At stille det
sprudlende mandrilhold op mod afdankede Finn Nørbygaard er at bede
om en ulige kamp. Ikke desto mindre kan det være nyttigt, når
man skal anskueliggøre mandrillens kvaliteter. For der er jo nærmest
tale om direkte modpoler.
Hvor Nørbygaards
"komik" altid spiller på det sikre uden at udfordre seeren,
er mandrillen aldrig leflende i sin al sin absurde galskab.
Mens Nørbygaards
ældgamle jokes forsøges shinet op med dyre kulisser betalt
af dine licenspenge, klarer mandrilhumoren sig ved at være skæv,
overraskende og nyskabende - original.
Hvor Nørbygaard
udelukkende er drevet af jagten på ussel mammon, og derfor skider
det ene røvsyge videobånd og med forudsigelig kolonihavekomik
ud af rectum, ignorerede mandrilholdet seertalstyraniet.
Mens Finn Nørbygaard
ligner en, der er ved at kvæles i sine egne krampagtigt tilrettelagte
kopivittigheder, improviserer mandrillen derudaf, og crewet bryder til
tider selv sammen i latterkramper.
|