifølge jægerne, findes ægte og mindre ægte jagt, findes der også rigtige jægere og mindre rigtige jægere. "Du kan hurtigt skille dem ud, når du ser dem. De har ikke jagtkulturen med – den har de ikke lært", sagde en jæger, da vi spurgte ham, om han kendte udtrykket sen-jæger. Sen-jægere er dem, som i en relativ sen alder har taget jagttegn. Udtrykket har en negativ klang, hvilket vi mener kan forklares ud fra jægernes ideal-forestillinger. For sen-jægerne er jagten et valg; en beslutning de træffer om at begynde på en spændende fritidsbeskæftigelse:

"De starter når de er 35. De tjener penge og har tid. Og for mange er det måske: skal vi begynde at spille golf, skal vi begynde at sejle eller skal vi begynde at gå på jagt? Altså de mangler et eller andet i deres liv og hvad skal de så? Så begynder de at gå på jagt, men de er måske ikke jæger på den måde som man traditionelt definerer en jæger på. Ikke at de er dårlige mennesker eller ikke har lavet deres håndværk godt nok, men de mangler måske sjælen. Og blandt jægere har man altid snakket om hvem er jæger og hvem er ikke jæger."

En anden jæger, som vi talte med, havde taget jagttegn, da hendes hund kvalificerede sig til schweiss-registeret[5]. Da var hun over fyrre. Hun fremhævede dog, at hun havde været jæger lige siden hun var syv-otte år, da hun første gang var med sin far på jagt. At kunne henvise til en lang oplæringsperiode er altså vigtigt for jægernes selvforståelse.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Sort blod

For de "ægte jægere", forklarede flere af jægerne, er jagten noget uundgåeligt – noget næsten skæbnesvangert. En fransk etnolog har forklaret denne kategorisering med begrebet "sort blod" (Hell 1996). Sort blod er metafor for vildskaben. Dyrene har det efter hvor vilde og især hvor farlige de er. En ræv har f.eks. mere sort blod end en hare, fordi den er en prædator, mens haren er vegetar. Bukken har mindre sort blod end ræven, men mere end haren (ibid.: 214). Mennesker kan også have sort blod, og graden af det bestemmer jægerens adfærd. Pürsch-jægere har i teorien mere sort blod end jægere, der går på fællesjagt. Fællesjagterne styrker menneskets sociale fællesskab og er forbundet med en række regler og adfærdskodekser. Pürsch-jagten foregår i ensomhed, hvor jægeren er fritaget fra det sociale ansvar. I pürsch-jagten udfordres jægerens individuelle evner. Når det sorte blod ruller i en jægers årer, bliver han vild som dyrene selv. Han skal måske kravle på alle fire gennem underkrat for at komme tæt på dyret, han har udset sig. Hans sanser skærpes og bliver lige så skarpe som dyrenes. Han bliver varm, begynder at ryste og bliver grebet af jagtfeberen. Denne reaktion indikerer sort blod og dermed at jægeren er en "ægte" jæger (ibid 1996: 209). Faktisk er han i jagtens øjeblik tættere på naturens vildskab end på civilisationens kultiverede socialitet.

Ingen af de jægere, som vi mødte, talte om sort blod, men deres reference til bukkefeber mindede meget om Bertrand Hell's begreb. "Det er jo det vi kalder for bukkefeber, hvor det hele begynder at dirre og sitre. Vi siger altid, at den der ikke får det, han skal holde op med at gå på jagt." En jæger fortalte os om dengang, han skød sin første buk:

"Otte minutter før solopgang stod jeg der, hvor jeg skulle stå og havde frit udsyn til bukken nede i engen. Da der manglede et minut før solen stod op, fik jeg ellers bukkefeber. Hold da op! Jeg rystede som et espeløv. Nå, det fik jeg så kontrol over, men da jeg trak schnellen, fik jeg rystefeber igen. Og jeg var nødt til at tage riffelen ned med trukket schnelle og jeg var bange for, at skuddet ville gå af. Så fik jeg den op igen og måtte tage den ned igen, og så sagde jeg til mig selv, at hvis det her skal blive til noget, så er du nødt til at tage dig sammen. Så fik jeg taget de der to en halv dybe indåndinger og pustet ud og så drejede bukken lige rundt og stod som den skulle, og så gik skuddet."

For at vinde over naturens vildskab, må jægeren overvinde den vilde feber, der opstår i ham selv i jagtsituationen. Det gør han ved at skyde bukken, som er symbol for den vilde natur. Ved at overvinde den vilde natur tæmmer jægeren også sin egen vilde natur.

Al jagt handler naturligvis om at dræbe – uden denne erkendelse kan der ikke være tale om jagt. Hvad enten fællesjagt eller pürsch-jagt er drabet et uundgåeligt moment. Men pürschen er alligevel mere fokuseret på drabet. Ved fællesjagter er det sociale samvær et vigtigt moment, som måske oven i købet overgår vigtigheden af selve drabet. Den enlige pürsch er med sit fokus på drabet af bukken mindre civiliseret end fællesjagten. Pürsch-jægeren selv er i den situation tættere på natur end kultur.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Konklusion

