Klik her for
at komme tilbage til forsiden
Kommentarer og spørgsmål bedes sendt til Peter Sig Kristensen / psig@worldonline.dk
TITEL
Politisk kultur i Socialdemokratiet - et etnografisk feltarbejde om aktive medlemmers motivationer, roller og indflydelse i en "gammel social bevægelse".
INDHOLD
´Gamle sociale
bevægelser´ i samtiden
Individet i sen-/postmoderniteten
Demokratiets dynamik: konsensus eller
antagonisme
Adgang
til og valg af settings
Validitet og repræsentativitet
Formålet med feltarbejdet er at belyse de aktive medlemmers deltagelse i frivilligt politisk arbejde i lokale partiforeninger i Socialdemokratiet, Århus Amt. I den forbindelse vil det specifikt blive undersøgt, hvordan og hvorfor de aktive medlemmer engagerer sig, udfra hvilke opfattelser af egen rolle og med hvilken opfattelse af gennemslagskrat i forhold til politikformulering i og organisationsudvikling af partiet.
Konteksten for feltarbejdet er stadigt faldende medlemstal og dermed aktiv deltagelse i de ældste partiorganisationer i den vestlige verden, her altså specifikt i den ældste af slagsen i Danmark, Socialdemokratiet. I lyset af denne udvikling er det interessant at belyse, hvad de tilbageværende partimedlemmer i de gamle partier lægger i det politiske engagement. Hvorfor politisk aktiv i en "gammel social bevægelse", når de fleste andre har forladt engagementet i de gamle partier? Dette er det centrale spørgsmål, som feltarbejdet udfra belysning af de aktive medlemmers konkrete engagement og tanker herom vil søge at give svar på.
En gennemgang af konkrete debatter i de senere år i Socialdemokratiet, der har forholdt sig til problemstillingen med det faldende medlemstal, har inden selve feltarbejdets begyndelse ledt mig i retning af to mulige forklaringer på flugten fra partiet, som går på, hvad man i partiet internt kan gøre for at forholde sig til dette[i]. Den ene interne forklaring i partiet går på, at tilbagegangen er udtryk for et forældet indhold i partiets politikker, hvorfor en fornyelse af socialdemokratismen er nødvendig. Den anden opfattelse går på, at en forældet politisk organisation af det politiske arbejde i partiet, er hovedårsagen, hvorfor en fornyelse af partistrukturen er på sin plads.
Inspireret af denne konkrete debat internt i det udvalgte parti blandt medlemmerne vil feltarbejdet teoretisk beskæftige sig med to tilgange inden for politologien/sociologien, som netop sætter fokus på sen-/postmodernitetens individs tilgang til politik i forhold til henholdsvis politikkens indhold og politikkens organisation. Hermed vil det empiriske niveau, debatten i partiet om partiet, blive koblet med det teoretiske niveau, debatten i politologien/sociologien om samtidens politiske engagement, i feltarbejdet.
På den ene side drejer det sig om en tilgang, i feltarbejdet repræsenteret ved Anthony Giddens (Giddens 1990, 1994, 1997, 1998) , som kan forklare faldet i aktiv deltagelse i de gamle partier i den vestlige verden med, at de politiske ideologier, som var baggrunden for dannelsen af partierne og som stadig er de gamle partiers fundament, ikke er i overensstemmelse med det senmoderne refleksive individs tilgang til tilværelsen. Individet i senmoderniteten identificerer sig således i første omgang med eget livsprojekt og danner sin livspolitik i forhold til dette, og ikke i forhold til en altomfattende politisk ideologi, som i sin generalitet synes at levne et for lille rum for det enkelte individs udfoldelse. Denne tilgang anviser samtidig en ny tilgang til politik efter ideologierne, hinsides den traditionelle højre-venstre akse, en tilgang som med udspring i hvad Giddens kalder "den radikale midte" medierer mellem markedets frihed og det sociale ansvar. Altså et nyt politisk indhold i partiernes programmer i tråd med et nyt refleksivt individ.
