SUCCESFULD MIGRATION

Denne undersøgelse bygger på seks måneders feltarbejde i Sydney, Australien, i perioden juli til december 1999. I forhold til feltforberedelsen og projektformuleringen forud for feltarbejdet har mit projekt i løbet af feltarbejdet udviklet sig, og derfor fokuserer jeg nu i højere grad på processen omkring rekonstruktion af etnisk identitet fremfor på sammenhænge mellem etnisk identitet og den australske multikulturalisme, sådan som jeg lagde op til i projektformuleringen. Som det også fremgår af rapporten, har jeg især fundet analyseprocessen efter feltarbejdet svær. Før jeg selv tog på feltarbejde, havde ældre medstuderende fortalt mig om det overvældende ved at skulle analysere sit eget indsamlede feltmateriale og uddrage egne pointer. Først da jeg selv kom i gang med dette arbejde, blev jeg klar over, hvad de havde ment. Det er blevet januar 2001, og jeg glæder mig over, efter en lang og sej proces, endelig at kunne aflevere et færdigt produkt af mine anstrengelser.

Jeg ønsker desuden at bruge forordet til at sende en taknemlig tanke til de mennesker i Australien, som hjalp mig langt ud over, hvad jeg kunne forvente af fremmede. Mange af dem jeg kom i kontakt med i forbindelse med feltarbejdet er dog ikke fremmede for mig mere, for jeg synes, at de har fortalt mig meget om sig selv, og jeg har opnået nogle gode venskaber. Af hensyn til informanternes anonymitet nævner jeg her ingen navne, og i forbindelse med direkte citater i undersøgelsen har jeg erstattet deres rigtige navne med synonymer. Jeg har valgt at anvende den tiltaleform, som jeg henvendte mig til mine forskellige informanter med, afhængig af deres sociale status, i overensstemmelse med de uskrevne regler for social interaktion blandt de japanske immigranter jeg var i kontakt med. Således kaldes de der aldersmæssigt eller i social status er over mig ved efternavn (for eksempel Hr. Higuchi eller Fru Kendo), og de der aldersmæssigt er på min egen alder (dengang 25 år), yngre eller på anden måde er placeret på samme niveau eller under mig i social status, kalder jeg ved fornavn (for eksempel Kimiko eller Miko). Ligeledes har jeg valgt ikke at nævne navnet på den virksomhed, hvor jeg dagligt arbejdede og udførte deltagerobservation, samt andre organisationer jeg havde adgang til, da mine informanter herigennem let ville kunne identificeres.

”Migration (…) is a long-term if not life-long

process of negotiating identity, difference, and

the right to fully exist and flourish in the new

context.”

(Benmayor & Skotnes 1994:8)

1. INDLEDNING

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.1. Interessefelt: Migration, diaspora og etnisk identitet

Denne undersøgelse er udsprunget af min teoretiske interesse for migration og diaspora, samt hvad der sker med immigranters etniske identitet i migrationsprocessen. Min interesse tager udgangspunkt i en stærk fokusering på problematikker omkring migration og multikulturalitet i medierne i de senere år, ofte med problemer med racisme og integration som følge (jf. Benmayor & Skotnes 1994:1). Som det indledende citat antyder, er mit udgangspunkt for undersøgelsen, at migration er en (livslang) proces, hvori immigranterne kontinuerligt rekonstruerer deres etniske identitet. Jeg vil i løbet af indledningen diskutere argumenterne for et sådant perspektiv.

Rina Benmayor[1] og Andor Skotnes[2] beskriver i ”International Yearbook of Oral History and Life Stories”, vol. 3, med titlen ”Migration and Identity”, deres forståelse af migration som en proces der ofte er kilde til, at migranten oplever en forvirring omkring sin selvforståelse, men dog samtidig danner grundlag for individets videre sociale udvikling (Benmayor & Skotnes 1994:vi). Benmayor og Skotnes repræsenterer et kendt perspektiv på etnicitet blandt immigranter, nemlig et klasseperspektiv. Dette perspektiv stammer fra studier af immigrantion fra post-koloniale samfund (Rex 1997:453). Benmayor og Skotnes’ perspektiv på migration har elementer af marxisme i sig, som blandt andet kommer til udtryk ved beskrivelser af diasporasamfund i vesten som ”poor, disenfranchised communities” (Benmayor & Skotnes 1994:2). Migrantstatusen bliver således i dette perspektiv tillagt en negativ status. Et andet perspektiv på etnicitet tager derimod udgangspunkt i teorier om nationalisme, og stammer især fra studier af Ernest Gellner (1983) og Anthony Smith (1986) (Rex 1997:453). I dette perspektiv fremstår migranten ligeledes ofte i et negativt lys, som en trussel mod nationalstaten, som derfor hindres medlemsskab af værtssamfundet eller undertrykkes af majoriteten i værtssamfundet (Eriksen 1993:332-336). Disse fremstillinger af migranter stemmer ikke overens med det indtryk mine informanter - japanske immigranter i Sydney, giver af sig selv. Som undersøgelsens overskrift antyder, fremstiller mine informanter immigrationsprocessen som overordentlig succesfuld. I deres selvfremstilling overgår de positive elementer ved migrationen langt de negative. I en teoretisk diskussion af disse, efter eget udsagn, ”succesfulde immigranter”, vil jeg inddrage Aihwa Ong, som introducerer begrebet ”flexible citizenship” (eksempelvis Ong i Clifford 1997:256-258 eller Ong i Cheah & Robbins 1998). Med ”flexible citizenship” omtaler Ong en ny type kinesiske diasporasamfund, der karakteriseres af de fattige- såvel som økonomisk velstillede immigranter, som for eksempel en ”Chinese investor ’based’ in San Francisco who claims, ’I can live anywhere in the world, but it must be near an airport’” (Ong 1993:771-772 i Clifford 1997:257). Med hvad Ong kalder ”differences of power and privilege”, inddrager han i modsætning til eksempelvis Benmayor og Skotnes og mange andre migrationsteoretikere en ny type immigranter.

Jeg afviser dog ikke betydningen af et statushierarki mellem værtsbefolkningen og immigranterne samt immigranterne imellem, trods min kritik en unuanceret stereotypiserende karakterisering af migranter som fattige, undertrykte osv. Peter van der Veer taler om et centralitets- versus marginalitetsperspektiv. Med indiske immigranter i USA som eksempel argumenterer van der Veer for, at man kan skelne mellem ”the established” og ”the outsiders” (van der Veer 1995:14-15). Ongs investor fra San Francisco kan eventuelt karakteriseres ved, at han er deteritorialiseret, idet det egentlig er ligemeget for ham hvor han er, bare han er nær en lufthavn. Hans ”hjem” er der hvor hans familie er (Ong i Clifford 1997:257). Således er skelnet mellem ”established” og ”outsider” ikke relevant her, men i stedet kan der være tale om en ”ny” postnationalistisk form for migration. Trods forskelle vil jeg betegne mine informanters ligheder med den kinesiske investor i San Francisco større end med en fattigdomsimmigrant fra Indien eller et andet fattigt land i verden.

I forhold til mit materiale finder jeg ligeledes det kendte begreb inden for etnicitetsdebatten: ”Boundary” (grænse) problematisk (jf. Barth 1969). Barth taler om ”boundaries” som grænser, forstået som skillelinjer der definerer de to samfund i forhold til hinanden, hvorover grænsedragningsprocessen, hvorigennem gruppens etniske identitet konstrueres, foregår. Problemet med immigrantstatusen i forhold til Barths teori, som jeg ser det, er at migranten ikke entydigt kan placeres på den ene eller anden side af den skillelinje der udgør grænsen mellem de to samfund. Jeg finder derfor begrebet ”borderzone”, som Smadar Lavie[3] og Ted Swedenburg[4] (1996) har fremført, mener brugbart. ”Borderzones” beskrives som ”sites of creative cultural creolization, places where crisscrossed identites are forged out of the debris of corroded, formerly (would-be) homogeneous identites, zones where the recidents often refuse the geopolitical univocality of the lines.” (Lavie & Swedenburg 1996:15). Lavie og Swedenburg taler således om et grænsesamfund - en tredje diasporakultur placeret mellem de to lande hvorfra- og hvortil migranten har bevæget sig.

Trods min kritik af Barths teori udgør dele af den dog alligevel et udgangspunkt for min analyse, idet jeg overordnet forstår etnisk identitet som et resultat af grænsedragninger til andre etniske grupper. Som jeg vil vise i løbet af min undersøgelse, mener jeg dog ikke at disse grænsedragninger nødvendigvis foregår i interaktion med de andre (”the other”), men i mindst lige så høj grad inden for de grænser der udgør et diasporasamfund, som eksempelvis det japanske i Sydney.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.2. Konstruktion af etnisk identitet

For at belyse hvilke faktorer der konkret indgår i konstruktionen af etnisk identitet, må jeg se nærmere på migrationsprocessen - med Lavie og Swedenburgs term, hvad der sker i den ”borderzone”, som immigranten indtræder i ved migrationen (Lavie & Swedenburg 1996). Mit fokus for undersøgelsen er således på immigrantens etniske identitet, fremfor andre identitetsprojekter, for eksempel som arbejdstager eller familiemedlem, som immigranten eventuelt kan have kørende parallelt. Som nævnt går jeg ud fra at grænsedragninger udgør en væsentlig del af migrantens rekonstruktion af etniske identitet af. Spørgsmålet er så, hvordan man identificerer disse grænsedragninger.

Tre skoler har været dominerende i forhold til at den antropologiske debat om etnicitet, nemlig en primordiel-, en instrumentel- og en konstruktivistisk- tilgang. Med udgangspunkt i George Scott (1990) definerer jeg den primordielle tilgang som en tilgang der fokuserer på en gruppes distinktive, særegen og fortid. Den bygger på en historisk tilgang, begreber som ”en oprindelig etnisk følelse” samt ”en uforklarlig følelsesmæssig betydning”. Den instrumentelle tilgang definerer jeg som en tilgang der fokuserer på sociale og strukturelle omstændigheder (jf. Scott 1990), mens jeg definerer den konstruktivistiske tilgang som en ”idea of discourse”, altså en forestillet ide om fælles værdier (jf. Tilley 1997:511). For mig står henholdsvis Fredrik Barth (1969), John Comaroff (1987), George Scott (1990) og Carter Bentley (1987) som væsentlige bidragsydere til udviklingen af disse skoler. De tre tilgange er dog også blevet kritiseret af for eksempel Virginia Tilley, som i ”Ethnic & Racial Studies” 1997 kritiserer, at de tre tilgange ofte ses som konkurrerende, uden at de enkelte primordielle-, instrumentelle- eller konstruktivistiske elementer defineres, eller at det bliver diskuteret hvilken relativ vægt de forskellige elementer skal tillægges (Tilley 1997:497-499). Som Tilley har jeg, i forhold til min empiri, problemer med at afgøre hvilke faktorer tilhører hvilken tilgang (af de ovenfor nævnte), samt hvilken vægt de relativt har. I forhold til mit fænomenologiske udgangspunkt finder jeg det heller ikke relevant at søge efter primordielle-, instrumentelle- eller konstruktivistiske elementer i mine informanters italesættelser af deres etniske identitet. Når jeg her bruger begrebet ”fænomenologisk”, mener jeg et fokus på informantens livsverden, det vil sige på informantens beskrivelser af sine oplevelser (jf. Kvale 1994:49), fremfor på den etniske gruppe som helhed eller på hvordan den sociale og strukturelle kontekst forstås og defineres af andre.

Trods min tidligere kritik af Barth, mener jeg, hans perspektiv omkring grænsedragning er relevant at inddrage i min belysning af mine informanters konstruktion af etnisk identitet. Barth tager udgangspunkt i, at

grænsedragninger mellem etniske grupper må forstås som konstruerede. Den etniske gruppe kan således ikke defineres uafhængigt, men må defineres i forhold til grænsedragninger til andre grupper (Barth 1969). Med Barths ord: ”The critical focus of investigation from this point of view becomes the ethnic boundary that defines the group, not the cultural stuff that it encloses (…) the cultural features that signal the boundary may change, and the cultural characteristics of the members may likewise be transformed, indeed even the organizational of the form of the group may change …” (Barth 1969:14-15). Heri ligger blandt andet, at udover at være afhængig af konteksten er etnicitet foranderlig. I forhold til den virkelighed min empiriske undersøgelse udgør, finder jeg dog ikke Barths teori fyldestgørende i forhold til spørgsmålet om, hvordan jeg egentlig ”måler” i hvilken grad, hvilke faktorer har indflydelse på mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet?

Denne problemstilling kan ses i sammenhæng med et andet alment problem omkring definitionen af begrebet etnisk identitet indenfor antropologien. Werner Sollors beskriver i forordet til samleværket ”Theories of Ethnicity. A Classical Reader”, at mange siden etnicitetsbegrebets oprindelse i midten af 1900-tallet har forsøgt at definere begrebet (Sollors 1996). Efter Sollors mening bruges begrebet ofte uden at være defineret i sig selv (Sollors 1996:x-xii). Sollors citerer Ganz: ”Attitude studies probably overstate interest in ethnicity” (Sollors 1996: xviii), og udtrykker hermed et væsentligt problem ved etnicitetsbegrebet: ”The fact of ethnicity, then, does not lie in it’s content but in the importance that individuals ascribe to it” (Sollors 1996:xviii). Denne problematik rammer plet i forhold til min undersøgelse, som jeg delvist vil kalde et holdningsstudie. Jeg mener, at netop mine informanters syn på den livsverden de befinder sig i på det givne tidspunkt, i forhold til min fænomenologiske fortolkningsramme, må været et udtryk for hvad der har betydning for deres konstruktion af etnisk identitet - hvilke betydninger det enkelte individ tillægger det at være immigrant.

Jeg vil her inddrage Benedict Anderson, som påpeger den konstruerede karakter ved national identitet, forstået på den måde at national identitet kun eksisterer i kraft af dens medlemmers- definition af en sådan (Anderson 1991). Derfor mener jeg heller ikke, at grænsedragninger til andre etniske grupper nødvendigvis skal forstås som (fysiske) interaktioner over grænserne, men derimod som diskursive grænsedragninger der ikke nødvendigvis stammer fra interaktion med ”de andre”, men i højere grad som en diskursiv grænsedragningsproces gruppens medlemmer imellem. Dette perspektiv vil jeg tage op igen i undersøgelsens analysedel.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.3. Australien og multikulturalismen

Australiens befolkning, der med undtagelse af de oprindelige folk ”Aboriginies”, er kommet til landet siden den britiske kolonialisering i 1788, kan ifølge Geoffrey Sherington alle kaldes immigranter (Sherington 1980:ix). Således bliver landet betegnet som et ”settler”-samfund på linje med lande som USA (jf. Stratton & Ang 1994) , New Zealand og Canada. Fra 1901 til 1973 hvor Australien politisk blev erklæret multikulturel, bestod landets immigranter dog hovedsageligt af briter samt en mindre andel sydeuropæere og skandinaver (Sherington 1980:83-125), idet regeringen i denne periode førte en nationalistisk ”White Australia Policy”, ud fra ideen om Australien som et britisk baseret racemæssigt homogent samfund (Strattion & Ang 1994:9). De første japanske indvandrere, der var perledykkere, kom dog i 1883, som kontraktarbejdere, og før dem var kinesere indvandret for at søge arbejde eller på grund af store guldfund i midten af 1800-tallet, som en del af den såkaldte ”gold rush” (Sherington 1980:85). Siden 1973 er antallet af immigranter fra ikke-europæiske lande ekspanderet, og de japanske immigranter er blot en af mere end hundrede etniske grupper repræsenteret i landet. Australien har i dag cirka 17 millioner indbyggere, hvoraf omkring 5 millioner er kommet som immigranter siden 1945 (Castles 1991:550-552). Som det ses af henvisningen, er Stephen Castles data fra før 1991, men en nyere tabel fra ”Australian Bureau of Statistics” vidner om, at antallet af immigranter generelt også er steget i løbet af 1990’erne (Australian Bureau of Statistics 1999:5). Det interessante ved den australske multikulturalisme er, at den er defineret og bestemt ovenfra, på politisk niveau. ”National Multicultural Advisory Council” (NMAC), som er udnævnt af den australske regering, har for den i 1999 konservative regering fået til opgave, at ” develop a report which recommends on a policy and implementation framework for the next decade, that is aimed at ensuring that cultural diversity is a unifying force for Australia”. NMAC anbefaler i rapporten, at australsk multikulturalisme forstås således: ”Australian multiculturalism is a term which recognises and celebrates Australia’s cultural diversity. It accepts and respects the rights of all Australians to express and share their individual cultural heritage within an overriding commitment to Australia and the basic structures and values of Australian democracy. (…)” (NMAC 1999). Definitionen fordrer lighed mellem de forskellige grupper, og derfor er gruppen af etniske australiere ud fra definitionen teoretisk at forstå som blot en af mange etniske grupper, der udgør den australske befolkning. Jævnfør Castles (1991:550-552) definerer jeg etniske australiere, som mennesker der er indvandret til Australien før 1945. Når jeg i det følgende taler om ”australiere”, henviser jeg således til denne definition. At det australske samfund efter mange år med en racediskriminerende politik på blot 27 år skulle være blevet et samfund uden en præg af et etnisk hierarki, anser jeg for utopisk. Noget tyder på, at Stratton og Ang har samme holdning, idet de taler om den officielle måde at fremstille den australske multikulturalisme på som en måde at vise, at den australske nationale identitet er drejet væk fra ønsket om en homogen australsk kultur, og er i en proces af udvikling (Stratton & Ang 1994:13). Jeg mener således, at en opfyldelse af NMACs definition af australsk multikulturalisme bør ses som en målsætning snarere end et udtryk for den nuværende situation i Australien. Grunden til at jeg har valgt at fokusere på den australske multikulturalisme er dels, at den kan ses som en af de faktorer der udgør den overordnede ramme for de japanske immigranters dagligliv. Dels at mine informanter i høj grad har overtaget den officielle diskurs om multikulturalisme, og bruger dennes begreber i deres selvfortælling. Jeg vil i undersøgelsens analysedel således diskutere betydningen af, hvordan multikulturalismen som diskurs bliver brugt af forskellige individer blandt mine informanter til at fremstille sig som succesfulde tilpassede borgere i det australske samfund.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.4. Den japanske baggrund

Selvom (eller netop fordi) mit udgangspunkt er fænomenologisk, finder jeg det relevant også at belyse den kontekst de japanske immigranter kommer fra, nemlig deres japanske baggrund. For at skabe en bedre forståelse for mine informanters italesættelser af sig selv og deres livsverden, vil jeg belyse mulige sammenhænge mellem disse og informanternes japanske baggrund. Her henholder jeg mig desuden til Sherry Ortners begreb ”the ethnographic perspective, som Poul Pedersen har beskrevet i en ”review artikel” i FOLK, om orientalisme og repræsentation (Pedersen 1998). ”The ethnographic perspective involves a commitment to understanding another life world through proper contextualization of observation and interpretation and an openness to the multiplicity of causes and motives behind human behaviour” (Ortner 1995:173, i: Pedersen 1998:173)

Det ville have været ideelt, hvis jeg kunne have foretaget et forstudie i Japan, for at skabe mig et billede af den kontekst de japanske immigranter kommer fra. Dette var ikke en mulighed i forhold til ressourcerne for undersøgelsen. I stedet har jeg sat mig ind i litteratur om det japanske samfund. For det første har Ruth Benedicts klassiker ”The Chrysanthemum and the Sword” (Benedict 1947), givet mig et billede af hvordan Japan tidligere blev repræsenteret i vesten. Joy Hendry, professor i Antropologi ved Oxford Brookes University, har med sin bog ”Understanding Japanese Society” givet mig en grundig introduktion til væsentlige aspekter ved det japanske samfund i dag (Hendry 1995). Mere nylige forskere i Japan, såsom John Clammer og Harumi Befu, der er kritikere af den kulturelle romantisering af Japan som Benedicts bog står for samt generelt det billede ”nihonjinron”-forfattere skaber af Japan, har belyst mere nutidige strømninger i Japan (Clammer 1995, Befu 1993). Her ud over har jeg sat mig ind i Japans historie samt tidligere og nutidige relationer til Australien. ”Nihonjinron”, der kan oversættes som ”teorier om japanerne” (se for eksempel Clammer 1995:1, Befu 1993 og Hendry 1995:5), kan her ses som et vigtigt element i denne form for stereotypisering, som jeg har identificeret blandt nogle af mine informanter. ”Nihonjinron” er baseret på en forståelse af Japan som kulturel unik (Clammer 1995:1). I Japan eksisterer et stort antal af såkaldte ”nihonjinron”-forfattere, som ifølge Harumi Befu, der har beskæftiget sig med kulturel nationalisme i Østasien, hvert år oversvømmer det japanske marked med nye bøger. Hermed siger Befu, at det billede der konstrueres af Japan skaber en bestemt national identitet, en slags kollektiv selvidentitet blandt japanerne, som bygger på ”nihonjinron-teorierne” (Befu 1993:108-109).

Jeg ønsker ikke at give et indtryk af, at der findes en statisk, ”primordiel” japansk kultur, som er ens for alle japanere, men derimod hentyder jeg eksempelvis til baggrunden for de kulturelle stereotyper som mine informanter opererer med i deres beskrivelser af både det japanske og det australske samfund, hvilke jeg vil komme ind på i afsnit 3.3. Jeg vil således senere diskutere hvilken betydning disse kulturelle stereotypiseringer kan have, og på hvilken måde ”nihonjinron” spiller ind.

I forhold til den historiske udvikling af japanske diasporasamfund har følgende bevægelser gjort sig gældende: Ud- og indvandring har ifølge Doris M. Meissner, lederen af USA’s ”Immigration and Naturalization Service”, spillet et relativ lille rolle i Japans historie (Meissner 1993:93). Fra 1600-tallet til ind i 1800-tallet var Japan lukket for fremmede, men i løbet af 1800-tallet blev USA og de europæiske stormagter mere interesserede i økonomiske fremstød i Asien og dermed også i Japan, og tvang langsomt landet til en åbning (Jørgensen 1985:20-29). Den første store bølge af immigranter fra Japan kom først til Hawaii og senere til USA’s vestkyst mellem 1885 og 1924. De japanske immigranter i Hawaii bestod hovedsagelig af kontraktarbejdere i sukkerplantager, mens gruppen i USA var mere blandet. I USA immigrerede de japanske immigranter først dog overvejende til rurale områder, en stor del som landmænd (Fugita 1991:7-9). Som følge af en stramning af migrationsloven i USA i 1924 samt den anden verdenskrig, ophørte japansk immigration til disse områder dog igen indtil efter den anden verdenskrig (Fugita 1991:7). Udover til Hawaii og USA, påpeger Meissner at en anden stor udvandringsbølge fra Japan skete til Sydamerika, Sydøstasien og Manchuriet umiddelbart før og efter den anden verdenskrig (Meissner 1993:93). I Australien ankom de første japanske immigranter i slutningen af 1800-tallet. De arbejdede overvejende som perlefiskere eller sukkerplantagearbejdere (Meaney 1988). Som i USA betød den anden verdenskrig en tilbagegang for de japanske immigranter i Australien. Stort set alle blev sendt ud af landet, og først i efterkrigsårene indvandrede japanere igen til Australien, i første omgang som såkaldte ”warbrides”, kvinder som giftede sig med australske soldater som de havde mødt under deres udstationering i Japan under krigen (Meaney 1988). For et større antal ikke-hvide, ikke-engelsktalende immigranter blev Australien dog først reelt åbnet midt i 1970’erne, da den daværende regering gik væk fra den hidtidige racistisk baserede immigrationspolitik: ”White Australia Policy” (Stratton & Ang 1994).

