Karl Marx og Friedrich Engels, 1848
Et spшgelse gеr gennem Europa - kommunismens spшgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt pе dette spшgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.
Hvor er det oppositionsparti, der ikke af sine regerende modstandere er blevet skжldt ud for kommunistisk, hver er det oppositionsparti, der ikke har slynget den brжndemжrkende beskyldning for kommunisme tilbage i hovedet pе de mere fremskredne oppositionsfolk og pе deres reaktionжre modstandere?
Denne kendsgerning viser to ting.
Kommunismen anerkendes allerede af alle europжiske magter som en magt.
Det er pе hшje tid, at kommunisterne giver hele verden klar besked om deres synsmеde, deres mеl, deres tendenser, og stiller et manifest fra partiet selv op mod eventyret om kommunismens spшgelse.
Med dette formеl mшdtes kommunister af de forskelligste nationaliteter i London og gjorde udkast til fшlgende manifest, som vil blive udsendt pе engelsk, fransk, tysk, italiensk, flamsk og dansk.
"Kommunisternes Forbund", der var en international arbejdersammenslutning, og som under de davжrende forhold naturligvis mеtte vжre hemmelig, overdrog pе den kongres, der blev afholdt 1847 i London, undertegnede at udarbejde et udfшrligt teoretisk og praktisk partiprogram beregnet for offentligheden. Sеdan opstod det manifest, som fшlger nedenfor. Kun fе uger fшr Februarrevolutionen1 afgik manuskriptet til London for at blive trykt. Det blev fшrst udsendt pе tysk, og pе dette sprog er det optrykt i mindst tolv forskellige udgaver i Tyskland, England og Amerika. Pе engelsk udkom det fшrste gang 1850 i London i "Red Republican", oversat af miss Helen Macfarlane, og i 1871 kom det i mindst tre forskellige oversжttelser i Amerika. Pе fransk kom det fшrste gang i Paris kort fшr Juniopstanden 1848, for nylig i "Le Socialiste", der udkommer i New York. En ny oversжttelse er under forberedelse. Pе polsk udkom det i London lige efter den tyske udgave, pе russisk i Genиve i 60'erne. Ogsе pе dansk blev det oversat, kort efter at det var udkommet.
Selv om forholdene i de sidste fem og tyve еr i hшj grad har forandret sig, er de almindelige grundsжtninger, der udvikles i dette manifest, i det store og hele fuldstжndig rigtige den dag i dag. Hist og her er der enkeltheder, der kunne forbedres. Den praktiske anvendelse af disse grundsжtninger vil overalt og til enhver tid - det forklarer manifestet selv - vжre afhжngig af de omstжndigheder, der historisk foreligger, og derfor lжgger vi absolut ingen sжrlig vжgt pе de revolutionжre forholdsregler, der er foreslеet i slutningen af afsnit II. I dag ville dette sted i mange retninger lyde anderledes. Programmet er i dag flere steder forжldet pе baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve еr og den fremadskridende partiorganisation af arbejderklassen, der hжnger sammen dermed, endvidere pе baggrund af de praktiske erfaringer, fшrst fra Februarrevolutionen og i endnu hшjere grad fra Pariserkommunen, hvor proletariatet for fшrste gang to mеneder igennem havde den politiske magt. Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at "arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den fжrdige statsmaskine i besiddelse og sжtte den i bevжgelse for sine egne formеl". ("Borgerkrigen i Frankrig, adresse fra Den internationale arbejderassociations generalrеd"). Desuden er det klart, at kritikken af den socialistiske litteratur nu er mangelfuld, fordi den kun gеr til 1847; det samme gжlder bemжrkningerne om kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier (afsnit IV), der - selv om det stadig er rigtigt i grundtrжkkene - dog nu er forжldet i sin fremstilling alene af den grund, at den politiske situation er blevet en helt anden, og den historiske udvikling har bragt de fleste af de dйr opregnede partier ud af verden.
Imidlertid, manifestet er et historisk dokument, som vi ikke mere mener os
berettigede til at forandre pе. Mеske kommer der senere en udgave ledsaget af et
forord, der skulle danne bro over den klшft, der skiller os fra 1847; det
foreliggende optryk kom for uventet for os, til at vi kunne nе det nu.
London, 24. juni 1872
Karl Marx. Friedrich Engels
Den fшrste udgave af "Det kommunistiske partis manifest" udkom, i Bakunins oversжttelse, i begyndelsen af 60'erne2 pе Kolokol's trykkeri. Vesteuropa kunne dengang kun se et litterжrt kuriosum i den (den russiske udgave af manifestet). Nu er en sеdan opfattelse ikke mulig mere.
Hvor begrжnset det omrеde endnu var, som den proletariske bevжgelse dengang (december 1847) rшrte sig pе, fremgеr tydeligst af manifestets slutningskapitel: Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier i de forskellige lande. Her mangler netop - Rusland og De forenede Stater. Det var dengang, Rusland var hele den europжiske reaktions sidste store reserve; da De forenede Stater opsugede Europas proletariske kraftoverskud gennem indvandringen. Begge lande forsynede Europa med rеstoffer og var samtidig afsжtningsmarkeder for dets industriprodukter. Begge var altsе dengang, pе den ene eller den anden mеde, grundpiller for den bestеende europжiske orden.
Hvor helt anderledes er det ikke i dag! Netop den europжiske indvandring satte Nordamerika i stand til at frembringe en kжmpemжssig landbrugsproduktion, hvis konkurrence ryster den europжiske grundejendom - den store som den lille - i sin grundvold. Denne indvandring har samtidig tilladt De forenede Stater at udnytte deres uhyre industrielle hjжlpekilder med en energi og i en udstrжkning, der inden lжnge mе bryde det monopol, som Vesteuropa og navnlig England hidtil har haft. Begge disse omstжndigheder virker revolutionжrt tilbage pе Amerika selv. Farmernes lille og mellemstore grundejendom, som er basis for hele den politiske forfatning, ligger mere og mere under i konkurrencen med kжmpefarmene; i industriomrеderne udvikles der samtidig for fшrste gang et proletariat i massemеlestok og en fabelagtig koncentration af kapitalerne.
Og nu Rusland! Under revolutionen 1848-49 ansе ikke blot de europжiske fyrster, men ogsе de europжiske bourgeois'er en russisk indgriben for den eneste redning mod proletariatet, der dog fшrst var ved at vеgne. Tsaren blev udrеbt til chef for den europжiske reaktion. I dag er han revolutionens krigsfange i Gattjina, og Rusland danner fortroppen for den revolutionжre aktion i Europa.
Det kommunistiske manifest havde til opgave at proklamere, at de moderne borgerlige ejendomsforhold gеr en uundgеelig oplшsning i mшde. Men i Rusland finder vi, ved siden af hurtigt opblomstrende kapitalistisk svindel og tillшb til borgerlig grundejendom, at over halvdelen af jorden er i bшndernes fжlleseje. Spшrgsmеlet er sе: kan den russiske obstjina, en ganske vist stжrkt undergravet form for det urgamle fжlleseje af jorden, gе direkte over i den hшjere form, det kommunistiske fжlleseje? Eller mе den omvendt fшrst gennemlшbe den samme oplшsningsproces, som er indholdet i Vesteuropas historiske udvikling?
Det eneste svar herpе, som kan gives i dag, er fшlgende: hvis den russiske
revolution bliver signalet til en proletarisk revolution i Vesteuropa, sеdan at
begge kompletterer hinanden, sе kan det nuvжrende russiske fжlleseje af jorden
tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling.
London, 21. januar 1882.
Karl Marx. Friedrich Engels
Forordet til nжrvжrende udgave mе jeg desvжrre underskrive alene. Marx, den mand, som hele arbejderklassen i Europa og Amerika skylder mere end nogen anden - Marx hviler pе kirkegеrden i Highgate, og pе hans grav gror allerede det fшrste grжs. Efter hans dшd kan der jo slet ikke mere vжre tale om at omarbejde eller supplere manifestet. Sе meget mere nшdvendigt mener jeg, det er, her endnu engang udtrykkeligt at fastslе fшlgende:
Den grundtanke, der gеr gennem manifestet: at den шkonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale struktur inden for hvert historisk tidsafsnit danner grundlaget for dette tidsafsnits politiske og intellektuelle historie; at fшlgelig al historie (siden oplшsningen af det жldgamle fжlleseje af jorden) har vжret historie om klassekampe, kampe mellem udbyttede og udbyttende, beherskende og herskende klasser pе forskellige trin af den sociale udvikling; at denne kamp imidlertid nu har nеet et trin hvor den udbyttede og undertrykte klasse (proletariatet) ikke mere kan befri sig for den udbyttende og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uden samtidig for bestandig at befri hele samfundet for udbytning, undertrykkelse og klassekampe - denne grundtanke tilhшrer ene og alene Marx3.
Jeg har allerede sagt dette mange gange; men netop nu er det nшdvendigt, at
det ogsе stеr foran selve manifestet.
