En fortælling i H.P.Lovecrafts Chtulhu-mytologi

Denne historie må kopieres til privat brug men må ikke sælges videre eller udgives uden forfatterens awareness om dette. Copyright © 1997 Johan Holkmann Jacobsen

Regnen piskede ned, og båden gyngede på det voldsomt oprørte hav. Af og til slog store bølger ind over dækket, men som en fisk i vandet, fortsatte kutteren ufortrødent videre. Men det var alligevel som om, at den sejlede mod strømmen. Eller rettere op ad et vandfald. Det knagede i skroget, og vinden kom med store stød imod den. Det var som om hele naturen sang og plagede om, at den skulle vende om og sejle ind til fastlandet igen, denne efterårsdag i 1928.

"Puha," stønnede manden og sank en klumpn som havde siddet i halsen den sidste time. Han havde aldrig været meget for havet, og han havde allerede været engang ude ved rælingen. Og han var ikke ene om søsygen. Et par af de andre 11 passagerer havde også været ude en tur på dækket, formodentlig i samme ærinde som han selv.

Han kunne nu ikke forestille sig at nogen af disse 11 personer skulle være forbrydere af nogen slags. Af alle de sager han havde haft i de 14 år, som han havde været privat detektiv, var dette den nemmeste sag. Han var en uge tidligere blevet ringet op af den administrerende direktør på ferieøen Island of Relaxorty. Det var en ny attraktion for stressede og rige erhvervsfolk, hvor de kunne betale for at være i fuldkommen ro. Det første hold gæster skulle således ankomme denne efterårsdag med en privat lejet kutter.

"De vil blive betalt fornuftigt," havde direktøren, James Winterbuttom, sagt. "Den eneste opgave de får, er at sikre at der er fred og ro på øen."

Han, Charles Lincoln også kaldet Charlie, ville altså få en betragtelig sum for at passe på at 11 fredelige rigmandsfolk ikke skulle ryge i totterne på hinanden.

"Ja, forresten," havde direktøren sagt lige før, at de havde sluttet deres samtale. "Vi vil selvfølgelig passe på at Island of Relaxorty ikke får et dårligt rygte her fra starten. Derfor vil vi være yderst tilfredse, hvis De er lidt diskret. Vi har nemlig fået nogle trusler om at straks lukke øen, ikke nogle alvorlige forhåbentlig, men de vil modtage brevene en af de følgende dage."

I sin taske havde han nu både en komplet liste over gæsterne og personalet på øen og de få entydige trusler, som direktøren havde fået med posten. Det var klart, at direktøren havde gået til en privat detektiv. Hvis politiet havde fået sagen, ville nyheden snart komme frem i alle aviser, og øen risikerede at miste gæsterne.

Og nu sad han altså på båden i et kæmpeuvejr, men det hjalp at tænke på lønnen, og hvad var lidt dårlig mave i forhold til en uges "ferie" og en god løn.

Han sad overfor en galant ung kvinde, som tidligere havde præsenteret sig som Jelly Simpson, en skolelærer, hvis mand og barn var blevet dræbt i en trafikulykke et par år tidligere. Det havde han tjekket i sine arkiver. Samtlige gæster havde en ren samvittighed, i hvert fald efter hans oplysninger.

Jelly Simpson, 26 år, skolelærer fra Boston. Vokset op i et alment hjem i et forstadskvarter. Blev gift som 21-årig, og fik en datter, da hun var 23. Året efter døde både mand og barn, trampet ihjel af en løbsluppen hesteflok. Efter adskillige nervesammenbrud anbefalede lægen, at hun tog til Island of Relaxorty.

Nottie Engell, 17 år, tidligere prostitueret og afhængig af kokain. Efter en barndom dels på børnehjem og dels på flugt fra myndighederne blev hun fundet af en advokat, som kunne fortælle hende, at hun havde arvet en formue fra en gammel grandtante. Advokaten sendte hende ud på øen, for at få styr på sit liv.

Robert Battens, 63 år, pensioneret kaptajn. I en lang række år var han kaptajn i den amerikanske flåde, hvorefter han fik sine egne skibe og skabte en stor virksomhed. Han var kendt som en meget loyal mand i flåden. Ingen kone eller børn.

Anthony Allen, 55 år, professor på Boston University. Her havde han været siden sine unge dage, bortset fra utallige rejser til udlandet, for det meste Sydamerika. Han havde hverken kone eller børn, men havde ellers et godt ry som en ihærdig mand, som gjorde sit arbejde godt.

Larry Beck, 41 år, overlæge. Kone og fire børn. Han havde arbejdet som læge på et privat hospital, og gennem en årrække førte hans arbejde til forfremmelse som overlæge. Han havde flere gange sat eksempler på hans fremragende viden, blandt andet med mange gennembrud i lægevidenskaben, og han var en kendt mand blandt læger.

Tim Johnson, 34 år, rigmandssøn. Forkælet mand, som er søn til den rige senator Alex Johnson. Han venter kun på den dag, at han arver sin faders formue. Uddannelse på kostskole og senere på et universitet, som han dog sprang fra, på grund af dårlige karakterer.

Jeremy Lambadias, 52 år, ambassadørassistent. Efter en opvækst i et finere mexicansk hjem studerede han jura i New York og blev som 46-årig ansat på den mexicanske ambassade i USA.

Emilie Bellford, 78 år, enke og millionær. Temperementsfuld gammel enke, hvis mand efterlod hende et kæmpegods. Ingen børn, og efter sigende tog hun til Island of Relaxorty for at skrive sit testamente.

Jack Wargate, 29 år, journalist. Opholdet på øen betales af New England Today, den avis som han på nuværende tidspunkt er ansat på. Han har i 4 år været journalist uden større held, og denne opgave er en af de største han hidtil har haft. Han er gift og har 2 børn på 1 og 3 år.

Nevil Dore, 33 år, krigsveteran fra første verdenskrig. Han voksede op i et snusket hjem i Phillidelphia, men i hæren fik han en god karriere, selv om han var ung. Han havde 7 børn med sin kone og et stort hjem med fine forbindelser til forsvarsministeriet.

Benjamin August, 66 år, pensioneret advokat. Opvækst i Kansas på en ranch, men udmærkede sig som advokat med en lang række vundne sager, blandt andet mod en af de store mafiaboss`er. Nu var han bosat på en ranch med en lille familie, pensioneret og rig.

"Hmm," Charlie havde studeret alle gæsterne, så godt han nu kunne på de få dage, som han haft før rejsen. Han blev mere og mere rolig, for ingen af gæsterne var videre farlige forbrydere som han var vant til at omgås.

De 12 passagerer inklusiv Charlie var klemt ind i en mindre opholdsstue, som ikke var alt for stor. Den gamle dame mrs. Bellford havde også klaget, og forlangte straks at få anvist en kahyt. Den erfarne kaptajn lod hende modvilligt låne hans rum, hvor hun nu sikkert lå og gyngede i hans køje. En kraftig bølge fik i det samme også Charlie´s mave til at gynge, og han blev ligeså grøn i hovedet som senatorsønnen Johnson. Han var tydeligvis heller ikke vant til havets gang. Den pensionerede sømand Robert Battens der imod sad og snakkede højlydt om sine eventyr på havet.

Da de efter to timers sejlads nåede frem til øen stod fire mennesker klar i den silende regn ved fortøjningerne med paraplyer til gæsterne. Den første var en middelaldrende mand i jakkesæt, dernæst en dame i samme alder i kjole og to mænd i forholdsvis almindeligt tøj.

"Ah, velkommen til Island of Relaxorty. Trods vejret håber vi at De vil have en fornøjelig uge. Jeg er James Winterbuttom," sagde den første mand. Gæsterne fik overrakt en paraply og blev vist op i tørvejr i huset.

Det var et stort hus, og Charlie var sikker på, at det ville se flot ud i solskin, men nu virkede det nærmest skræmmende og mørkt. Bag huset lå et lille skur og længere udad på øen lå en lidt større skov med fyrretræer. Selve øen var ca. 1-2 km i diameter. Han skyndte sig sammen med de andre gæster op til huset. Indenfor viste mrs. Winterbuttom, direktørens kone, gæsterne deres værelser.

"De vil modtage deres bagage snarest," forsikrede hun den vrisne gamle mrs. Bellford.

Charlie takkede og låste sig ind på sit værelse. Han blev mødt med et vældigt syn. Indenfor var der en kæmpe dobbeltseng med guldtæpper og egen kamin. Der var et flot egetræskrivebord og fra vinduerne var der en fantastisk udsigt over den side af øen, hvor skoven lå. Ved sengen stod et lille marmorbord som sengebord. På væggene hang flotte malerier og i en lille reol stod tykke flotte bøger i alle genrer.

"Bonk...bonk...bonk," lød det fra døren. "Deres bagage, sir." Charlie åbnede døren.

"Goddag, her er Deres bagage, sir," sagde den store skaldede mand. "Mit navn er Palmer Heintz, og jeg er kokken. Hav en fortsat god dag."

"Tak, mr. Heintz, i lige måde," svarede Charlie.

"Åh, ja forresten. Der er middag kl. 18, sir," sluttede kokken, før han gik videre til nabodøren.

Charlie pakkede sine ting ud og smed sig på den store seng. Han havde ikke helt mistet fornemmelsen af søsyge, men han var alligevel glad for at have fast jord under fødderne.

Det var blevet mørkt og stormen havde taget til, da Charlie begav sig nedenunder. Han kunne lige nå at få en snak med direktøren før middag. Han fandt direktøren i stuen, hvor han sad i de fine pelsstole foran kaminen og snakkede med Jack Wargate, journalisten. Charlie nikkede til dem og satte sig i nærheden. Den store stue var med trævægge og alle møblerne var pelsklædte og bløde. Rundt omkring hang malerier og trofæer. Det var virkelig ikke et billigt sted. Lidt efter kom direktøren hen til ham.

