1

Denne feltrapport er en fortælling om, hvad jeg foretog mig i felten, hvordan og hvorfor. Jeg har valgt på en gang at fortælle kronologisk og tematisk, hvilket lader læseren få en oplevelse af den tidslige udvikling men også på en overskuelig måde blive præsenteret for de temaer, jeg har beskæftiget mig med, og hvordan de har båret mine undersøgelser i forskellige retninger. Da den tidslige og den tematiske udvikling jo alt for ofte ikke følges ad, har denne dobbelte disposition naturligvis stillet mig overfor en del valg med hensyn til, hvor i rapporten visse ting burde placeres. Emner præsenteres så vidt muligt i sammenhæng med den tidslige periode, hvor jeg har beskæftiget mig mest med dem, enten ved at opnå oplysninger omkring dem eller ved at udvikle mine analytiske tanker og dermed mine videre spørgsmål omkring dem. Denne opbygning af rapporten betyder, at der findes en konstant afveksling mellem tematisk-analytiske og metodiske eller faktuelle beskrivelser. Læseren vil undervejs blive bekendt med nogle af feltarbejdets resultater i det omfang, de indgår i beskrivelsen af den analytiske proces, men en egentlig præsentation af data og konklusioner er ikke en målsætning for nærværende rapport. Oplysninger fra projektbeskrivelsen er kun gengivet i det omfang, jeg har fundet dem påkrævet for at rapporten skal være sammenhængende (projektbeskrivelsen er dog vedlagt som bilag 1).

I problemformuleringen arbejder jeg med de tre overskrifter ”Civilsamfundsbegrebet”, ”Staten og NGO[1]-sektoren” og ”Donor-modtager relationer”. De tre begreber hænger fortsat uløseligt sammen i forbindelse med dette feltarbejde, og emnerne vil ofte overlappe. Jeg har dog holdt mig til disse overskrifter, fordi de er et udtryk for, hvordan jeg har grebet undersøgelserne an, og fordi jeg mener rapporten er mere interessant for læseren, hvis problemstillingerne behandles tematisk.

Til indholdsfortegnelse

Feltarbejdets formål og udgangspunkt_______________________________

Feltarbejdet blev udført som et case studie af organisationen Civilfonden[2] i Budapest, Ungarn. Civilfonden er en NGO, som ifølge sit præsentationsmateriale arbejder for at fremme demokrati i Ungarn og det øvrige Central- og Østeuropa. Dette forekom mig at være en værdig mission og fra et socialantropologisk synspunkt yderst interessant, da der må siges at være tale om en aktiv indsats

for målrettet kulturændring. Et af organisationens store støtteområder er civilsamfundet: Ved at styrke det fremmer man også demokrati i følge logikken i præsentationsmaterialet. Begrebet civilsamfund har de seneste år tiltrukket sig min opmærksomhed, og organisationens fokus på civilsamfund som middel til opnåelse af demokrati vakte min interesse. I foråret 2000 valgte jeg som forberedelse til feltarbejdet at følge to undervisningsforløb på Institut for statskundskab i Århus for at opnå en teoretisk indgang til begreberne civilsamfund og demokrati. Med feltarbejdet ønskede jeg også at bruge de to fag sammen ved at forholde de etnografiske data, jeg nu har indsamlet, til politologiske teorier om demokratiseringsprocesser og betydningen af det, man vælger at kalde civilsamfund.

Civilsamfund som begreb er interessant, fordi det som mange andre begreber er vidt anvendt men ringe defineret. Man kunne også sige, at det er overdefineret, da der er skrevet en mængde litteratur om det, men de giver mange forskellige bud på, hvordan begrebet skal forstås og anvendes. Begrebet bruges ofte (f.eks. i Civilfondens materiale) instrumentalt som et middel til opnåelse af demokrati, men medmindre der er tale om akademiske tekster, er det sjældent defineret mere specifikt, og således er der heller ikke nogen forklaring på, hvorfor dette civilsamfund skulle være den sikre vej til demokrati. Jeg mener, det er af både akademisk og populær interesse at afdække, hvad støtteorganisationer som Civilfonden arbejder for i et samfund i transition. Støtten til NGOer er stadig en stor økonomi i Central og Østeuropa. Det syn, donor- og distributionsorganisationer har på civilsamfund og deres påvirkning af det, har betydning for, hvordan det ungarske samfund ser ud om ti og tyve år. De kriterier, støtten fordeles efter, er afgørende for, hvordan civilsamfundet udvikler sig. Det er kun logisk, at betydningen af civilsamfundet bliver formet af, hvad der gives penge til under denne etiket, og hvilke krav donoren stiller. Det er også logisk, at når man taler om en afgrænset definition af civilsamfund, så står sfærens kapacitet og karakteristika i samme afhængighedsforhold. Det vil f.eks. gøre en forskel, om der udelukkende støttes sportsorganisationer eller udelukkende medier i opposition til regeringen. Sportsorganisationer kan udmærket beskrives som civile og tilhørende civilsamfundet, og det kan oppositionsmedier også, men de peger i vidt forskellige retninger mht., hvad der er civilsamfundets rolle.

Begrebet demokrati er også et, man kan tolke i uendelige variationer, og som med civilsamfund mener de fleste mennesker, som anvender det, at de udmærket ved, hvad det betyder. Hvordan man forestiller sig at demokratiet skal se ud i praksis, hvordan ordet og ideologien skal fortolkes, det har en afgørende betydning for, hvordan idealet kan opnås og hænger således uløseligt sammen med hvilken indsats, man sætter ind med. Hvis demokrati er målet, og civilsamfundet er midlet, er det derfor vigtigt at afdække, hvad begge dækker over, hvis man vil gisne om, hvor udviklingen bærer hen. Derfor har jeg også undersøgt for fortolkninger af og forventninger til demokratiet. Jeg vil på længere sigt bruge data fra denne undersøgelse til at påvise, hvordan en given form for støtte af en given form for civilsamfund er determinerende for hvilken slags demokrati, der udvikles. Dette er både politisk og videnskabeligt relevant, da dybere viden om udviklingsprocesserne i et demokrati kan hjælpe til at forstå og videreudvikle den demokratiske samfundsmodel. I denne rapport vil der desværre kun blive plads til antydninger af de tendenser, jeg har fundet.

Civilfonden er naturligvis ikke den eneste aktør, som støtter civilsamfund og demokrati i Ungarn og definerer således ikke alene, hvad der sker på dette område. Når jeg vælger at fokusere på denne ene organisation, er det for i den etnografiske ånd at opnå et dybdegående kendskab til de processer og forhold, der gør sig gældende i organisationens arbejde. Dette vil sætte mig i stand til at forstå, hvad der ligger til grund for dens målsætninger og aktiviteter for dermed at sige noget om, hvor forestillingerne om civilsamfund og demokrati kommer fra, og hvad de betyder. Jeg har med andre ord undersøgt, hvad organisationens medarbejdere forstår ved demokrati og civilsamfund, hvordan årsagssammenhængen mellem civilsamfund og demokrati forklares, hvordan organisationens arbejde påvirker civilsamfundet med sin støtte, og hvad der påvirker organisationen selv.

Jeg havde bla. forestillet mig at kunne anvende Pierre Bourdieus praksisteori i min analyse, idet jeg forestillede mig, at de krav, der stilles fra en donor, kunne analyseres som en konkurrerende struktur til en oprindelig[3] måde at gøre tingene på. I følge Bourdieu drives aktører af interesser, der bestemmer, hvordan de forholder sig til disse strukturer. Strukturerne og praksis står i et dialektisk forhold, således at strukturerne skabes af praksis, og samtidig styres praksis af strukturerne. Det Bourdieu gør er at spørge: hvad motiverer individer til handling, hvorfor handler de som de gør, hvad styres de af, og hvilken konsekvens har deres handlinger for strukturen? (Bourdieu 1977) Jeg har på samme måde fokuseret på praksis; på aktørernes handlinger og på deres egne forklaringer af disse handlinger, og herved har jeg prøvet at identificere de strukturer, der skabes af eller ligger til grund for handlingerne.

Til indholdsfortegnelse

Observation i organisationen Civilfonden________________________________

Da jeg afleverede min projektbeskrivelse, mente jeg at have en temmelig simpel opgave foran mig: med mine relativt afgrænsede spørgsmål i hånden skulle jeg deltage i en NGOs arbejde i Ungarn, og så ville svarene begynde at komme som følge af min aktive deltagen i organisationens aktiviteter. Der ville selvfølgelig også være behov for mere opsøgende aktiviteter end det frivillige arbejde, og så kunne interviews og spørgeskemaer blive gode suppleringer. Jeg havde på forhånd en aftale med en medarbejder i organisationen Civilfonden, som jeg var kommet i kontakt med gennem min vejleders ven, der selv har forestået undersøgelser i Ungarn. Han kendte Gábor, som er ´program director´ i organisationen, og allerede i 1999 opsøgte jeg ham, og vi snakkede da om muligheden for at arbejde hos Civilfonden som frivillig. På et to-ugers besøg i april 2000 mødtes jeg med resten af personalet, og vi aftalte at jeg skulle starte d.15. maj, to dage efter min endelige ankomst.

Jeg ankom til Ungarn lige i tide til at deltage i et bryllup mellem min danske veninde og hendes ungarske tilkommende. Allerede dagen efter hjalp de mig med at finde en lejlighed, som jeg kunne flytte ind i med det samme. Jeg forestillede mig at skulle bruge en del tid hjemme på at skrive noter og transskribere interviews. Senere stod det dog klart for mig, at jeg for det første ikke havde meget energi til overs, når jeg nåede hjem fra mine lange dage på besøg til Civilfondens modtagerorganisationer. For det andet savnede jeg også andre menneskers selskab, og især det at have nogen at tale ”hverdags”- ungarsk med, men kontrakten var underskrevet for hele perioden, og jeg havde heller ikke lyst til at skulle flytte endnu en gang.

Da jeg nu havde en base, følte jeg mig parat til at kaste mig ud i mit kommende arbejdes spændende udfordringer. Jeg tænkte, at det ville blive deltagerobservation i første grad: ved selv at være med i organisationens arbejde ville jeg komme til at kende den indefra og mærke hverdagen på mig selv. Der skulle dog gå lang tid, før jeg opnåede den grad af deltagelse, som jeg havde håbet på.

Jeg har i perioden 1997 til 2000 opholdt mig i Ungarn i mere end et år, fordelt på tre perioder. Siden første besøg var sproget en udfordring, jeg tog imod med stor motivation. Det er meget anderledes end de vesteuropæiske sprog, jeg taler og betydelig mere omfangsrigt både i grammatiske regler og i vokabular, men på tre år lykkedes det at lære sproget så godt, at jeg kunne tale det med mine venner og klare mig i dagligdagen. Dialog var relativt problemfrit, men under møder og ved overhørelse af andres samtaler tabte jeg ofte tråden. Jeg indså til min store frustration, at det ville tage længere tid, før jeg kunne falde ind og være på nogenlunde lige fod med folk omkring mig. Selvom jeg kunne have valgt at tale engelsk med medarbejderne, insisterede jeg dog på at holde mig til ungarsk, da det er min erfaring at et nyt sprog læres hurtigst og bedst, hvis man tvinger sig til at bruge det hele tiden.

Medarbejderne hos Civilfonden tog godt imod mig og lod mig gøre, hvad jeg havde lyst til. Det betød, at jeg havde adgang til alt skriftligt materiale og kunne deltage i alle de aktiviteter, jeg fandt interessante. De første par dage kastede jeg mig over noget af det meget læsestof på kontorets hylder: kvartalsrapporter til den største donor[4], ansøgninger fra små ungarske organisationer, PR-materiale og spørgeskemaer til ansøgere. Jeg prøvede forgæves at få medarbejderne til at give mig opgaver, noget jeg kunne hjælpe med, men jeg stod tilbage med følelsen af, at ingen umiddelbart havde noget at bruge mig til. Det var som om, man ikke havde overvejet, hvordan jeg som frivillig kunne bidrage med noget, og situationen var hermed temmelig anderledes, end jeg havde forestillet mig.

Dagene på kontoret gav mig ikke en følelse af at arbejde men fik mig i starten ofte til at føle mig pacificeret og modløs. At læse gamle rapporter og ansøgninger var anvendeligt ift. at lære om organisationen, men det mindede ikke særlig meget om deltagerobservation. Jeg var under hele feltarbejdet ofte fanget i det dilemma, at jeg på den ene side følte, det var nødvendigt at opholde mig på kontoret for at opsnappe oplysninger og have en fornemmelse af, hvad der foregik. Jeg havde ønsket at lave et studie af organisationen, og således var kontoret min vigtigste site. På den anden side havde jeg ikke meget arbejde som holdt mig her, og derfor ville jeg hellere deltage i besøg eller arrangementer eller selv tage ud til organisationer. Jeg prøvede at udnytte tiden på kontoret til at skrive noter ind, transskribere interviews og lave interviewaftaler. Meget tid gik med bare at snakke med de andre medarbejdere, men det viste sig da også at være en vigtig beskæftigelse. Jeg fik også nogle opgaver, som jeg helt sikkert ikke var blevet bedt om, hvis jeg ikke løbende havde været der og gjort opmærksom på min villighed til at hjælpe. Gábor, som var min første kontakt i organisationen, sagde på et tidspunkt at han ikke ville bede mig om hjælp, fordi det lød så spændende med alle de interviews og besøg, jeg lavede hele tiden. Det var svært at få ham til at forstå, at det for mig ville være mindst lige så spændende og relevant at blive sat ind i noget arbejde og så gøre det. Jeg fik nogle opgaver med at oversætte tekster fra ungarsk til engelsk, hvilket tog mig lang tid, og derfor var det ofte nemmere at give arbejdet til Jean, fondens amerikanske medarbejder, som har arbejdet for Civilfonden siden 1997 og taler flydende ungarsk. Oversættelserne var dog sprogmæssigt meget lærerige for mig. Da jeg konstant spurgte til, hvad jeg kunne gøre og bad Gábor give mig nogle opgaver, fandt han efterhånden på andre småting, men ikke noget som optog meget tid.

