Fra BMG/Outlandmoro

Information af Klaus Lynggaard

Kog i det etniske fusionskøkken
Danske Outlandish består af tre unge mænd med indvandrerbaggrund, som med deres andet album slår fast, at den p.t. så kurante 'danskhed' har rigtig godt af lidt fremmed ind i mellem.

Enhver, der har været inklineret til at beskæftige sig med det 20. århundredes vigtigste, mest spændingsfyldte og dynamiske kulturudtryk - det nordamerikanske - har ikke kunnet undgå at hæfte sig ved, hvor stor en rolle indvandrer-erfaringen har spillet for samme. Den er rent ud sagt all over the place.

Enhver, der har rejst over there og i øvrigt samtalet med de gerne venligtsindede indfødte, vil vide, hvorledes de hver og én kan føre deres slægt tilbage til den 'gamle verden', som den så rørende kaldes. Slår man op i en telefonbog i en hvilken som helst amerikansk flække, taler de mange globalt klingende efternavne deres eget sprog - det er langt fra alle, der sejler under bekvemmelighedsflaget Smith. Og selv om det afrikanske segment i sin tid i dén grad blev indført mod sin vilje - som slaver - er det ikke til at forestille sig, hvordan verden ville have lydt i dag, hvis ikke det havde sat sit præg på den … ingen gospel, ingen blues, ingen jazz, ingen rock'n'roll, ingen soul, ingen hiphop og ingen r&b. Helmuth Lotti ville have været konge! Alt dette nævnt på grund af tidens ækleste trend, nemlig den der med fra borgerlig side at betragte indvandrere og flygtninge som et problem og konsekvent dæmonisere og diskriminere dem: Som der i f.eks. England og Frankrig finder en 'lykkelig' integration sted, hvor lokal kultur befrugtes og nye former springer frem - og bestemt ikke kun inde for mu-sikken - således også herhjemme.

Vi ser det så småt inden for bl.a. litteratur og teater, men også musikken inkorporerer langsomt, men sikkert nogle af de udtryk, som anden- og tredjegenerationsindvandrere pr. osmose har optaget fra ældre generationer og på besøg i deres 'gamle verden'. Få har dog gjort det så eftertrykkeligt som hiphop-trioen Outlandish, som godt nok stammer fra postområde Brøndby Strand, hvor de er vokset op, men på familiesiden har rødder i henholdsvis Marokko, Cuba og Pakistan.

Regressiv vs. progressiv
Det kunne i dén grad høres på på debutalbummet Outland's Official, som i 2000 ikke kun høstede anmelderroser nok til at starte en blomsterforretning, men også fandt et stort og lydhørt publikum. At trioen endvidere overøstes med priser må betyde, at der ude i landet findes en anden lydhørhed over for den globale puls, end det nuværende regime - i sit hadefulde, ideologiske og dybt småborgerlige korstog mod alt andet - er i stand til at opsnappe endsige fatte. Men eftersom denne moralsk anløbne og i attitude dybt udemokratiske regering konstant må lægge øre til skingert diktat fra Danefæ som pastorerne Kraup og Langballe, Pia Kjærsgaard, den forurettede Ota-dreng Skaarup og had-indpisker numero uno, Mogens Camre, er det ikke sært, den ikke er i stand til at høre lyden af den virkelige verden, det Danmark et demokratisk, men p.t. foragtet og tilsvinet mindretal bebor. Man kunne benytte mediebegivenheden den 11. september 2002 til at indtage én af følgende to positioner: En regressiv og en progressiv.

Det har ind til videre været hårrejsende at bevidne, hvordan den 'gamle verdens' magthavere over en kam har valgt den første. Så må mindretallet samles om at udbedre de skader, de forsamlede narrehatte m/k under anførsel af Me-Big-Chief Bush er i fuld sving med at påføre resten af kloden.

Lidenskabelig intelligens
De burde lytte til Outlandish, hele banden. Det kommer resten af lilleputnationen i hvert fald stensikkert til det næste års tid, thi dette er den hidtil mest vellykkede og eksplosiv ret, det lokale musikalske fusionskøkken hidtil har disket op med. Titlen er godt nok den nøjsomme Bread & Barrels Of Water, men indholdet er anderledes stærkt krydret, voldsomt mættende og så prægnant, det nærmer sig detonationsfare.
Modsat så megen af tidens hiphop lægger d'herrer Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Quadri - godt hjulpet på vej af diverse skrappe producere og musikere - mindst lige så meget vægt på melodi, harmoni og arrangement som på beats og sprogligt flow, hvorfor enhver med et fordomsfrit forhold til musik i dén grad inviteres indenfor i Outlandish's hus. Hvor det myldrer med varme farver, fantasifuld indretning samt skægge krinkelkroge, ja hele bygningen emmer af musikalitet, lidenskab, intelligens og en respektindgydende vilje til at tale tidens idioti imod. Og så svinger det som en motherfucker oveni!
Med sine i alt 14 skæringer pendles der sprogligt frem og tilbage mellem engelsk, spansk, urdu og arabisk (men hvorfor dog ikke også dansk, venner? Dér knækker filmen lidt, efter denne anmelders mening, thi trods bestræbelser på det modsatte er DK stadig en del af Verden, n'est-ce pas? Og det er alt andet lige derfra d'herrer Bachiri, Martinez og Quadris verden går!), mens emner som tro, frygt, familierelationer, racisme, ære, had, kærlighed venskaber og - nå ja - vand og brød ind- og omkredses af tre markante stemmer. Musikken står på en amerikansk inspireret hiphop-bund, men fusioneres med beats, samples og brudstykker fra den vide omverdens evigt summende lydspor.
Det myldrer med klange, man ellers forbinder med verdensmusik - hvad enten vi snakker Arabien, Indien eller Latinamerika - og resultatet er svimlende, berusende og inciterende. Der er ingen grund til at fremhæve nogle af de 14 spor - okay, fed version af Khaled's "Aïcha", drenge! - thi albummet holder fra a til z og det er opbyggeligt, konstruktivt og visionært i en grad, der får Thor, Anders, Brian og Bertil til at fremstå som de mentale dværge, de med glæde igen og igen demonstrerer de er.