Den anden tilgang, her især repræsenteret ved Chantal Mouffe og Ernesto Laclau (Laclau og Mouffe 1985, Mouffe (ed.) 1992, Mouffe 1993, Laclau (ed.) 1994, Mouffe 2000, men også Touraine 1997), betragter de gamle partier som modsætning til nye sociale bevægelser, opstået i de senere årtier, som handler politisk udenfor partiernes traditionelle hjemmebane, det parlamentariske system. Tilgangen ser i nye sociale bevægelser en mulighed for individet i postmoderniteten[ii] for at udtrykke en anderledes opfattelse af politik og betragter denne muligheds tilstedeværelse som et oprør mod de gamle politiske partier og bevægelsers organisation af det politiske arbejde. Tilgangen ser ikke højre-venstre aksen som utidssvarende, snarere tværtimod, men i stedet de gamle sociale bevægelsers store afstand mellem top og bund i den politiske organisation, og dermed afstanden mellem politisk elite og befolkning, som en forklaring på, hvorfor de gamle partier har mistet en stor del af fodfæstet i den brede del af befolkningen. Vejen frem for Laclau og Mouffe er således det "radikale demokrati", hvor demokratiet skal bredes ud til alle dele af samfundet og hverdagslivet, for derved at eliminere denne afstand.
Francis Fukuyamas konstatering af, at de politiske ideologier med Murens fald og den kommunistiske bloks afvikling for altid var begravede, og at kombinationen af demokratiet og markedsøkonomien nu for evighed er politikkens eneste legitime fundament, vil udgøre feltarbejdets år nul empirisk (Fukuyama 1992). En samtid uden en umiddelbart synlig kamp mellem to eller flere modstridende politiske systemer er altså kulissen.
Denne afgrænsning til trods for, at konteksten for feltarbejdet, den faldende aktive deltagelse fra befolkningerne i den vestlige verden i de gamle partier, ikke er en udvikling, som kan afgrænses udelukkende til det seneste årti. Partiernes medlemstal har således været faldende, forskelligt fra land til land, gennem de seneste tre til fire årtier, i takt med velfærdssamfunds og -staters opbygning og udbygning, og dermed et markant velstandsløft generelt for befolkningerne i den vestlige verden[iii] (Mair og Smith 1990, Mair og Katz 1992).
Tidshorisonten for feltarbejdet er altså relativ kort, og det samme gælder den geografiske horisont. Feltarbejdet vil udelukkende beskæftige sig med den skitserede udvikling i en dansk kontekst, og med Socialdemokratiet i Danmarks udvikling i primært de seneste fem år som eneste empiriske eksempel. Socialdemokratiet i Danmark kan også synes oplagt som empirisk eksempel. Her fornægter tendensen til faldende medlemstal sig ikke. Partiet havde i 1960 cirka 260.000 medlemmer, mens det i 1995 havde omkring en fjerdedel, lidt over 60.000 medlemmer (Bille 1998:254)[iv]. Samtidig hermed er den procentsats (organisationsprocenten), som fortæller om forholdet mellem antallet af medlemmer i og vælgere af partiet faldet, således at der i 1995 var 6 medlemmer for hver 100 vælgere, mens dette tal i 1960 var 25 (Bille 1998:73). Vælgertallet for Socialdemokratiet har med andre ord i perioden været nogenlunde stabilt, og det politiske engagement i partiet fra den brede befolkning kan siges at være flyttet fra girokortet til stemmesedlen.
Denne skitserede udvikling i forhold til Socialdemokratiet er en generel udvikling i danskernes politiske engagement, men medlemsnedgangen i de gamle politiske partier er ikke udtryk for nogen markant udvikling mod generel politisk apati. Befolkningen deltager stadig i høj grad ved stemmeurnerne, mens det frivillige engagement er flyttet til andre politiske udtryksformer, først og fremmest græsrods- og enkeltsagsbevægelser og yngre politiske partier (se især Medborgerundersøgelsen, Andersen m.fl. 1993 og 1994, men også Andersen 1996 og Bang og Sørensen 1997).
Som nævnt indledningsvis vil feltarbejdet udelukkende forholde sig til de for det gamle partis "interne" grunde til og forklaringer på den faldende politiske deltagelse. Det vil sige, at fokus er på, hvad de politisk engagerede i partiet selv har mulighed for at forholde sig til aktivt, eventuelt ændre på[v]. Således har der internt i Socialdemokratiet de senere år været en livlig debat, som kan tilskrives det tab af interesse for partiet, som medlemstilbagegangen er et udtryk for.