I den første halvanden måned gik det meste af tiden med besøg til Civilfondens modtagerorganisationer, og dette viste sig at være en rig kilde til informationer. Vi havde aftalt, at jeg skulle følge medarbejderne på monitor-besøg[5] til de organisationer, som har opnået støtte i 1998. På denne måde kom jeg fra starten til at fokusere mine undersøgelser på modtagere af projektstøtte indenfor et program, der er en fortsættelse af Hoveddonorens ”Civil Project” i Ungarn, som Civilfonden har udført siden 1995. Indenfor dette program gives økonomisk og teknisk støtte til mindre organisationer indenfor områderne repræsentation, sociale services, uddannelses- og iværksætterprojekter for Roma[6]-minoriteter og udvikling af landområder.

Dette bringer mig videre til en behandling af Donor-modtager relationer, som denne form for observation gave mig en masse viden om.

Til indholdsfortegnelse

Donor-modtager relationer_________________________________________

Jeg har fra starten arbejdet med donor-modtager forhold på fire forskellige niveauer, som i projektbeskrivelsen er beskrevet som De ”store” donorer, Donororganisationer, Græsrodsorganisationer og Den individuelle modtager. Disse fire niveauer er fortsat relevante at arbejde med, men jeg har ændret betegnelserne til det følgende:

1. Donorer: fonde og statslige donorer som yder store bidrag i flere lande. Disse er f.eks.

Hoveddonoren, World Bank, Ford, Mellon, EU, Soros, statsagenturer o.lign.

2. Distributionsorganisationer. Disse organisationer får hovedsagligt midler fra donorerne. Mindre, ungarske organisationer søger støtte hos distributionsorganisationen til specifikke projekter. Distributionsorganisationen er på denne måde både donor og modtager.

3. Modtagerorganisationer. De mindre organisationer, som modtager støtte fra distributionsorganisationer eller andre steder fra, men som ikke selv yder støtte til organisationer, kalder jeg modtagerorganisationer. Modtagerorganisationen er den organisation, som direkte involverer de endelige, individuelle modtagere af støtten.

4. Den individuelle modtager. Dette niveau giver umiddelbart sig selv, idet der er tale om de individer, der deltager i projekter eller modtager støtte.

Det er især mit dybere kendskab til Civilfonden, som har fået mig til at ændre betegnelserne. Civilfonden er en distributionsorganisation, der modtager penge fra donoren og dernæst distribuerer dem videre til mindre organisationer, som udfører projekter eller på anden måde yder en service for individet. Det er kun i forbindelse med konferencer eller seminarer, Civilfonden arrangerer, at der kan tales om at ydelsen kommer direkte fra Civilfonden til individet, men også i disse tilfælde er der oftest tale om at andre organisationer er ansvarlige for den indholdsmæssige del og dermed kan anskues som modtagerorganisationer. Modtagerorganisationer er på deres side kun meget sjældent græsrodsorganisationer eller bevægelser i den forstand, at de har bred folkelig opbakning. De er oftest startet på initiativ af en lille gruppe mennesker og servicerer befolkningen med forskellige ydelser.

Forholdet mellem donor og modtager er vigtigt, fordi donoren i sagens natur står med magten og modtageren må leve op til de forventninger, der stilles, for at få støtte. Når det gælder leddet mellem modtagerorganisationen og den individuelle modtager, har jeg især fundet det interessant at se på, hvad der gives fra donor til modtager, oftest vil det sige, hvilke aktiviteter den individuelle modtager tager del i, hvilke services hun modtager. Dette hjælper mig i øvrigt til at forstå, hvad civilsamfundet gør for individet, og på hvilken måde det gør Ungarn til et mere demokratisk land. Jeg udviklede denne donor-modtager tilgang til at være en grundlæggende analytisk model for det meste af mit undersøgende arbejde: Jeg kiggede i alle forhold på, hvad der blev givet og modtaget, også på et meget abstrakt plan.

Til indholdsfortegnelse

Civilfonden og modtagerorganisationerne____________________________

Jeg valgte fra starten at koncentrere mig om forholdet mellem Civilfonden og modtagerorganisationerne, dels for at få et indblik i støtteformen og hvordan Civilfonden påvirker modtagerne. Til dette formål var deltagelsen i monitor-besøg i starten af mit ophold helt ideelle. Derfor vil jeg også begynde med at beskrive denne måde at samle data på, men først vil jeg kort ridse op, hvordan ansøgningsprocedurer og støttekriterier ser ud hos Civilfonden, og hvordan jeg fik kendskab til dem.

Når Civilfonden har modtaget midler fra deres donor til at gennemføre et program indkaldes ansøgninger igennem landsdækkende aviser, Civilfondens hjemmeside og særlige NGO-blade. I et interview med Jean fik jeg at vide at ansøgningerne vurderes af organisationens ansatte efter et pointsystem og derefter vurderes af tre uafhængige personer udpeget af Civilfonden. Til alle procedurer er der udformet særlige skemaer for at sikre, at ansøgninger bedømmes systematisk og udfra de samme kriterier. Skemaerne er tilgængelige på Civilfondens kontor og gav mig et overskueligt billede af, hvad der er afgørende for om en organisation modtager støtte. Til sidst bestemmer en komite, hvem der endelig skal støttes. Herefter finder den første monitor-runde sted, hvor hver af de organisationer, der er blevet udvalgt, besøges. Dette er en kontrol af de forhold, der er beskrevet i ansøgningen. Konkret betyder det, at lokaliteten besøges, regnskaber skal vises frem, og der spørges til en række interne forhold for at bestemme, om organisationen er udviklet nok. Det fremgik nemlig også af ovennævnte interview, at en målsætning er at støtte organisationer, som er relativt veludviklede, hvilket også tydeligt fremgår af de punkter ansøgninger skal bedømmes ud fra. Det er bla. et kriterium, at organisationen har et fysisk tilholdssted i form af et kontor eller andet lokale, og at den er i stand til at føre regnskab og afrapportere til Civilfonden. Lever ansøgeren op til forventningerne i denne omgang, kan de modtage støtten, og der underskrives kontrakt. Herefter er der typisk et eller flere opfølgende monitor-besøg og et afsluttende.

Der var i realiteten kun tale om to medarbejdere, som udførte monitor-besøg i maj og juni; Imre og Oliver. Jeg var oftest med Imre, som er sidst i tyverne, meget snakkesalig og meget venlig. Han blev en af mine bedste informanter og en god diskussionspartner.

De besøg, jeg har deltaget i, har oftest været opfølgende, men der har også været nogle afsluttende. Jeg har aldrig deltaget i et besøg hos en ansøger, da ingen besøg af denne slags blev afviklet i tiden for mit feltarbejde. Jeg ser dog frem til at deltage i sådanne besøg i slutningen af januar efter afleveringen af nærværende opgave. Da jeg oftest var af sted med Imre, var det hans måde at gøre tingene på, der blev dominerende i min opfattelse af monitor-proceduren. Han forklarede alt, hvad jeg spurgte om og fik i øvrigt stor betydning for udviklingen af mine sprogkundskaber, fordi han taler hurtigt og meget. Det var perfekt for mig at skulle bruge adskillige timer om ugen på at køre i bil med ham. Det blev meget hurtigt et åbent og venskabeligt forhold og han var meget villig til at besvare selv nærgående spørgsmål. Fordi disse opfølgende monitor besøg især gik ud på at undersøge, om alt gik efter planen, og om modtageren havde problemer, gav besøgene mig et godt indblik i, hvordan disse organisationer fungerer, og hvilke aktiviteter eller services, de typisk varetager. For bedre at kunne følge med i samtalen og for være lidt forberedt læste jeg som regel organisationens ansøgning inden et besøg. Denne første 1½ måned af mit feltarbejde blev altså domineret af at læse modtagerorganisationers ansøgninger, besøge dem og tale en masse med Imre om både Civilfonden og modtagere. I denne periode har jeg deltaget i ca. 20 besøg hos modtagerorganisationer.

Det er fristende at omtale ovenstående som deltagerobservation, men skal jeg være tro mod mine principper og mit fag må jeg nøjes med at kalde det observation på fordelagtige vilkår. Det var ikke min opgave at stille spørgsmålene, og jeg kan derfor ikke hævde at have udført det samme arbejde som Imre. Jeg prøvede naturligvis at bidrage med spørgsmål og påmindelser til Imre, efterhånden som jeg lærte rutinen, men det var ikke mig, der skrev besøgsrapporterne. Jeg blev under besøgende mest præsenteret som frivillig eller/og studerende, der var nysgerrig efter, hvad de laver. Dette førte ofte til lange foredrag om det, den givne organisationsleder forestillede sig lå inden for mit interesseområde. Jeg lærte hurtigt at virke interesseret, selv når jeg ikke var det (det skal dog siges, at jeg især i starten synes næsten alt var interessant), og jeg sørgede altid for at nævne, at jeg muligvis kunne tænke mig at besøge dem igen for at lave interviews. Dette resulterede altid i invitationer med det samme, og således vendte jeg tilbage til flere af disse steder i løbet af juli og august. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis havde været en fordel, hvis jeg selv havde været i stand til at udføre besøgene. Det ville betyde, at jeg skulle tage alene af sted, og der ville dermed ikke være mulighed for at stille spørgsmål til proceduren (som i princippet var meget enkel og hurtigt kunne være tillært) eller til Imres syn på besøgene. Jeg kan ikke sige, jeg har følt, hvordan det er at være monitor hos Civilfonden, men jeg kan sige, at jeg ved en masse om, hvad det vil sige, og hvad en ”ægte” monitor tænker om det.

Besøgene var præget af en venskabelig stemning, selvom Imre var omhyggelig med at kontrollere, at indkøbte computere fandtes, at man kunne finde ud af at lave regnskabet og ikke mindst de månedlige rapporter til Civilfonden. Han havde en slags dobbeltrolle, idet han både skulle kontrollere og hjælpe. Det var en klar målsætning, som kom frem i næsten alle interviews med Civilfondens ansatte, at modtagerorganisationerne skulle føle sig trygge ved Civilfonden og skulle henvende sig med deres problemer fremfor at forsøge at skjule dem (hvis et projekt ikke løber efter planen, kan der være en interesse i at skjule det for at være sikker på fortsat at modtage penge). Der var ofte en stemning af fortrolighed mellem Imre og den givne repræsentant, og det sprang mig i øjnene, at denne fortrolighed kunne kombineres med minutiøs kontrol. Jeg blev derfor særligt opmærksom på, hvordan Imre bar sig ad, når han skulle spørge efter rapporter, som ikke var afleveret, når han prøvede at forklare, hvordan de skulle gøre deres resultater op i tal så vidt muligt, eller når han ved serienummer spurgte efter en bestemt computer, som Civilfonden havde betalt for. Efter kort tid lagde jeg mærke til, at der ofte blev henvist til Hoveddonoren eller ”amerikanerne”: Sådan ville de jo have det, og derfor var Civilfonden nødt til at bede om det. Ofte faldt også en kommentar fra enten Imre eller nogen hos modtagerorganisationen om at det jo kun var naturligt at ville kontrollere, når man nu havde givet så mange penge. I denne situation var det enormt praktisk for Civilfonden at være en distributionsorganisation, for på denne måde kunne de forblive i rollen som den ”gode giver” overfor modtagerorganisationerne. Jeg prøvede i de senere interviews med modtager-organisationers repræsentanter at kontrollere for, hvorvidt det lykkedes for Civilfonden at skabe den tillid, der efterstræbtes. Her var jeg naturligvis helt bevidst om det bias, der fulgte af, at jeg var frivillig hos Civilfonden, og derfor er der en mulighed for, at mine positive resultater ikke er helt pålidelige. Jeg prøvede at komme uden om problemet ved at understrege, at mine undersøgelser ikke var bestilt af Civilfonden, men udelukkende skulle anvendes i studie-sammenhæng, og at Civilfonden aldrig ville få at vide, hvad den enkelte person havde udtalt. Desuden bad jeg informanterne sammenligne procedurerne med dem, andre donorer anvendte for på denne måde at sætte emnet i perspektiv og gøre det nemmere for dem at tale om Civilfonden som monitor. Dette viste sig at være mest effektivt, fordi det ved sammenligninger kom frem, at Civilfondens monitor-procedure var unik, og de fleste andre donorer besøgte slet ikke modtagerne eller fik et nært kendskab til dem.

At kunne leve op til forventningerne om afrapportering og styr på regnskaberne blev ofte omtalt som værende ”profi” (dvs. professionelt), og en ordentlig NGO skulle arbejde professionelt. Hertil hørte en forventning om ikke at være korrupt, at få ting til at fungere, at arbejde retfærdigt, at være i stand til at bruge PR-teknikker (som brochurer og annoncering), at være god til fundraising. Udtrykket vendte tilbage mange gange som en karakteriserende betegnelse om NGOer eller personer, der arbejdede hos NGOer. Alle forstod umiddelbart, hvad der mentes, og det blev altid brugt om netop NGOer. Jeg tog derfor begrebet op i mine senere interviews for at undersøge, hvad der mentes med det, og om der eventuelt var en sammenhæng mellem det og begrebet civilsamfund.

