Biblioteksafgift
-historisk og i nutid.
af Per-Olof Johansson
Ib Michaels beslutning om ikke at ville tillade, at hans kommende bøger
udlånes på danske biblioteker, bringer oprindelsen til biblioteksafgiften i
erindring, og da jeg i 1975 skrev om Peter Freuchens betydning i den
henseende, føler jeg trang til at genopfriske artiklen. Den er over tyve år
gammel og jeg ville næppe skrive den sådan idag, men da sagens
kendsgerninger ikke har flyttet sig, rører jeg ikke ved de tidstypiske
formuleringer -.
*
Den stod at læse i Frederiksborg Amts Avis den 18. november 1975
under titlen: En bog og dens skæbne.
*
Da Peter Freuchen døde i 1957 var han lands- og verdenskendt. Som
opdagelsesrejsende, romanforfatter, populær-videnskabelig forfatter og
quiz-vinder var han en offentlig person, hvis venligt smilende skægansigt
var et symbol. Og det i en grad, så hans eget værk kom til at stå i skygge
af hans personlige fremtræden.
I et enkelt tilfælde gik han så kraftigt i brechen for en af sine bøger, at
man kan få fornemmelsen af, at han slog den totalt ihjel. Men bogens
fantastisk balancegang mellem voldsomme effekter og nuancerede
personskildringer gør den til et kunstværk, umulig at ryste af sig. I vor tid,
hvor sammenstødet mellem den industrialiserede del af verden og den
udbyttede del nærmer sig et katastrofepunkt, er den også et politisk skrift.
Bogen hedder “Nordkaper” og kom i 1929. Den handler om
hvalfangerkaptajnen Danco Kellar og foregår i slutningen af forrige
århundrede. Den så mærkelig ud, da den kom. Et omslag skiltede med
“forbud” på en af de første sider står forbudet i en sort ramme:
“Nærværende bog må ikke udlånes eller udlejes af biblioteker,
læseselskaber, foreninger eller lignende uden samtykke af forfatteren.”
Forbudet startede en fejde om bibliotekspenge, som varede til ind i 1932.
Bogen anmeldtes i POLITIKEN positivt og uden forbehold:” Handlingen
er af en voldsom fortættet kraft”. (Samme anmelder kaldte året efter
Tom Kristensen “Hærværk” for “en skuffelse”.) I samtiden begrænsede
forbudet ikke bogens salg, men det er nok ikke uden skyld i, at den nu er
glemt. Gode anmeldelser af endog gode bøger er ikke altid nok til at
holde dem fast i vor underlige “offentlighendes bevidsthed”.
*
Otto Gelsted var en af Peter Freuchens gode venner, og der er vist ingen
tvivl om, at dette venskab også bundede i en fælles social samvittighed.
Men Peter Freuchen var langt fra at være en teoretiker, endsige tilhænger
af en teori. Han kunne derfor næppe tænkes at ville have accepteret det
følgende Marx-citat som motto for sin bog: ”Akkumulationen af rigdom
på den ene pol er samtidig akkumulation af elendighed, arbejdskval,
uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværdigelse på den modsatte
pol”.
Ikke desto mindre beskriver dette citat glasklart intrigen i “Nordkaper”.
Både kaptajnen Kellar og skibets mandskab er på hvalfangerfærd af
tvang, og de ved, at af den fangst de gør, får de kun selv en minimal del.
Her hører fælleskab mellem kaptajn og mandskab op.
Når skibet er i søen, er kaptajnen garanten for, at al saft og kraft bliver
sat ind på at gøre fangst. Og han lever op til det, med det kræver
menneskeliv. De som profiterer af denne kraftanstrengelse tager deres
gevinst hjem til det sidste, hvorefter de vil føre Danco Kellar hjem for en
domstol, få ham dømt og selv vaske deres hænder, tage en tur til Europa
eller spadsere en tur med familien i Franklin Park, Boston “ the Puritan
City, at once handy, trusty, compact, practical and picturesque.”
Men Kellar gør ene mand oprør, ikke som en helt men som en
desperado. Vidnerne er dén store natur, vi idag kun tilsyneladende har
underlagt os, og eskimoer som ventede de hvide med glæde:
“Menneskene blev hele sommeren derude på Nottingham Island, men
intet spor af hvide mænd kom til deres ø.”
Peter Freuchen teoretiserer ej heller over “skæbnen”. Men han er vældigt
grebet af selve den enkelte menneskelige skæbne. Hans skildring af
eskimoisk kultur er derfor så enestående. Vi ser den ikke udefra, abstrakt,
men vi ser den med egne øjne.
Når “Nordkaper” i bogens begyndelse når frem til en boplads, sker der et
kultursammenstød af sådanne dimensioner, at det næsten gør ondt i
hovedet på en. Eskimoerne tager det som en dejlig afveksling at hjælpe
de hvide med at stille deres fangstbegær, selv om det også for dem er lige
hårdt nok. De er i forvejen vant til hårde livsvilkår, ved naturens grænse,
men netop derfor ikke i samværet mellem mennesker.