Denne debat er som nævnt indledningsvis foregået på to niveauer, som en debat om indholdet i partiets politik, og som en debat om partiets organisation (Callesen m.fl. (red.) 1996:94ff). Ser vi på indholdsdiskussionen først, tager feltarbejdet empirisk udgangspunkt i tre yngre socialdemokraters politiske udspil fra 1994 (Christensen m.fl. 1994), hvor de revser partiet for at være forstenet i forældede politiske ideologier, uden at have erkendt konsekvenserne af en ny tid, hvor individet ønsker autonomi fra statens formynderi. Hermed var "fornyerne" som gruppe i partiet født. Udspillet vakte i sin kritik af partiet naturligt nok en del postyr, men fornyerne fik først sit egentlige gennembrud i partiet, da de sammen med en række ledende socialdemokrater tog behovet for politisk fornyelse op i det til partiet tilknyttede dagblad Aktuelt (Aktuelt 10/02/1996). Heri taler fornyerne om et opgør med velfærdsstaten (ikke at forveksle med velfærdssamfundet) og slår til lyd for en anderledes fordeling af opgaver mellem staten, markedet og civilsamfundet under overskriften "humanistisk socialisme", som til forskel fra den demokratiske socialisme endeligt forkaster socialismens økonomiske doktrin om statslig styring og lønmodtagernes overtagelse af samfundets produktionsmidler. Reaktionen fra andre ledende socialdemokrater var ikke sen. En måned senere (Aktuelt 14/03/1996) forsvarer de, benævnt "traditionalisterne", den oprindelige socialdemokratiske ide om fællesskabets styring af samfundet og moderniserer samtidig socialismens kapitalismekritik set i lyset af markedsøkonomiens hærgen i slutningen af det tyvende århundrede.
I forhold til debatten om organisationsopbygningen af partiet tager feltarbejdet også afsæt i en gruppe yngre socialdemokraters oplæg til debat (Christiansen m.fl. 1995). Heri taler forfatterne om behovet for at fremme debatkulturen internt i partiet gennem øget inddragelse af medlemmerne, og resten af befolkningen, i politikformuleringen, samt gennem en "reel" og ikke formel demokratisering af partiet. Denne gruppe af organisatoriske "fornyere" satte med oplægget en debat i gang, hvor der også er "traditionalister" til stede, som forsvarer den nuværende organisationsopbygning som værende den mest demokratiske. Målet var og er her, for begge grupper, at gøre Socialdemokratiet organisatorisk moden til at bære det tilnavn, som partiet selv har givet sig selv, som "Danmarks største politiske værksted".
Adskillelsen i
feltarbejdet mellem fornyelse og traditionalisme i Socialdemokratiet forstået
henholdsvis politisk indholdsmæssigt og politisk organisatorisk er, skal her
nævnes, vanskelig på flere niveauer. Den mest vægtige grund til dette er, at
indhold og organisation er to sider af samme sag, hvad også gør, at Giddens og
Laclau og Mouffe taler om det samme, selvom de som nævnt har forskellige
tilgange. Adskillelsen vil dog blive opretholdt, først og fremmest af
analytiske årsager, i feltarbejdet.
Et etnografisk feltarbejde af politisk kultur i en "gammel social bevægelse", og i en empirisk kontekst som den beskrevne, må teoretisk forholde sig til de følgende overordnede temaer:
Der findes i antropologien ikke megen hverken teoretisk eller empirisk litteratur om studiet af ældre partier og bevægelser i den vestlige verden[vi]. Antropologien har beskæftiget sig med politik, men ikke i forhold til "gamle sociale bevægelser", som er feltarbejdets fokus.
Antropologiens engagement i studiet af politik har i stedet koncentreret sig om følgende to overordnede forskningsområder: 1) studiet af, hvordan symbolsk magt udøves og fordeles, inspireret af Michel Foucaults magt- og diskursbegreber og 2) studiet af "nye sociale bevægelser" (etniske bevægelser, kvinde- og miljøbevægelser f.eks.) som fænomen i især ikke-vestlige lande (se f.eks. Vincent 1990, Gledhill 1994, Wright 1995 og Shore & Wright 1997).