Besøgene med Oliver var på flere måder anderledes end dem med Imre. Jeg måtte ofte spørge adskillige gange, før han lod mig komme med på monitor besøg, og jeg tror, han følte sig overvåget, når jeg var med, men på trods af dette var han venlig og ville gerne snakke, hvis jeg bragte noget op. Han er en usikker og sjusket person på halvtreds år, som ikke lever op til de andre kollegers forventninger, og det var svært at få ham til at tale om sit arbejde, hvilket jeg mistænker skyldes, at han var bange for at blive kritiseret eller vise sin oprigtige mening. Han vidste tilsyneladende godt, at han ikke passede ind på holdet, og han var ofte uenig med de andre i deres synspunkter men sagde det sjældent direkte. Både på besøgene og under det interview, jeg senere lavede med ham, talte han mest om det overordnede billede af den politiske og sociale situation i Ungarn, hvad regeringen burde gøre osv. Oliver overraskede mig, da han på det første besøg, jeg deltog i med ham, præsenterede mig som hans kollega og til slut direkte spurgte, om jeg havde yderligere spørgsmål inden vi gik. Her fik jeg ganske uventet en mulighed for at deltage og spille en mere aktiv rolle under besøget. Jeg prøvede naturligvis at gribe den, men da det var et af de første besøg, jeg deltog i, var min viden om vores rolle som monitor minimal, og jeg kunne derfor ikke udfylde den. Jeg valgte at spørge nærmere til organisationens produktion af miljøvenlige mursten og hurtigt faldt snakken på, at de også havde haft modtaget danske grupper, som var interesseret i dette. Jeg oplevede denne relatering til min nationalitet et utal af gange, og selvom det kedede mig at tale om mig selv og mit land, udnyttede jeg muligheden for at høre om deres opfattelser af og sammenligninger med de skandinaviske lande.

I forbindelse med monitor-besøgene fangede det umiddelbart min opmærksomhed at de spørgeskemaer, der blev brugt var mest fokuseret på formelle ting som regnskab, ansvarsfordeling og strategiplaner indenfor organisationen, organisatorisk udvikling og administration etc. Ligeledes er den støtte, Civilfonden giver, typisk i form af ”infrastruktur” (dvs. computere, kopimaskiner, renovering af en bygning etc.) kombineret med mentor-støtte[7] indenfor områder, hvor organisationen selv vurderer, at den har brug for det (f.eks. udformning af ansøgninger, interne regelsæt, kommunikation, PR-strategier, planlægning, lederskab etc.). Der var tale om at styrke det organisatoriske aspekt, at skærpe deres ”professionalisme”, som adskillige informanter fra både Civilfonden og deres modtager-organisationer refererede til. Denne observation førte mig i forskellige retninger: for det første ledte den mig på sporet af den definition af civilsamfund, der ligger til grund for Civilfondens målsætning og strategi, for det andet måtte jeg undersøge, hvor denne ide om ”professionalisme” stammede fra, og hvad det betød for de forskellige aktører (kunne det eventuelt analyseres som en ny og konkurrerende struktur i Bourdieus betydning?). Endelig blev jeg ledt på sporet af det, der senere skulle blive til et oplæg til en konference.

Til indholdsfortegnelse

Lidt om interviews________________________________________________

Allerede i starten af juni begyndte jeg at forberede nogle interviews. Jeg havde fået en fornemmelse af arbejdsgangen hos Civilfonden og kunne sammensætte en meningsfuld interviewguide til personalet (se bilag 2a og 2b). Bla havde jeg fundet ud af, at der havde været visse afgørende ændringer i organisationens struktur siden opstarten i 1995. Derfor gav det mening at indføje nogle spørgsmål om dette. Som beskrevet havde jeg også opdaget et fokus på ”professionelle” egenskaber, som jeg ville undersøge, hvad handlede om. Jeg var meget opsat på at interviews skulle gennemføres på ungarsk for at give informanten mulighed for at udtrykke sig så frit og præcist som muligt, men jeg var lidt nervøs for de første interviews, fordi det jo satte mig selv i en sprogligt svag situation. Jeg vidste, det ville have betydning for hvilke spørgsmål, jeg kunne stille, og hvorvidt jeg ville være i stand til at stille uddybende spørgsmål. For at imødekomme min egen svaghed udarbejdede jeg mine interview guides meget omhyggeligt. Jeg havde en veninde og elev i dansk, som var god til engelsk, og med hvem jeg plejede at snakke ungarsk. Sammen med hende gennemgik jeg alle spørgsmål, og vi diskuterede, hvordan jeg bedst kunne spørge om netop det, jeg gerne ville vide. Således sikrede jeg mig, at jeg kunne spørge på ”ordentligt” ungarsk, og at det var det rigtige, jeg spurgte om. Det var også et meget bevidst valg, at Civilfondens medarbejdere var de første, jeg interviewede. At jeg nu kendte dem og trygheden ved at kunne spørge på engelsk, hvis noget blev uforståeligt, gjorde det mindre skræmmende at skulle i gang med denne del (jeg benyttede mig dog aldrig af sidstnævnte mulighed). Jeg valgte at interviewe Jean først, fordi hun er amerikaner og interviewet derfor alligevel burde være på engelsk. Det var et godt valg, fordi hun er meget villig til at give oplysninger og således gav mig en stor portion baggrundsviden før jeg interviewede de andre medarbejdere, som ofte svarede på mere kryptisk vis. Dette troede jeg først skyldtes min dårlige forståelse, men efter senere gennemlæsning af interviewene står det nu klart, at deres svar er mindre klare end Jeans.

Når jeg i denne rapport henviser til interviews, er der tale om semi-strukturerede interviews som jeg i langt de fleste tilfælde har optaget på bånd. I et tilfælde valgte jeg ikke at anvende diktafonen, da jeg var overbevist, om at det ville have en negativ betydning for, hvad personen ville og ikke ville udtale. I to tilfælde fungerede diktafonen ikke, fordi jeg havde tilsluttet en nyindkøbt mikrofon, som skulle forbedre lydkvaliteten. Disse interviews skrev jeg noter til umiddelbart efter, og jeg opgav at bruge mikrofonen, som var højest upålidelig. Alle informanter blev informeret om, at interviewet skulle anvendes til min opgave og at alle bliver anonymiseret. Jeg forklarede, at interviewet primært optages for at jeg kan høre det flere gange for bedre at forstå svarene. Selvom jeg altid fulgte en interviewguide, fik informanten lov at snakke videre om emner, de fandt vigtige, og spørgsmålene er ikke altid blevet besvaret i den rækkefølge, guiden angiver. Jeg følte, det var vigtigt, at det kunne glide som en samtale for at informanten kunne slappe af og også finde det interessant. Vigtigheden af dette står nu klart, eftersom der findes en tydelig udvikling i mængden af oplysninger i disse interviews, som er proportionel med udviklingen af mine konversationsevner på ungarsk. Når emnet var civilsamfund og demokrati, var det især vigtigt at det blev samtale fremfor spørgsmål-svar sessioner, fordi det er emner, som det for de fleste er svært at give direkte svar og præcise definitioner på. Derfor var jeg også forberedt på at skulle anvende en diskursanalyse tilgang i analysen af mine interviews for at finde frem til den enkeltes forståelse af begreberne.

Jeg har udført formelle interviews med 7 af Civilfondens medarbejdere. I den tid, jeg var der, holdt nogle op og andre kom til. Konstant har der været ca. 10 ansatte, inklusiv receptionist og rengøringsdame. Jeg vurderede med nogle, at det var mere frugtbart at sludre i kontorets køkken, eller hvis vi sås efter arbejde (hvad der skete adskillige gange). I disse situationer var de mere uformelle og så mig ikke som ”antropolog” men blot som frivillig, og så var jeg mere en af dem. Jeg fik en masse oplysninger ad denne vej, især om forholdet mellem Hoveddonoren og Civilfonden, og om interne forhold hos Civilfonden, som det var værd at sladre om. De tre første personaleinterviews lavede jeg i sidste halvdel af juni, men de resterende fire blev spredt ud, så jeg lavede et for hver af de følgende måneder. Dette var til dels af praktiske årsager, idet interviewet tog mellem en halv og en hel time, og det skulle passe med et tidspunkt, hvor både jeg og den givne informant havde tid og var på kontoret. Desuden ville jeg gerne anvende mine erfaringer undervejs, og således blev visse spørgsmål opgivet og andre tilføjet.

Oprindeligt havde jeg planlagt at bruge juli måned på at reflektere over data for at lægge en målrettet plan for resten af perioden, men i stedet valgte jeg at koncentrere mig om at udføre interviews. Dette indebar besøg til adskillige modtagerorganisationer, og jeg tog tilbage til flere af de steder, jeg allerede havde besøgt. At få adgang var aldrig et problem: jeg præsenterede mig selv som frivillig hos Civilfonden, da jeg vidste, det ville skaffe mig adgang, og desuden vidste mange allerede, hvem jeg var. Jeg blev budt velkommen alle steder, hvilket nok også skyldes at ingen ville sige nej til en repræsentant fra Civilfonden. Flere gange oplevede jeg, at den givne interviewperson blev lettet over indholdet i interviewet, som meget bevidst er bygget op med lette, ufarlige spørgsmål i starten (se evt. interviewguide bilag 3). Til min store glæde lykkedes det næsten hver gang at gøre interviewpersonen interesseret, således at de bagefter syntes, det havde været spændende at deltage. Dette var også en bevidst målsætning, som jeg er stolt over at have nået, fordi jeg mener, at man som antropolog ofte bør forsøge at bidrage til det samfund, man studerer, ved at gøre sin viden og sine overvejelser tilgængelige for dem, man studerer[8]. Dette kan også indebære at gøre sine undersøgelser relevante for informanterne, hvilket jeg mener at have gjort i et vist omfang, når de finder det interessant at deltage.

Besøgene gav mig hovedsagligt information om modtagerorganisationernes opfattelse af forholdet til Civilfonden og en forståelse af, hvordan organisationerne så deres egen rolle: Hvad betød det at være en del af et civilsamfund, og hvordan var organisationens aktiviteter knyttet til en opfattelse af demokrati. Jeg fik naturligvis også et bedre kendskab til de forskellige aktiviteter end det, jeg kunne læse i ansøgninger på kontoret. Det var min intention at få nogle målrettede interviews indenfor de ovennævnte områder men ikke at opnå en repræsentativ mængde. Det var først og fremmest Civilfonden, jeg undersøgte, og der var ofte møder eller andre arrangementer, jeg mente var vigtige at deltage i. Derudover tog det typisk en hel dag for et enkelt interview, fordi modtagerorganisationerne er spredt over hele Ungarn og enkelte i nabolandene Rumænien, Slovakiet og Jugoslavien, og jeg var henvist til at rejse med bus eller tog. Det var dog uvurderligt at blive vist rundt i landsbyer og få forklaret, hvordan den pågældende organisation havde taget initiativ til forbedringer, restaureringer, bygning af en legeplads eller oprettelsen af et telecenter[9] og samtidig få fortalt om alle tankerne og stridighederne, der lå forud. Det var især på disse besøg, at der kom liv i mine data og mit projekt.

Ud over interviewene med Civilfondens personale gennemførte jeg ca. 20 formelle interviews med repræsentanter fra forskellige modtagerorganisationer. Sådanne interviews gav mig en bedre forståelse af disse menneskers opfattelse af demokrati og civilsamfund, deres egen rolle i transitionen og af forholdet til Civilfonden som donor. Udover de formelle interviews har jeg haft mange lange samtaler med forskellige repræsentanter og brugere fra modtagerorganisationerne og især på mine senere ture til Jugoslavien, hvor både medarbejdere fra Civilfonden og repræsentanter fra forskellige telecentre var af sted i flere dage.

Interviewsituationen med diktafonen, lærte jeg, gør nogle folk nervøse, og desuden oplevede jeg ofte, at den givne informant forsøgte at svare ”rigtigt”, hvilket absolut ikke var en fordel. Et af interviewene blev således nærmest værdiløst, fordi informanten følte sig så utilpas i situationen. Ved andre lejligheder har samme informant givet mig værdifulde oplysninger, og der var altså ikke tale om, at hun ikke ville afsløre ting for mig.

Den første måned magtede jeg ikke i så høj grad som ønsket at udnytte muligheden for at stille spørgsmål på monitor-besøgene. For det første følte jeg mig ikke sikker nok i sproget, og for det andet var jeg overvældet af nye oplysninger, som jeg havde nok at gøre med at notere og forsøge at strukturere. Jeg var endnu ikke parat til at gå ind i rollen som interviewer, for jeg havde brug for mere baggrundsviden for at vide, hvad jeg ville spørge om. Dette var en af grundende til, at jeg i juli og august især brugte min tid på at udarbejde interviewguides og besøge modtager organisationer på egen hånd.

Jeg blev under monitorbesøgene meget opmærksom på behovet for at vide noget om et emne, før jeg kunne formulere spørgsmål, og jeg finder det stadig meget relevant på den måde, at man må sætte sig ind i et emne for at kunne stille relevante spørgsmål. Under feltarbejdet blev det dog klart for mig, at det blev for dominerende, fordi jeg i min usikkerhed udviklede en tendens til at vente på at kunne stille de helt rigtige spørgsmål. Dette er naturligvis ikke særlig frugtbart, da man jo ikke får noget at vide, hvis man ikke spørger, og jeg måtte for anden gang i mit liv lære mig selv at stille ”dumme” spørgsmål og spørgsmål som jeg (mente jeg) kendte svaret på i forvejen for at kunne småsnakke med folk og bane vejen og stemningen til at få de oplysninger, jeg var interesseret i. Evnen til at sludre lærte jeg for ca. ni år siden, da jeg opholdt mig et år i Texas som udvekslingsstudent. Her var det bydende vigtigt at kunne ”snakke om ingenting”, som jeg ynder at udtrykke det, fordi det var en helt almindelig social omgangsform, og kunne man det ikke, stod man hurtigt udenfor fællesskabet. Jeg kom i Ungarn flere gange til at tænke på denne oplevelse. Det var ikke en gentagelse af dette, men jeg måtte på samme vis finde mig en rolle og en identitet, som passede ind her. Hvis jeg ville videre med mine undersøgelser, kunne jeg ikke bare forblive en mageligt observerende, stilfærdig gæst, og jeg kunne ikke vente på at blive så meget en del af mine omgivelser, at jeg vidste alt. Derfor var det et meget bevidst valg, at jeg fandt en ”frisk-pige” rolle frem og blev meget mere udadvendt og initiativtagende, da jeg skulle i gang med at besøge organisationer alene.