Peter Freuchen glemmer ikke selv i de mest sindsoprivende scener en
eneste af alle disse kulturtråde, som løber sammen i hans hånd. Vi
bevidner ikke kun een kulturs undergang. Vi kan ikke pludselig vende om
og leve i de kulturer, vi lægger øde. Sådan læser jeg den bog. Vi har
revet kulturkredse op og sejler selv en desperat kurs.
*
Men hvad er bøger værd? Ja nu er vi tilbage i København igen, i 1929.
Efter at have skrevet tre bøger, følte Peter Freuchen sig som forfatter og
meldte sig ind i forfatterforeningen. Det var midt under den økonomiske
krise. Som gruppe betragtet havde forfatterne ringe kår. Allerede da den
første bibliotekslov var kommet i 1920, havde man været inde på, at
forfatterne burde have vederlag for udlån. Thit Jensen havde ført an
dengang, men man kom ikke igennem med kravet. At bibliotekerne blev
brugt, var der ingen tvivl om. For den dårligt betalte forfatter virkede det
urimeligt, at han måtte nøjes med good-will.
En boghandler med et læseselskab nægtede at godtage forbudet mod
udlån af “Nordkaper”. På foranledning af forlaget og Peter Freuchen
mødte imidlertid fogden op og nedlagde forbud mod udlånet. Sagen gik
derefter rettens vej, og Peter Freuchen endte med at få medhold ved
Højesteret. Når bogen var belagt med udlånsforbud, måtte den ikke låne
ud. Blandt bibliotekarer vakte Freuchens forbud vild forargelse. Bedre
blev det så ikke, da forlaget i 1930 meddelte, at alle dets nye udgivelser
ville blive belagt med udlånsforbud indtil 1.4.1932. Udlån kunne kun ske
mod ekstra betaling til forfatteren.
Andersen-Nexø skrev: “Socialismen (fælleseje) er på dette område ved at
afløse privatkapitalismen. Det er ørkesløst at ville prøve at skrue
udviklingen baglæns ved påstande som at bibliotekernes udlån er
opdragelse til bogkøb.” Sådanne påstande fremsattes nemlig som
begrundelse for, at forfatterne ikke skulle have vederlag for udlån. På et
møde i Forfatterforeningen den 24. november 1930 Sagde Peter
Freuchen: “Bibliotekarerne er ikke vore venner. Jeg har sikkerhed for, at
antikvarboghandlere har kontrakt med biblioteker om salg af
anmeldereksemplarer.” Bibliotekernes blad “Bogens Verden” nægtede
simpelthen at referere, hvad Thit Jensen og Peter Freuchen havde sagt:
“Vi finder ikke anledning til at forevige disse to impulsive skribenters
uovervejede indfald og ubeføjede påstande.” Denne holdning holdt sig. I
“De danske Folkebibliotekers Historie” fra 1962 refereres kun
modstandere af forbudet loyalt.
Den nye bibliotekslov af 1931 omfattede ikke en forfatterafgift. På
baggrund af Freuchen-dommen gik debatten inden for
Forfatterforeningen mere og mere i retning af, at man skulle forsøge at
iværksætte et kollektivt forbud mod udlån. Mange forfattere gik imod,
således Johannes V. Jensen.
Peter Freuchen har et rygte som værende lidt vel fantasifuld i sin
offentlige fremtræden. Jeg kan ikke se andet, end at hans synspunkt i
denne sag var ganske sobert og nøgternt. Når nu andre har påtaget sig at
referere hans modstandere, skal jeg tillade mig at referere ham selv.
I Politiken den 9. december 1931 svarede han Johannnes V. Jensen: “
Når en fremragende tænker og en stor forfatter som Johannes V. Jensen
siger noget, er det i reglen tale, man hører med interesse. Dog har vor
store skribent i går her i Politiken udtalt en opfattelse og en mangel på
kollegial forståelse, som man undres over. ... Det drejer sig om en
aktion, man har gjort mange forgæves forsøg på at undgå ved
forhandlinger med kommuner, stat, biblioteker, forlæggere. Men alle
havde kun en skarp afvisning til os. En dom ved Højesteret har udtalt, at
udlånsretten er forfatterens, vi har hidtil givet den gratis, nu kan vi ikke
dette mere. Forfatterens kår er ringe, meget ringe, og dem vil vi hjælpe.
Dertil behøves organisation..... Det er slet ikke kamp mod læselysten det
er ikke lånerne vi vil til livs ... Det der gøres, er ikke dikteret af ønske om
at skade nogen, og det vil vor kamp heller ikke. Vi vil, hvis den bliver
heldigt gennemført gavne alle danske kolleger, ikke alene dem, der
udlånes meget. De får selvfølgelig mest, men også de unge,
fremadstræbende, de ældre hvilende, alle vil tjene derved.”