Det bliver således ikke antropologisk teoretisk litteratur om politik, som bliver omdrejningspunktet for feltarbejdet. I stedet vil jeg tage udgangspunkt i teoretiske debatter fra politologien og sociologien, og det antropologisk særegne ved feltarbejdet bliver således metodisk fornyelse i forhold til andre videnskabelige discipliners studie af politik, som nærmere beskrevet senere i projektbeskrivelsen (afsnittet "Metode")[vii].
Dog, når jeg I den teoretiske litteratur om "gamle sociale bevægelser" fra andre samfundsvidenskaber er stødt ind i begrebet "politisk kultur" (Thompson m.fl. 1990, Jensen 1990, Andersen 1993, Andersen m.fl. 1993 og 1994 og Andersen 1996), kan antropologien ikke synes langt væk. Dette kulturbegreb ligger dog meget tæt op af et meget traditionelt kulturbegreb indenfor antropologien, idet det fremhæver overensstemmelse mellem en gruppe individers normer, værdier og handlemåder og ser den politiske kultur som fremmende legitimitet og enighed i et samfund. Ligeledes bruges begrebet typisk til at betegne en hel nations befolknings tilgang til politik (se f.eks. definition i Andersen 1996:46).
I feltarbejdet vil jeg afdække dette begrebs indhold og forholde det til et antropologisk kulturbegreb, repræsenteret ved Pierre Bourdieus begrebsunivers, som fremhæver individets muligheder og begrænsninger i forhold til kollektiviteten (habitus-begrebet), kampen om adgangen til at bestemme kulturens indhold (doxa/heterodoxy/orthodoxy) og den ulige fordeling af ressourcer i denne kamp (symbolsk kapital) (Bourdieu 1977 og 1984). Ligeledes vil jeg her forholde begrebet om "politisk kultur" til den litteratur om organisationskultur, som de senere år er skudt frem indenfor antropologien, for at sammenligne med organisationsantropologiens analyseapparat (Wright (ed.) 1994)
En omfattende forskning i "nye sociale bevægelser" indenfor antropologien som i andre samfundsfaglige videnskaber (eksempelvis i Dalton og Kuechler 1990) har ikke forholdt sig på anden måde end med indforstået modvilje til de politiske bevægelser, som i sagens natur må ligge før de "nye" i tid, og har dermed heller ikke givet bud på disse bevægelsers plads i samtiden.
I feltarbejdet vil jeg forsøgsvis anvende termen "gamle sociale bevægelser" til at benævne disse bevægelser, som et gammelt masseparti som Socialdemokratiet i Danmark er en del af, og specifikt se på de gamle partiers ageren og rolle i en sen-/postmoderne samtid (Panitch og Leyes 1997 og Krogh 1998). For hvis det, som Giddens og Laclau og Mouffe siger det, forholder sig sådan, at de "gamle sociale bevægelser" har mistet deres traditionelle rolle, trængt af et refleksivt individs nye politiske behov eller nye sociale bevægelsers anderledes organisering af det politiske arbejde, må der, set fra de "gamle sociale bevægelsers" perspektiv, være opstået et tomrum, som de, hvis de vil beholde en indflydelse på udformningen af "det gode samfund", må udfylde på en ny måde.
Grundlæggende er feltarbejdet et indblik i og et bidrag til en nutidig debat omkring forholdet mellem individ og kollektivitet i en vestlig kontekst, belyst ved det politiske aktive individ i et parti. De to førnævnte teoretiske tilgange opererer med hver deres indstilling til forholdet mellem individet og kollektiviteten i nutidens vestlige samfund[viii].
Anthony Giddens taler således om det "refleksive" individ i senmoderniteten. Det "refleksive" individ forholder sig hele tiden aktivt til sin egen tilværelse, ser den som en lang række af valg, som skal træffes på baggrund af tilgængelig viden om valgenes konsekvenser, i øvrigt en viden, som bestandig forandrer sig. Et sådant individ vil ikke bekende sig til traditionel såkaldt "emancipatorisk politik" som i de gamle politiske ideologier (radikalisme, liberalisme og konservativisme), men i stedet søge "livspolitikken", hvor det personlige altid er udgangspunktet for det politiske (se især Giddens 1997).