Til indholdsfortegnelse

Den individuelle modtager__________________________________________

Jeg havde oprindeligt planlagt også at undersøge forholdet mellem modtager-organisationer og deres individuelle modtagere. Jeg ville se på, hvad individet fik ud af at deltage i organisationens aktiviteter og gøre brug af deres services. Jeg indså efterhånden, at ligesom jeg ikke kunne interviewe eller observere alle modtager-organisationer, kunne jeg heller ikke gøre mig håb om at lave dybdegående undersøgelser af, hvad der motiverer de individuelle modtagere, eller hvordan organisationens arbejde påvirker deres liv. Det ville være umuligt at opholde mig hos enkelte modtagerorganisationer i perioder, der var lange nok til at opnå detaljeret viden om dette forhold, da det i sig selv ville udgøre endnu et feltarbejde. Jeg valgte derfor i interviews med organisationernes repræsentanter at lægge vægt på at få beskrevet aktiviteter og services for på denne måde at opnå en viden om, hvad individet modtager. Jeg lavede også formelle interviews med enkelte brugere af telecentre og snakkede med dem, jeg fik mulighed for på mine besøg, men dette gav mig faktisk sjældent nye oplysninger. Det var en uvant situation for de fleste beboere i en lille landsby at deltage i et interview, og derfor gjorde denne form det oftest meget sværere at få noget at vide. For at undersøge forholdet nærmere ville jeg blive nødt til at opholde mig i en landsby med en modtagerorganisation i en lang periode og evt. arbejde for organisationen. I stedet valgte jeg efter interviews med en organisations ansatte at blive der lidt tid for at få mulighed for at snakke med folk, som kom og gik. Jeg har også besøgt enkelte organisationer i flere dage i træk, hvilket gav anledning til meget uddybende snak med de ansatte, og især i et tilfælde har jeg opnået at blive et kendt ansigt i en modtagerorganisation, således at det er nemmere at have samtaler med brugerne[10].

Jeg har et kamera, som jeg altid tog med på besøg hos modtagerorganisationer, og derfor har jeg nu billeder fra langt de fleste steder, jeg har besøgt. Når jeg senere tog ud til organisationer, jeg havde besøgt før, tog jeg altid de fremkaldte billeder med, og det var en helt utrolig effekt, jeg oplevede ved at vise dem frem og give dem væk. Kameraet og billederne blev hurtigt et meget anvendt redskab til at skabe god kontakt med folk og vise min gode vilje. Når jeg havde givet folk billeder af dem selv, oplevede jeg oftest en meget stor gæstfrihed og tillid. Jeg oplevede også, at min megen brug af kameraet hjalp mig til at huske steder og sammenhænge, fordi jeg tit husker visuelt, og nu har jeg billederne at forbinde oplysningerne med.

Når jeg ville undersøge forholdet mellem individ og modtagerorganisation, var det fordi, jeg ville finde ud af hvilken betydning organisationernes arbejde gav begrebet civilsamfund og på hvilke måder, deres aktiviteter er med til at gøre det ungarske samfund mere demokratisk. Derfor var det til stor hjælp at man i Civilfondens modtagerorganisationer oftest fører statistik over antallet af brugere, hvilke services, de benytter, og hvor tit. Disse data har været uvurderlige for at forstå organisationernes rolle i lokalsamfundet og hvad individet modtager.

Til indholdsfortegnelse

Hoveddonoren og Civilfonden___________________________________________

Forholdet mellem Civilfonden og den største donor Hoveddonoren var et, jeg løbende lærte mere om. I starten af opholdet var det mest historierne, som medarbejderne hos Civilfonden kunne fortælle, der gav mig en fornemmelse af forholdets natur, men senere oplevede jeg selv, hvordan sager blev håndteret mellem de to partnere.

Af Civilfondens præsentationsmateriale fremgår det, at der er tale om en uafhængig ungarsk fond, som blev oprettet i 1995. Det fremgår også, at organisationen allerede da blev ansvarlig for udførelsen af Hoveddonorens ”Civil Project” program. Gennem interviews med medarbejderne lærte jeg, at Civilfonden oprindeligt udelukkende var opsat til at køre dette program. At der overhovedet blev grundlagt en fond skyldtes, at dette var den simpleste måde at håndtere overførsel af penge o.lign. på lovlig vis. Dvs. at fonden fra starten fungerede som et projekt-hold for Hoveddonoren og de første tre år ikke havde andre donorer. I dag udgør støtten fra Hoveddonoren stadig ca. 90% af fondens budget[11] og er altså afgørende for fondens overlevelse. Det betyder at forholdet mellem Hoveddonoren og Civilfonden er det afgørende donor-modtager forhold på dette niveau, og jeg har derfor koncentreret mig om at undersøge dette fremfor de forhold, der er til øvrige donorer.

Jeg deltog så vidt muligt i de ugentlige møder mellem Hoveddonorens repræsentant John og Civilfondens program-ansvarlige (det var ikke altid muligt da jeg ofte var på besøg hos modtagerorganisationer eller deltog i andre arrangementer på de pågældende dage). John var nøglepersonen, og disse møder, mente jeg, ville give en mængde oplysninger om forholdet. Det viste sig dog, at det ikke var her, de mest interessante ting skete, men gerne over fax, e-mail eller telefon, og jeg hørte om det, når diverse episoder blev diskuteret på kontoret eller i frokostpausen. Dette nødvendiggjorde dog, at jeg opholdt mig på kontoret.

Når jeg var på kontoret, hørte jeg ofte kommentarer om, hvad John nu havde sagt, eller hvordan Hoveddonoren havde svaret osv. Når John kom på ugentligt besøg foregik det på ungarsk, som John forstod godt og talte langsomt og usikkert. Der var ofte en stemning af, at de andre ventede på, at han skulle fuldføre en sætning, der blev sendt små smil henover bordet, og jeg oplevede det nærmest nedgørende, når chefen hos Civilfonden viste John, hvilke papirer, der nu var tale om og ligefrem bladrede i hans kopier. Det forvirrede mig i starten at dette forhold så tydeligt virkede som om, Civilfonden var den dominerende partner, men det gjorde mig også mistænksom, og jeg blev mere opmærksom på, hvem der fik det sidste ord i konfliktsituationer. De første par måneder havde jeg kun meget begrænset adgang til sådanne informationer, da medarbejderne enten ikke følte sig trygge ved mig eller måske blot ikke var opmærksomme på, at det ville interessere mig.

Min bedste informant på dette område var Jean, der startede hos Civilfonden som frivillig i forbindelse med hendes universitetsuddannelse indenfor udviklingsarbejde. Hun mente, at hun bedre forstod procedurerne hos Hoveddonoren, som hun havde haft et helt semester om på universitetet. I sin egenskab af amerikaner var hun i øvrigt ikke bange for at udfordre beslutninger fra denne side eller for at sige, hvad hun mente om Hoveddonoren. Hun havde et syn på forholdet til donoren, som var ganske anderledes end de andre ansattes, hvilket hun selv udtrykte således: ”I think I´m the only one in the organisation that sees things differently, I don´t see that they are doing us a favor by giving us support, I think that first of all we earned the support that we got and second of all we are providing a service, quality service...” Resten af medarbejderne nøjedes gerne med at komme med antydninger eller henvisninger til en bestemt episode, som de så gik ud fra nogle andre havde fortalt mig om. På denne måde kunne jeg ofte stykke sagerne sammen, men ellers henvendte jeg mig bagefter til Jean for at få detaljerne at vide. Hendes åbenhed betød at jeg fik kendskab til problemstillinger og episoder, som andre kun ville antyde, og jeg begyndte at søge efter oplysninger, som talte for eller imod Civilfondens afhængighed af Hoveddonoren.

John havde en dobbeltrolle i forhold til Civilfonden, der mindede om den Imre og Oliver havde på monitor-besøgene. Han ønskede altid at støtte fonden og oplyste altid om ansøgningsmuligheder eller lagde et godt ord ind for den. Det var også i hans egen interesse at bevare nogle store projekter i regionen, da hans eget arbejde afhænger af, at der er projekter, han selv kan være monitor på. Samtidig skulle han også formidle Hoveddonorens upopulære beslutninger, i hvilke han ikke altid var enig, og i disse tilfælde observerede jeg den samme mekanisme som hos Civilfondens ansatte: Han kunne distancere sig fra beslutninger og krav ved selv at erklære sig uenig i dem, men det var hans pligt at gennemtvinge dem som en del af proceduren. Dette kunne alle forstå.

Der var flere historier fra Civilfondens personale om episoder, hvor Hoveddonoren ikke havde fulgt reglerne helt korrekt. Bla. undlod man i en kontrakt at tilføje, at der ikke ville blive givet penge til betaling af moms[12], hvilket betød at Civilfonden måtte lægge enorme summer ud for at betale leverandører og undgå en retssag. Projektet, som der var tale om, var i øvrigt et, som Civilfonden ikke fik penge for at administrere. Det var udelukkende nødhjælp i forbindelse med Tisza-flodens oversvømmelse, og Civilfonden påtog sig at administrere det som en god gerning. De følte imidlertid heller ikke, at de havde et valg, da de på samme tidspunkt som anmodningen kom, netop havde indgivet ansøgning om støtte til nogle andre projekter. Flere af medarbejderne følte, at Civilfondens position som ansøger i dette tilfælde var blevet udnyttet. Sådanne episoder bekræftede min tese om at Civilfonden lå under for pres fra Hoveddonoren. I øvrigt forekom det mig, at beslutningsprocesserne hos Hoveddonoren ikke var helt så uafhængige, som det krævedes, at de skulle være hos Civilfonden. Dette er et emne jeg vil behandle i næste afsnit.

Jeg var blevet opmærksom på, at Jean havde spillet en meget afgørende rolle for Civilfondens fortsættelse efter afslutning af programmet ”Civil Project” i 1998. I sommeren 1998 var fonden igennem en stor revision iværksat af Hoveddonoren. Den var foranlediget af anonyme anklager om snyd med midlerne og om nepotisme i forbindelse med uddeling af støtte. Fonden blev fundet uskyldig i anklagerne, men Hoveddonoren sendte en konsulent, som sammensatte en såkaldt ”damage repair plan” til at råde bod på interessekonflikter og en til at lave kurser for de ansatte. Jean fik efter eget udsagn en central rolle ved at formidle budskabet mellem disse udsendte og Civilfondens personale. Herefter iværksatte fonden med Jean i spidsen en stor evaluering af det arbejde, der var udført under ”Civil Project”-programmet. Denne evaluering var baseret på 112 returnerede spørgeskemaer og 32 interviews med modtagerorganisationer. Det var meningen at organisationens arbejde herefter skulle stoppe, da den oprindelige opgave nu var løst, og evalueringen var med Jeans ord: ”...more a learning exercise...” Men hun tilføjer kort efter: ”...and so we did that [evaluation] and at the same time in August 1998 they announced this new program, which we knew was gonna happen and we knew it was our only chance to survive...” Fire af fondens medarbejdere skrev ansøgningen, og de vandt programmet. I forbindelse med denne ansøgning blev der udarbejdet detaljerede interne regelsæt og jobbeskrivelser, strategier og planer kom på skrift, og alt skulle kunne spores og dokumenteres. Der er enighed blandt de adspurgte medarbejdere om, at denne proces og selve tilstedeværelsen af disse nye procedurer styrkede fonden som organisation. Der var en klar opfattelse af, at der før 1998 slet ikke var tale om en selvstændig organisation, en af medarbejderne siger om Civilfonden på denne tid, at det blot var et ”programkontor” for Hoveddonoren.

Denne overgang med revision, storstilet evaluering og organisatorisk udvikling af fonden kunne anskues som en slags oprindelsesmyte i miniformat. Selvom det kun var 2 år siden, var det helt tydeligt, at sommeren 1998 udgjorde et afgørende vendepunkt for Civilfonden: Den daværende leder trådte tilbage (der er selvfølgelig spekulationer om, hvorvidt hun blev opfordret hertil), medarbejderne arbejdede for mindre løn og i flere timer end normalt for at organisationen skulle overleve, og endelig blev der tale om en ”rigtig” organisation med alle de procedurer og regelsæt (riter og love), der (i følge Hoveddonoren og lovgivningen) hører med.

Det forekom mig, at denne oplevelse af, hvor vigtig fondens organisatoriske udvikling var, blev anvendt i forholdet til modtagerorganisationerne. Ansøgernes grad af organisering var et kriterium for støtte, og det var nu blevet til Civilfondens udtalte målsætning at styrke deres modtagere i intern opbygning. Medarbejderne brugte deres egen oplevelse på deres arbejdsplads som inspiration til og legitimering af den megen kontrol. Forholdet mellem Hoveddonoren og Civilfonden spillede en rolle for Civilfondens rolle overfor deres modtagerorganisationer. Det var vigtigt for Civilfondens medarbejdere, at fonden kunne fungere som en stødpude mellem den store amerikanske donor og de små lokale organisationer. Man ville gerne undgå, at modtagerne skulle mærke noget til, når Hoveddonoren pressede Civilfonden, men samtidig kunne det også bruges som forklarende undskyldning til de stramme krav. Hos Civilfonden ville man give erfaringer videre, især indenfor organisatorisk udvikling, som fonden selv havde vundet meget ved. Jeg hørte ofte Imre henvise til Civilfondens egen udviklingsproces, når nogen ved modtagerorganisationen udtrykte frustration over de mange krav. Han kunne godt forstå dem, men kunne også se nytten af det. Samtidig havde han selv en opfattelse af, at det var Jean, der havde fundet på det hele hos dem, så han behøvede ikke en gang tage ansvaret selv. Denne mekanisme gik igen i alle led og det var et meget effektivt argument at nogle højere oppe i systemet, tættere på midlerne havde bestemt at tingene skulle være på den ene eller anden måde.

