Kilde: BMG/Outlandmoro
"Det er en kaotisk verden
vi lever i, hvor der mere end nogensinde er brug for simplicitet. Derfor
hedder vores nye plade Bread & Barrels of Water. Ikke alt skal analyseres
ned til mindste detalje. Der skal også være plads til, at tingene
kan være simple. Vi må ind til kernen; ind til de grundlæggende
ting og værdier vi ofte tager for givet og glemmer vigtigheden af:
vand, brød, familie, venner kærlighed, tillid og ære.
For livet ER en gave, som vi skal være taknemmelige for, at vi har
fået."
Outlandish september
2002
Outlandish er ikke helt
som kunstnere på den danske musikscene er flest. Siden de første
spadestik til gruppen blev taget i 1997, har Outlandish konsekvent insisteret
på at gøre tingene på sin helt egen måde. Og det
har gjort dem til et af de absolut mest nyskabende, grænsebrydende
og succesfulde nye danske navne med tæft for iørefaldende
melodier, lokkende grooves og tekster, der kræver stillingtagen og
eftertanke. "Vi spiller ikke bare festmusik", som de siger. "Vi spiller
musik, som man skal kunne forholde sig til."
Da Outlandish i 2000 debuterede med albummet Outland's Official blev de modtaget med åbne arme af både publikum og anmeldere. "Walou", "Wherever" og "Come On" blev solide radiohits. De blev begavet med talrige musikpriser, blev nomineret i seks kategorier ved Danish Music Awards - og blev "Årets Danske Hip Hop Udgivelse." Den medfølgende statuette stod derefter på skift hjemme hos de tre medlemmers forældre. Dog udstyret med en top og en lille nederdel, da Waqas' mor ellers syntes den så lidt for fræk ud.
Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Quadri med henholdsvis marokkansk, cubansk og pakistansk baggrund voksede op - og voksede vel nærmest også sammen - på Brøndby Strand, hvor de har kendt hinanden siden de tidligste teenageår. " Det er efterhånden blevet lidt af et familieforetagende", fortæller Waqas. " Det er ikke nok bare at sige, at vi er venner. Vi er brødre."
De lærte oprindeligt hinanden at kende, fordi de spillede fodbold i samme gård, men efterhånden som de også sammen fik øjnene og ørerne op for breakdance og hiphop, kom fodbolden til at stå i skyggen for musikken. Til at starte med handlede fascinationen af hip hop kulturen først og fremmest om break dance og rap som en måde at udtrykke sig på.
Men efterhånden
kom det også til at stå klart for Isam, Lenny og Waqas at de
med udgangspunkt i hip hop kunne skabe et musikalsk univers som umiskendeligt
var helt og aldeles deres eget. En særlig form for "sammenkogt ret",
hvor grundelementerne ganske vist var amerikanske, men hvor krydderierne
kunne være beats, samples og brudstykker fra arabisk pop, indiske
soundtracks og latinamerikanske rytmer, mens teksterne kunne udtrykkes
på både engelsk, spansk, urdu, arabisk - og dansk. Hvor de
rent musikalsk kunne forene deres forskellige kulturer, uden at de mistede
deres særpræg. "Muligvis er vores musik som en sammenkogt ret,
men det må endelig ikke forveksles med en tilfældig gryderet,
hvor alt er væltet sammen, så man mister smagen for alting.
Der er stadig skarphed og bid i vores musikalske sammenkog," som Outlandish
selv siger.
Det er denne musikalske formel, som Outlandish stædigt fastholder på Bread & Barrels of Water. Alle samples kommer fra medlemmernes respektive hjemlande. Inspiration til teksterne hentes stadig primært fra dagligdagen hjemme i Brøndby Strand - men så ophører al sammenligning med debutalbummet også.