London, 28. juni 1883
Fr. Engels
Manifestet har fшrt en ejendommelig tilvжrelse. Da det fremkom, hilstes det (som de oversжttelser, der er nжvnt i det fшrste forord, beviser) med begejstring af den videnskabelige socialismes endnu fеtallige fortrop, men snart blev det trжngt i baggrunden af den reaktion, der satte ind med Pariserarbejdernes nederlag i juni 1848, og endelig blev det ved dommen over kommunisterne i Kцln i november 1852 "i lovens navn" lyst i band. Da den arbejderbevжgelse, som Februarrevolutionen fremkaldte, forsvandt fra den offentlige skueplads, trеdte ogsе manifestet i baggrunden.
Da den europжiske arbejderklasse igen var kommet tilstrжkkelig til krжfter til at foretage et nyt fremstшd mod de herskende klassers magt, opstod Den internationale arbejderassociation. Dens mеl var at smelte hele den kamplystne arbejdermasse i Europa og Amerika sammen til йn stor sluttet hжr. Den kunne derfor ikke tage sit udgangspunkt i de grundsжtninger, manifestet indeholder. Den mеtte have et program, der ikke lukkede dшren i for de engelske fagforeninger, de franske, belgiske, italienske og spanske proudhonister og de tyske lassalleanere4 . Udkastet til dette program - de betragtninger, der ligger til grund for Internationales statutter - skrev Marx med et mesterskab, som selv Bakunin og anarkisterne mеtte anerkende. Med hensyn til den endelige sejr for de sжtninger, som manifestet opstillede, stolede Marx udelukkende pе arbejderklassens intellektuelle udvikling, sеdan som den nшdvendigvis mеtte fremgе af den forenede aktion og af diskussionen. Begivenhederne og omskiftelserne i kampen mod kapitalen, nederlagene i endnu hшjere grad end sejrene, kunne ikke andet end vise de kжmpende det utilstrжkkelige i alle hidtil anvendte universalmidler og gшre deres hjerner mere modtagelige for en grundig indsigt i de sande betingelser for arbejderens frigшrelse. Og Marx havde ret. Arbejderklassen var i 1874, da Internationalen blev oplшst, en ganske anden, end den var i 1864 ved dens grundlжggelse. Proudhonismen i de romanske lande, den sжrlige lassalleanisme i Tyskland var ved at uddш, og selv de davжrende stokkonservative engelske fagforeninger kom lidt efter lidt sе langt, at prжsidenten pе deres kongres i Swansea 1887 i deres navn kunne sige: "Fastlandets socialisme virker ikke lжngere afskrжkkende pе os". Fastlandets socialisme - det var imidlertid i 1887 nжsten udelukkende den teori, som manifestet forkynder. Og sеdan genspejler manifestets historie til en vis grad den moderne arbejderbevжgelses historie siden 1848. I vor tid er manifestet uden tvivl det mest udbredte, det mest internationale vжre inden for hele den socialistiske litteratur, det fжlles program for mange millioner arbejdere i alle lande fra Sibirien til Californien.
Og dog, da det udkom, ville vi ikke have turdet at kalde det et socialistisk manifest. I 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. Pе den ene side tilhжngere af de forskellige utopiske systemer, sжrlig owenisterne i England og fourieristerne i Frankrig; begge disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. Pе den anden side alle mulige sociale kvaksalvere, som med deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville fjerne de sociale misforhold uden i mindste mеde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfжlde: folk, der stod udenfor arbejderbevжgelsen, og som tvжrtimod sшgte stшtte i de "dannede" klasser. Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrжkkelige i omvжltninger af rent politisk art og krжvede en grundig omformning af samfundet. Det var en kommunisme, der kun var groft udarbejdet; den var kun instinktiv, tit noget umoden; men den var kraftig nok til at frembringe to systemer af utopisk kommunisme, i Frankrig Cabets "ikariske", i Tyskland Weitlings system. Socialisme betegnede i 1847 en bourgeoisibevжgelse, kommunisme en arbejderbevжgelse. Socialismen var, i hvert fald pе fastlandet, salonfдhig, kommunismen det modsatte. Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at "arbejdernes frigшrelse mе vжre arbejderklassens eget vжrk", sе kunne vi ikke et шjeblik vжre i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vжlge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det.
"Proletarer i alle lande, foren jer!" Kun fе stemmer svarede, da vi for 42 еr siden rеbte disse ord ud over verden, lige fшr den fшrste revolution i Paris, da proletariatet trеdte frem med sine egne krav. Men den 28. september 1864 sluttede proletarer i de fleste vesteuropжiske lande sig sammen til den mindevжrdige Internationale arbejderassociation. Internationalen selv levede ganske vist kun ni еr. Men at det evige forbund af proletarer i alle lande, som den grundlagde, lever endnu og lever kraftigere end nogensinde, dйt er der ikke noget bedre bevis for end netop dagen i dag. For i dag, da jeg skriver disse linjer, holder det europжiske og amerikanske proletariat revy over sine stridskrжfter, der er mobiliseret for fшrste gang, mobiliseret som йn hжr, under йn fane og for йt fшrstemеl: lovfжstet otte timers normalarbejdsdag, sеdan som det allerede var proklameret af Internationales kongres i Genиve i 1866 og igen 1889 af arbejderkongressen i Paris. Og det skue, vi er vidne til i dag, vil lukke шjnene op pе kapitalister og jorddrotter i alle lande, sе de kan se, at i dag er virkelig proletarerne i alle lande forenet.
Havde Marx blot endnu stеet ved min side, sе han kunne have set dette med
egne шjne!
London, den 1. maj 1890
Fr. Engels
Alle hidtidige samfunds historie5 er en klassekampens historie.
Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stеet i stadig modsжtning til hinanden, har - snart skjult, snart еbenlyst - fшrt en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionжr omformning af hele samfundet eller med de kжmpende klassers fжlles undergang.
I historiens tidligere epoker finder vi nжsten overalt en fuldstжndig opdeling af samfundet i forskellige stжnder, en mangfoldighed af sociale trin. I det gamle Rom har vi patriciere, riddere, plebejere, slaver; i middelalderen feudalherrer, vasaller, lavsmester, svende, livegne og desuden inden for de fleste af disse klasser atter sжrlige inddelinger.
Det moderne borgerlige samfund, der er opstеet ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophжvet klassemodsжtningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.
Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmжrker sig ved, at den har forenklet klassemodsжtningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der stеr i direkte modsжtning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.
Af middelalderens livegne opstod smеborgerne i de fшrste byer; af disse smеborgere udviklede sig de fшrste spirer til bourgeoisiet.
Amerikas opdagelse og sшvejen syd om Afrika skabte et nyt felt for det frembrydende bourgeoisi. Det ostindiske og det kinesiske marked, Amerikas kolonisering, vareudvekslingen med kolonierne, forшgelsen af byttemidlerne og varerne overhovedet gav handelen, skibsfarten et hidtil ukendt opsving og bragte dermed det revolutionжre element i det hensmuldrende feudalsamfund i rask udvikling.
Den hidtidige feudale eller lavsmжssige driftsmеde i industrien var ikke lжngere tilstrжkkelig til at tilfredsstille behovet, der voksede med de nye markeder. Den erstattedes af manufakturen. Lavsmestrene blev fortrжngt af den industrielle middelstand; arbejdets deling mellem de forskellige lav veg pladsen for arbejdsdelingen i det enkelte vжrksted.
Men markederne voksede stadig, og stadig steg behovet. Heller ikke manufakturen slog til mere. Sе revolutionerede dampen og maskinerne den industrielle produktion. I stedet for manufakturen trеdte den moderne storindustri, i stedet for den industrielle middelstand trеdte de industrielle millionжrer, ledere af hele industrielle armйer, de moderne bourgeois'er.
Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umеdelig udvikling. Denne har igen virket tilbage pе industriens vжkst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, шgede sine kapitaler, trжngte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen.
Vi ser altsе, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en rжkke omvжltninger i produktions- og samfжrdselsforholdene.
Hvert udviklingstrin, som bourgeoisiet har gennemlшbet, var ledsaget af et tilsvarende politisk fremskridt6. Fшrst var det en undertrykt stand under lensadelens herredшmme; i kommunen7 var det en bevжbnet og selvstyrende sammenslutning; det ene sted dannede det en uafhжngig byrepublik, det andet sted en skattepligtig trediestand i monarkiet 8; derpе dannede det pе manufakturens tid modvжgt mod adelen i stжndermonarkiet eller i det enevжldige monarki, var overhovedet det vжsentlige grundlag for de store monarkier; og endelig tilkжmpede det sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fжllesanliggender.
Bourgeoisiet har spillet en hшjst revolutionжr rolle i historien.
Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, шdelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sшnderrevet de brogede bеnd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bеnd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nшgne interesse, den fшlelseslшse "kontante betaling". Det fromme svжrmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige fшleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har oplшst den personlige vжrdighed i byttevжrdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedslшse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilslшres af religiшse og politiske illusioner, sat den еbne, skamlшse, direkte, beregnende udbytning.
Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig жrefrygt. Det har forvandlet lжgen, juristen, prжsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lшnarbejdere.
Bourgeoisiet har revet det rшrende sentimentale slшr af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold.
Bourgeoisiet har afslшret, hvordan den brutale kraftudfoldelse, som reaktionen i sе hшj grad beundrer ved middelalderen, i virkeligheden var forbundet med det mest slappe driveri. Fшrst bourgeoisiet har bevist, hvad menneskelig arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes undervжrker end жgyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker, det har gennemfшrt ganske anderledes tog end folkevandringer og korstog.
Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altsе ogsе produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den fшrste eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmеde uforandret. De stadige omvжltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevжgelse udmжrker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhшrende жrvжrdige forestillinger og meninger bliver oplшst, og de nye, der dannes, bliver forжldede, inden de kan nе at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klжdt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nшgternt pе deres egen stilling i tilvжrelsen, pе deres indbyrdes forhold.
Nшdvendigheden af at skaffe stadig шget afsжtning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slе sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.
Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionжres store sorg har de slеet den nationale grund bort under fшdderne pе industrien. De жldgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgшrelsen fortsжttes dag for dag. De bliver fortrжngt af nye industrier, som det bliver et livsspшrgsmеl for alle civiliserede nationer at indfшre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske rеstoffer, men rеstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye, som krжver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrшg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og vжre sig selv nok, trжder de forskellige omrеder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stе i en alsidig afhжngighed af hinanden. Og som det gеr med den materielle produktion, sеdan gеr det ogsе med den еndelige. De enkelte nationers еndelige frembringelser bliver fжlleseje. Den nationale ensidighed og begrжnsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstеr der en verdenslitteratur.
Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfжrdselsmidlerne. De billige varepriser er det svжre artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hеrdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmеde, hvis de ikke vil gе til grunde; det tvinger dem til at indfшre den sеkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.
Bourgeoisiet har tvunget landet ind under byens herredшmme. Det har skabt vжldige byer, det har i hшj grad шget bybefolkningen pе landbefolkningens bekostning og derved draget en betydelig del af befolkningen bort fra det slшvende liv pе landet. Ligesom det har gjort landet afhжngig af byerne, sеdan har det gjort de barbariske og halvbarbariske lande afhжngige af de civiliserede, landbrugslandene af de kapitalistiske lande, Шsten af Vesten.
Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som fшr var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hжnderne pе ganske fе. Den nшdvendige fшlge af dette var en politisk centralisation. Uafhжngige, lшst forbundne provinser, der havde forskellige interesser, love, regeringer og sжrlige toldgrжnser, bliv smeltet sammen til een nation med een regering, een lov, een national klasseinteresse, een toldgrжnse.
Bourgeoisiet har i de knap hundrede еr, det har vжret herskende klasse, skabt produktionskrжfter, der i deres kolossale omfang overgеr, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkrжfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden - hvilket andet еrhundrede anede, at der slumrede sеdanne produktionskrжfter i det samfundsmжssige arbejdes skшd.
Vi har altsе set, at de produktions- og samfжrdselsmidler, som var det grundlag, bourgeoisiet udviklede sig pе, blev skabt i det feudale samfund. Pе et vist trin i disse produktions- og samfжrdselsmidlers udvikling svarede de forhold, som det feudale samfunds produktion og vareudveksling foregik under, den feudale organisation af landbrug og manufaktur, kort sagt de feudale ejendomsforhold, ikke mere til de produktivkrжfter, der allerede var udviklet. De hжmmede produktionen i stedet for at fremme den. De forvandlede sig til lжnger. De mеtte sprжnges, de blev sprжngt.
I stedet kom den fri konkurrence med den sociale og politiske forfatning, som passede for den, med bourgeoisiklassens шkonomiske og politiske herredшmme.
For vore шjne foregеr en lignende bevжgelse. De borgerlige produktions- og samfжrdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet sе vжldige produktions- og samfжrdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke lжngere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I еrtier har industriens og handelens historie kun vжret historien om de moderne produktivkrжfters oprшr mod de moderne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold, som er en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herredшmme. Det er tilstrжkkeligt at nжvne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men ogsе af de tilvejebragte produktivkrжfter regelmжssigt шdelagt. Hvad vi mшder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at vжre rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigеende barbari; det er som havde en hungersnшd, en almindelig шdelжggelseskrig berшvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at vжre tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkrжfter, der stеr til dets rеdighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation9 og de borgerlige ejendomsforhold; tvжrtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hжmmes af dem; og sе snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, sе truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snжvre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? Pе den ene side ved den nшdtvungne tilintetgшrelse af en masse produktivkrжfter; pе den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altsе hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgе kriserne.
De vеben, som bourgeoisiet brugte til at slе feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv.
Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de vеben, der skal bringe det dшden; det har ogsе frembragt de mennesker, der skal fшre disse vеben - de moderne arbejdere, proletarerne.
I samme grad som bourgeoisiet, d.v.s. kapitalen udvikler sig, i samme grad udvikler ogsе proletariatet sig, den klasse, som bestеr af de moderne arbejdere, der kun lever, sеlжnge de finder arbejde, og som kun finder arbejde, sеlжnge deres arbejde шger kapitalen. Disse arbejdere, som mе sжlge sig stykkevis, er en vare som enhver anden handelsartikel, og er derfor pе samme mеde underkastet alle konkurrencens omskiftelser, alle svingninger pе markedet.
Proletarernes arbejde har pе grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og pе grund af arbejdsdelingen mistet al selvstжndig karakter og har dermed tabt enhver tiltrжkning for arbejderen. Han bliver et rent og skжrt tilbehшr til maskinen, og der krжves kun det mest enkle, ensformige greb, som kan lжres pе et шjeblik. De omkostninger, arbejderen forеrsager, indskrжnker sig derfor nжsten udelukkende til de livsfornшdenheder, som er nшdvendige til hans underhold og til viderefшrsel af hans race. Men prisen pе en vare, altsе ogsе pе arbejdet10, er lig med dens produktionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, synker altsе lшnnen. Ja, i samme grad som maskineriet шges og arbejdsdelingen tager til, vokser ogsе arbejdsmжngden11, enten det nu er ved at sжtte arbejdstiden i vejret eller ved at krжve mere arbejde i en given tid, ved at sжtte maskinens fart op o.s.v.
Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille vжrksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisiklassens, bourgeoisistatens trжlle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og fшrst og fremmest af den enkelte fabrikant selv. Jo mere еbent dette despoti proklamerer profit som sit formеl, jo mere smеligt, afskyeligt og oprшrende virker det.
Jo mindre arbejdet krжver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mжndene fortrжngt af kvinder og bшrn. Forskel i kшn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og kшn krжver forskellige omkostninger.
Nеr endelig arbejderen er blevet udbyttet af fabrikanten og har fеet sin arbejdslшn udbetalt kontant, sе falder de andre grupper af bourgeoisiet over ham, husejeren, kшbmanden, pantelеneren o.s.v.
De tidligere smе middelstandsfolk, de smе industridrivende, smеhandlende og smе rentenydere, hеndvжrkerne og bшnderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrжkkelig til storindustriel virksomhed og mе ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin vжrdi ved de nye produktionsmеder. Proletariatet rekrutteres altsе af alle befolkningsklasser.
Proletariatet gennemgеr forskellige udviklingstrin. Dets kamp mod bourgeoisiet begynder med selve dets eksistens.
I begyndelsen kжmper de enkelte arbejdere, sе arbejderne pе en fabrik, dernжst arbejderne indenfor et fag pе et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter dem. De retter deres angreb ikke blot mod de borgerlige produktionsforhold, de retter deres angreb mod produktionsmidlerne selv; de шdelжgger de fremmede konkurrerende varer, de slеr maskinerne i stykker, de stikker ild pе fabrikkerne, de forsшger at vinde den stilling tilbage, som middelalderens arbejdere havde.
Pе dette trin er arbejderne en masse, som er spredt ud over hele landet og splittet af indbyrdes konkurrence. Hvor arbejderne optrжder i samlet masse, skyldes det endnu ikke deres egen selvstжndige samling, men det er bourgeoisiet, der af hensyn til sine egne politiske mеl er nшdt til at sжtte hele proletariatet i bevжgelse og for en tid ogsе er i stand til det. Pе dette trin kжmper proletariatet altsе ikke mod sine fjender, men mod sine fjenders fjender, resterne af enevжlden, godsejerne, de ikke-industrielle bourgeois'er og smеborgerne. Hele den historiske bevжgelse er altsе samlet i hжnderne pе bourgeoisiet; enhver sejr, som vindes pе denne mеde, er en sejr for bourgeoisiet.
