Mel: Der er et Land
1’ Vers
Hvorfor i Dag vi samlet er herinde,
ja Grunden kender sikkert nok enhver:
Som Konfirmand vi Valdemar kan finde
nu bænket mellem Slægt og Venner her.
I Glim hans Vugge stod, den yngste var han
af tretten Sødskende, en lystig Flok,
og tem’lig sikkert her i Hjemmet har han
som Kæledægge altid været nok.
2’ Vers
Nu er de vokset til, mens Aar er gaaet,
i Vedersø er Karolines Hjem.
Ved det elektriske har Oluf faaet
i Varde Plads, og det gaar stadig frem
i Ringsted Karen i en Villa finder
sig veltilpas, til Glim kom Agnes hen.
Der hun og Jens tit drøfter gamle Minder
i Roskilde vi kan jo træffe Svend.
3’ Vers
Til Holbæk saa Marie ved vi kom jo,
og Karl har Arbejde i København,
saadan man kan i Verden kastes om jo
man alting blev til Glæde dog og Gavn
nok Esther, Villiam, Peder sikkert sender
saa mange Tanker fra Amerika,
en skønne Dag de nok herhjemad vender,
og mange Dollars de paa Lommen har.
4’ Vers
Og Søster Ellen vil vi her nu nævne,
endnu vi hende har jo under Tag,
hun paa Fabrikken efter bedste Evne
>
jo slider i det stadig Dag for Dag.
En tak du sikkert Far og Mor vil siger
for alt hvad de har stræbt fra I var smaa,
for Barndomstidens Dage lykkelige
dem vil du tænke tidt tilbage paa!
5’ Vers
Med lad os ikke Konfirmanden glemme,
for Valdemar er flink og meget kan,
han hjælper troligt med til alt herhjemme
og Roer og Kartofler passer han,
i Skolen var han flittig, flink og stille,
for Lærer Jørgensen han glad jo var,
men allerhelst han gir sig til at spille
de bør han lære, den Ting er da klar.
6’ Vers
Det Løfte som du nu i Dag har givet
det maa du aldrig glemme, hold det fast
thi det kan bære gennem hele Livet
det bærer oppe om alt andet brast
og aldrig maa dit kære Hjem du glemme
ja skulde Modgang stundom blive Gæst
saa husk de bedste Venner er herhjemme
og de jo mener dig det allerbedst.
7’ Vers
Gid Livet saa maa godt for dig sig føje,
naar ærligt blot man stræbe vil
og kun det gode dagligt har for øje
saa faar Velsignelse man jo dertil
de bedste ønsker derfor vi dig bringer
og naar vor Sang vi her nu slutter
et ”Leve Konfirmanden” da skal klinge
tilsidst vi alle gier ham et Hurra!
Digtet af din Mor og Søster
Ellen Sørensen og Hansine Sørensen
den 4/10 1930
Opdated mar-20-2002