Hvor Outland's Official satte fokus på at være ung mellem to kulturer, er verden med gruppens egne ord nu blevet større. "Vi er kommet til et andet stadie i vores liv. Vi havde hele vores liv til at lave første plade og alle erfaringerne med at være ung mellem to kulturer stod stadig skarpt i vores hukommelse, men nu gider vi bare ikke rigtigt længere at tale om de ting. Vi vil hellere tale om vores familie og om åndelighed. Verden er større end vores ego og alle er vi brikker i et større puslespil. Derfor er emner som kærlighed, tillid, had, venskab, familie og Gud langt vigtigere for os."
Efter Outland's Official udkom i 2000, turnerede Outlandish flittigt Danmark tyndt på kryds og tværs. Al energi blev brugt på at øve og udvikle sceneshow. Imens udtørrede gruppens inspirationskilder og al arbejde med nye sange ophørte. "Vi sad i den samme bus med de samme mennesker og talte stort set kun om de samme ting. De hændte vi havde nogle enkelte dybe samtaler, men de samtaler blev så ved og ved og ved. Så til sidst var de ikke længere så dybe. De ting og de mennesker, som inspirerer os, fandtes ligesom ikke i den bus. De forsvandt simpelthen."
Da Outlandish i slutningen af september 2001 mødtes i studiet for at gå i gang med at indspille det nye album, vendte kreativiteten imidlertid hurtigt tilbage. Den komplicerede verdenspolitiske situation inspirerede dem til ønsket om at genfinde enkeltheden i livet - det nære, det umiddelbare og det medmenneskelige. Albumtitlen Bread & Barrels of Water kom til dem næsten med det samme og blev et vigtigt pejlingsmærke for et album, der fremstår endnu mere helstøbt, selvsikkert og formfuldendt end debutalbummet.
"Vi er blevet mere sikre med hensyn til at skabe vores egen genre inden for hip hop. Vi har lært at stole på vores egen intuition og tage tingene i vores eget tempo. Vi har udviklet os."
Every man gotta story to tell ‘bout how he made it into this world…
Året er 1991. Byen er Brøndby Strand. Stedet er Ungdomsklubben Søholt. De intetanende hovedpersoner er tre store drenge med store drømme. Michael Jackson er inspirator. Ikke så meget for hans musik som for hans fantastiske talent for break dance.
13-årige Isam Bachiri er netop flyttet fra Amager til Brøndby Strand. 14-årige Lenny Martinez er næsten lige flyttet fra Cuba til Brøndby Strand. 14-årige Waqas Qadri har boet i Brøndby Strand hele sit liv. De kender ikke hinanden. Isams forældre stammer fra Marokko, Lennys fra Honduras og Waqas’ forældre er fra Pakistan. Tre kontinenter forenes på et fjerde.
På Søholt
mødes de for første gang. Fællesnævneren for
de tre er hip hop og break dance. I ungdomsklubben kunne de dyrke begge
dele hånd i hånd med de store drømme. Men til al held
var Isam ikke særlig god til break dance.
"Jeg fandt ud af, at
jeg var ret dårlig til dét, så jeg begyndte at gå
mere op i rap’en og musikken" siger Isam Bachiri.
For Isam Bachiri var det med musikken ikke nyt. Allerede i 4. klasse på Islands Brygge Skolen, blev han af sin klasselærer opfordret til at synge, da læreren syntes, at han havde en fantastisk stemme. Isam blev tilbudt en plads på Peder Lykke Musikskole, men fodbold var vigtigere for ham end musik, så musikken måtte vente.
For Lenny Martinez har musik altid spillet en stor rolle. Han har hele sit liv lyttet med åbent sind. Den musikalske genre var ligegyldig, når blot kvaliteten var i orden og det lød godt i Lennys ører. Lennys latinamerikanske blod i årerne fornægter sig ikke, men rap-musikken blev en meget stor del af ham, da han mødte Isam og Waqas.