"Mr. Lincoln, jeg er glad for, at du kunne komme. Lad os gå ind på mit kontor. Jeg skal bare lige give kokken en besked."

"Selvfølgelig, mr. Winterbuttom, og bare kald mig Charlie."

De fulgtes ud i køkkenet, som var lige så prangende som resten af huset med sølvbestik, og dyrt udstyr. Kokken, Palmer Heintz stod og skrællede gulerødder.

"Mr. Heintz, jeg er blevet informeret om at mr. Lambadias, mr. Johnson og miss Engell ikke ønsker at deltage i middagen, vil du sørge for, at min kone bringer deres mad op på deres værelser?"

"Skal ske, mr. Winterbuttom," svarede kokken.

Charlie og direktøren fortsatte gennem en gang med en række døre.

"Dette er vores og tjenestefolkenes bolig." Direktøren viste, hvor pedellen og kokken boede, og til sidst kom de ned i den østlige ende af huset, hvor direktøren og hans kone boede. Hans kontor var forholdsvis lille, men veludrustet med en lille bar og et stort skrivebord.

"Tag plads," brummede direktøren og pegede på en flot læderstol foran skrivebordet. "En drink?" spurgte han, mens han skænkede op til sig selv. "Jeg kan godt bruge en selv her i dette storm vejr."

"Tak, jeg tager en bourbon," svarede Charlie og satte sig i stolen.

Direktøren var en høj tynd mand med store runde øjne, som mindede Charlie om en fisk. Han havde et tyndt overskæg, og var begyndt at miste håret på toppen af hovedet. Hans tøj var fint og fornemt og hans sprog tydede på en lang skolegang med avanceret litterær indflydelse.

"Nå, mr. Lincoln... jeg mener Charlie, hvad mener De så om vores gæster?" Direktøren rakte ham drinken og satte sig tungt i sin egen store stol.

"Tja, de virker meget fredelige, lige med undtagelse af hende mrs. Bellford, hun er farligere end alle de andre til sammen. He he..."

Direktøren havde tydeligvis også haft tid til at møde mrs. Bellford og var af samme mening som Charlie.

"Hun er jo lidt temperamentsfuld," nøjedes han med at tilføje.

"Jeg har ikke set noget usædvanligt, og jeg mener ikke at der er noget upålideligt ved nogen af gæsterne," sagde Charlie og blev alvorlig igen.

"Den samme mening har jeg, men ikke desto mindre har jeg jo fået trusler. Det kan selvfølgelig være konkurrenter for andre afstresningshjem, men helt ærligt, lyder det ikke lidt mærkeligt?"

"Du har ret, det er lidt mærkeligt. Men det betyder sikkert ingenting," forsikrede Charlie ham.

De sad lidt uden at sige noget og Charlie drak ud.

"De må endelig sige til, hvis der er noget jeg kan gøre for Dem, Charlie, såfremt de forholder dem diskret, især over for ham journalisten, Wargate, han er meget nysgerrig og skulle nødig få noget at vide om truslerne."

"Skriiiiiiiiiig," et højt skrig hørtes i det samme fra et andet sted i huset.

"Caroline," råbte direktøren og sprang op af stolen. "Åh, det er min kone." Direktøren og Charlie løb ud i gangen og fortsatte ind i køkkenet.

Charlie trak sin pistol og kastede sig ind over køkkenbordet. I døren stod mrs. Winterbuttom og rystede, mens hun stirrede stift ned på gulvet. Så så han det også. Et langt rødt spor af blod førte hen over gulvet ind i fryserummet, hvor døren stod åben. I det samme kom Jack Wargate og Nevil Dore ind, men stoppede op med åben mund, da de så sporet.

"Det...det... fører ind i fryserummet," stammede journalisten.

Direktøren nikkede hen til Charlie som med pistolen hævet fulgte sporet hen til døren til fryserummet som stod halvt åbent. Han sparkede døren åben, men sporet førte til ingenting. Indenfor stoppede sporet lige pludselig i midten af fryserummet.

"Det var som..." udbrød han og direktøren og de andre kom frem og kiggede ind. "Der er intet lig."

"Måske er han ikke død," hviskede mrs. Winterbuttom.

"Er det kokken?" spurgte Charlie.

"Sandsynligvis... h...h...han mangler i hvert fald," stammede direktøren.

"Få alle samlet i stuen, nu." Charlie tog kommandoen. "Alle på hele øen skal hentes. Vil De være så behjælpsom at hente resten af gæsterne på loftet, mr. Wargate og mr. Dore.

"Ja, jo straks," svarede mr. Dore og de to mænd forsvandt op på loftet.

Der var gået ti minutter, så var de alle samlet i stuen.

"Hvad skal dette nu være godt for. Jeg kom her for at få ro," vrissede mrs. Bellford.

"Rolig nu, mrs. Bellford." Direktøren havde fået sved på panden. "Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Kokken er væk."

Der kom en lang pause. Ikke engang mrs. Bellford sagde noget. Charlie følte at han måtte tage ordet.

"Jeg er Charles Lincoln, privat detektiv. Grunden til at jeg kom herud var kun en sikkerhedsforanstaltning, og jeg har derfor intet med følgende at gøre. Kokken her på øen er forsvundet. Hvordan eller hvorhen ved vi ikke. Heller ikke om han er i live. Mrs. Winterbuttom vil i aften stå for middagen, og så synes jeg at vi gør klogest i at låse alle døre i huset og vente til i morgen med yderligere eftersøgen. Det er mørkt udenfor og der er en orkan på vej. Desværre er der ingen telefon på øen, og der kommer først en båd om en uge, så vi må se at få det bedste ud af opholdet." Han undlod at fortælle noget om blodsporet i første omgang.

"Jamen, det er jo forfærdeligt," pev Jelly Simpson. "Og jeg kom herud for at undgå nervesammenbrud."

"Jeg forsikrer Dem, at vores fremragende detektiv snarest muligt vil løse dette mysterium," lovede den nervøse direktør.

Charlie tvivlede nu på, hvor hurtigt det ville blive. Der var et eller andet lumsk ved denne sag. Gæsterne blev og diskuterede situationen sammen efter middagen, og Charlie lå længe og tænkte på den forsvundne kok, før han endelig faldt i søvn.

Vinden ruskede stadig i væggene, da Charlie vågnede, men solen var lige stået op. Det var som om kokkens forsvinden lå langt tilbage som et ondt mareridt. Men han havde sine pligter og han måtte ud og finde den kok, før de andre gæster bukkede under for et nervesammenbrud, eller han selv blev skør. For det var et virkeligt mysterium, hvor kokken var henne.

Charlie stod op og barberede sig. Han havde besluttet, at han ville se lidt på kokkens værelse, og senere kunne han måske nå at se resten af øen. Klokken var kun lidt over syv, så der var en time endnu før morgenmaden.

Da han åbnede døren og kom ud på gangen, mødte han sømanden Battens.

"Godmorgen, mr. Battens, har De sovet godt?" spurgte Charlie høfligt.

"Som en havørn. Ingen kok´s forsvinden skal få mig til at ryste i bukserne resten af ugen, he he. Jeg vil ud og se på resten af øen," grinede Battens, som tydeligt var i godt humør.

"Lige mine tanker." Charlie fulgtes ned til stuen med ham. "Men jeg kan desværre ikke ledsage dem, jeg skal først lige kigge på nogle ting."

"Helt i orden, unge mand," sagde han, trods Charlie nærmede sig de 35, og gik ud af hoveddøren. Charlie så, hvordan vinden ruskede i ham, og det var lige før, at han ikke kunne lukke døren for blæsten.

Der var allerede tændt op i kaminen, men han havde ikke tid til at slappe af foran varmen lige nu. I det samme mødte han pedellen, den sidste af personalet.

"Godmorgen, mr. Lincoln, er der noget jeg kan gøre for dem?" spurgte pedellen. "Mit navn er forresten Perry Golden."

"Godmorgen, jeg tænkte, at jeg måske kunne få lov til at kigge på kokkens værelse."

"Øh, jo, selvfølgelig." Pedellen fulgte ham ud til den dør, som ledte ind til kokken. "Hvis de vil have mig undskyldt så længe. Jeg skal ud og hugge brænde."

Charlie nikkede og gik indenfor. Det var et lille almindeligt værelse, ikke samme kvalitet som gæsternes, men alligevel ikke dårligt. Rummet var omkring 5 gange 5 meter. Ved siden af sengen stod et lille bord med skuffer, overfor stod et skab, og på væggen ved siden af døren var en kommode. Sengen var pænt redt, og der var ikke meget der lå fremme. I skufferne fandt Charlie et par læsebriller, og i kommoden var der kun kogebøger opskrifter og personlige papirer. Han var slet ikke sikker på, hvad han ledte efter, men der var åbenbart ikke noget mærkværdigt. Charlie så sig om en ekstra gang og gik derefter ud i køkkenet. Her stod mrs. Winterbuttom og lavede røræg og bacon. Hun var en lille middelaldrende kvinde med lidt runde former. Hendes hår var ved at blive gråt i bunden, og det var sat op i en knude i bag. Mr. og mrs. Winterbuttom havde været gift i 27 år, og de havde tidligere drevet en stor hotelkæde på Vestkysten. Da han hilste på hende, fór hun sammen.

"Åh, mr. Lincoln, jeg blev forskrækket. Jeg havde slet ikke hørt Dem komme." Hun faldt til ro igen. "Den mystiske begivenhed i går har gjort mig en smule nervøs."

"Bare rolig, mrs. Winterbuttom, det har den gjort os alle." Charlie opdagede at blodsporet stadig var der, hvilket han også havde håbet på.

