DIT, MIT og VORT/- VORES!
	Søren Kierkegaards modersmål.              Fra ”Stadier paa Livets Vei”, (skrevet af Frater Taciturnus!)     Alt er opdelt i sætninger for forståelsens og læsningens skyld, selvom det oprindelig er     skrevet i een eneste stor fortsættelse! UG.                                                 ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤    Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit Modersmaal, bunden som maaske    kun Faa er det, bunden som Adam var til Eva, fordi de ingen anden Qvinde var,    bunden fordi det har været mig en Umulighed at lære noget andet Sprog og derved    en Umulighed at fristes til at lade stolt og fornemt om det medfødte,    men også glad ved at være bunden til et Modersmaal, der er riigt i indre Oprindelighed,     naar det udvider Sjælen, og lyder vellystigt i Øret med sin søde Klang,    et Modersmaal, der ikke stønner forfangent i den vanskelige Tale, og derfor er det     maaske Nogen troer, at det ikke kan udtrykke den, fordi den gjør Vanskeligheder    let ved at udtale den;    et Modersmaal, der ikke puster og lyder anstrænget, naar det staar for det    Uudsigelige, men sysler dermed i Spøg og i Alvor, indtil det er udsagt;    et Sprog , der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede,    hvad der er lige ved Haanden, fordi det i lykkeligt Forhold til Gjenstanden gaaer    ud og ind som en Alf, og bringer den for Dagen, som et Barn den lykkelige    Bemærkning, uden ret at vide det;    et Sprog, der er heftigt og bevæget, hver Gang den rette Elsker veed mandligt at hidse      Sprogets qvindelige Lidenskab, selvbevidst og seierrigt i Tankestriden, hver Gang den    rette Hersker veed at føre det an, smidigt som en Bryder, hver Gang den rette Tænker     ikke slipper det og ikke slipper Tanken;    et Sprog, der om det end paa et enkelt Sted synes fattigt, dog ikke er det, men    forsmaaet som en beskeden Elskerinde, der jo har den høieste Værd og frem for Alt    ikke er forjadsket;    et Sprog, der ikke uden Udtryk for det Store, det Afgørende, det Fremtrædende, har    en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet    og Tillægsordet, og Stemningens Smaasnakken, og Overgangens Nynnen og    Bøjningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed,    et Sprog, der forstaar Spøg nok saa godt som Alvor;    et Modersmaal, der fængsler sine Børn med en Lænke, som ”er let at bære –    ja, men tung at bryde”.                      Søren Kierkegaard, 5/5-1813 til 11/11-1855.                                                    ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤     Kilde: Holger Stenbæk: Søren Kierkegaards liv fortalt for hvermand.     Forlaget: Borgen, 1962. Trykkeri: Bornholms Tidende.
			Tilbage til interesserne!
		OBS! Hel eller delvis gengivelse af indhold, mærket UG, og af samtlige billeder og tegninger på siderne er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webadresse!