Fra BMG/Outlandmoro
Politikken af Janus Køster-Rasmussen
4 ud af 6 hjerter
Tjek på tilværelsen
Outlandish vil lave hip hop, der fungerer.
At musikkens bærende samples og sindsstemninger kan føres
tilbage til Isam, Lenny og Waqas' oprindelseslande Honduras, Marokko og
Pakistan, er naturligvis mere end markant. Men trioens andet album, 'Bread
& Barrels Of Water', er så åbenlyst blevet til på
genrens præmisser, at Outlandish kun i glimt fremstår som en
egentligt eksperimenterende og øjenåbnende gruppe.
Ikke at det ikke sker: Den tre minutter lange
'Introduction', som egentlig er et nummer i sin egen ret, er et stykke
vovet enkelhed baseret på et hypnotisk fløjtesample.
'Peelo' er frækt bygget over et løsrevet
fragment fra en børnesang, og flere steder får arabisk kvarttonesang
lov til at messe af sted i smuk kontrast til trioens præcisionsfabrikerede
hip hop-beats. Men altovervejende tjener altså de spændstige
instrumentsamples en hip hop-helhed, som vi kender den. Der skal laves
intelligent brugsmusik her og ikke for alvor udfordres grænser.
Det er en prioritering, som Outlandish efter
alt at dømme er fuldkommen afklaret i. Den lidt naive og søgende
grundtone - og den dertil hørende følelse af nødvendighed
og rastløs energi - fra debuten 'Outland's Official' er i hvert
fald erstattet af en fremstilling af bandmedlemmerne som på én
gang selvreflekterende, voksne mennesker og no-nonsense-forretningsmænd
»on the phone, doing 'biz, trying to close a deal«.
Correct me if I'm wrong, men Outlandish lyder,
som om de har fået nok af castingen som vores alle sammens yndlingsindvandrere
fra Brøndby Strand, der kæmper åh så hårdt
med skismaet mellem familiebaggrund og dagligdags realiteter. Luftforandringen
skal være dem vel undt - men deres søgen indad mod nære
værdier, »just me y my familia«, er stadig klart mest
interessant, når kulturerne klasker sammen i de små hjem: som
når Waqas uhøjtideligt og håndgribeligt indvier os i
sit ægteskabs startvanskeligheder: »It wasn't love at first
sight, not even the first night/ Came later based on mutual respect and
insight«. Eller som når Isam nøgternt beretter, at det
kan være lige meget med aftenbønnen, når han alligevel
har haft for travlt til de fire første.
I det hele taget fremstår Isam, der
demonstrerer en tilbagelænet sikkerhed i både rap og især
sang, som trioens lysende talent. Selv om de tre fungerer som gruppe og
sikkert har sværget, at det skal være sådan forever,
stikker han umiskendeligt ud og op med sine beretninger om at spise dadler
under familietræet og sende bedstemor til Mekka på første
klasse.
Og bare Waqas dog ville rappe mere på
pakistansk frem for engelsk - selv om de færreste gammeldanskere
vil forstå en pløk, kan de fleste høre, at hans flow
er langt mere rytmisk på dette hans andet (første?) modersmål.
Men jo, Outlandish vil lave hip hop, der fungerer.
Og 'Bread & Barrels Of Water' - en titel, der vel også kan forstås
som en slags back to basics -programerklæring - fungerer meget fornemt.
Produktionerne demonstrerer sikkert håndelag i omgangen med de fremmedartede
samples og taktarter, og Khaled-fortolkningen 'Aicha', latinrap-singlen
'Guantánamo' plus den meget, meget lækre 'Eyes Never Dry'
er opvisninger i radiopop med et menneskeligt ansigt. Outlandish er tilbage.
Med tjek på tilværelsen.