"Jeg havde tænkt mig at undersøge det hele en gang til," tilføjede han. Han gik hen til fryserummet, hvor døren var lukket for at madvarerne ikke skulle blive dårlige. Han havde allerede dagen før set efter fingeraftryk, men kun kokkens var på håndtaget. Indenfor stoppede sporet præcis midt i rummet. Han bukkede sig ned for at se på gulvet, og så opdagede han pludselig noget. Et tyndt lag slim, dækkede nogle steder blodet, og andre steder gik der slimspor uden for blodsporet. Det var meget tyndt. Nogle steder grønt andre steder gennemsigtigt. Da han vendte sig om og skulle gå ud opdagede han, at slimet også var på indersiden af døren.

"Utroligt, men hvor i al verden kommer det fra," hviskede han for sig selv. Nu opdagede han også små ridser langs døren og på tværs. De samme ridser havde han set på gulvet, men det kunne lige så godt have været, som gulvet var slidt.

"Mrs. Winterbuttom," begyndte han langsomt. "Har de nogen sinde set dette?"

Kvinden kom hen i døråbningen, og han viste hende ridserne og slimet.

"Nej, aldrig. Jeg er sikker på, at det ikke var her før, at De kom til øen. Jeg vaskede og skurede alle kroge af huset, også rummet her, og hverken døren eller gulvet så sådan ud. Jeg lagde ikke rigtig mærke til det i går, fordi jeg var så chokeret, men det er absolut kommet efter, at jeg gjorde rent." Hun smilede og var sikker på, at hun havde været til stor hjælp. Det havde hun sådan set også, tænkte Charlie, men hvad ledte en masse slimspor og ridser i gulv og døre til. Det blev mere og mere indviklet.

"Tak skal De have, De har været til stor hjælp."

"Åh, og så er det lige før, at der er morgen mad, hvis ikke de lige er midt i noget."

"Næh, jeg har fundet det jeg ledte efter, hvis man kan sige det sådan." Et spor nemlig, det var ikke meget at gå efter, men nu måtte han se at få fundet noget, der kunne sætte ridser og slim i et fryserum. Det var helt sikkert ikke en almindelig forsvinden.

Han lukkede døren ind til fryserummet, og tog noget slim ned i et glas med låg på.

"Jeg gemmer dette her til en videnskabelig prøve," sagde han. "Og De må gerne vaske gulvet nu, og døren med."

Han skyndte sig op på værelset med glasset og gik derefter ned i spisestuen. De fleste gæster havde allerede sat sig til bords. Professor Allen og advokaten Benjamin August sad og diskuterede om indianernes reservater. Jack Wargate var ved at interviewe den 17-årige pige Nottie Engell om hendes fortid. Det var forbavsende, som hun så ud. Hun lignede mere en på 25 eller måske endda 30, end den unge pige hun var. Overlæge Beck sad og hviskede med senatorsønnen Tim Johnson, det var tydeligt, at han prøvede at fedte sig ind. Den indflydelsesrige unge mand kunne måske sørge for, at han blev yderligere forfremmet. Mappedyr, tænkte Charlie for sig selv. Mexicaneren som egentlig var ret buttet, sad og pumpede på en stor cigar i et hjørne, mens mrs. Bellford sad og beklagede sig til Jelly Simpson om alt fra himmel til jord. Charlie hilste på dem, og miss Simpson kom hen til ham.

"Godmorgen, mr. Lincoln," startede hun. "Må jeg have den ære at gøre Dem selskab... så slipper jeg også for den gamle der." Det sidste hviskede hun kun. Han så hen på mrs. Bellford, der var blevet fornærmet over, at hun havde forladt hende.

"Charlie, kald mig Charlie," smilede han. "Fornøjelsen er helt på min side." De satte sig til bords og ventede på morgenmaden.

"Jeg håber ikke at de har haft psykiske traumer på grund af i går aftes?"

"Nej, ikke andet end, at jeg ikke kunne sove før det blev lyst, og jeg sprang op af sengen, hver gang jeg hørte den mindste lyd," sagde hun sarkastisk.

"Hmm, jeg lover dem miss Simpson, jeg skal snart få fundet kokken igen."

"De kan kalde mig Jelly, Charlie," sagde hun. "Jeg mente det ikke så alvorligt. Jeg er bare ikke så meget for mørke huse på en øde ø, hvor det blæser med orkanstyrke, og kokken bare lige pludselig forsvinder. Her er da ikke så slemt, når alt kommer til stykket."

"Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er sikker på, at det er det eneste, der vil ske..."

"Slam," døren blev smækket op og pedellen kom løbende ind.

"Der...der... hænger... pust... en død mand...støn... oppe i skoven," råbte han.

Charlie sprang op. "Kokken..."

"Nej," pustede pedellen. "Det er sømanden, mr. Battens."

"Okay, her er hvad vi gør," sagde Charlie, da pedellen lidt efter havde fortalt om sit fund. Direktøren var blevet hentet, og den sidste gæst, Nevil Dore, var lige kommet ned fra loftet. Pedellen havde været på vej ud i skoven for at hente brænde til kaminen, da han pludselig havde opdaget mr. Battens hængende i en galgeløkke i et træ. Han havde skyndt sig ned til huset med det samme.

"Vi bliver nødt til, at gå op og få ham ned, først og fremmest." Han så rundt på gæsterne og direktøren. Mrs. Bellford havde besvimet, men nu var hun kommet til sig selv igen.

"Men mr. Lincoln, hvad hvis der løber en morder rundt derude," spurgte Tim Johnson med rystende stemme.

"Der er ingen andre på øen end dem, der er samlet her nu, undtagen kokken, hvis da ikke han er død. Det behøver ikke have været et mord. Måske havde mr. Battens besluttet at tage sit eget liv her på øen, ind til videre er der ingen lighed med kokkens forsvinden, og vi må først se på mr. Battens, før vi videre kan konkludere noget." Han holdt en pause.

"Men hvad hvis der er en morder. Hvis der nu er en der selv har sejlet herud og bor oppe i skoven?" spurgte senatorsønnen igen.

"Så finder vi ham?" svarede Charlie. "Men det er meget utænkeligt, der er ingen både i nærheden af øen, og han har måttet overnatte ude i orkanen."

"Måske er det en her i blandt os, som er morderen," hviskede Benjamin August, og alle kiggede straks hen på ham. Alle havde selvfølgelig overvejet tanken, men ingen havde turdet komme ind på det.

"Det er en mulighed, men lad os nu ikke gøre noget, før vi er sikker på, hvordan det hele hænger sammen. Jeg foreslår, at vi går op og finder mr. Battens.

"Jeg skal ingen steder, mr. Lincoln," spyttede mrs. Bellford arrigt.

"Nej, jeg vil altså heller ikke med derop, bare for at se en død mand hænge i et træ." Nottie Engell var blevet urolig.

"De kan selvfølgelig blive her, men det er nok bedst, hvis vi går samlet op i en gruppe til skoven, hvis nu kokken...eller en anden er der," sagde Charlie.

"Jeg går med." Nevil Dore var hurtig til at melde sig. "Ingen kok skal drive gæk med mig. Jeg har set uhyggeligere ting under krigen end et simpelt lig."

Det endte med, at Charlie, Pedellen, Nevil Dore, Professor Allen, Jack Wargate og dr. Beck blev de udvalgte til at hente liget. Jack Wargate havde insisteret på at komme med for at fotografere liget til avisen, og dr. Beck havde Charlie besluttet skulle med for at fastslå dødsårsag og den slags ting, som læger nu engang gør.

De begav sig udenfor, efter at de havde blevet forsynet med varmt tøj og et par af dem med nogle trækøller bare for en sikkerhed skyld. Charlie havde løsnet pistolen i bæltet, for han følte sig ikke sikker på, at den livsglade sømand havde taget sit eget liv. Skoven lå 100 meter fra huset, og pedellen førte dem ind ad en snæver sti, som han forklarede, at den vej gik han altid, når han hentede brænde. Skoven var tyk og godt og vel en kilometer lang. Pedellen havde kun arbejdet på øen i et par uger og kendte ikke stierne forfærdeligt godt. Han havde kun været lidt inde i den og rundt om den. De havde gået 50 meter, da han stoppede.

"Det er lige fremme, og så til venstre 10 meter," sagde han og gjorde tegn til, at Charlie godt måtte gå foran. Han trak sin pistol og listede frem. Der var en lille lysning og i udkanten stod et højt træ. Fra en gren 3 meter over jorden hang en galgeløkke, men ingen Battens. Charlie gispede. Han så et bredt blodspor, der gik nedenunder træet og ind ad en tynd sti. De andre personer kom frem og gloede på træet.

"Jamen, han hang der jo lige før," hulkede pedellen. "Han hang dér. Jeg sværger, jeg så ham med mine egne øjne."

"Jeg tror dig, mr. Golden," svarede Charlie beroligende. "Men nu er han altså væk."

Charlie opdagede også pedellens kurv og økse, som han havde haft med. De lå på jorden ved stien, hvor han havde smidt dem, da han første gang var der. Han gik hen til blodsporet. Det var ganske som i køkkenet. Her lå bare mere slim ud over sporet.

"Han kan ikke være nået langt. Om han så selv har gået, eller nogen har taget ham må sporet føre os til ham. Kom hurtigt." Charlie begyndte at gå ad stien med blodsporet, som førte dybere ind i skoven. De andre tøvede.

"Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er."

De andre mænd tog sig sammen og fulgte efter ham. I siderne af stien lå knækkede grene og jo længere ind man kom, jo mere slim hang der i de laveste grene og på græsset. Træerne svajede fra side til side og vinden fik de ældste og tørreste til at knække. Rundt omkring dem faldt store træer pludselig, brækket midt over, som var det en lille kornstilk. De fortsatte efter sporet, som flere gange bugtede sig under buske eller tornekrat, så de var godt forrevne og ventede slet ikke at sporet sluttede, da der pludselig kom en lille høj, hvor træerne var nærmest fejet til side, så der var en perfekt rund høj. Pedellen og professor Allen, gik op på den lille top.

