ET SPØRGSMÅL OM TRO

Metodeøvelse 2002

 

Skrevet af Ida Hyllested

idamargarita@yahoo.com

 

 

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning. 1

2. Felten. 2

2.1 Adgang. 2

2.2 Informanter, etnograf og roller 3

3. Metoder 5

3.1 Deltagerobservation. 5

3.2 Interviews. 5

3.3 Uformelle fokusgruppeinterview.. 7

4. Analytiske overvejelser 7

5. Resultater og konklusioner 8

5.1 Hvornår er man kristen?. 9

5.2 Bibelforståelse. 10

5.3 Tvivl og tro. 13

6. Afrunding. 13

7. Litteratur 15

 

           

Til indholdsfortegnelse

 

1. Indledning

Denne rapport er det komprimerede resultat af de mange metodeovervejelser og analytiske betragtninger, som jeg har gjort mig i min færd gennem danske trosforhold. Min færd har fra starten af været foranlediget af en undren omkring, hvad det vil sige at tro inden for rammerne af den danske folkekirke. Denne motivationsfaktor hænger sammen med den antropologiske disciplins generelle betagelse af det eksotiske og ukendte andet,[1] fordi jeg betragter mig selv som en fremmede i troens verden. Mit ønske har således været, at jeg med undersøgelsen kunne indfange den mere eller mindre abstrakte forestilling om, hvad det vil sige at tro. Jeg har forsøgt at transformere denne indledende nysgerrighed til en professionel spørgen: Hvordan orienterer medlemmer af folkekirken sig i forhold til deres tro. Hvad indebærer det at tro? Hvad tror de på og hvilken betydning tillægger de troen?[2]

 

Jeg ønsker med denne opgave at præsentere den måde, hvorpå min indledende undren og forsøg på at besvarer disse spørgsmål er forløbet. Først præsenteres felten, adgangen dertil samt mine informanter, dernæst de anvendte metoder, hvornår og hvordan de er blevet brugt, og i forlængelse deraf de overvejelser jeg har gjort mig omkring anvendelsen af disse. Jeg vil undervejs løbende opridse de etiske refleksioner, der er forbundet hertil. Den sidste tredjedel  af opgaven vil give et indblik i undersøgelsens vigtigste resultater og konklusioner, der vil blive perspektiveret i forhold til etnografen Cecile Rubows bog Hverdagens teologi. Folkereligiøsitet i danske verdener (2000) Opgaven skal på mange måder læses i lyset af dette værk, dels fordi det fungerer som opgavens teoretiske fundament, dels fordi det har udgjort en betydelig inspirationskilde for min indledende projektovervejelser.

 

Til indholdsfortegnelse

2. Felten

I denne undersøgelse af forholdet til tro inden for folkekirken har det fra starten af været nødvendigt at afgrænse felten. Jeg valgte således, som udgangspunkt, at placere undersøgelsen tre forskellige steder, hvor den kristne tro diskuteres og drøftes: Et aftenskolekursus i Johannesevangeliet over ni møder i en kirke, et introducerende kursusforløb i den kristne tro over otte møder arrangeret af en kristen ungdomsforening samt en bibliodramagruppes[3] møde en enkelt gang. Valget af steder var tilfældige[4] og funderet i et ønske om at ville inddrage forskellige menneskers trosforhold uden at blive begrænset af mit valg af lokaliteter. Ved at vælge tre forskellige steder håbede jeg at få en god spredning i forskellige måder at opleve troen på og dermed belyse forholdet til tro fra flest mulige vinkler. Projektet blev således fra starten af, formet efter disse valg af steder som nødvendigvis har haft afgørende betydning for hvilke mennesker jeg har mødt, snakket med og interviewet samt det datamateriale jeg har indsamlet.

 

Til indholdsfortegnelse

2.1 Adgang

Jeg fik kendskab til de to kursusforløb inden de startede. Jeg henvendte mig til arrangørerne og forklarede formålet med mit ønske om deltagelse og således også formålet med mit projekt. Til min store frustration blev jeg imidlertid ingen af stederne præsenteret for de andre deltagere. Det viste sig senere at skulle kræve en vis overvindelse fra min side at få præsenteret mig selv og mit projekt enkeltvist for samtlige deltagere undervejs i forløbet. Eftersom kurserne var åbne for alle, var det ikke åbenlyst, at jeg havde et andet formål med min tilstedeværelse end blot at lytte og diskutere min tro[5]. Det tredje sted jeg opsøgte– bibliodramagruppen, viste sig at blive et møde af en mere kompliceret karakter. Jeg fik kontakt til lederen via en af deltagerne. Hun godkendte min deltagelse til et enkelt af møderne, men ønskede ikke at præsentere mig for de andre deltagere. Dette ville efter sigende ødelægge stemningen. Mødet skulle imidlertid, som følge af bibliodramalederens håndtering af min rolle samt min egen passivitet, blive en tvivlsom affære. Jeg befandt mig i et etisk dilemma omhandlende informeret samtykke som følge af deltagernes uvidenhed om min rolle, hvilket forhindrede mig i at bruge mit materiale (se Hammersley & Atkinsons 1995 kapitel om etik). Jeg følte heller ikke at jeg efterfølgende kunne præsentere mig selv for de andre deltagere, uden at det ville blive forviklet med bibliodramalederens beslutning. Senere besluttede jeg mig for ikke at inkludere oplevelsen i mit samlede datamateriale, da jeg vurderede, at det ikke ville få videre følger for projektets resultater. Jeg har imidlertid bibeholdt interviewmaterialet med to af bibliodramagruppens deltagere, der kendte formålet med min deltagelse.

