Flyttedagen. 1 del.
Du husker jo nok Taarnvægteren Ole! jeg har fortalt om to Besøg hos ham,
nu skal jeg fortælle om et tredie, men det er ikke det sidste.
Sædvanligviis er det ved Nytaarstid jeg gaaer op til ham, nu derimod var det
paa Flyttedagen, for da er her ikke behageligt nede i Byens Gader, de ere saa
opdyngede med Feieskarn, Skaar og Stumper, ikke at tale om udtjent
Sengehalm, som man maa gaae og ælte i. Der kom jeg nu og saae, at i denne
udvæltede Overflødigheds-Bøtte legede et Par Børn, de legede at gaae iseng,
her var saa indbydende til den Leg, syntes de, ja, de krøb ned i den levende
Halm og trak et gammelt laset Stykke Væggebetræk over sig, som Sengetæppe.
"Det var saa yndigt!" sagde de; mig var det for Meget, og saa maatte jeg afsted,
op til Ole.
"Det er Flyttedag!" sagde han; "Gader og Stræder tjene som Bøtte, storartet
Bøtte, mig er en Vognfuld nok! det kan jeg faae Noget ud af, og det fik jeg
ogsaa kort efter Juul; jeg kom nede paa Gaden, der var raat, vaadt, sølet og
til at blive forkølet; Skraldemanden holdt med sin Vogn, den var fyldt: et Slags
Prøvekort paa Kjøbenhavns Gader ved Flyttedagstid. Bag i Vognen stod et
Grantræ, endnu ganske grønt og med Flitterguld paa Grenene; det havde været
til Julestads, og var nu kastet ud paa Gaden, og Skraldemanden havde stukket
det op bag i Dyngen; lysteligt at see paa, eller at græde over, ja det kan man
ogsaa sige, det kommer an paa, hvad man tænker derved, og jeg tænkte
derved, og tænke gjorde bestemt ogsaa Eet og Andet af det, der laae paa
Vognen, eller det kunde have tænkt, som jo er omtrent Eet og det Samme. Der
laae nu en slidt Damehandske! hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det?
Den laae og pegede med Lillefingeren lige paa Grantræet. "Mig rører det Træ!"
tænkte den, "ogsaa jeg har været til Fest med Lysekroner! mit egenlige Liv
var en Balnat; et Haandtryk, og jeg revnede! der slipper min Erindring; jeg
har ikke Mere at leve for!" Det tænkte Handsken, eller kunde den have tænkt.
"Det er flaut med det Grantræ!" sagde Potteskaarene. Knækket Leertøi finder
nu Alting flaut. "Er man paa Skarnvognen", sagde de, "saa skal man ikke
skabe sig og bære Flitterguld! jeg veed, at jeg har gjort Gavn i denne Verden,
mere Gavn end saadan en grøn Pind!" - See det var nu ogsaa en Mening, som
nok Flere have, men Grantræet saae dog godt ud, det var lidt Poesi paa
Skarndyngen, og af den er der meget omkring i Gaderne, paa Flyttedag!
Veien blev mig tung og besværlig dernede og jeg fik Lyst til at komme afsted,
igjen paa Taarnet, og at blive heroppe, her sidder jeg og seer ned fra det
med Humeur.
Der lege nu de Godtfolk at bytte Huse; de slæbe og ase med deres Flyttegods,
og Nissen sidder i Bøtten og flytter med; Huusvrøvl, Familievrøvl, Sorger og
Bekymringer flytte fra den gamle til den nye Leilighed, og hvad faae saa de
og vi ud af det Hele? Ja, det staaer saamænd allerede for længe siden
nedskrevet i det gamle, gode Vers i "Adresseavisen":
"Tænk paa Dødens store Flyttedag!"
Det er en alvorlig Tanke, men den er Dem vel ikke ubehagelig at høre om.
Døden er og bliver den paalideligste Embedsmand, uagtet hans mange
Smaaembeder! har De aldrig tænkt derover?
Døden er Omnibusfører, han er Passkriver, han sætter Navn under vor
Skudsmaalsbog, og han er Directeur for Livets store Sparekasse. Kan De
forstaae det? Alle vort Jordlivs Gjerninger, store og smaa, sætte vi i den
"Sparekasse", og naar saa Døden kommer med sin Flyttedags-Omnibus, og vi
maae ind der og kjøre med til Evigheds-Landet, da giver han os ved Grændsen
vor Skudsmaalsbog, som Pas! Til Tærepenge paa Reisen tager han ud af
Sparekassen en eller anden Gjerning, vi have øvet, den, der meest betegner
vor Færd; det kan være fornøieligt, men ogsaa forfærdeligt.
Ingen er endnu sluppen fra den Omnibusfart; der fortælles jo rigtignok om
Een, som ikke fik Lov at komme med, Jerusalems Skomager, han maatte
løbe bag efter; havde han faaet Lov til at komme ind i Omnibussen, da var han
sluppen for Poeternes Behandling. Kig engang med Tankerne ind i den store
Flyttedags-Omnibus! Der er blandet Selskab! der sidder ved Siden af hinanden
Konge og Stodder, den Geniale og Idioten; afsted maae de, uden Gods og Guld,
kun med Skudsmaalsbog og Sparekasse-Tærepenge! men hvilken af Ens
Gjerninger bliver vel taget frem og givet med? Maaskee en ganske lille, een,
lille som en Ært, men Ærten kan skyde en blomstrende Ranke.
Læs videre på eventyret!
er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webside.