"Det ender her, ligesom kokkens spor i fryserummet," sagde professor Allen. "Men prøv at se disse sten." Rundt om højen var der 11 sten, som sammen dannede en cirkel om højen. Stenene var cylinderformede og helt flade på toppen. Det så nærmest ud, som om stenene fortsatte ned i jorden, og overfladerne var helt glatte. På toppen af højen var en lidt større sten. Den var dobbelt så bred som de omliggende sten, og i midten var et mærkeligt dybt hul, og rundt om var afbilledet nogle mærkelige tegn.

"Hvad er det dog for et sted. Det kan umuligt være skabt naturligt." Charlie så uforstående på de andre.

Jack Wargate havde taget sit kamera frem og fotograferede stenene med tegnene og hullet. Blodsporet førte op til den store sten, hvor det var spredt ud til alle sider, og så stoppede sporet.

"Måske skulle vi se at komme tilbage til huset igen." Doktoren var allerede mere end nervøs. Den sidste dags begivenheder havde fået ham til at ønske, at han aldrig var taget ud til øen. Hellere ilde tilredte ofre for færdselsuheld end denne morderiske ø.

"Ja, sporet ender jo alligevel her," istemte Nevil Dore, som også ville være glad for at være i sikkerhed, så meget man nu kunne være i sikkerhed, i huset. "Jeg stemmer for, at vi går tilbage." Han så hen på de andre, og de blev enige om, at der nok ikke var mere at gøre på den lille høj. De nåede udkanten af skoven ti minutter senere og gik ned mod huset. Stormen havde taget endnu mere til og bladene fløj rundt om dem og blæste med vinden ud over havet. De glædede sig alle til at komme tilbage til det varme hus.

Mrs. Winterbuttom lukkede op for dem, og de skyndte sig ind i stuen, hvor stemningen havde været den samme som, da mændene forlod huset.

"Hans lig var væk..." begyndte Charlie, men blev afbrudt af mrs. Winterbuttom.

"Hvor er mr. August?" spurgte direktørfruen.

Charlie så uforstående hen på hende. "Mr. August?"

"Han skyndte sig efter jer, højst et minut efter i var gået," forklarede hun.

Folk var begyndt at mumle, og Nottie Engell begyndte at græde.

Det gik op for gæsterne, at nu var der tre, som var forsvundet. Benjamin August havde skiftet menig og ville med mændene op til skoven, og han derfor skyndt sig efter de andre seks mænd, men de havde ikke set noget til ham, og han var ikke vendt tilbage til huset. Det var nu, at det var tid til at gå i panik. Igen blev der samling om det lange spisebord.

"Tre personer mangler, hvis vi skal gå ud fra at mr. August ikke bare har taget sig en promenade ad kyststien." Charlie førte igen ordet. "Vi er her 13 personer. Hvad det end er derude...ja, endda herinde, så er vi voksne mennesker, og vi finder os ikke i det."

"Nej, lad os slå plat eller krone om det," spyede senatorsønnen Tim Johnson, og sprang op fra stolen. "Bliver det plat dør vi alle herude, og hvis..."

"Der intet komisk ved denne situation, mr. Johnson, hvis De vil være så venlig at sætte dem ned, så mr. Lincoln kan få lov til at tale," råbte mrs. Bellford over bordet til Tim Johnson.

"Hvad sagde du din gaml..." skreg han tilbage, da Jack Wargate overraskede ham.

"Det skal blive interessant at få med i avisen," sagde han så højt at det ikke kunne undgås at høres. Senatorsønnen blev rød i hovedet og satte sig vældig hårdt ned, så stolebenene klagede af smerte med en højlydt knirken.

Charlie ventede til der blev ro over bordet igen. "Det er åbenbart en kamp om liv eller død, og jeg foreslår at vi fra nu af vælger at leve, om vi så må blive her i huset indtil båden kommer om..."

"Fem dage," hjalp direktøren.

"...fem dage. Hvad har vi af beskyttelsesmidler på øen?"

"Mener du våben?" spurgte den unge enke Jelly Simpson.

"Det kan blive nødvendigt."

Direktøren og pedellen så på hinanden, og pedellen forstod, at det var hans afdeling. "Øh, jeg er ikke helt sikker. En le, mindst to økser, din revolver og mr. Winterbuttoms to rifler på kontoret og køkkenknivene. Vi har måske mere, som vi kan bruge, jeg skal finde ud af det snarest muligt."

De drøftede således situationen, indtil de besluttede at blive indendørs, og så meget som muligt i stuen sammen med de andre. Pedellen og nogle af mændene fandt genstande, som man kunne forsvare sig med i nødstilfælde, og mrs. Winterbuttom sørgede for, at de fik deres længe ventede morgenmad. Alle var spændt, men de vidste ikke, hvad de skulle kæmpe mod eller hvornår. Det viste sig at være tiden. Da der ikke var sket noget mistænkeligt i flere timer, blev gæsterne mere og mere irritable, og Charlie foreslog at man begyndte at spille diverse kortspil.

Snart blev det aften og man besluttede at lukke dørene forsvarligt af. Chancen, for at Benjamin August ville dukke op og sige, at han kun havde været ude for at spadsere, var lille, og der blev sat barrikader for hoveddøren. Charlie var udmattet, og han følte en spænding i kroppen, over at intet var sket. Det var, som når man skulle nyse og så alligevel ikke kunne. Han faldt dog på trods af de uhyggelige begivenheder hurtigt i søvn.

Ud på natten vågnede han. Han følte sig øm i sine muskler og stod ud af sengen. Mens han søvnigt traskede hen til det lille vindue, mærkede han det varme uldgulvtæppe mod sine fødder. Han slog øjnene helt op, da han opdagede at hele rummet faktisk var oplyst af et kraftigt flakkende lys. Han så ud af vinduet og gispede, mens en kuldegysning løb ned ad ryggen.

"Braaaaaaaaand," råbte han og smækkede sin dør op. Flammerne stod højt over skoven, og vinden havde godt fat i dem. Ude på gangen var ingen. Han bankede på dørene ned ad gangen og en søvnig, men frisk af den barske opvækning og brandens uhyggelige skær, Nevil Dore kom slæbende ud i pyjamas. De andre gæster blev vækket af Charlies råb, og kom hurtigt ud af værelserne med store øjne. De løb ned i stuen, og direktøren og hans frue blev vækket. Græsset mellem huset og skoven var tørt, og en skiftende vindretning kunne gøre deres ophold på øen endnu mere katastrofalt. Der blev hurtigt samlet en flok i stuen med varmt tøj på, og direktøren ledte dem ud i skuret efter nogle sække, som blev gjort våde og lange branddaskere, hvis uheldet skulle være ude. Da direktøren og Charlie var ved, at dele de forskellige instruktioner ud, kom direktørfruen løbende.

"Pedellen," sagde hun, og de to mænd så på hinanden. "Han er ikke på sit værelse."

"Ja, jeg kunne næsten regne ud, at det ville ske med en af os," sagde Charlie. "Han er ikke bare ude for at hugge brænde vel?"

"Nej," hviskede hun.

"Lige nu må vi bare holde os sammen og bekæmpe ilden, hvis den kommer denne vej." Charlie rynkede bekymret på næsen og fandt en sæk til direktørfruen, som hun tog uden en mine og løb ud til resten af gæsterne, som havde gjort sig klar, og fundet steder, hvor de kunne sidde i læ for vinden, mens de ventede.

Charlie skyndte sig også til et af læstederne. Han havde lige fået sat sig, da han hørte en kvinde skrige. Han så over mod Jelly Simpson, som stod og stirrede ind mod skoven. En Flamme kom løbende. Nej, det var ikke en flamme, men en mand med ild i.

Charlie stod et par sekunder som lamslået, men løb så med Nevil Dore lige efter sig hen mod manden. Da han kom tæt på, stod manden stille og skreg så højt, at alle hørte det trods denne hylende vind og den knitrende ild. Han faldt om øjeblikket før, Charlie nåede ham. Det var advokaten Benjamin August. Charlie rullede ham i græsset , men ilden var som forbandet og gik først ud efter, at både han selv og Nevil Dore havde slået på ham med branddaskerne i et stykke tid. Resterne var forfærdelig. Man kunne ikke se hans ansigt længere. Huden var smeltet af, og hans ene armknogle hang løst ud af kødet. Store dele af ham var forkullet, og der var ingen tvivl om, at han var død, men alligevel virkede det som om, at han bevægede sig en smule en gang imellem.

"Det er umuligt," sagde overlægen Larry Beck efter en hurtig undersøgelse. "Han kan umuligt have været i live så længe. Det tyder på, at han har været udsat for ekstremt høje temperaturer, som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Han burde have været død længe før, at han kom ud af skoven. Det er et mirakel, at han overlevede så længe."

"Mener du, at han var...DØD, ." Charlie vendte sig væk fra liget for ikke, at kvalmen skulle stige ham til hovedet. Han så hen på doktoren, som først svarede efter nøje eftertanke og et stort suk.

"Jeg mener, at hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne, havde jeg aldrig troet på det. Han har enten haft en utrolig udholdenhed og livsvilje, eller også har der været andre kræfter på spil." Den sidste linie sagde han lidt mere til sig selv. Det lød nu alligevel, som om han selv mest troede på det sidste. Charlie rystede tanken af sig.

Ilden i skoven så ud til at forsvinde lige så pludseligt, som den kom. Flammerne forsvandt lidt efter lidt, men meget hurtigt alligevel. Det var som om, at Benjamin Augusts livskraft havde givet næring til ilden. Charlie og de andre stod som forstenet og betragtede det røde skær blive mindre. I flere minutter stod de tavse uden at sige noget til hinanden. De så lidt på hinanden fra de steder, hvor de stod placeret.

"Hvad fanden var dét?" Tim Johnson var den første der brød stilheden.

"Vi er kun elleve," lød svaret fra Jelly Simpson.

"Elleve...," der kom en lille pause. "Hvad fanden har det med skoven at gøre," skreg senatorsønnen.

"Vent, hun har ret," afbrød professor Allen. "Vi er kun elleve. Der er nogen som mangler her."