 

Inden jeg begav mig ud i felten, havde jeg ikke overvejet, at min adgang dertil kunne blive problematiseret i det omfang, det blev. Det har medført nogen overvejelser omkring etnografens færden i felten, der virker umiddelbart indlysende, men som bør understreges i lyset af mit projekt: Ved første givne lejlighed at få informeret alle, der på den ene eller anden måde er involveret i undersøgelsen, om den etnografiske observatørrolle og ydermere insistere på, at ens rolle bliver tydeliggjort, selvom”nøglepersoner” eller ”beslutningstagere” ikke finder det nødvendigt. I mit tilfælde skulle jeg således have bedt arrangørerne om at introducere mig ved det første møde eller blot have introduceret mig selv.

 

Til indholdsfortegnelse

 

2.2 Informanter, etnograf og roller

Mit indledende ønske om at belyse forholdet til tro inden for det folkekirkelige felt blev, som følge af mit valg af lokaliteter, indsnævret til et fokus på mennesker, der på den ene eller anden vis stiller spørgsmålstegn ved deres tro, undrer sig eller forholder sig refleksivt til denne gennem deltagelse i diskussionsfora om den kristne tro. På de steder jeg har deltaget, tog jeg undervejs kontakt til henholdsvis 4 af deltagerne ved aftenskolen i Johannesevangeliet, 4 af deltagerne ved kurset i kristendom samt de førnævnte deltagere i bibliodramagruppen. Disse 10 personer udgør nøgleinformanterne i min undersøgelse. Derudover er der en række sekundære informanter, der er indgået i mit datamateriale[6]. Mine nøgleinformanter er karakteriseret ved, at de alle på nær én befinder sig i alderen fra 22 til 32 år. Det ene kursus var arrangeret af og for studerende, mens der ved aftenskolekurset i Johannesevangeliet var en tendens til at de unge mennesker sad omkring det samme bord, hvor jeg havde placeret mig[7].

 

Allerede fra starten af, har jeg i kraft af mit fokus på mennesker, der udviser en udtalt nysgerrighed, interesse for og orientering mod den kristne tro været bevidst om, at deltagerne ikke repræsenterer de typiske aktører i det folkekirkelige felt. Dette er blevet understreget af den lille aldersfordeling blandt mine informanter samt af, at to af mine informanter var teologistuderende og en anden var præst. Denne ulige fordeling blandt mine informanter har indvirket på undersøgelsens endelige resultater, hvilket vil fremgå senere i rapporten. På baggrund af dette må det således antages, at mine informanter ikke kan udsige noget generelt om det folkekirkelige felt men i stedet belyse enkeltpersoners antagelser og erfaringer med tro.

 

Etnografen Ton Otto (1997:107) skriver i en artikel om deltagerobservation, at antropologisk feltarbejde udgøres af relationer mellem den, der studerer og dem, der studeres. I det følgende ser jeg nærmere på sammenspillet mellem mine informanter og mig selv i felten. Det handler om de roller og relationer, der blev skabt undervejs i forløbet såvel som implikationerne af min tilstedeværelse. Hvilken betydning havde det for kursusdeltagerne, deres udsagn og meningsudvekslinger, at en opmærksomt lyttende og aktivt noteskrivende etnografistuderende deltog i diskussionerne? I mine overvejelser er jeg nået frem til, at betydningen synes bemærkelsesværdigt lille. Jeg bygger dette på, at jeg på intet tidspunkt fik en fornemmelse af, at min tilstedeværelse ændrede på diskussionernes udformning og dermed på det, der blev sagt.  Jeg antager, at dette hænger sammen med kursernes generelle deltagerstruktur, hvor alle lytter opmærksomt til hinanden, skriver noter, stiller uddybende spørgsmål undervejs samt konfronterer hinanden med deres udsagn. Min rolle som observerende deltager var således på ingen måde særlig fremtrædende, bortset fra de mange noter jeg skrev undervejs.

 

Min egen rolle var overordnet præget af min uvidenhed og nysgerrighed i forhold til troens aspekter. Det gjorde det på mange måder muligt for mig at bevare en positiv undren gennem hele forløbet, således at mine informanter kunne føle, at de kunne lære mig om deres tro og deres måde at anskue troen på. I et enkelt tilfælde resulterede min store interesse for emnet i, at en af arrangørerne, som ligeledes fungerede som min informant, konfronterede mig med min rolle som forsker. Hun kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne bevare min objektivitet[8], når jeg var så engageret, og hun spurgte senere, om jeg aldrig fik lyst til at blive kristen. Eksemplet illustrerer både den positive og engagerede kontakt, jeg etablerede med mine informanter men tydeliggør også, at min nysgerrighed og interesse kunne tolkes som om, at jeg med projektet søgte mere end blot at undersøge andre menneskers forhold til tro.

