Hans forhold til børn var lidt anstrengt! De kunne jo forstyrre under hans
oplæsning, se senere under memoirerne. Men se alligevel her, hvad han skriver som
64-årig i et brev til en lille Marie (Henriques).
Kilde: Marie Hjuler: H.C.Andersens juleaftner. Trykkeri i Thisted 1969
(Afsnitinddeling tilføjet)
“Nizza, 30 december 1869
Søde lille Marie!
Du havde da et dejligt Juletræ Juleaften, et Træ med Lys og Stads og
mange "Godtgodter”; jeg kan tænke mig det og seer Dig med struttende
Kjole og stor Sløife!
Jeg havde ogsaa et Juletræ med Lys og Stads, og der var saa mange
Mennesker fra fremmede Lande; der var ogsaa en lille Pige, to Aar ældre end
Du og hun hedder ogsaa Marie, ligesom Du, hun kom med en stor Krands
og der var lange røde og hvide Baand, og det ere de Couleurer som vi Danske
holde saa meget af, hun gav mig Krandsen og sagde, at hun skulde hilse fra
alle de smaa Piger ogsaa fra Drengene, i hele den vide Verden og sige Tak
for de Historie jeg fortalte og det var yndigt af hende!
Jeg fik paa Juletræet mange “Godtgodter”, de laa i en nydelig lille Kurv
og den og alt det Søde deri bringer jeg hjem til Dig. Jeg veed at Høedt nok vil
være din Kjæreste, ja ogsaa Magnus, men Du har sagt “Anders er min
Kjæreste!” det finder jeg saa yndigt! -
Den lille Marie som gav mig Krandsen herude i de fremmede Lande kyssede
jeg, men paa Panden, det er saa høfligt, Dig kysser jeg paa Munden, ligesom
Fader og Moder kysse Dig. Naar nu Fader eller Moder skriver til mig, skal
du holde paa Pennen og saa skrive den: Et Kys fra lille Marie!”
Det er dejligt at kunne skrive, det maa Du skynde Dig med at lære. Nu
læser Moder for Dig, hvad jeg har skrevet, og saa er det jo som om jeg talte
med Dig, søde lille Marie. Din Anders.
Og han skrev for verdens små drenge og piger!
Begyndelsen af eventyret: Den store Familie.
Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad;
holder man det foran sin lille Mave, saa er det ligesom et Forklæde, og
lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten lige så godt som
en Paraply, for det er saa forfærdelig stort. Aldrig voxer en Skræppe alene,
nei, hvor der groer én der groe flere, det er en stor Deilighed, og al den
Deilighed er Sneglemad. De store, hvide Snegle, som fornemme Folk i
gamle Dage lode lave til Fricassee, spiste og sagde “hum! hvor det smager!”
for de troede nu det smagte saa deiligt, de levede af Skræppeblade og derfor
blev Skræpperne saaede. - - - -
Og senere: En Dag var det stærk Regn. “Hvor det tromme-rommer-rommer
paa Skræpperne!” sagde Sneglefader. - - - -
Begyndelsen af eventyret: “Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige".
Nu skal jeg fortælle Dig en Historie, som jeg har hørt, da jeg var Lille, og
hver Gang jeg siden har tænkt paa den, synes jeg at den blev meget kjønnere;
for det gaaer med Historier ligesom med mange Mennesker, de blive kjønnere
og kjønnere med Alderen, og det er saa fornøjeligt!
Du har jo været ude paa Landet! Du har seet et rigtigt gammelt Bondehuus
med Straatag; Mos og Urter voxe der af sig selv; en Storkerede er der paa
Rygningen, Storken kan man ikke undvære, Væggene ere skjeve, Vinduerne
lave, ja det er kun et eneste, der kan lukkes op; Bageovnen strutter frem
ligesom en lille tyk Mave, og Hyldebusken helder hen over Gjerdet, hvor der
er en lille Pyt Vand med en And eller Ællinger, lige under det knudrede
Piletræ. Ja, og saa er der en Lænkehund, der gjøer ad Alle og Enhver.
Netop saadan et Bondehuus var der ude paa Landet, og i det boede et Par
Folk, Bondemand og Bondekone. - - -
Sangene om og til børn.
"Det døende barn" (Moder, jeg er træt nu vil jeg sove) var det første han
digtede, da han endnu gik i skole i Slagelse, og i de gribende vers lader han
barnet selv tale. Digtet er siden sat musik til af Fini Henriques. Det samme
gælder "Danse, danse Dukke min", hvor man får lov at nyde frøkenen,
kavaleren og gamle Dukke Lise neje, dreje og snurre sig rundt. "Hist hvor
Vejen slår en Bugt" viser også en idyllisk scene med en mor med sin dejlige
dreng, der har røde æblekinder og søde pusselanker. Her er musikken
komponeret af Joh. Chr. Gebauer, ligesom til "Pandeben godt det gror"
(bag ved det Forstanden gror), hvor man tager et kys, peger på hver del af sit
barns ansigt og ender med at dikke, dikke meget grundigt!
Sådanne dagligdags - scener med børn maler han tydeligt for os, og de er
med til at vække en glæde i een over det smukke i det danske sprog. Utroligt,
at sangene er skrevet for over 150 år siden!
Det er genialt, når man også tænker på sangskatte som "Jylland mellem
tvende Have", "Jeg elsker dig" og "I Danmark er jeg født"! UG.
efter aftale med indehaveren af denne webside.