New York - og særligt Manhattan, øen med alle skyskraberne, er et verdensfænomen. Jeg har boet der, og været på besøg flere gange siden, med og uden familie - og børn. Man kan sige at byen spænder over alt fra den yderste eufori uden grænser, som kun Amerika, til tung melankoli, og dybeste fortvivlelse og håbløshed - ja, desperation. Og det på een og samme dag - indenfor minutter. Men alligevel kan denne myretue hjælpe over al slags dårligt humør, og man kan altid finde et spejlbillede der passer. Det skal opleves - men det skræmmer nogle bort. - Det er på en måde ligesom at se byen - skyskraberne med op omkring hundrede etager som tårner sig op og ofte forsvinder i skyerne . . men længere ned end gadeniveau, for under gaden er ikke bare tunnelbane - i flere lag, og alt "teknikken" - kloak- vand- og andre rørtunneler, skyskraberne stikker fem til syv etager ned, med forretningskvarterer, kontorer m.v., og mægtige servicecentre omkring togstationerne hvor hundredtusinder holder til. Men her må jeg næsten komme med noget personligt, som har med så store oplevelser at gøre, og det er nogle ord om familie / arbejde forholdet. Jeg blev gift som 27-årig, og vi fik fire perfekte sønner, de to endda enæggede tvillinger - ikke noget med kunstig befrugtning. Mine fire drenge har altid været 1. prioritet, uanset arbejdet, og drengene har gennem tiden været med mig på arbejde hvor det lod sig gøre. Derudover har jeg altid følt det naturligt, og som en stor glæde, at tage drengene med til alt, vise dem verden. De har fulgt mig, hvor det lod sig gøre, og vi har taget på fisketur sammen, lejrtur, Legoland, udflugter og seværdigheder. Vi har også altid været enige om at tage børnene med, hvor vi ville hen, også på ferie, - ikke noget med "det er ikke noget for børnene, nu vil vi have fred for dem, og ud og se verden for os selv". End ikke Manhattans "natteliv" er de gået glip af - har glade og fornøjede oplevet det eksotiske folkeliv af høj og lav på Broadway henad midnat ligesom andre børnefamilier. Blev de trætte, tog jeg een på hver skulder, så blev jeg ikke "skæv".
Nu vi er ved natteliv. Der er groft sagt to slags barer på Manhattan, alle kan være pæne - nogle styres af mafiaen - men der er to priser: 1½ $ for en drink, eller "enhedspris" 10 $ - og så kommer tjeneren bare med et nyt glas når man har tømt. Kulturen forbyder fulderikker, så man kender sine grænser. Til sidste kategori hørte en bar lige overfor Lincoln Center på upper west side, det fine kvarter med opera og koncertsale, og Columbia University, - nordvest for myretuen Columbus Circle ved Central Park's ene hjørne hvor Broadway
og Eight Avenue krydser. Forresten Broadway, som skrå'er op over Manhattan ganske uden respekt for det meste af øens skakbræt-mønster, er ført . . i sporet af en gammel indianersti. 
"Myretuen" Columbus Circle er et fænomen for sig - pladsen hvor mange slår sig ned og dvæler ved synet af de mange slags mennesker, men, hvad er det mest iøjnefaldende på dette myldrende trafikpunkt, hvor seks-syv gader mødes ved hjørnet af Central Park med en af hovedindgangene, og et stort brusende springvand i midten, en stor plads med folkeliv, gadesælgere og tusindkunstnere, - jo, her står "Mayflower Monument", et monument over skibet "Mayflower" som i 1620 bragte de første "pilgrimmes fædre" fra England til det nye land. Figurer symboliserer den gamle verden, og dem som drog ud. Den ængstelige slægt symboliseret af en moder med fremrakte arme, den gamle verden med dens bristede håb, men i skibets stævn træder den lovende unge pilgrim op, iført et lændeklæde som blafrer i blæsten, en smuk skikkelse af en halvstor dreng med armene rakt beslutsomt frem med let knyttede hænder, og et lidt forsigtigt, men forventningsfuldt udtryk om ansigtet - den amerikanske hilsen - intet er givet i dette land - udover frihed. 
Et forrygende natteliv - udover det ganske daglig"dags" - udspænder sig på uafhængighedsdagen, 4th of July. Byen begynder at gå amok henad 17-tiden når heden dæmper sig lidt, men så begynder en ny "hede" - fire crackers, fyrværkeri i gaderne, og i nogle af fattigkvartererne - som ofte støder hjørnet lige op til det modsatte - tænder man bål i gaden. Så brandvæsenet har ikke megen tid til at fejre dagen, de er konstant på farten, mens blå røgtåger hæver sig mellem skyskraberne og slører, - eller man må næsten sige: giver de
særlige projektør- og laserlys i festens 3 farver "red, white and blue" over skyskraberne en særlig kolorit. Det hele kulminerer sent med officielle kæmpefyrværkerier fra flodbåde ude i East River, og ud for South Tip med den belyste Lady Liberty som stemningsfuld baggrund, mens alle statens millioner borgere syntes at flokkes på hinandens tæer i alle gader og på skyskrabernes udsigtsplatforme. 
Velkommen til mit Grønlands Galleri
gæstebogen
mailbox