Sidstnævnte pointe fremhæver netop min motivation for dette emne. Ved at undersøge andre menneskers forhold til tro ønsker jeg at indfange trosbegrebet for dermed selv at nærme mig det. Min egen fremmedgørelse over for hvad det vil sige at tro, er afgørende for mit ønske om at konceptualisere det, forstå det og dissekere det for dermed at kunne forholde mig til det. Et aspekt, der må inkluderes i metodeovervejelserne, da min tilgang til felten samt hele min dataindsamling må anskues i lyset af min subjektivitet samt min personlige motivation. Ifølge Kleinman & Copp (1998) kan etnografer således ikke opnå fordybelse i felten uden netop at lade deres subjektivitet indgå undervejs i processen. Dette undlades imidlertid ofte, da feltarbejderen typisk ønsker at præsentere sig som en social forsker - en objektiv og neutral observatør (19998:13).

 

Til indholdsfortegnelse

 

3. Metoder

I det følgende vil jeg komme ind på de konkrete metoder og strategier, jeg anvendte i mit forsøg på at indfange forholdet til tro i den folkekirkelige sammenhæng, hvor mit fokus især var centreret omkring enkeltpersoners trosopfattelse.

 

3.1 Deltagerobservation

Deltagerobservation var den indledende metode, jeg tog i brug i felten og som jeg fortsatte med det meste af efteråret (9 uger), de cirka 2 gange om ugen, hvor kurserne fandt sted. Ved kurserne fungerede jeg først og fremmes som observerende deltager (Bernard 1994), da jeg som alle de andre deltagere var mødt op for både at høre om kristendommen såvel som deltage i de samtaler og diskussioner, der fulgte. Min grad af aktiv deltagelse i diskussionerne var imidlertid begrænset, da jeg valgte at prioritere observation og noteskrivning for at erindre mest muligt af aftenens begivenheder og meningsudvekslinger. Gennem mine observationer dannede jeg mig således et indtryk af deltagerne samt anede et mønster i deres forhold til troen. Dette gav mig tillige en vigtig fornemmelse for de mangeartede trosforhold, trosforståelser samt de forskellige måder at omtale troen på. Observationen alene bringer imidlertid ikke feltarbejderen tættere på de mennesker, der undersøges og er en vigtig metode, såfremt den kombineres med andre metoder (Ton Otto 1997). Jeg vil derfor hovedsageligt fokusere min metodegennemgang på interviews og de uformelle fokusgruppe interviews, jeg deltog i[9].

 

Til indholdsfortegnelse

 

3.2 Interviews

Som en konsekvens af mit ønske om at indfange enkeltpersoners trosforhold udgør personlige samtaler og interviews størstedelen af mit empiriske materiale. Jeg interviewede 8 personer fordelt over deltagerne på de tre kurser samt henholdsvis en af arrangørerne og en af foredragsholderne, der også var præst. Jeg transskriberede alle interviewene i deres fulde længde for ikke allerede i denne fase at påbegynde en sortering og dermed fortolkning. Jeg ønskede også at medtage eventuel tøven, vigen udenom og tvivl, da dette også er en form for data, der kunne sige noget om deres trosforhold.

 

Det var oftest i pauserne, at jeg fik mulighed for at spørge mine informanter, om jeg måtte interviewe dem. Alle interviewene fandt sted hjemme hos interviewpersonerne undtagen et enkelt, der blev gennemført i sognegården i forbindelse med aftenskolekurset. Jeg forklarede alle mine informanter, at de ville blive anonymiseret i opgaven[10] og bad om lov til at optage interviewet på bånd. Det var ikke et problem for nogen af dem. En enkelt ønskede imidlertid at læse transskriptionen igennem efterfølgende for at være sikker på, at tingene var blevet refereret på den måde, som de var ment. Dette har givet lejlighed til en interessant observation, da det rent faktisk viste sig, at en enkelt formulering var blevet misforstået således, at betydningen på afgørende vis havde ændret sig i mit materiale. Det kunne være relevant at overveje om man i de situationer, hvor det er muligt, altid bør lade sine informanter gennemlæse interviewmaterialet og dermed sikre en konkret validering af materialet fra informanterne selv. Det viste sig imidlertid, at ingen af mine informanter var interesseret i at gennemlæse transskriptionen, da jeg efterfølgende forhørte mig derom. Hændelsen må i stedet fungere som en påmindelse om betydningen af, undervejs i interviewet, at stille opklarende spørgsmål og dermed sikre en løbende validering i interaktionen mellem interviewer og informant.

 

Størstedelen af interviewene fandt sted i slutningen af min tid i felten således, at jeg kunne bruge mine tidligere observationer, interview og samtaler til at udarbejde de temaer jeg ville arbejde videre med og inkludere i interviewguiden (se bilag 3). Det betød, at interviewene fik karakter af først ustrukturerede interviews for at indkredse centrale emner og temaer, siden hen semi-strukturerede interviews, som følge af det mere indsnævrede fokus. Fra starten af bestræbte jeg mig imidlertid på, at interviewene skulle forløbe med megen aktivitet fra informanternes side og tilsvarende tilbageholdenhed fra min egen side. Dette var med henblik på at skabe en narrativ interviewform, karakteriseret ved en høj grad af åbenhed, hvor de interviewede fortalte med deres egne ord om deres forhold til tro[11]. Der var imidlertid enkelte tilfælde, hvor jeg måtte bryde ind i interviewene og lede interviewpersonen tilbage på trosspørgsmål for at sikre mig, at alle emnerne i interviewguiden blev berørt. Ikke alle interviews blev gennemført stringent efter interviewguiden, men i alle interviewene fik jeg indkredset de centrale emner. Alle interview blev begrænset til et enkelt per informant af gennemsnitlig 50 minutters varighed.