I august arbejdede jeg på et oplæg til en konference, som jeg gerne ville deltage i. Jeg tænkte mig, at det skulle handle om de ting, jeg undersøgte på mit feltarbejde, og således fik jeg en god anledning til at arbejde med mine data. Det passede godt, eftersom jeg ikke som planlagt havde fået tid til databehandling i juli måned. I denne forbindelse arbejdede jeg også videre med den mekanisme, jeg har beskrevet ovenfor, hvilket bla. ledte mig til følgende overvejelser, som jeg har noteret i september (”Fonden” er Civilfonden): ”Der er ingen tvivl om at de nævnte områder (regnskaber og interne regelsæt) er vigtige for organisationernes overlevelse, men det slår mig, at de totalt overskygger andre områder, der forekommer mig at være ligeså vigtige for modtagerorganisationerne. Et af disse andre områder er den enkelte organisations forhold til det pågældende lokalråd (i Ungarn har næsten hver by et lokalråd, med en borgmester og nogle byrådsmedlemmer)...

Problemet synes at være, at Fonden arbejder med en simpel forståelse af begrebet civilsamfund som værende lig organisationssamfund (dvs. ikke-statslige organisationer) og derfor bliver styrkelse af civilsamfundet lig med styrkelse af organisationssamfundet, dvs. forøgelse og overlevelsesdygtighed. Der tages fra fondens side ikke så meget stilling til, hvordan dette organisationssamfund bør forholde sig til andre sektorer (selvom de individuelle personer har meninger herom), deres job er at hjælpe organisationerne til at overleve, færdig!

Jeg ser ovennævnte som en tendens til i en rådgivende eller ”opdragende” rolle at fokusere på problemer, Fonden selv har været igennem, lidt ligesom forældre nok har en tendens til overfor deres børn at forsøge at reparere de fejl, de selv har gjort. På denne måde overses problemer, som gør sig gældende for modtagerorganisationerne (børnene) men ikke for Fonden (forældrene).”

På denne måde havde jeg altså dels udviklet en simpel model for forholdet mellem Civilfonden og dens modtagerorganisationer, og jeg var også kommet på sporet af en mulig oprindelse til professionalisme-begrebet. Endnu vigtigere for mine videre undersøgelser var jeg også blevet opmærksom på, hvorfor det evige fokus på tekniske, organisatoriske detaljer havde irriteret mig: Det var ikke nok i min forståelse af civilsamfund. Jeg havde et bias i form af forestillinger om, hvad civilsamfundet burde handle om, og jeg kunne ikke en gang definere det! Blot var jeg overbevist om, at det havde noget at gøre med holdningen til andre sektorer[13]. Mere konkret blev jeg også opmærksom på, at jeg havde observeret noget problematisk i forholdet mellem NGO og lokalråd, og det ville jeg forsøge at gå i dybden med.

Selve arbejdet med oplægget var en enormt positiv oplevelse, idet det fungerede som en katalysator for den analytiske proces. Det intense arbejde med det materiale, jeg indtil da havde samlet, skabte et intermezzo af analytisk distance, som var helt uvurderligt. Jeg var begyndt at føle et behov for at diskutere mine observationer med andre end de direkte involverede og dette var en kærkommen anledning til at skrive til en uformel vejleder i USA, som hjalp mig med udforme oplægget og stillede kritiske spørgsmål.

I de sidste to måneder af mit feltarbejde (indtil midten af december) blev jeg langt mere direkte involveret i Civilfondens arbejde. Jeg hjalp især Jean med bla udformningen af en ansøgning til at udføre et kursus for armenske mediechefer. Civilfonden var af Hoveddonoren (som betaler for kurset) blevet bedt om at byde på projektet, som blev det første indenfor et nyt program[14] mellem Hoveddonoren og Civilfonden. Vores opgave var primært at gennemgå materialet fra en partnerorganisation, som stod for at tilrettelægge selve det faglige program. Jeg lærte at udforme en ansøgning på baggrund af et oplæg fra Hoveddonorens afdeling i Armenien ved at formulere alt lige efter de formuleringer, der fandtes i dette materiale. De detaljerede anvisninger på hvordan en ansøgning skal se ud og hvad den skal indeholde overlader ikke meget til fantasien. Det blev i høj grad en øvelse i at tilpasse et materiale til en ny form og få et budget til at stemme og se ud som om, det ikke indeholder andet end direkte udgifter.[15] Her fik vi en oplevelse, som understregede, at den som har pengene får det sidste ord, idet den første taler på kurset blev taget af to dage før start, fordi John mente, hun var for kontroversiel og ikke videnskabelig nok. Alle argumenter for at hun skulle tale var forgæves, og vi måtte aflyse hendes præsentation.

Jeg blev ansvarlig for evaluering af kurset, fordi vi blev nødt til at anføre et navn mere i budgettet for at få nok penge for det. Vi havde allerede anført alle andre medarbejdere, som havde det mindste med projektet at gøre, og da jeg havde arbejdet tæt sammen med Jean under hele forløbet, var det naturligt, at jeg nu blev fuldgyldig medarbejder på dette projekt. Det betød, at jeg skulle følge kurset, udarbejde spørgeskemaer til deltagerne og skrive den afsluttende rapport til Hoveddonoren. Her fik jeg en oplevelse af den balancegang, der gås mellem at evaluere et projekt objektivt og sørge for at påvise, at målene for det blev nået, så man kan skærpe chancerne at få penge til et lignende projekt i fremtiden.

Til indholdsfortegnelse

Staten og NGO-sektoren___________________________________

I projektformuleringen til dette feltarbejde redegør jeg for forholdet mellem den statslige og den ikke statslige sektor, som et der gør NGOerne til serviceydere, som er afhængige af byrådenes accept for at få støtte. Jeg har også beskrevet en ulige adgang til midler som følge heraf og en fordelingspolitik, som er helt afhængig af personlige forbindelser. Jeg havde håbet på at få et yderligere kendskab til dette forhold gennem mit arbejde hos Civilfonden. Det viste sig dog at fonden ikke har nogle vidtgående kontakter med ungarske statslige institutioner, og medarbejderne forholdt sig for Civilfondens vedkommende ikke i særlig grad til dette forhold. Jeg opdagede dog hurtigt, at forholdet til lokalrådet måtte have en meget stor betydning for modtagerorganisationerne, idet de ofte fik lokaler eller arbejdskraft stillet til rådighed af lokalrådet og derfor også kunne forventes at skulle leve op til visse forventninger fra denne side. I Civilfondens spørgeskemaer var der inkluderet et spørgsmål om forholdet mellem organisationen og lokalrådet. Jeg troede umiddelbart at dette spørgsmål ville føre til spændende diskussioner under monitor-besøgene, men det skete kun en enkelt gang at forholdet kommenteredes som andet end en kilde til støtte. Jeg prøvede også at spørge Civilfondens medarbejdere om, hvordan dette forhold burde være; hvad fondens ideologi gik ud på, og hvilke problemer der kunne opstå. Det viste sig, at man fra Civilfondens side for det første ville sikre sig, at modtagerorganisationen ikke var en dæk-organisation for et lokalråd eller en virksomhed, for det andet sås det som en nødvendighed for organisationernes overlevelse, at de kunne samarbejde med lokalrådet og dermed få nogle af deres udgifter dækket. Der var tale om en praktisk løsning, fordi hverken lokalråd eller NGOer har råd til at løse opgaverne alene. Jeg nåede imidlertid ikke langt med mine spørgsmål om hvilke problemer, der kunne tænkes i dette forhold, eller hvordan organisationer skulle sikre deres egen uafhængighed under sådant samarbejde. Sidstnævnte viste sig senere at være et reelt problem for flere modtagerorganisationer, som følte sig udnyttede eller direkte snydt af lokalrådene, men det var ikke et, Civilfonden som distributions-organisation fokuserede på.

Det undrer mig stadig, at der ikke lægges mere vægt på at udvikle organisationers uafhængighed af lokalrådene, fordi uafhængighed netop er en af de vigtige målsætninger, Civilfonden har for deres modtagere. Jeg fandt flere mulige forklaringer på problemet i mine data. For det første blev der ofte lagt vægt på, at alle modtagerorganisationer formelt set var fuldstændig uafhængige, og på denne måde var det f.eks. sikret at materiel, som Civilfonden gav i støtte, ikke kunne inddrages af et lokalråd, selv hvis den givne organisation skulle ophøre med at eksistere. På papiret var modtagerorganisationer altså altid uafhængige, selvom de muligvis følte sig udnyttede i praksis. Civilfondens medarbejdere var naturligvis bevidste om, at der nogle steder var problemer med samarbejdet mellem lokalråd og organisationer, men de anerkendte også, at dette samarbejde var så vigtigt for organisationernes overlevelse, at man skulle være varsom med at fordømme det. Desuden har byerne i Ungarn ofte kun få tusinde indbyggere, og det er ofte en meget lille gruppe, som tager initiativ til at forbedre forholdene for deres medborgere. Det kan f.eks. betyde at borgmesteren ofte sidder i bestyrelsen for en eller flere organisationer i sin by, eller det kan betyde, at organisationer overhovedet ikke støttes af lokalstyret pga. personlige stridigheder. Under alle omstændigheder er de civile organisationer og lokalstyrerne stærkt afhængige af hinanden. Endelig ligner situationen på mange måder forholdet mellem Civilfonden og Hoveddonoren, fordi den ene part har midler (Hoveddonoren, lokalstyre), mens den anden part (Civilfonden, civile organisationer) vil gennemføre nogle projekter og er afhængig af støtten fra den første for at kunne udføre den. I begge tilfælde har den første part også en klar interesse i samarbejdet. Da jeg indså denne lighed, gik det op for mig at det passede med den tendens, jeg havde set hos Civilfonden til at støtte modtager-organisationerne ud fra deres egne erfaringer. Naturligvis prøvede medarbejderne at rådgive omkring uafhængighed af lokalstyre, og typisk var svaret at skaffe midler andre steder fra. Dette er dog i realiteten stadig en lidt teoretisk mulighed selv for Civilfonden, som jo stadig får størstedelen af sine midler fra Hoveddonoren, og derfor kan medarbejderne ikke trække på egne erfaringer på dette område[16]. Civilfonden kan hjælpe organisationer til at blive teknisk eller organisatorisk stærke, give dem redskaber i form af regnskabsfærdigheder, computere og programmer, planlægnings og strategitræning etc. Hvordan

disse redskaber skal anvendes er så op til organisationerne selv. Spørgsmålet om afhængighed i samarbejde med lokalstyre forbliver derfor i baggrunden og er i høj grad et problem, modtagerorganisationerne selv må finde en løsning på.

Jeg måtte naturligvis kontrollere for, om der overhovedet var problemer i samarbejdet mellem lokalstyrer og civile organisationer. Derfor inkluderede jeg spørgsmål om forholdet til lokalråd og den statslige sektor som sådan i mine spørgsmål til modtagerorganisationerne. I lang tid oplevede jeg, at mine spørgsmål var forgæves. Alle svarede på lignende vis: ”Én azt hiszem, hogy példaértékü a kapcsolatunk az önkormányzati szektorral is.....”[17]. Der var ingen problemer, for heldigvis var det altid et helt fantastisk lokalråd i deres område, og det var lykkedes at få et godt samarbejde. Ofte fik jeg at vide, at det tidligere havde været sværere at kommunikere med lokalrådet, og man oplevede at de frygtede konkurrencen fra de civile organisationer. Det var typisk en meget generel kritik af en mentalitet, der fandtes i lokalstyrerne (måden at omtale lokalstyrerne på kunne jeg ofte sammenligne med den måde man i Danmark omtaler ”det offentlige” eller ”kommunen” på nedsættende vis), men i lang tid fik jeg ingen konkrete eksempler på konflikter. Jeg mente, jeg blev præsenteret for et alt for pænt billede af situationen, men én af grundene kunne være, at Civilfondens modtagere jo netop er mere velfungerende organisationer, som er overlevelsesdygtige og har lokaler. Det kunne netop hænge sådan sammen, at de ikke havde været i konflikt med lokalstyret og derfor havde opnået en vis form for støtte herfra og således var blevet overlevelsesdygtige.

En anden årsag kunne være, at de interviewede ikke følte sig trygge ved at fortælle mig om deres problemer og utilfredshed med lokalrådet. Det var nødvendigt at undersøge forholdet nærmere, ikke mindst fordi jeg mener forholdet til statslige organisationer har en afgørende betydning for, hvordan organisationerne kan realisere deres rolle i civilsamfundet. Jeg prøvede i mine interviews at spørge hvilke potentielle problemer, der var i forholdet og om personen evt. kendte til problemer andre steder. Dette var en måde at komme til at snakke om sagen uden at personen behøvede at afsløre noget, hun ikke ville. Det gav mig faktisk en langt bedre forståelse af hvilke processer der er på spil (fra civile organisationers synspunkt) og satte mig i stand til at spørge langt mere konkret og mindre truende i senere interviews. Jeg kunne også spørge, hvordan samarbejdet med lokalrådet startede, hvilket typisk ledte til forklaringer om, hvordan forskellige konflikter var blevet løst. Den vigtigste beslutning i forbindelse med disse oplysninger var dog at besøge det samme sted flere gange og flere dage ad gangen.

Jeg bestemte mig i begyndelsen af august for at koncentrere mig om en bestemt gruppe af Civilfondens modtagerorganisationer i resten af perioden. Det var et problem at Civilfonden støtter mange forskelligartede organisationer, og jeg indså, at hvis jeg ville undersøge alle områder, ville det blive meget overfladisk. Det var fysisk umuligt at nå at lave interviews for ikke at nævne deltagerobservation med alle modtagerorganisationer, og jeg valgte derfor primært at koncentrere mig om telecentrene.