Ernesto Laclau og Chantal Mouffe tager som nævnt udgangspunkt i et individ, som ikke har opgivet politiske projekter, der sigter på at tage ansvar for kollektiviteten. De ser et individ, som placerer sit engagement i de nye sociale bevægelser frem for "gamle sociale bevægelser", for derved at indgå i en anderledes struktur for og tilgang til politikken (se f.eks. Laclau og Mouffe 1985:159ff og Mouffe (ed) 1992). Individet har altså ikke opgivet fællesskabet til fordel for individualismen, men vil i stedet gennem deltagelse i de nye sociale bevægelser opbygge en alternativ diskurs til den gældende politiske diskurs, som kommer til udtryk i partier og andre "gamle sociale bevægelsers" arbejde.
Der
er i de to tilgange desuden divergerende bud på, hvad det er der giver
demokratiet dynamik i politik i samtiden, og om dette har ændret sig i forhold
til tidligere. Begge tilgange giver højre-venstre aksen æren for dynamikken
tidligere, men ser forskelligt på, om dette stadig forholder sig sådan.
I sin afvisning af højre-venstre aksen som den grundlæggende kraft bag demokratiets dynamik anfører Giddens diskontinuitet med tidligere tider. Han ser ønsket om konsensus, eller risikominimering, som kommer til udtryk i det refleksive individs strategier i sammensætningen af personlig livspolitik, som konteksten for politisk ageren i samtiden. Væk er modsætninger mellem forskellige grupper i samfundet, fremtiden er et "radikalt midte", hvorfra ideer til ny politik i senmoderniteten udgår (se især Giddens 1994)
For Laclau og Mouffe er antagonismen, de modstridende interesser i samfundets forskellige grupper, stadig det element, der giver politikken dynamik (se især Mouffe 2000). Heri ligger kimen til hele tiden at forny den politiske debat, idet krisen, som opstår i kampen mellem forskellige politiske interesser og diskurser, er garantien for et stadigt engagement fra det postmoderne individ i arbejdet med at forme fremtidens "radikale demokrati".
Følgende spørgsmål vil, i henhold til den skitserede empiriske og teoretiske baggrund for feltarbejdet, være centrale i undersøgelsen af det politiske engagement blandt aktive medlemmer i syv partiforeninger i Socialdemokratiet, Århus Amt:
1. Hvordan er partiforeningerne organiseret I partiet?, herunder:
- hvilke organisatoriske niveauer er repræsenteret i partiforeningen?
- hvordan er relationerne mellem de forskellige organisatoriske niveauer?
2. Hvordan forløber den politiske dagligdag i en partiforening?, herunder:
- hvilke aktiviteter i forhold til medlemmerne afholdes?
- er alle aktiviteter i partiforeningen åbne for alle medlemmer?
- hvordan er balancen mellem traditions- eller vedtægtsbundne aktiviteter (eksempelvis bestyrelsesmøder, 1. maj og generalforsamlinger) og mere spontane aktiviteter (f.eks. aktuelle politiske møder og gadeaktiviteter)
3. Hvorfor er det aktive medlem engageret i partiforeningens arbejde?, herunder:
- hvad er aktive medlems motivation(er) til at deltage i partiforeningens arbejde?
- hvor stor en del af det aktive medlems tilværelse fylder det politiske engagement?
- hvilke(n) rolle(r) udfylder det aktive medlem i partiet ifølge egen opfattelse, og har dette ændret sig i medlemmets periode som aktiv?
4. Hvilken gennemslagskraft oplever det aktive medlem at have i forhold til partiets politikformulering?, herunder:
- hvilke(n) viden, erfaring(er) og visioner har det aktive medlem med i forhold til at indgå i formuleringen af partiets politikker?
- oplever det aktive medlem at være aktiv medspiller i forhold til formuleringen af partiets politikker?, hvordan/hvordan ikke?
- hvordan kunne denne gennemslagskraft evt. ændres?
5. Hvordan opfatter det aktive medlem organisationen i partiet?, herunder:
- i forhold til det aktive medlems opfattelse af egen rolle(r), er organisationen så medvirkende eller hæmmende i udfyldelsen af rollen/rollerne?
- hvad er styrkerne og svaghederne ved den nuværende organisatoriske opbygning?
- hvilke er det aktive medlems visioner for organisationsopbygningen af partiet?