 

I forhold til de enkelte interviews oplevede jeg en markant forskel på, hvor meget den enkelte havde at sige undervejs i de forskellige interviews. Overvejelserne og refleksionerne fyldte meget hos dem, der enten havde en længere uddannelse eller hos dem, der længe havde været troende[12]. Graden af interviewpersonernes refleksioner fik dermed betydning for, hvor meget jeg holdt mig tilbage i interviewsituationen. I de tilfælde, hvor informanten næsten ikke havde noget at sige til de emner, jeg præsenterede, stillede jeg flere uddybende spørgsmål for dermed at få nuanceret personens trosforhold. Jeg var imidlertid også bevidst om, at der i det usagte og uformulerede var data gemt omkring måden, der blev troet på.

 

Til indholdsfortegnelse

 

3.3 Uformelle fokusgruppeinterview

Allerede fra min første dag i felten dukkede et uforudset metoderedskab op. Det viste sig, at begge kristendomskurser var struktureret således, at et indledende oplæg blev efterfulgt af en gruppediskussion. Disse skabte i begge tilfælde, et rum for uformelle fokusgruppeinterview, karakteriseret ved deltagernes spontane udsagn om de omdiskuterede emner. Jeg havde her en mulighed for at skrive udførlige noter til det, der blev sagt. Denne interviewform gav imidlertid hverken mulighed for, at jeg kunne kontrollere spørgsmålene eller situationen. Der herskede imidlertid stadig en vis orden og kontrol over diskussionerne, da henholdsvis arrangørerne og foredragsholderne på forhånd havde forberedt de spørgsmål, der skulle diskuteres i grupperne. Eksempler på sådanne spørgsmål er blandt andet: ”Hvem er Gud?”, ”Kan man være troende når man tvivler?” eller ”drøft med hinanden betydningen af Jesus opstandelses i vores liv”. De uformelle fokusgruppeinterview gav mig således en enestående mulighed for at identificere forskellige forståelser og meninger om tro, der ikke ville have været tilgængelige uden gruppernes interaktion[13] (se bl.a. Schensul 1999). I det følgende vil jeg bevæge mig fra mine mere konkrete metodeovervejelser til hvad jeg har konkluderet på baggrund af mit rige datamateriale. Jeg vil kort se på nogen analytiske overvejelser og hurtigt gå videre og præsentere mine vigtigste resultater og konklusioner.

 

Til indholdsfortegnelse

 

4. Analytiske overvejelser

For at begynde et sted i datamaterialets intimiderende virvar har jeg taget en række afgørende valg, der har formet rapportens sidste del: Hvilke domæner jeg ville fokusere på, hvilke betragtninger jeg ville arbejde videre med og hvilke af disse jeg afsluttende ville konkludere noget ud fra. Jeg ser imidlertid ikke min analyse som en særskilt fase af undersøgelsen, men som en integreret del af hele min forskningsproces fra begyndelsen af (se Hammersley og Atkinson 1995). Mine forskningstemaer er blandt andet blevet udviklet undervejs i interaktionen med mine informanter, som eksempel kan nævnes de teologistuderende, hvis dybdegående teologiske viden har influeret mit perspektiv. Flere af mine analytiske begreber er således blevet formuleret ”spontant” af mine informanter lige så vel som jeg forinden projektets begyndelse var blevet opmærksom på et mønster i danskernes trosforhold[14]. Der refereres blandt andet til Cecilie Rubows bog Hverdagens Teologi. Folkereligiøsitet i danske verdener (2000),  der fremhæver, at der blandt danskere hersker nogle helt konkrete forestillinger om, hvad man skal tro for at være kristen. Min dataindsamling er således blevet foretaget med dette analytiske perspektiv i sinde og min endelige analyse lægger sig tæt op af Rubows bog. Denne udgør ligeledes den teoretiske ramme for mine resultater, og Rubows teser vil blive inddraget efterhånden, som de aktualiserer sig i relation til mine egne resultater.

 

Til indholdsfortegnelse

 

5. Resultater og konklusioner

Hvordan repræsenteres et felt, der udgøres af mangfoldige stemmer, der alle udtrykker hver deres måde at tro på, hver deres måde at orientere sig i forhold til troen på og hver deres fortolkninger af troen? Hvordan identificeres mønstre i denne tale om tro, blandt uensartet og divergerende udsagn, hvor den ene måde at tro på ikke kan reduceres til den anden? Dette er nogle af de overvejelser, der har præget rapportens endelige resultater og konklusioner. For at starte et sted indledes afsnittet med et sigende uddrag[15] fra en gruppediskussion ved aftenskolekurset i Johannesevangeliet. Episoden demonstrerer nogle af de ujævnheder, uenigheder og forviklinger, der kom op i talen om tro.