"Det er pedellen," svarede Charlie. "Han manglede også før vi løb herud."

"Der må være flere der mangler." Jelly Simpson så rundt på de andre ni mennesker. "Vi var seksten i alt, da vi ankom til øen. Kokken mangler, kaptajnen mr. Battens, mr. August er død og nu også pedellen. Men det er kun fire. Hvem er den sidste der mangler."

"Miss Engell, den arme pige," udbrød mrs. Bellford. Det var hende som manglede. Den unge pige, som var kommet til øen for at slippe for det gruopvækkende gadeliv. Det var ikke blevet meget bedre her.

"Måske blev hun ikke vækket," foreslog Charlie. "Lad os komme ned til huset i en fart og se efter. Halvdelen besluttede at blive udenfor i en samlet flok for at passe på, at branden pludselig ikke dukkede op igen.

Inde i huset mødte de et forfærdeligt syn. Alt i stuen var smadret. Borde, stole, sofaer og alt på væggene var revet i småstumper. Flere af væggene havde taget skader, og et sted var der hul igennem ud til køkkenet. Et bredt blodspor førte ned over trappen, som også var blevet godt skadet, og ind gennem stuen til køkkenet. På væggene var der lange riller ridset ind i det hårde træ.

"Shit, stønnede Nevil Dore. Han rodede sig i sit karseklippede hår.

Charlie trak sin revolver og vinkede de andre hen i baggrunden. Med armen løftet kiggede han ud i køkkenet. Det var som han havde forventet. Det stod mindst lige så ilde til der, som i køkkenet. Gryder, pander og alt som ikke vejede flere hundrede kilo var revet ned, og ud over gulvet. Blodsporet var også her dækket af et stort lag flydende slim, og adskillige steder hang der også slimklatter på væggene. Og så var døren åben til fryserummet, hvor blodsporet endte blindt, som ved kokkens forsvinden.

De fortsatte langsomt op ad trappen. Døren ind til Nottie Engells værelse var splintret i tusind stykker. Charlie så ind ad døren. Blodsporet endte i hendes seng, men hun var der ikke selv. Rystende af skræk gik senatorsønnen sammen med Charlie hen til sengen. Der var en stor blodig pøl under dynen, og midt i det hele lå en halv hånd, med nogle af fingrene kvast.

"Det er hendes," sagde Tim Johnson og sank en klump. Jeg lod mærke til, at hun bar en ring magen til den, der sidder på fingeren der."

Resten af gruppen havde bevæbnet sig med de våben, de havde fundet frem dagen før. De var tavse, men skrækken stod malet i deres ansigter. Øjnene var store og farven i kinderne var hvid som sne. Der lød en lavmælt hulken eller snøften fra nogle af dem.

De sidste gæster, som havde været udenfor i mellemtiden var kommet indenfor. De sad nu på resterne af stolene i stuen med betænkelige miner. Da de havde drøftet situationen kort, begyndte de at få ryddet lidt op. Da der efter et kvarter så nogenlunde ud satte de sig, på de sidste hele stole.

Charlie havde fornemmet, at han faktisk var meget træt, men det var nødvendigt at få alle detaljer med fra den sidste halve time.

"Vi er nu elleve tilbage," begyndte han, og blev enig med sig selv om, at det lød ret barskt, men sådan var det nu engang. "Jelly, vil du?" Han havde givet hende besked om at lave en liste med de gæster, der endnu ikke var forsvundet.

"Hvis der er nogen, der ikke har fået præsenteret sig for de andre endnu, vil det nok være et godt tidspunkt nu. De elleve af os er: Mig selv, Jelly Simpson, vores privatdetektiv, Charles Lincoln kaldet Charlie, hoteldirektøren og hans frue, James og Caroline Winterbuttom, Nevil Dore, Professor Anthony Allen, Dr. Larry Beck, Tim Johnson, Jeremy Lambadias, Emilie Bellford og Jack Wargate.

Stormen var efter branden taget til igen og ruskede nu endnu kraftigere i taget. Af og til faldt små stykker ned, og landede tit meget tæt på gæsterne.

"Netop," sagde Charlie. "Vi bliver tydeligvis jagtet. Men af hvem...eller hvad ved jeg ikke."

"Åh, hvad er så din plan nu. Indtil videre har du ikke ligefrem været til meget hjælp, mr. Lincoln," brummede Jeremy Lambadias.

"Ja, skal vi bare rende rundt og finde hinanden myrdet og vente på selv at blive slagtet." Tim Johnson gav ambassadørassistenten ret.

Charlie ignorerede deres sure fremstød og fortsatte. "En ting har været ens ved de foregående mord, som vi må gå ud fra, at det er. Alle er blevet angrebet, mens de var alene."

De andre nikkede enige.

"Hvis vi nu bare sørger for, at vi hele tiden er i nærheden af hinanden, så må vi håbe at morderen holder sig fra os indtil telefonforbindelsen bliver genoptaget eller i værste fald, indtil vi bliver hentet af båden om 5 dage."

Der var ikke meget mere, der kunne siges. Man havde besluttet af lægge Benjamin August lig op i hans aflåste værelse, så liget ikke pludselig forsvandt ligesom de andre. Det måtte være det sikreste. På de andre værelser indrettede man sig, så der var mindst to personer i hvert rum, som hele tiden blev sammen. Efter at man havde sørget for, at der kom barrikader op de nødvendige steder, også foran fryserummets dør, for en sikkerheds skyld, gjorde man klar til at gå til ro resten af natten. Charlie havde flyttet ind til Nevil Dore, journalisten ind til proffesoren, Larry Beck, Tim Johnson og Jeremy Lambadias lå i samme rum med skiftende vagtposter, mens de to kvinder Jelly Simpson og Emilie Bellford lå på samme værelse.

Charlie havde lagt sin revolver under hovedpuden. Han var blevet urolig. Selv om de nu var to på samme værelse, kunne han ikke ligge sig til at sove. Han lå længe og hørte på Nevil Dore´s snorken, som åbenbart ikke havde sovebesvær. Det var således blev hen ved firetiden om morgenen, da Charlie pludselig satte sig op med et sæt. Havde han ikke lige hørt trin udenfor? Han sad helt stille og lyttede. Så hørte han dem igen. "Knirk, knirk," lød det ude fra gangen. Han slog dynen til side og trak revolveren frem. Han listede over til Nevil Dore og puffede til ham. Uheldigvis sprang han op med et hyl, og Charlie nåede ikke at sætte ham ind i situationen, før han hørte løbende skridt udenfor døren. Charlie sprang hen og låste sin dør op. Da han smækkede døren op fulgte Dore tæt efter, med et stoleben som våben. Stolebenet fløj ud af hånden på ham, da en 30 cm lang kniv borede sig ind i det.

Charlie så hen ad gangen, hvor kokken stod med et hæsligt grin. Eller i hvert fald det der var tilbage af kokken. Kødlaser hang ned over hans ansigt og blod var smurt rundt på hans lasede tøj. Charlie hævede sin revolver og fyrede tre gange. Det gav efter i kokken og han tumlede baglæns. Blodet sprøjtede ud fra brystet af ham. Han sprang ud over trappen længere henne ad gangen og forsvandt ud af syne. I det samme kom de to kvinder, vækket af larmen, skrigende ud af deres værelser. Charlie og Dore spænede hen ad gangen, forberedt på det værste modangreb, men kokken var væk. Han havde lavet et nyt blodspor hen over gulvet og ud i køkkenet. Ikke et blodspor som de andre, men et ganske almindelig plettet blodspor.

De andre gæster kom bevæbnet ud og fortsatte efter Charlie og Dore. I det samme kom direktøren og hans frue ud fra gangen ind til stuen i underetagen, hvor de havde soveværelse. Begge var de bevæbnet med rifler. De gjorde tegn til Charlie om at gå ud i køkkenet. Kokken kunne ikke undslippe nu. De sprang på ens tid derud, men han var væk. Til gengæld var barrikaderne ind til fryserummet sprængt væk, indefra så det ud til. Blodsporet førte der ind, men heller ikke dér gemte kokken sig. Han var forsvundet i den blå luft lige så pludseligt som første gang.

"Charlie, der er et andet spor," nævnte Dore og pegede på et andet slimmet spor. Det førte fra badeværelset ind i køkkenet og derfra ind i fryserummet. Præcis lige som de andre spor.

"NEJ," råbte Charlie og smed en gryde hårdt i jorden. "Det kan ikke være rigtigt. Det kan ikke passe." Så blev han igen rolig. "Find ud af hvem der mangler," beordrede han.

Der gik ikke længe, før man fandt ud af, at Jack Wargate, den flittige journalist, var væk. Professoren, som han havde sovet i samme rum med, havde intet hørt, før der var blevet fyret skud af. Og da var Wargate væk. Han havde tilsyneladende gået alene på toilettet, og der var han blevet angrebet.

Det var lige før solopgang, så man gjorde sig klar til at stå op, mens nogle valgte at sove lidt længere på grund af nattens begivenheder.

Charlie snakkede med direktøren før morgenmaden. Han ville gerne se lidt på alt, hvad der fandtes af oplysninger og informationer om huset og øen. De ledte i nogle gamle skabe i pulterummet, og fandt adskillige kasser med bøger, mapper og notater. Charlie tog det hele med ind i direktørens kontor, hvor de sammen kunne undersøge det.

"Hvad er det egentlig vi leder efter, Charlie?" spurgte direktøren uden nogen tone for ligegyldighed.

"Jeg ved det ikke. Hvad som helst. Jeg håber, der er noget som kan fortælle os noget, vi kan bruge for at overleve."