Civilfonden har siden 1996 støttet den ungarske telecenterbevægelse som del af deres støtte til udvikling af landområder. Telecentrene er huse i små byer, som indrettes med computere, kopimaskine, telefon, fax, internetforbindelse og anden informations- og kommunikationsteknologi. Her er åbent i dagtimerne, så befolkningen kan gøre brug af teknologien med eller uden hjælp fra personalet. Det er enten gratis eller meget billigt at bruge telecentrets services. Desuden arrangerer telecentrene forskellige aktiviteter for børn og ældre, sprogundervisning, juridisk hjælp og de ansøger som organisation om støtte til diverse initiativer i byen (f.eks. restaurering af byens kirke eller modernisering af en legeplads etc.). For at måtte bruge titlen Telecenter skal man leve op til minimumskravene fra den Ungarske Telecenter Forening, hvorved man bla. forpligter sig til at være et åbent sted, hvor alle kan komme efter hjælp eller information. Der kan altså ikke være tale om en skole, en sportsklub eller et lokalråd, som kun giver adgang til henholdsvis egne elever, medlemmer, ansatte. Desuden kræves det for at få støtte fra Civilfonden, at det er en NGO som ansøger om at drive telecenteret. Organisationen bliver ejer af den infrastruktur Civilfonden donerer og skal også sørge for at finde en leder til stedet og skaffe fortsat støtte. Den mest typiske finansieringsmodel har været en, hvor lokalrådet har stillet lokaler til rådighed og en eller to lønnede ansatte, hvilket ofte er arrangeret således, at telecentret placeres i byens kulturhus, hvor der alligevel er en person ansat som leder samt en rengøringsassistent. Disse fungerer så fortsat i disse stillinger men får altså også til opgave at arbejde for telecentret.

Ved at fokusere på telecentrene fik jeg automatisk fat i organisationer som samarbejdede med lokalrådet, og jeg kunne samtidig indsnævre mit undersøgelsesområde med henblik på at analysere telecentrenes rolle i civilsamfundet (i stedet for at forsøge at analysere mange forskellige slags organisationers funktion).

Således tog jeg bla. til byen Szentgyörgyvölgy flere gange. Jeg havde tidligere besøgt stedet to-tre gange sammen med Imre, dels til monitor besøg og dels i forbindelse med en konference for rumænske borgmestre som fandt sted her. Lederen af telecentret er kvinden Klara, som fra starten bød mig velkommen og flere gange havde inviteret mig til at komme på besøg alene. I starten af september var jeg i Szentgyögyvölgy i en uge, hvilket gav mig mulighed for at følge den daglige rutine og snakke med både ansatte og brugere. Om aftenen snakkede jeg med Klara og hendes familie, og dette var nogle af de mest værdifulde stunder, fordi vi kom meget tæt på hinanden, og hun betroede sig derefter til mig om problemer i forbindelse med telecentret såvel som i hendes private liv. Jeg besøgte stedet flere gange og var også på lignende besøg andre steder med lignende positive resultater.

Det mest afgørende for at få nogle brugbare og interessante oplysninger var at blive venner med folk, fordi de så begyndte at betro sig til mig. Jeg oplevede især i slutningen af feltarbejdsperioden, at jeg var blevet et kendt ansigt i telecenterbevægelsen, og de som var meget aktive og derfor også havde mødt mig mange gange betroede sig ofte til mig og svarede åbent på mine spørgsmål. I oktober og november var jeg med på ture til Jugoslavien med flere repræsentanter fra forskellige telecentre, og dette var en oplagt mulighed for at diskutere forskellige problemstillinger og spørgsmål, som var opstået i løbet af mit feltarbejde. Her havde jeg flere telecenterledere samlet på et sted, og mine spørgsmål gav anledning til megen diskussion.

Jeg vurderede ofte, at det ikke ville være en hjælp at hive diktafon og interviewguide frem, når vi sad to eller flere og snakkede. Mange informationer kom ud af uformelle samtaler, og så måtte jeg bagefter hive notesblokken frem og skrive de interessante oplysninger ned. Jeg følte ofte, at det var upassende at tage noter midt i en samtale eller under besøg til modtagerorganisationer, hvor jeg overværede andres samtale. Jeg tog derfor ofte noter i forbindelse med frokost eller andre pauser eller under transport. Efterhånden bekymrede det mig mindre, og da jeg opdagede at mange troede, jeg skrev dagbog, tog jeg også denne forklaring til mig og brugte den ofte. Der gik ikke lang tid, før jeg blev kendt for at sidde og tage noter i tide og utide, og på kontoret hos Civilfonden fik jeg øgenavnet ”spionen” fulgt af masser a vittigheder om, hvad alle mine hemmelige notater skulle bruges til. Jeg oplevede i høj grad, at det var en vanesag at tage noter foran folk, selvom jeg aldrig følte mig tilpas ved at gøre det midt under samtale. Nogle gange prøvede jeg, men da mine bange anelser om at folk bliver utrygge blev bekræftet, opgav jeg denne fremgangsmåde og ventede i stedet til der ikke blev talt, eller jeg sad alene.

Til indholdsfortegnelse

Civilsamfund_____________________________________________

Under forberedelsen til mit feltarbejde har jeg beskæftiget mig meget med forskellige modeller for civilsamfund. Disse modeller har mere eller mindre bevidst udgjort sammenligningsgrundlaget for den empiri, jeg fandt i Ungarn, på den måde at jeg kunne identificere forskellige karakteristika, som jeg kendte fra definitioner af civilsamfund. Dette afsnit vil være en præsentation af det analyseapparat, som jeg har brugt til at forholde empiriske fund til begrebet civilsamfund. Det er udviklet i løbet af feltarbejdet og er i høj grad resultatet af en ikke altid bevidst proces, hvor forventninger til civilsamfundet og dermed til empirien er formet både af teoretiske modeller og af personlige forventninger.

Jeg arbejder med karakteristika på to niveauer: Infrastruktur og Funktions-niveau. Det første niveau beskriver, hvad der i den givne definition udgør civilsamfundet, mens det andet handler om, hvordan dette civilsamfund fungerer, hvad dets rolle eller funktion er. På hvert niveau kunne man lave en liste af mulige karakteristika fra alle mulige definitioner af civilsamfund, empirisk eller teoretisk funderet. Herefter kunne man tage de karakteristika ud, som findes i Ungarn, og disse ville så udgøre definitionen på ungarsk civilsamfund. Da virkeligheden jo oftest er mere kompleks end teorier, ville man højst sandsynligt kunne finde alle karakteristika alle steder i hvert fald i nogen udstrækning. Ovenstående er derfor blot et udtryk for den måde, jeg har tænkt på, og listerne, der vil komme ud af denne tænkning, vil rumme de karakteristika, som jeg mener er mest fremtrædende i den sammenhæng, jeg har studeret.

Civilfondens strategi går hovedsagligt ud på at støtte NGOer og gøre dem stærkere som organisationer. På denne måde sættes civilsamfund lig med mængden af NGOer, hvilket er en opfattelse, jeg også fandt i de fleste interviews både med Civilfondens medarbejdere og med repræsentanter fra modtagerorganisationer. Infrastrukturen for civilsamfundet er her NGOer og ikke noget andet (f.eks. virksomheder, medier eller forsamlinger). Andre definitioner af civilsamfund var ikke relevante for mine informanter, og når vi talte om civilsamfundets rolle eller funktion, var det NGOerne der blev diskuteret.

I lang tid stillede jeg mig selv og mine informanter nogle spørgsmål, som jeg ikke kunne forklare hvorfor var vigtige. Det generede mig, at den indsats Civilfondens modtagerorganisationer ydede, næsten aldrig var henvendt mod ”helt almindelige mennesker” eller mod ressourcestærke grupper. Det forekom mig, at demokrati ikke kun handler om dårligt stillede, og at deres dårlige position også er andres problem. Dette kan nok karakteriseres som en meget dansk holdning, og det var i hvert fald ikke altid nemt at forklare, hvorfor jeg efterlyste mere bredt orienterede aktiviteter. Endnu mere svært var det at tale om civilsamfundet som et bredere begreb end et organisationssamfund. Når jeg i interviews spurgte om betydningen af begrebet civilsamfund, eller om organisationens rolle i et sådant, blev informanten næsten altid forvirret, eller hun kunne ikke forstå spørgsmålet. Det er ikke et simpelt spørgsmål, men mine informanter brugte selv ordet civilsamfund og var oftest relativt højtuddannede mennesker, som det kunne forventes havde gjort sig tanker om begrebet. Problemet var naturligvis, at for dem betød ordet jo blot mængden af civile organisationer, og dette svar var for simpelt. Jeg måtte spørge mig selv, hvorfor jeg overhovedet troede, at det var muligt at finde andre betydninger. Hvad var det jeg ledte efter? Jeg efterlyste en bredere betydning af begrebet, som jeg ikke fandt, og det irriterede mig. Efter noget tid gik det op for mig, at denne forenkling af civilsamfund til organisationssamfund generede mig, fordi den ikke siger noget om, hvad det gør godt for, eller hvordan det skulle styrke demokrati – og hvad skal man så bruge det til andet end et ord, der kan gøre ens sprog mere farverigt?

Jeg vendte tilbage til min projektbeskrivelse flere gange for at se, om jeg kunne finde ud af, hvad jeg ledte efter. Følgende afsnit gav mig en idé: ” Når man læser om civilsamfundet, får man nogle gange en opfattelse af, at der ikke er tale om en del af samfundet men om en bestemt slags samfund. I dette civile samfund identificerer individet sig primært med rollen som borger i et samfund, som giver lige rettigheder til alle, hvor magten er delt i tre, og hvor borgerne (typisk organiseret i interesseorganisationer) overvåger og kritiserer staten, regeringen og samfundet som sådan (F.eks. Keane(1998) og Seligman (1992). Der er i denne forståelse også indeholdt en idé om at civilsamfundet indebærer en høj grad af deltagelse i den politiske proces. Adam Seligman (1992) beskriver civilsamfundet som et spørgsmål om tillid og en identifikation som ”civilist”, hvilket er borgeren i det civile samfund.” Jeg ville have mine informanter til at beskrive opbygningen af et sådant samfund for mig som noget af det, deres organisationer var med til, og det havde de svært ved. Jeg blev også mindet om, at begrebet primært er analytisk og hjælper akademikere til at håndtere en kompleks virkelighed, og at det her var mig, som skulle beskrive denne virkelighed. At informanterne ofte ikke kunne beskrive deres organisationers rolle i samfundet betød jo ikke, at de ikke spillede nogen rolle, men jeg måtte selv analysere deres aktiviteter. Det lå fast, at det civilsamfund, jeg nu studerede var Civilfondens modtagerorganisationer, og nu måtte jeg kigge nærmere på deres funktion.

Som nævnt yder Civilfonden støtte til forskellige slags organisationer, men modtagerne har næsten alle det til fælles, at de yder en social eller anden service til en bestemt befolkningsgruppe, som kan være mere eller mindre specifik. Som eksempel kan nævnes en fond for børn med Downs syndrom, der bla fungerer som en slags udrykningsambulance til forældre som netop har fået et barn med Downs syndrom. Eller uddannelses og beskæftigelses-projekter for Roma-unge, repræsentation i form af generel oplysning om rettigheder eller hjælp til at føre en sag. I langt de fleste tilfælde er indsatsen rettet direkte mod svage grupper (f.eks. socialt svage, minoriteter eller handicappede) og er koncentreret om at forbedre deres muligheder og sikre deres rettigheder.

I mine interviews spurgte jeg til, hvordan disse organisationer styrker demokrati og svaret var oftest, at det var den lige adgang til sociale services, uddannelse, informationer og diverse støttemuligheder, der var afgørende. Den demokratiforståelse, som der oftest blev givet udtrykt for, var, at demokrati betyder alles lige rettigheder og lige adgang til muligheder og goder. Derfor var det NGOernes opgave at træde til, når statens indsats ikke var fyldestgørende, især på sociale områder. Civilsamfundets funktion er på denne måde at yde services, som sikrer, at svagtstillede borgere får de samme muligheder som resten af befolkningen. Jeg kalder denne model af civilsamfundet for et ”organisationssamfund for lige muligheder”.

Jeg begyndte at søge efter organisationer, som involverede flere mennesker direkte, og hvis aktiviteter handlede mere om at gøre individet til en ansvarsbevidst handledygtig borger, fordi jeg mente, det hører med til demokratiet, at alle har en stemme og bruger den. Jeg stødte kun på to organisationer, som jeg mener måske ligger til grund for større bevægelser, der involverer mange individer direkte i organisationens aktiviteter (fremfor bare at have ”forbrugere” af services). Den ene var en økologi-organisation, som prøvede at gøre folk både økologisk og socialt bevidste, den anden var en forening for elevråd i en mellemstor by, som målrettet arbejdede for at gøre elever og forældre bevidste om deres rettigheder og i stand til at udnytte dem. Disse to adskilte sig, fordi deres medlemmer og brugere ikke blot modtog en service, men selv var aktivt med til at gennemføre aktiviteter. Det tog overraskende lang tid før jeg indså hvorfor denne forskel var så afgørende for mig. Det hang sammen med min egen opfattelse af, hvad civilsamfundet er og hvordan, det styrker demokratiet, dette bias, som jeg var blevet bevidst om i forbindelse med bearbejdningen af mine data i august. Jeg havde en model af civilsamfund i mit hoved, i følge hvilken nogle af de helt afgørende karakteristika var 1) funktionen som ”skole for demokrati”, dvs. f.eks. gennem arbejde i en organisation lærer individet demokratiets spilleregler og 2) ”folkedeltagelse”, som dækker over en opfattelse af at civilsamfundet er en sfære, hvor den brede befolkning deltager i og påvirker politiske processer. Jeg var ofte skuffet over det, jeg så, fordi organisationernes tendens til at fokusere på udførelse af specifikke services (der godt nok gav flere mennesker adgang til behandling, støtte eller andet, som kunne gøre dem mere ligestillede med andre) betød, at de ikke fokuserede på at nå ud til den brede befolkning, som så heller ikke tog stilling til disse problemer. En af mine informanter er en kvinde, som arbejder for at kunne bruge telecentrene som ramme til udførelse af flere sociale opgaver f.eks. i forbindelse med børneomsorg. Hun har tidligere været hos socialministeriet men har nu startet sit eget institut og kender meget til telecenterbevægelsen, som hun er meget imponeret af. Hun sagde en meget beskrivende sætning om den ungarske NGO-sektor : ”Az a baj, hogy Magyarországon sokszor a feladatokat látják el és nem a problémákat.”[18] Hvilket antyder, at der bruges meget energi på at løse de umiddelbare problemer fremfor at tage fat i grundlæggende fejl i samfundet eller systemet.

