|
Kampreferat Midtdjurs IF mod ASA søndag d. 7. september 2003
Øv, øv og seks gange øv…
Endnu er det ikke afgjort om vinden vendte eller om holdet i går eftermiddag blot mistede pusten i ca. 15 minutter af anden halvleg. Ikke desto mindre spillede holdet forrygende i første halvleg. Med lidt vanskeligheder i starten på grund af en meget våd bane spillede holdet sig stille og roligt ind i kampen. Desværre når Midtdjurs at score direkte på et - i øvrigt tvivlsomt - frispark midt i halvlegen.
Efter 25 minutter bliver Hanne desværre skadet (igen!) og må udgå. Det gav et par omrokeringer, hvor Nanna der efterhånden er kommet sig over sin køresyge (måske den eneste på holdet, der ikke har været i byen lørdag oparbejder selvfølgelig en køresyge på vejen til kampen…) kommer ind på fløjen og Mariana bliver rykket ned på backen. Det gav et kæmpe rygstød frem i banen, da Mariana med sin hurtighed satte sig fuldstændigt på Midtdjurs' ene angriber og med Stine stærkt spillende på den anden markering kom midtbanen længere frem på banen.
Efter 38 minutter slider Nanna sig frem på højre fløj, tackler sig gennem to modstandere, hvorefter bolden lander for fødderne af holdets skarpretter Kristina, der konsekvent og uden den støre tøven (syv-otte driblinger) scorer sikkert. 1-1 og vi sad nu på kampen. En kæmpe chance bliver desværre ikke udnyttet og et fantastiske par dribleture af Ingeborg giver ikke 100% udbytte, da bolden desværre ikke havner til favorit benet. Uheldigvis slår modstanderne kontra og scorer 3 min. før pausen til 2-1 ikke retfærdigt i forhold til spil og chancer men så modbydeligt kan fodbold jo være.
I anden halvleg tog holdet sig en blunder i et kvarters tid, der akkurat var nok for Midtdjurs til at afgøre tingene. Vores forsvar kommer til at stå en anelse for langt tilbage på banen, hvilket bliver udnyttet til to ekstra mål. Sisse laver efterfølgende sæsonens mest klare straffespark og pludselig stod der 6-1 på måltavlen.
Nok om den anden halvleg der virkede som ufattelig lang på trods af, at dommeren fløjtede kampen af efter 89 minutter. En kæmpe ros skal dog lyde til hele holdet. Efter at være passeret så mange gange kan pusten godt lige forsvinde, men holdet tog sig sammen og kæmpede videre - kanon flot indsats. Modstanderen var lige en tand bedre, men ikke nok til at vi ikke kan slå dem, når ASA lægger græs til.
Generelt var der god kommunikation på banen og vi formåede at lave flere frispark en i de tidligere kampe, hvilket var med til at bevare overtaget i første halvleg. Resultaterne har desværre ikke været med os i de første fire kampe, men spillet er blevet bedre og bedre. Efter kampen i går er jeg 110% sikker på at næste kamp på fort ASA mod Mols vil blive vendepunktet! Husk at vi er ubesejrede på hjemmebane...
|