Fra H.P. Hansen: Fra hyrde til æresdoktor. Rosenkilde og Bagger. 1960 (side 102f). Mine bemærkninger er anført i []. Henrik Olejasz Larsen.
"Anna kom efter sin konfirmation til at tjene hos Hans Pitter i Brarup, og der var hun i 3½ år. Konens mor, Maren Pitters, var i gården, og hende havde Annas farmor [Johanne Frederiksdatter] været barnepige for. Maren skulle giftes, da hun kun var 16 år. Hun var eneste barn, og de fik fat på en, der hed Rasmus, fra Tårup, hvad man i de andre gårde var meget fornærmede over, da de unge ellers plejede at gifte sig indensogns.
Maren skulle man sige "I" til, og hun havde mange ældgamle skikke, som hun holdt stejlt på. Her er nogle eksempler:
Første gang, kreaturerne skulle ud om foråret, skulle de trækkes over jern, der blev lagt på kostaldens dørtærskel,. I julen måtte intet hjul gå rundt, og i de tre store højtider, jul, påske og pinse, måtte man ikke sy, thi gjorde man det, fik man "fingerbrø" (fingerbrud), d.v.s. en bullen finger.
Hver juleaften, når hønsene skulle have foder sidste gang, skulle Anna tage en tobakstønde, gå op på loftet og tage lidt af hver slags korn, som de havde avlet, og give hønsene, så ville man få en god høst – mente Maren.
Når de bagte "gråbrø" (grovbrød), "småbrø" (sigtebrød) og simler (hvedebrød), skulle der slås kors i det første brød, som Maren kaldte korsbrød eller lysebrød. I dette, der blev sat først i ovnen, blev der stukket en pind, der var omviklet med en smal linnedsstrimmel, dyppet det i tælle og tændt, så man derved kunne se at sætte de andre brød i ovnen. Dette brød skulle gemmes til sidst, og Gud nåde pigen, hvis hun bar dette brød ind, før de andre var spist! Man måtte aldrig puste i ilden under gruekedlen, for at få det til at brænde bedre, når de kogte sorte pølser, og pigerne måtte ikke have lys i deres kammer – men mon det ikke var af sparsommelighed?
Maren var på sin måde from, selv om hendes stadige mundheld var: Je ska dælen bræk me o.s.v. Annas oldemor sagde: "- den under slå me -".
Når Annas husbond og madmor var ude en aften, skulle Anna passe børnene, der lå i Marens kammer, og hvis de ikke var døbt, skulle hun slå kors over dem, for at de ikke skulle blive forbyttet af de underjordiske; men var de først døbt, så skulle hun ikke foretage denne ceremoni.
De skulle gå fastende til kirke den dag, de gik til alters; dog lempede Maren denne skik lidt, så de fik lov til at få en kop kaffe med en hvedkage til, men ikke davre. Endnu i Annas tid stod kvinderne, eller pigerne i hvert fald, op ved bordet, når de spiste.
Fra Hans Pitters kom Anna til at tjene hos Tiilbrærens (Teglbrænderens) i to år, og så kom hun på Vallekilde i 1899, hvor hun tjente et år, og derfra fik hun plads hos Hans Hansen, Mosegård i Gravvænge på Fyn,. Så fik hun plads hos pastor Meulengracht i Ønslev, og derfra fik hun plads på Herning Børnehjem, hvor hun var i tre år. Derfra fik hun atter plads i to år i Vallekilde som barnepige, hvorfra hun fik stillingen som forstanderinge på "Sydsjælland" efter uddannelse på Dronning Louises Børnehospital.
De første år, Anna tjente, fik hun 50 kr. om året i løn, og da satte hun penge i sparekassen. Det tredje år fik hun 60 kr. og det fjerde 100 kr. Atten år gammel købte hun en symaskine, der kostede 36 kr., og denne havde hun og brugte til sin død. Højskoleopholdet betalte hun selv, men fik dog nogen understøttelse, og uddannelsen på Dronning Louises Børnehospital betalte hun ligeledes selv. Hun var flittig, nøjsom og heldigvis ikke forvænnet."