Men med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det trжnges sammen i stшrre masser, dets kraft шges, og det fшler denne kraft mere. De forskellige interesser og livsvilkеr indenfor proletariatet udlignes stadig mere, efterhеnden som maskinerne mere og mere udvisker arbejdets forskellige art og nжsten overalt trykker lшnnen ned til samme lave niveau. Den voksende konkurrence indenfor bourgeoisiet og de handelskriser, der er fшlgen, gшr, at arbejdernes lшn bliver mere og mere svingende; den ustandselige forbedring af maskinerne, der udvikler sig i stadigt stigende tempo, gшr hele deres stilling i tilvжrelsen mere og mere usikker, sammenstшdene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois fеr mere og mere karakter af et sammenstшd mellem to klasser. Arbejderne begynder at danne sammenslutninger12 mod bourgeois'erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslшnnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i oprшr.
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigеende. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfжrdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nшdvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede еrhundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formеr de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe pе fе еr.
Denne organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti bliver hvert шjeblik sprжngt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstеr altid pе ny, stжrkere, fastere, mжgtigere. Den gennemtvinger, at enkelte af arbejdernes interesser bliver anerkendt i form af love, idet den benytter sig af, at bourgeoisiet stеr splittet. Et eksempel: loven om 10 timers arbejdsdagen i England.
Sammenstшdene indenfor det gamle samfund fremmer overhovedet pе mange mеder proletariatets udviklingsproces. Bourgeoisiet befinder sig i en stadig kamp: fшrst mod aristokratiet; senere mod de dele af bourgeoisiet selv, hvis interesser er kommet i modstrid med industriens fremskridt; hele tiden mod bourgeoisiet i alle andre lande. I alle disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til at benytte sig af dets hjжlp og pе den mеde trжkke det med ind i den politiske bevжgelse. Bourgeoisiet tilfшrer altsе selv proletariatet det, der udgшr elementerne i dets egen dannelse13, d.v.s. forsyner det med vеben til bekжmpelse af bourgeoisiet selv.
Ved industriens fremtrжngen bliver, som vi har set, store dele af den herskende klasse trykket ned i proletariatet eller trues i det mindste i deres eksistensbetingelser. Ogsе de tilfшrer proletariatet en mжngde dannelseselementer14.
Og endelig, i den periode, da klassekampen nжrmer sig sin afgшrelse, antager oplшsningsprocessen indenfor den herskende klasse, indenfor hele det gamle samfund, en sе voldsom, en sе grel karakter, at en lille del af den herskende klasse udskiller sig fra den og slutter sig til den revolutionжre klassen, den klasse, der holder fremtiden i sin hеnd. Ligesom altsе tidligere en del af adelen gik over til bourgeoisiet, sеdan gеr nu en del af bourgeoisiet over til proletariatet, sжrlig en del af bourgeois-ideologerne, som har arbejdet sig frem til en teoretisk forstеelse af hele den historiske bevжgelse.
Af alle de klasser, som i dag stеr overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionжr klasse. De andre klasser gеr tilbage og forsvinder, efterhеnden som storindustrien trжnger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt.
Mellemlagene, smеfabrikanterne, de smеhandlende, hеndvжrkerne, bшnderne, alle bekжmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altsе ikke revolutionжre, men konservative. Ja, de er reaktionжre, de sшger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolutionжre, sе er de det med henblik pе den overgang i proletariatets rжkker, der forestеr dem, sе forsvarer de ikke deres nuvжrende, men deres fremtidige interesser, sе forlader de deres eget standpunkt for at stille sig pе proletariatets.
Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af det gamle samfund, og som modstandslшst rеdner op, sжttes hist og her i bevжgelse ved en proletarisk revolution, men ifшlge hele sin stilling vil det vжre mere tilbшjeligt til at lade sig kшbe til reaktionжre rumlerier.
Livsvilkеrene i det gamle samfund er allerede ophшrt at eksistere for proletariatet. Proletaren er besiddelseslшs; hans forhold til kone og bшrn har ikke mere noget til fжlles med de borgerlige familieforhold; det moderne industriarbejde, det moderne kapitalistiske slaveri, der er det samme i England og i Frankrig, i Amerika og i Tyskland, har berшvet ham ethvert nationale prжg. Lovene, moralen, religionen er for ham kun borgerlige fordomme, som dжkker over borgerlige interesser.
Alle tidligere klasser, der har erobret magten, har sшgt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkеr. Men proletarerne kan kun erobre de samfundsmжssige produktivkrжfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmеde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal шdelжgge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.
Alle hidtidige bevжgelser har vжret mindretalsbevжgelser eller bevжgelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevжgelse er det uhyre flertals selvstжndige bevжgelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuvжrende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgшr det officielle samfund, sprжnges i luften.
I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet omend ikke efter sit indhold, sе efter sin form, en national kamp. Ethvert lands proletariat mе naturligvis fшrst gшre op med sit eget bourgeoisi.
Idet vi i store trжk har tegnet de vigtigste faser i proletariatets udvikling, har vi forfulgt den mere eller mindre skjulte borgerkrig indenfor det bestеende samfund lige til det punkt, hvor den bryder ud i еben revolution og proletariatet grundlжgger sit herredшmme ved med magt at styrte bourgeoisiet.
Hidtil har ethvert samfund, sеdan som vi har set, hvilet pе modsжtningen mellem undertrykkernes og de undertryktes klasser. Men for at en klasse skal kunne undertrykkes, mе der vжre sikret den betingelser, som i det mindste gшr det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom smеborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkеr i stedet for at stige med industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperisme udvikler sig endnu hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altsе ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at vжre samfundets herskende klasse og pеtvinge samfundet sin klasses livsvilkеr som rеdende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nшdt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det mе underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.
Den vжsentlige betingelse for bourgeoisiklassens eksistens og herredшmme er
ophobningen af rigdom i hжnderne pе private, kapitaldannelsen og
kapitalforшgelsen: Kapitalen er betinget af lшnarbejdet. Lшnarbejdet hviler
udelukkende pе arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, som
viljelшst og modstandslшst fremmes af bourgeoisiet, skaber - i stedet for at
isolere arbejderne i konkurrence - deres revolutionжre samling i associationen.
Med storindustriens udvikling bliver altsе selve grundlaget for bourgeoisiets
mеde at producere og tilegne sig produkterne pе slеet bort under det. Det
producerer fшrst og fremmest sine egne banemжnd. Bourgeoisiets undergang og
proletariatets sejr er lige uundgеelige.
I hvilket forhold stеr kommunisterne til proletarerne som helhed?
Kommunisterne er ikke et sжrligt parti, som stеr i modsжtning til de andre arbejderpartier.
De har ingen interesser, der ikke ogsе er hele proletariatets interesser.
De opstiller ingen sжrlige15 principper, som de vil tilpasse den proletariske bevжgelse efter.
Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de pе den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhжver hele proletariatets fжllesinteresser, som de fremhжver uafhжngigt af nationalitet, og gшr disse interesser gжldende, og pе den anden side ved, at de pе de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemlшber, stadig reprжsenterer hele bevжgelsens interesse.
Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altsе i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets шvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevжgelses betingelser, forlшb og umiddelbare resultater.
Kommunisternes umiddelbare mеl er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeoisiherredшmmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt.
Kommunisternes teoretiske grundsжtninger hviler aldeles ikke pе ideer, pе principper, som er opfundet eller opdaget af en eller anden verdensreformator.
De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevжgelse, der foregеr for шjnene af os. Afskaffelsen af bestеende ejendomsforhold er ikke noget, der er sжregent for kommunismen.
Alle ejendomsforhold har ustandselig skiftet, de har vжret underkastet en stadig historisk udvikling.
Den franske revolution f.eks. afskaffede de feudale ejendomsforhold til fordel for de borgerlige.
Det, der karakteriserer kommunismen, er ikke afskaffelsen af ejendom overhovedet, men afskaffelsen af den borgerlige ejendom.
Men den moderne borgerlige privatejendom er det sidste og mest fuldendte udtryk for den mеde at frembringe og tilegne sig produkterne pе, som beror pе klassemodsжtninger, pе nogles udbytning af andre16 .
I denne forstand kan kommunisterne sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophжvelse af privatejendommen.
Man har bebrejdet os kommunister, at vi ville afskaffe den personligt erhvervede ejendom, den, man har skaffet sig ved sit eget arbejde, den ejendom, som siges at vжre grundlaget for al personlig frihed, virkelyst og selvstжndighed. Ejendom, som man har skaffet sig ved eget arbejde, selv har erhvervet, selv har tjent! Mener I smеborgernes, smеbшndernes ejendom, som gik forud for den borgerlige ejendom? Den behшver vi ikke afskaffe, industriens udvikling har afskaffet den og afskaffer den stadig hver dag.
Eller mener I den moderne borgerlige privatejendom?
Men skaber lшnarbejdet - proletarens arbejde - ejendom til proletaren? Absolut ikke. Det skabet kapital, d.v.s. ejendom, som udbytter lшnarbejdet, og hvis vжkst er betinget af, at den skaber nyt lшnarbejde, som atter kan udbyttes. Ejendommen i sin nuvжrende form hviler pе modsжtningen mellem kapital og lшnarbejde. Lad os se nжrmere pе de to sider af denne modsжtning.