Mine informanter stammer alle fra en nyere immigrationsbølge fra Japan, den første blandt mine informanter kom i 1980. Som jeg vil vise i løbet af undersøgelsen, er ønsket om en forbedret livsstil en væsentlig grund til mine informanters migration.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.5. Racisme, sprog og japanske netværk

Der er mange kontekstuelle faktorer der kan spille en rolle i mine informanters konstruktion af etnisk identitet. I mine informanters selvfortællinger er tre vigtige temaer opstået: Racisme, sprog og japanske netværk, som de har lagt særlig vægt på i deres selvfremstillinger. Disse temaer har jeg blandt andet forsøgt at se på i en japansk sammenhæng. I forhold til alle tre temaer ser jeg en forbindelse til henholdsvis ”nihonjinron” samt grænsedragningsprocesser i forhold til rekonstruktionen af etnisk identiet. Som jeg senere vil vise, kan disse temaer ses som udtryk for konkrete faktorer, der har indvirket på mine informanters opfattelser af sig selv ,og den virkelighed de befinder sig i. Mine informanter har, i forhold til forskellige grupperinger indenfor gruppen, forskellige opfattelser af de tre temaer, hvilket er logisk, idet kultur som sagt ikke er en homogen statisk størrelse, men opstår i de enkelte individers forståelse af den.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

1.6. Problemstillinger opsummeret

Overordnet ønsker jeg at belyse, hvordan det at være immigrant opleves af individet, ud fra en fokusering på hvordan etnisk identitet konstrueres blandt en gruppe japanske immigranter i Australien. Jeg har valgt et fænomenologisk udgangspunkt for min undersøgelse, idet jeg overordnet ønsker at repræsentere mine informanters virkelighed, sådan som de opfatter den. Dette skal ses i lyset af, at jeg som ovenfor nævnt mener, at selvfortællingen er en måde at identificere, hvilke faktorer der er medvirkende til konstruktionen af etnisk identitet. Jeg vil nu kort opsummere de temaer, som i min interaktion med mine informanter er fremkommet som vigtige i deres selvfortællinger, og som alle udgør elementer i mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet, på det stade hvor de var på det givne tidspunkt for undersøgelsen. Disse temaer vil jeg diskutere i afsnittene 3.1. til 3.6.

I afsnit 3.1. med overskriften ”forestillinger om det japanske samfund” vil jeg belyse hvilken betydning det har for mine informanters konstruktion af etnisk identitet, at de i en karakteristik af det japanske samfund diskursivt tager afstand fra japanske normer og værdier, som de ofte omtaler i negative termer. Dette skal ses i forhold til et begreb om ”succes”, som jeg vil vise fremkommer i mine informanters selvfortællinger, og som teoretisk kan forholdes til den antropologiske diskussion om etnisk identitet som resultat af en grænsedragningsproces, hvor der skelnes mellem et ”os” og et ”dem”. Jeg vil i afsnittet vise, at en diskursiv adskillelse fra det japanske ”os”, bliver udtrykt som en succes i form af ”den gode nutid/fremtid”.

Afsnit 3.2. med overskriften ”forestillinger om det australske samfund” omhandler hvilken betydning det har for mine informanters konstruktion af etnisk identitet, at de diskursivt karakteriserer det australske samfund i positive termer, hvilket for mange udtrykkes i en identificering med hvad de forstår som australske normer og værdier. I afsnit 3.1. og 3.2. diskuterer jeg teoretisk mine informanters beskrivelser af de to samfund i forhold til et processuelt, konstruktivistisk perspektiv, idet jeg forstår kultur som konstrueret - med Benedict Andersons ord, som ”imagined” (forestillede) (jf. Anderson 1991). Som jeg vil uddybe i afsnit 3.3. kan mine informanters diskurs omkring de to samfund ses som stereotypiserende. I forhold til en teoretisk diskussion af betydningen af stereotyper vil jeg argumentere for, at mine informanter i høj grad anvender stereotyper i deres beskrivelse af ”australierne” til at forklare, hvilke elementer i det australske samfund de ønsker at identificeres med, eller allerede identificerer sig med.

I afsnit 3.4. diskuterer jeg succesbegrebet nærmere og viser eksempler på mine informanters forskellige typer af succeshistorier. Jeg diskuterer også, på hvilken måde disse succeshistorier indgår i mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet.

I afsnit 3.5. går jeg videre med en anden vigtig del i mine informanters selvfortælling, nemlig deres brug af kategorier, som er defineret på politisk niveau som migrantkategorier. Afsnittet kan relateres til en teoretisk diskussion af politisk multikulturalisme som strukturel kontekst, og dermed som faktor for mine informanters konstruktion af etnisk identitet. Jeg vil desuden argumentere for, at de ”multikulturelle kategorier” indgår diskursivt i mine informanters selvfremstilling som udtryk for deres tilhørsforhold til Australien, og er dermed med til at udtrykke graden af succes, i forhold til hvor i det interne migranthierarki det enkelte individ er placeret.

Slutteligt vil jeg i afsnit 3.6. diskutere betydningen af de tre faktorer: Racisme, sprog og japanske netværk for grænsedragningsprocessen, hvilke var temaer som mine informanter generelt lagde stor vægt på i deres selvfremstilling.

I konklusionen samler jeg trådene fra de seks afsnit, og træder et skridt tilbage for at forsøge at placere denne undersøgelse om succesfuld migration i et bredere antropologisk perspektiv, i forhold til debatterne om konstruktionen af etnisk identitet samt migration som en livslang proces af forhandling af identitet.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2. FELTARBEJDETS METODISKE OG PRAKTISKE KONTEKST

Før jeg går i gang med den egentlige analysedel, som indledningen hovedsaglig har lagt op til, vil jeg i de følgende afsnit beskrive, hvordan jeg metodisk og praktisk har udført feltarbejdet der ligger til grund for undersøgelsen. Metoden og de metodiske redskaber jeg har benyttet har haft stor betydning for min analyse, idet de indgår i en såkaldt ”ethnographic research cycle” (jf. Spradley 1980:26-35), hvor metodevalg, teorivalg, informationsindsamling og analyse gensidigt påvirker hinanden.

At beskrive min metodiske tilgang og praksis ser jeg desuden som et led i at give undersøgelsen gyldighed. Her henholder jeg mig til Roger Sanjeks tre kriterier for gyldigheden af en etnografisk tekst (Sanjek 1990). Sanjek taler om ”theoretical candor”, ”the ethnographer’s path” og ”fieldnote evidence”.

Den første kriterium, teoretisk åbenhed, henviser til, at det teoretiske udgangspunkt og metodiske valg gøres synlige. Det anden kriterium, etnografens sti, henviser til åbenhed omkring det netværk af informanter, hvorigennem informationen der ligger til basis for undersøgelsens konklusion er opnået. Det tredje kriterium, feltnote-bevis, henviser til, at relationen mellem feltnoter og den endelige tekst er tydeliggjort. En diskussion af disse kriterier udgør således en væsentlig faktor til at gøre min undersøgelse gyldig for læseren. Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om gyldighed sidst i afsnittet, hvor jeg inddrager Bodil Selmer (1998) og Ton Ottos (1997) perspektiver på diskussionen, som de er fremkommet i to arbejdspapirer fra Afdeling for Etnografi og Socialantropologi ved Aarhus Universitet.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.1. Adgang

For at kunne få et indblik i japanske immigranters konstruktion af etnisk identitet måtte jeg nødvendigvis indtræde i en kontekst, hvor jeg kunne undersøge dette. Jeg måtte først og fremmest skabe mig adgang til det japanske immigrantsamfund i Australien. For at adskille hvornår jeg taler om Japan og hvornår jeg taler om det japanske immigrantsamfund i Australien, kalder jeg i det efterfølgende det første for ”det japanske samfund” og det andet for ”det japanske immigrantfællesskab”. I forhold til Andersons teori som jeg tidligere har været inde på, finder jeg begrebet ”fællesskab” relevant i beskrivelsen af de japanske immigranter i Sydney. Via e-mail’s fik jeg hjemmefra kontakt til henholdsvis en japansk ejet publikationsvirksomhed og en japanske klub. På publikationsvirksomheden kunne jeg formelt indgå (deltids) i det daglige arbejde som en mellemting mellem en piccoline og sekretær, det vil sige, jeg ordnede forefaldende småjobs, tog imod telefoniske beskeder osv. Dette indebar, at jeg bandt mig til at brugte mine formiddage (kl 9.30-14.00), mandag-fredag på virksomheden, mens jeg havde eftermiddagene og aftenerne til rådighed til at deltage i arrangementer i den japanske klub, opsøge andre japanske organisationer, skrive feltnoter, foretage interviews og hvad der ellers hører sig til et feltarbejde.

Publikationsvirksomheden er ejet af det midaldrende ægtepar Hr. og Fru Yamada, som immigrerede til Australien for cirka 10 år siden, med deres fire børn. Ved hjælp af en bekendt i det japansk immigrantfællesskab i Sydney, fik Hr. Yamada startet virksomheden, der i dag har 8-10 ansatte. Senere da det sidste af børnene var kommet i skolealderen, begyndte Fru Yamada at assistere sin mand, og nu deler de chefstolen. De producerer et månedligt blad på japansk, fortrinsvis for japanske turister i Australien men også for fastboende japanske immigranter. Bladet beskæftiger sig blandt andet med rejsebeskrivelser og forslag til rejseruter i Australien, små artikler om restauranter, underholdning og overnatningsmuligheder i Australien, korte nyhedsartikler, få mere dybdegående artikler om et aktuelt emne samt historier fra japanske turister og fastboende i Australien. Bladet er gratis og virksomhedens indtægter stammer således overvejende fra de reklamer der trykkes i bladet.

Fra min ankomst til Sydney blev jeg taget under Fru Yamadas vinger. Hun sørgede for, at jeg havde et sted at bo de første par dage, hun inviterede mig hjem til middag og hun sørgede for at jeg blev introduceret til kolleger og arbejdsopgaver i virksomheden. Fru Yamada blev i løbet af feltarbejdet kernen omkring et af tre netværk af informanter, hvorfra jeg samlede mine informationer til undersøgelsen (se afsnit 2.3.).

Min kontaktperson i den japanske klub er den 66 årige, pensionerede Hr. Tenin. Hr. Tenin kom sammen med sin kone til Australien for cirka 20 år siden. Deres daværende teenage-datter Kyuki blev i Japan hos bedsteforældrene, men valgte selv senere som voksen også at immigrere til Australien. Hr. Tenin stiftede den japanske klub i Sydney i 1983, og er for tiden klubbens sekretær, og var derfor den der modtog min henvendelse til klubben og optog kontakten til mig. Da den japanske klub ikke har noget fast tilholdssted, kom min kontakt til klubben hovedsagelig til at foregå via Hr. Tenin. Han inviterede mig med til udvalgte arrangementer såsom en årlig fest, en aften med traditionel japansk dans og et svømmestævne, og her sørgede han for at introducere mig til andre af klubbens medlemmer. Hr. Tenin kom således til at udgøre kernen i det andet af de tre netværk af informanter, hvorfra jeg samlede mine informationer til undersøgelsen.

Udover de to nævnte netværk af informanter fik jeg ved flere tilfældigheder kontakt til forskellige unge japanere og deres netværk i ”working holiday”-miljøet, det tredje netværk af informanter hvorfra jeg samlede mine informationer til undersøgelsen. Jeg vil senere komme nærmere ind på kategorien ”working holiday”, men her blot kort forklare, at et ”working holiday visa” giver unge mulighed for at arbejde, rejse rundt eller studere et år i Australien. Jeg taler om et ”working holiday”-miljø, idet mange af disse unge japanere udgør en væsentlig gruppe, hvor iblandt jeg oplevede et netværk der især samlede sig om sprogskoler, bestemte barer og diskoteker samt ”information centres”, bureauer, drevet af japanere for japanere, hvor man kan finde information om alt fra udlejning af værelser og rejsekammerater til biler til salg og ledigt arbejde. Der var ikke en bestemt person der udgjorde kernen i netværket af mine informanter fra ”working holiday”-miljøet, og derfor venter jeg lidt med at præsentere informanter fra denne kategori. Disse tre netværk blev således min indgang til det japanske miljø i Sydney. Jeg vil senere beskrive medlemmerne af disse netværk og deres indbyrdes relationer nærmere.

Etnografens indtræden (”entry”) i det undersøgte samfund må i lige så høj grad anses som problematisk som det at skaffe sig den formelle tilladelse (Hammersley og Atkinson 1995:55-56). Ét var således at opnå tilladelse til at udføre deltagerobservation i de udvalgte ”settings” - den japanske virksomhed og den japanskke klub, og få lov til at interviewe informanter. Noget andet var at tage del i den sociale interaktion. Jeg måtte indordne mig under sociale regler for interaktion, som jeg ved feltarbejdets begyndelse først måtte til at lære. Dette vil jeg synliggøre med et eksempel fra en situation på publikationsvirksomheden. I starten af mit ophold tog Fru Yamada sig som nævnt af mig. Hun præsenterede sig fra vores bekendskabs start ved sit fornavn, og sådan tiltalte jeg hende således den første tid af feltarbejdet. Når mine kolleger fra publikationsvirksomheden omtalte hende (uden for hendes påhør) omtalte de hende også ofte ved fornavn. I min forberedelse til feltarbejdet havde jeg læst om konfusianismens indflydelse på japansk kultur. Den konfusianistiske filosofi stammer fra Kina, og handler om fem asymmetriske, hierarkiske forhold mellem mennesker. Disse regler viser hvem i samfundet der er overordnet/ underordnet hvem: ”Ruler-servant”, ”husband-wife”, ”father-son”, ”older brother-younger brother” og ”friend-friend” (Jørgensen 1985:11). Min første oplevelse var dog, at denne filosofi ikke gjaldt i mit forhold til Fru Yamada. Ydermere troede jeg mig bekræftet af, at ingen reagerede ved den personlige måde, jeg tiltalte Fru Yamada på. Efterhånden fandt jeg dog ud af, at jeg med min personlige tiltaleform lavede et brud på normerne for social interaktion i publikationsvirksomheden. Jeg opdagede, at der var forskel på at omtale en person udenfor vedkommendes påhør eller at tiltale en person. For at være sikker på at jeg brugte den rigtige tiltaleform, spurgte jeg ”bag scenen” min kollega Akiko, en kvinde på min egen alder der er praktikant i virksomheden, og som sad ved skrivebordet overfor mig på kontoret. Med ”bag scenen” mener jeg, med Goffmans metaforiske univers i tankerne, en ”backstage”, hvor man kan øve sig eller arbejde på sin fremtræden (”sin forestilling”) (Goffman 1959). Ved min direkte henvendelse fortalte Akiko, at hun måtte indrømme, at hun havde lagt mærke til mine ”fejltagelser”, men sagde at det ikke gjorde noget, for jeg var jo ikke japaner og kunne derfor ikke vide, hvordan man gør. Hun fortalte, at Fru Yamada er chef i virksomheden, og derfor skal hun kaldes ”chato” (chef) af alle underordnede, eller i hvert fald ved efternavn.

Jeg mener, at det Akiko fortalte her kan være et udtryk for, at min position blandt medarbejderne på publikationsvirksomheden var marginal som ikke-japaner, hvilket gjorde, at der kunne bæres over med mine brud på de sociale normer. Således var min egentlige indtræden som medarbejder i publikationsvirksomheden hindret af min kompetence i de sociale normer for interaktion her, men båret over med fordi jeg ikke var japaner. Min alder betød, at jeg umiddelbart var placeret på et lavt niveau i det sociale hierarki på virksomheden, og jeg måtte derfor kalde cheferne for ”chato” og de ældre ansatte ved efternavn, mens de efter normen kunne tiltale mig ved fornavn. Således måtte jeg i starten påtage mig en rolle som ”lærling”, for at lære de sociale normer for interaktion i virksomheden for derved at bevæge mig til en mindre marginaliseret position som medarbejder, og ikke blot en ikke-japansk gæst der bæres over med.

Det kan være svært af afgøre, om de sociale normer for interaktion på den japanske publikationsvirksomhed har udgangspunkt i den konfusianske tradition, eller om de blot er et udtryk for, at der eksisterer sociale normer og regler for interaktion mellem alle aktører og i alle situationer, og at aktørerne, med Goffmans termer, altid får tildelt en rolle i forhold til deres sociale statuser indbyrdes (Goffman 1959:13-48). Som jeg har synliggjort ovenfor, er der dog en slående lighed mellem den konfusianske filosofis hierarkiske regler og normerne for interaktion i publikationsvirksomheden, forstået på den måde at alderen er afgørende for, hvordan man tiltales af og tiltaler andre. Således mener jeg, at de eksisterende normer og regler for interaktion i publikationsvirksomheden ikke er tilfældige men præget af den konfusianske tankegang.

At min fokusgruppe taler japansk, har yderligere gjort det svært for mig at få adgang til social interaktion blandt japanere, idet jeg ikke selv taler eller forstår japansk udover de mest almindelige hverdagsfraser, som jeg lærte på et sprogkursus mens jeg var i Sydney. Werner og Schoepfle nævner netop sproget, som en typisk begrænsning for adgang (Werner & Schoepfle 1987:257-258). Det var et nærværende problem i min daglige deltagerobservation på publikationsvirksomheden, og i det hele taget steder hvor der foregik interaktion japanere imellem, idet jeg ikke kunne deltage i en samtale på japansk eller blot forstå den. Der blev dog ofte talt engelsk i mit nærvær, men mit ”sprog- handikap” har alligevel begrænset udbyttet af mit feltarbejde, idet jeg ikke havde adgang til at forstå sproglig interaktion japanske immigranter imellem uden min egen aktive deltagelse. Derfor bygger de citater, som jeg har medtaget i undersøgelsen, for at synliggøre relationen mellem feltnoter og tekst (jf. Sanjek 1990), i mindre grad på situationer hvor min rolle har været observerende, end på situationer hvor jeg selv har indgået i interaktionen, og som derfor har foregået på engelsk.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.2. Deltagerobservation og etnografens positioner

Den etnografiske metode deltagerobservation indeholder spændet mellem aktiv deltagelse og en mere passiv, tilbagetrukket position som observatør. Feltarbejderen kan dog hverken helt være ”fluen på væggen” eller fuldt gyldigt medlem af den undersøgte kultur. Feltarbejderens position er derimod speciel, idet hun hverken er i den ene eller den anden kultur (Hastrup 1986:10). På publikationsvirksomheden havde jeg som nævnt en position som ”lærling” i forhold til normer og regler for social interaktion i en periode. På andre tidspunkter, afhængig af situationen, var jeg også ”medarbejderen” eller ”kollegaen” på virksomheden. Yderligere blev jeg med tiden ”kammerat/ veninde” for henholdsvis nogle af mine kolleger på virksomheden og nogle af mine øvrige informanter. Desuden ”gæsten” hos familien Yamada, ved arrangementer i den japanske klub som Hr. Tenin inviterede mig med til, og hos nogle af mine øvrige informanter der inviterede mig hjem til sig. Samt ”etnografen”/”forskeren”, når jeg i en mere tilbagetrukket position observerede, eller i interviewsituationer. Disse roller var naturligvis ikke så eksplicit adskilte som de er fremstillet her. Det afhang af personen og situationen, hvilken rolle jeg fik tilskrevet. For eksempel var jeg i mit forhold til Kimiko, Fru Yamadas datter, oftest ”kollegaen” mens vi var på virksomheden blandt andre kolleger, men skiftede, lige så snart vi kom udenfor eller var alene, til ”kammeraten/veninden”. Jeg måtte således være opmærksom på situationen i forhold til på hvilken måde jeg henvendte mig til mine informanter på. Ofte befandt jeg mig i en gråzone mellem to roller, som gjorde det svært at vide, hvordan jeg skulle forholde mig til den anden eller de andre jeg interagerede med på det givne tidspunkt.

Som lærling kunne jeg, som synliggjort ovenfor, stille ligefremme spørgsmål omkring observationer jeg havde gjort, eller oplevelser jeg havde haft. Den autoritet det sociale hierarki gav de informanter der var overordnet mig i hierarkiet gjorde dog, at jeg oftest skiftede til forskerrollen, når jeg stillede spørgsmål til disse. Hvor lærlingen uformelt kunne stille ”dumme” spørgsmål, var forskeren mere formel i sin tone og mindre spontan. I forskerrollen kunne jeg stille spørgsmål i forhold til temaer, som jeg fandt relevante i forhold til undersøgelsens problemstillinger, såsom informantens livshistorie, vedkommendes opfattelse af multikulturalisme, racisme, sprogbarrierer og det japanske samfund i Sydney. I lærlingerollen kunne jeg derimod, på en mere drilsk eller provokerende måde, udfordre de svar mine informanter gav mig, og gå ”bag scenen” (jf. Goffman 1959), ved forståelsesmæssige ”breakdowns”. Positionen som kammerat/veninde, lignede til en vis grad lærlingerollen, dog med den forskel at jeg i denne rolle havde et mere ligeværdigt forhold til den anden. Jeg fandt begge disse roller vigtige, i forhold til at komme om bag de succeshistorier som mine informanter ofte fremstillede i deres selvfortælling, hvilket jeg vil vise i undersøgelsens analysedel. Her kunne jeg få et indblik i de nuancer og undtagelser, der trods alt var i manges umiddelbare afstandstagen til det japanske samfund og altovervejende positive holdning til det australske samfund.

Når jeg blev tilskrevet rollen som medarbejderen eller kollegaen, handlede interaktionen hovedsagelig om de arbejdsmæssige aspekter ved situationen, hvilke ikke direkte var af relevans for min undersøgelses problemstillinger, men denne rolle var dog interessant, idet det var den der gav mig størst mulighed for at deltage i social interaktion på lige fod med de andre medarbejdere, og dermed give mig ”insider” viden om på linje med de øvrige medarbejdere på virksomheden. Spradley taler om typer af deltagelse varierende fra ”complete” til ”nonparticipation”, afhængigt af i hvor høj grad etnografen involverer sig i den givne sociale situation (Spradley 1980:58). Således var min fysiske oplevelse i rollen som medarbejder eller kollega den der kom tættest på fuld (”complete”) deltagelse. I denne rolle oplevede jeg blandt andet, at informanter, trods deres kritik af det japanske immigrantfællesskab i Sydney, uden videre bruge dette fællesskab i både arbejdsmæssige og sociale situationer. Denne dobbelthed finder jeg interessant, og jeg vil i analyseafsnittet komme nærmere ind på dennes betydning for mine informanters konstruktion af etnisk identitet.

Rollen som gæst blev jeg tildelt til trods for, at jeg søgte at undgå den mest muligt. Jeg ønskede ikke at blive behandlet anderledes end de øvrige aktører i de situationer jeg befandt mig. Tydeligst oplevede jeg gæsterollen i relation til den japanske klub. Det første arrangement Hr. Tenin inviterede mig med til var klubbens årlige ”dinner dance party”. Før festen blev jeg instrueret af Hr. Tenin til ved ankomsten til festen at fortælle billetpersonalet, at jeg var hans gæst, så de straks kunne vise mig hen til ham. Der var således ingen tvivl om, at min rolle var gæsten i denne situation. Hr. Tenin sørgede i løbet af aftenen for at præsentere mig for, med hans ord, et udvalg af særlige personer som jeg eventuelt senere kunne interviewe til mit projekt. I den forbindelse blev jeg præsenteret som ”gæst og forsker fra Danmark”.

I værtsrollen blev Hr. Tenin både en slags ”sponsor” og ”gatekeeper” (jf. Hammersley og Atkinson 1995:63-67), forstået på den måde at han som ressourcestærk person med en høj socio-økonomisk status kunne invitere mig med til givne arrangementer, mens han undlod at invitere mig med til andre samt introducere mig til givne personer og ikke andre. Ydermere blev jeg fremstillet som hans gæst, og hans person kom på den måde til at være en faktor i min relation til hovedparten af mine informanter fra klubben. Som jeg nævnte tidligere, udgør Hr. Tenin kernen, i et af de netværker af informanter jeg havde kontakt til. Hr. Tenin havde således afgørende indflydelse på, hvem der blev mine informanter. Den anden ”kerneperson” Fru Yamada havde på samme måde en afgørende indflydelse på, hvem der blev mine informanter.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.3. Mit sample af informanter

Hidtil har jeg overvejende talt om ”mine informanter”, som en mere eller mindre samlet størrelse. Mit sample af informanter har det til fælles, at de er japanske immigranter i Australien, men udover dette fællestræk, udgør de en heterogen gruppe af individer, som jeg i dette afsnit vil indlede med at gøre mere konkrete for læseren. Et ”sample” skal blandt andet kunne skabe et overblik over aktørernes sociale positioner i feltet, så det er muligt som etnograf at udsige noget om feltet, uden at have været lige meget i dybden med alle aktørerne der udgør det givne felt. Hammersley og Atkinson siger om ”sampling” af personer, at de identificerede kategorier desuden ofte er forbundet med udviklingen af analytiske ideer og indsamlingen af data (Hammersley og Atkinson 1995:50-51). Det er også min erfaring, at de i feltarbejdet opståede kategorier til beskrivelse af ”samplet” har fået en afgørende betydning for, både hvilke typer informanter jeg søgte efter samt min måde at fremstille felten på i denne rapport (se også afsnit 3.5.). Rapporten rummer ikke plads til, at jeg systematisk gennemgår hver enkelt informants livshistorie, men i løbet af undersøgelsen vil dele af deres historier blive præsenteret, så undersøgelsens helhed giver læseren et indblik i mine informanters forskellige personligheder og dermed deres individuelle måder at konstruere deres etniske identitet på. Her henviser jeg igen til Sanjeks kriterier for en undersøgelses gyldighed (Sanjek 1990), hvori åbenhed omkring ens informanter indgår. Illustrationerne nedenfor (figur 1, 2 og 3) tjener til at synliggøre aktørerne i de tre netværk af informanter samt relationerne mellem dem.

