~~Back~~

Fra BMG/Outlandmoro

Jubii.dk af Dan Rachlin
4 ud af 5

Succesen kom snigende med den glimrende 2000-debut 'Outland's Official', hvor trioen Isam Bachiri(med rødder i Marokko), Lenny Martinez(med rødder i Cuba) samt Waqas Qadri(med rødder i Pakistan), formåede at få fine anmelder-omtale og sælge lidt over 20.000 albums i det ellers ret så hip hop- forskrækkede Danmark.

Stilen var på første album naturligvis inspireret af hvordan amerikansk hip hop lød for et par år siden, men med trioens egne etniske input, som gjorde at Outlandish ikke lød som nogen anden på hip hop scenen.

Det gør de heldigvis heller ikke på opfølgeren, som har fået titlen 'Bread & Barrels Of Water'. Outlandish har med deres blanding af engelsk og spansk rap samt det fine vokalarbejde, som svæver over de fleste af de nye numre, endnu engang opnået en super-smooth niche-lyd. Og vi taler ikke om at nu skal tre knægte fra Brøndby Strand gøre, hvad der står i deres magt for at komme til at lyde helt anerledes. Eller tre knægte som fylder så mange lydintryk og stemninger i de 13 nye numre, at man bliver ramt af akut forstoppelse, slet ikke. Bevares der er traditionelle musik-elementer fra Østen, Sydamerika og arabiske lande, men de er integreret i den moderne, vestlige(!) bund som er Outlandish' udgangspunkt.

Outlandish har helt sikkert fået goodwill herhjemme fordi deres baggrund og fælles fortid handler om problemerne med at være anerledes i vores lille kølige land(heraf navnet Outlandish), men det er ikke et udgangspunkt trioen misbruger.

Her er ingen forurettede tekster om hvor hårdt det er at være indvandrer i Danmark, ej heller ret mange ord om hvor helt psykopat-agtig-fede rappere de er. Til gengæld er der fine rim om at være et individ i en multietnisk verden. Her er ord om gud, kærlighed, venskaber og respekt.

Singlen 'Guantanamo' har allerede bevist at Outlandish forstår at lave hits med radio-airplay-potentiale, og det superlækre stille nummer 'If Only' vil helt sikkert følge efter på radiostationernes spillelister. Også 'Gritty' en ganske lige ud af landevejen kærlighedssang med tryk på sang er klar til natradio. 'Bread & Barrels Of Water' kommer snigende ind på dig, og bliver svær at ryste af sig igen. Godt gået gutter!