I følge en af de gamle bøger havde øen ligget der lige så lang tid som resten af fastlandet og hele kontinentet. Øen havde lige fra middelalderen været beboet af mærkelige folk. Den var aldrig blevet erobret af flåden, fordi den var så ubetydelig lille, men der havde alligevel været et fort på øen. I 1700-tallet var øen blevet undersøgt, men både den og fortet var tom, så man rev fortet ned og brugte stenene på fastlandet til byggelse af huse. Man fandt, da også i midten af fortet, bag solide godt beskyttede mure en række stensøjler, med meget flotte tegn og runer i. Men der var ikke tale om almindelige tegn fra den tid. Snarere fra flere tusind år tilbage, havde en mand kaldet Oswild anslået. Stensøjlerne havde givet meget besvær. Man havde ikke kunnet hverken flytte eller hugge i dem. Så derfor havde man fyldt en masse jord ind imellem, så de ikke kunne ses så godt. Da regeringen besluttede at sælge øen til højeste bydende i en auktion først 1920´erne, havde der været to parter. Den ene havde forsøgt at få fat i øen i mange år, men regeringen ville ikke sælge til den part. Hvorfor de ikke ville sælge var fortrolige oplysninger. Derfor blev de nuværende ejere hurtigt vinderne, og disse besluttede at man skulle anlægge skov og opføre et afstresningshjem. Den første part hørte man kun fra det første år, hvor de prøvede at købe øen, men til sidst opgav de tilsyneladende.

Da Charlie var færdig med at se husets notater og papirer, gik han med direktøren ud i stuen for at spise morgenmad. Der var en træls stemning i rummet, og alle var ikke lige henrykte for, at der var endnu en dag i vente. Maden var dog dejlig. Med nybagte boller, spejlæg og bacon. De spiste et solidt måltid, og Charlie følte sig under forholdene godt tilpas igen. Han havde fået mod på at løse dette mysterium, og han mente, at han havde fundet et spor.

Ved morgen bordet kom igen nye diskussioner. Nu kunne man ikke længere stole på, at alle var døde. De kunne, lige som kokken gjorde, vende tilbage for at dræbe flere af gæsterne, og det var der ikke mange, som var glade for. Charlie lovede, at han ville gøre sit bedste for at stoppe disse forfærdelige begivenheder.

Da de var færdige med morgenmaden, snakkede han med professor Allen.

"Hvad ved du egentlig om huset og øen?" spurgte professor Allen.

"Ikke så meget, men jeg fandt nogle gamle papirer her til morgen." Charlie fortalte hvad han havde fundet ud af.

"Jeg tror, at stensøjlerne i skoven har et eller andet med det her at gøre," mumlede professoren, da Charlie var færdig. "Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget mystisk ved de sten."

"Ja, jeg har det på samme måde."

De blev enige om at se lidt mere på huset. Måske var der noget, de havde overset, som kunne hjælpe dem. De havde slet ikke været inde på pedellens værelse, og det var pludselig slået Charlie, at der måske var noget at finde her.

Lidt efter gennemrodede de pedellens værelse. Men der var ingenting. Der var kun normale ting, som en normal pedel ville have medbragt. Da de skuffede vendte om og ville gå tilbage til stuen, opdagede Charlie, at døren til kokkens værelse stod på klem. Han puffede til professoren og pegede på døren. Langsomt trak han sin revolver og listede hen til den. Da han kiggede ind, var rummet tomt, men det så anderledes ud. Det store skab var væltet og lå tværs hen over rummet, og bag skabet førte en lille dør ind til et hemmeligt rum.

"Det var mærkeligt," hviskede Charlie. "Det har jeg aldrig set før. Lad os se, hvad der er der inde. De klemte sig ind i det lille rum, som kun lige var stort nok til dem begge. En olielampe brændte stadig på et lille bord. Charlie satte sig på en lille stol. På bordet lå adskille bøger opslået, og en masse små krukker og dåser med mærkelige væsker og pulvere. Charlie åbnede en af dem og snusede til pulveret. Det lugtede beskt og gammelt men også mærkeligt eksotisk. Professoren tog en af bøgerne.

"Se, mr. Lincoln," sagde professoren forunderligt. "Det er ikke skrevet med almindelige bogstaver. Det er en masse underlige tegn. Ligesom dem der var på stenene." Professorens øjne strålede, mens han bladrede igennem bogen.

"Kan du tyde dem? Måske findes der et spor i bogen." Charlie så på de mærkelige tegn, som så ud som volapyk for ham.

"Ja, jeg vil prøve. Jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Det må være skrevet på et oldgammelt sprog, som kun få kan læse. Men jeg skal prøve at oversætte det, så godt jeg kan."

De ledte resten af sagerne i gennem, og professoren tog alle krukkerne og bøgerne med. I stuen sad et par og spillede kort ved bordet. Andre læste gamle ugeblade. Senatorsønnen sad og stirrede tomt ud i luften, mens han mumlede om, at han snart skulle dø.

Det var ved at blive middagstid. Vinden havde ikke taget til, men det var begyndt at blive koldere i huset. Ilden i kaminen var brændt ud, og flere af gæsterne var begyndt at pakke sig ind i tæpper og tykt tøj. Direktøren kom tøvende hen til Charlie.

"Vi har brug for brænde," startede han. "Vi kommer til at fryse gevaldigt i nat uden. Hvis vi skal overleve resten af ugen indendørs, skal vi også have varme."

"Ja, jeg ved det," svarede Charlie. Han havde selv tænkt på det.

Direktøren var forberedt. "Jeg har en riffel. Og både jeg og min kone ved hvor brændet er. Desuden tror jeg det er sikkert, når vi er to."

"Er du sikker på, at din kone vil med ud?" spurgte Charlie.

"Vi bliver nødt til det," svarede han blot. De gjorde klar til at gå ud i skuret efter brænde. Godt pakket ind i varme klæder og bevæbnet med rifler slog ægteparret døren op og stred sig igennem vinden.

De andre gæster sad spændt og ventede. De forsikrede hinanden om, at der ikke var noget at være bange for.

I det samme hørtes det, de alle frygtede. To skud efterfulgt af et rædselsvækkende skrig, der trods vinden kunne høres indendøre. Gæsterne rakte automatisk ud efter deres improviserede våben, og Charlie trak sin revolver.

"Sørg for at blive sammen," råbte han. "Bliv for alt i verden sammen." De smækkede døren op og hagl og regn stod i stride strømme ind i huset. Charlie, Nevil Dore og Tim Johnson ignorerede de hårde smæld, som nedbøren forårsagede, og de løb rundt om huset.

Caroline Winterbuttom, direktørfruen, skreg og slog om sig. Om hende stod Nottie Engell og Robert Battens, begge bevæbnet med en lang kniv. De havde blod på tøjet, og direktørfruen blødte adskillige steder fra kroppen. Da de så de tre mænd, var det som om deres øjne sydede og i samme øjeblik slagtede de brutalt direktørfruen ved at nagle hende til jorden med knivene.

"Nej," skreg senatorsønnen, og med sin brændeøkse, som han havde sikret sig dagen før, sprang han hen og huggede den ind i sømanden. Hans arm blev hugget af ved albuen, men han lod sig ikke mærke med det og gloede bare tomt på senatorsønnen. Charlie fyrede hele tromlen af i hovedet på Nottie Engell, og selv om hun faldt bag over kom hun på benene og spænede op mod skoven. Robert Battens fulgte efter uden sin arm.

Charlie løb, så godt han kunne, efter dem, mens han prøvede at sætte nye patroner i revolveren. Han var 20 meter bag dem, da de kom forbi brændeskuret. Små brændestykker var spredt ud, og i mellem dem lå liget af direktøren. Uden at stoppe kom de ind mellem træerne i skoven, men de var lette at forfølge for sømanden efterlod et langt blodigt spor fra armen. Et øjeblik efter var de kommet til højen med stenstøtterne. En lysende cirkel var bredt ud mellem stenene. Charlie så forbavset, da hans forfulgte mordere sprang ind og forsvandt i et stort lys. Han tøvede et øjeblik og hørte de to andre mænd komme pustende bag ham, men så fulgte han efter i et hop ind i det mærkelige lys. Det forsvandt lige sekundet før han nåede cirklen. Han faldt ned i græsset og rullede rundt. De to andre kom ham til hjælp.

"Hvordan kan det lade sig gøre," hviskede Nevil Dore, men råbte så: "Hvordan fanden kan det lade sig gøre, fortæl mig det."

"Det er jo lige meget." Charlie spyttede en græstot ud af munden. "Det er ikke virkeligt, det her. Jeg tømte min tromle ud i hovedet på pigen, og hun løb bare videre. Det var derfor kokken heller ikke døde, da jeg skød ham i nat. De er blevet uovervindelige."

"Og hvad så nu." Tim Johnson havde sat sig bedrøvet på en af stensøjlerne.

"Vi må se at komme tilbage til de andre. Jeg har det ikke godt her. Stormen generer mig ikke, men jeg er bange for at det måske snart er os, der bliver jagtet og ikke dem." De gik tilbage gennem skoven, hvor der var lidt læ for haglen og regnen.

Da de kom ind i huset, havde de andre gæster hentet ligene ind og låst dem inde i et værelserne. Trods direktøren og hans frues død var stemningen blevet anderledes. Nu vidste de, hvad de var oppe imod, og de havde oven i købet fået brænde i kaminen. Professoren var dybt optaget af bøgerne, og han sad og skrev små notater i hjørnet af stuen. Charlie satte sig tungt i en stol.

Tim Johnson havde samlet mændene rundt om bordet og førte nu ordet.

"Jeg tror, det hele var en illusion. De kan ikke bare forsvinde." Han snakkede om begivenheden på højen i skoven. "Lyset har blændet os, og de har nået at slippe væk. Det er min forklaring."

"Mener du, at de stadig er ude i skoven?" spurgte Lambadias.

"Ja, og jeg bliver ikke siddende her og venter på, at de kommer tilbage." Han slog i bordet.

"Det ville være dumt at gå. Det er det, de venter på. De er ikke det mindste generet af vejret, og de kan ligge i baghold alle mulige steder," protesterede Charlie. "Desuden tror jeg ikke, at det lysshow var en fidus. Jeg var trods alt tættere på end nogen af I andre."