Figur 1: Netværket omkring Fru Yamada

Figur 2: ”Working holiday”-netværket

Figur 3: Netværket omkring Hr. Tenin

Stregerne mellem personerne viser den type af relation, de forskellige individer har til hinanden. I appendiks 1 har jeg yderligere lavet en skematisk oversigt over interviewpersonernes køn, alder, tid i Australien, generelle holdning til det japanske og australske samfund. De sidste to punkter i oversigten giver et stærkt forenklende billede af mine informanters holdninger, men jeg finder forenklingen brugbar som en oversigt.

De 17 personer eller ægtepar som jeg har understreget er dem jeg har foretaget et kvalitativt interview med i løbet af feltarbejdet, de øvrige har jeg ikke interviewet, men de er dog alligevel mine informanter i kraft af, at de via min deltagerobservation og uformelle samtaler alligevel indgår i de situationer hvori jeg har indsamlet den information der ligger til grund for undersøgelsens konklusioner. Bogstaverne i parentes efter personernes navne angiver hvilken immigrantkategori de tilhører. WH står for ”working holiday”. S/B står for ”sponsored-/business immigrant”. PR står for ”permanent resident”, og bogstaverne b,a og p i forlængelse af PR, står for henholdsvis ”børn af immigrerede forældre”, ”arbejdende” og ”pensionerede”. RI står for ”retirement immigrant”. Disse kategorier stammer fra den australske regerings migrationsprogram, som håndteres af ”Department of Immigration and Multicultural Affairs” (DIMA), på politisk niveau (DIMA 1999a). Som jeg tidligere har været inde på står “working holiday” for et visum for unge japanere der ønsker at opleve Australien i op til et år, med mulighed for at arbejde, studere eller blot holde ferie i landet, dette indgår i DIMA’s såkaldte “other categories” (DIMA 1999b). Der er en kategori for sig selv, der hedder “business skills”, hvilken omhandler ansøgere der søger visum på baggrund af deres faglige uddannelse (DIMA 1999c). En gruppe som jeg senere vil omtale er midlertidige “business”-immigranter, der typisk bliver udsendt tre år til en søstervirksomhed i Australien, fra en større virksomhed i Japan. Immigranten kan blive “sponsored” både i forbindelse med at en arbejdsgiver eller et nært familiemedlem giver garanti for immigrantens økonomiske uafhængighed af staten (DIMA 1999c, 1999d). Alle immigranter kan søge om at blive “permanent resident”, når de først opholder sig i landet, idet alle andre visumkategorier som udgangspunkt er midlertidige. Efter mindst to år kan de søge om “Australian citizenship” (australsk statsborgerskab) (DIMA 1999a). “Retirement visa” eksisterer, som “working holiday visa”, som en særlig aftale mellem den australske og japanske regering. Med dette visum kan pensionerede japanere få tilladelse til at bosætte sig i Australien, under den forudsætning at de kan klare sig selv økonomisk (DIMA 1999b).

Det var dog ikke i DIMA’s officielle immigrationsprogram, at jeg først stødte på disse kategorier men i mine informanters italesættelse af sig selv og andre japanske immigranter i Australien. Således har mine informanter overtaget de officielle immigrantkategorier i deres diskurs om det at være imigrant i Australien. Som med deres overtagelse af den officielle diskurs om multikulturalisme finder jeg det interessant at diskutere, hvilken betydning det har, at de politisk bestemte immigrantkategorier dukker op i mine informanters selvfortællinger. Det vil jeg gøre i afsnit 3.5. Hermed adskiller jeg mig igen fra Barths teoretiske perspektiv, idet han fokuserer på gruppeidentifikation fremfor social kategorisering, sådan som jeg finder det hos mine informanter. Richard Jenkins udtrykker problematikken således: “The focus on group identification rather than social categorization is not simply an ‘empirical’ oversight. It is, if one can use such a word, simply wrong. If ethnic identification is understood as a dialectical process of mutually implicated internal and external definition, then categorization must be included in our analyses, and social categories as well as groups be counted legitimate - and necessary - as building blocks for our arguments.” (Jenkins 1997:166) Jeg er enig med Jenkins i, at social kategorisering også bør medtages i diskussionen af konstruktionen af etnisk identitet. I forhold til mine informanter er social kategorisering et af de væsentligste områder, hvor de så at sige interagerer med det australske samfund, forstået på den måde at den australske politisk definerede diskurs om immigranter får indflydelse på mine informanters selvitalesættelse og dermed rekonstruktionen af deres etniske identiet som immigranter i Australien.

Med et empirisk eksempel på mine informanters brug af de ovenstående kategorier der handler om en informants opfattelse af de såkaldte “working holiday”-immigranter, vil jeg argumentere for, at “working holiday”-kategorien er en immigrantkategori, der kan medtages i mit sample af japanske immigranter på linje med de øvrige kategorier, trods det at det formelt kun er et etårigt visum. Sumisu, som på illustrationerne ovenfor er placeret i “working holiday”-netværket, er en 23-årig mand, der efter en medieuddannelse og et par års, efter hans eget udsagn, stressende arbejde på en TV-kanal i Japan, valgte at sige sit job op for at tage til Australien på det såkaldte “working holiday visa”. Sumisu er speciel i forhold til de øvrige af mine informanter i “working holiday”-kategorien, idet han har en australsk kæreste og, som han siger, ikke omgås andre japanere i Australien. Mine tre øvrige informanter i “working holiday”-kategorien giver også eksplicit udtryk for et ønske om kontakt med flere australiere og færre japanere, men de fortæller alle tre om problemer med at komme i kontakt med australiere. Den første tid i Australien arbejdede Sumisu for et japansk blad for unge japanere i Sydney (et andet end det jeg arbejdede for), og derfor, siger han, har han trods alt et omfattende kendskab til “working holiday”-miljøet. Da jeg interviewer ham, er han dog arbejdsløs. Han har sagt sit job op, fordi han ikke vil arbejde for en japansk virksomhed mere. Han siger om sin fremtid: “I stay in Australia maybe longer than the working holiday student, but if I go to Australia only one year, I don’t want to spend time with Japanese, because it is waste of time. Now here, and have to learn Australian culture or maybe have to join the, maybe, Australian team. Yeah, sports team. That’s why I think that’s stupid, I think they should do what they can’t do in Japan”.

Selvom Sumisu kun har visum til at blive i Australien i et år, regner han, som han siger i citatet, med at blive længere. Sumisu siger, at han ikke anser det som et problem at blive længere. Han håber på at finde arbejde på en australsk ejet virksomhed og derigennem blive sponsoreret, så han kan blive i Australien. I mit sample af informanter havde flere andre af de japanske immigranter i løbet af deres tid i Australien skiftet fra en midlertidig kategori som for eksempel turist eller student til “permanent resident”. I mine informanters diskurs om det at være immigrant i Australien, er det således ikke ualmindeligt at opfatte immigrantstatusen som en foranderlig størrelse, der ved hjælp af skift i kategori kan stige i immigranthierarkiet. Med dette tema lægger jeg an til en diskussion om betydningen af et internt hierarki mine informanter imellem, for en generel distancering til det japanske samfund. Denne diskussion fortsætter jeg i afsnit 3.5. Citatet ovenfor er ydermere et eksempel på, hvordan Sumisu med sin kritik af andre “working holiday”-immigranter tager diskursiv afstand fra det japanske samfund i Sydney. Som det fremgår, udtrykker han, at han ikke ønsker at indgå i relationer med japanere så længe han er i Australien, hvilket kan tolkes som et udtryk for, at han ønsker at træde ud af det hierarki der eksisterer blandt de japanske immigranter i Australien.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.4. Sydneys kulturelle geografi

Jeg valgte at udføre mit feltarbejde i Sydney, idet det er her de fleste immigranter i Australien bosætter sig (Murphy 1993:1501). Ifølge ”Australian Bureau of Statistics” er Australiens indbyggertal i 1998 vurderet til 18.751.000 (ABS 1999:4), hvoraf omkring 3.3 millioner bor i Sydney. Der er svært at afgøre det præcise antal japanske immigranter i Sydney, idet de kilder jeg har set, ikke specificerer hvilke kriterier der danner baggrund for optællingerne. Jeg har derfor valgt ikke at citere disse kilder, men holde mig til min informant Hr. Tenins bud på antallet. I kraft af sine 20 år i Australien og en stærk involvering i det japanske samfund i Sydney er han vidende på området. Han anslår, at der er omkring 10.000 permanente immigranter og omkring lige så mange midlertidigt bosatte og besøgende japanere i Sydney. Som jeg før har været inde på, kan immigrantstatusen ændre sig, og derfor bør en del af de midlertidige immigranter reelt regnes for fremtidige permanente immigranter.

Blandt mine informanter eksisterer der generelt en forestilling om en såkaldt ”japansk bydel” i den nordlige del af Sydney, ligesom en forestilling om en kinesisk bydel, en italiensk bydel, en græsk bydel osv. Den kulturelle geografi, som disse forestillinger tegner et billede af, er af Burkhard Hofmeister beskrevet i bogen ”Australia and it’s Urban Centres” (Hofmeister 1988). Han beskriver, hvordan etniske kvarterer etableret i sidste halvdel af 1800-tallet stadig afspejles i mange af det nutidige Sydneys etniske beboelseskvarterer (Hofmeister 1988:211-216). Hofmeister beskriver mund-til-øre metoden som en vigtig grund til, at disse oprindelige etniske kvarterer reproduceres og stadig eksisterer i dag (Hoffmeister 1988: 211-212). Med mine informanter Hr. og Fru Kendo vil jeg give et empirisk eksempel på, hvordan det hos en stor del af mine informanter, kom til udtryk, at netop mund-til-øre metoden var baggrund for deres valg af bosted. Hr. og Fru Kendo er venner af familien Yamada, og derfor er jeg kommet i kontakt med ægteparret. De er begge i 40’erne og uden børn. De bor i den nordlige del af Sydney, der betegnes som den japanske bydel, ikke langt fra hvor familien Yamada bor. Jeg spørger dem, hvorfor de har valgt at bosætte sig netop her?

Hr. Kendo svarer: ”We wanted to live on north shore”.

Fru Kendo uddyber: ”North shore line”. (Den nord-syd gående linje med undergrundsbanen.)

Hr. Kendo fortsætter: ”It has easy access to city compaired with the bus”.

Fru Kendo siger: ”And sometimes before coming to Sydney, sometimes I saw, I wisited Mr. and Mrs. [Yamadas] family and other Japanese family, and they live in this line. North shore, north part. And we have, maybe we have already got information, and information in north area, and we didn’t have information in other sight”.

For at forklare mig nærmere, hvordan det er med Sydney, siger Fru Kendo videre:

”We can eat Chinese in Chinatown, we can eat Italian food in Leichhardt, we can eat Greek food in Greek town and so on. Yeah, when we talk with them we have to talk by english. But in their culture they can speak, they always speak Chinese with parents and neighbourhood. In Leichhardt they speak Italian. That feeling is multicultural. We can’t find that in Japan”.

Således valgte Hr. og Fru Kendo, efter deres eget udsagn, at bosætte sig i det nordlige Sydney (”den japanske bydel”), fordi de havde en viden om området fra andre japanere - eksempelvis Hr. og Fru Yamada. Blandt mine informanter er der dog også eksempler på, at nogle har valgt ikke at bosætte sig i det nordlige Sydney, netop på grund af forestillingen om at denne bydel repræsenterer det japanske samfund, hvilket de ikke ønsker at være for tæt på. Således er det japanske samfund en positiv faktor for nogen og en negativ faktor for andre. Dette vil blive uddybet senere i undersøgelsens analysedel.

Eksemplet ovenfor viser ligeledes, at den fysiske kontekst, som mine informanter lever i, har en mulig sammenhæng med deres forståelser af den australske multikulturalisme samt deres egen placering, som medlemmer af det japanske immigrantfællesskab, i det australske samfund. Med Andersons ”Imagined communities” i tankerne - jeg tænker på tesen om at en gruppe udelukkende eksisterer i kraft af medlemmernes eller andres definition af denne (Anderson 1991), kan mine informanters forestillinger om eksempelvis et italiensk-, et græsk-, et kinesisk-, og et japansk samfund i Sydney tolkes som et udtryk for, at disse diasporasamfund eksisterer og anses som dele af det sociale rum der definerer Sydney. Det er muligt, at sådanne etniske kvarterer kan ses som er resultat af en typisk bosættelsestendens i storbyer, hvor immigranter typisk bosætter i kvarterer hvor andre landsmænd bor (jf. Hofmeister 1988:234-237). I forhold til min belysning af hvilken betydning det har for mine informanter at bo i Sydney, anser jeg dog ikke dette som væsentligt at bevise. Derimod finder jeg det væsentligt at diskutere, om denne kulturelle geografi til dels kan ses som et udtryk for den multikulturalistiske politiks indflydelse på mine informanters selvforståelse. Hermed vil jeg begrunde, at det politiske niveau er væsentligt at inddrage i min undersøgelse, selvom dens hovedfokus er på individets konstruktion af etnisk identiet. Hvis vi husker tilbage på den officielle definition af multikulturalisme, som jeg viste i indledningen, så ”anerkendes og fejres” Australiens kulturelle diversitet, og retten til at udtrykke og være fælles om den individuelle kulturelle baggrund ”accepterers og respekteres”. Hermed lægges der op til en etnisk gruppering, og som jeg viste med det empiriske eksempel ovenfor, udtrykker Fru Kendo og mine øvrige informanter netop, at de ser en sammenhæng mellem de etnisk prægede bydele i Sydney og multikulturalismen. Teoretisk er multikulturalisme blevet defineret på mange forskellige måder. Én definition fokuserer på social heterogenitet, en anden fokuserer på co-eksistens mellem etniske grupper, en tredje fokuserer på tolerance og respekt af forskellige grupper, en fjerde fokuserer på multikulturalisme som resultat af segregation, og en femte fokuserer på gruppers underpriviligerede situation på grund af etniske-, religiøse-, racemæssige forskelle osv. (Wicker 1998). Herudfra vil jeg karakterisere den politisk definerede multikulturalisme i Australien som fokuserende stærkest på tolerance og respekt samt co-eksistens mellem de etniske grupper, hvilke begge nævnes i den officielle definition (jf. indledningen). I forhold til Benmayor og Skotnes perspektiv på etnisk identitet, tolker jeg det som et udtryk for den definition der fokuserer på gruppers underpriviligerede situation. Men som jeg antydede i indledningen, adskiller dette perspektiv sig fra mine informanters selvforståelse, og derfor mener jeg at dette perspektiv er upassende i forhold til at belyse mine informanters konstruktion af etnisk identiet. Som jeg allerede lagde op til i indledningen, vil jeg i undersøgelsens analysedel diskutere multikulturalismens betydning for mine informanters position i samfundet, som de fremstiller den i deres selvfortællinger.

Ydermere har mit storby-feltarbejde haft den metodiske konsekvens, at min deltagerobservation var begrænset af, at det japanske immigrantfællesskab eksisterer i relativt lukkede ”settings”, som jeg kun via ”sponsorer” kunne få adgang til, sådan som jeg viste tidligere. Dette handler således om, at disse sociale rum satte begrænsninger for udførelsen af min undersøgelse. Trods min viden om en japansk bydel kunne jeg ikke blot tage til den nordlige del af Sydney og derved automatisk få adgang til social rum hvor interaktion mellem japanske immigranter foregår. Ingen af de ”settings” som jeg fik adgang til -publikationsvirksomheden og arrangementer foranlediget af den japanske klub - var fysisk placeret i den såkaldte ”japanske bydel”. Jeg vil her synliggøre, hvorfor jeg alligevel mener, at de udgør dele af det japanske immigrantfællesskab i Sydney, og dermed settings som var relevante at udføre mit feltarbejde i.

Som jeg tidligere viste, gælder et særligt sæt af sociale normer og regler i publikationsvirksomheden, og jeg angav muligheden for, at disse har udgangspunkt i en konfusiansk tradition. Således kan disse normer og regler være et udtryk for et kulturelt aspekt, der stammer fra virksomhedens ansattes japanske baggrund. Hermed ikke sagt at virksomhedens normer og regler er et udtryk for en homogen japansk kulturel særegenhed, og at de har den samme betydning for alle virksomhedens medarbejdere. Men jeg mener, at virksomheden, på trods af at den fysisk er placeret i Australien, kan siges at udgøre en ”setting” hvor et sæt af japansk-prægede normer er på spil. Akiko, som jeg henvendte mig til for at få klarhed over nogle af virksomhedens normer og regler, viser efter min mening, med sin bevidsthed omkring de særlige japansk regler, som hun sagde, at jeg var undskyldt for at kende fordi jeg ikke er japaner, at der for hende eksisterer et billede af en japansk norm for, hvordan man henvender sig til hinanden på. Heri ligger det således også, at Akiko har en forestilling om at ikke-japanske normer er anderledes. Akiko og en stor del af mine øvrige informanter brugte en stor del af deres tid på arbejdet. I publikationsvirksomheden var det for eksempel ikke ualmindeligt at medarbejderne til hverdag arbejdede til klokken 19, 20, 21 eller 22, hvis der var travlt. Flere informanter fortalte mig, at de egentlig ikke omgikkes australiere eller andre ikke-japanere, dels på grund af at arbejdet og derefter familien og de dagligdags gøremål optager al deres tid, dels på grund af sprogbarrierer (hvilket jeg vil uddybe senere). Således antyder jeg, at mange af mine informanters meninger om det australske samfund er konstrueret ud fra forestillinger om australierne, fremfor skabt i grænsedragninger baseret på interaktionelle situationer, sådan som jeg på teoretisk niveau behandlede i indledningen.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.5. Socio-økonomiske uligheder

Udover problemer grundet sprogvanskeligheder er den socio-økonomiske status et andet typisk problemfelt for etnografer i felten i forhold til deres informanter (Werner & Schoepfle 1987:258). I forhold til de japanske immigranter jeg mødte i Sydney, havde jeg, som ressourcebegrænset (studerende) etnograf, typisk en lavere socio-økonomisk status. En del af mine informanter har fast fagudlært arbejde, nogle endda i chefpositioner, og er således både socialt og økonomisk relativt godt stillet. Her tænker jeg på mennesker som Hr. og Fru Yamada og Hr. og Fru Kendo, som jeg tidligere har præsenteret. En anden del af mine informanter er pensionister, som har sparet så meget sammen, at de har råd til at bo i eget hus eller egen lejlighed, og samtidig er godt økonomisk stillet. Mine informanter i ”working holiday”-kategorien skiller sig her ud, idet de som studerende, ufaglægt arbejdende, eller som Sumisu, arbejdsløs, har en socio-økonomisk status der mere ligner min egen.

Sammen med min socio-økonomiske position gjorde det faktum at min undersøgelse er kvalitativ, at jeg undervejs i feltarbejdet måtte sande, at jeg ikke havde tid og ressourser til at få kontakt til alle japanske immigranter i Australien, og dermed heller ikke alle typer af japanske immigranter. To immigrantkategorier, som jeg kun hørte om via mine informanter, men ikke selv fik mulighed for at træffe repræsentanter fra, var de såkaldte “war brides” og “business immigrants”. “War brides” står for de japanske kvinder, der efter australske soldaters ophold i Japan efter anden verdenskrig tog med dem tilbage til Australien som koner. Der er kun få af disse “war brides” tilbage i Australien i dag, og jeg nåede ikke at blive præsenteret for en i løbet af mit ophold i Sydney.

Med hensyn til at møde midlertidige og permanente “business immigrants”, henvendte jeg mig til en japansk organisation, specielt forbeholdt disse. Klubbens administrator og sekretær, som jeg talte med i klubbens reception, sagde, at de ikke umiddelbart kunne formidle kontakten mellem klubbens medlemmer og mig, da de ikke kunne videregive medlemmernes navne. Jeg foreslog også, at jeg kunne give mit navn og telefonnummer, hvilket de så kunne videregive til medlemmerne, men svaret forblev negativt. Der kan være mange grunde til det negative svar, men en kan være, at min socio-økonomiske status ikke var høj nok til, at de personer jeg præsenterede mig og mit projekt for, fandt det væsentligt at beskæftige sig med, idet organisationen er kommerciel og, ifølge flere af mine informanter, velhavende. Således kan det tænkes at det jeg havde at tilbyde, ikke var nok. Som i den japanske klub, er denne organisations aktiviteter forbeholdt japanere, og derfor kunne jeg ikke umiddelbart få adgang dertil, uden en sponsor fra klubben. Denne “setting” var lukket for offentligheden, og da det ikke var muligt for mig at finde en sponsor, opgav jeg til sidst at få adgang til denne gruppe af japanske immigranter. Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg måske af anden vej, via et af mine andre netværk af informanter have fået kontakt til en “business”-immigrant, og via vedkommende have fået adgang til organisationens medlemmer, men sådan gik det ikke.

Velviljen fra de japanske immigranter der lod sig interviewe af mig blev for de fleste vedkommendes udtrykt som eksempelvis en interesse for mit projekt, det spændende ved at lade sig interviewe, det overraskende ved hvordan jeg overhovedet var kommet i tanke om at lave en undersøgelse om japanske immigranter i Australien samt interesse for min person, som repræsentant for et så eksotisk land som Danmark. Således var der ingen økonomiske interesser eller gengældelsesydelser involveret i mit forhold til mine informanter. Dette ser jeg i høj grad som en fordel, idet der ikke lå et pres på mine informanter for at svare på mine spørgsmål for at gøre mig tilfreds, som gengæld for en modydelse, men af velvilje til mig og mit projekt. Jeg vil dog indskyde, at der dog også kan være andre grunde end ren velvilje, der gjorde, at mine informanter lod sig interviewe. For eksempel, kan deres relation til Hr. Tenin eller Fru Yamada, kernepersonerne i mine netværk af informanter, som introducerede mig til en stor del af de mennesker jeg senere kom til at interviewe, have haft en betydning. Hvis vi antager, at de konfusianske regler for sociale relationer, som jeg tidligere var inde på, har indflydelse på de normer der gælder for mine informanters interaktion med hinanden, kan det eksempelvis være, at det var svært for en yngre person at afvise Hr. Tenin eller Fru Yamada, som var henholdsvis 66 og 50 år på det givne tidspunkt.

Desuden betød min økonomiske situation, at jeg ikke havde ressourcer til at leje en bolig i den nordlige del af Sydney, den såkaldte japanske bydel, da det generelt er dyrt at bo her. Det var eller mit mål før jeg tog til Australien, men som jeg viste i afsnittet ovenfor, fandt jeg efterhånden ud af, at min fysiske tilstedeværelse i dette område ikke var afgørende for, om jeg befandt mig i det japanske samfund i Sydney.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.6. Den etnografiske runddans

Denne undersøgelses konklusioner er ikke et resultat af en let overskuelig, entydig, lineær proces, men derimod en kompliceret etnografisk runddans mellem teori, metode og data, eller hvad Spradley kalder ”the ethnographic research cycle” (Spradley 1980:26-35). Set i lyset af mit fænomenologiske udgangspunkt for undersøgelsen, opfattet som en forståelse af sociale fænomener ud fra aktørernes egne perspektiver (Kvale 1994:61), så mener jeg, at det er vigtigt at være i stand til at omformulere eller ændre sine problemstillinger, således at de ikke er i modstrid med aktørernes opfattelse af virkeligheden. I forhold til min oprindelige problemformulering måtte jeg foretage sådanne ændringer flere gange i løbet af feltarbejdet.

