og Helsingør.
Fra “Mit eget Eventyr”.
- Jeg var virkelig som en vild Fugl, der var sat i Bur! Den bedste Vilje havde
jeg til at lære; men øjeblikkelig famlede jeg deri, som om jeg var kastet i
Havet. Den ene Bølge kom efter den anden, og hver var Grammatik, Geografi
og Matematik! Jeg følte mig overvældet deraf og frygtede, at jeg aldrig kunne
tilegne mig dette meget! Rektoren, der havde en egen Lyst til at spotte os alle
sammen, lod naturligvis ikke mig gaa fri! - Han var mig som en Guddom,;
hvert Ord, han sagde, troede jeg ubetinget; og da jeg en Dag svarede forkert
paa hans Spørgsmaal, og han sagde, at jeg var dum, meldte jeg Collin det og
min Angst for ikke at fortjene, hvad han havde gjort for mig; Han beroligede
mig; jeg begyndte ogsaa i enkelte Videnskaber at faa gode Karakterer;
Lærerne, især den, der stod nærmest Rektoren, var mig hjertelig god, men
uagtet det gik fremad, mistede jeg dog mere og mere Tilliden til mig selv.
Ved en af de første Eksamener fik jeg imidlertid Rektorens Ros; han
nedskrev den endogsaa i min Karakterbog, og jeg kom lykkelig nogle Dage
til København”.
Senere, da han var fulgt med Rektor Meislings til Helsingør.
- “Naturen her gjorde et levende Indtryk paa mig; men jeg turde kun skotte
til den. Naar Skoletiden var forbi, blev sædvanligvis dens Port lukket; jeg
maatte blive i den lumre Skolestue og lære min Lektie, lege med Børnene
eller sidde paa mit lille Kammer; ingen Mennesker kom jeg til, - Mit Liv i
dette Hus dukker endnu i Erindringen frem i de værste Drømme; jeg var ved
at bukke under, og min Bøn til Gud, hver aften, var at tage denne Kalk fra
mig, at skænke mig Døden! Jeg havde ikke Gran af Tillid til mig selv, det var
Rektoren en Morskab at spotte mig, latterliggøre min Følelse. Aldrig udtalte
jeg i Breve, hvor haardt jeg havde det; jeg vidste vel, man vilde sige; “Han har
ikke Lyst til at bestille noget! Det fantastiske Væsen kan ikke finde sig
Virkeligheden!”! Jeg beklagede mig aldrig over nogen, uden over mig selv;
mine Breve til Collin dengang skulle have vist en så mørk og fortvivlet
Stemning, at de rørte dybt, men der var intet at gøre, det syntes at ligge i
Sindet og ikke, som Tilfældet var, at komme udefra om mig. Mit Sind var just
elastisk, modtageligt for hvert Solstrejf; men kun de enkelte Feriedage i Året,
naar jeg turde rejse op til København, inddrak jeg dette.
Hvilken Overgang i faa Dage, at komme fra Rektorens Stue til et Hjem i
København, hvor alt var Elegance, Renhed, hele den dannede Verdens
Behagelighed; Det var hos Admiral Wulff, hvis Hustru havde fattet moderlig
Godhed for mig, og hvis Børn hjerteligt mødte mig; de boede i en af
Slotsfløjene på Amalienborg”. -
I 1826 skriver Rektor Meisling dog i en erklæring
til H.C. Andersens velgører!
“Eftersom altsaa de trende Egenskaber, som en Skolemand saa gjerne
ønsker, men sjelden finder, forenede hos en Elev, umiskjendeligen findes
hos H. C. Andersen, nemlig Anlæg, Fliid og fortrinlig Opførsel, kan jeg ikke
andet, end anbefale ham, som særdeles værdig til enhver Understøttelse, der
maatte kunne tilflyde ham, for at sætte ham istand til at fortsætte sin
begyndte Bane, fra hvilken endogsaa hans fremrykkede Alder ikke vel
tillader ham at træde tilbage. Ikke blot hans redelige Sindelag, men ogsaa
hans troe Vedholdenhed og umiskjendelige Talent er Borgen for, at det som
anvendes til hans Vel, vil ingenlunde være tabt”
Collin trøster nu, men tager ham senere væk
fra Meisling-familien:
“Tab ikke Modet, kære Andersen, - fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal
De see, det gaar nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae
frem paa, er maaske nok noget forskjellig fra Andres, men derfor fører den
ligefuldt til Maalet.” --
*****
PS! UG: I dag, så mange år efter, kan man ikke lade være med at tænke på, at
Meislings navn næppe ville være kendt i i dag, hvis han ikke havde været netop
H.C. Andersens plageånd i så betydningsfulde år af hans liv!
efter aftale med indehaveren af denne webadresse.