Imidlertid afblæste forlaget Hasselbalch forbudet for sit vedkommende,
og trods flertal for forbud i Forfatterforeningen, formåede man ikke at
realisere aktionen. Kun “Nordkaper” beholdt sit forbud. Freuchen
forklarede, at Hasselbachs interesse var kølnet, da det viste sig, at
forlæggerne ikke skulle have deres store del af stegen. og intet skete.
*
Debatten havde imidlertid givet stof til eftertanke, bl.a. beskæftigede
forskellige jurister sig med problemet. Men først i 1943 var man klar til at
vedtage et forslag om forfatterafgift på bogudlån på Rigsdagen. Krisen i
august 43 kom i vejen. Forslaget blev genfremsat i 1946, nu af
undervisningsminister M. Hartling, som bl.a. udtalte: “..og det står for
mig således, at forfatternes ønske herom ikke blot er gammelt, men også
rimeligt og retfærdigt. Et lille lands forfattere er på forhånd handicappet,
idet det bogkøbende publikum ikke er så stort, at der kan ydes dem et
ønskeligt og rimeligt vederlag for deres arbejde.”
I 1947 udbetaltes da for første gang forfatterafgiften til 435 danske
forfattere.
Freuchen-dommens betydning for dette resultat kan næppe gøres op.
Men i hvert fald tog Peter Freuchen risikoen med “Nordkaper” på
manges vegne, og det fortjener den også at huskes for.
*
Og her slutter så kronikken i 1975. På baggrund af de overvejelser, som
kronikken havde givet mig anledning til, meldte jeg mig ind i Dansk
Forfatterforening, dog uden jeg nogensinde er faldet i en af de kategorier
som får andel i bibliotekspengene. Der heftes i debatten om
bibliotekspenge tit en nedladende bemærkning på forfattere, som kun har
udgivet få bøger og som får del i bibliotekspengene. Hvis de ikke er
medlem af de solidariske foreninger, så kan jeg til nød forstå det
benspark - men egetlig slet ikke. Senest har Arne Herløv Petersen på
denne måde “sparket nedad” i en artikel i Månedsbladet PRESS.
Artiklen er skrevet på et tidspunkt, hvor man endnu måtte tro, at der var
et beløb til fordeling til “hobbyforfattere” som han kalder dem. Godt
nok har jeg et fast lønnet arbejde med feriepenge og pension , men at
lade dette forhold være udgangspunkt for at kalde mit forfatterskab for
“hobby” synes jeg er groft.
Men bortset fra det, har jeg ikke problemer med at andre forfattere får
mere end 200.000 kr. i bibliotekspenge. Det burde vel kunne forenes
med, at små forfatterskaber også blev honoreret? Så jeg kan helt dele
målet med hans argumentation: at samfundet skal betale for den brug det
gør af forfatteres værker.
Flere interviewer har ålet Ib Michael for, at han ikke iværksatte sin aktion
for fem år siden, da loven blev vedtaget. I stedet for at tage det som et
udtryk for den altfor tålmodige holdning som forfatterne har udvist! Nu
synes han bægeret er fuldt - for nu er det jo Folketinget som lægger op til
at løbe fra aftalen, ikke forfatterne. Bryder een af parterne en aftale, er
det vel meget rimeligt at man går tilbage til start - og ikke at man lader
syv og fem være lige. Ikke nok med at det ikke er de forfattere, som
“henter pengene hjem” som får de 11 millioner til fordeling - nu er der
ingen forfattere som får dem, færdigt arbejde!
Ib Michaels aktion er en gentagelse af Peter Freuchens aktion under
andre retlige forhold. Hvad Peter Freuchen-dommen betyder i den
forbindelse er derfor ikke godt at vide. Ib Michael giver selv sin
begrundelse i en artikel i “weekendavisen BØGER” den 6. september .
Jeg kan ikke finde noget at være uenig med ham i. Kun være ham
taknemlig for at han påtager sig den rolle, han nu gør, med alt det det
fører med sig at følge en sådan sag til dørs. Mellem Peter Freuchen -
dommen og resultat gik der 18 lange år! Hvis det er perspektivet så er der
fornuft i sigte år 2014!
*
************************************’’
Som kilder til artiklen i Frederiksborg Amts Avis har jeg angivet:
Peter Freuchen:Erindringer. Gyldeldals Tranebøger 1963.
Politiken 1929, 1930, 1931, 1932.
Bogens Verden 1930, 1946, 1947.
En scrap-bog 1920-70. Udgivet af Biblioteks Centralen 1970.
H. Hvenegaard-Lassen: De danske Folkebibliotekers historie 1876-1940.
(1962)
En svensk udgave af “Nordkaper” udkom 1950 i Bonniers Folkbibliotek.
**********************************