"Hold kæft, din uduelige...," Johnson stoppede, og vendte sig mod de andre. "Jeg går ud og bekæmper dem. Hvem går med?"

Dr. Beck og Lambadias meldte sig. Selv om Charlie frarådede det og bad dem om at blive, ville de ikke høre på ham. De tre mænd gik lidt efter ud i stormen. "Vi kommer tilbage med deres hoveder på et spyd," var Johnsons sidste ord.

Professoren, Nevil Dore, Jelly Simpson og Emilie Bellford havde forholdt sig tavse. Professoren var optaget af sit arbejde med bøgerne,og Nevil Dore havde vist, at han holdt med Charlie.

"Hmm," sagde mrs. Bellford. "Hvor jeg dog håber, at de har ret, at det kun er et stort nummer, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at det var sidste gang vi ser dem." For en gang skyld havde hun glemt sit temperement og lød næsten ked af det.

Da de et par timer senere havde spist lidt og ellers forholdt sig rolige, begyndte det at blive mørkt. Professoren havde brokket sig over, at der manglede nogle sider i den ene bog. De var skandaløst revet ud af den. Han havde haft alle dåserne åbnet og blandet pulverne og læst i bogen igen. Da Charlie havde spurgt ham flere gange, om den havde noget med øen at gøre, havde han svaret, at der var langt vigtigere ting, han måtte finde ud af først.

Det var ved at blive sent. Charlie havde spekuleret på, hvordan de skulle sove, eller om de skulle holde skiftende vagt. Han ville ikke bryde tankerne med det mere og begyndte at lægge en kabale. Han var træt af det hele. Det var lige før at han ønskede, at han var blevet myrdet, som den første og ikke skulle opleve alt dette.

Han sad i sine egne tanker, da mrs. Bellford pludselig skreg. Charlie snurrede rundt.

En lang fangarm førte fra køkkenet ind i stuen, hvor den havde taget fat i hendes ben. Hun skreg af smerte, da nogle af piggene på tentaklen slog ind i kødet. Jelly skreg også, men hun havde taget et stoleben og begyndte at slå på tentaklen. I det samme brasede flere tentakler gennem døren fra køkkenet.

"Shit," skreg Nevil Dore, da han blev slået omkuld af den ene. Den fik fat om kroppen på ham, og selv om han fik hugget den af med en stor slagtekniv, var der straks en ny over ham igen. Charlie nåede lige at trække sin revolver, da den blev slået ud af hånden på ham. Den lange slimede tentakkel var besat med små hårde tænder og pigge, og han måtte kaste sig til siden for ikke at blive ramt. I stedet ramte den bordet, som gik midt over. En ny havde allerede surret Jelly fast, og hun kæmpede nu mod sin egen død.

Endnu flere tentakler buldrede gennem væggen og tog alt hvad der var i rummet. Charlie blev grebet om kroppen, så han ikke havde sine arme fri. Trods at han sparkede og trampede på den var den for stærk, og han blev væltet omkuld. Han mærkede piggene bore sig ind i skulderen, men prøvede samtidig at nå en kniv. Han havde ikke en chance. De andre blev også trukket ud mod køkkenet. Han så at mrs. Bellford blev presset med tentaklen gennem et stort hul i væggen, og forsvandt derud.

I samme øjeblik mærkede han at grebet slappedes. Han gjorde sig fortumlet fri og så, at tentaklen var blevet hugget af. Han så op og så professoren udøve atletiske mirakler med en stor økse. Han huggede til tentaklerne, der kom i nærheden af ham, trods de stadig kom tættere på ham, og der kom flere. Han kastede en stor kniv hen til Charlie, og igen måtte han kæmpe mod blot en ny tentakkel i større format. Men det var en umulig opgave, og snart havde et par fået fat i hans ben, og han blev trukket ud mod køkkenet. Han hørte professoren råbe om hjælp, og så at en stor fangarm havde løftet ham op i halsen, og var ved at kvæle ham.

I sidste øjeblik, da han ikke kunne holde imod den slimede arm, hørte han et højt hyl. Han nåede ikke at se mere for rummet blev fyldt med en mærkelig lugtende røg. Han var ved at besvime, da han ikke kunne få luft for den massive tentakkel. Pludselig slap den ham, og jog tilbage, som om den var skræmt.

"Brug den her," stadig omtumlet og næsten blind af røgen fik han stukket en fakkel i hånden. Da en tentakkel nærmede sig ham igen, slog han den flammende træstump mod den. Den fór tilbage og slog imod væggen. Han så sig over skulderen. Det var pedellen.

Han sloges med et par andre tentakler, men det var lykkedes ham at befri professoren. I den ene hånd fægtede han med en fakkel og den anden kastede han mærkeligt støv ud over tentaklerne med. Tentaklerne blev drevet tilbage med fælles hjælp. Charlie kæmpede sig ud i køkkenet, hvor Jelly brugte sine sidste kræfter, for ikke at blive trukket ind i fryserummet. Det var der, alle tentaklerne kom fra. Charlie huggede og brændte efter bedste instink, og tentaklen slap den unge kvinde. Han hev hende i sikkerhed inde i stuen.

"Jeg troede, du var død," råbte han til pedellen.

"Senere," råbte han tilbage. "Vi må have rummet forseglet. Før der kommer værre ting." De fik tentaklerne ind i rummet, hvor der ligesom på højen strålede mærkeligt lys. Pedellen havde givet professoren ordrer, og de kastede forskellige pulvere og væsker ind i den lysende cirkel. Pludselig puffede pedellen dem ud, og sprang i dækning bag køkknebordet.

"Det eksploderer," råbte han, og i det samme som et par nye tentakler var på vej ud af rummet lød en eksplosion fra fryserummet og tentaklerne blev sprængt til atomer. Et slimlag dækkede bord og skabe i køkkenet, men der var ikke længere fare på færde, og pludselig synes Charlie, at der var meget stille. De rejste sig og haltede ind i sofaen i stuen, hvor Jelly lå og hulkede. Nevil Dore og mrs. Bellford var blevet trukket ind i lyset, og nu var de begge væk.

"Mr. Lincoln," startede pedellen. "Vi har meget at snakke om og meget at forklare. Men lad os nu lige sætte os, så skal jeg give dem en forklaring. Vi er i sikkerhed her lige i øjeblikket."

"Lad mig først introducere mig. Jeg hedder Henry Woddle, og ikke Perry Golden, som jeg udgav mig for, da jeg startede her på øen. Jeg har gennem mange år forsket i mærkelige mytologier og fulgt mange sære kulter. Hvad jeg har set og lært, vil ingen nogensinde tro, hvis ikke de selv oplever det, som I gjorde her i dag." Han tog en slurk vand, fra det glas professoren havde hentet.

"Jeg havde fundet ud af, at øen her havde en ganske speciel betydning, for kulten kaldet "Ghomuls Fingre". Jeg skyggede deres medlemmer, og aflyttede deres møder. De prøvede med alle midler at købe øen, men det var firmaet bag hotellet her, som fik den. Da jeg for nogle måneder tabte sporet af dem, troede jeg, at de havde givet op. Men da jeg en dag så, at et af medlemmerne, den mand, som udgav sig for at være kok her på øen, sendte en ansøgning som kok på øen, vidste jeg, at der måtte være noget i gære. Jeg besluttede så at få stillingen som pedel, og jeg måtte bruge alle midler, og destruere andre ansøgninger, for at få jobbet. Så vidt jeg ved, var min ansøgning som pedel og kultmedlemmets som kok, de eneste to, da vi begge sørgede for at destruere andre ansøgninger før de nåede frem. Heldigvis fattede direktøren ikke mistanke til det. Jeg prøvede så at sende trusselbreve til direktøren, men han tog sig ikke af dem, og hyrede dig i stedet for, Charlie.

Da jeg kom til øen nogle uger før jer, prøvede jeg at spille så uskyldig som mulig, og jeg kunne se, at kokken prøvede det samme. Jeg havde på det tidspunkt hørt ham udføre mærkelige mumlende digte om aftenen og natten, når jeg lyttede ved hans dør. Sproget var det samme som i de mærkelige bøger, som jeg ser I også har fundet. Det er fra en fjern tid, hvor samme kult tilbad guden Ghomul, og fremsagde uhyggelige skæbnefortællinger om fremtiden. Jeg prøvede at skygge kokken, så godt jeg kunne, men af og til gik han ud i skoven, hvor jeg ikke havde nogen chance for at forfølge ham.

Kulten "Ghomuls Fingre" er en uhyggelig men sand gruppe mennesker, der har viet deres liv for at åbne en port til en grusom verden, hvor ondskaben og de rædselsvækkende monstre, som I kun har fået glimt af, med dette kæmpe væsen, som prøvede at brødføde sig via kokkens port, som han havde anbragt i fryserummet.

Den eftermiddag, da han forsvandt, må han have åbnet porten og blevet overrasket af monsteret, som må have fanget ham, og slæbt ham derind. Hvad der sker i lyset, ved jeg ikke, men porten må lukke og åbne, som det passer uhyret, kan jeg regne ud. Da kokken ikke fik forseglet porten, kunne monsteret vende ugeneret tilbage, og myrde gæsterne.

Da jeg om morgenen fandt Robert Battens hængt ude i skoven, vidste jeg ikke, at kokken var vendt tilbage, med specielle kræfter fra den onde verden. Jeg prøvede at reagere som en normal pedel ville gøre, og fulgte med op til stensøjlerne, som jeg så for første gang. Jeg skyndte mig at finde, hvad jeg kunne om kultens sammenhæng med stensøjlerne, men der var ikke noget i mine notater, jeg kunne bruge. Da der om natten opstod brand i skoven, hørte jeg kokken inde ved siden af. Det gik op for mig, at vi alle var i stor fare, bare ved at være i huset. Da jeg hørte kokken forsvinde og Charlie og de andre gæster løbe rundt, gemte jeg mig i et hemmeligt kælderrum, jeg havde fundet i dagene, før I kom.