Aftenens oplæg har handlet om Jesus etik og Guds kærlighed. Gruppen er blevet bedt om at diskutere om vort samfund bærer præg af, at vi lever i et såkaldt kristent land:

Bjarke lægger ud med at spørge, hvem der er virkelig kristne. Karen svarer, at det er, når man tror på Gud, Jesus og et evigt liv. Eva siger, at det i dag handler meget om den private tro, ”hvor meget man så tror eller ej, det ved jeg ikke.”. Karen svarer, at det jo er individuelt, og spørger Eva, om hun måske tror på alt i det Nye Testamente. Eva siger, at man altid vil tvivle og undre sig. Christina bryder ind og siger, at hun synes, biblen er en fantastisk historie og fortælling og hun tror skam på alt, hvad der står i biblen. Karen gentager Christinas udsagn om, at det er en historie og erklære, at hun selv har en stor tvivl modsat det, man ville kalde en klippefast tro. Bjarke siger, at tro og tvivl ligger tæt op af hinanden, selv disciplene tvivlede. Marie siger, at man da godt kan forstå, at de tvivlede. Bjarke svarer, at det nu er væsentligt, at Jesus ikke svigtede dem alligevel og afslutter diskussionen med at sige, at han aldrig har været i tvivl om at Gud eksisterer (ordene i fed skrift er mine fremhævelser).

 

Denne udveksling af forståelser og meninger om tro kan umiddelbart synes usammenhængende og tilfældige men giver alligevel en tydelig fornemmelse af de uoverensstemmelser, den tvivl og den forskellighed, der hersker i forhold til troen. I samtalen kolliderer deltagernes forhold til tro med hinanden, og et komplekst og sammensat felt materialiserer sig. Tro må således i sit udgangspunkt betragtes som et komplekst kulturelt felt, inden for hvilke der er mangfoldige måder at tro på samt forestillinger om, hvad tro er[16]. Rubow skriver således, at måder at tro på netop udspiller sig mellem mennesker, deres udsagn, erfaringer, synspunkter og argumenter:”Måder at tro på eksisterer ikke som selvbestaltede øer af overbevisning, men skaber og profilerer hinanden i en samtidighed af flere indbyrdes modstridende mellemværender” (2000: 73).

 

Den citerede episode fra aftenskolekurset kan på mange måder ses som et lille udsnit af det hverdagsteologiske felt,[17] jeg har undersøgt.  For at skabe en sammenhæng i det omfattende datamateriale jeg har indsamlet, ønsker jeg at bruge ovenstående udveksling af udsagn og meninger som udgangspunkt for den efterfølgende analyse. Det betyder, at jeg for at orientere mig blandt de utallige aspekter, der belyser trosforhold, har valgt at uddybe de spørgsmål og emner, der netop bliver taget op i gruppediskussionen. Det handler om, ¹⁾hvornår er man kristen, ²⁾ deltagernes bibelforståelse og ³⁾ tvivlens rolle i troen. Gennem disse tre emner vil jeg forsøge at belyse forholdet til tro inden for det folkekirkelige felt.

 

Til indholdsfortegnelse

 

5.1 Hvornår er man kristen?

Blandt deltagerne synes der at være en udbredt idé om, at der er noget der kan kaldes ”rigtig tro”. Denne benævnelse forudsætter nødvendigvis forestillingen om en ”forkert tro”. Den rigtige tro kan for nogen specificeres i forhold til nogle særlige kriterier, der skal være opfyldt for, at man kan kalde sig troende. Eksempler på nogle af disse kriterier fremgår af følgende citater, hvor blandt andet Johanne udtrykker at:

”Rigtig tro er, når man siger jeg tror på Jesus Kristus, jeg tror på at han døde for min skyld og at han har sonet mine synder”.

Thomas er optaget af troens konsekvens:

”Altså jeg synes det er afgørende, at troen har konsekvens i ens liv, hvis man skal kalde sig Kristen.

Mette taler om betydningen af at give sin tro videre:

” ...jeg synes egentlig ikke, at man kan have en tro, hvis man ikke synes andre også skal have den”.

 Niels  understreger forholdet til Gud som et afgørende aspekt:

”Jeg husker, at jeg engang døbte en dreng på 8 år, og forinden skulle vi holde dåbsamtale om, hvornår han skulle svare ja og sådan noget. Så sagde han ” jeg tror på det hele”. Det er jo herligt at høre et barn siger det, men det dur jo ikke når du er voksen, så kan du ikke bare sige naivt, jeg tror på det hele, jeg tror på hele trosbekendelsen. Nej, hvordan er dit forhold til Gud....”