Vores undersøgelse af jægernes naturopfattelser bekræfter tesen om, at naturen som begreb er en social konstruktion. Udsætning af vildt er jægernes reaktion på kulturlandskabets udbredelse. Hvis ikke der sættes vildt ud, får jægerne færre jagtmuligheder, og hvis ikke dette vildt på en eller anden måde kan siges at være vildt, ødelægges jagtglæden for jægerne. Hvis de udsatte fugle ikke kan betegnes som vilde, kan jægerne heller ikke forsvare jagten og det drabsmoment, der ligger deri over for det øvrige samfund. Drab skal foregå inden for rammerne af noget, der kan adskilles fra kulturen, fordi drabet i sig selv er en uciviliseret handling. I denne sammenhæng er ideen om den vilde og uafhængige natur vigtig. Ved at fastholde ideen om vildskab – skønt der i virkeligheden ofte er tale om opdyrkede arealer og opdrættede og fodrede vildtbestande – skaber jægerne et naturbegreb, som ikke refererer til de reelle omstændigheder. Naturbegrebet skabes derimod ud fra nogle idealforestillinger, der handler om hvordan jagten burde være og hvordan vildtet burde opføre sig. Og så er naturbegrebet med dets indbyggede vildskab en nødvendig konstruktion for jagtens berettigelse i en civiliseret kultur.

Forestillingen om den ægte jagt, som flere af vores informanter refererede til, kan anskues som et simulacrum på samme måde som udsætning af vildt (og ikke tamt) kan kaldes for et simulacrum. Uforudsigelighed er et nøgleord i disse simulacra, fordi uforudsigeligheden sætter jægernes evner på prøve. Uforudsigeligheden bedyrer desuden, at dyrene stadig har deres naturlige instinkter i behold, og at jagten trods de tamme omstændigheder stadig foregår på præmisser, der ligger uden for jægernes kontrol.

Forestillingen om den ægte jagt i den vilde, ukontrollerede natur er en simulation af noget, der pga. det kultiverede landskab og den skrantende vildtbestand ikke længere findes. Ikke fordi at den bukkefeber som f.eks. kan gribe pürsch-jægeren ikke føles ægte nok, men fordi selve jagtens betingelser ikke kan leve op til idealforestillingernes kategoriseringer. Selvom udsat vildt accepteredes af de jægere, vi talte med, længtes de alligevel efter den vilde, "naturlige" jagt, der grundet de moderne samfundsforhold ikke længere findes som helstøbt realitet. Derfor opstiller jægerne kategorier, der definerer, hvad der kan godtages som en ægte jagt i en vild natur. Denne konstruktion af den vilde jagt i en tæmmet natur er efter vores skøn et simulacrum. En idealforestilling, der erstatter realiteterne og i selve skiftet ender med at blive lige så reel som realiteterne selv.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Litteraturliste

Baudrillard, Jean 1994

The Precession of Simulacra. Ann Arbor: University of Michigan Press, pp. 1-86.

Bernard, Russel 1994

Analysis of Qualitative Data. I: Research Methods in Anthropology. Thousand Oaks: Sage, pp. 360-392.

Bernard, Russel 1995

Participant Observation. I: Research Methods in Anthropology. Walnut Creek: Sage, pp. 135-164.

Descola, Philippe 1996

Constructing natures. I: Nature and Society. Anthropological Perspectives. Redigeret af Philippe Descola & Gisli Palsson. Routledge, pp. 82-102.

Emerson, Robert M., Rachel I. Fretz & Linda L. Shaw 1995

Writing Ethnographic Fieldnotes. University of Chicago Press.

Gyldendals Jagthåndbog 1999

Redigeret af Henning Kørvel. Nordisk Forlag A/S, København.

Hansen, Hans Peter 2000

Jagt i Danmark år 2000. RUC: Teksam's arkiv og forlag.

Hammersley, M. & P. Atkinson 1995

Ethics. I: Ethnography. Principles in Practice. Hammersley & Atkinson. Routledge, pp. 263-287.

Harritz, Poul Henrik & Bo Håkonsson, 2001

Sim sala dim bam ba, sala du sala dim... I: Jyllandsposten, august 2001

Hell, Bertrand 1996

Enraged hunters. I: Nature and Society. Anthropological Perspectives. Redigeret af Philippe Descola & Gisli Palsson. Routledge, pp. 205-218.

Kvale, Steinar 1994

Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag A/S, København 1997.

Lincoln, Y. & E. Guba 1985

Establishing Trustworthiness. I: Naturalistic Inquiry. California: Sage, pp. 289-331.

Marcus, George 1998

Introduction. Anthropology on the move. I: Ethnography through thick and thin. Princeton, pp. 3-29.

Marshall, Cathrine & Gretchen B. Rossman 1995

Defending the Value and Logic of Qualitative Research. I: Designing Qualitative Research. Marshall & Rossman. Newbury Park: Saga Publ.; pp. 191-203.

Rysgaard, Johannes 2001

Det er ikke synd for de vilde dyr. I: Jæger, nr. 6-7, 2001, pp. 26-28.

Rogers, A. & S. Vertovec 1995

Introduction. I: The Urban Context. Ethnicity, Social Networks and Situational Analysis. Rogers & Vertovec. Oxford: Berg, pp. 1-34

Sand, Michael 2000

Lev, og lad dø. I: Jæger, nr. 10, 2000, pp. .

Sanjek, Roger 1990

A Vocabulary for Fieldnotes. I: Fieldnotes: The Makings of Anthropology. Ithaca: Cornell University Press, pp. 92-135.

[1] Klapperne er de jægere, der går gennem såten med hunde og jager vildtet op med råb og klappen.

[2] Vi fandt senere ud af, at udtrykket stammer fra en lovformulering.

[3] Hvilket ikke er så mærkværdigt, da mange af vores informanter selv havde relation til landbruget.

[4] Overskriften på lederen i Jæger 2001, nr. 11 var f.eks. "Velkommen i naturen"

5 Fortegnelse over de sporhundeejere, man kan kontakte, hvis et dyr anskydes.