Kilde: Mit Livs Eventyr ved H. Topsøe- Jensen
H.C. Andersen blev kåret til æresborger i Odense i følge en skrivelse fra
Communalbestyrelsen, dateret d.3/11-1867, og han blev fejret d.6/12.
Selv skriver han om dagen:
“Nu kom den betydningsfulde sjette December, mit Livs skjønneste Fest.
Jeg kunne ikke sove om Natten. Jeg var betaget sjæleligt og legemligt;
Jeg følte Smerter i Brystet og i Tænderne, det var som skulde jeg huskes
paa: Du er i al Din Herlighed et Forkrænkelighedens Barn, en Orm i
Støvet!
Og jeg følte det ikke blot ved Legemssmerter, men i Sjæle-Ydmyghed.
Hvor skulde og burde jeg have nydt min utrolige Lykke! Jeg kunde det
ikke, jeg bævede i den”.
* * * * * *
Om aftenen var der stort fakkeltog med ca. 150 fakler til rådhuset, hvor den
62-årige H.C. Andersen modtog hyldesten fra et åbentstående vindue:
“ Hvor var jeg lykkelig, og dog - op til det reent Himmelske tør Mennesket
ikke løftes; jeg skulde og maatte føle, at jeg kun var et stakkels
Menneskebarn, bundet af Jordens Skrøbelighed. Jeg leed af en voldsom
Tandpine, der ved Varmen heroppe og Sindsbevægelsen løftede sig til en
ulidelig Grad; dog læste jeg et Eventyr for de smaa Venner.
Nu kom Deputationen fra Byens forskjellige Corporationer, der med
Fakler og vaiende Faner vare gjennem Gaderne naaet Raadhuset. Jeg skulde
nu opleve den Spaadom opfyldt, den gamle Kone gav, da jeg som Dreng
drog ud fra min Fødeby, Odense skulde blive illumineret for mig. Jeg traadte
hen ved det aabne Vindue; Alt straalede i Fakkelglands, Pladsen var aldeles
opfyldt af Mennesker, Sangen lød op til mig, jeg var sjæleligt overvældet,
jeg var legemligt betaget, kunde ikke nyde dette Høidepunktet af min Lykke
i dette Liv. Tandpinen var utaalelig, den iiskolde Luft, som strømmede mig
imøde, lod den blusse op i heftig Smerte, og istedetfor ret at nyde
Lyksaligheden af disse Minutter, som aldrig gjenkommer, saae jeg den paa
den trykte Sang, hvor mange Vers, der var at synge, før jeg kunne slippe fra
den Tortur, den kolde Luft lod mig lide gjennem mine Tænder. Dette var
ogsaa Høidepunktet af Smerte; da Blusset af Faklerne, som vare lagt i Baal,
slukkedes, slukkedes ogsaa Smerten. Hvor var jeg Gud taknemmelig!
Milde Øine hilsede mig rundt om, Alle vilde tale med mig, række mig
haanden.
Meget træt naaede jeg Bispegaarden og søgte Hvile; men jeg fik ikke Søvn,
før hen mod Morgenstunden, saa opfyldt og overvældet var jeg:”
er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webadresse.