 

Som Niels udsagn viser, er det ikke nok blot at sige, at man tror på det hele. Troen skal have en konsekvens i ens liv eller man skal have et reflekteret forhold til Gud. Men på trods af, at disse kriterier bliver nævnt, er der ikke en udtalt enighed om, hvordan de skal formuleres, da langt de fleste af deltagerne ligeledes mener, at ”troen har sine grader”. Fordi mennesker er forskellige så vil trosopfattelsen være forskellig, ”vores baggrund er forskellig, vore mennesketyper er forskellige, hvor vi er henne i livet, hvad har vi oplevet i livet”. Det er på den måde muligt at tale om relative kriterier for, hvornår man er troende. På den ene side er der noget, der hedder ”rigtig tro”, på den anden side har troen sine grader, netop fordi mennesker er forskellige og befinder sig på forskellige stadier i deres liv. Dette kan ses i relation til det, som Rubow benævner troens situationelle aspekt (2000: 33). Hun refererer til, at kategorier for forståelse af religiøs identitet såsom benævnelserne religiøs, troende og kristen er relative størrelser netop fordi, troen altid foregår i en bestemt kontekst.

 

På trods af, at der er tale om sådanne flydende kategorier for ”rigtig tro” er der en reel bevidsthed om deres eksistens. De af mine informanter, der først inden for de sidste par år, havde taget troen op begyndte således uopfordret at tale om troens grader eller, om hvorvidt de mente andre troende ville karakterisere dem som troende:

”Jamen... det er sådan lidt, hvor meget skal man tro for at tro og det ved jeg ikke... Så for mig, jeg skal ikke tro på det hele for at tro, men man kan jo sagtens spørge nogle andre, der så vil sige ”jamen så tror hun ikke”.

 

” jeg har det okay med det (at hun ikke kan citere bibeltekster) og synes jeg tror, så er jeg sådan set ligeglad med, om folk kun synes jeg tror én procent eller 75 procent”

 

Som det også fremgår af disse eksempler blev graden af troen formuleret som et procent tal. Der er blandt andet uvished om, hvor stor en procentdel man skal tro på for at være troende. En informant mente, at mange af de andre på kurset troede 120%, mens hun selv var placeret i den lave ende. For folk der netop har taget troen til sig spiller ideen om et troskriterium, udtrykt i grad eller procent, således en rolle i forhold til, hvordan de omtaler deres tro. Det er muligt at tale om, at disse menneskers forhold til troen er orienteret mod forestillingen om, at der findes en ”rigtig tro”. Denne rigtige tro vil imidlertid aldrig kunne indfanges, da den netop afhænger af de kontekstuelle forhold, der omgiver troen.

 

Til indholdsfortegnelse

 

5.2 Bibelforståelse

I forlængelse af talen om tro som et procent tal spurgte en af mine informanter under et interview: ”hvor stor en  procentdel af biblen skal man tro på før man kan sige, at man er troende”. Dette spørgsmål illustrerer, at forholdet til tro på afgørende vis hænger sammen med ens bibelforståelse. Som det ligeledes fremgik af episoden fra aftenskolekurset, hvor Karen konfronterede Eva om hendes tro på det Nye Testamente, er der mange betragtninger om, hvordan Biblen kan eller bør forstås. Jeg ønsker i den forbindelse at inddrage Rubows antagelse om, at der findes to grundlæggende versioner af, hvad det vil sige at tro i den folkekirkelige sammenhæng: den dominerende og den alternative version[18] (2000:145-154). Den dominerende version opfatter bibelske tekster som beretninger om historiske begivenheder, der kan læses bogstaveligt. I den alternative version bliver de bibelske tekster snarere opfattet som myter, hvor det Nye Testamente eksempelvis læses som en afløser til det Gamle Testamente. Det er centralt, at teksterne skal forstås i forhold til den tid hvor de læses.

 

I mine samtaler, enkelt interviews og gruppe interviews har jeg på samme måde identificeret to kontrasterende bibelanskuelser, der lægger sig tæt op af Rubows antagelse. I det følgende gives eksempler på udsagn, der lægger sig op af hver af disse versioner. I det som Rubow benævner den dominerende version understreger nogle informanter, at de læste Biblen ”meget bogstaveligt” netop fordi det er deres overbevisning at ”Biblens ord er Guds ord”. Niels brugte opstandelsen som eksempel derpå:

”Jeg er ganske overbevist om, at f.eks. opstandelsen... der findes jo teologer, der vil billedgøre den og tage det som et symbol på, at der er noget, der fortsætter efter døden. Vel er det ej. Det er stensikkert at det de vil beskrive er, at her sprænges dødens magt, her er en der stod op fra de døde, færdig, lige så virkeligt som vi sidder her, sådan stod han op for de døde. Og det skal man altså respektere og der er det altså mangelfuldt, og ikke godt nok at have en symbolsk forståelse af opstandelsen”

 

Størstedelen af dem jeg interviewede samt deltagerne i de gruppediskussioner, jeg overværede, forholdte sig imidlertid afvisende overfor en bogstavelig læsning af biblen. For dem er det budskaberne, der udgør kernen i biblen, fordi biblen nødvendigvis ikke kan være den endegyldige sandhed til alle tider. Jeg gengiver her henholdsvis Christians og Thomas  opfattelse deraf:

”Og det en bogstavelig forståelse af biblen siger, jamen det er, at den kan springe de 2000 år tilbage og så kan vi sidde og læse præcis, hvad det var der stod og.. og finde ned til sandheden som den er til alle tider. Men sandheden for mig er ikke en sandhed der er til alle tider, den er smeltet sammen med historien...”