På tidspunktet for udarbejdelsen af denne projektbeskrivelse er adgangen til og valget af feltarbejdets partiforeninger allerede foretaget, ligesom en klar aftale om forudsætningerne for samarbejdet med partiet er indgået.
Da den relevante adgangsvej til undersøgelsen i partiforeningerne først var identificeret, var adgangen relativ enkel. Mit oplæg til feltarbejdet var i overensstemmelse med et behov i partiet for at få sat de aktive medlemmers opfattelser af roller og gennemslagskraft i fokus, hvorfor feltarbejdet også har taget karakter af udpræget samarbejde, et såkaldt "facilitative relationship" (Hammersley and Atkinson 1995:74ff).
Udvalget af de syv partiforeninger i feltarbejdet[ix] er sket som et resultat af dette samarbejde på den måde, at jeg fremlagde udvælgelseskriterierne udfra et ønske om at opnå repræsentativitet på amtsligt plan, hvorefter min umiddelbare samarbejdspartner, amtsformanden for partiet, i henhold til kriterierne forestod den første direkte kontakt til partiforeningerne. Herefter er kontakten mellem partiforeningerne og jeg foregået direkte. Der er altså tale om et feltarbejde, som har karakter af "anvendt" eller måske ligefrem "participatorisk" antropologi (Fluehr-Lobban 1991:15ff, Greenwood 1998), hvilket var og er en betingelse for adgangen til partiforeningerne.
Som nævnt flere gange tidligere er de metodiske styrker fra etnografien det, der i dette tilfælde overhovedet gør feltarbejdet relevant. Feltarbejdet er en kombination af etnografisk kvalitativ metode og politologiske/sociologiske teorier, og formålet i den henseende er med de valgte metoder at foretage en art "checks and balances" på validiteten af teorierne på området ved at "popularisere" teorierne i dialog med de aktive medlemmer, så en emisk tilgang til studiet af "gamle sociale bevægelser" opnås (Wolcott 1995:159ff).
De tre centrale dataindsamlingsmetoder i feltarbejdet bliver således
1.
Deltagerobservation
I perioden for feltarbejdet vil jeg deltage i møder og andre aktiviteter i de udvalgte partiforeninger, med det formål at få indblik i dagligdagen, som den forløber i de forskellige foreninger. Hermed opnås en viden om og erfaring med partiforeningens aktiviteter, som ikke opnås ved kvantitative metoder, som for eksempel ofte anvendte spørgeskemaundersøgelser i undersøgelser af politisk engagement (Wolcott 1995:87ff). I forbindelse med de nedennævnte interviews vil jeg endvidere forsøge at få svar på, om der foregår noget i partiforeningerne udenfor de planlagte og offentlige aktiviteter. Dette vil jeg gøre for at undersøge, om det her forholder sig på samme måde, som Anne Mette Nielsen beskriver det for ungsocialister i Berlin, at meget af samværet mellem de politiske engagerede foregår udenfor selve partiforeningernes aktiviteter (Nielsen 1999)
Det er ambitionen at følge de udvalgte partiforeninger gennem en tre måneders periode, og omfanget af aktiviteter, hvori jeg deltager, vil være på i alt to til fire aktiviteter per partiforening.
2.
Kvalitativt
interview
Med de konkrete erfaringer fra deltagerobservationerne vil der være opbygget et fundament af genkendelighed mellem udvalgte aktive medlemmer til interviews og jeg, som kan gøre det kvalitative interview til netop et "interview" i ordets bogstaveligste forstand (Kvale 1994).
Feltarbejdet vil indeholde op til femogtyve semi-strukturede interviews med i alt omkring tyve aktive medlemmer fra alle udvalgte partiforeninger[x], og de udvalgte til interviews vil blive udvalgt i et samarbejde mellem foreningernes bestyrelser og jeg, men udfra mine kriterier for udvælgelsen. Enkelte af disse interviews vil være anden runde interviews, hvor jeg vil fokusere på enkelte medlemmer specifikt, for at få et dybdekendskab til disse enkelte personer forvaltning af engagementet.
3.
Fokusgrupper
Før feltarbejdets afslutning, og efter indledende gennemgang af data fra deltagerobservation og interviews, vil en foreløbig analyse af materialet blive forelagt de aktive medlemmer i hver af de udvalgte partiforeninger i form af fokusgrupper (Kvale 1994:79,102, Greenwood 1998).