For eksempel opstod der, på grund af mine kvalitative interviews åbne struktur, temaer, som jeg ikke umiddelbart havde tænkt på som relevante for min undersøgelse af konstruktion af etnisk identitet. Med åbne struktur mener jeg, at jeg i interviewsituationen overvejende stillede mine informanter åbne spørgsmål, såsom: ”Why did you migrate to Australia?”, ”What have you done since you came to Australia?”, ”How is it to live in Australia?”. ”Sprogbarrierer” er et tema, som faktisk alle mine informanter uopfordret fortalte mig om i enten interviewet eller i uformelle samtaler. Termen ”sprogbarrierer” dækker over informanters beskrivelser af sproglige forskelligheder mellem japanere og australiere som en barriere for interaktion. I et forsøg på teoretisk at finde en forklaring på hvorfor dette tema havde en stor vægt i hovedparten af mine informanters beskrivelser af, hvordan de oplevede det at bo i Australien, vendte jeg i analysen tilbage til litteratur om det japanske samfund (eksempelvis Clammer 1995, Hendry 1995 og Befu 1993, jf. afsnit 1). Som jeg vil diskutere i afsnit 3.6., mener jeg, at mine informanters diskursive fokusering på ”sprogbarrierer” dels kan være et udtryk for nihonjinron-litteraturens indflydelse på mine informanters forestilling om det japanske sprog som helt unikt, dels et udtryk for en grænsedragning, i Barthsk forstand (Barth 1969, jf. indledningen) i processen af konstruktion af etnisk identitet.

I forhold til et andet tema, betydningen af den anden verdenskrig, fik jeg derimod ikke de svar, som jeg havde forventet. Metodisk var mit mål med at belyse mine informanters forståelse af den anden verdenskrig, at få et indblik i hvilken betydning denne begivenhed havde som historisk-kulturel faktor for deres selvfremstillinger, og dermed hvordan den indgik i konstruktionen af etnisk identitet i Australien, som jo var en af Japans ”modstandere” under krigen. Ian Buruma, har skrevet en interessant bog, der sammenligner tyskeres og japaneres måde at forholde sig til den anden verdenskrig. Han beskriver, at hvor tyskerne er undskyldende, er japanerne generelt benægtende overfor landets kritiske rolle i krigen (Buruma 1995). Med Buruma’s bog og Barths grænsedragningsteori (Barth 1969) i tankerne havde jeg en forestilling om, at dette tema kunne skabe grobund for gode diskussioner om, hvad det vil sige at være Japaner i Australien.

I interviewsituationerne med de enkelte informanter, oplevede jeg en helt anden reaktion på spørgsmål om den anden verdenskrig, end jeg havde forestillet mig. Hovedparten af mine informanter afviste, at de havde nogen viden om den anden verdenskrig, og så kom den diskussion ikke videre. Især de yngre af mine informanter (under 30 år) udtrykte uvidenhed om den anden verdenskrig. Med et eksempel fra mit interview med Hr. og Fru Kendo, som var blandt de få, der overhovedet havde noget at sige om emnet, vil jeg vise, hvordan temaet snarere udløste kritik af det japanske uddannelsessystem end en diskussion af krigens betydning. I interviewsituationen spørger jeg, i forbindelse med at vi snakker om racisme, hvad parret mener om den anden verdenskrig. Fru Kendo fortæller, at der findes ældre mennesker i Australien der ikke bryder sig om japanere på grund af hændelser mellem Japan og Australien under krigen. Da jeg spørger nærmere ind til hvilke hændelser hun mener, svarer hun mig i et beklagende tonefald: ”After [I] come to Australia, now especially since last year, I recogniced we have to know our history. Unfortunately we havn’t got chances to learn history, or of cause we know [about the second world war], but what Japanese did, we didn’t know, with Australian relations.” Fru Kendos svar giver, som det fremgår, ikke indblik i hendes holdning til den anden verdenskrig men derimod nærmere i hendes holdning til det japanske undervisningssystem, som hun indirekte siger, har givet hende et for ringe vidensgrundlag om Japans rolle under den anden verdenskrig. Da jeg igen vender mit blik mod litteraturen om det japanske samfund, finder jeg denne problemstilling forklaret. For eksempel skriver Hendry, at det japanske uddannelsesministerium udvikler undervisningsplanerne for det der svarer til vores folkeskole, hvilket vil sige, at alle tekstbøger på dette niveau godkendes af ministeriet (Hendry 1995:98). Således er det ikke nødvendigvis de historiske facts, men den japanske regering der bestemmer hvilket billede den japanske befolkning skal have af historiske begivenheder, såsom den anden verdenskrig. I det perspektiv kan Fru Kendos fremstilling af sin viden om den anden verdenskrig tolkes som et udtryk for et typisk benægtende forhold til den anden verdenskrig, sådan som Buruma argumenterer for, hvilket kan skyldes et reelt ukendskab til Japans rolle under den anden verdenskrig, forårsaget af den japanske regerings propaganda. Igennem hele interviewet med Hr. og Fru Kendo, har jeg et indtryk af, at de oprigtigt ønsker at svare ærligt og oplysende på mine spørgsmål. Mit indtryk styrkes af, at de i forhold til andre aspekter af det japanske samfund, som for eksempel den japanske uddannelsespolitik, åbent kritiserer samfundet, og derfor mener jeg, at en sandsynlig grund kan være et reelt ukendskab.

Det kan det dog være svært at afgøre om en informant taler (objektivt) sandt. Ifølge Ib Andersen kan der være mange grunde til at informanten fremstiller sig selv og sin viden, som han eller hun gør (Andersen 1990:268-270). For eksempel at vedkommende vægrer sig mod at svare, og derfor indtager en forsvarsattitude, at vedkommende vil gøre indtryk på spørgeren, eller for eksempel at vedkommende svarer på en måde der er socialt ønskelig eller forventet (Andersen 1990:268-270). Dette leder mig til en diskussion om mine informanters selvfremstilling versus begrebet ”objektiv sandhed”, hvilken jeg vil tage op i sidste del af afsnittet.

Opsummerende har ”den etnografiske runddans” i mit feltarbejde betydet, at mit metodiske og teoretiske udgangspunkt for feltarbejdet (projektbeskrivelsen) kun bør ses som et udgangspunkt, og derfor ikke mere kan ses som gældende i forhold til undersøgelsens konklusioner. Som jeg har vist, dukkede nye temaer op i min interaktion med mine informanter, mens andre temaer blev mindre væsentlige, i forhold min belysning af deres konstruktion af etnisk identitet, idet de ikke fremstod som relevante i mine informanters livsverdener. Eksempelvis valgte jeg ikke at koncentrere mig om betydningen af mine informanters forhold til den anden verdenskrig, mens sprogbarrierer er et ”nyt” tema.

En anden væsentlig faktor til min undersøgelses nuværende struktur og fokuspunkter er de mønstre, der opstod i min gennemlæsning og kodning af feltnoter og transkriberede interviews (jf. Emerson, Fretz og Shaw 1995:142-168). Med mønstre mener jeg sammenhænge mellem identificerede kategorier, som gik igen i forskellige situationer blandt forskellige af mine informanter. I denne proces kom flere interessante aspekter til syne, som jeg ikke blev bevidst om, før jeg på afstand af felten systematisk fik gennemgået mine feltnoter og interview, og derved fik skabt mig et overblik over de indsamlede informationer. To interessante aspekter, som jeg vil uddybe nærmere i undersøgelsens analysedel er, at mine informanter overvejende svarer i værdiladede dikotomier i deres beskrivelser af henholdsvis det japanske og det australske samfund, samt at deres beskrivelser af de to samfund ofte bygger på alment kendte kulturelle stereotyper. Et tredje interessant aspekt, som jeg tidligere præsenterede, er begrebet ”sprogbarrierer”, som jeg i analysen viser, indgår som et led i en grænsedragningsproces, hvor etnisk identitet blandt andet skabes.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

2.7. Spørgsmålet om undersøgelsens gyldighed, pålidelighed og generaliserbarhed

Det kan diskuteres om de klassiske positivistiske kriterier: Gyldighed (validitet), pålidelighed (reliabilitet) og generaliserbarhed er relevante for en kvalitetsbedømmelse af en kvalitativ undersøgelse. Begreberne er overtaget fra kvantitativ, naturvidenskabelig forskning, og det er derfor problematisk direkte at overføre begreberne som kriterier for en kvalitativ undersøgelses kvalitet. Bodil Selmer har i et arbejdspapir om gyldighed og etnografisk metode taget denne problematik op og argumenterer for, at begreberne bør udvides fremfor at ignoreres, sådan som nogle har valgt at gøre (Selmer 1998:3-4).

Jeg er enig med Selmer i, at også kvalitativ forskning bør kunne påvise sin pålidelighed og gyldighed, og finder det vigtigt, at argumentere for kvaliteten af den foreliggende undersøgelse.

I starten af metodeafsnittet, beskrev jeg Sanjeks tre foreskrifter for en undersøgelses gyldighed. Jeg mener, at disse forskrifter er nyttige og har i metodeafsnittet derfor også løbende været anvendt til at vise, hvordan jeg har opfyldt de kriterier forskrifterne sætter. Selmer kritiserer dog Sanjek for at forskyde repræsentations- og fortolkningsproblematikken fra den endelige tekst til feltnoterne, idet feltnoter ligeledes er rekonstruktioner og fortolkninger af begivenheder (Selmer 1998:14). Men som Selmer også er inde på, kan Sanjeks kriterier ses som en mulighed for at vurdere en tekst ved en form for fiktiv gentagelse af forskningsprocessen, det vil sige, hvis Sanjeks kriterier er opfyldt, har læseren mulighed for at komme til de samme konklusioner.

For at tage diskussionen om ”objektiv sandhed” versus individets selvforståelse op, som jeg lagde op til tidligere i metodeafsnittet, er jeg enig med Selmer i, at gyldighed i kvalitative undersøgelser kan ses som spørgsmål om viden og sandhed, ikke som en ”true value” (jf. Wolkott 1995), hvilken Ton Otto har forklaret som ”the correspondence between research and the real world” (Wolcott 1995:169, i Otto 1997:14), men nærmere som partielle, lokale, sociale sandheder (Selmer 1998:4). Den modernistiske forståelse af sandhed bygger på den positivistiske tankegang, hvor der kun findes én korrekt opfattelse af verden (Kvale 1994:234). I dag er denne opfattelse dog på mange områder blevet erstattet af en opfattelse af viden som en social virkelighedskonstruktion. I dette ligger det, at sandhed ikke er en fast uforanderlig størrelse men kan forhandles. Min undersøgelse fokuserer netop på de faktorer, der er med til at påvirke denne ”forhandling” af deres selvforståelse som immigranter i Australien og dermed deres konstruktion af etnisk identiet.

På et andet niveau er det dernæst nødvendigt at vurdere om informanten taler sandt, altså om vedkommende fremstiller sig selv i overensstemmelse med sin forståelse af verden. En sådan vurdering foretog jeg eksempelvis overfor Fru Kendos forklaring på sin manglende viden om Japans rolle under den anden verdenskrig. Hvis jeg forholder mig til Ottos redefinering af pålidelighedsbegrebet (reliabilitet), som ”a concern with the way in which a research project is executed” (Otto 1997:14-15), mener jeg, at min synliggjorte vurdering af Fru Kendos forklaring kan ses som et led i at påvise undersøgelsens pålidelighed. Jeg har eksplicit dokumenteret, hvorfor jeg repræsenterer Fru Kendo som en kritiker af det japanske uddannelsessystem fremfor benægtende overfor Japansk rolle under den anden verdenskrig.

Med hensyn til at bruge begrebet om generaliserbarhed om en kvalitativ undersøgelse, argumenterer Selmer for, at man kontekstualiserer den ”case” man har, fremfor at begynde at vurdere informanternes repræsentativitet i den brede befolkning, hvilket er et mål der stammer fra kvantitativ forskning. Her henviser Selmer til den kendte problematik omkring etnografens muligheder for at styre og kontrollere undersøgelsens sampling af informanter og cases (Selmer 1998:19). Dette vækker genklang i forhold til min egen undersøgelse. Som jeg beskrev tidligere, udvalgte Hr. Tenin potentielle interviewpersoner til mig. Han valgte personer, som ifølge ham var spændende eller havde en ”særlig interessant historie” at kunne fortælle, selv om jeg påpegede, at dette ikke var et kriterie i min udvælgelse af brugbare informanter. Således havde Hr. Tenin i høj grad indflydelse på hvilke personer i netværket omkring ham, jeg kom i kontakt med. Dette kom til at betyde, at jeg ikke frit har kunnet vælge sammensætningen af mit sample. Jeg mener derimod ikke, at denne faktor har forringet undersøgelsens gyldighed væsentligt, da den livsverden som de japanske immigranter der kom til at udgøre mit sample præsenterede for mig, kan være lige så god som andres. Som mit teoretiske udgangspunkt fordrer, må jeg se på mine informanter som individuelle personer, og ikke som en samlet størrelse der kan repræsentere samtlige japanske immigranter. Mit mål med feltarbejdet var ikke ”at etablere generelle lovmæssigheder” om gruppen af japanske immigranter i Australien, men derimod, med en fænomenologisk tilgang, at ”afdække meninger, forståelser i specifikke sammenhænge” (Andersen 1991:29). Således er det ikke nødvendigvis de typiske, gennemsnitlige japanske immigranter der udgør mit sample af informanter.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3. ANALYSE: UNDERSØGELSENS RESULTATER

I de følgende seks afsnit fremlægger jeg resultaterne af min analyse. Det drejer sig om faktorer, problematikker og paradokser, der på det givne tidspunkt jeg udførte mit feltarbejde havde betydning i forhold til mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet som immigranter i Australien. Hvert afsnit belyser et tema der fremstod som vigtigt i mine informanters selvitalesættelse, jf. afsnit 1.6.

3.1. Forestillinger om det japanske samfund

Jeg har kaldt det første analyseafsnit ”forestillinger om det japanske samfund” og det næste ”forestillinger om det australske samfund”. Begrebet ”forestillinger” har jeg lånt fra Benedict Andersons ”Imagined Communities”, hvis kulturbegreb som nævnt bygger på en forståelse af nationen som et forestillet, og dermed reelt, fællesskab (1991). Det vil sige, en nation der eksisterer fordi et tilstrækkeligt antal mennesker er enige om dette. Andersons kulturforståelse adskiller sig fra forståelsen af kultur som en statisk primordiel størrelse, og lægger i stedet vægt på det relationelle aspekt ved det forestillede fællesskab, som udgør en nation og dens medlemmers forestillinger om nationens kulturelt baserede normer og værdier.

Fru Yamada er en af de stærkeste kritikere af det japanske samfund blandt mine informanter. I frokostpausen på publikationsvirksomheden må jeg tit høre på, at hun klager over, hvor dumme og uduelige japanere er. Dette gælder både japanske immigranter i Australien og japanere i Japan. Et af hendes yndede temaer handler om, at 99% procent af virksomhedens japanske praktikanter er uselvstændige og uduelige. Dette taler hun ofte om, uden hensyn til at virksomhedens øvrige japanske medarbejdere og praktikanter hører på. En anden historie handler om, at hun aldrig har følt sig hjemme i Japan, fordi hun er født i Bangkok mens hendes far arbejdede som læge der, og derfor siger hun, at hun blev diskrimineret i Japan Da samtalen en dag falder på den japanske klub i Sydney, afviser hun at have noget med den at gøre: ”No, I don’t belong to. But only on the paper I belong to Japanese society, but I don’t do anything for that. And I don’t want to belong to such an organization, because it’s like Japan, so I don’t want to behave like …, you know … (griner). That’s why I moved”. Det kommer her eksplicit til udtryk, at Fru Yamada tager afstand til både det japanske samfund og det japanske immigrantfællesskab i Australien. Jeg mener, at disse eksempler er et udtryk for, at Fru Yamada foretager en sproglig grænsedragning til gruppen af andre japanere, som hun, som hun selv siger, kun via sit japanske pas formelt tilhører (” … only on the paper …”). Hendes negative forestillinger om japanerne som hun konstruerer og udtrykker blandt japanere, kan, som jeg senere vil vise, ses som en modpol til hendes og størstedelen af mine øvrige informanters forestillinger om australierne, hvilke fremstår som positive. Hvilken betydning denne form for grænsedragning har for rekonstruktionen af hendes etniske identitet, vil jeg diskutere nærmere i afsnit 3.2.

Som jeg tidligere viste, er Sumisu fra ”working-holiday”-netværket ligeledes stærkt kritisk overfor det japanske immigrantsamfund. Han tager afstand fra ”working holiday”-miljøet i Australien og det japanske samfund generelt. Specielt ved Sumisu er, at han lægger vægt på, at han (fysisk) har brudt med det japanske samfund i Australien. Han har for eksempel sagt sit arbejde op på en japansk ledet virksomhed for at søge arbejde i en australsk ledet virksomhed, for derved at undgå det japanske samfund i Sydney. Både Fru Yamada og Sumisu ser det japanske samfund i Australien som en slags ”little Japan”; en videreførelse af de normer og værdier i Japan som de er migreret fra. Dette er en generelt holdning blandt hovedparten af mine informanter. Som tidligere nævnt er mine informanter i netværket omkring Fru Yamada generelt kritiske over for de japanske immigrantfællesskab, mens mine informanter i netværket omkring Hr. Tenin ser det som en fordel.

Forskellen på Fru Yamada og Sumisu er, at Fru Yamada trods alt har spundet et netværk af japanere omkring sig selv og sin virksomhed, sådan som jeg har antydet med illustrationerne figur 1, 2 og 3, og derfor uundgåeligt er en del af det japanske samfund i Sydney, mens Sumisu fysisk forsøger at undgå at blive en del af de japanske netværk. Som netværksfigurerne viser, er Sumisus afstandtagen til de netværk der udgør det japanske samfund i Sydney en undtagelse blandt mine informanter, som for størstedelens vedkommende (fysisk) indgår i japanske netværk. I forhold til mine øvrige informanter ser jeg i denne forbindelse Sumisu som en undtagelse, hvorimod jeg genkender Fru Yamadas henholdsvis diskursive og fysiske forholden sig til det japanske immigrantfællesskab hos en stor del af mine informanter.

Som nævnt i indledningen kræver en grænsedragning i Barthsk forstand, at der eksisterer en grænse mellem den gruppe som individet identificerer sig med (os) og nogle andre, som individet adskiller sig fra (dem) (Barth 1969). Som Anna Triandafyllidou, en bidragsyder til tidsskriftet ”Ethnic and Racial Studies” (1998:vol. 21, nr. 4), påpeger, er det en implicit antagelse hos de fleste nutidige forskere af nationalisme og etnicitet, at der eksisterer et ”other”, forstået på den måde at en etnisk gruppe ikke kan ses isoleret, men må forstås i forhold til andre etniske grupper som den givne gruppe må forholde sig til (Triandafyllidou 1998:593-594). Denne generelle konsensus udspringer netop af det grundlag Barths teori fra 1969 udgør (Barth 1969). Jeg er overordnet enig i denne kulturforståelse, men i modsætning til Barths teori, konstruerer mine informanter dog ikke hovedsagelig disse grænsedragninger i social interaktion med de fremmede - australierne, men derimod i interaktion med andre japanske immigranter i Australien. Ydermere finder jeg det interessant, at grænsedragningerne ikke nødvendigvis er rettet mod australierne men mod andre japanere, således at en stor del af mine informanter udtrykker en grænsedragning mellem sig selv og det japanske samfund.

Mine informanter drager i stor stil grænser til det japanske samfund via en sproglig distancering til normer og værdier, som de definerer som typisk japanske. Der er således hovedsagelig tale om en diskursiv fremfor en fysisk afstandtagen, som jeg analyserer som en grænsedragning i processen af rekonstruktion af etnisk identitet. Den kritiske holdning overfor det japanske immigrantsamfund som Fru Yamada og Sumisu repræsenterer er ikke special i forhold til mine øvrige informanter, dog er den særlig stærk og udtalt hos disse. En forskel er dog, at mine informanter i netværket omkring Hr. Tenin generelt er mindre kritiske og retter deres kritik mod immigrantfællesskabet generelt og ikke mod den japanske klub. Når jeg i det følgende beskriver mine informanters holdninger til henholdsvis det japanske, det japanske immigrantfællesskab og det australske samfund, er det implicit, at det er deres forestillinger om de to samfund, jeg henviser til.

De følgende termer blev hyppigt brugt at mine informanter i beskrivelser af det japanske samfund: ”Too crowded”, ”too poluted”, too noisy”, ”too busy”, ”no air”, ”change a lot”, ”concrete jungle”, ”the pace is so different”, ”I had very busy job”, ”monotonous life”, everything no good for living”. De første fire termer går igen hos hovedparten af mine informanter. Den 24-årige Yagi er generelt ikke så åbenbar kritisk i forhold til det japanske samfund generelt ,og de normer og værdier det for ham repræsenterer som eksempelvis Fru Yamada og Sumisu. Han fortæller mig, at han egentlig ikke vil tale kritisk om Japan, fordi det jo er hans moderland, men i sin måde at beskrive det japanske samfund på - i forhold til det australske samfund, fremstår hans udtalelser alligevel som kritiske, når de bearbejdes i en tekstnær analyse. ”I still remember the first day I arrived in Newcastle. And I went to this beach, and the beach was just beautiful as I imagined. And the sky is blue, the water was just so blue as well, the sand was beautiful. I can still remember that, as it was so beautiful. I said: Oh, this is what I wanted. And I was so glad I came, and … yeah people are friendly here, yeah I love it, life overhere. And the things I don’t miss about Japan is just, I don’t know, the lifestyle there. Things are just too busy and people everywhere. Just too crowded.” Specielt ved Yagi er, at hans positive indstilling til aspekter ved det australske samfund er massiv. Som jeg vil diskuterer i afsnit 3.3. kan det ses som et udtryk for en stereotypisering, som igen kan ses som et redskab i processen af rekonstruktion af den etniske identitet. Jeg har i min analyse fundet frem til, at de termer Yagi, og en stor del af de øvrige af mine informanter bruger til at karakterisere deres holdninger til de to samfund, kan ses som modsætningspar eller positive versus negative forestillinger om henholdsvis det japanske og det australske samfund. Eksempelvis fremkommer følgende positiv-negativ modsatrettede ordpar af citatet ovenfor: ”… people are friendly” (Australien) - ”… just too busy and people everywhere” (Japan). I en tekstnær gennemgang af samtlige transkriberede interviews, har jeg identificeret 9 modsætningspar, som omfatter de hyppigst anvendte termer til beskrivelsen af de to samfund blandt mine interviewpersoner. Denne strukturelt baserede opstilling tjener også til at vise hvor fælles en diskurs omkring de to samfund mine informanter havde, trods deres individuelle livsverdener og historier, og skal således ikke ses som mere eller andet, idet mit udgangspunkt for undersøgelsen stadig er fænomenologisk.

Australien - Japan

Space - Crowded

Fresh - Polluted

Quiet - Noisy

Friendly - Busy

Free - Restricted

Independent - All the same (dependent)

Casual - Formal

Open - Shy

Relaxed - Convenient

I afsnit 3.2. vil jeg analysere betydningen af modsætningsparrene, og se nærmere på sammenhængen mellem den negative distancering til det japanske samfund og de hovedsagelig positive beskriver det australske samfund.

Der er dog også individer blandt mine informanter der udtrykker sig positivt i forhold det japanske samfund, som for eksempel Tamiko, der kom til Australien som barn sammen med sine forældre. Hun fortæller mig, at hun nyder ferierne (hvert eller hvert andet år) hos sine bedsteforældre, hvor hun føler sig som hjemme. Dog mener hun ikke at hun ville kunne bo i Japan permanent. Fru Riachi, kritiserer det australske nattteliv. Hun synes, at hun havde flere venner i Japan der gik ud, hvorimod hun mener, at Australien er mere familieorienteret. Eller som Miko der synes, at japanske firmaer er mere pålidelige end australske firmaer. Som det fremgår af disse eksempler, er mine informanters fokus på positive sider ved det japanske samfund meget begrænsede. Yderligere kommer det japanske samfund til at fremstå som den positive modpol, i tilfælde hvor mine informanter sætter ordet ”too” foran en ellers positiv beskrivelse af det australske samfund. Eksempelvis har termen ”relaxed” en positiv værdiladning, men når ”too” sættes foran, bliver ”too relaxed” relativt negativt ladet. Dette vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit, hvor mine informanters forestillinger om det australske samfund behandles.