 

”for jeg er ikke tekstnær, når jeg læser biblen, jeg hører ikke til dem der mener at hvert ord i biblen er den endegyldige sandhed men altså essensen af biblen mener jeg er sandhed, især i det Nye Testamente, men det er budskaberne, evangeliet som jeg finder er vigtigst i biblen og ikke det tekstnære, nej det bliver for... det er for besnærende.”

 

Biblen som den endegyldige sandhed, der eksisterer til alle tider er udtryk for en forståelse, der gør sig gældende når Biblen læses på en bestemt måde. For dem der vælger at læse biblen symbolsk handler det imidlertid om at historien umuliggør denne forståelse således, at der er ting ”i det Gamle Testamente som er mere eller mindre gledet ud” og som man ”mere eller mindre [kan] se bort fra”. For dem der læser biblen på den sidstnævnte måde er biblen først og fremmes en tekst. Johanne siger således, ”som tekstlæser, så ved jeg jo også, at tekster kan arbejde på mange forskellige måder, og det bliver man nødt til at respektere med biblen også. Det er også en tekst. Mens Christian understreger, ”for mig er det utrolig væsentligt, at bibellæsning altid er fortolkning og derfor kan man ikke komme uden om fortolkningen ved at påstå en eller anden bestemt måde at læse biblen på”.

 

Det er min opfattelse, ud fra de erfaringer jeg har gjort mig i forhold til min undersøgelse, at det er denne sidste forståelse, der er den dominerende version. Det betyder, at jeg i relation til min opgave og mit datamateriale vil argumentere for, at det som Rubow betegner den dominerende version snarere er den alternative dimension og omvendt. Rubow betegner den bogstavelige opfattelse af Biblen som den dominerende version, fordi den udgør den mest udbredte forestilling om, hvad det vil sige at tro på biblen. Hun tilføjer dog også, at der i et hverdagsteologisk aspekt ikke er mange mennesker, der deler denne opfattelse, men som betragter den bogstavelige tolkning som den rigtige måde at tro i en kristen sammenhæng (2000: 149). Blandt mine informanter er den rigtige måde at tro på, som tidligere belyst, imidlertid forbundet til andre kriterier såsom troens konsekvenser i ens liv og ens Gudsforhold snarere end til bibelforståelser.

 

Jeg mener, at den dominerende version af, hvad det vil sige at tro, inden for rammerne af det felt, hvor jeg har udforsket troens forhold, er centreret omkring en forståelse af biblen som dels en tekst, med mange fortolkningsmuligheder dels et værk, der er skrevet i en anden historisk tid. Projektets modsatte opfattelse hænger sandsynligvis sammen med dets informanter. Som tidligere nævnt var samtlige af disse, på nær én, i tyverne eller starten af tredverne. Jeg mener, i lyset af mit materiale, at denne aldersgruppe er karakteriseret ved, at de forholder sig mere kritisk til ideen om absolutte sandheder og således også er mere tilbøjelige til at afvise forestillingen om én sand bibellæsning.

 

For yderligere at understrege dette kan den bogstavelige læsning af biblen, eller det som jeg snarere vil betegne den alternative version, ligeledes ses som konsekvensen af en særlig måde at forholde sig til sin tro på. De tre af mine informanter, der ønskede at læse Bibelen som en historisk kerne, der kunne læses bogstaveligt, var ligeledes de eneste, der syntes optaget af Dommedag. Niels brugte således længere tid på at beskrive, hvordan fortabelsesaspektet spillede en rolle i hans tro:”Altså der kan anfægtelsen godt sommetider komme. Hvis Kristus møder mig nu, får jeg så det røde kort eller tages jeg ind i varmen. Den anfægtelse kan jeg sommetider godt have som en sitren”.  Johanne vægtede betydningen af synd, tilgivelse, fortabelse og frelse[19] mens Mette påpegede regnskabets time. Det anes således at dem, der har den tekstnære og historiske læsning orienterer deres tro i forhold til ønsket om det evige liv med Gud. Dem, der fokuserer på budskabet og essensen af biblen bruger ikke disse begreber i talen om deres tro og synes mere optaget af, hvordan biblens budskaber relaterer til deres hverdag. Anvendelsen af bestemte sproglige termer og måden at tale om tro på karakteriserer Rubow som hverdagsteologiens kommunikative aspekt (2000: 33f). Dette er en sammensmeltning af talen om tro, fagteologi, offentlig debat og den personlige samtale. Ifølge Rubow er der en betydelig grad af tøven i forhold til at bruge de ord, der er forbundet med den kristne bekendelse såsom synd, fortabelse og evigt liv. Hun forklarer, at dette er ord med en særlig markør, der blandt andet henviser til fagteologi eller ”til den gruppe af mennesker, som ligger tættest på at realisere en prototypisk version af religion” (2000:33). Således kan man betragte de mennesker, der ønsker den historiske og bogstavelige læsning af biblen. Deres tro syntes orienteret mod forestillingen om fortabelse og frelse, eller hvad der kan karakteriseres som ønsket om at realisere kristendommens prototypiske version[20].