Jeg begyndte ca. midt i feltarbejdsperioden at arbejde meget med at opskrive forskellige karakteristika af civilsamfund, dels som jeg mente det så ud empirisk, dels som teoretiske, politologiske modeller, og dels som jeg med mit bias hele tiden forventede at ”rigtigt” civilsamfund skulle være. Følgende skema er et eksempel på dette:

	*Empiri*	*Teorier*	*Egne forventninger*
*Infrastruktur*	Organisationer (Telecentre)	Organisationer Medier, virksomheder	Organisationer Folkebevægelser, forsamlinger
*Funktioner*	Udførelse af sociale services og sikring af lige rettigheder ved simpel repræsentation (hjælp i enkeltsager)	Check and balance af staten	Kritik af og alternativer love, regler og politiske tiltag. Repræsentation i grupper.
		Check and balance af staten
	Realisering a ”demokratiske rettigheder”	”Skole for demokratiet”	Demokratisk socialisering med aktiv deltagelse.
	Alternativ til systemet	Tillid til systemet	Påvirkning af systemet
		Folkeoplysning/debat	Folkedebat

Fokus på telecentrene var også en måde at nå mere i dybden med mine undersøgelser om organisationers rolle i civilsamfundet. Ved at undersøge disse mere ensartede initiativer kunne jeg gå i dybden og analysere deres aktiviteter og deres betydning. Jeg hørte ofte i forbindelse med telecentre, at deres opgave var at lære folk at hjælpe sig selv, fordi de under socialismen lærte at modtage det, de blev givet, uden at stille spørgsmål. Telecentrene skal være en ramme, der sikrer alle de samme muligheder for at gøre brug af moderne teknologi og yder hjælp til at gennemføre ideer (både til virksomhedsdrivende, foreninger, klubber, privatpersoner etc.) ved at skaffe informationer, kontakter etc. og ved at lette overgangen til brug af teknologi ved at anbringe dem i de små byer uden store omkostninger for den enkelte bruger. Håbet er at skabe en civil mentalitet, som betyder at folk tager ansvaret dels for deres eget liv, men også for deres lokalområde. Telecentrene og deres personale fungerer i denne sammenhæng som eksempel og katalysator i lokalmiljøet. Desuden er det meget vigtigt at borgerne opnår en tillid til telecentret, dels at det er politisk uafhængigt, og dels at det er et sted, man altid kan søge hjælp.

Med ovenstående i mente kunne jeg nu placere nogle flere ”civilsamfundskarakteristika” i empiri-søjlen, fordi telecentrene klart giver folkeoplysning og spreder kendskabet til teknologi og til diverse muligheder. De giver også bedre adgang til begge og skaber dermed basis for at borgerne udnytter dem. Derudover gør de en målrettet indsats for at gøre borgerne til ”civilister”, der kan tage ansvar for sig selv og deres lokalområde, og hermed har de en socialiserende funktion. De mere bevidste borgere med adgang til informationer og teknologi vil være bedre i stand til at tage aktivt del i det demokratiske samfund. Tilliden opbygges til dette netværk af telecentre som et nyt system, der er et alternativ til de offentlige ”hivatal”, som er statslige, administrative kontorer. Der foregår altså en form for socialisering, et bevidst forsøg på at udbrede en bestemt mentalitet, men den er endnu især rettet mod befolkningen fra NGOerne og ikke fra befolkningen mod staten.

Til indholdsfortegnelse

strukturer som analytisk redskab____________________________

Fordi jeg havde planlagt at anvende Bourdieus praksisteori om at mennesker anvender disponerende strukturer, prøvede jeg naturligvis hele tiden at identificere sådanne strukturer. Det betød i praksis, at jeg prøvede at kategorisere de handlingsmønstre, jeg observerede og deres forklaringer som mine informanter gav mig. Under strukturering af mine data har jeg bla. arbejdet med kategorierne professionalisme, nepotisme, civil, overlevelse m.fl. Disse kategorier er udsprunget af analyse af interviews og samtaler, hvortil jeg har anvendt en simpel form for diskursanalyse. Formålet var at afsløre en sammenhæng mellem adfærdsmønstre og forklaringsmodeller. Det, jeg i dette afsnit benævner strukturer, er de kategorier af forklarings- eller handlingsmønstre, jeg mener at have fundet. En struktur er udtryk for en logik eller et mønster, der er styrende for aktørens handlinger, og som kunne gives som forklaring på dem.

Jeg oplevede ofte at min evne til at lytte var uvurderlig. Mange informanter greb chancen for at snakke om ting, der bekymrede dem, og ofte blev jeg indviet i meget personlige sager. Det skabte en tillid, som betød, at jeg havde adgang til mange informationer og personer, bare fordi jeg var åben og venlig. Det betød dog også, at jeg i nogle situationer måtte veje værdien af et venskab overfor værdien af oplysninger. Dette var et spørgsmål, da jeg i september blev vidne til svindel med midler fra Soros-fondon. En af Civilfondens medarbejdere og lederen af en modtagerorganisation blev enige om, at det ville være dumt at betale de overskydende penge fra et projekt tilbage til Soros-fonden, når de nu havde fået dem. Derfor købte de en kvittering på beløbet og delte overskuddet, som var på ca. 140.000 Forint, hvilket svarer til to relativt gode månedslønninger. Medarbejderen fra Civilfonden bad mig undlade at nævne episoden over for andre på kontoret, men han mente i øvrigt ikke, de ville sige noget særligt, for det var jo en sag mellem ham og organisationslederen. Det var uhyre fristende at spørge andre medarbejdere om deres mening om episoden, men det ville være et fuldstændigt uacceptabelt brud på den tillid, man havde vist mig, og jeg kunne derfor ikke gå yderligere i dybden med det.

Det chokerede mig især at lederen, som var en kvinde jeg kendte og havde et godt forhold til ville lave en handel som denne. Hun virkede meget ideologisk og nægtede bla. at udnytte sine personlige forbindelser for at få støtte til organisationen. Hun sagde ofte, at arbejdet måtte tale for sig selv, og at det var på denne basis, hun ville opnå støtte. Det andet var ikke retfærdigt, og hun ville ikke synke så dybt. Hun var også meget opmærksom på, at der skulle være orden i regnskaberne, da hun ellers ikke ville kunne sove om natten. Dette havde jeg betragtet som respekt for og tilslutning til nogle idealer om retfærdighed og lovlydighed, som hun hermed undergravede. Jeg tænkte på min oprindelige hypotese om, at der er to konkurrerende strukturer på spil, en ”gammel” og en ”ny”. Men jeg kunne ikke fordele de forskellige kategorier, jeg indtil nu havde arbejdet med, i to grupper, således at de hørte sammen. Jeg kunne måske nok sige, at kategorien civil hører til efter systemskiftet, og ligeledes gør kategorien professionel. Den kategori, der indeholdt at man snyder systemet, kunne jeg godt hævde hænger sammen med en struktur fra det tidligere kommunistiske system, og på denne måde ville jeg have en fin model af nogle konkurrerende strukturer fra før og efter systemskiftet. Det undrede mig imidlertid, at der for de implicerede ikke syntes at være nogen voldsom modsætning i deres handlinger, og de behøvede altså ikke nødvendigvis at opgive en struktur til fordel for en anden. De var naturligvis bevidste om, at deres gerninger var ulovlige, men der var ikke nogle moralske skrupler at spore. Der oplevedes ikke nogen uoverensstemmelse mellem det at være civil eller professionel og det at snyde med kvitteringer for egen vindings skyld.

Jeg kategoriserede sådanne episoder af svindel som ”overlevelses”-struktur, fordi de altid blev forklaret med, at den løn man fik for sit arbejde ikke kunne betale de reelle leveomkostninger, og derfor var man nødsaget til at skaffe flere penge, som man nu kunne. Dette kunne også betyde at man handlede indenfor nepotisme-strukturen. Handlinger baseret på denne overlevelses-struktur observerede jeg ofte side om side med handlinger der anvendte den professionelle struktur, til trods for at de to strukturer for mig var modstridende.

Jeg var begyndt at ane et modsætningsforhold mellem de procedurer og principper, Hoveddonorens mange regler foreskrev, og den måde personalet herfra administrerede de enkelte sager. Af modtagerne (dvs. både Civilfonden og Dennes modtagere) krævedes det, at man havde og fulgte procedurer for at opnå gennemskuelighed og undgå korruption og nepotisme. Principperne i dette lignede den professionalismestruktur, jeg fandt hos Civilfonden og andre modtagere. Samtidig var der dog også en tendens til nepotisme og en udnyttelse af Civilfondens svagere stilling i forhold til donoren. Igen er det Jean, der har fortalt mig detaljerne om en sag, der handlede om en NGO, der ikke havde opnået støtte fra Civilfonden i en bestemt støtterunde. Organisationen havde dernæst henvendt sig til Hoveddonoren, hvor man kendte til den og mente, det var en god og støtteværdig organisation, hvorfor man bad Civilfonden give dem den computer, de bad om. Fra Civilfondens side var man ikke villig til at yde støtte uden om ansøgningsprocedurerne med mindre Hoveddonoren udtrykkeligt skrev en anmodning herom. Der blev sat en ære i at følge procedurerne og på denne måde sikre lige og retfærdige muligheder for alle ansøgere, der skulle ikke være mulighed for at gå bag om systemet og trække på personlige kontakter her. Det hørte med til at arbejde professionelt, og det var bla. det, som gjorde dem værdige til at indgå i partnerskab med Hoveddonoren. Det endte med at organisationen fik tildelt en computer direkte fra Hoveddonoren.

Her er det strukturen jeg kalder personlige forbindelser eller nepotisme, som gør at en organisation henvender sig direkte til Hoveddonoren, fordi man ved, man er kendt og vellidt her. Det er også den Hoveddonorens repræsentanter følger, når de prøver at overtale Civilfonden til at favorisere organisationen og endelig beslutter selv at gøre det. En anden struktur kalder jeg for professionalisme, og den dominerer, når Civilfondens personale siger nej til at favorisere, ligesom den også ligger til grund for telecenterlederens faste beslutning om ikke at udnytte personlige bekendtskaber til at få støtte. Det mest forvirrende og interessante jeg lagde mærke til var, at de samme personer kunne give udtryk for at følge alle de forskellige strukturer uden at det voldte dem nogle problemer. Jeg overvejede, om det skyldtes, at der er tale om konkurrerende strukturer i en overgangsperiode, således at en struktur med tiden ville blive dominerende. Dette er det imidlertid for tidligt at svare på, og det ville kræve yderligere undersøgelser over de næste ti-tyve år. Desuden var det jo ikke kun de ungarske informanter, som gjorde brug af flere strukturer men også de amerikanske partnere. Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, hvordan jeg analytisk skulle tackle disse modstridende strukturer, især fordi jeg fandt dem på den ”forkerte” side hos den amerikanske donor.

Det undrede mig også i stigende grad, at ansatte hos både Civilfonden og Hoveddonoren altid holdt fast ved, at ansøgningsprocedurer skulle være standardiserede med lige adgang og ret, når det var tydeligt at disse ofte blev omgået eller simpelthen ikke brugt. Såkaldte ”limited tender”, hvor to-tre organisationer indbydes til at byde på udførelsen af et projekt er i sagens natur favoriserende, ligesom Civilfondens tætte kontakt med Hoveddonoren (især igennem John) giver større muligheder for at få støtte.

I oktober fulgte jeg Gábor og nogle repræsentanter fra telecenterbevægelsen på besøg i Jugoslavien. Gábor er ansvarlig for et stort telecenter program, som Civilfonden har startet i sommeren 2000. Hoveddonoren støtter projektet, som er en opbygning af en telecenterbevægelse som den i Ungarn. Vi skulle holde møder med folk, som var interesserede i at opstarte et telecenter og bla instruere dem i at ansøge. Deltagerne i møderne var alle blevet inviteret personligt, og avisnotitsen om den konference, vi afholdt, kom i så sent, at nye ikke kunne melde sig til. Da jeg spurgte, hvorfor man ikke bragte notitsen tidligere, var Gábors umiddelbare reaktion, at det kunne man jo godt, og det skulle de måske have gjort. Det hele var imidlertid arrangeret af den Jugoslaviske telecenterforening, som forklarede, at der var sendt breve ud til alle lokalråd, uden at det havde givet særlig stor tilbagemelding. Derfor havde de selv opsøgt folk, de kendte og kørt hele landet rundt for at arrangere møderne. Det var tydeligt at denne fremgangsmåde var helt naturlig for Gábor, og derfor havde han ikke stillet spørgsmålstegn ved den. Det var først da jeg spurgte, om han mente det var åbent nok i forhold til Hoveddonorens krav, at han blev i tvivl. Personligt mente jeg ikke, der var noget galt i at trække på personlige netværk i denne situation, hvor landet mildest talt ikke fungerer optimalt, og kommunikationsveje og tillid begge er skrøbelige emner. På den anden side er det en fremgangsmåde som i sig selv er nepotistisk og dermed netop bygger på det, som Hoveddonorens procedurer skal forebygge imod. Det kunne Gábor naturligvis godt se, men det blev forklaret med, at man må starte demokratiet et sted og selve det, at man skal udarbejde en ansøgning og vil blive vurderet i forhold til andre ansøgere, var et skridt på vejen. Demokratiet kan ikke skabes fra en dag til den næste. Dette virker logisk, og jeg kunne acceptere, at opbygningen af et civilsamfund og af demokratiske procedurer er en proces og en skole, demokrati kan betegnes som en ny struktur, der endnu ikke er dominerende, men bevidst forsøger man at gøre den det.

