06.10.98

Husbyggeravis uge 37




Nyhedsbrev for uge 37

Så er det igen mandag og denne gang vil vi forsøge at få vort lille blad ud til tiden.

Sidste uge stod i oliefyrets tegn, men det vil nok med al tydelighed fremgå af nedenstående.

mandag d.7.9.98

Intet nyt fra L&R vedr. oliefyr. Vi kørte op og kikkede på byggeriet om aftenen, murerne er i fuld gang indendørs og VVS folkene trækker vandslanger til vådrummene.

tirsdag d. 8.9.98

Intet nyt fra L&R vedr. oliefyr.

onsdag d. 9.9.98

Intet nyt fra L&R vedr. oliefyr.

Vi kikkede op til byggeriet om aftenen. Murerne var gået igang med murstenene på den ene gavlvæg. Indendørs var gulvvarme installationen ved at være på plads og vi begyndte så småt at blive nervøse for at L&R bare ville installere det skrummel af et oliefyr de havde leveret.

torsdag d. 10.9.98

Vi kontakter om formiddagen den byggeansvarlige hos L&R Jan Füchsel telefonisk. Han har stadig intet undersøgt omkring oliefyr på trods af at vi først gjorde ham opmærksom på problemet 31.8.

Vi gør det HELT KLART at vi ikke vil have det leverede oliefyr. Han lover at vende tilbage senere.

fredag d. 11.9.98

Vi er nu godt trætte af at ingen afklaring er fundet på oliefyrssagen.

Jan Füchsel ringer kl. 09.30 og meddeler at der ikke kan ændres i kontrakten og at vi ikke kan få et andet oliefyr. Der findes ikke mindre modeller og det planlagte fyr passer bedre arkitektonisk ind i bryggerset !!! Vi foreholder ham endnu en gang at vores kontrakt specifikt siger at oliefyret skal være UDEN varmtvandsbeholder. Füchsel meddeler at han bliver nødt til få at sin chef til at ringe til os.

Vi kontakter VVS installatøren. Han er rimeligt muggen fordi hans arbejde med monteringen af fyret er blevet stoppet og at han nu bliver forsinket. Vi fortæller ham at han nok skal rette sin vrede andetsteds, da L&R har syltet sagen i 10 dage. Han fortæller os at han først 10.9.98 er blevet underrettet om at der er problem med oliefyrstypen.

Herefter kontakter vi Brdr. Dahl A/S, det er dem der har leveret det fyr vi ikke vil have. Her får vi en fantastisk god service fra deres salgsafdeling. Priser, leveringstider og fysiske mål fremskaffes på få minutter.

Prisen på det fyr L&R vil prakke os på er ca. 12.600 kr. Det fyr vi gerne vil have koster ca. 5.200 kr og kan leveres dagen efter.

Vi forklarer lidt om problemstillingen og at vi har fået leveret et HS TARM MK 20, Sælgeren fra Brdr. Dahl lover at undersøge om HS Tarm leverer fyr uden varmtvandskedel. Indenfor 10 minutter ringer han igen. Han har talt med HS Tarm og de laver også et oliefyr uden varmtvandskedel til en pris af 5.6000 kr.

Nu er vi for alvor ved at være sure, et er at L&R fylder os med øregejl, et andet er at de vil prakke os et kr. 7.000 dyrere fyr på halsen.

kl. 11.00 ringer Jan Füchsel igen og meddeler at vi får det fyr vi har bedt om. Mange tak og glæde i det lille hjem, men ...................

kl. 12.30 ringer Jan Füchsel igen igen, nu vil han have at vi sender ham et brev hvor vi skriftligt fortæller hvilket fyr vi vil have og at vi påtager os det fulde økonomiske ansvar for en eventuel fordyrelse af projektet.

Hvordan f..... kan projektet blive dyrere ved at vælge et kr. 7.000 billigere oliefyr. Her kommer han vist til at tale over sig idet han siger at det er på grund af en årsbonus L&R får for at aftage en speciel fyrtype fra HS tarm.

Var vi sure før, blev det bare endnu værre af den information, vi føler det er plat ud over alle grænser. Så Jan Füchsel fik sit brev, 2 tæt beskrevne sider om forløbet og om hvordan han har syltet sagen i 10 dage og nu ynkeligt forsøger at redde sin bagdel, vi meddeler at vi ingen som helst ekstraomkostninger påtager os, det er ikke os der har kvajet os. Brevet blev sendt med kopi til Torben Lind, en af toppingerne hos L&R.

Lørdag d. 12.9.98

Vi tager op for at kikke til byggeriet. Mureren er færdig med den ene gavn og halvvejs gennem 1 af langsiderne. Huset er blevet låst af og vi har ikke fået nøglen endnu. (Den var dog kommet i mellemtiden med posten og lå og ventede derhjemme).

Vi lagde mærke til at der rundt om et af vinduerne var sat tagpap/tjærepap på den ene side af vinduesrammen. Dette undrede os en del. Vi kørte til Ølstykke, der er et hus der er lidt foran vores, her kunne vi se at der rundt om alle vinduespartier sad tagpap. Dette sidder der for at undgå at fugt trænger ind, men på 4 af vores vinduer og begge døre manglede denne afskærmning og opmuringen var kommet så langt at de ikke kunne sætte tagpap på uden at rive murstenene ned rundt om disse døre og vinduer. Denne information vil blive forelagt Jan Füchsel mandag morgen.

søndag d. 13.9.98

Vi taler med vores nabo, han meddeler at samme morgen har L&R's VVS installatør været forbi for at kikke på hans oliefyrsinstallation, så mon ikke vi får vores vilje. Vi beklager hvis tonen i ovenstående er lidt rå, men det er ligesom glæden ved at se vores hus blive skabt bliver overskygget af alt det vrøvl, vi har ikke lyst til at være bussemænd hele tiden, men det er åbenbart nødvendigt hvis tingene skal glide.

venlig hilsen

Winnie og Frank Jeppesen