Fra BMG/Outlandmoro
"...let the waterman lead ya"
Titlen indikerer det simple, det livsnødvendige.
Titlen er overskriften på Outlandish' andet album, som udkommer den
9. september. Et album der er skrevet og indspillet igennem det sidste
årstid og et album, der vil forsøge at indfri de forventninger
Outlandish debutalbum, Outland's Official, fra år 2000 har vist sig
at stille. For det album gav den bemærkelsesværdige gruppe
et bemærkelsesværdigt gennembrud herhjemme. Nomineringer, statuette,
hitsingler og koncertbilletter, var nogle af de synlige beviser. Men ligeså
interessant var det, at albummet viste sig at indeholde en musikalsk balance
mellem genrer, inspirationskilder og melodisk tæft, der gjorde det
langtidsholdbart og efterhånden har udbredt det i 20.000 eksemplarer.
Det nye album er skrevet af gruppens tre medlemmer
Lenny Martinez, Isam Bachiri og Waqas Qadri og produceret i samarbejde
med de tre producer-teams Saqib & Jay-B, Maximum Risk og Mintman, hvoraf
det første også var bærende på debuten. Og tråden
tilbage til den er da også helt klar, for i Outlandish' univers er
det blandingen af klange og traditioner, der vekselvirker med rytmen og
melodien, for til sidst at give sangen. Den første af slagsen fra
albummet er singlen "Guantanamo", som med sit uforskammede melodiske hook
allerede er blevet en yndling på de danske radiostationer og samtidigt
understreger en af forcerne ved det nye album, nemlig at Outlandish' greb
om den gode melodi er blevet forstærket. Hvordan skulle man også
ellers kunne gå fra en stemning af aztekisk indisk hyrdemusik, til
cubansk barrio party, til en drilagtig pakistansk skolegård, til
tilbagelænet bluespop, til bollywood bounce og videre til knuget
hi tech hip hop i et spænd på de første seks numre på
et album, uden at efterlade lytteren totalt forvirret. Nej vel, det er
bestemt sin sag og samtidigt præcis hvad Outlandish går ud
på.