| Dagbog: |
|
30. maj - 5. juni: Så har vi krydset
ækvator og efter 9 timers flyvning lander vi i midten af Polynesien på Samoa. Den sidste
tidszone på kloden og dermed 12 timer fra Danmark / Norge. Desuden er vi cirka 20.000 km.
fra Danmark og med 40.000 km. omkring jorden, må vi jo være cirka på den anden side.
Med andre ord, geografisk halvvejs på vores tur.
Vi kommer i den tørre del af året hvor der dog stadig er en del regn og meget høj
luftfugtighed. Dag-temperaturgennemsnittet varierer med kun 1 grad om året.
Vi deler en taxi med et andet par, de 35 km. til hovdestaden Apia hvor vi får et par
senge i en sovesal på Samoan outrigger hotel klokken halv fem om morgenen.
Klokken halv otte får vi den inkluderede standard morgenmad der består af papaya,
kokosnød, bananer, lime og toastbrød. Det smager dejligt, men der er jo ikke ret meget
føde i det. Vi finder dog hurtigt et supermarked med masser af importerede varer fra New
Zealand (og airconditioning!). Samoa producere ikke ret meget selv, så det meste er
importeret. Nå, men vi fandt både rigtigt smør, lagret ost, leverpostej og frisk brød,
yummi, yummi...
De vi har mødt indtil nu, der har rejst i længere tid fortalte os, at efter cirka 3
måneder vil man blive lidt træt af og pakke, finde nyt sted og bo, pakke ud, pakke,
finde nyt sted og bo osv. Det er heller ikke forbigået os. Ikke mindst efter den noget
stressede Los Angeles tur, har vi sat tempoet noget ned, og tilbringer længere tid de
fleste steder. Vi kommer måske ikke igennem hele programmet, men vi skal heller ikke se
alt for enhver pris. Det er som heller ikke så tosset og sidde det meste af dagen
under en palme med en god bog. De første par dage får vi så til og gå med og slappe
af, samt snorkle i Palolo Deep National Marine Reserve,
der er et af de få steder hvor man kan gå/svømme ud til koralrevet fra stranden.
Klimaet på Samoa motiverer en til afkøling i vandet. Det er som ikke fordi det er så
varmt (25 - 30ºC), men luftfugtigheden nærmer sig de
100%, hvilket betyder at sveden ikke kan fordampe fra kroppen. Det resulterer så i, at
kroppens naturlige kølesystem ikke fungerer samt at man altid er våd af sved. Det
betyder selvfølgelig også, at ens tøj har svært ved at tørre og at hotelværelser og
sengetøj i stor grad lugter af mug. Men ak, det er jo prisen for at opholde sig tæt på
ækvator. Den høje varme og luftfugtighed resulterer da også i, at vi bliver ramt
af en sygdom som ifølge guidebogen hedder Polynesian Paralysis, der er et andet
ord for dovenskab. En "sygdom" som resten af Polynesien tilsyneladende har lidt
af i mange tusinde år!
Vejret har ellers været noget blandet her på egnen. Vi var ellers blevet vandt til sol
og blå himmel fra Mellemamerika, men hernede kan det i løbet af ingen tid slå om fra
solskin til lyn, torden og vand i enorme mængder. Efter de første dage med sol fik vi 3
dage med konstante regnbyger. Vi havde dog i mellemtiden fået et rimelig stort værelse
på Seaside Inn hvor vi så fik tiden til og gå med kortspil, bøger og
computerspil.
Samoa er et meget religiøst samfund. Hovedstaden Apia består af cirka 33.000 indbyggere
og der er ikke mindre end 73 kirker. På trods af den religiøse opvækst har de, ifølge
vores guidebog, meget svært ved og kende forskel på mit og dit. Det fik vi så også
bevist en regnful dag hvor vi tog os en siesta. Så bankede det på døren, men vi mente
hvem det end var kunne det vente til senere. Kort efter kunne vi dog se en fyr luske rundt
om hytten og forsøge og kigge ind gennem vinduerne. Jeg gik selvfølgelig ud for og se
hvad han havde gang i. Han kom med en dum undskyldning om at han solgte souvenirs, yeah
right!!! Han blev så rapporteret til receptionen hvor de kendte ham fra tidligere
tilfælde. De ringede så efter politiet og mens vi ventede på dem, gav receptionisten
ham lige lidt klø (stor dame, uha uha). Da de mandlige politibetjente endelig kom
traskende i deres nederdele og flip-flops, der er uniformen hernede, gav de mest udtryk
for, at det var spild af deres tid. De tog ham dog med og så var det det.6. - 8. juni: Det ser ud til at vejret er
blevet bedre så vi snupper bussen til Mulifanua hvor vi tager færgen de 1 ½
time til Savai'i, der er den største af de to øer med ca. 45.000
indbyggere. Efter en kort bustur kommer vi til Siufaga Beach Resort hvor vi
havde booket en hytte. Det var dog ret dyrt med 300 kr. per overnatning, men vil man
uden for byen er der ikke andre muligheder. Overnatning på Samoa er generelt ret dyr. Vi
sparer så lidt på madbudgettet ved og spise potnudler. Der er ingen tvivl om, at
formålet med dette sted er inaktivitet. Kysten ud for resortet byder på den ene lækre
strand efter den anden, som man ka' ha' helt for sig selv. Vi mødte ikke en eneste turist
og kun nogle lokale fiskere i deres små kajakker i ny og næ. Her fik vi så det meste af
tiden til og gå med at snorkle og plaske rundt i vandkanten. Efter et par hyggelige dage
tog vi så tilbage til Apia.
9. - 13. juni: Efter nogen dage i Apia
med lille aktivitet og ikke alt for godt vejr beslutter vi os for og leje en bil for en
dag. Vi starter med og køre til Papasee'a Sliding Rock, der er en række
vandfald med klipper der virker som en slags naturlig rutsjebane. Efter et par ture på de
ikke alt for glatte klipper kører vi videre til Piula Cave Pool. Pool'en, der
delvist går ind i en grotte under en kirke, er et meget klar naturlig ferskvandsbassin,
hvor man ka' få sig en dejlig afkøling og snorkle mellem de mange fisk. Desværre måtte
K blive ovenvande, da hendes badedragt ikke dækker nok af kroppen. Her bader kvinderne
fuld påklædt! Efter og ha' konsumeret vores hjemmelavede oste/bacon sandwiches kører vi
sydøst over øen, ned til Lalomanu Beach, der er en super lækker strand. Den er
nogenlunde som man forestiller sig en strand på en Stillehavsø. Foruden badning var der
meget flotte rev hvor man kunne snorkle i overordentlig god sigtbarhed. På vejen tilbage
til Apia tog vi en anden rute, hvor vi holdt et par pauser ved nogle store flotte
vandfald. En del af vejen var blevet afskåret, da en af broerne over en flod var skvattet
sammen. Vi måtte istedet tage en meget primitiv og ujævn grusvej med en del mudder. Det
var nok ikke uden grund at man stort set kun ka' leje små Suzuki jeeps.
Når man kommer uden for hovedstaden er folk meget mere venlige og man skal hilse på alle
man møder. Især børnene er lige ved og knække på midten af bare iver for at vinke.
Så når vi kørte gennem landsbyerne måtte K fungere som "dronning Margrethe"
og vinke mens jeg skulle sørge for ikke og køre ind i høns, grise, køer mv. Meget
forfriskende efter Apias konstant præmenstruelle humør...
14. juni: Så er vi klar til og forlade
Samoa med kurs mod Tonga.
(Fortsætter i Tonga afsnittet) |