Det undrer mig, at mine informanter omtaler så få positive aspekter ved det japanske samfund, men det kan eventuelt have noget at gøre med, at beskrivelserne af de to samfund er et led i mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet, forstået på den måde at aspekter der på det givne tidspunkt hvor jeg interviewer mine informanter opleves som betydningsfulde, i processen af identitetskonstruktion kommer til at udgøre de aspekter de finder væsentlige at beskrive for mig i forhold til deres forståelse af de to samfund. Således er det muligt, at uproblematiske sider af mine informanters forhold til det japanske samfund ikke er eksplicit udtrykt, idet de ikke blev oplevet som såkaldte ”borderzones”, steder hvor det er nødvendigt at drage grænser. For eksempel spurgte jeg ind til vigtigheden af japanske traditioner, men fik kun få brugbare svar på temaet, hvilket kan skyldes, at det ikke var relevant for mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet på det givne tidspunkt. Hvis vi husker tilbage på uoverensstemmelsen mellem Barths teori og min empiri, mener jeg ikke at termen ”grænse” er ideel, i forhold til at belyse mine informanters identitetskonstruktion. Lavie og Swedenburg bruger begrebet ”borderzone”, som de definerer som steder hvor kulturel kreolisering, men også tab og fremmedgørelse kan opstå, som resultat af migranters rekonstruktion af etnisk identitet (Lavie & Swedenburg 1996:7). Der er således den forskel mellem Barths og Lavie og Swedenburgs begreber, at hvor Lavie og Swedenburg beskriver grænsen som en ”zone” - et rumligt felt hvori den etniske identitet påvirkes og udvikles, fremstår Barths grænse som en skillelinje mellem to forskellige etniske grupper, hvorover interaktion foregår.

Som det fremgik af citatet med Fru Yamada ovenfor, giver hun udtryk for, at hun ikke føler et tilhørsforhold til hverken Japan eller det japanske immigrantfællesskab i Sydney. Hvis vi bliver i Barths univers, betyder det så, at Fru Yamada ikke befinder sig på den japanske side af grænsen? Det tror jeg ikke, for som jeg var inde på tidligere, deltager Fru Yamada ikke desto mindre aktivt i et af de mange japanske netværk der udgør det japanske samfund i Sydney. Set i sammenhæng med at Fru Yamada og andre af mine informanter, i deres beskrivelser af perioden af deres liv i Australien, foretager en selvfremstilling om succes, som jeg vil vise i afsnit 3.4., er det muligt, at hun i identitetskonstruktionsprocessen i den ”borderzone” hun på det givne tidspunkt befinder sig i, føler sig nødsaget til at afvise det japanske tilhørsforhold til fordel for en succeshistorie, der omfatter hendes status som immigrant i Australien. Derfor mener jeg, at Fru Yamadas kritiske holdning til det japanske samfund er et vigtigt aspekt i hendes rekonstruktion af en etnisk identiet, men ikke et udtryk for at hun ikke mere er en del af det japanske samfund eller lignende. Hermed mener jeg, at både det japanske immigrantsamfund i Sydney og Japan figurerer som vigtige faktorer i hendes selvitalesættelse, i hvert fald som modsætninger til de elementer af det australske samfund som hun roser. Derfor bliver netop dette modsætningsforhold til japanske værdier og normer et vigtigt aspekt i hendes konstruktion af etnisk identitet som immigrant i Australien. Jeg vil yderligere betegne dette som et fælles kendetegn for hovedparten af mine informanter, og derved et aspekt der kendetegner konstruktionen af etnisk identiet blandt mine informanter generelt.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.2. Forestillinger om det australske samfund

Som jeg beskrev i forrige afsnit, fremkommer mine informanters forestillinger om det australske samfund generelt som den positive pol i et modsætningspar, der udtrykker mine informanters holdningsforskelle til henholdsvis det japanske og det australske samfund. Med Yagi som eksempel har jeg allerede vist hvordan modsætningsparrene ”friendly-busy” samt til dels ”spa

ce-crowded” kom til udtryk. Et andet eksempel på en eksplicit fremkomst af et modsætnigspar, stammer fra et interview med Fru Hiroko, nemlig modsætningsparret ”free-restricted”. Hr. og Fru Hiroko, er et ægtepar i 50’erne. I modsætning til Hr. og Fru Kendo har de valgt at bosætte sig i den sydlige del af Sydney. Fru Hiroko fortæller: ”In Japan I mind other people thinking. In Japan if I do something different, people watch me and mind things. It’s a very small world. But in Australia everyone, nobody never mind nobody, only his life. So it’s very good. Feeling is free, it’s good.” Fru Hiroko fortæller mig yderligere, at allerede før de rejste fra Japan, besluttede de sig for ikke at bosætte sig i den nordlige del af Sydney, fordi de ikke ville deltage i det japanske samfund. De ville fra starten have mulighed for at møde australiere og lære engelsk, og det mente de ikke var muligt, hvis de bosatte sig i den nordlige del af Sydney. I forhold til Hr. og Fru Kendo som på mange måder ligner ægteparret, reagerede Hr. og Fru Hiroko således anderledes på deres forestilling om at det japanske samfund i Sydney befinder sig i den nordlige bydel, nemlig ved ikke at bosætte sig der. Det fremgår heraf, at Fru Hiroko har en forestilling om, at det er mere ”frit” at bo i en australsk, dvs. ikke en bydel der er præget af det japanske immigrantfællesskab. Jeg mener, at Fru Hirokos fremstilling af termen ”restricted” kan tolkes som et udtryk for en kritik af den stærke sociale kontrol, som hun giver udtryk for hersker i Japan, i form af eksempelvis at folk ”holder øje” med hinanden. Ikke kun Fru Hiroko men størstedelen af mine informanter fokuserer på det restriktive aspekt ved det japanske samfund, der udtrykkes som en negativ opposition til den frihed de giver udtryk for at opleve i Australien. ”Frihed” henviser både til et socialt aspekt, sådan som Fru Hiroko giver udtryk for, men også til et rumligt, pladsmæssigt aspekt, sådan som Yagi gav udtryk for i forrige afsnit. ”Frihed” kan således ses som en symbolsk-kulturel størrelse, der af mine informanter forbindes med australske normer og værdier og i modsætning til japanske normer.

Det sidste modsætningspar som jeg vil fremhæve er ”relaxed-convenient”. Som jeg var inde på tidligere, bruger enkelte af mine informanter den ellers positivt værdiladede term negativt ved at sætte ”too” foran. Ligeledes bliver ”convenient” brugt både positivt (”convenient”) og negativt (”too convenient”). Yderligere er ordparret ikke umiddelbart et modsætningspar, men i mine informanters brug af termerne, fremstår det som sådan. Kimiko, der som sin mor Fru Yamada generelt er yderst kritisk overfor det japanske samfund, giver udtryk for, at ”relaxed” både er et positivt og et negativt aspekt ved det australske samfund.

”I think it’s both things that I don’t like and like about Australia is the peoples relaxed approach to everything and … (…) The good is that people don’t take everything so seriously, yeah, I think that’s very good that people, nothing should be very important, that people should be totally stressed about it all the time. But in Japan everything is a big deal. At the same time, like if we make an arrange with some, something, and they don’t turn up on time, it is no big deal here, whereas it is a big deal in Japan. (…) I think, yeah, that people seem to think it’s okay to be layed back at everything”. ”Japan … the good thing is that it’s extremely convenient. When I went there, there are like pay phones every ten meters. And there are vending maschines everywhere and convenience stores everywhere, and trains are always, always on time”. (”Convenience store” henviser til en slags små kiosker, hvor ”alt” kan købes, som man finder på hvert gadehjørne i eksempelvis Tokyos gader.)

Det at være afslappet (”relaxed”) bliver i citatet udtrykt som noget positivt i forhold til den stressethed og alvorlighed omkring alting, som ikke kun Kimiko men størstedelen af mine informanter giver udtryk for, at de har oplevet i Japan. Men samtidig er ”relaxed” negativt ladet, hvis det bliver ”too relaxed”, og ingenting fungerer. Ud fra måden hvorpå Kimiko udtrykker ”a big deal” i interviewet: ”It is no big deal here, whereas it is a big deal in Japan”. Med tryk på det sidste ”big deal”, opfatter jeg også dette som negativt ladet. Jeg ser det som et udtryk for, at hun er begyndt at identificere sig med normer i det australske samfund - at være ”relaxed”, trods det at hun til dels også opfatter det som et negativt aspekt, hvilket i citatet og generelt blandt mine informanter dog ikke bliver vægtet i samme grad som det positive aspekt ved ”relaxed”. Min tolkning understøttes af, at Kimiko senere siger: ”I think I’ve assimilated to this country very well, and … I guess I’m very relaxed and laid back person, and Japan is just not laid back enough for me”. Hun karakteriserer australierne som ”relaxed” og senere karakteriserer hun, som vist, sig selv som ”relaxed”. Jeg fortolker dette som et udtryk for, at Kimiko i sin selvfremstilling har overtaget et aspekt, som indgår i hendes forestilling om det australske samfund og således også i hendes selvfortælling. I Kimikos identitetsmæssige grænsedragningsproces i ”blandingszonen mellem en etnisk identitet som japaner og australier, som hendes dagligliv i Sydney fordrer, har hun således rykket grænsedragningslinjen, således at hun nu identificerer sig med termen ”relaxed” i stedet for at opfatte den i modsætning til sin selvforståelse. Som jeg vil diskutere i næste afsnit, kan termen ”relaxed” også ses som et udtryk for en stereotypisk fremstilling af det australske samfund. Således har Kimiko overtaget en ofte anvendt, stereotypiserende term til beskrivelse af det australske samfund.

Overordnet udtrykte mine informanter en diskursiv identificering med normer og værdier i det australske samfund. Dette kommer, som vist, til udtryk i en fremstilling af de to samfund via polære ordpar - modsætningspar, hvor det australske samfund overvejende beskrives positivt, mens det japanske samfund fremstilles ved hjælp af negativt ladede termer. Sagt på en anden måde er der tale om, at det samfund mine informanter migrerede fra placeres i den negative ende af et positiv-negativ-kontiinum, i modsætning til det (positive) samfund de immigrerede til. I lighed med Ongs kinesiske investor fra San Francisco, som jeg præsenterede i indledningen, udtrykker mine informanter i samme stil en adskillelse (deterritorialisering) i forhold til fødelandet, men holder, for størstedelens vedkommende, samtidig forbindelsen via det japanske immigrantfællesskab i Australien, som de alle i mere eller mindre grad aktivt er en del af. Her er arbejdspladsen og familien vigtige faktorer.

Jeg mener dog ikke, at det skal tolkes som et udtryk for, hverken at de sociale, demografiske eller geografiske fakta i de to lande ser sådan ud, eller at mine informanter ikke kan se positive eller negative sider ved henholdsvis det japanske og det australske samfund. Derimod mener jeg, at disse fremstillinger kan ses som et udtryk for en måde at legitimere migrationen ved at fremhæve det negative dér (Japan) og det positive hér (Australien). Med legitimere mener jeg, både for sig selv og andre at svare på hvorfor de er migreret. I deres beskrivelser af de to samfund fremstilles det at bo i Japan som noget negativt og problemfyldt for mine informanter, mens det at bo i Australien fremstilles som positivt og succesfuldt. Succesfuldt på den måde at mine informanter overvejende beskriver de australske normer og værdier som mere passende i forhold til deres selvforståelse, altså deres identitet. Således indkoopereres mine informanters forestillinger om det australske samfund i deres konstruktion af deres nuværende etniske identitet, og nye grænsedragninger bliver konstrueret i forhold til aspekter ved det japanske samfund, som så at sige bliver ”taget ud” af den nye identitet.

Naturligvis bruger mine informanter ikke alle i lige høj grad disse værdiladede modsætningspar i deres beskrivelse af de to samfund, og dermed er det også forskelligt i hvor høj grad- og hvilke aspekter ved det australske (og japanske) samfund der indgår i deres nuværende konstruktion af etniske identitet. Således afhænger det af på hvilket tidspunkt-, og dermed i forhold til hvilken kontekst informanten udtaler sig, hvor de befinder sig i identitetskonstruktionsprocessen. Ét er dog faldet mig ind i forhold til mine informanters diskurs i deres karakteristik af de to samfund, nemlig deres brug af stereotyper.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.3. Stereotypiseringer

Pierre L. van den Berghe, der har beskæftiget sig med stereotyper i forhold til diskrimination, definerer stereotyper som ”mostly opportunistic guides to action in situations of imperfect information.Stereotypes may sometimes express deep-seated prejudices, but, for most people most of the time, they merely reflect the necessity to make better-than-random decitions at minimum information cost, often under time constrains. ” (Berghe 1997). Således gør han op med konventionelle socialvidenskablige moraliserende og psykologiserende studier af begrebet, hvor stereotypiseringer eksempelvis ses som udtryk for racisme. Berghe bruger overordnet ”cost-benefit”-modellen til forklaring af stereotypiseringer. Således argumenterer han for, at stereotyper fremkommer ved at individer forsøger det meste af tiden at videregive informationer med færrest mulige omkostninger (Berghe 1997:12).

Som hos Berghe er det ikke sandhedsværdien af stereotyperne der er væsentlige for min undersøgelse men derimod deres funktioner. Med funktioner mener jeg, hvilken betydning de stereotyper mine informanter bruger i deres fremstilling af det australske og det japanske samfund har for deres konstruktion af etnisk identitet. Således mener jeg, at stereotypiseringerne kan ses som ét aspekt i identitetskonstruktionen, der, som jeg har vist, skaber modsætningspar, der kan ses som en form for (ny) grænsedragning i forhold til en (ny) etnisk identitet.

Hvis vi husker tilbage til eksempelvis Yagis beskrivelse af Australien fra forrige afsnit, kunne den minde om en beskrivelse i en rejsebrochure. Hans ordvalg er i høj grad stereotypiserende. De beskrivende adjektiver er hyppige: ”… the beach was just beautiful”, ”… the sky is blue”, ”… the water was just so blue”, ”…the sand was beautiful”, ”… people are friendly”. Eller hvis vi husker Kimikos beskrivelse af australierne som ”relaxed” og ”laid back”, er de udtryk for en generel stereotypiserende karakteristik af den australske folkekarakter, som også kendes eksempelvis i Europa.

Jeg mener, at den stereotypiserende måde at fremstille de to samfund på er relevant at se på ud fra Berghes perspektiv. Stereotyperne kan således ses som udtryk for nogle kategorier der har det formål at ”økonomisere” med informationer ved at udvælge nogle kriterier og kategorier der allerede er tilgængelige i den offentlige diskurs (Berghe 1997:6). I forhold til Berghes teori opstiller mine informanter i deres italesættelse, et billede af de to samfund , som det er overskueligt for dem og mig at forholde sig til.

I konstruktionen af etnisk identitet, som udtrykkes i mine informanters selvfremstilling, er stereotyper således brugbare redskaber, idet de er alment kendte, som også jeg, som ikke-australier, forstår. Derfor behøver de ikke forklaringer, og derved er de ”low-cost” med hensyn til ”information costs” (jf. Berghe 1997). Yderligere, som Berghe også er inde på, kan stereotypiseringerne af australierne have noget at gøre med, at mange af mine informanter simpelthen ikke har tilstrækkelig informantion (”imperfect information”) om australierne. Hermed mener jeg, at en del af mine informanter udtrykker, at de ikke kender eller har kontakt til australiere. Som jeg vil vise i afsnit 3.6., bliver blandt andet ”sprogbarrierer” brugt som et argument for denne mangel på interaktion på tværs af de trods alt eksisterende grænser mellem den japanske immigrantgruppe og andre etniske grupper i Sydney. I et andet teoretisk perspektiv, nemlig Michael Herzfelds, opfattes populære stereotyper som produkter af et tæt forhold til bureaukratiske klassifikationer (Herzfeld 1992:71). Herzfelds perspektiv rummer i høj grad racisme og diskrimination temaer, hvorved jeg frandt Berghes teori mere relevant i forhold til mine informanters brug af stereotyper, men jeg finder dog sammenhængen mellem bureaukratiets klassifikationer og brugen af populære stereotyper, som Herzfeld også fokuserer på som interessant. Som jeg senere vil komme nærmere ind på, eksisterer der netop en sammenhæng mellem de politisk definerede migrationskategorier og mine informanters selvkategoriseringer som immigranter i Australien.

Som nævnt udgør mine informanters stereotypiseringer af Australierne nogle alment kendte kategorier, og er dermed med til at drage grænser til de øvrige etniske grupper i Australien. Dette kom eksempelvis til udtryk i en oplevelse Kyahu havde en gang hun rejste rundt i Australien med en veninde. Hun fortæller: ”Like I have this Chinese girlfried, Australian-born Chinese. And we went to, I travelled around Melbourne with her. And when we were at a youth hostel, a traveller came and spoke to her and said: Oh you speak very good english. But the only language she speaks is Australian (griner). But the problem is that she looks Chinese, she looks Asian. So when people see her, they think she is Chinese, but not Australian.”

Den stereotype australier er ifølge Kyaku hvid. Det betyder, at selvom Kyakus asiatisk udseende veninde er født og opvokset i Australien og taler australsk engelsk, bliver hun ikke umiddelbart anset som Australier. Den australske stereotyp, som blandt andet den højreorienterede politiker Pauline Hansson har karrikeret og brugt flittigt i sin kampagne mod udlændinge i Australien, stammer for en stor del fra den anglo-australske ”battler”, som er en mytisk figur fra den ultra-nationalistiske periode der startede i 1890’erne og kulminerede med ”White Australia Policy” i 1901 (Perera & Pugliese 1997:7-10). Figuren repræsenterer den svage (”the underdog”), der kæmper mod alle odds for at overleve. I dag kan ”the battler” siges at være genopfundet i en nutidig kontekst blandt højrenationalistiske politikere til at kæmpe mod det de kalder ”migrationsstrømmene” fra blandt andet Asien. I forhold til udviklingen af en australsk nationalidentitet, har australsk nationalisme vist sig i forskellige former på forskellige tidspunkter i historien, hvor racisme ofte har været et middel til at udtrykke den australske nationalidentitet. Jeg citerer Stratton og Ang: ”For most of the nineteenth century (…) there was a strong evidence of a distinctively Australian identity: ’Australians saw themselves, and were seen by others, as part of a group of new, transplanted, predominantly Anglo-Saxon emigrant societies’.” (Stratton & Ang 1994:9). Udover at blive brugt af mine informanter til enten at drage grænser til det japanske samfund, eller til det australske samfund, kan den australske stereotyp også opfattes som en grænseopbyggende faktor, som er med til at hindre nutidige immigranter i at føle sig som australiere, idet den anglosaksiske stereotyp, som vi så i det empiriske eksempel tidligere, stadig gør det svært for asiatiske australiere at blive accepteret som australiere. Forstået således at et asiatisk udseende er i uoverensstemmelse med den stereotype australier.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.4. Selvfortællinger om succes

Hovedparten af mine informanter har fortalt mig, at de ikke har brug for japanske organisationer sådan som den japanske klub, uanset om de rent faktisk gør brug af klubbens aktiviteter eller ikke. Hvis vi husker tilbage, fortalte Fru Hiroko mig som sagt, at de bevidst havde valgt ikke at bo i den nordlige del af Sydney, som for hende repræsenterer det japanske samfund. Ligeledes fortæller hun med noget som jeg tolker som stolthed i stemmen, at de ikke havde brug for japansk hjælp, da de første gang kom til Australien: ”When I visit Australia firstly I live … I lived with Chinese and Australian couples, and just a little bit we know Chinese girl in Japan. Chinese girl speak Japanese and she migrated to Australia, and when I visited here, I meet her, and they helped us, and I lived one month in their house, and they help a lot of, they help us a lot. (…) I didn’t belong to Japanese people at that time. ” Jeg anser dette som endnu et eksempel på hvordan en stor del af mine informanter bevidst fravælger ”japanskhed” i et vist omfang. I forhold til den normalt ”konfusianistiske japaner” fremstår mine informanters ”utroskab” mod det japanske samfund som en stærk modsætning. Hermed mener jeg, at den loyalitet mod ”herskeren” som eksempelvis Ruth Benedict beskriver i ”The Chrysanthemum and the Sword” (1947), og som i beskrivelser af det nutidige Japan, stadig lader til at herske mod gruppen, i form af et stærk gruppetilhørsforhold (jf. Clammer 1995), ikke i samme omfang eksisterer blandt mine informanter. Mine informanter giver overordnet ikke udtryk for en forståelse af Japan som kulturel unik, sådan som jeg i indledningen viste at blandt andet Befu argumenterer for en udbredt holdning blandt japanere i Japan (jf. Befu 1993:108-109).

Fru Yamadas historie om succes kommer ligeledes til udtryk i hendes kritiske position overfor japanske normer, sådan som hun opfatter dem. Som tidligere nævnt er hun født i Thailand, opvokset i Japan og er nu immigrant i Australien. Om tiden i Japan fortæller hun yderligere følgende: ”… during I was in Japan everybody told me: ’You are not a Japanese’, because they don’t treat us, treat me, like a Japanese, and … not Thai and not Australian or …”.

Fru Yamada vil hverken betegne sig selv som thailænder, japaner eller australier, men i stedet som ”earthian” (oversat: jordboer eller et barn af verden). Da hun ikke føler sig særligt knyttet til nogle af landene, siger hun, at hun hellere vil ses som ”earthian”. Jeg tolker valget af betegnelsen ”earthian” som en succes-kategori, forstået på den måde at denne selvopfundne kategori kan ingen forfægte. Kategorien ”japaner” blev som nævnt afvist af andre japanere mens Fru Yamada boede i Japan, kategorien ”australier” passer heller ikke 100% på Fru Yamada eksempelvis i forhold til den australske stereotyp, sådan som jeg beskrev i forrige afsnit. Derfor er det et sikket valg for Fru Yamada at kalde sig ”earthian”. På den måde kommer hun ikke i konflikt med nogen. Selvom Fru Yamadas identitet måske er splittet mellem de tre lande, hvori hun har boet, viser hun ikke denne eventuelle konflikt eksplicit men dækker-, eller løser den med begrebet ”earthian. Ydermere har Fru Yamada fortalt mig, at den japanske immigrant i Australien som hjalp hende og hendes mand med at starte deres nuværende publikationsvirksomhed snød dem, men at det trods alt går dem godt nu, og derfor er hun, når hun ser tilbage nu, glad for hans hjælp. Således siger Fru Yamada, at hende og hendes mand nu over det stadie hvor de var afhængige af hjælp fra det japanske samfund, og heri ligger det, at de kan klare sig selv nu. Jeg ser det dog som lidt af et paradoks, at Fru Yamada ikke lader til at tænke på at deres virksomhed er afhængig af japanere i Australien der vi læse deres blad og andre japanske virksomheder i Australien der vil betale for at få reklamer i bladet.

I sammenligning med mine øvrige informanter repræsenterer Fru Yamada ikke en gennemsnitlige livshistorie, men et gennemgående træk hos størstedelen af mine informanter er dog, at de når de beskriver sig selv, nu når de ser tilbage, allerede følte sig anderledes før de besluttede at migrere, hvilket beskrives som en af grundene til at de migrerede. Denne følelse af anderledeshed kan være opstået fordi de virkelig afveg fra de japanske normer, sådan som Fru Yamada, og derved skilte sig ud. Men det kan i lige så høj grad være, at følelsen af anderledeshed er opstået, fordi deres etniske identitet har ændret sig i løbet af den periode de har boet i Australien, og derved er deres selvforståelse ændret i forhold til da de boede i Japan. Af gode grunde har jeg ikke haft mulighed for at tale med mine informanter før de migrerede, men det kunne have været spændende at undersøge, hvordan de opfattede sig selv dengang, i forhold til de beskrivelser de har præsenteret for mig i Australien (typisk et årti eller to efter at de rent fysisk migrerede fra Japan til Australien).