Anvendelsen af denne metode er igen en konsekvens af ønsket om at gøre feltarbejdet så participatorisk som muligt. Gennem fokusgrupperne opnår jeg at give de aktive medlemmer endnu en mulighed for at øve indflydelse på nøjagtigheden af den analyse, som feltarbejdet vil generere. Metoden vil med andre ord give feltarbejdet en ekstra omgang rundt i forskningscyklussen (Marshall og Rossmann 1995:17ff).
Det stærke element af samarbejde og dialog med "den anden", som det skitserede feltarbejde indeholder, vil givet gøre den analyse af politisk kultur i Socialdemokratiet, som feltarbejdet er, til en i højere grad valid analyse i forhold til en lignende analyse foretaget med udelukkende kvantitative dataindsamlingsmetoder. Den dialogiske tilgang samt det forhold, at feltarbejdet foregår i eget samfund, vil formindske afstanden mellem forskningens objekt, det aktive partimedlem, og forskningens subjekt, jeg som forsker, og dermed også naturligt begrænse invaliditeten af analysen (Gullestad m.fl. 1999).
Med hensyn til øvelsen at generalisere fra deltagerobservation, interviews og fokusgruppeinterviews i de syv partiforeninger til en analyse, der kan sige noget troværdigt om politisk kultur i hele det udvalgte amt, og måske endda om politisk kultur generelt i Socialdemokratiet, gør det samme sig gældende. Herudover kan det diskuteres, om et feltarbejde med et så empirisk og anvendt tilsnit som det skitserede (hvis overhovedet noget etnografisk feltarbejde) overhovedet bør forholdes validitets- og reliabilitetskriterier hentet fra naturvidenskaberne (Wolcott 1995:167ff)[xi].
Feltarbejdet forløber fra oktober 2000 til april 2001
Oktober 2000: Kontakt til Socialdemokratiet.
Forhandling af retningslinier for adgang.
Udvælgelse af partiforeninger.
November 2000 - Januar 2001: Deltagerobservation i de udvalgte partiforeninger.
Udarbejdelse af interviewguide og udvalg af aktive medlemmer til interviews.
Februar 2001: Interviews og transskription.
Marts 2001: Udarbejdelse af foreløbig analyse af indsamlede data. til brug i fokusgrupper.
Præsentation af analyse i fokusgrupper.
April 2001: Udarbejdelse af endelig analyse.
Afrapportering til Socialdemokratiet.
[i] De seneste fem årgange af
medlemsbladet Socialdemokraten samt avisartikler om Socialdemokratiet fra de
seneste tre år fra fem aviser (Aktuelt, Berlingske Tidende, Information,
Jyllands-Posten og Politiken) dannede basis for denne gennemgang af debatterne
i partiet.
[ii] Som den opmærksomme læser
har bemærket, benytter Giddens og Laclau og Mouffe forskellige benævnelser af
(det vestlige) samfund af i dag, henholdsvis sen- og postmoderniteten. I denne
tidligere fase af feltarbejdet vil jeg det føre for vidt at komme nærmere ind
på forskellen mellem de to benævnelser, og jeg må derfor henvise til den
afsluttende feltrapport.
[iii] Det er ikke tilfældigt, at faldet
i aktiv deltagelse her nævnes parallelt med op- og udbygningen af
velfærdssamfundet i den vestlige verden. Der er givet en sammenhæng, som jeg
dog ikke vil beskæftige mig med andet end overfladisk i feltarbejdet. Men en
tid, hvor kampen mellem politiske ideer om udformningen af et velfærdssamfund
er voldsom, er givet en bedre gødet jord for politisk deltagelse end en tid,
hvor velfærden for den store del af befolkningen synes sikret.