At vжre kapitalist vil ikke blot sige at indtage en rent personlig, men en samfundsmжssig stilling i produktionen. Kapitalen er et samfundsmжssigt produkt og kan kun sжttes i bevжgelse ved mange samfundsmedlemmers, ja i sidste instans kun ved alle samfundsmedlemmers fжlles aktivitet.
Kapitalen er altsе ikke nogen personlig magt, men en samfundsmжssig magt.
Nеr altsе kapitalen bliver forvandlet til samfundsmжssig ejendom, som tilhшrer alle samfundets medlemmer, sе er det ikke personlig ejendom, der forvandles til samfundsmжssig ejendom. Det er kun ejendommens samfundsmжssige karakter, der forandres. Den mister sin klassekarakter.
Lad os se pе lшnarbejdet.
Gennemsnitsprisen pе lшnarbejdet er arbejdslшnnens minimum, d.v.s. den sum af livsfornшdenheder, der er nшdvendig til at holde arbejderen i live som lшnarbejder. Hvad lшnarbejderen altsе erhverver sig ved sit arbejde, forslеr kun til at opretholde den nшgne eksistens. Vi vil absolut ikke afskaffe denne personlige tilegnelse af arbejdsprodukterne, der tjener til at opretholde den blotte eksistens, en tilegnelse, der ikke giver noget overskud, som kunne give magt over fremmed arbejde. Vi vil kun ophжve den elendige karakter, som denne tilegnelsesmеde har, hvor arbejderen kun lever for at шge kapitalen, hvor han overhovedet kun lever sеdan, som den herskende klasses interesse krжver det.
I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et middel til at шge det ophobede arbejde. I det kommunistiske samfund er det ophobede arbejde kun et middel til at gшre arbejdernes tilvжrelse stшrre, rigere, bedre.
I det borgerlige samfund hersker altsе fortiden over nutiden, i de kommunistiske hersker nutiden over fortiden. I det borgerlige samfund er kapitalen selvstжndig og personlig. Mens det arbejdende menneske er uselvstжndigt og upersonligt.
Og ophжvelsen af dette forhold kalder bourgeoisiet ophжvelse af det personlige og af friheden! Og med rette. Men det drejer sig ganske vist om en ophжvelse af bourgeoisipersonligheden, bourgeoisiselvstжndigheden og bourgeoisifriheden.
Ved frihed forstеr man under de nuvжrende borgerlige produktionsforhold den fri handel, det fri kшb og salg.
Men falder handelen, sе falder ogsе den fri handel. Fraserne om den fri handel har, som overhovedet alle bourgeoisiets bravader om frihed, kun mening, nеr det drejer sig om den bundne handel, om middelalderens undertrykte borger, men ikke nеr det drejer sig om den kommunistiske ophжvelse af handelen, af de borgerlige produktionsforhold og af bourgeoisiet selv.
I bliver forfжrdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. Men i jeres bestеende samfund er privatejendommen ophжvet for ni tiendedele af dets medlemmer; den eksisterer netop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. I bebrejder os altsе, at vi vil ophжve en ejendom, der som en nшdvendig betingelse forudsжtter, at det uhyre flertal af samfundets medlemmer ingen ejendom har.
I bebrejder os kort sagt, at vi vil ophжve jeres ejendom. Javist, det er det, vi vil.
Fra det шjeblik, da arbejdet ikke mere kan forvandles til kapital, penge, jordrente, altsе til social magt, der kan monopoliseres, d.v.s. fra det шjeblik, da den personlige ejendom ikke mere kan slе om i borgerlig ejendom, fra det шjeblik, erklжrer I, er det personlige afskaffet.
I indrшmmer altsе, at ved "det personlige" tжnker I kun pе bourgeois'en, den borgerlige ejendomsbesidder. Og den form for personlighed skal ganske rigtigt afskaffes.
Kommunismen fratager ingen magten til at tilegne sig samfundsmжssige produkter, den ophжver kun magten til - ved hjжlp af denne tilegnelse - at udbytte fremmed arbejde.
Man har fremsat den indvending, at nеr man ophжvede privatejendommen, ville alt arbejde standse, og der ville indtrжde en tilstand af almindelig dovenskab.
Hvis det var rigtigt, mеtte det borgerlige samfund for lжngst vжre gеet til grunde af slшvhed; for de, der arbejder, tilegner sig ikke noget, og de, der tilegner sig noget, arbejder ikke. Hele indvendingen er ikke andet end en tautologi: at der ikke eksisterer lшnarbejde, sе snart der ikke mere er nogen kapital.
Alle de indvendinger, der rettes mod den kommunistiske tilegnelses- og produktionsmеde med hensyn til de materielle produkter, anfшrer man ogsе, nеr det drejer sig om tilegnelsen og frembringelsen af de еndelige produkter. Ligesom bourgeois'en mener, at klasseejendommens afskaffelse er det samme som selve produktionens afskaffelse, sеdan mener han, at afskaffelsen af klassedannelsen er ensbetydende med afskaffelsen af al dannelse overhovedet.
Den dannelse, hvis forsvinden det beklager er for det vжldige flertal kun uddannelsen til at blive en maskine.
Men indlad Jer ikke i strid med os, sеlжnge I som mеlestok i spшrgsmеlet om den borgerlige ejendomsafskaffelse anvender jeres borgerlige forestillinger om frihed, dannelse, ret o.s.v. Jeres ideer er selv et produkt af de borgerlige produktions- og ejendomsforhold, ligesom jeres retsorden ikke er andet end jeres klassevilje ophшjet til lov, og denne viljes indhold er bestemt af jeres klasses materielle livsbetingelser.
Den egoistiske tankegang, ved hjжlp af hvilken I forvandler jeres produktions- og ejendomsforhold fra historiske, forbigеende forhold, der skifter med produktionens udvikling, til evige natur- og fornuftslove, den deler I med alle de herskende klasser, der er gеet under. Hvad I forstеr, nеr det drejer sig om den antikke ejendomsret, hvad I forstеr, nеr det drejer sig om den feudale ejendomsret, det vover I ikke at forstе, sе snart det drejer sig om den borgerlige ejendomsret.
Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over, at kommunisterne kan nжre sе skжndige hensigter.
Hvad er grundlaget for den nuvжrende, den borgerlige familie? Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun indenfor bourgeoisiet; men den nшdvendige baggrund er proletarens tvungne familielшshed og den offentlige prostitution.
Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, nеr denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, nеr kapitalen forsvinder.
Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at bшrnene udbyttes af deres forжldre? Vi tilstеr denne forbrydelse.
Men, siger I, vi ophжver det шmmeste af alle forhold, nеr vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse.
Er jeres opdragelse da ikke ogsе bestemt af samfundet? Bestemt af de samfundsmжssige forhold, indenfor hvis rammer opdragelsen foregеr, af samfundets direkte eller indirekte indflydelse, af skolen o.s.v.? Samfundets indvirkning pе opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder pе; de forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen for den herskende klasses indflydelse.
De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem forжldre og bшrn, bliver sе meget mere modbydelige, jo mere storindustrien bevirker, at alle familiebеnd шdelжgges for proletaren, og bшrnene forvandles til simpelthen at vжre handelsvarer og arbejdsredskaber.
Men I kommunister vil indfшre kvindefжllesskab, skriger hele bourgeoisiet i kor efter os.
En bourgeois ser i sin kone et rent og skжrt produktionsmiddel. Han hшrer, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fжllesskab og kan naturligvis ikke tжnke sig andet, end at fжllesskabet ogsе vil komme til at omfatte kvinderne.
Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophжve kvindernes stilling som rene produktionsmidler.
Iшvrigt er der ikke noget, der er mere latterligt end bore bourgeois'ers hшjmoralske forfжrdelse over det officielle kvindefжllesskab, som man pеdutter kommunisterne. Kommunisterne behшver ikke at indfшre kvindefжllesskab, det har eksisteret nжsten altid.
Vore bourgeois'er, som ikke er tilfredse med, at deres proletarers koner og dшtre stеr til deres disposition - vi taler slet ikke om den officielle prostitution - finder den stшrste fornшjelse i at forfшre hinandens koner.
Det borgerlige жgteskab er i virkeligheden konefжllesskab. Man kunne da hшjst bebrejde kommunisterne, at de i stedet for et kvindefжllesskab, der pе hyklerisk mеde er skjult, skulle have til hensigt at indfшre officielt, еbenlyst kvindefжllesskab. Iшvrigt er det en selvfшlge, at nеr de nuvжrende produktionsforhold bliver afskaffet, sе forsvinder ogsе det kvindefжllesskab, d.v.s. den officielle og den ikke-officielle prostitution, som er fremgеet af disse produktionsforhold.
Man har endvidere bebrejdet kommunisterne, at de skulle have til hensigt at afskaffe fжdreland og nationalitet.
Arbejderne har ikke noget fжdreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet fшrst mе erobre det politiske herredшmme, hжve sig op til national klasse17 , konstituere sig selv som nation, er det altsе selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige.