Hvad jeg vil vise med de ovenstående eksempler er et typisk mønster, som jeg har sporet i mine informanters selvfortællinger. Det lader til, at en overvejende del af mine informanter er migreret til Australien med et ønske om at slippe fri af normer og sociale regler som de karakterer som japanske, og som beskrives med termerne ”crowded”, ”busy”, ”restricted” osv., sådan som jeg viste i afsnit 3.1. og 3.2. I Australien har det dog været svært at etablere sig uden hjælp fra det japanske samfund, sådan som eksemplerne ovenfor viser. Mine informanter har derfor ”kæmpet” for at ”slippe fri” fra det japanske samfund, og således klarer de sig nu godt uden hjælp fra- eller tilknytning til det japanske samfund. Som jeg var inde på i afsnit 3.2. fremstår selvfortællingerne som en udvikling til noget bedre, og dermed en ”succeshistorie”. Jeg understreger, at denne fortolkning er fremkommet via min analyse af mine informanters sproglige italesættelser, og ofte i modsætning til mine observationer. Som jeg tidligere har nævnt, er eksempelvis Hr. og Fru Yamada, i kraft af deres japanske publikationsvirksomhed i høj grad en del af det der må betegnes som det japanske immigrantfællesskab i Sydney. Og som jeg tidligere viste, eksisterer der et netværk af japanere omkring dem, som deres virksomhed ikke kunne klare sig uden. I forhold til Andersons ”Imagines Communities”, som han argumenterer for er opstået med printkapitalismen (Anderson 1991), kan publikationsvirksomheden, som trykker blade for japanere i Australien, netop ses som en af de institutioner i Australien der er med til at producere betingelserne for et forestillet fællesskab blandt de japanske immigranter. Ligesom brugen af latin i de første publikationer i Europa bevirkede en ny diskurs (jf. Anderson 1991) , mener jeg også at publikationsvirksomheden er med til at fastlægge diskursen blandt japanske immigranter i Australien. De Australske rejsebeskrivelser og lignende der trykkes i bladet stemmer i ordbrug i høj grad overens med de stereotyper mine informanter bruger i deres beskrivelser af det australske samfund, som jeg viste tidligere. På samme måde kan den japanske klub efter min mening også ses som en institution der er med til at skabe det forestillede fællesskab. Klubbens diskursive univers, som kommer til udtryk i nyhedsbreve og i den sproglige diskurs ved arrangementer, mener jeg også skaber betingelser for et forestillet fællesskab.

Migrationen fremstår som en positiv bevægelse, trods det fundamentale brud i tid og rum som migration fordrer. Således fremstår mine informanters selvfortællinger overvejende som ”succeshistorier”, der også fungerer som en måde at skabe mening med at man er hvor man er. Hvad der er særlig interessant ved dette, er den (diskursive) travlhed der lægges for dagen, for at skabe sig en ny identitet. Det fremstår således som et vigtigt projekt mine informanter er i gang med - rekonstruktionen af deres etniske identieter.

Et mindretal af mine informanter tegner et andet billede end kredsen af informanter omkring Fru Yamada, nemlig de medlemmer af den japanske klub som beskriver en form for afhængighed af klubben. Sammen med Hr. Tenin er den pensionerede Hr. Riyashito er en af de få blandt mine informanter, som giver udtryk for, at han er aktiv i den japanske klub. Han siger, at han og hans kone deltager når der er underholdning, såsom julefest, golfkonkurrence osv. Samtidig har de mødt mange venner og bekendte her, især andre ældre mennesker. Også Hr. Tenin giver udtryk for, at han via klubben har mødt de fleste af sine venner. For Hr. Riyashito og Hr. Tenin har den japanske klub således et social formål - at møde venner og bekendte. Hr. Aoki, som også er aktiv i klubbens ledelse, er speciel i forhold til Hr. Tenin og Hr. Riyashito, idet han dels er positivt stemt overfor den japanske klub, dels er kritisk overfor de japanske klubs isolation i forhold til det øvrige australske samfund. Hr. Aoki siger: ”(…) I introduced my personal opinion as a person who live in Australia permanently. 12 years ago at the clubs media party, I said to them I want to change my nationality from Japan, because I decided to live in the same permanent. (…) We must have our own responsibility for this country, now we are not guests to this country.” Den problematik som Hr. Aokis citat handler om er, hvorvidt man som immigrant skal integrere sig i det ”nye” samfund, eller om man kan opretholde en grænse til det nye samfund for at bevare sin oprindelige etniske identitet. Da Hr. Aoki beskrev problematikken yderligere for mig, sporede jeg en irritation i hans stemme: ”Japanese want [to] come together. They want to make their own life in small group. Only their own close friends. (…) Yeah, they want to support their own organization or community. This is a typical topic about [the japanese club in Sydney]. If we ask to member to join, to enter different cultures, even if we set a meeting with different culture people, then we much get very very negative reaction, response from members. But if we didn’t give them some special service, for instance we have some clubs in our club: Go club, bowling clubs. If we finish all that clubs life and if we concentrate to manage outside things we must get big complaint.” Hr. Aoki beskriver således sin irritation over, at medlemmerne af klubben generelt ikke er interesserede i kontakt til det omgivende samfund, udenfor det japanske samfund. Jeg genkender Hr. Aokis kritikpunkter hos de af mine informanter der er kritiske overfor det japanske samfund, som for eksempel Fru Yamada. Efter min mening handler denne problematik også om, at de japanske immigranter i Sydney ikke alle i samme grad ønsker at integrere sig i det australske samfund. Af citatet fremgår det at Hr. Aoki ønsker en meget høj grad af integrering af de japanske immigranter i Australien, hvilket han føler bliver hindret af andre medlemmer af det japanske samfund, som ikke ønsker den interaktion der kan skabe grundlag for integrering.

Min tolkning er, at den type immigranter Hr. Aoki taler om konstruerer en grænsedragning til det omgivende samfund med udgangspunkt i for eksempel sprogbarrierer, sådan som jeg vil diskutere nærmere i afsnit 3.6.

Her ser jeg også en sammenhæng til det John Clammer kalder ”det ekskluderende aspekt ved den japanske samfundsstruktur”, forstået på den måde at en stærk japansk gruppeidentitet udelukker fremmede fra fællesskabet (Clammer 1995:53). Her henviser jeg til Clammers beskrivelse af, at trods Japans modernisering kan Japan i dag karakteriseres med begreber som tradition, gruppeorientering og sameksistens, mens modernitet i en vestlig diskurs karakteriseres med begreber som abstrakthed, fremtidsorientering, individualisme, frihed og sekularisering (Clammer 1995:57-58). Er den japanske klubs medlemmers reaktioner på arrangementer med ikke-japanere et resultat af en sådan ekskluderende gruppeorientering?

At Hr. Aoki bruger ordene ”manage outside things” om det der er placeret udenfor det japanske samfunds forestillede grænser, vidner om at han skelner mellem noget indre (indenfor gruppen) og noget ydre (udenfor gruppen), altså noget det er inkluderet og noget der er ekskluderet af nogle ydre grænser.

Konflikten kan have flere årsager. Den kan være et udtryk for forskellige opfattelser af målet med klubbens aktiviteter. Skal klubben bruges som middel til interaktion med andre etniske grupper i Australien, eller skal den bruges til at pleje kontakter japanere imellem, sådan som Hr. Tenin og Hr. Higuschi har brugt den til.

I forhold til konstruktionen af etnisk identitet, kan klubben således ses som et japansk ”rum” i den ”borderzone” immigranter befinder sig i (jf. Lavie & Swedenburg 1996).

Jeg tolker ikke denne form for fysiske grænsedragning til det omgivende samfund som en bevidst kamp for retten til at bevare en japansk identitet sådan som jeg synes eksempelvis Benmayors & Skotnes måde at forklare identitetskonstruktionen på lægger op til. Det begrunder jeg i, at Australien på politisk niveau jo er multikulturel, hvilket indebærer en politisk accept og tolerance af de forskellige etniske grupper i Australien, så der i den forstand er ikke noget at kæmpe om. Derimod tolker jeg grænsedagningen som et led i konstruktionen af etnisk identitet. For folk som Hr. Tenin og Hr. Higuschi fremstår det således ikke så væsentligt at adskille sig fra det japanske samfund i Sydney for at ”få succes” som hos hovedparten af mine øvrige informanter. Deres ”succeshistorie” kommer derimod til udtryk ved fremhævelse af fem ”succeskriterier: At de har flere økonomiske ressourcer til rådighed i Australien, at de ikke har problemer i Australien, at det ikke er så anderledes at bo i Australien, at det er muligt at købe typiske japanske fødevarer i Sydney og at øvrige medlemmer af familien også bor i Sydney eller har planer om at immigrere til Australien i fremtiden. Eksempelvis fortæller Hr. Higuschi mig, at deres søn bor i Australien med sin australske kone og to børn. Han lægger vægt på, at det er vigtigt ikke at blive fremmede overfor deres børnebørn. Nu håber han blot på, at deres datter og hendes familie også vil immigrere til Australien. Hr. Higuchi siger: “In the future … maybe her husband will be …, maybe within 10 years they will decide to come here, because they are growing older. (Fru Higuchi griner) So we, our son’s family, then if daughters family come here, all family together. And live very happy life. Hr. Higuschi fortæller mig, at der også er en anden grund til at de kommet til Australien, nemlig at de mener, de har fået en højere levestandart her, både forstået som at deres økonomiske ressourcer rækker længere i Australien end i Japan, samt at det er nemmere at deltage aktivt i det japanske samfund her, fordi det er overskueligt og mere åbent her. Hr. Higuchi beskriver det således: “Living expense is quite dear, also playing fee [for golf] is very dear in Japan. After we finish work, I’m retired from my job, it’s difficult to play golf so often. (griner) One day golf cost usually 20.000 Yen, that means around 300 Dollars. Yes, very expensive, that’s the problem. And living expence is also very high comparing to the Australian life. Maybe more than double, more than double maybe three times sometimes, two to three times. It’s very difficult to live in Japan, because we only get pension (…)

Med hensyn til det sociale liv, siger Hr. Higuchi: “In Japan we are very very few exist. Here the society is very very small, so we can have very very active life. (…) [In Japan] one of … lot of people. In Japan, you know, really monotonous life, you know. (…) City is socalled concrete jungle in Japan, concrete jungle. Many buildings and also many recidents. People live in the same building, but mostly don’t know who live in next door. Just go from door, come back to the same door in the evening. That’s the city’s life. Not in country, country is very good, but Tokyo are big city life is very very cold, monotonous.” Hr. og Fru Higuchi bor i et stort hus, i en sydlig forstad til Sydney. Hr. Higuchi har forklaret mig, at det kun tog ham tre dage sammen med sin søn at finde huset. Han fortæller ligeledes, at i Japan kunne de aldrig have haft råd til et hus. Det andet pensionerede par jeg interviewede har en stort set lignende historie at fortælle. De var også trætte af “the concrete jungle” i Tokyo, ønskede en bedre livsstil end i Japan, har købt hus i Australien, regner med at deres døtre måske også immigrerer til Australien senere og bruger meget tid på forskellige hobbys og den japanske klub, som de er aktive medlemmer af. Hvorfor valget lige faldt på Australien, udtrykkes af begge par, som noget med bedre klima og mere plads samt relativ nærhed til Japan. Desuden sammenligner Hr. Higuchi Australien med Canada, hvor han mener det er for koldt at bo, og Spanien, hvor de snakker spansk, hvilket han ikke kan. Dette er typiske resonnementer blandt alle typer af immigranter i mit sample, for hvorfor det netop blev Australien de immigrerede til.

Således er det et gennemgående træk, at denne type af mine informanter lægger vægt på, at deres liv er blevet bedre i Australien, samtidig med at de kan fortsætte deres hidtidige livsstil i Australien. En succes!

Clifford betegner én type diasporisk bevidsthed som ”makes the best of a bad situation” (Clifford 1996:257).

I forhold til hvad jeg hidtil har fortalt om mine informanter og deres konstruktion af succeshistorier passer Cliffords slogan. Der er tale om en såkaldt positiv diasporisk bevidsthed blandt mine informanter, som i deres selvfortælling fremkommer som et historie om den gode nutid og fremtid (i forhold til den mindre gode fortid i Japan).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.5. Multikulturelle kategorier og hierarkisering

Jeg anser den australske multikulturalisme som en politisk strategi, fordi den først og fremmest er et vedtaget politisk projekt, som derefter er blevet implementeret i befolkningen, i modsætning til i USA hvor det multikulturelle aspekt opstod i befolkningen, mens det på politisk niveau først senere er kommet på tale (Ma 1998:1-8).

National Multicultural Advisory Council (NMAC), som er udnævnt af den australske regering, anbefaler, at australsk multikulturalisme forstås således: ”Australian multiculturalism is a term which recognises and celebrates Australia’s cultural diversity. It accepts and respects the rights of all Australians to express and share their individual cultural heritage within an overriding commitment to Australia and the basic structures and values of Australian democracy. (…)” (NMAC 1999).

Politisk har man således ovenfra defineret betydningen af samfundets forskellige etniske grupper og deres indbyrdes forhold. De inviteres til at blive en del af Australien, samtidig med at de opfordres til ikke at skille sig af med deres kulturelle baggrund, som ifølge definitionen anerkendes (”recognise”) og fejres (”celebrate”) som en del af Australiens kulturelle diversitet.

Jeg havde før feltarbejdet en forestilling om, at det multikulturelle aspekt ved landet ville have en positiv effekt på immigranterne, som en slags beskyttende ramme for de etniske aspekter i deres social liv. Mine informanter beskriver også generelt ”Australian multikulturalism” i positive termer, som ”good”, ”ideal”, ”wonderful”, ”natural”, ”nice”, ”interesting”. Uanset om de er i landet i en kortere periode som ”working holiday”-immigrant, er kommet som ”retirement immigrant” eller er fastboende ”permanent resident”, gør den positive måde at beskrive australsk multikulturalisme sig gældende. Hvis vi husker tilbage til Fru Kendos beskrivelse af de forskellige kulturelt definerede bydele hvor man kan spise forskelligartet mad, i afsnit 2.4., repræsenterer det en af tre måder mine informanter forklarer multikulturalismens betydning for deres dagligliv i Australien. Udover tilgængelighed af forskelligartet mad bliver multikulturalismen også forklaret som muligheden for at tale sit eget sprog i sit lokalområde samt synligheden af folk fra forskellige kulturer og racer i den offentlige sfære. Desuden betegnes tilstedeværelsen af mennesker med mange forskellige kulturelle baggrunde som grobund for forskellige ideer og anderledes oplevelser. I forhold til de forskelligheder i status den multikulturalistiske diskurs er med til at skabe, sådan som jeg var inde på i afsnit 2.3., passer de etnisk baserede forskelligheder i mad, sprog og fysisk udseende, som mine informanter bemærker, ind i den officielle definition af australsk multikulturalisme, idet den netop fordrer tolerance overfor- og accept af forskelligheder. Dog synes jeg det er værd at bemærke, at Fru Kendo (i afsnit 3.4.) bemærkede italienske, græske og kinesiske særpræg, mens engelsk fremhæves som et redskab til kommunikation mellem de etniske grupper. Således kommer engelsk, og i andre eksempler australierne, til at fremstå som ”højere i hierarkiet” end de øvrige etniske gruppers sprog og kulturelle særpræg. Man kunne her også argumentere for, at gruppen af australiere ”afkulturaliseres”, altså at australierne som etnisk gruppe ikke tillægges kulturelle særpræg som de øvrige etniske grupper, hvilket er en kendt problematik i en vestlig diskurs om østen (jf. Pedersen 1998). I forhold til mine informanters øvrige diskurs om Australien, som jeg viste i afsnit 3.1. mener jeg dog ikke at dette er en generel problematik i forhold til mine informanter. Det at møde mennesker fra andre kulturer opleves generelt som noget positivt. Eksempelvis udtrykker Fru Hiroko en overraskelse over hvor multikulturelt gadebilledet i Sydney er: ”Also Australia not only western people, I didn’t know. I expected that there are many western people from England and … but many Asians from other countries. That surprised me. Everyone has a different oppinion, culture or something. That’s good”. Fru Hirokos udtalelse repræsenterer en generel holdning blandt mine informanter. Med citatet viser Fru Hiroko både sin overraskelse over de mange forskellige etniske grupper i Sydney, samt det positive aspekt hun synes denne diversitet er. Fru Hiroko er manager af en stor japansk fiskerestaurant i Sydney. Vi er mødtes efter arbejdstid på ægteparrets kontor i en skyskraber i centrum, hvor Fru Hiroko har tid til at tale med mig, mens hendes mand arbejder ved computeren og sommetider indskyder en sætning eller to i samtalen. Da han hører vi taler om multikulturalisme, siger han, at han godt kan lide, at australiere kan være så mange forskellige folk: ”… a lot of people are Australian”, hvorimod han synes at det er kedeligt, at der kun er japanere i Japan: ”… just one culture”.

Ud fra udtalelser som denne er det min opfattelse, at den australske multikulturalisme som er defineret på politisk niveau, i høj grad har den tiltænkte effekt på mine informanter, forstået således at de overordnet føler sig velkomne og tilpasse i Australien. Som jeg var inde på tidligere, bruger mine informanter generelt de politisk definerede immigrantkategorier i deres selvdefinition, og jeg tolkede det som et positivt udtryk for deres tilhørsforhold til det australske samfund. Ligeledes tolker jeg de positive aspekter ved kulturel diversitet og variation, som jeg har vist er fremtrædende i mine informanters fremstilling af den australske multikulturalisme, som et udtryk for at mine informanter føler at de har en plads i samfundet. I en undersøgelse publiceret i NMAC’s rapport fremgår det, at der er en generel positiv stemning overfor den australske multikulturalisme i befolkningen. Det fremgår således, at 61 % er enige i den multikulturelle politik, forstået som ”encouraging migants to become Australians without having to give up their own culture” og 78% er enige i, at ”multiculturalism had been good (…)”. Rapporten er dog lavet med det formål, at ”develop a report which recommends on a policy and implementation framework for the next decade, that is aimed at ensuring the cultural diversity is a unifying force of Australia” (NMAC 1999:vii). I dette perspektiv er det forståeligt hvorfor den australske multikulturalisme fremstilles i et så positivt perspektiv som det fremstår. Hvis man derimod vender sig mod publikationer fremstillet af mere fremmedfjendske positioner såsom Pauline Hanson fra partiet One Nation, vil man få et helt andet indtryk af den australske befolknings opbakning til den multikulturalistiske politik (jf. eksempelvis et link til Hansons politiske statement på internettet: www.theage.com.au/special/hanson/policy.htm) . I NMAC’s rapport, nævnes denne position kort, som ”a few individuals and minority political groups” (1999:vii). Min oplevelse er dog også, at der overordnet eksisterer en positiv stemning over for multikulturalismen i Australien, men at de racistiske og fremmedfjendske partier har en relativt lige så stor indflydelse på både den politiske debat og immigrationsdebatten i de australske medier. Således er den politiske og offentlige debat også en kontekstuel faktor, som kan have betydning for mine informanters rekonstruktion af etnisk identiet. Desværre er der ikke blevet plads i rapporten til at uddybe dette. I afsnit 3.6. kommer jeg nærmere ind på hvilken betydning mine informanter tillægger racisme.

Et problematisk aspekt ved den australske multikulturalisme (jf. definitionen ovenfor) er, at den giver plads til et ”us” (australiere) versus et ”them” (immigranter), idet den kulturelle diversitet og individuelle kulturelle arv ligefrem fejres (”celebrated”). Lige netop det,som for eksempel Fru Kendo i afsnit 2.4 udtrykte som noget positivt; at færdes i ”sit eget” etniske kvarter, spise ”sine egne” etniske retter og tale ”sit eget” etniske sprog, opbygger efter min opfattelse grænser både mellem de forskellige etniske grupper og i forholdet mellem de etniske grupper og australierne. Accepten af kulturel autonomi for de etniske grupper i Australien har således også den konsekvens, at assimilation er blevet noget negativt, i den forstand at det hindrer det der i den politiske definition karakteriserer multikulturalisme, såsom accept af kulturel pluralitet. I NMAC’s rapport omtales assimilation som en forgangen forfejlet politik der byggede på en tro på homogenitet og et racemæssigt rent hvidt Australien (NMAC 1999:20). I dette perspektiv mener jeg, at diversitet og variation for unuanceret bliver positivt værdiladet til fordel for homogenitet og ”vi”-følelse, sådan som det for eksempel var formålet med ”melting-pot” teorien fra USA (Sollors 1996:xxiii-xxv). I relation til temaet etnicitet er debatten om assimilation versus pluralisme stadig aktuel. I Sollors beskrivelse af debatten fremhæver han Milton Gordon, som deler assimilationsbegrebet op i termerne ”melting-pot” og ”anglo-conformity” (Sollors 1996:xxvii). Hvor det første begreb betyder at individer med et forskellige etniske udgangspunkter bliver ”smeltet sammen” til én ny enhed, hentyder det andet begreb til at individer med forskellige etniske udgangspunkter assimileres til en ensartet gruppe. Kritikken af denne assimilationsteori stemmer overens med Barths teori om ”ethnic boundaries”, som jo bygger på at det etniske grænsedragninger har langt større betydning end den såkaldte etniske kerne, ”nuclei”, bag ved de etniske grænser. Den øgede akademiske fokusering på etniske forskelligheder i for eksempel den amerikanske befolkning er i forhold til Barths teori netop et udtryk for, at der til stadighed arbejdes på at bygge grænser (Sollors 1996:xvi-xxix). Sollers argument bunder blandt andet i, at kultur ikke eksisterer som en statisk enhed over tid, men at gruppen forandrer sig indenfor sine grænser (Sollors 1996:xxii).

I forhold til immigranter i Australien mener jeg, at den australske multikulturalisme hindrer en vis grad af assimilation og dermed en vis grad af fællesskabsfølelse de forskellige etniske grupper imellem. Som jeg tidligere har antydet, og som jeg også vil komme nærmere ind på i næste afsnit, indgår en stor del af mine informanter i meget ringe grad i interaktion med ikke-japanere. Fru Kendo er et typisk eksempel på dette: ”(…) [In business hours] we have to see Australian people and we have to part from Australian people. But after hours we almost [only] contacted with Japanese friends. But business time, business hours, we need to contact, all our work to contact with local people. (…) If my husband is Australian, and if I’m Australian, maybe he and I can get more connection and relation with Australian, but we are only Japanese.”

Et andet aspekt ved at være immigrant i et multikulturalistisk land er de immigrantkategorier, som dels definerer og klassificerer de forskellige immigrantgrupper, samt som mine informanter dels bruger i selvdefinitioner der igen indgår i processen af rekonstruktion af etnisk identitet . Som jeg var inde på i afsnit 2.3., tillægger mine informanter immigrantkategorierne forskellige statuser og placerer sig derved i et internt immigrant hierarki.

Hvis vi husker tilbage på Sumisus historie, har han som “working holiday”-immigrant en usikker fremtid i Australien. “Working holiday”-visumet er midlertidigt og har derfor en lav status i hierarkiet, mens “permanent residency” giver en høj status i hierarkiet. Selvom Sumisu selv er “working holiday”-immigrant, omtaler han de andre immigranter i denne kategori negativt, og det er tydeligt, at han ikke har meget til overs for dem der bare holder sig til de andre japanere og gør, hvad de altid har gjort i Japan (“…it is a waste of time…”). Med sit kritiske syn på de andre medlemmer af “working holiday”-kategorien tager han afstand fra kategorien. I sin selvforståelse passer Sumisu bedre ind i “permanent residency”-kategorien. Tre af mine fire informanter i “working holiday”-kategorien ønsker at blive i Australien, og den fjerde ønsker at studere på universitetet i Australien, for derefter måske at vende tilbage til Japan. Desuden har en stor del af mine informanter i de øvrige immigrantkategorier ligeledes en kritisk holdning til disse “working holiday”-immigranter. Som jeg tidligere nævnte ansætter Fru Yamada eksempelvis hvert år mange “working holiday”-immigranter som praktikanter på publikationsvirksomheden, trods det at hun ofte højlydt fortæller dem der gider at høre det, at 99,9 % af alle de japanere hun har mødt i Australien er “bad”, “lazy”, “no good” osv.