[iv] Dette tal er faldet til i
dag omkring 52.000 medlemmer (Aktuelt 02/09/2000). Dermed er faldet bare i
halvfemserne på omkring 33%, fra omkring 75.000 medlemmer til det nuværende
niveau. Tendensen er i øvrigt stort set den samme i de andre gamle politiske
partier fra 1960-95 (Venstre fra omkring 190.000 til 80.000, Det Konservative
Folkeparti fra omkring 110.000 til 30.000 medlemmer, Det Radikale Venstre fra
35.000 til godt 5.000 medlemmer). Sammenligner man medlemsudviklingen i de fire
gamle partier med udviklingen i resten af partierne, er faldet for de
førstnævnte samlet omkring 70%, mens der for de øvrige partier er tale om en
markant stigning fra under 5.000 til omkring 40.000 medlemmer (Bille
1998:254ff). En interessant udvikling, som jeg dog heller ikke vil se nærmere
på i feltarbejdet.
[v] Udover det allerede nævnte
sammenfald mellem velfærdssamfundets op- og udbygning og den faldende politiske
deltagelse skal her kun nævnes en anden mulig "ekstern" grund til
faldet. Om dette er generelt for hele den vestlige verden er jeg ikke klar
over. I Danmark er det dog gældende, at der er sket en kraftig stigning i
statsstøtten til de politiske partier i de senere årtier, en udvikling som kan
tænkes at have betydet en mindre grad af økonomisk afhængighed af medlemmers
økonomiske bidrag og dermed et mindre incitament til medlemshvervning og -pleje
(Bille 1998).
[vi]
En gennemgang af
indholdsfortegnelser for de sidste fem årgange af fire antropologiske
tidsskrifter (American Ethnologist, Current Anthropology, Critique of
Anthropology og Dialectical Anthropology) og en intensiv bibliotekssøgning gav
således ingen henvisninger overhovedet til antropologiske/etnografiske studier
på dette område. En undtagelse er dog etnografistuderende Anne-Mette Nielsens
feltarbejde blandt ungsocialdemokrater i Berlin, som jeg vil komme tilbage til
(se note 8 og afsnittet "Metode")
[vii] De samme overvejelser om
antropologiens tilgang til studiet af "gamle sociale bevægelser"
gjorde stud.mag. Anne Mette Nielsen sig, da hun i 1998 studerede
ungsocialdemokrater i Berlin (Nielsen 1999).
[viii] Det ville også have været
legitimt og relevant at have konsulteret den kommunitaristiske gren af
samfundsdiagnostikken for tilgange til forholdet individ-kollektivitet i
samtiden. Det kunne være opnået ved at have udvalgt forfattere som Amitai Etzioni
(f.eks. "The Spirit of Community" fra 1994) eller Christopher Lasch
(f.eks. "The Revolt of the Elites" fra 1995), eller den danske
pendant hos Kresten Schultz Jørgensen (f.eks. "Det sidste menneske"
fra 1997). Det er dog ikke gjort, da denne gren er et skud på en primært
US-amerikansk stamme, som ikke har så stor empirisk relevans for mit
feltarbejde som en europæisk-anglofon (Giddens) og en europæisk-romansk (Laclau
og Mouffe). Desuden kan den kommunitaristiske tradition spores i Giddens´
arbejder, hvad jeg vil komme nærmere ind på, når pladsen tillader det, det vil
sige i feltrapporten.
[ix]
De syv partiforeninger
svarer til lidt under en tiendedel af de samlede antal partiforeninger i amtet
(78), og organiserer omkring en ottendedel af amtets i alt 6383 medlemmer pr.
november 2000. Amtets medlemmer udgør cirka en ottendedel af det samlede
medlemstal i S på skønnet 50.000 på samme tidspunkt.
[x] De tyve medlemmer udgør
altså 0,3 % af medlemmerne i amtet. Hvis jeg som arbejdsdefinition definerer
"aktivt medlem" som en person, der i løbet af min tre måneders
periode i partiforeningerne har været til stede til et eller flere af
partiforeningens aktiviteter, vil jeg (udfra foreløbige mødedeltageler,
december 2000) skønne, at dette svarer til omkring 2 % af de aktive medlemmer i
alt i amtet, og omkring 12 % af de aktive i de udvalgte partiforeninger, da jeg
skønner "aktivprocenten" til 15 i hele amtet.
[xi] "Etnography is to social science as jazz is to music" (Agar i
Sanjek 1990:411). Med
det mener Agar, at de kvalitative metoder i etnografien forærer etnografens
data og analyse en slags "face value". Som god god jazz findes der
ingen opskrifter på god etnografi, det er et kunsthåndværk (Wolcott 1995).