Den nationale isolation og modsжtningerne mellem folkeslagene forsvinder mere og mere med bourgeoisiets udvikling, med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionen og de tilsvarende livsvilkеrs ensartethed.
Proletariatets herredшmme vil i endnu hшjere grad fе disse modsжtninger til at forsvinde. Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de fшrste betingelser for proletariatets befrielse.
I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophжves, i samme grad ophжves den ene nations udbytning af den anden.
Nеr modsжtningerne mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophшrer nationernes fjendtlige stilling til hinanden.
De anklager mod kommunismen, som rejses ud fra religiшse, filosofiske og ideologiske synspunkter overhovedet, fortjener ikke at tages op til udfшrlig behandling.
Krжves der sжrlig dyb indsigt for at forstе, at nеr menneskenes livsvilkеr, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilvжrelse жndrer sig, sе sker der ogsе жndringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed?
Hvad andet beviser ideernes historie, end at den еndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun vжret den herskende klasses ideer.
Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund; men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at der indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at oplшsningen af de gamle ideer holder trit med oplшsningen af de gamle livsvilkеr.
Da den gamle verden var ved at gе under, blev de gamle religioner besejret af den kristne religion. Da kristendommens ideer i det 18. еrhundrede bukkede under for oplysningsideerne, kжmpede det feudale samfund sin dшdskamp med bourgeoisiet, der dengang var revolutionжrt. Ideerne om frihed til at tжnke og tro, som man vil, er kun et udtryk for den fri konkurrences herredшmme pе samvittighedens18 omrеde.
"Javel", vil man sige, "religiшse, moralske, filosofiske, politiske, retslige ideer o.s.v. жndres ganske vist i lшbet af den historiske udvikling. Religionen, moralen, filosofien, politikken, retten bliver alligevel ved at bestе trods denne skiften.
Der er desuden evige sandheder som frihed, retfжrdighed o.s.v., der er fжlles for alle samfundsformer. Men kommunismen afskaffer de evige sandheder, den afskaffer religionen, moralen, i stedet for at give den ny form, den kommer derfor i modstrid med hele den forudgеende historiske udvikling."
Hvad er kernen i denne anklage? Hele samfundets historie indtil nu har bevжget sig i klassemodsжtninger, som i de forskellige epoker har haft forskellig form.
Men enten de har haft den ene eller den anden form, sе er det en kendsgerning, og det gжlder alle tidligere perioder, at den ene del af samfundet har udbyttet den anden. Det er derfor ikke til at undre sig over, at den samfundsmжssige bevidsthed i alle perioder til trods for al mangfoldighed og forskellighed bevжger sig i visse fжlles former, i bevidsthedsformer, der kun kan oplшses helt, nеr klassemodsжtningerne er fuldstжndigt forsvundet.
Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold; det er ikke mжrkeligt, at dens udviklingsproces medfшrer, at der pе den mest radikale mеde brydes med de overleverede ideer.
Men lad bourgeoisiets bebrejdelser mod kommunismen vжre.
Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens fшrste skridt er at hжve proletariatet op til herskende klasse, at tilkжmpe sig demokratiet.
Proletariatet vil bruge sit politiske herredшmme til efterhеnden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hжnder, d.v.s. i hжnderne pе proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at шge mжngden af produktionskrжfter sе hurtigt som muligt.
Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altsе ved foranstaltninger, der vil forekomme шkonomisk utilstrжkkeligt og uholdbare, men som under bevжgelsens forlшb vil vokse ud over sig selv og er uundgеelige som middel til at revolutionere hele produktionsmеden.
Disse foranstaltninger vil naturligvis vжre forskellige i de forskellige lande.
Men for de mest udviklede lande vil fшlgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:
1. Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
2. Skat efter stжrkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der tilhшrer emigranter og oprшrere.
5. Centralisering af kreditten i statens hжnder ved hjжlp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.
6. Centralisering af transportvжsenet i statens hжnder.
7. Forшgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, sжrlig indenfor landbruget.
9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophжvelse af modsжtningen19 mellem land og by tilstrжbes.
10. Offentlig og gratis opdragelse af alle bшrn. Afskaffelse af bшrns arbejde i fabrikker i den nuvжrende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.
Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hжnderne pе samfundets medlemmer selv, sе mister den offentlige magt sin politiske karakter. Politisk magt i egentlig betydning er йn klasses organiserede magt til at undertrykke en anden med. Nеr proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nшdvendigvis samles til klasse, ved en revolution gшr sig til herskende klasse og som herskende klasse ophжver de gamle produktionsforhold med magt, sе ophжver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsжtningen, for klasser20 overhovedet og dermed sit eget herredшmme som klasse.
I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og
klassemodsжtninger fеr vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er
betingelsen for alles fri udvikling.
A) Den feudale socialisme
Det franske og engelske aristokrati var ifшlge sin historiske stilling kaldet til at skrive smжdeskrifter mod det moderne borgerlige samfund. I den franske Julirevolution 1830 og i den engelske reformbevжgelse var det endnu engang bukket under for den forhadte opkomling. En alvorlig politisk kamp kunne der ikke mere vжre tale om. Det havde kun йn mulighed tilbage, den litterжre kamp. Men ogsе pе litteraturens omrеde var de gamle fraser fra restaurationstiden21 blevet umulige. For at vжkke sympati mеtte aristokratiet tilsyneladende opgive sine egne interesser og kun formulere sine anklager mod bourgeoisiet i den udbyttede arbejderklasses interesse. Sеdan skaffede det sig oprejsning ved at synge smжdesang mod sin nye herre og hviske ham mere eller mindre ildevarslende profetier i шret.
Pе denne mеde opstod den feudale socialisme, halvt en klagesang, halvt en smжdevise, halvt et ekko fra fortiden, halvt en trussel mod fremtiden, undertiden ramte den bourgeoisiet i hjertet ved bitter, еndrigt sшnderlemmende kritik, altid komisk ved sin fuldkomne mangel pе evne til at fatte den moderne histories udvikling.
De svingede med den proletariske tiggerpose som banner for at samle folket bag sig. Men hver gang folket fulgte dem, sе det de gamle vеbner pе deres bag og stak af med hшj og uжrbшdig latter.
En del af de franske legitimister og det unde England gav denne forestilling til bedste22.
Nеr de feudale beviser, at deres mеde at udbytte pе var af en ganske anden form end den borgerlige udbytning, sе glemmer de, at deres udbytning fandt sted under helt andre omstжndigheder og betingelser, som nu er forжldede. Nеr de pеviser, at da de herskede, eksisterede det moderne proletariat ikke, sе glemmer de, at netop det moderne bourgeoisi med nшdvendighed er spiret frem af deres egen samfundsordning.
For resten lжgger de sе lidt skjul pе deres kritiks reaktionжre karakter, at deres hovedanklage mod bourgeoisiet netop bestеr i, at under dets styre har der udviklet sig en klasse, som vil sprжnge hele den gamle samfundsordning i luften.
Hvad de bebrejder bourgeoisiet, er ikke sе meget, at det overhovedet har skabt et proletariat, som at det har skabt et revolutionжrt proletariat.
I den politiske praksis deltager de derfor i alle voldsforanstaltninger rettet mod arbejderklassen, og til daglig kan de nok bekvemme sig til pе trods af deres opblжste fraser at samle guldжblerne23 op og opgive troskab, kжrlighed og жre for at tjene penge pе uld, roer og brжndevin 24.
Ligesom prжsten altid har gеet hеnd i hеnd med feudalherren, sеdan er den klerikale socialisme forbundet med den feudalistiske.
Ingenting er lettere end at give den kristelige25
askese et socialistisk anstrшg. Har ikke ogsе kristendommen ivret mod
privatejendommen, mod жgteskabet, mod staten? Har den ikke prжdiket velgшrenhed
og fattigdom, cшlibat og kшdets overvindelse, klosterliv og kirke i stedet for?
Den kristelige26
socialisme er kun det vievand, hvormed prжsten velsignet aristokratiets
forargelse.
B) Smеborgerlig socialisme
Det feudale aristokrati er ikke den eneste klasse, der blev styrtet af bourgeoisiet, og hvis eksistensbetingelser skrumpede ind og sygnede hen i det moderne borgerlige samfund. De middelalderlige smеborgere og smеbшnder var forlшbere for det moderne bourgeoisi. I lande med mindre udviklet industri og handel vegeterer denne klasse videre ved siden af det fremvoksende bourgeoisi.
I de lande, hvor den moderne civilisation har udviklet sig, har der dannet sig et nyt smеborgerskab, der svжver mellem proletariatet og bourgeoisiet og som bestanddel af det borgerlige samfund stadig fornyer sig, men hvis medlemmer pе grund af konkurrencen stadig kastes ud i proletariatet, ja, efterhеnden som storindustrien udvikler sig, ser de det шjeblik nжrme sig, da de forsvinder fuldstжndigt som selvstжndig del af det moderne samfund og bеde indenfor handel, industri og landbrug erstattes af opsynsmжnd og forvaltere.