Min tolkning af de ovenstående eksempler er, at de politisk fastsatte immigrantkategorier bruges som et ekstra parameter til at placere sig selv og hinanden indbyrdes ud fra, i det sociale hierarki der allerede er etableret i det japanske immigrantfællesskab, i form af det traditionelle hierarki der bygger på konfusianismens relationelle struktur (jf. afsnit 1.4).

En anden grund til at mine informanter generelt definerer sig ud fra de af regeringen bestemte immigrantkategorier kan være, at disse ikke er negative men derimod positive for immigranten, idet vedkommende derved får tildelt en status i landet. Det kan således ses som en måde at kommunikere, at man har et tilhørsforhold til landet, at man hører til og har lov til at være der. Set i lyset af den ofte negative debat i medierne om immigranter der oversvømmer landet, sådan som jeg beskrev tidligere, kan det have betydning, at have en anerkendt status. Således eksisterer der et hegemonisk forhold mellem den australske regerings definition af immigranterne og immigranternes egen selvitalesættelse. Forstået på den måde er “permanent residency” den højeste status man som immigrant kan opnå, fordi man så ikke mere behøver at forlade landet, og denne kategori er det tætteste man kommer på at få “citizenship” og formelt at blive “australier”. I modsætning hertil kan en status som “Asian” i dette perspektiv have en negativ betydning for immigrantens placering i hierarkiet, når man tager i betragtning at “Asian” ofte bruges i den negative diskurs omkring de mange immigranter i Australien, hvoraf over 50 % i dag er asiater (Markus 1994:185). Mine informanter gør brug af begrebet “Asian”, eksempelvis i forbindelse med temaet racisme. I sådanne tilfælde identificerer de sig generelt med kategorien (i citatet nedenfor ser vi et eksempel på Yagis brug af begrebet), men i sammenligninger med andre asiatiske etniske grupper udtrykker de ingen særlig sammenhørighed med eksempelvis kinesere eller andre asiatiske migrantgrupper repræsenteret i Australien. Set med et Barthsk perspektiv (Barth 1969, jf. afsnit 4.3.), mener jeg også, at Sumisus afstandtagen til “working holiday”-kategorien og bejlen til “permanent residency”-kategorien kan ses som et udtryk for en grænsedragning. I grænsedragningen mellem de to kategorier rekonstruerer han sin etniske identitet, som mere eller mindre japaner, forstået på den måde, at han anser andre medlemmer af “working holiday”-kategorien som meget japanske i deres væremåde, mens han anser sig selv som mere australsk, idet han for eksempel er medlem af en australsk sportsklub.

Hvis vi ser på denne hierarkisering i forhold til van der Veers begreber “the established” og “the outsiders”, kan den ligeledes være en måde at beskrive, hvor tæt man er på at tilhøre gruppen af “de etablerede” australiere. I et sådant perspektiv hører det japanske samfund til “the outsiders”. Jeg er dog ikke sikker på, at mine informanter i netværket omkring Hr. Tenin og den japanske klub vil erklære sig enige i dette.

Yagi, som jeg tidligere har introduceret er et andet eksempel på en ung japansk immigrant, der ønsker at blive “permanent resident”. Hans adskillelse fra japanske normer og værdier er endnu mere udtalte end Sumisus. Yagi fortæller: “I was just trying too hard to improve my English, and trying not to use Japanese. And yeah sometimes I was just doing the same thing with other Australian people, exactly like Australian. So I went to the pub, I was the only one Asian you know, in this whole pub. I feel like just normal Australian, but when I am in the toilet and see the mirror, hey I’m still Asian”. Dette kan tolkes som et udtryk for, at Yagi på et tidspunkt gjorde så mange af de ting han forbinder med at være australsk (“I was just doing the same thing with other Australian people”), at han i sin egen selvforståelse næsten var blevet australier. Den fysiske anderledeshed han ser i spejlbilledet af sig selv, kan tolkes som et billede der kolliderede med hans billede af en australier, på en sådan måde at den konflikt mellem to forskellige selvforståelser der er opstået bliver eksplicit. Er han australier, som han i en kort periode oplevede i pub’en, eller er han stadig japaner?

I et forsøg på at forklare hvem han er, siger Yagi: “I am australianized Japanese. I am still Japanese, but just act like Australian. Yeah, but my athmosphere is Japanese I guess. If I get, you know, permanent residency, citizenship, then I will be Australian. But at the moment my nationality is Japanese and still, yeah, Japanese. But if I get citizenship I will be Japanese like, or Japanese Australian still, yeah.”

Den måde Yagi i citatet har en slags forhandling med sig selv om, hvad han egentlig er, synes jeg viser, hvilket dilemma immigranter kan komme i, i forhold til rekonstruktionen af deres etniske identitet. På den ene side er Yagi født og opvokset i Japan, hans udseende er asiatisk, og derved er han en japaner. På den anden side er Yagi, i sin selvforståelse blevet så ”australsk”, at han har flere ligheder med hans forestilling om australierne end japanerne. Jeg synes, den måde Yagi bruger kategorien “permanent resident” på kan ses som en slags formel garant for, at han bliver australier, når han bliver medlem af denne kategori (“then I will be Australian”). Her ser vi igen betydningen af de af regeringen fastsatte kategorier. I citatet fremstiller Yagi ”my athmosphere” i relation til ”permantet recidency”. Hans udtalelse tyder på, at det ikke helt er legitimt endnu at kalde sig australier, før han har fået “permanent residency”, selvom han, som eksemplet i pub’en viser, føler sig australsk, i forhold til den forestilling han har om hvad en australier almindeligvis gør. Således tyder det på, at ”my atmosphere” henviser til Yagis formelle status som immigrant. Hvis dette er tilfældet, viser dette, at den formelle immigrantkategori kan have en vigtig betydning for konstruktionen af etnisk identitet. Hvor jeg hos de fleste af mine interviewpersoner oplevede, at de ikke inkluderede sig selv i gruppe “australiere”, gør Yagi det til dels. Den helt klare modsætning til Yagi, i mit sample af informanter, er de to ældre ægtepar på ”retirement visa”, Hr. og Fru Higuschi og Hr. og Fru Riyashito. I deres måde at tale om sig selv på definerer de sig som japanere. Jeg har valgt ikke at hente et citat frem til at belyse det, idet dette selvbillede ikke fremkommer eksplicit, men mere implicit fremstår af helheden i teksten. Det er klart, at de ikke er hverken “Australian Japanese” eller “Japanese Australian”, men “Japanese”.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.6. Racisme, sprog og netværk som grænsedragningsfaktorer

I indledningen diskuterede jeg hvordan man kan ”måle” etnisk identitet, og jeg kom frem til, at jeg forstår etnisk identitet som det de enkelte individer opfatter sig selv som (jf. Sollors 1996:xviii), eller med Barths termer; de grænsedragninger individerne kontinuerligt konstruerer i identitetskonstruktionsprocessen (Barth 1969). Denne proces kan som nævnt forstås i forhold til påvirkninger fra forskellige faktorer - primordielle såvel som circumstantielle og instrumentielle. I dette afsnit diskuterer jeg betydningen af de tre temaer ”racisme”, ”sprog” og ”netværk”, som blandt mine informanter forekom at have betydning i forhold til deres måde at definere, hvem de er. Som jeg beskrev i rapportens metodedel, lagde mine informanter særlig vægt på disse faktorer i deres beskrivelser af sig selv samt deres livsverdener. Jeg anser således disse faktorer som led i forskellige måder at rekonstruere etniske identitet på blandt mine informanter.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.6.1. Racisme

11 ud af mine 17 interviewpersoner svarer umiddelbart afvisende på spørgsmålet om, om de har været udsat for racisme siden de kom til Australien, med udtalelser som: ”I havn’t felt some … no” (Nubichi), ”Maybe only like three times at most, and I don’t take them personally …” (Kimiko), ”Not directly … no” (Fru Riachi), ”I didn’t think it was too strong” (Fru Yamada), ”No not myself” (Hr. Tenin). Heri ligger der ikke en direkte afvisning af eksistensen af racisme i Australien men nærmere en form for bagatalisering af eventuelle oplevelser af diskriminering. Lige som de øvrige 6 interviewpersoner, har de 11 der svarer afvisende på spørgsmålet om racisme alligevel historier at fortælle om situationer hvor de er blevet diskrimineret på grund af deres etniske baggrund, som jeg her vil vise er par eksempler på.

Miko fortæller mig om en situation på sin arbejdsplads; kundeservice-afdelingen i et supermarked. I modsætning til størstedelen af mine informanter arbejder Miko på en såkaldt australsk arbejdsplads, dvs. som er australsk ejet og overvejende har australske medarbejdere: ”I’m taking the phone. Ofcause some people don’t like to speaking to Asian, so they refuse. They just straight want to speak to Australian. And I say: Yes, there is one guy, but he is on the phone, would you like to speak to english. And she said: Oh yes. When she spoke to this guy she said: Well I just didn’t like to speak to Asian.”

Mikos betegner denne episode som et udtryk for racisme, idet hun mener, at kunden ikke vil tale med hende udelukkende fordi hun har en asiatisk accent.

Typisk for de episoder mine informanter fortæller mig om, er det, at de foregår i offentlige (eller halvoffentlige) rum, dvs. på gaden, i bussen, i banken, eller som Mikos episode, i forbindelse med kundebetjening i en arbejdssituation. Hvor Miko udtrykker sig i negative termer over at blive diskrimineret, udtrykker Kimiko sig i positive termer: ”Australia had White Australia policy not too long ago. Considering that, I think we are doing very well”. I sammenhængen fremstår Kimikos ”we” som ”vi australiere” og udtrykker hermed Kimikos nær ved fuldstændige identificering med kategorien ”australier”. Når jeg siger at hun udtrykker sig i ”positive termer”, mener jeg, at racisme i Australien i dag, i sammenligning med tidligere, fremstilles som et mindre problem og dermed relativt positivt. Dette er en typisk måde at tale om racisme i Australien på blandt mine informanter. Som vi har hørt tidligere følte Fru Yamada sig diskrimineret i Japan. Idet hun sammenligner graden af racisme i Japan og Australien, kommer racisme i Australien ligeledes til at fremstå relativt positivt i forhold til racisme i Japan.

Der er således en forskel på den måde hvorpå på den ene side Miko- og på den anden side eksempelvis Kimiko og Fru Yamada karakteriserer racisme i Australien på. Miko fremstår her som undtagelsen blandt mine informanter.

Hvad jeg finder interessant er, at trods jeg udelukkende har spurgt til mine informanters oplevelser af racisme i Australien, har jeg fået langt flere informationer om oplevelser af diskrimination i Japan.

Det kan der være flere grunde til. Set i sammenhæng med den oppositions-baserede grænsedragningsproces som jeg eksempelvis diskuterede i afsnit 3.1. og 3.2., tolker jeg det for det første som endnu et muligt udtryk for et element i den succeshistorie som mine informanter giver udtryk for i deres selvfremstilling. I modsætning hertil er jeg i migrationsteorien ofte stødt på en fremstilling af migranter som svage stakler der udnyttes eller undertrykkes af majoritetsbefolkningen (jf. eksempelvis Benmayor & Skotnes 1994). I processen med at konstruere en ny identitet inden for det australske samfunds rammer, mener jeg, at mine informanter via en negligering af racisme mod asiater i Australien, konstruerer den sammenhæng i deres livshistorie som ellers er brudt af migrationen. Således indgår migrationen som en proces fra et ”mere racistisk” samfund til et ”mindre racistisk” samfund, og migrationen gøres derved forståelig - legitimeres, måske især overfor informanten selv.

En anden medvirkende årsag til at mine informanter taler bagataliserende om racisme i Australien kan dog også være, at de trods alt generelt kun har få erfaringer med diskrimination. Via min deltagerobservation på publikationsvirksomheden samt indblik i andre af mine informanters arbejdsnormer, fik jeg indblik i at arbejde og derefter eventuel familie tager det meste af mine informanters tid. Derfor bevæger de fleste sig sjældent uden for de japanske netværk, som oftest udgør arbejdssituationen og familien.

Som det fremgik tidligere, er Miko en af de få blandt mine informanter der arbejder på en såkaldt australsk arbejdsplads, og netop Miko er en af de få af mine informanter der udtrykker sig relativt negativt i forhold til temaet racisme i Australien.

I modsætning til min forståelse af Barths grænsedragningsteori, mener jeg, at mine informanter i ringe grad konstruerer disse grænsedragninger ved egentlig interaktion med australierne , men i langt højere grad på basis af forestillinger om australierne, som fremstilles i den stereotypiserende diskurs om ”australierne” i netværkene der udgør det japanske samfund i Sydney. Baggrunden for denne tolkning bygger på de stereotypiserende termer som mine informanter bruger i beskrivelsen af de to samfund, som vist i afsnit 3.1., 3.2. og 3.3. Herzfeld betegner som tidligere nævnt de populære ”national stereotypes” som tæt forbundne med bureaukratiske klassifikationer (Herzfeld 1992:71). Således er det muligt, at de positive stereotyper mine informanter bruger i beskrivelsen af australierne, er skabt i forbindelse med lanceringen af den politisk definerede multikulturalisme. Som jeg viste har mine informanter generelt overtaget de begreber hvormed den australske multikulturalisme er defineret på politisk niveau. Hermed udgør disse begreber ligeledes en del af den positivt værdiladede diskurs mine informanter overvejende bruger i deres italesættelse af dem selv og deres plads i det australske samfund. På samme måde kan mine informanters (nu) negative diskurs i forhold til Japan være påvirket af de nationale stereotyper som hersker om Japan og japanere blandt folk i Australien generelt, eventuelt i deres søgen efter en australsk etnisitet (jf. Stratton & Ang 1994:1-5).

Yderligere oplevede jeg ved deltagerobservation i sociale situationer, såsom på publikationsvirksomheden som ved arrangementer i den japanske klub, at være den eneste ikke-japaner tilstede. Som konsekvens af at mit feltarbejde foregik i en travl, storbykontekst, havde jeg ikke mulighed for at deltage i alle dele af mine informanters dagligliv, forstået på den måde at jeg ikke kunne følge dem i daglige gøremål som at gå i banken, handle, tage bussen eller blot gå på gaden. Som jeg var inde på i afsnit 3.4. blev jeg tildelt rollen som blandt andet medarbjeder, lærling samt gæst og ikke eksempelvis familiemedlem. Således havde jeg ikke umiddelbart mulighed for at se mine informanter i alle dagligdagsfunktioner og -situationer, og dermed der hvor de eventuelt kunne blive udsat for diskrimination.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.6.2. Sprog

For mine informanter handler sprogproblematikken om to sprog: Japansk, deres modersmål, og engelsk, det officielle sprog i Australien. Sprog kan almindeligvis forstås som et middel til kommunikation, men blandt mine informanter fremstilles ”sprog” også som en barriere for kommunikation og interaktion.

Kimiko, som kom til Australien som barn, taler et perfekt engelsk med australsk accent. Hvis man blot hører hendes stemme og ikke ser hende, kan man ikke vide at hun er japansk immigrant. Således mener Kimiko, at hun har en fordel i forhold til mennesker som eksempelvis Miko, der blev diskrimineret på grund af hendes japanske accent. ”When you are walking on the street you can’t really do anything about it [racism], but when you are dealing with people and maybe when you are ringing up to make a complaint or something. And sometimes I have to do it for my mother, because her language is, she can speak good enough english, but her english ability is not as good. So she passes the phone on to me (griner), so that she get her point across”. ”When people can see that I can speak English I find that peoples treatment change”.

Således fremstiller Kimiko og mine øvrige informanter en sammenhæng mellem sprog og racisme.

Kimiko kan bruge sit perfekte engelsk til at kommunikere med australiere, og dermed bryde den barriere som moderens sprogkompetence opbygger, og som hun støder mod, når hun skal telefonere.

Blandt mine informanter er kun 2 opvokset i Australien, og taler således et engelsk med australsk accent, og for dem er de to sprog således midler til kommunikation i grænsezonen der udgør de sociale rum der udgør henholdsvis det japanske immigrantfællesskab og det australske samfund i Sydney. De øvrige af mine informanter giver udtryk for de problemer det engelske sprog udgør for dem, og dermed bliver sprog en kilde til en barriere fremfor et middel til kommunikation og interaktion.

Kiyku, forklarer eksempelvis, at hun overvejende har japanske venner, fordi de er ”easy to talk to in my own language”. Hiroko siger på lignede vis, at hun ikke har mange venner i Australien, fordi ”Australian people speak English, so communication is very hard, and only conversation is surface, not deeply”.

Kimiko siger derimod, at ”I don’t feel a lot of connection with Japanese people in Sydney or anywhere else actually, probably because I can speak the language. I can speak english, and I suppose I would feel a bit different if my English was poor, and I only knew Japanese, and I think I would identify more with other Japanese people, but I already have my life here, ant it didn’t, apart from work, I don’t see any Japanese people, so to me they are complete strangers, and I don’t feel any affinity with them at all”.

Med disse eksempler vil jeg vise, at sprog for mine informanter ikke blot er et kommunikationsmiddel men også har betydning for deres interaktion med australiere og dermed deres integration i det australske samfund. Således betyder den barriere der opstår på grund af sprogproblemer, at eksempelvis Kiyku holder sig til japanske venner fordi de er ”nemmere at tale med” (jf. citatet ovenfor). Derved er hun mere eller mindre tvunget til at blive inden for det japanske immigrantfællesskabs rammer.

Den barriere som størstedelen af mine informanter oplever bliver også fremstillet som en kulturel barriere. De forskellige sprog bliver således brugt som kulturelle indikatorer. Fru Hiroko eksemplificerer dette: ”My life I live with my husband, and I work [in] Japanese world and speak Japanese. So if I look different to Australian … or western people or English speakers. And [if] I speak, and also I speak English and I think with English, maybe I change. But you know, if we speak English and think English ideas, and slowly changed, I think. But if we speak Japanese our idea is still Japanese, I think.” Sproget får således også en identitetsmæssig betydning, idet Fru Hiroko her indikerer at tænkemåder (”ideas”) hænger sammen med sproget. På samme måde ser Fru Riachi heller ikke sproget som blot et kommunikationsredskab men som et udtryk for en kulturelt bestemt mentalitet - et kulturelt symbol. Fru Riachi er den eneste blandt mine informanter der er gift med en australier, og hun har således oplevet betydningen af sprogbarrierer på nærmeste hold. ”I realise that when I speak English I tend to be more assertive and speak my opinion more straight than speaking in Japanese. I think because of the language too, but maybe because I don’t have the settled usage of delicate usage of English. That’s one element. But also the english language character itself too, do encourage to speak more directly, more straight. In Japan people tend to … sort of speak, not saying things straight, a bit more. They tend to, you know, go around, do you know what I mean?”. Fru Riachi har også oplevet processen den anden vej, når hendes mand taler japansk. ”And also it’s interesting that even my husband when he speaks Japanese his attitude change too. Yes, he even bow to the telephone (griner)”.

Jeg vil her diskutere sammenhængen mellem denne forestilling om at sproget er et kulturelt symbol, og ”nihonjinron”-diskursen. Flere af mine informanter, fortrinsvis de ældre, har gjort mig opmærksom på, at det japanske sprog er helt unikt og meget svært at lære for fremmede. Hr. Tenin mener yderligere, at sproglige vanskeligheder er en grund til, at relativt få japanere migrerer. ”The Japanese language is very unique. No connection to any other language, so in Japan some other language is very very difficult. So that’s one reason, that’s why Japanese don’t like to go overseas. So the trading is okay, tourist is okay, but if you try to live in here you have to learn foreign language. One of the most difficult things for Japanese”. Min deltagerobservation giver mig ikke grund til at tro, at japanere er specielt dårlige til fremmedsprog, da størstedelen af de japanere jeg har mødt, trods skønhedsfejl og grammatiske problemer, er veltalende i engelsk. Jeg tolker det nærmere som et udtryk for ”nihonjinrons” virkning. Som jeg beskrev i indledningen kan ”nihonjinron” oversættes som ”teorier om japanerne” (se for eksempel Clammer 1995:1, Befu 1993 og Hendry 1995:5). Disse teorier er baseret på en forståelse af Japan som kulturel unik (Clammer 1995:1). Det japanske sprog er et af de temaer de mange ”nihonjinron”-forfattere behandler, og fremstiller som unikt og kun svært tilgængeligt for ikke-japanere (Clammer 1995:9-11). Hr. Tenins citat viser efter min mening en generel forståelse blandt mine informanter af sproget som en primordiel kulturel basis for det at være japaner. Hvad Hr. Tenin udtrykker med sit citat, er ligeledes en generel opfattelse blandt mine informanter om, at japansk er så anderledes og svært, at det gør det svært for japanere at lære andre sprog. Japansk er svært, det fik jeg selv et indtryk af, da jeg gik på sprogskole i Australien, men det er en skrøne at det ikke kan læres. I løbet af feltarbejdet mødte jeg mange australiere der har arbejdet i Japan og taler et udemærket japansk (også ifølge

japanere). Jeg tror ikke, at mit sample af japanske immigranter er specielt sprogdøve, men nærmere at de (forestillede eller reelle) sprogbarrierer de stiller op, grunder i processen med at rekonstruere den etniske identitet. Det japanske sprog fremstår som en vigtig del af den japanske kultur og identitet, der kan være svært at slippe.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

3.6.3. Netværk

Som jeg viste i afsnit 2.3. fordeler mine informanter sig i tre netværk. Disse netværk er naturligvis ikke fuldstændige, idet de udelukkende indeholder personer som jeg har været i kontakt med. Yderligere repræsenterer disse netværk ikke et billede af alle typer af netværk indenfor rammerne af det japanske samfund, da jeg som nævnt ikke har haft kontakt med repræsentanter for samtlige de immigrantkategorier, som jeg identificerede. Hvad illustrationerne samt de foregående afsnit derimod viser er, at japanske netværk har en vigtig betydning for konstruktionen af etnisk identitet blandt mine informanter.

Én gruppe, fortrinsvis medlemmerne af netværket omkring Fru Yamada samt ”working holiday”-immigranterne, udtrykker sig kritisk overfor det netværk det japanske immigrantfællesskab og dets organisationer i Sydney udgør. En anden gruppe, fortrinsvis netværket omkring Hr. Tenin, udtrykker et afhængighedsforhold til den japanske klub, som kan siges at udgøre en vigtig forbindelse til det japanske samfund for dem.

Trods det at omkring en tredjedel af mine informanter udtrykker sig kritisk overfor det japanske fællesskab i Australien, anser jeg den overvejende del af dem, som en del af det netværk der udgør dette fællesskab. Havde de ikke været en del af netværket, havde jeg ikke fået kontakt med dem, idet jeg jo netop opsøgte mine informanter via disse netværk.

Fru Yamada og Hr. Tenin fremstår for mig som midterpunkterne i de to netværk, og ligeledes to stærke individer der har skabt sig en (magtfuld) position i hver deres del af det netværk der udgør det japanske fællesskab i Sydney. Deres grunde til at migrere udtrykkes også forskelligt.

For Fru Yamada var det at slippe for de normer og værdier i Japan, som hun afveg fra og derfor blev diskrimineret for, sådan som jeg flere gange tidligere har vist. Det var således en slags ”flugt”. Fru Yamada bruger selv ordet ”escape”, som et udtryk for, hvorfor hun immigrerede.

Således tolker jeg hendes og andre informanters distancering til den japanske klub og det øvrige japanske samfund i Sydney, som et udtryk for, at denne ”flugt” stadig er i gang. I processen med identitetskonstruktion, drager mine informanter i denne gruppe således ikke grænser til australierne, men derimod til det japanske samfund, som deres migration beskrives som en flugt fra.

Derimod udtrykker Hr. Tenin, at han immigrerede for at forbedre sit liv. Han ønskede at komme væk fra mylderet, travlheden, larmen og forureningen i Tokyo, hvor han ikke kunne se nogen fremtid for sin bilforretning: “I didn’t like to end up with just a small shop and end my life in Tokyo”. Men som det fremgår af det følgende citat, ønskede Tenin egentlig at forblive i det japanske samfund. “They [Japan and Australia] are very similar. Also it’s close to Japan now, only 9 hour flight, every day many flight. So we can buy any Japanese goods here, Japanese food ot goods or … if we want, you see. Nothing we can’t buy here. (…) Our lifestyle is almost the same as in Japan.” Således lægger Hr. Tenins grunde til migration ikke på samme måde op til en grænsedragning til det japanske samfund som hos Fru Yamada. I sin måde at italesætte migrationsprocessen,lægger han ikke vægten på en konflikt med det japanske samfunds normer og værdier.

