Enkelte diamanter er blevet kendte på grund af størrelse, farve, indre fejl eller fordi de tilhørte en speciel ejer og derved er blevet navngivet. Nogle eksempler på enkeltstående kendte diamanter er Taylor-Burton, Afrikas stjerne eller Cullinan I, Afrikas hjerte, Østens Stjerne, Jordens Stjerne, Sydens Stjerne, Hope og Koh-i-Noor. Af mindre kendte diamanter kan nævnes Sancy, Orlov, Copenhagen blue, Den smukke Helene, Carlotta, Hope of Africa og mange flere. Til alle de navngivne diamanter følger små anekdoter, nogle rørende romantiske og andre uhyggelig dramatiske. I dette indlæg berettes om en særlig diamant, nemlig Hope, som beskyldes for direkte at have haft indflydelse på nogle menneskers skæbner.
Som indledning skal ultrakort nævnes hvorfor diamanter tillagdes så høj værdi igennem det meste af historien og stadig er meget værdsatte. Tre attråværdige egenskaber: glans, lysbrydning og hårdhed eller robusthed. En diamant ligefrem blænder når man ser på den i stærk sollys det vil sige den har en høj glans. En brilliant-sleben diamant, farvet såvel som klar, vil altid lege med lyset og vise hele farvespektret. Diamant er det hårdeste materiale det vil sige at den kan ridse i alt andet materiale uden selv at blive ridset. Så en facetsleben diamant skal altså ikke genpoleres. Denne egenskab gjorde diamanten populær som amulet og talisman som et smykke til især mænd i kamp helt tilbage til det 4. årh. AD. Navnet diamant er afledt af henholdsvis det græske og latinske udtryk adamas og diamas, som netop kan oversættes til ubetvingelig eller uovervindelig.
Hvordan kan diamanter være direkte skæbnesvangre? I det 14. og op til 18. årh. var det meget anvendt at pulverisere blandt andet diamanter som et medicament til indvortes brug ved behandling af royale og andre velstående personnagers mavegener og sindslidelser. Meget naturligt døde patienten efter sådan en kur. I 1700 tallet er der endelig en tysk læge (Johann Jacob Woyt) som stiller spørgsmål omkring diamantens egenskaber. Måske er det netop de dramatiske følgevirkninger efter ”diamantkur” som har tillagt diamanter (der er flere andre ”ædelsten” som har tilsvarende blakkede rygte) en overnaturlig egenskab nært forbundet med ”de højere magter”. Hvis man er i besiddelse af en sådan værdifuld slebet sten, og man venter (forhåbentligt) længe – og ikke spiser den - ja så rammes man jo nok af lidt uheld og sorg på et eller andet tidspunkt. Men om det nu virkelig skyldes diamanten kan man sætte spørgsmålstegn ved. Under alle omstændigheder kan sådan omtale af en diamant gøre den endnu mere værdifuld og få prisen til at stige!
Den diamant, som nok er mest berømt for at have en blodig historie på samvittigheden er ”den blå diamant”, bedre kendt som :”Blue Hope” eller blot ”Hope”. Dens farve er en karakteristisk dyb næsten metallisk gråblå. Op til 20 af dens ejere fik en noget tragisk død. Her skal kun omtales nogle få- og det er ganske vist -.
For ca. 500 år siden sad juvelen som (et ?) øje på en indisk gudefigur indtil en hindupræst ikke længere kunne modstå fristelsen til at stjæle den blå sten. Han blev dog hurtigt fanget og pint ihjel. I 1642 blev den blå diamant købt af en fransk handels- og opdagelsesrejsende, Jean Baptiste Tavernier. Han solgte den og 14 andre diamanter til den juvelglade franske konge Ludvig XIV, Solkongen. Tavernier blev godt betalt af kongen, men da hans søn kom ud i spillegæld gik hele formuen til at løskøbe ham for. Tavernier rejste endnu engang til Indien i håb om at finde/købe flere diamanter. Han kom dog aldrig mere tilbage fra Indien. Det rygtedes at han var flået i stykker af vilde hunde.
Oprindelig vejede den blå diamant 112 kt (en karat svarer til 0.200 gram). Solkongen fik slebet den blå diamant til og sat som smykke til brug ved ceremonielle begivenheder og da vejede den 67 kt. Den blå diamant forblev i det franske og dengang temmelig upopulære kongehus indtil revolutionen. Efter halshugningen af kong Ludvig XVI og dronning Marie Antoinette skulle den store samling af alle de franske kronjuveler flyttes og herved forsvandt den blå krondiamant. I 1812 bliver en tilsvarende blå diamant beskrevet som tilhørende Kong Georg IV af England. På det tidspunkt var Englands kongehus i dyb gæld og af private kanaler forsøgte man at sælge den blå diamant. Måske blev den da solgt til den velhavende irlænder Henry Hope. I 1902 går familiedynastiet Hope konkurs og den blå diamant sælges atter på en auktion. Indtil 1910 skifter Hope ejermand mindst 10 gange og disse ejere lider en noget bemærkelsesværdig skæbne. Den ene er en tyrkisk sultan Abdul Hamid som forærede den til sin hustru, men da han selv kommer i økonomiske vanskeligheder myrder han hende for at få diamanten tilbage. Han mister alligevel magten og tronen.
Endelig blev Hope diamanten købt af Pierre Cartier i 1910. Han kendte en vis dame, Mrs Evalyn Walsh McLean. Mrs McLean var kendt for sin passion for diamanter. Hun var datter af en heldig guldgraver i USA. Hendes far havde givet hende den vane at for god opførsel fik hun kostbare gaver blandt andet diamanter. På sin bryllupsrejse til Paris skulle hun da også lige besøge Cartier. Hun brød sig desværre ikke om designet af den blå diamant. Men Cartier tilbød at hun måtte låne diamantsmykket weekenden over. Selvfølgelig købte damen så den blå diamant. Inden året er omme dør Mrs McLeans mor. Mrs McLean får den blå diamant velsignet af den lokale præst hjemme i staterne. Ifølge hendes egne udtalelser var det et pludseligt uhyggeligt uvejr samtidig med den kirkelige ceremoni. Tilsyneladende hjalp velsignelsen. Da hun døde i 1947 ejede hun foruden Hope – som nu havde et nyt design og vejede 45.52 kt - også Østens Stjerne (94.8 kt), Sydens Stjerne (15 kt) og en McLean (31 kt) plus flere unavngivne diamanter.
I dag kan man besøge Hope diamanten på Smithsonian Institution i Washington D.C. hvor den beskrives som en 45.60 kt diamant med dimensionerne 25.6x21.78x12.00 mm. Designet er en ”cushion antik” brilliant. Farven er ”fancy” blå med hvidlige urenheder (inklusioner). Ind imellem rejser Hope diamanten rundt til udstillinger og sidste efterår 2000 var den tilbage i Paris til en særudstilling om diamanter.
Anbefalet literatur :
Balfour,
Ian, 1992: Famous diamonds. Colchester N.A.G. Press. 245 s., ill.
Harlow,
George, E., 1998: The Nature of diamonds. Cambridge University Press. 278 s.,
ill.
Proddow,
Penny, 1996: Diamonds. London Harry N. Abrams. 191 s., ill.
Schumann,
Walter, 1997: Gemstones of the world. London N.A.G. Press. 271 s.
Mrs
Evalyn Walsh McLean med Hope
halssmykket efter sit eget design.
Kong
Ludvig XV med Hope sat på bånd, efter solkongens design.