I lande som Frankrig, hvor bondeklassen udgшr langt over halvdelen af befolkningen, var det naturligt, at de forfattere, der kжmpede for proletariatet mod bourgeoisiet, i deres kritik af bourgeoisiets herredшmme anlagde smеborgernes og smеbшndernes mеlestok og tog parti for arbejderne ud fra et smеborgerligt standpunkt. Sеdan opstod den smеborgerlige socialisme. Sismondi er den fшrende indenfor denne litteratur, ikke alene i Frankrig, men ogsе i England.
Denne socialisme klarlagde yderst skarpsindigt modsigelserne i de moderne produktionsforhold. Den afslшrede шkonomernes hykleriske, forskшnnende fremstilling af forholdene. Den pеviste uomstшdeligt maskinernes og arbejdsdelingens шdelжggende virkninger, koncentrationen af kapital og jordbesiddelse, overproduktionen, kriserne, smеborgernes og -bшndernes nшdvendige undergang, proletariatets elendighed, anarkiet i produktionen, de skrigende misforhold i rigdommens fordeling, nationernes indbyrdes industrielle шdelжggelseskrig, oplшsningen af de gamle sжder, de gamle familieforhold, de gamle nationaliteter.
Men efter sit positive indhold vil denne socialisme enten genindfшre de gamle produktions- og samfжrdselsmidler og med dem de gamle ejendomsforhold og det gamle samfund, eller den vil med magt spжrre de moderne produktions- og samfжrdselsmidler inde i de gamle ejendomsforholds rammer, som de selv har sprжngt og mеtte sprжnge. I begge tilfжlde er den bеde reaktionжr og utopisk.
Lavsvжsen i industrien og patriarkalske forhold pе landet, det er dens sidste ord.
I sin videre udvikling er denne retning lшbet ud i modlшs jamren27.
C) Den tyske eller den "sande" socialisme
Den socialistiske og kommunistiske litteratur, der i Frankrig opstod under det herskende bourgeoisis tryk, og som var det litterжre udtryk for kampen mod dette herredшmme, blev indfшrt i Tyskland pе en tid, da bourgeoisiet lige begyndte sin kamp mod den feudale absolutisme.
Tyske filosoffer, halvfilosoffer og skшnеnder bemжgtigede sig grеdigt denne litteratur, men glemte blot, at de franske eksistensbetingelser ikke samtidig indvandrede fra Frankrig til Tyskland. Overfor forholdene i Tyskland mistede den franske litteratur al direkte praktisk betydning og fik et rent litterжrt prжg. Den mеtte fremtrжde som шrkeslшs spekulation over det sande samfund28, over virkeliggшrelsen af det menneskelige vжsen. For det 18. еrhundredes tyske filosoffer fik den fшrste franske revolutions krav ikke anden mening end at vжre "den praktiske fornuft"s krav i almindelighed, og det revolutionжre franske bourgeoisis viljesytringer betшd i deres шjne den rene viljes love, viljen, som den mе vжre, den sande menneskelige vilje.
De tyske litteraters eneste arbejde bestod i at bringe de nye franske ideer i samklang med deres gamle filosofiske samvittighed eller rettere ud fra deres filosofiske standpunkt at tilegne sig de franske ideer.
Denne tilegnelse foregik pе samme mеde, som nеr man tilegner sig et fremmed sprog, ved oversжttelse.
Det er almindelig kendt, hvordan munkene overmalede manuskripter, hvorpе de klassiske vжrker fra den hedenske oldtid var skrevet, med banale katolske helgenhistorier. De tyske litterater gik anderledes til vжrks med den verdslige franske litteratur. De fшjede deres filosofiske vrшvl ind i den franske original. F.eks. efter den franske kritik af pengeforholdene skrev de "udslag af det menneskelige vжsen", efter den franske kritik af bourgeoisstaten skrev de "ophжvelse af det abstrakt-almenes herredшmme" o.s.v.
Denne forfalskning af den franske kritik med filosofiske fraser kaldte de "handlingens filosofi", "sand socialisme", "tysk socialistisk videnskab", "filosofisk begrundelse af socialismen" o.s.v.
Den franske socialistisk-kommunistiske litteratur blev pе denne mеde fuldstжndig kastreret. Og da den i tyskernes hжnder ophшrte med at vжre udtryk for den ene klasses kamp mod den anden, sе mente tyskeren at have overvundet den "franske ensidighed", han mente at reprжsentere ikke de sande krav, men kravet om sandhed, ikke proletariatets interesser, men det menneskelige vжsens interesser, mennesket overhovedet, det menneske, der ikke tilhшrer nogen klasse, overhovedet ikke tilhшrer virkeligheden, men kun den filosofiske fantasis tеgehimmel.
Denne tyske socialisme, der tog sine ubehjжlpsomme skolestile sе alvorligt og hшjtideligt og udbasunerede dem sе markskrigerisk, mistede imidlertid efterhеnden sin pedantiske uskyld.
Det tyske og sжrlig det preussiske bourgeoisis kamp mod feudalherrerne og det enevжldige kongedшmme, kort sagt den liberale bevжgelse, blev mere alvorlig.
Den "sande" socialisme fik sеledes en kжrkommen lejlighed til at stille de socialistiske krav op imod den politiske bevжgelse, til at slynge de traditionelle forbandelser mod liberalismen, mod folkereprжsentationen, mod den borgerlige konkurrence, den borgerlige pressefrihed, det borgerlige retssystem, den borgerlige frihed og lighed, og prжdike for folkets masse, hvordan den ikke har noget at vinde den denne borgerlige bevжgelse, men tvжrtimod alt at tabe. Den tyske socialisme glemte i rette tid, at den franske kritik, hvis еndsforladte ekko den selv var, forudsжtter det moderne borgerlige samfund med tilsvarende materielle eksistensbetingelser og egnet politisk forfatning, udelukkende forudsжtninger, som det i Tyskland fшrst gjaldt om at tilkжmpe sig.
Den tjente de tyske enevжldige regeringer med deres pеhжng af prжster, skolemestre, landjunkere og bureaukrater som et belejligt fugleskrжmsel med det truende opadstrжbende bourgeoisi.
Den virkede som sшd tilsжtning til de bitre piskeslag og gevжrkugler, som var disse regeringers svar pе de tyske arbejderrejsninger.
Blev den "sande" socialisme sеledes et vеben for regeringerne i kampen mod det tyske bourgeoisi, sе reprжsenterede den ogsе direkte en reaktionжr interesse, det tyske spidsborgerskabs29 interesse. I Tyskland er smеborgerskabet, som stammer fra det 16. еrhundrede og siden stadig dukker op i forskellig form, det egentlige sociale grundlag for de bestеende forhold.
At bevare det er at bevare de bestеende tyske forhold. Bourgeoisiets industrielle og politiske herredшmme fylder det med frygt for den sikre undergang, dels som fшlge af kapitalkoncentrationen, dels som fшlge af, at det opstеr et revolutionжrt proletariat. Smеborgerskabet syntes, at den "sande" socialisme slog begge fluer med йt smжk. Den bredte sig som en epidemi.
Det gevandt af spekulativt spindelvжv, overbroderet med еndrige, oratoriske blomster, vжdet i dug af elskovslummer fшlelse, dette gevandt af overspжndthed, som de tyske socialister indhyllede et par radmagre "evige sandheder" i, шgede kun afsжtningen af deres varer hos dette publikum.
Pе sin side indsе den tyske socialisme mere og mere, at den var kaldet til at vжre dette smеborgerskabs hшjtravende reprжsentant.
Den proklamerede den tyske nation som den normale nation og den tyske
spidsborger som normalmennesket. Den tillagde enhver nederdrжgtighed, som
spidsborgeren begik, en skjult, dybere, socialistisk mening, sе den betшd det
stik modsatte af, hvad den var. Den drog den sidste konsekvens ved at optrжde
direkte mod den "rе destruktive" kommunistiske retning og forkynde sin upartiske
ophшjethed over al klassekamp. Med meget fе undtagelser hшrer alt, hvad der
cirkulerer i Tyskland af skrifter, der udgiver sig for socialistiske og
kommunistiske, til denne kraftlшse smudslitteratur30.
En del af bourgeoisiet vil afhjжlpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds bestеen.
Det drejer sig her om nationalшkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgшrenhedsarbejde, bekжmpe dyrplageri, stifte mеdeholdsforeninger, politiske kandestшbere af den mest brogede art. Ogsе denne bourgeoissocialisme er udarbejdet til hele systemer.
Som eksempel anfшrer vi Proudhons "Elendighedens filosofi".
De socialistiske bourgeois'er vil have det moderne samfunds eksistensbetingelser, men uden de kampe og farer, de nшdvendigvis fremkalder. De vil have det bestеende samfund minus de elementer, der revolutionerer og oplшser det. De шnsker bourgeoisiet uden proletariat. Bourgeoisiet forestiller sig ganske naturligt den verden, hvor det selv hersker, som den bedste. Bourgeoissocialismen udarbejder denne bekvemme forestilling til et helt eller halvt system. Nеr den opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage ind i det nye Jerusalem, sе forlanger den i grunden kun, at proletariatet skal blive indenfor det nuvжrende samfund, men opgive sine hadefulde forestillinger om det.
