Liverollespil - første gang
Da jeg tog til liverollespil første gang var det efter hyppig opmuntring fra mine liverollespillende venner. Jeg var ikke helt sikker på at man kunne få en eftermiddag til at gå, bare ved at rende rundt med 10-20 andre og et blødt sværd på nakken. Men der tog jeg fejl. Da jeg ikke var sikker på at det ville blive specielt sjov mødte jeg op i almindeligt tøj.

Der var ca. 30 andre som løb rundt og slog efter hinanden, kastede med mel (formularer), blev sminket eller var i færd med at iføre sig deres kostumer. Jeg fik stukket et sværd i hånden , som jeg senere nedlagde adskillige småunger med, og de fortalte at jeg kunne spille menneskekriger. Jeg havde 2 point i hver af armene og benene og 2 i kroppen. Hvis man når ned på 0 i kroppen er man død, og hvis man rammer en modstander i hovedet er man selv død.

Så kom briefingen. Min Baron havde fået stjålet 3 ringe (tror jeg nok det var) af en gruppe skovfolk, og vi (min gruppe) skulle skaffe dem tilbage. Menneskene som bestod af en 8-10 stykker blev delt i 2 grupper og vi vandrede ud gennem skoven for at finde skovfolket. Efter ½ time stødte vi på en vampyr og hans tjener og vi måtte flygte for sådan en havde vi ikke midler til at stoppe. Men held i uheld løb vi lige ind i skovfolkenes gemmested og de blev hurtigt afhørt (og dræbt). De havde fået ringene stjålet af sortelverne.

Vi gjorde os klar til at drage til Sortelvernes land, men pludselig fik jeg drysset mel på min jakke og jeg fik at vide at jeg var død, og lidt efter var jeg blevet til en zombie. Nu kunne jeg ikke løbe, snakke og være intelligent. Men mine stats var flydende 8, så jeg skulle rammes 8 gange før jeg var død. Min herre var en heks og hun/vi sluttede os til menneskene.

Da vi kom ud til sortelverne viste det sig at de var et bravt folk (onde, men gode krigere), og en stor del af menneskene blev dræbt. Men sortelverne blev vistnok besejret og så skulle alle døde ligge stille i 10 minutter før de måtte spille videre som en anden person. Jeg var ikke død, men heksen sluttede sig til de nye sortelvere og så bankede vi menneskene og skovfolkene.

På dette tidspunkt havde vi løbet rundt i 5 timer, og det var en oplevelse som fik betydning for min interesse for rollespil. Og nu er jeg medlem af bestyrelsen. Mine største bekymringer før jeg tog til liverollespil var, hvordan man skulle spille og slås. Jeg regnede med at slås var det eneste man lavede. Men meget tid går med at gå rundt og møde folk, forsvare sig mod røvere, danne alliancer med andre racer, bygge borge, jagte orker og gobliner, lave magiske ritualer, og meget mere. Hvad kan jeg sige tag dig sammen, let røven og tag til live. Det er smadder sjov. Hvis du ikke gider lave kostumer og/eller våben kan du låne, mange af os har ekstra med.


Copyright 1998 - Johan Holkmann Jacobsen