Tekst af : Torben Worsøe
bragt i Dansk Landbrug nr. 13 , den 17/6 2002
Jeg
har fået Torben
Worsøe tilladelse til at bringe den videre her. Nyd den!
Det er
håbløst bagud, det lam, som får nr. 298 ikke rigtigt vil kendes ved. Halvt så
stort som lillebror, der altid har været morens kæledægge.
Sutteflaske
vil lammet ikke have, så vi har forsynet det tåbelige får med en lang snor.
Et par gange dagligt indfanger vi fåret, og så kan det ellers nok være, at
lammet tager til sig af den gode modermælk.
Sådan
var det i hvert fald. Desværre er dyr hurtige til både at glemme og lære. I
begyndelsen troede fårene, at de skulle have korn, når vi kom ned over engen.
Så de gik os frivilligt i møde. Efter en uges tid gik det op for dem, at vi
havde andre hensigter. De første dage efter den erkendelse, blev de bare stående.
Men nu flygter de vildt til alle sider, når vi nærmer os. Nr. 298 med et langt
tov efter sig, som vi i et uværdigt forfølgelsesløb forsøger at få fat i.
Som en anden rodeotyr forsøger fåret til det sidste at undslippe, og skal det
nu endelig frem i en sluttet kreds, lykkes det faktisk alt for tit.
Lammet
har selvfølgelig for længst lært, at vores ankomst er ensbetydende med adgang
til mad, så det vimser brægende rundt mellem benene på os, mens vi forsøger
at indfange den umulige mor, der allerede, når vi er 20 meter fra hende, sætter
sig ned og tisser en tår – tegnet på at hun er klar til kapløb.
Selv
synes jeg, at jeg har udviklet en form for teknik, når fåret skal indfanges.
Det gælder om først at få hende til at løbe den ene vej, derefter til at
vende om – det får lige tovet til at ligge stille den tid, der skal til, for
at jeg som en anden Peter Schmeichel kan kaste mig over det.
Forleden
lykkedes det – næsten.
Men
jeg fik kun ikke krammet fingrene nok sammen til at tovet efterlod en lang brun
stribe af lort i min håndflade.
Heldigvis
er får ikke specielt taktiske. Det er koner heller ikke. For en gangs skyld var
vi to på engen, og min kloge kone, der stod bag det store Sankt Hans bål, som
har ligget på engen siden december orkanen i 1999, kunne slet ikke lade være
at le sin søde latter.
Det
utaktiske får løb rundt om Sankt hans bålet og praktisk taget lige i armene på
min kloge kone. I sidste øjeblik undveg fåret, mens hun beslutsomt spurtede
efter det.
Ganske
få meter blev det til inden hun faldt så lang hun var over en ujævnhed. På
grund af farten nåede hun ikke at tage fra, så hun plantede hele sin krop og
de nye briller i grønsværen.
Især
det sidste var medvirkende til, at jeg ikke brød i skrald-latter. De er trods
alt dyre, den slags briller.
Svært
var det nu. Selv lå jeg stadig langstrakt med brune fingre. Da hun hævede
hovedet for at undersøge, hvor meget der var sket, var det farvet sort af jord.
Jeg
vil ikke påstå, at det var det får, jeg hørte bræge lige i det samme. Men
triumfrende lød det.
Heldigvis
havde konen ikke slået sig mere, end at vi bagefter kunne grine af det.
Og
lammet? Tja, noget må det få at spise, for det bliver trods alt større og større.
Og fåret? Det har vi for længst opgivet at fange uden at bruge korn som
lokkemiddel.