En anden, mindre systematisk, men mere praktisk form for denne socialisme sшgte at afholde arbejderklassen fra enhver revolutionжr bevжgelse ved at pеvise, at ikke politiske forandringer af den ene eller den anden slags, men kun en жndring af de materielle eksistensforhold, af de шkonomiske forhold kunne gavne den. Ved жndring af de materielle eksistensforhold forstеr denne socialisme imidlertid pе ingen mеde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig af revolutionжr vej, men derimod administrative forbedringer, der kan foretages pе grundlag af disse produktionsforhold og altsе ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lшnarbejde, men i bedste fald skaffer bourgeoisiet en nedsжttelse i omkostningerne ved dets styre og forenkler dets statshusholdning.
Sit helt rammende udtryk fеr bourgeoissocialismen fшrst, nеr den bliver en ren og skжr retorisk frase.
Frihandel! I den arbejdende klasses interesse. Beskyttelsestold! I den arbejdende klasses interesse. Fжngselsreform! I den arbejdende klasses interesse. Det er bourgeoissocialismens sidste ord, det eneste, den mener alvorligt.
Bourgeoisiets socialisme bestеr netop i den pеstand at bourgeois'er er
bourgeois'er - i den arbejdende klasses interesse.
Vi taler her ikke om den litteratur, der i alle store, moderne revolutioner har givet udtryk for proletariatets krav. (Skrifter af Babeuf o.a.).
Proletariatets fшrste forsшg pе direkte at gшre sine egne klasseinteresser gжldende i en tid prжget af almindelig uro, i den periode, da det feudale samfund blev styrtet, strandede nшdvendigvis pе proletariatets eget lave udviklingstrin, og fordi de materielle betingelser for dets befrielse, der netop fшrst skabes i den borgerlige epoke, manglede. Den revolutionжre litteratur, som ledsagede proletariatets fшrste bevжgelser, er nшdvendigvis efter sit indhold reaktionжr. Den docerer almindelig askese og et ganske plumpt ligemageri.
De egentlige socialistiske og kommunistiske systemer, St. Simons, Fouriers, Owens og andres, dukker frem i den fшrste uudviklede periode af den kamp mellem proletariat og bourgeoisi, som vi har skildret ovenfor. (Se: "Bourgeoisi og proletariat").
Opfinderne af disse systemer ser ganske vist modsжtningen mellem klasserne sеvel som de oplшsende elementer i selve det herskende samfund. Men de ser ikke proletariatet som bжrer af en historisk selvvirksomhed, af en sжrlig politisk bevжgelse.
Da udviklingen af klassemodsжtningen holder trit med industriens udvikling, forefinder de heller ingen materielle betingelser for proletariatets befrielse og ser sig om efter en social videnskab, efter sociale love, der kan skabe disse betingelser.
De mе erstatte den sociale virksomhed med deres personlige virksomhed som opfindere, de mе erstatte de historiske betingelser for befrielsen med fantastiske, de mе erstatte proletariatets gradvise organisation som klasse med en specielt udpшnset organisation af samfundet. Den kommende verdenshistorie oplшser sig for dem i propaganda for disse samfundsplaner og i deres praktiske gennemfшrelse.
De er sig bevidst, at nеr de i deres planer hovedsagelig reprжsenterer den arbejdende klasses interesser, er det, fordi det er den klasse, der lider mest. Kun under denne synsvinkel: den klasse, der lidet mest, eksisterer proletariatet for dem.
Klassekampens uudviklede form sеvel som deres egne kеr medfшrer imidlertid, at de tror, de er hшjt hжvet over al klassemodsжtning. De vil forbedre kеrene for alle samfundets medlemmer, ogsе de bedst stillede. De appellerer derfor stadig til hele samfundet uden forskel, ja fortrinsvis til den herskende klasse. Man behшver jo bare at forstе deres system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan til det bedst mulige samfund.
De afviser derfor enhver politisk, sжrlig enhver revolutionжr aktion, de vil nе deres mеl ad fredelig vej og forsшger at bane vejen for det nye sociale evangelium ved smе eksperimenter, der naturligvis mislykkes, ved eksemplets magt.
De fantastiske skildringer af fremtidens samfund fra en tid, hvor proletariatet endnu er hшjt uudviklet, hvor det altsе endnu selv havde en fantastisk opfattelse af sin egen stilling, udspringer af denne klasses fшrste uklare lжngsel efter en almindelig omformning af samfundet.
Men de socialistiske og kommunistiske skrifter bestеr ogsе af kritiske elementer. De angriber alt, hvad der danner grundlaget for det bestеende samfund. De har da ogsе leveret hшjst vжrdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophжvelse af modsжtningen mellem land og by, af familien, den private ejendomsret, lшnarbejdet, forkyndelsen af social harmoni, statens omdannelse til at vжre ren og skжr forvaltning af produktion - alle disse forslag udtrykker kun klassemodsжtningens forsvinden, den klassemodsжtning, der netop fшrst nu begynder at udvikle sig, som de endnu kun kender i dens fшrste vage ubestemthed. Selve disse forslag har derfor endnu en ren utopisk karakter.
Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning stеr i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hжven sig over klassekampen, denne fantastiske bekжmpelse af klassekampen, al praktisk vжrdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmжndene til disse systemer i mange henseender var revolutionжre, sе danner deres elever altid reaktionжre sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De sшger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsжtningerne. De drшmmer stadig om forsшgsvis at realisere deres sociale utopier, at grundlжgge enkelte Falanstиrer, stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarien31 - det ny Jerusalem i lommeformat -, og for at fе bygget alle disse luftkasteller mе de appellere til de borgerlige hjerters og pengeposers filantropi. Efterhеnden glider de ind i samme kategori som de ovenfor skildrede reaktionжre eller konservative socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning om deres sociale videnskabs mirakulшse virkninger.
De bekжmper derfor forbitret enhver politisk bevжgelse blandt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at de er forblindede af mistillid til det nye evangelium.
Owenisterne i England, fourieristerne i Frankrig bekжmper henholdsvis
chartisterne og reformisterne32.
Efter afsnit II kan der ikke herske nogen tvivl om kommunisternes stilling til de allerede eksisterende arbejderpartier, altsе om deres stilling til chartisterne i England og landbrugsreformbevжgelsen i Nordamerika.
De kжmper for arbejderklassens umiddelbare foreliggende mеl og interesser, men i den nuvжrende bevжgelse reprжsenterer de tillige bevжgelsens fremtid. I Frankrig slutter kommunisterne sig til det socialistisk-demokratiske33 parti imod det konservative og radikale bourgeoisi uden derfor at opgive retten til kritisk at tage stilling til de fraser og illusioner, der er overlevet fra den store revolution.
I Schweiz stшtter de de radikale uden at lukke шjnene for, at dette parti bestеr af modstridende elementer, dels af demokratiske socialister i fransk betydning, dels af radikale bourgeois'er.
I Polen stшtter kommunisterne det parti, der arbejder for en agrarrevolution som en betingelse for den nationale befrielse, det samme parti, som gav stшdet til Krakov-opstanden 1846.
I Tyskland kжmper det kommunistiske parti, sе snart bourgeoisiet optrжder revolutionжrt, sammen med det imod det enevжldige kongedшmme, de feudale godsejere og smеborgervжsenet.
Man ikke et eneste шjeblik undlader det hos arbejderne at skabe sе klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsжtning mellem bourgeoisi og proletariat, for at arbejderne straks kan vende de sociale og politiske betingelser, som bourgeoisiet mе fremkalde ved sit herredшmme, som vеben mod bourgeoisiet, - for at kampen mod bourgeoisiet selv kan begynde straks, nеr de reaktionжre klasser i Tyskland er styrtet.
Kommunisterne har den stшrste opmжrksomhed henvendt pе Tyskland, fordi Tyskland stеr umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfшrer denne omvжltning under betingelser, hvor den europжiske civilisation overhovedet befinder sig pе et hшjere udviklingstrin, og fordi det gennemfшrer den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. еrhundrede og den tyske borgerlige revolution altsе kun kan vжre det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution.
Kort sagt, kommunisterne stшtter overalt enhver revolutionжr bevжgelse mod de bestеende sociale og politiske tilstande.
I alle disse bevжgelser fremhжver de, at bevжgelsens grundspшrgsmеl er ejendomsspшrgsmеlet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nеet.
Endelig arbejder kommunisterne overalt pе at skabe forbindelse og forstеelse mellem de demokratiske partier i alle lande.
Kommunisterne forsmеr at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De
erklжrer еbent, at deres mеl kun kan nеs ved, at hele den bestеende
samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skжlve for en
kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lжnker at tabe. De
har en verden at vinde.