Waqas Qadri har, fra verden første gang stiftede bekendtskab med begreberne, spillet hip hop og rap hjemme på drengeværelset, med tålmodige forældre som tilhørere. Hip hop’ens kontante og direkte tekster tiltalte Waqas, og danseformen break dance var en befriende form for bevægelse. Waqas blev hurtigt en temmelig habil break danser.
Kemien mellem de 3 var ikke til at tage fejl af, og det var kun et spørgsmål om tid før rap gruppen var en realitet. Efter folkeskolen fulgte gymnasiet. Alle 3 blev matematiske studenter: Waqas fra Ishøj Gymnasium, Lenny fra Avedøre Gymnasium og Isam fra Vester Borgerdyd Gymnasium. Sidstnævntes lærerer og ledelse havde øje for YGB’s (Young Gifted and Brown, som Outlandish kaldte sig en overgang) kvaliteter og lagde gerne musiklokale til som øvelokale. YGB optrådte til fester, forårskoncerter og andre arrangementer.
Efter gymnasiet tog Waqas turen til Trekronergades Handelsskole for at tage den 1-årige HH, hvorefter han fik elevplads hos Xerox, hvor han bliver udlært i august 2000. Lenny og Isam valgte Odense Universitet, hvor begge læser cand. negot., med hhv spansk og arabisk.
I 1997 sidder Lenny og bladrer i en ordbog. Han falder over ordet Outlandish, og tænker "Det er jo os!". "Outlandish: aparte, fremmedartet, sær, besyndelig; fjern, eksotisk (fx an Outlandish place like Borneo)." (kilde: Gyldendals røde ordbøger). Han ringer straks til de andre, og Outlandish er en realitet. Kort efter kommer Outlandish i kontakt med pladeselskabet BMG, og i december ’97 bliver singlen "Pacific To Pacific" indspillet til fordel for Amnesty International. I 1998 udkommer singlen "Saturday Night", som spilles flittigt på radiostationerne. Bandet har fået pladekontrakt og føler sig klar til at indspille et helt album. Første del af drømmen er en realitet.
Imidlertid skal der gå ca. 1.5 år mere før bandet går i studiet. Isam er nået til et punkt i sine universitetsstudier, hvor et år i udlandet er påkrævet. Han tager til Kuwait. Det skulle vise sig at være en god idé. I Kuwait genopdager han sine rødder, og en hel ny verden åbner sig for ham. En verden, der altid har ligget der, men som han enten havde glemt, eller som han først her fik øje på. Med sig hjem bragte han arabiske popplader og indiske soundtracks. Og en stensikker fornemmelse for opskriften til "Outland’s Official" – debutalbummet fra Outlandish.
Lenny og Waqas lå dog på ingen måde på den lade side, mens Isam var i Kuwait. Lenny fordybede sig i sine studier og Waqas tog på en musikalsk rejse til sine rødder. I 1998 udgav han en demo CD på pakistansk. CD’en vakte stor opmærksomhed rundt omkring i verden. Den lå #1 på P3’s Demokræmen i 8 uger, og selskaber i England og i Pakistan viste stor positiv interesse. Så stor at en duet med Bally Sagoo en overgang var på tale.
I 1999 går Outlandish
endelig i studiet. Foruden stakken af arabiske, pakistanske, latinamerikanske
og indiske plader medbringer de deres tekster, deres musik og deres oplevelser
fra omegnen og fra hele verden. Danmarks første bud på multietnisk
hip hop tager form. "Outland’s Official" bliver til.
En hip hop plade, en
pop plade, en rap plade, med samples, med strygere, med skønsang
og kor.
Aparte, fremmedartet,
sær, besyndelig, eksotisk, fra nær og fra fjern. Med andre
ord Outlandish.
Umulig at kategorisere,
umulig at sætte i bås, umulig at komme uden om. Outland’s Official.
Anden del af drømmen rammer verden den 26. april 2000.
The more emotion I put into it, the harder I rock...