 

Til indholdsfortegnelse

 

5.3 Tvivl og tro

Som det fremgår af den indledende episode fra aftenskolekurset fylder tvivl en betydelig del i talen om tro. I det hverdagsteologiske felt af mangfoldige og divergerende stemmer syntes tvivlen således at være et gennemgående tema.  I samtlige interviews blev tvivlen således understreget som et afgørende aspekt af troen, fordi tvivlen på mange måder former troens karakter. Med tvivlen tager man ikke troen for givet, men gennem nysgerrighed og anfægtelser holder man troen i live ved at opsøge, undersøge og opklare, hvad det egentlig er man tror på.

”Tvivl er jo meget.. for mig er det meget, at man ikke tør give helt slip på sin tro. Eller at troen flytter sig og man bliver bange fordi, det man troede var fast, det er ikke så fast alligevel og så er man lidt ud på dybt vand med bind for øjnene og hvad så. Man vakler. Og den vaklen, det er den, der er dynamisk, fordi man er altid på et nyt sted hen. Det er det, der gør den dynamisk. Den er meget levende, meget levende”

 

Som Maria understreger i citatet ovenfor er tvivlen vigtig, fordi den gør troen dynamisk. Troen står ikke stille og tages ikke for givet men bliver derimod gransket og overvejet. Tvivlen er således en proces, hvor den troende altid er på vej et nyt sted hen. Christian beskriver sin tvivl således:”I bund og grund så får jeg mere tillid til Gud jo mere villig jeg er til at give slip på ham og ikke vil eje ham. At give slip på sikkerheden. Man er egentlig ikke særlig tillidsfuld når man bare vil have, at en tro skal være der for at sikre én”. For Christian er tvivlen vigtig, fordi den sparker de krykker væk under ham, som giver ham en følelse af falsk tryghed. Tvivlen giver ham i stedet mod til at give slip på Gud som en konkret størrelse, han kan eje. Med tvivlen får han mere tillid til Gud, netop fordi troen ikke bare er der, men hele tiden er under udvikling, hele tiden ændrer sig.

 

Tro er med andre ord ikke et begreb, der umiddelbart kan indfanges. Tro udgøres af komplekse forhold og forståelser. Jeg har med ovenstående forsøgt at belyse et udsnit af denne kompleksitet. Jeg har således ønsket at vise, at kategorierne er flydende i forhold til, hvornår man er ”rigtig troende”, illustreret at der findes blandede opfattelser af, hvordan biblen skal forstås samt betragtet, hvordan troen og tvivlen bevæger sig i et dynamisk forhold til hinanden.

 

Til indholdsfortegnelse

 

6. Afrunding

Forholdet til tro i det folkekirkelige felt er et uordnet virvar af forskellige forståelser og betragtninger. Med ovenstående har jeg forsøgt at skitsere nogle af de mønstre, der kan anes gennem samtaler og meningsudvekslinger om troens forhold såvel som de metodiske overvejelser og teknikker som min kvalitative færd gennem troens felt har ført med sig. I relation til dette og i lyset af rapportens endelige konklusioner er det relevant at overveje, om analysen kunne være blevet yderligere nuanceret gennem en bredere informantudvælgelse. På trods af mit indledende ønske om en stor spredning i måder at opleve troen på er rapporten endt med at beskrive forholdet til tro blandt en forholdsvis lille aldersgruppe med en vis uligevægt i forhold til deltagere med en fagteologisk baggrund. Inden for opgavens tidsramme har det imidlertid ikke været muligt at ændre på dette forhold. I stedet har jeg måtte konkludere, at den kvalitative forskning er en yderst kompleks proces, hvor nye opdagelser og erfaringer kontinuerligt ændrer på processens gang. Af samme grund har det ikke i denne rapport været muligt at nå omkring alle de aspekter, der har udgjort undersøgelsens samlede forløb og resultater. Ovenstående har i stedet gengivet de mest centrale oplevelser og refleksioner fra en forunderlig feltrejse gennem troens mangfoldige dimensioner og sammensætninger.

Til indholdsfortegnelse

 

7. Litteratur

 

Augé, Marc

1995.Non-Places. Introduction to an Anthropology of Supermodernity. London. Verso

 

Bernhard, H. Russel

1994. ”Unstructured and Semistructured Interviewing” in Research Methods in Anthropology, Second Ed., Sage, pp. 208-236

 

Hammersley, M and Atkinson, P

1995. Kap 8 ”The proces of analysis”, kap 10  ”Ethics” in Ethnography. Principles in practice. New York. Routledge

 

Haraway, Donna

1998. “Situated Knowledges: The science Question in Feminism and the privilege of Partial Perspective” in Simians, Cyborgs and Women. Pp. 183-201. New York: Routledge.

 

Kleinman, S. and Copp, M.A

1998. Emotions and fieldwork. Qualitative research methods series, vol. 28. USA. Sage

 

Otto, Ton

1997. ”Informed participation and participating informants” in Canberra Anthropology vol. 20. issue 1&2. pp 96-108

 

Rubow, Cecilie

2000. Hverdagens teologi. Folkereligiøsitet i danske verdener. Forlaget ANIS, København

 

Schensul, Jean J

1999. ”Focused Group Interviews” in Scensul et al. Enhanced Ethnographic Methods, London, Sage pp. 51-114

 

Stensgaard, Pernille

2001a. ”Den skjulte tro” in Weekendavisen 17-23 august 2001

2001b. ”Miraklernes tid er forbi” in Weekendavisen 31. august – 6. september 2001