Da vi var i Jugoslavien for at afholde møder for de potentielle ansøgere til det nye telecenter-program for Serbien og Vojvodina, fik jeg i det hele taget rig mulighed for at tale med Gábor og spørge om en masse ting, jeg ikke umiddelbart forstod. Endelig fandt jeg ud af hvordan man i starten af året havde opnået støtte til programmet, og det stod klart at John havde spillet en betydelig rolle. En gruppe mennesker fra Vojvodina havde hørt om den ungarske telecenter-bevægelse og havde opsøgt nogle repræsentanter for landsforeningen. De havde diskuteret mulighederne for at udvide netværket til Jugoslavien og henvendte sig til Civilfonden for at høre om støttemuligheder til et sådant program. Civilfondens chef nævnte det for John, som henviste til, at Hoveddonoren pga. den politiske situation ikke har nogle projekter i Jugoslavien, men netop nu sikkert ville være meget villig til at give støtte.

Da jeg interviewede John i november, var jeg mest interesseret i hans og Hoveddonorens forståelse af civilsamfund og demokrati. Jeg var også meget spændt på, hvordan han ville forklare den nepotisme, som jeg synes at have sporet en tendens til indenfor Hoveddonoren. For hvis personlige forbindelser og gensidigt kendskab så åbenlyst spiller en rolle – også for amerikanere – hvorfor var det så vigtigt at sikre sig, at det ikke gør det i Ungarn? Jeg vidste, at det ikke ville nytte noget at angribe John med eksempler på hvornår Hoveddonoren ikke ”selv” havde fulgt reglerne. Dette ville kun sætte ham i en forsvarsposition og desuden skabe problemer i forholdet mellem ham og Civilfondens ansatte. Desuden var jeg ikke interesseret i at angribe ham, men i at forstå hvordan han som repræsentant for en organisation retfærdiggør at arbejde med to strukturer: En som foreskriver brugen af procedurer, der sikrer gennemsigtighed og lige muligheder for ansøgere og en anden, som siger, at man hjælper dem, man kender. Jeg spurgte John, hvad hans rolle havde været i forbindelse med at Civilfonden havde fået støtte til programmet i Jugoslavien, og han hævdede udelukkende at have givet et godt råd og information om, at man kan sende uopfordrede ansøgninger til Hoveddonoren. Han fortalte også, at han selv modtog ansøgningen fra Zoltán[19] og vedlagde kommentarer om hans kendskab til den, inden han sendte den til kontoret i Washington. Han fastholdt dog, at han ikke hermed havde anbefalet Civilfonden, og at hans person ikke spillede en stor rolle i opnåelsen af denne støtte. På trods af at der ikke er tale om at bryde regler, og på trods af at jeg ikke brugte diktafonen under dette interview (fordi jeg på forhånd havde en fornemmelse af, at det ville genere John) fastholdt han, at personlige forbindelser ikke havde stor betydning i opnåelsen af denne støtte. Dette virker absurd, når det er tydeligt, at uden hans personlige kendskab til Hoveddonoren og til Civilfonden ville ansøgningen aldrig være nået så langt. Det var flere personers kendskab til telecenterbevægelsen, tilliden til Civilfonden og Johns indsats, som skaffede støtten. Jeg har ingen viden om, hvilken betydning Johns kommentarer havde for bedømmelsen af ansøgningen, men da den er kommet uopfordret, har den nok ikke haft mange konkurrenter, og det er svært at forestille sig, at ”godkendelsen” fra et af Hoveddonorens egne kontorer ikke har hjulpet.

Jeg blev i tvivl om strukturtilgangen overhovedet var en god model til at arbejde med disse data, det virkede helt klart for mig, at mine informanter arbejdede med forskellige forklaringsmodeller for deres handlinger. Jeg begyndte at lægge mere mærke til, hvordan man skelnede mellem, om noget var professionelt eller ikke, hvad der forbandtes med nord/vest kontra øst, hvad der betragtedes som ”før” og ”efter”, og jeg lagde mere mærke til overlevelsesforklaringen, som gerne brugtes, hvis man ikke havde fulgt reglerne.

Jeg mener, der er en tendens til at forskellige strukturer tages i brug alt efter situationen og aktørens interesser. I tilfælde hvor der handles ud fra det, jeg kalder overlevelsesstrukturen, omtales professionalisme som en amerikansk idé, der ikke er helt holdbar i Ungarn. På den anden side er professionalisme den eneste struktur der virker, når der skrives ansøgninger om støtte, eller man skal overbevise modtagere om vigtigheden af at føre regnskaber. Grænserne for hvornår man anvender hvilke strukturer synes at være mere flydende for de ungarske informanter, mens de to amerikanere er langt mere sikre i hvornår den ene eller anden struktur skal anvendes. Det betyder ikke at amerikanerne kun arbejder med en struktur, men at forskellige strukturer er forbeholdt forskellige situationer. Denne forskel skabte frustration for Jean, som udtalte: ”Things are personal in Hungary. Everything is personal. There´s not anything that´s not. And in the US I think that there are two categories of things, there are the personal relationships but then there´s also - there are certain things that we can be friends, you and I can be friends, but you can screw up and I can ask for some kind of compensation because of that, and it´s not because I dislike you... different levels and actually different separations between different groups of people doing different things”. Hun oplever en personlig struktur i Ungarn som gennemsyrer alle forhold, mens man i USA holder tingene mere adskilt. Mine undersøgelser viser, at de ungarske informanter arbejdede med mange strukturer, men de anvendte dem ofte sammen, og der var få situationer eller forhold, hvor man kun kunne anvende en struktur. Dette leder mig til en tese om at mennesker, der befinder sig i en transitionssituation generelt arbejder med flere strukturer, og måske er de bedre til at rumme flere modstridende strukturer end mennesker, der befinder sig i en mere stabil situation. Dette kunne være et emne for senere undersøgelser.

Til indholdsfortegnelse

Konklusioner________________________________________________

Med feltarbejdet er det lykkedes at belyse en NGOs støtte af civilsamfundet i Ungarn og hermed give et bud på, hvad begrebet empirisk dækker over. Således mener jeg undersøgelsen kan være med til at skabe en sammenhæng mellem makro- og mikroteorier og til dels mellem fag som statskundskab og etnografi. Undersøgelsen har især gjort det klart, at civilsamfundet har mange udtryk og dermed også mange potentialer. Den gør det også klart, at hvis man holder sig til en snæver definition af civilsamfund som f.eks. værende lig organisationssamfund, så mister begrebet sin betydning, fordi organisationer ikke per se garanterer en udvikling af demokrati, bla. fordi de altid er afhængige af deres donorer. Den målrettede støtte indenfor udviklingsindustrien gør, at de målsætninger donorerne har bliver bestemmende for, hvad der lægges vægt på i civilsamfundet det pågældende sted. Det betyder for Civilfondens modtagere, at der fokuseres meget på en professionalisme, der har at gøre med at forstå og følge procedurer og former indenfor NGOernes arbejde, mens selve NGOernes funktion tages for givet og derfor ikke diskuteres. Jeg mener det kan have den uheldige konsekvens at de organisationer som støttes af Civilfonden ikke stiller spørgsmålstegn ved deres egen rolle i civilsamfundet men blot fortsætter deres funktion som serviceydere overfor borgere og statsinstitutioner. Dette skaber en ”passiv” form for demokrati i hvilket der (måske) er lige rettigheder og muligheder, men det udvikler ikke nødvendigvis et folkeligt engagement eller viden og evne til at overvåge og påvirke politiske processer.

I øvrigt har jeg fundet at Civilfondens evne til at støtte sine modtagere er stærkt afhængig af hvilke processer organisationen selv har været igennem. Dette er tankevækkende, fordi modtagere ikke vælger deres donorer men omvendt, hvilket vil sige at en organisation ikke kan vælge, hvem den vil lære fra eller efterligne men må søge midler hos de som vil give og indenfor de områder donoren finder relevante. Mine resultater antyder, at selv om en donor eller en distributions-organisation har intentioner om at give støtte og vejledning på givne områder (f.eks. økonomisk uafhængighed eller organiseret lobbyvirksomhed), vil det være svært for den, hvis det er et mål den ikke selv har direkte erfaringer med.

Feltarbejdet har for mig skabt en direkte forbindelse mellem teori og empiri som ikke kan opnås ved læsning af nok så mange etnografiske beskrivelser, og således har et analytisk begreb som struktur fået liv og er blevet komplekst. Mine informanter anvender alle flere forskellige strukturer for deres handlinger. Hvilken struktur der handles efter hænger både sammen med, hvilke interesser man har i den givne situation, og i hvor høj grad situationen kræver, at der anvendes en bestemt struktur. Således har jeg f.eks. navngivet strukturen professionalisme, som indebærer at man lever op til donorens krav om lovlydighed og gennemsigtighed. Denne struktur følges overfor de fleste andre aktører fordi det giver støtte og prestige. Når aktøren ikke kan nå sine mål indenfor professionalismestrukturen, kan hun imidlertid anvende en overlevelses-struktur, som gør det muligt at ty til nepotisme og svindel. Der findes også andre strukturer, som aktørerne anvender og anvendelsen af flere forskellige strukturer findes både hos ungarske og amerikanske informanter, som har deltaget i undersøgelsen.

Datamaterialet som er indsamlet i feltarbejdsperioden vil blive genstand for grundigere analyse i forbindelse med både forskerpraktik og specialeskrivning. Feltarbejdet har udrustet mig med mange kontakter og en grundlæggende viden om diverse forhold vedrørende NGO-sektoren, udviklingsarbejde, udvikling af landområder, IT-initiativer og meget andet både i Ungarn og generelt. Den viden og erfaring, jeg har erhvervet mig, opfatter jeg som et springbræt til mine videre studier.

Til indholdsfortegnelse

Litteraturliste____________________________________________

Her er udelukkende anført litteratur som der er henvisninger til i teksten.

Litteratur læst i løbet af feltarbejdet eller som forberedelse er ikke anført.

Bourdieu, Pierre (1977) Outline of a Theory of Practice, Cambridge University Press. Cambridge.(1.udgivelse på fransk, Librairie Droz S.A.Schweiz

1972)

Keane, John (1998) Civil Society, Polity Press, Cambridge.

Seligman, Adam (1992) The Idea of Civil Society, New York: The Free Press. pp.145-206

[1] NGO står for non-governmental organisation og ville blive brugt således i resten af rapporten.

[2] Civilfonden er et opdigtet navn. Alle personnavne, organisationer, projekter og stednavne er anonymiseret på samme måde for at beskytte berørte personer og organisationer.

[3] Med oprindelig menes her en hvilken som helst struktur der måtte være dominerende før (og evt. også efter) en ny struktur (f.eks. en donoren bringer med sig).

[4] Der er tale om en amerikansk donor, som jeg i denne rapport blot vil kalde Hoveddonoren.

[5] ”Monitoring” kan oversættes til dansk ”overvågning” eller ”kontrol”. Jeg har dog ligesom Civilfondens medarbejdere valgt at bibeholde det engelske ord, fordi dets danske (og ungarske) oversættelse har for negative konnotationer. Monitor-besøgene er en slags kontrol af støttemodtagere men også en støttende konsultation og en stor del af Civilfondens rutine, proceduren vil blive behandlet nærmere som indgang til at forstå forholdet mellem Civilfonden og deres modtagere.

[6] Roma er det politisk korrekte ord for Sigøjner i Ungarn.

[7] Organisationer som får støtte af Civilfonden får også tildelt en mentor, som har kompetencer på det givne område. Mentoren betales af Civilfonden og afrapporterer hertil om hvilken form for konsultation el.lign. der har fundet sted, men må ikke give oplysninger om den pågældende organisation videre til nogen part. Jeg deltog i et kursus i kommunikation som en mentor (kendt mediepersonlighed og institutleder på universitet i Budapest) afholdt for en Roma-organisation.

[8] Jeg skriver ofte, fordi der findes antropologiske undersøgelser af samfund og fænomener, som antropologen selv finder det moralsk forkert at støtte.

[9] Telecenter er det udtryk jeg har valgt at bruge på dansk og som vil blive brugt i resten af opgaven, det ungarske ord er ”teleház”, som direkte oversat betyder telehus. Telecentrene vil blive beskrevet yderligere senere i rapporten.

[10] Dette var under et ophold ved telecentret i Szentgyörgyvölgy, som vil blive yderligere beskrevet senere i rapporten.

[11] Baseret på fondens budget for 1999, som kan findes på Civilfondens hjemmeside. Tallene for 2000 er efter sigende meget lig disse, men det færdige regnskab foreligger ikke endnu.

[12] Momsen betales i Ungarn tilbage til Nonprofit organisationer, men skal naturligvis i første omgang betales til leverandøren.

[13] Jeg taler om bias, fordi jeg ikke brugte en klar og bevidst model jeg kunne sammenligne empirien med, men blot havde jeg nogle intuitive forventninger til sektoren, som dels udspringer af min egen opfattelse af det, jeg ville kalde civilsamfund i Danmark.

[14] Det er en målsætning med dette program at bruge ungarske eksperter til at rådgive og uddanne eksperter fra andre lande i regionen fremfor at indføre amerikanske eksperter. Denne model skulle være mere fordelagtig, fordi Ungarns situation ligner nabolandenes, og der er derfor bedre basis for sammenligning. Desuden er det langt billigere.

[15] I oplægget fra Hoveddonoren lægges der op til, at ansøgerorganisationen ikke bør tage en pris for arbejdet, men udelukkende skal have dækket de omkostninger, der er direkte forbundet med det. Det betyder, at man forsøger at sætte administrative udgifter højt, og anfører så mange personer som muligt i budgettet.

[16] Det skal dog nævnes, at Civilfonden i løbet af sidste år har indgået nye aftaler, som muligvis kan gøre fonden langt mere uafhængig af Hoveddonoren.

[17] Oversat: ”Jeg tror at vores forhold til lokalråd også er eksemplarisk....” (Der siges også, for at implicere at forholdet til den private sektor og til andre organisationer ligeledes er godt). Citatet er fra det første interview med lederen af et telecenter som jeg besøgte flere gange.

[18] Oversat: ”Problemet i Ungarn er, at man mange gange løser opgaverne men ikke problemerne”.