Vedtægter for Projekt Genesis

(Godkendt 6/2 1999)

 

Kap. 1: Navn

§1

Projekt Genesis, herunder Café Genesis som et narko- og alkoholdfrit sted i midtbyen, er betegnelsen for et opsøgende fælles projekt blandt unge, bestående af det kirkelige foreningsliv på evangelisk luthersk grund i Kolding by.

Kap. 2: Grundlag

§2

I overensstemmelse med dansk tradition og danske kirkeforhold vil projekt Genesis i sit virke være forpligtet på Den danske Folkekirkes lutherske bekendelsesskrifter.

Kap. 3: Formål

§3

Formålet med projekt Genesis er at drive et forebyggende dag- og natopsøgende arbejde blandt unge i socialt truede situationer ud fra et kristent livs- og menneskesyn, så de ikke bliver hængende i misbrugsrelaterede miljøer, men derimod positivt engageres i samfundet via de igangværende kirkelige- og forenings tilbud.

Kap. 4: Projekt bestyrelse

§4

Projektet ledes af en demokratisk valgt bestyrelse. Bestyrelsen er ansvarlig for, at projektet udføres i overensstemmelse med grundlag og formål i relation til det naturlige kirkelige bagland og forenings liv repræsenteret i projektets repræsentantskab.

§5

stk.1: Projekt bestyrelsen vælges på et årligt ordinært skriftligt indkaldt repræsentantskabsmøde med min. 30 dages varsel inden udgangen af marts måned. 

stk.2: Projekt bestyrelsen består af min. 4 medlemmer og max 8 medlemmer og vælges for ét år ad gangen. Disse indgår i den daglige ledelse af projektet som teamledere med jævne mellemrum.

stk.3: Valgbar til projekt bestyrelsen er enhver, der:

a) der har en naturlig positiv interesse i projektet

b) der i forvejen er kendt og engageret et evangelisk luthersk kirkeligt stykke arbejde

c) der kan vedkende sig projektets formål og grundlag 

stk.4: Bestyrelsen konstituere sig selv med formand, næstformand, kasser og sekretær.

stk.5: Formanden udgør den daglige projekt ledelse, medmindre der ansættes en til formålet.

stk.6: Bestyrelsen mødes månedligt og er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal under ansvar til repræsentantskabet som øverste myndighed.

stk.7: Der føres en underskrevet beslutningsprotokol. 

Kap.5: Repræsentantskab

§6

Repræsentantskabet er projektets øverste myndighed. Beslutninger på repræsentantskabsmødet træffes ved simpelt stemme flertal. Vedtægtsændringer kan dog kun vedtages af et enigt repræsentantskab.

§7

stk.1: Repræsentantskabet udpeges af medlemorganisationerne blandt disses bestyrelsesmedlemmer eller ansatte i ledende/ betroede stillinger (præst, missionær, prædikant, sekretær, sogne/missonærmedhjælper, ledere el. lign), dog sådan at hver kirke/ organisation har mulighed for at vælge/ udpege min. 1 medlem og max. 3 medlemmer. Man vælges/ udpeges skrifteligt af sin organisationen til repræsentantskabet for en 3-årig periode.

stk.2: Som medlemmer af Projekt Genesis repræsentantskab kan optages kirker og organisationer,

a) der har en naturlig positiv interesse i projektet

b) der i praksis bygger på et evangelisk luthersk grundlag

c) der kan vedkende sig projektets formål og grundlag

Optagelse i projektets repræsentantskab forudsætter et enigt repræsentantskab af de fremmødte stemmeberettigede.

stk.3: Dagsorden for repræsentantskabet er som følgende:

1: Valg af dirigent

2: Valg af referent

3: Beretning fra projektet gennem året samt orientering om nye tiltag

4: Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse

5: Valg af medlemmer til projekt bestyrelsen

6: Valg af revisor

7: indkomne forslag

8: Eventuelt

Kap. 6: Medarbejdere

§8

Arbejdet drives hovedsagligt af frivillig ulønnet arbejdskraft, med mindre der er ansøgt og bevilget en særlig lønnet indsats. Der kan dog udbetales honorarer m.v. i forbindelse med undervisning, koncerter og særlig events.

§9

Det forudsættes, at enhver medarbejder i projektet i forvejen har udvist et personligt og modent engagement i evangelisk luthersk sammenhæng.

Kap. 7: Økonomi og tegningsret

§10

Projektet drives ved hjælp af tilskud fra offentlige midler og fonde, frivillige gaver, organisationer, samt, om nødvendigt, et medlemskontingent af medlemsorganisationerne.

§11

Formanden og kasseren er bemyndiget til i foreningen med personlig underskrift at indgå juridisk bindende aftaler for projektet. For bestyrelsesmedlemmer gælder i øvrigt dansk rets almindelige erstatningsregler, men ingen hæfter personligt for projektets evt. gæld.

§12

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december

 

 

Tilbage

Hovedmenu