Efter læmning er fårene ude. I år har jeg valgt, at lammene ikke skal være så længe på stald. En mindre, men ikke uvæsentlig årsag er risikoen for, at Coccidiose smitter lammene. Af samme grund har jeg valgt at moderfår og lam bliver sat ud på en græsfold, hvor der ikke før har været får. Mens de går der, kan jeg nå at klargøre de øvrige folde. De græsfolde jeg brugte sidste år, bliver slået med en grønthøster, og det afslåede græs bliver fjernet med det samme. Heldigvis har jeg foldene lige omkring mit hus, så jeg kan nyde fårene. Jeg tilser fårene mindst et par gange dagligt. Jeg kan holder af kontakten med fårene, men derudover ser jeg naturligvis også efter, om de basale ting er i orden, f.eks. om de har friskt vand, og om dyrenes almene tilstand er i orden. Jeg ser bl.a efter om der er nogle får, der halter. Årsagen kan være, at de har fået sten op mellem klovene. Jeg ser også efter, om der er et får, der ligger på ryggen. Får kan ikke tåle at ligge på ryggen, så løber maveindholdet ned i deres lunger og ødelægger dem, og efter kort tid dør fåret. |