Hvordan branden opstod, står hen i det uvisse, men jeg valgte at blive i kælderrummet. Da jeg efter branden listede op igen efter mad til et stykke tid, hørte jeg kokken var inde på sit værelse igen. Jeg kiggede ind gennem en sprække i døren og så, at han havde et hemmeligt rum bag skabet. Da han lidt efter forsvandt op på loftet, smuttede jeg ind i hans værelse. Skabet var tungt, og da jeg ikke kunne skubbe det væk, fik jeg det væltet. Jeg fandt hans rum og de hemmelige bøger. Det var, hvad jeg havde ledt efter i alle de år. Beviset på kulten og portene. Da jeg sad og bladrede dem igennem, hørte jeg pludselig skud fra loftet. Jeg skyndte mig at rive en håndfuld af de vigtigste papirer ud, og skyndte mig ned i kælderrummet. Hvad der skete på loftet interesserede mig ikke, for der var langt vigtigere ting, jeg måtte finde ud af først.

Jeg læste hele dagen, og det tog mig nogen tid at oversætte de vigtigste ting. Jeg fandt ud af, at de to porte, som allerede eksisterede i fryserummet og i skoven mellem stensøjlerne, kun var små prøver på den helt store undergang for menneskeheden og universet, og jeg med pulverenes hjælp kunne forsegle dem igen. Det helt store ville ske denne aften, hvor selve hovedporten skulle åbnes. Kun på specielle tidspunkter med mange tusinde års mellemrum kan denne port åbnes, og det tidspunkt... det er i aften - præcis midnat. Da jeg fandt ud af, at elleve uskyldige mennesker skulle ofres på de elleve sten, plus en række ritualer udført af kokken på den store sten i midten, for at hele showet ville lykkedes begyndte jeg at forberede et forsvar. Jeg vidste ikke, at der kun var 5 af jer tilbage, men jeg vidste, at der ville ske et forsøg på at fange de sidste gæster, så der ville være de elleve, som skal bruges i nat. Desværre kom jeg for sent, og nåede kun at redde jer 3. Heldigvis havde professor Allen også læst på lektien og med fælles hjælp fik vi forseglet fryserummet. Den dårlige nyhed er, at der nu er de elleve nødvendige."

"Det er nu ikke helt korrekt, Henry. Er det i orden jeg kalder dig det? Vi har tre døde mennesker låst inde på et af værelserne på loftet," sagde Jelly stolt.

Pedellens bekymrede ansigt skiftede form, og det var som om, de havde fået en ny chance. "Gudskelov for det. Det har måske reddet hele menneskeheden."

"Jeg er bange for, at jeg må komme med en tilføjelse," sagde professor Allen. "Da jeg studerede bøgerne fandt jeg ud af, at den besynderlige livsenergi gæsterne fik efter, de havde været igennem portene adskillige gange vil gøre dem i stand til at udføre ting, som vi ikke engang kan forestille os her i vores verden. Det var derfor, de ikke døde, da du skød dem, Charlie."

Et tordenskrald lød ikke langt fra huset og hele fundamentet rystede. En mægtig lynen og torden stod snart lige over dem, og de måtte råbe for at kunne høre hinanden.

En kæmpemæssig eksplosion lød fra loftet, og dele af taget faldt ned. De kunne nu se den oprørte himmel, som var et helvede af lys.

"Professor," råbte pedellen. "Tror De kraften vil kunne være stærk nok til at vække de døde til live?"

De så på hinanden. Professoren så på Charlie, som igen så på Jelly. Så sprang de alle op og løb op ad trappen. Loftet gyngede under orkanen og de kraftige lyn. Charlie nåede først den aflåsede dør til de døde. Han så kort på de tre andre og gav den et spark.

De gispede og spærrede øjnene op. Et hul med en diameter på næsten 3 meter var placeret i væggen op mod skoven. I kanterne sad stadig store gløder og afsvedet tapet. Sengene og de andre møbler lå op ad væggen ind mod huset til, som om et vindpust havde skubbet dem der hen. De tre døde var væk. Vinden hylede, og de kunne ikke længere høre, hvad de selv sagde. Charlie kravlede mod vinden hen til hullet med de andre i hælene. Et brændende spor løb i lige linie fra huset over græsset og ind igennem skoven, hvor træerne var blevet fejet til side. Den hylende vind og tordenen gjorde, at de måtte bruge tegnsprog for at snakke. Professoren pegede på sit håndled, og Charlie forstod. Han trak sit armbåndsur frem og så på viserne. 4 minutter i tolv. Han viste det til de andre. Pedellen tog dem i ærmet og sprang ud fra loftet. Han landede kort før de andre i græsset, men var hurtigt oppe. De løb, som de aldrig havde løbet før, op mod skoven. Det var let at følge det brændende spor, men flere gange kom tagstumper flyvende tæt forbi dem, og de måtte lave akrobatiske manøvrer for ikke at blive ramt. Da de kom tæt på højen så de et uhyggeligt syn.

På hver af stenene stod de elleve mennesker fra øen og messede et mumlende sprog. Det var de samme ord, igen og igen. "Ia Chnatil Butar GHOMUL, Ia Chnatil Butar GHOMUL." Flere af dem havde ild i deres tøj, og de stod alle med en lang tynd kniv hævet over hovedet, mens de fortsat messede. Lynene knitrede og slog ned i træerne rundt om højen. I midten af dem på den store søjle stod kokken iført et mærkeligt sæt tøj, og i hånden holdt han en lang stav. Han messede ikke med, men forholdt sig tavs.

I et brag så højt, at de væltede bagover kom en lyscirkel til syne under stensøjlerne, som samtidig langsomt kørte opad mod himlen som en elevator. De elleve havde stoppet messen. I midten af cirklen stod lavalignende væsker op i spruttende serier, og adskillige kæmpetentakler begyndte at slå op igennem lyset af og til. Charlie så på sit ur. Tolv præcis, de måtte stoppe det. Han tænkte ikke meget, men reagerede instinktivt. Lige som en af de store tentakler kom helt frem kastede han sig op på den nærmeste stensøjle. Han ramte benene på Tim Johnson. Han vaklede men faldt ikke. Da han vendte sig om, så Charlie, at hans ansigt var smadret. Øjnene manglede, og der var hul gennem hovedet flere steder. Tim Johnson kastede sig med kniven frem mod Charlie, som nåede at rulle rundt, og kniven ramte få cm fra hans hovede. Han fik overbalance og røg ud over kanten af stensøjlen. Han nåede kun lige at få fat i kanten med det yderste af fingrene. Tim Johnson var kommet på benene. Han gik frem igen og hævede kniven mod den chanceløse Charlie. Men før han nåede at hugge, tog en tentakkel Tim Johnson og trak ham skrigende ned i dybet. I samme øjeblik fik Charlie en hjælpende hånd og blev trukket op på stenen. Det var professoren.

Det kæmpemæssige monster, som var på vej op af cirklen, var tusind gange større og værre end det i huset, men Charlie var forberedt. Han var lige ved at kaste op, men situationen var for spændt til det. Rundt om blev de andre elleve en efter en trukket ned af monsteret, der samtidig var på vej op.

"Vi må over til midterstenen," råbte professoren i øret på Charlie. Han tog et reb frem og kastede det over til den. Lassoen fangede om den lange stav, som nu var placeret i hullet i den midterste sten af kokken. Kokken så arrigt hen på dem og tog sin kniv og begyndte at snitte rebet over. I samme sekund stod han stille og faldt så forover ned i monsterets gab, med en økse boret ind gennem ryggen. Charlie så over på en anden sten, hvor Jelly triumferende stod og jublede over hendes vellykkede kast. Charlie lod sig svinge ud i rebet, mens professoren prøvede at forhindre tentaklerne i at få fat i ham. Han kom hurtigt derover, og han tog med begge hænder om staven og hev af alle kræfter. Staven røg op, og pludselig var det som om stormen blev mindre, og monsteret begyndte at synke ned igen. Stenen begyndte at skælve og monsterets tentakler rev brutalt alt, hvad de fik fat i med sig. Pludselig blev lyset svagere og et hyl fra uhyret lød, så det var ved at sprænge deres trommehinder. Han tog staven og slog den imod stenen med al hans kraft. Den knækkede i flere hundrede tusind stykker og stumperne røg med i den lysende cirkels sidste krampagtige forsøg på at overleve. Da stenen, han stod på, eksploderede, forsvandt lyset og cirklen, og han røg på hovedet ned i græsset. Han lå helt stille og pustede.

Det var, som om at hele uvejret forsvandt lige så pludseligt, som det var kommet. Vinden løjede af, og kun månelyset oplyste højen.

Han rullede rundt på ryggen og blev straks omfavnet af Jelly. "Godt klaret min snuske!"

Ikke lang tid efter nåede en båd frem til øen. En beboer på fastlandet havde natten før set branden på øen og havde alarmeret myndighederne. Først nu var det lykkedes at få en båd ud til dem på grund af vejret. Da lyset forsvandt i cirklen, havde professoren og pedellen forseglet porten for evigt. Huset havde således også eksploderet efter kraftige lynnedslag.

Da man i den efterfølgende efterforskning ikke kunne finde forklaring på den uhyggelige affære, og de sidste fire mennesker havde forklaret, at de var eneste overlevende blev sagen stemplet "naturkatastrofe". De fire overlevende vidner havde været lykkelige for at overleve, og man kaldte fremover begivenheden på øen i nogle efterårsdage i 1929 for "Årtusindestormen". Øen sank nogle dage senere uforklarligt i havet.

De fire mødtes i årene fremover. De modtog ikke så beskedne bidrag fra alle slags fonder og hjælpeorganisationer, og bosatte sig i nærheden af Østkysten og vovede sig aldrig mere ud på havet.