[En del af denne tekst er simpel afskrift fra Chr. Lorentzens hjemmeside http://sites.netscape.net/chralexchr/homepage/roearbejdere.htm. Andre tekstdele er kopieret fra Farum Museums hjemmeside http://www.famus.dk/NetUdstillinger/Indfdsretten/indfdsretten.htm]
Polen var frem til fredsslutningen efter 1. verdenskrig delt mellem Rusland, Tyskland og Østrig. I denne periode (1871 – 1914) udvandrede polakker til store dele af Europa samt oversøiske lande, primært USA. Der var polakker, der alene drog ud for at arbejde som gæstearbejdere i sæsonen, og mange, der blev væk. I alt udvandrede i denne periode næsten 4 mio.
De polakker, som kom til Danmark, indvandrede især til Lolland-Falster. Der var i Danmark en stor efterspørgsel efter arbejdskraft til produktionen af roesukker, som startede omkring 1873. I starten brugtes svenske sæsonarbejdere, men fra omkring 1890 var der tale om en massiv polsk indvandring.
De små gårde ansatte primært de svenske roepiger, mens de store gårde aftog de polske roepiger, som blev formidlet via tyske agenter. Omkring 1890-erne erstatter polske generelt de svenske roepiger.
Det år, hvor den polske indvandring er på sit højeste, er 1911 med 10.320 polske sæsonarbejdere (heraf 4.609 alene på Lolland-Falster). På landsplan udgjorde de polske landarbejdere i 1911 4%, men for Lolland - Falster 28%. I 1940 var 4885 personer født i Polen registreret som bosiddende.
På Falster begyndte en række gårde i 1893 at bruge polske roearbejdere. Det var mest unge piger og koner, som indkvarteret på de gårde, der havde indgået en kontrakt om et vist antal roe-arbejdere.
Indkvarteringen var det tarveligste, som man kan forestille sig: En kasse med halm i et hjørne af stalden, der var blevet afskærmet med et par brædder.
Da de store gårde begyndte at bruge mange roearbejdere, blev der bygget "Polak-kaserner", hvilket var huse i 2 etager, hvor der var køkken og vaskerum i stuen og sovesale på 1. sal.
Arbejderne var under opsyn af en "Aufseer". Han var kontakten til deres arbejdsgiver og kunne som regel en smule tysk og havde aftalt løn og kost. Han boede også i kasernen, men i stuen. Han havde som regel kone og familie med. Det var hans opgave at holde orden og justits.
Efterhånden kom der også mænd herop, og de fik deres egne sovesale. En ikke ubetydelig mængde af mandlig polsktalende arbejdere kom til andre steder i Danmark – ikke mindst København og Nordsjælland – hvor de "afløste" svenske arbejdere ved bl.a. teglværkerne.
De fik efter danske forhold en meget lille betaling, og kosten bestod hovedsagelig af kartofler, 25 pd. om ugen til 2 personer. Selv om forholdene ikke var gode, kom de dog hvert forår igen.
Nationalmuseets udfærdigede i 1950-erne en undersøgelse af herregårde fra tiden 1880 - 1920. Det indsamlede materiale byggede især på beretninger skrevet af folk, som selv havde oplevet livet på en herregård. I disse beretninger kommer en del ind på livet sammen med polakkerne på herregårdene. Således fortæller Landvæsenskandidat Marius Nielsen om året 1906:
"Rudbjerggård ligger ca. en kvart mil fra Nakskov. Der var henved tusind tønder land til Rudbjerggård. Det er ikke den største gård i areal, som jeg har været på, men det er langt den største med hensyn til heste og folkeantal. Grunden hertil var det store areal af sukkerroer ( 210 tønde land ), der dyrkedes. Der var således 23 par arbejdsheste, ca. 25 husmænd og håndværker, 6 -7 landvæsenselever, 7-8 karle ogg 70 polakker ( 62 piger, 8 karle).
Polakkerne kom i første halvdel af marts måned og blev til først i december. De fik i reglen en meget dårlig behandling både fysisk og økonomisk, boede ofte i usle faldefærdige rønner og fik i det hele taget en kynisk og hensynsløs behandling.
Polakkasernen, der lå blandt de øvrige af gårdens avlsbygninger, var en stor forholdsvis ny toetagers bygning. Få dage før polakkerne skulle komme, blev bygningen rengjort. Væggene kalket, vinduerne pudset og gulvene skrubbet og skuret. Dagen eller natten, da polakkerne kom, husker jeg tydeligt. De skulle komme med toget til Nakskov ved 12 - tiden om natten. Det var i marts måned og bittert koldt. I var tre eller var det fire store vogne, der skulle hente dem. Forhutlede og forfrosne efter den lange rejse krøb de op i vognene, og den over en mil lange køretur i åbne vogne begyndte.
Det var ingen lysttur kun de færreste tog det mindste hensyn til polakkerne. Det var jo i sukkerroerne, at polakkerne væsentligt var beskæftiget, i forsommeren med udtyndingen og om efteråret med optagningen. I mellemtiden var der et lille pusterum, hvad roearbejdet angik. Men polakkerne udførte også andet arbejde, navnlig i høsten. Jeg mindes engang, at vi kørte korn hjem med 21 vogne. Tre af vognene kørte kornet direkte til tærskeværket, hvor det blev tærsket. De 18 vogne kørte kornet i lade. Seks vogne læssede samtidig i marken. Andre seks læssede af i laden, og de seks kørte tom imellem frem og tilbage. Her var brug for mange mennesker, navnlig til at tage mod kornet i laden. Men også ved tærskeværket krævedes folk til at tage imod korn, halm og avner. Her var det rart at have 70 polakker at disponere over".
I 1908 blev der, bl.a. på foranledning af Peter Sabro, lavet en beskyttelseslov, der blev kaldt "Polak-loven" (Lov af 21. maj 1809, om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i landbruget). En af bestemmelserne var, at der kun måtte sove 2 i hver seng.
Da krigen udbrød i 1914, var man ikke færdige med roearbejdet, og da grænserne lukkede, var der alene på Lolland - Falster mere end 2000, der måtte blive her.
Efter 1. Verdenskrig kom der kun meget få sæsonarbejdere til landet. Indenrigsministeriet nedsatte i 1915 et "udvalg angående tilvejebringelse af dansk arbejdskraft til landbruget", hvis opgave var at få danskere som var arbejdsløse til at beskæftige sig ved landbruget. Og i begyndelsen af 1920-erne erstattedes den polske arbejdskraft på Lolland-Falster således af en jysk arbejdskraft. Når roesæsonen indledtes, valfartede den jyske arbejdskraft således til Lolland – Falster, idet den jyske arbejdsvandrer på dette tidspunkt kunne tjene op til tre gange så meget som på hjemegnen.
På vejen mellem Lungholm og Højbygård er en kaserne, der nu er indrettet som museum og mindestue (Museum Polakkasernen - Muzeum Izba Polska, Højbygårdsvej, Tågerup, 4970 Rødby). Ved Spøttrups søs østlige bred ligger også en gammel Polak-kaserne, hvor der er indrettet en udstilling om søens historie.
At polakkerne hovedsageligt var romersk-katolske forhindrede ikke en hurtig assimilering. Mange unge piger blev gift med danske mænd og de polske mænd, der var her, giftede sig kun med polske piger. Langt størsteparten af disse polakker blev her i Danmark, kun dem der havde mand og børn i Polen tog tilbage.
Til minde om de polske roearbejdere er der på Sakskøbing torv opstillet denne statue af 2 polske roepiger.
