06.10.98
Husbyggeravis uge 36
Kære abonnenter (Vi har nu 4 af slagsen)
Tak for interessen for vores lille husprojekt. Vi vil i det følgende forsøge
at viderebringe vore oplevelser fra sidste uge hvor vort byggeri efter
næsten 1 måneds stilstand endelig kom igang igen.
Lørdag d. 29.8.98
Byggeriet var startet op igen 26.8.98, men grundet kursus i udlandet
havde vi ikke været deroppe og se hvad der var sket. Så med store
forventninger tog vi så op for at inspicere byggeriet.
Der var lagt spær på og der var tømret omkring vore karnapper,
elektrikenen var begyndt at trække kabler og der var fræset ledningsrender i væggene.
I bryggerset var der savet ud til loftslem, men der gik altså et spær
på tværs, lige henover lemmen, da så der
jo ikke rigtigt var plads, så havde man taget
en rask beslutning og fjernet ca 1.2 meter af den nederste del af tagspærret,
som jo i parantes bemærket er en bærende konstruktion. Vi havde ikke fået taget
tegningerne med derop, men var ret sikre på at der var noget ravende galt. Vi kunne nemlig
konstatere at vores brændeovn heller ikke længere kunne stå der hvor vi havde planlagt.
Søndag d. 30.8.98
Vi tog igen op og kikkede på vort byggeri, medbringende mappen med tegningerne.
Det viste sig ganske rigtigt at et spær var lagt 120 cm
fra det foregående (dette er vist standardlængen mellem spærrene), desværre skulle
der kun have været 72 cm iflg. tegningen. Var dette blevet overholdt havde der været
plads til loftslem og brændeovn.
Vi bandede lidt indvendigt over dette, et er at man læser forkert
på en tegning, et andet er at det ikke bliver rettet når tømrerne
opdager det. Vi kikkede på L&R's skurvogn hvor deres slogan
"det bedste af det bedste"
smilede os i møde. Det går vist alt for stærkt i den branche for tiden.
Der var desuden leveret oliefyr og varmeveksler til os. Oliefyret
var til vores overraskelse med varmtvandstank. Dette havde vi tidligere
checket i vores kontrakt. Her står klart at vi skal have et oliefyr
excl. varmtvandstank. Vi var nemlig tidligere blevet advaret af vores nabo
(som byggede L&R hus sidste år).
Mandag d. 31.8.1998
Vi kontaktede den tilsynsførede for vores byggeri kl. 07.00 og meddelte ham
problemerne omkring spærrene, han havde godt nok hørt fra håndværkerne at
de havde lagt et spær lidt forkert, men han havde ikke set det selv. Han fortalte
så at vi jo havde købt et færdigt hus og ikke detaljerne. Dette bad vi prompte om
at få på tryk, men han lovede at kikke på sagen.
Efter arbejdstid kørte vi så op til huset igen og kunne konstatere
at der bare var bygget videre og at intet var rettet. Der var lagt mange flere ledninger og
der var sat lidt yderinddækning op, bl.a. på de spær der skulle flyttes.
Tirsdag d. 1.9.98
Vi talte igen med den tilsynsførende og fortalte ham at vi under ingen
omstændigheder ville acceptere måden spærrene er lagt på. Han lovede at kikke
på sagen straks, hvilket for os lød som om han ikke havde været oppe for at
kikke på problemet mandag.
Onsdag d. 2.9.98
Talt med den tilsynsførende igen, han meddelte at spærrene var igang med at blive flyttet
men at der også havde været fejl på tegningen. Hvad denne fejl gik ud på har vi ikke fået
at vide. ENDNU. Omkring oliefyr meddelte han at det var det fyr de altid installerede og at vandbeholderen ikke ville blive brugt, men "proppet af". Vi fortalte ham at vi
ikke forstod logikken i dette og at det da også måtte koste ekstra at få varmtvandsbeholder
mv. i forhold til et fyr uden varmvandsbeholder mv. Tilsynsførende henviste til Hans
Steffensen hos L&R. Ham kontaktede vi så og fik igen nye grunde til dette oliefyrsvalg.
Det var det eneste fyr der var smalt nok til at kunne være på den allokerede
plads i bryggerset.
Det kunne være rart at have et varmtvandsanlæg i reserve !!??!!
Det var det fyr de plejede at bruge.
Om aftenen var vi så igen oppe og kikke, spærrene var flyttet, de sad ikke som på tegningen,
men de var da ikke i vejen mere. Til gængæld hang en stor del af ledningerne og dinglede
i fri luft, de var jo blevet revet ned igen. De flyttede spær var heller ikke ligefrem
blevet kønnere af at være banket fri fra den forkerte placering og så genplaceret.
Torsdg d. 3.9.98
Idag var der blevet begyndt på indertaget og isoleringen i loftet. Det begynder
så småt at ligne et hus. Belært af sidste weekends erfaringer brugte vi god til på at
checke isolering mv, men det så nu meget fint ud, set med lægmands øjne.
Træværket på loftet ser dog ikke lige pænt ud alt sammen, bla. har man ikke fjernet
de søm som havde været banket op i de flyttede spær. De søm stritter 3-5 cm op i luften.
Godt nok 'skal der bare' lægges glasuld henover, men det er da dårlig finish
Fredag d. 4.9.98
Nu er indertaget færdigt og loftsisoleringen er også næsten færdig. Vi har intet
hørt fra L&R omkring vores oliefyr, eller omkring påstanden om
at vi havde købt et færdigt hus og ikke detaljerne.
Søndag d. 6.9.98
Vi har skrevet til Lind og Risør omkring oliefyr. Vi har talt med naboen og set
hans installation. Hans oliefyr er vel 40 % af størrelsen på
vores og absolut lige så smalt, hvis ikke smallere. Vi har fået aftalt med ham
at vores tilsynsførende bare kan kikke forbi og se vidunderet,
som for øvrigt hedder TASSO MK 20.
Sådan et vil vi også have.