Min tolkning er således, at mens Hr. Tenins identitetskonstruktionsproces er præget af et ønske om en videreførelse af sit hidtidige liv i Japan, er Fru Yamadas identitetskonstruktionsproces præget af en konfiktfølelse, der betyder, at hun i sin italesættelse af sig selv må distancere sig fra det japanske samfund.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

4. KONKLUSION

I dette afsluttende afsnit vil jeg vurdere undersøgelsen i forhold til praktiske (empiriske), metodiske og teoretiske problematikker. Yderligere vil jeg opsummere de perspektiver og resultater, som jeg har fremlagt i løbet af undersøgelsen og diskutere undersøgelsens relationer til den antropologiske debat generelt.

”Migration og identitet - konstruktion af etnisk identitet blandt japanske immigranter i Australien”. Sådan lød titlen på min projektbeskrivelse forud for feltarbejdet. Meget er sket siden, og den endelige titel på felt-rapporten er, som det ses, blevet ”Succesfuld Migration. En etnografisk undersøgelse af japanske immigranters (re-)konstruktion af etnisk identitet i Australien.” Den proces der ligger mellem formuleringen af disse to titler inkluderer problemer med at omsætte teoretiske overvejelser til metodiske redskaber, der var anvendelige i forhold til min empiri, uoverensstemmelser mellem de valgte teoretiske perspektiver og den empiri der fremstod i mine informanters beskrivelser af deres livsverdener samt en kompliceret etnografisk runddans mellem metoder, empiri og teori.

Et af de første og væsentligste metodiske problemer jeg stødte på var, hvordan jeg kunne få adgang til japanske immigranter, samt hvem der overhovedet tilhørte denne kategori. Min intention var, via en japansk virksomhed og en japansk klub i Sydney, at skabe et bredt sample af informanter. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at begrebet japanske immigranter dækker over et stort antal forskellige typer: ”Working holiday”-, ”permanent resident”-, ”retirement”-, ”business”- samt ”war bride” immigranter, og sikkert endnu flere end dem jeg har identificeret. Da min undersøgelse er baseret på kvalitative metoder, kunne ingen af de typer af japanske immigranter som kom til at indgå i mit sample under nogen omstændigheder repræsentere typen. Desuden identificerede jeg typer af japanske immigranter, såkaldte ”war brides” og ”business immigrants”, som jeg ikke fik mulighed for at inddrage i mit sample af informanter i løbet af feltarbejdet. Ydermere er mit sample blevet stærkt påvirket af især to netværk af japanske immigranter som jeg indgik i, nemlig et netværk omkring Fru Yamada, cheffruen på den japanske publikationsvirksomhed hvor jeg arbejdede under feltarbejdet, samt et netværk omkring Hr. Tenin, den japanske klubs ophavsmand. Disse to nøglepersoner stod blandt andet for at introducere mig til andre japanske immigranter i deres netværk. Faktorer som Sydneys kulturelle geografi samt socio-økonomiske uligheder mellem typer af japanske immigranter og mig selv kom ligeledes til at spille en væsentlig rolle i forhold til at få adgang til medlemmer af det japanske immigrantfællesskab. Jeg oplevede generelt, at de steder hvor det japanske immigrantfællesskabs medlemmer befandt sig ofte var private eller lukkede sfærer, hvor en såkaldt gatekeeper var afgørende for, om jeg fik adgang eller ikke.

Fordelen ved at have de to nøglepersoner var, at jeg kom forholdsvis tæt på dem og til tider blev lukket ind i deres private sfærer. Især Fru Yamada og hendes datter Kimiko samt mine oplevelser på virksomheden blev vigtige aktører i forhold til min undersøgelse. Herudover var det et problem at få adgang til mine informanters private sfære, idet den storbysfære som Sydney byder, skjuler det japanske immigrantfællesskab i mængden af andre immigrantfællesskaber, etniske australiere og turister.

Ulempen ved at være mere eller mindre afhængig af mine to nøglepersoner for adgang til informanter var som nævnt, at sammensætningen af mit sample er stærkt præget af, hvem de besluttede at introducere mig til.

I forhold til den klassisk positivistiske definition af begreberne gyldighed, pålidelighed og generaliserbarhed kan dette ses som et problem. Jeg har dog valgt at definerer disse begreber på en måde, der stemmer bedre overens med den kvalitative metodes udgangspunkt, nemlig ved at se gyldighed som et spørgsmål om viden og sandhed, hvor sandhed forstås som en individuel foranderlig størrelse, der afhænger af informanternes forståelse af verden. Således bliver undersøgelsens generaliserbarhed heller ikke et spørgsmål om mine informanters repræsentativitet i forhold til den samlede gruppe af japanske immigranter, men om at kontekstualisere mine informanters livsverden, således at det er muligt at afdække meninger og forståelser med det de siger og gør. Således er min undersøgelse også blevet et ”holdningstudie” (jf. Sollers 1996:x-xviii). Dette skal ses i forhold til den antropologiske debat om definitionen af etnicitetsbegrebet. I løbet af undersøgelsen har jeg blandt andet nævnt de primordielle-, instrumentelle- og konstruktivistiske tilgange, desuden Barths grænsedragningsteori samt Andersons ”forestillede fællesskab” som mulige teoretiske udgangspunkter til at definere og undersøge etnisk identitet. Disse teoretiske tilgange indgår blandt mange andre i den omfattende antropologiske debat om etnicitet som har tiltaget de senere år.

Mine intentioner var overordnet at undersøge, hvad der sker med immigranters etniske identitet i migrationsprocessen. Empirien viste sig ofte i modsætning til mine arbejdshypoteser, samt de teoretiske overvejelser jeg havde gjort mig hjemmefra om migration, diaspora og etnisk identitet. I en kompliceret etnografisk runddans måtte jeg, i forhold til mine informanters livsverdener, fjerne mit fokus på nogle temaer og fokusere på ”nye” temaer som dukkede op i samtaler eller interviews med mine informanter.

Min undersøgelses vigtigste konklusion handler om ”succesfuld migration”. Mine informanter viste sig overordnet ikke at passe ind i det teoretiske perspektiv på migranter og diasporasamfund der handler om migranters position som fattige, undertrykte, marginale individer der udnyttes af værtsnationen som eksempelvis billig arbejdskraft. Dette perspektiv har jeg belyst med blandt andre Benmayor og Skotnes (1994), Lavie og Swedenburg (1996) samt van der Veer (1995). I stedet skriver min undersøgelse sig ind i debatten om en ny type såkaldte postnationalistiske immigranter. Denne type kan karakteriseres ved at have en god socio-økonomisk position og ved egentlig at være uafhængige af territoriale grænser (jf. Ong 1993).

Mine informanters grunde til at immigrere er dog heller ikke overvejende økonomiske. Som vi så det i løbet af undersøgelsen, forklarede eksempelvis Fru Yamada sine grunde til at migrere som en ”flugt” fra japanske normer og værdier, som hun fandt diskriminerede. Vigtige begreber i forhold til denne type grund, som også andre end Fru Yamada havde, var ”frihed” (”free”), ”afslappethed” (”relaxed”) og ”uafhængighed” (”independent”). Disse begreber dækker over elementer i livet som mange af mine informanter gav udtryk for at de ikke besad eller havde mulighed for at opnå i Japan En anden grund til migration forklarede eksempelvis Hr. Tenin som ønsket om en forbedret livsstil. Dette begreb dækkede over både sociale og naturmæssige aspekter. Vigtige begreber i forhold til denne type grund var henholdsvis ”afslappethed/venlighed” (”friendly”), ”afslappethed” (”casual”) samt ”plads” (”space”), ”fred” (”quiet”) og ”frisk” (”fresh”). Denne type grund til migration handler ikke så meget om at ændre sin livsstil som den forrige grund, men derimod om at forbedre en allerede eksisterende måde at leve på ved at flytte til et sted hvor omgivelserne giver denne livsstil bedre betingelser. Mine informanter kan fordeles i et kontinuum mellem disse to grunde til migration. I forhold til mit sample af informanter er der en lille overvægt til den første grund, som jeg har eksemplificeret med Fru Yamada.

Yderligere er grunde til at komme til Australien også ”eventyr” (”adventure”) og ”lære engelsk”. Disse grunde fremstår især som væsentlige for mine informanter i ”working holiday”-kategorien.

I forhold til ”succesfuld immigration” tegner mine informanters italesættelser af deres grunde til migration også et billede af en udvikling fra en ”mindre god fortid” til den ”gode nutid/fremtid”. Migrationen kom således til at fremstå som en positiv bevægelse, trods det fundamentale brud i tid og rum som migration fordrer. I forhold til den antropologiske debat om migration i relation til succes er de teoretiske bidrag noget mere begrænsede. Ongs begreb ”flexible citizenship”, som han empirisk belyser med eksempler fra rige kinesiske immigranter, er dog et væsentlig biddrag til denne debat (Ong 1993). Ligeledes er Clifford inde på det vigtige i at skelne mellem forskellige typer af diasporasamfund, så ikke alle immigrantfællesskaber automatisk bliver teoretiseret ud fra et klasseperspektiv hvor race og økonomisk marginalisering er nogle af fokuspunkterne (Clifford 1997).

At være migrant kan samtidig ses som en kontinuerlig proces med at rekonstruere den etniske identitet. Mine informanters rekonstruktion af etnisk identitet handler som vist om at være en succesfuld immigrant.

En række undertemaer har i løbet af undersøgelsen været med til at underbygge denne konklusion.

Det politiske niveau: Multikulturalismen i Australien fremstår som kontekstuel faktor, der har en væsentlig indflydelse på mine informanters konstruktion af etnisk identitet. ”Problemet” med den australske multikulturalisme er, at den i sit diskursive udtryk opfordrer til en dyrkelse af etnicitet blandt minoritetsgrupper og taler derved imod en samlet vi-følelse blandt et lands indbyggere. Trods multikulturalismens generelt åbne og fleksible karakter i forhold til forskellige etniske grupper er en konsekvens segregation af de forskellige grupper. Således kan multikulturalisme ses som en forhindring for migranternes integration i værtssamfundet. Dette kan have den konsekvens at migranterne marginaliseres og er derfor en basis for diskrimination. I både den akademiske- og politiske debat om integrationspolitik, fremstår multikulturalisme ofte som den humane, migrantvenlige løsning. I forhold til min empiri, fremstår der dog også negative konsekvenser af den tolerance og fleksibilitet som multikulturalisme generelt står for, nemlig segregation og manglende integration, hvilke i mine empiri kommer til udtryk ved mine informanters ringe kontakt til ikke-japanere i Australien, og for mange et problemfyldt forhold til det relativt lukkede japanske immigrantfællesskab som eksempelvis udgør en væsentlig kontekstuel faktor omkring Fru Yamada og det japanske blad som hendes virksomhed producerer. Selvom mange af mine informanter giver udtryk for at de ikke ønsker forbindelse til det japanske immigrantfællesskab i Sydney, har kun meget få formået at ”få adgang til” det australske samfund, i form af eksempelvis en australsk arbejdsplads eller en australsk partner, og derved slippe det japanske immigrantfællesskab. Desuden har mine informanter overtaget et hierarki af migrant-kategorier, som eksisterer på politisk niveau. Disse kategorier kan ses i sammenhæng med de stereotyper, mine informanter bruger i deres beskrivelser af deres forestillinger om henholdsvis det japanske og det australske samfund. På en måde ser jeg i min empiri en relation til debatten om stereotyper som bureaukratiets klassifikation (jf. Herzfeld 1992). I et negativt perspektiv kan stereotyper ses som en måde at holde migranterne på plads som migranter, og altså ikke fuldgyldige borgere af samfundet. I et positivt perspektiv kan det dog også ses som en måde hvorpå migranterne får tildelt en status, hvilken kan ses som legitimerende i forhold til deres ophold i landet, hvilket jeg i min undersøgelse argumenterede for. På en anden måde ser jeg hierarkiseringen af immigrantkategorier som et led i mine informanters succeshistorier. Eksempelvis hvordan Sumisu fra at være japaner er blevet ”working holiday”-immigrant (lavt i hierarkiet), og nu er på vej til at bevæge sig op i kategorien ”business”-immigrant eller sågar ”permanent resident” (højt i hierarkiet).

Stereotyperne om henholdsvis det japanske og det australske samfund danner også udgangspunkt for grænsedragninger mellem de to samfund, som led i mine informanters konstruktion af etnisk identitet. Forestil-

lingerne om de to samfund, kan ses som et produkt medlemmerne af det japanske immigrantfællesskab selv er med til at skabe, via eksempelvis japanske blade og diskursen i japanske klubber. Disse forestillinger danner udgangspunkt for hvor mine informanter konstruerer grænser mellem sig selv og henholdsvis forestillede japanske og australske normer og værdier. En debat i forhold til ”grænsedragningsteorier” i relation til etnisk identitet er, hvordan disse grænser kan forstås. Jeg har tidligere været inde på ”borderzone” som begreb (jf. Lavie & Swedenburg 1996). Hermed håbede jeg at lægge afstand til forbindelsen til territorialitet. ”Borderzones” kan således dække over forestillede fællesskaber, der eksisterer som et (forestillet) ”rum” mellem eller over territoriale grænser. Mine informanter konstruerede i høj grad deres etniske identitet, i det ”rum” der udgør det japanske immigrantfællesskab - i interaktion med andre japanske immigranter, i opposition til forestillede japanske normer og værdier og i identifikation med det forestillede australske værdier.

Jeg vil afslutningsvis slå fast, at migration, diaspora og etnicitet er komplekse antropologiske temaer, som mange har diskuteret før mig, og som sikkert også vil indgå i fremtidige antropologiske debatter. Med mit feltarbejde har jeg forsøgt at tage nogle af de aktuelle debatter op og med japanske immigranter i Sydney som empirisk eksempel belyst den kompleksitet af faktorer, som indgår i migranters rekonstruktion af etnisk identitet.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

LITTERATURLISTE

Andersen, Ib: ”Valg af organisations-sociologiske metoder”, Samfundslitteratur, 1990.

Anderson, Benedict: ”Imagined Communities”, Verso, 1991.

Barth, Fredrik: ”Introduction”, I: Barth, Fredrik (ed.): ”Ethnic Groups and Boundaries”, Universitetsforlaget, Oslo, 1969.

Befu, Harumi: ”Cultural Nationalism in East Asia”, University of California, Berkeley, 1993.

Benedict, Ruth: ”The Chrysanthemum and the Sword”, Routledge and Keagan Poul, London, 1947.

Benmayor, Rina og Andor Skotnes: ”Some Refelctions on Migration and Identity”, I: Benmayor, Rina og Andor Skotnes: ”Migration and Identity”, Oxford University Press, 1994.

Bentley, Carter: ”Ethnicity and Practice”, I: ”Comparative Studies in Society and History”, vol. 29, nr. 1, 1987.

Berghe, Pierre L. van den: ”Rehabilitating Stereotypes”, I: Ethnic & Racial Studies”, vol. 20, 1997.

Buruma, Ian: ”Wages of Guilt”, Vintage, London, 1995.

Castles, Stephen: ”The Australian Model of Immigration and Multiculturalism: Is it Applicable to Europe?”, IMR, vol. xxvi, no. 2., 1991.

Cheah og Robbins: ”Cosmopolitics”, Minneapolis University of Minnesota Press, 1998.

Clammer, John: ”Difference and Modernity”, Kegan Paul International, 1995.

Clifford, James: ”Routes”, Harvard University Press, 1997.

Comaroff, John L.: ”Of Totemism and Ethnicity”, I: Ethnos, vol. 52: III-IV, 1987Emerson, Fretz og Shaw: ”Writing Ethnographic Fieldnotes”, The University of Chicago Press, 1995.

Eriksen, Thomas Hylland: ”Ethnicity & Nationalism”, Pluto Press, Finland, 1993.

Fugita, Stephen S. og David J. O’Brien: ”Japanese American Ethnicity”, University of Washington Press, 1991.

Gellner, Ernest: ”Nations and Nationalism”, Basil Blackwell, Oxford, 1983.

Goffman, Erwing: ”The Presentation of Self in Everyday Life”, New York, Doubleday, 1959.

Hammersley, Martyn og Paul Atkinson: ”Ethnography”, Routledge, 1995.

Hastrup, Kirsten: ”Feltarbejde - Oplevelse og Metode i Etnografien”, København, 1988.

Hendry, Joy: ”Understanding Japanese Society”, Routledge, 1995.

Herzfeld, Michael: ”The Social Production of Indifference”, The University of Chicago Press, 1992.

Hofmeister, Burkhard: ”Australia and it’s Urban Centres”, Gebrüder Borntraeger, Berlin, 1988.

Jenkins, Richard: ”Rethinking Ethnicity. Arguments and Explorations”, SAGE Publications, 1997.

Jørgensen, Helmer: ”Japans modernisering 1853-1912”, Gyldendal, 1985.

Kvale, Steiner: ”Interview”, Hans Reitzels Forlag, København, 1994.

Lavie, Smadar og Ted Swedenburg: ”Introduction: Displacement, Diaspora, and Geographies of Identity”, I: Lavie, Smadar og Ted Swedenburg: ”Displacement, Diaspora, and Geographies of Identity”, Duke University Press, Durham og London, 1996.

Ma, Sheng-mei: ”Immigrant Subjectivities”, State University of New York Press,1998.

Markus, Andrew: ”Australian Race Relations”, Allen & Unwin, Sydney, 1994

Meaney, Neville K.: ”The Japanese Connection”, Longman Cheshire Pty Limited, 1988.

Meissner, Doris M. (ed.): ”Internationale Migration: Herausforderungen einer neuen Ära”, Forschungsinstitut der Deutschen Gesellschaft für Auswärtige Politik e.V., 1993.

Murphy, Peter A.: ”Immigration and the Management of Australian Cities: The Case of Sydney”, I: Urban Studies, vol. 30, no. 9, 1993.

Ong, Aihwa: ””On the Edge of Empires: Flexible Citizenship among Chinese in Diaspora”, Positions, nr. 1, vol. 3, 1993.

Ortner, S. B.: ”Resistance and the Problem of Ethnographic Refusal”, Comparative Studies in Society and History, nr. 17, 1995.

Otto, Ton: ”Social Practice and the Ethnographic Circle: ”Rethinking the ’Ethnographer’s Magic’ in a Late Modern World”, Arbejdspapir, Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet, 1997.

Pedersen, Poul: ”After ’Orientalism’: Prisoners of Shangri-La and Kierkegaard in Japan”, 1998.

Perera, Suvendrini og Joseph Pugliese: ”Racial suicide: the re-licensing of racism in Australia”, Russell Press, Nottingham 1997.

Rex, John: ”The Problematic of Multinational and Multicultural Societies”, I: Ethnic & Racial Studies, 1997.

Sanjek, Roger: ”On Ethnographic Validity”, I: Sanjek, Roger (ed.): ”Fieldnotes. The Making of Anthropology”, Cornell University Press, London, 1990.

Scott, George M.: ”A Resynthesis of the Primordial and Circumstantial Approaches to Ethnic Group Solidarity”, 1990.

Selmer, Bodil: ”Overvejelser om gyldighed og etnografisk metode”, Arbejdspapir, Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet, 1998.

Sherington, Geoffrey: ”Australia’s Immigrants 1788-1978”, George Allen and Unwin, 1980.

Smith, Anthony: ”The Ethnic Origin of Nations”, Blackwell, Oxford, 1986.

Sollers, Werner (ed.): ”Theories of Ethnicity”, Macmillan Press LTD, 1996.

Spradley, James P.: ”Participant Observation”, Holt, Rinehart and Winston, 1980.

Stratton, J. og I. Ang: ”Multicultural Imagined Communities: Cultural Difference and National Identity in Australia and in the USA”, I: Critical Multiculturalism, vol. 8, no. 2, 1994.

Tilley, Virginia: ”The Terms of the Debate: Untangling Language about Ethnicity and Ethnic Movements”, I: Ethnic and Racial Studies, 1997, vol. 20.

Triandafyllidou, Anna: ”National Identity and the’other’”, I: Ethnic & Racial Studies, 1998.

Veer, Peter van der: ”Introduction: The Diasporic Imagination”, I: Veer, Peter van der: ”Nation and Migration”, University of Pennsylvania Press, 1995.

Werner, O. og G. M. Schoepfle: ”Observation”, I: ”Systematic Fieldwork”, Sage Publications, 1987.

Wicker, Hans-Rudolf: ”Monitoring Multicultural Society: A comparative International Synthesis”, I: Bühlmann, J. et. Al.: ”Monitoring Multicultural Societies. A Siena Group Report. BFS, Neuchatel, 1998.

Wollcot, Harry F.: ”The Art of Fieldwork”, AltaMira Press, London, 1995.

Andet

Australian Bureau of Statistics (ABS): ”Migration”, 1999.

DIMA 1999a: ”Fact Sheet 20. 1998-99 Migration Program Planning Levels”.

DIMA 1999b: http://www.immi.gov.au/allforms/perm-res.htm

DIMA 1999c: http://www.immi.gov.au/allforms/perm-res.htm

DIMA 1999d: ”Fact Sheet 27. Family Stream Migration - an overview”.

NMAC: ”Australian Multiculturalism for a New Century: Towards Inclusiveness”, Commonwealth of Australia, 1999.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen.

APPENDIKS 1: Skematisk oversigt over mit sample af interviewpersoner

Navn	Køn	Alder	Mig. status	Tid i Aus.	H. til Jap.	H. til Aus.
Nubischi	mand	20	WH	7 ½ mdr.	neutral	neutral
Keiko	mand	22	WH	8 mdr.	negativ	positiv
Sumisu	mand	23	WH	ca. 6 mdr.	negativ	neutral/positiv
Tomoko	kvinde	27	WH	11 mdr.	negativ	positiv/negativ
Yagi	mand	25	S/B	5 år	negativ/neutral	meget positiv
Tamiko	kvinde	18	PRb	11 år	neutral/positiv	positiv/neutral
Kimiko	kvinde	25	PRa/b	10 år	meget negativ	meget positiv
Kyaku	kvinde	32	PRa/b	14 år	neutral/negativ	negativ
Fru Kendo	kvinde	omkr. 40	PRa	7 år	negativ	positiv
Fru Yamada	kvinde	50	PRa	10 år	meget negativ	meget positiv
Miko	kvinde	sidst i 30’erne	PRa	ca. 10 år	negativ	positiv/negativ
Fru Riachi	kvinde	40’erne	PRa	3 ½ år	positiv	negativ/negativ
Fru Hiroko	kvinde	40’erne	PRa	6 år	negativ	positiv
Hr. Tenin	mand	66	PRp	19 år	negativ/neutral	positiv
Hr. Higuschi	mand	70’erne	RI	13 år	negativ	positiv
Hr. Riyashito	mand	70’erne	RI	12 år	negativ/neutral	positiv/negativ
Hr. Aoki	mand	60’erne	PRp	10 år	neutral	positiv

Mig. status: Officielle migrantstatus

Aus.: Australien

Jap.: Japan

H. til …: Holdning til …

WH: Working holiday

S/B: Sponsored/Business

PRa: Permanent resident - arbejdende

PRb: Permanent resident - ”barn”

PRp: Permanent resident - pensioneret

RI: Retirement immigrant

[1] Benmayor var i 1994 forskningsleder af ”Cultural Studies” på ”Center for Puerto Rican Studies” ved ”Hunter College of the City University of New York” (Benmayor & Skotnes 1994:viv).

[2] Skotnes underviste i 1994 i ”American Working-class and Social History” på ”Russell Sage College”, Troy, New York, hvor han var ”assistant professor and Betty Harder McClellan Fellow in the Humanities” (Benmayor & Skotnes 1994:viv).

[3] Lavie var i 1996 ”Associate Professor of Anthropology and Critical Theory” ved ”The University of California, Davis” (Lavie & Swedenburg 1996:333).

[4] Swedenburg var i 1996 ”Assistant Professor of Anthropology” ved ”The American University in Cairo” (Lavie & Swedenburg 1996:333).