Grønland, Finland, Færøerne og derefter . . .

Far til tre skibsofficerer

En spændende fremtid som Skibsofficer, se hvordan mine drenge begyndte

Besøg Mærsk

Men ellers var det Thule, - dér måtte man jo ende når Grønland er gået i blodet. Som mange søfolk slog også jeg mig ned her i længere tid, en mindre årrække, kun på ferie en gang om året (det kan man se og læse mere om på grønlands-galleriet, bl.a. uddrag af min bog, herom til sidst).
Hver sommer jeg var hjemme, tog jeg på biltur med far og mor, og herefter tog jeg vejen til fods over Sverige og Finland med rygsæk, telt, fiskeudstyr, jagtriffel og jagtgevær, arbejdede alene i skoven, og på bryggeri, men måtte holde op her da jeg var ved at blive lemlæstet, fordi jeg faldt i søvn ved maskinen. Men der var jo også gratis øl.
Det bedste var arbejdet alene i skoven, alene med skovstilheden og tusindvis af insekter - det vænner man sig til at klare, selvom sved tiltrækker insekterne. I søerne og elvene har man fred, intet er som at flyde i søens rødbrune vand, og kun se skov og ensomhed omkring sig. Ligesom i iskolde brusende elve ensomt højt til fjelds !
Jeg gik meget, gennem de endeløse skove, sov i det fri - sommetider bare under åben himmel - eller i voldsomme uvejr under køernes halvtag på marken, så køerne søgte tryghed og stak deres mule ind mod kroppen. Dels også på gårde hvor jeg kom frem, enten vist ind i laden eller budt ind til en ledig seng, og kom på den måde i snak med mange forskellige mennesker - familier eller enlige, ordinære og særlinge i det landlige, - og børnene som nysgerrigt kom mig imøde og ikke kunne få nok af den fremmede vandrer.
Efter jeg blev gift i Danmark pakkede vi bilen og drog på bryllupsrejse hele vejen op gennem Sverige til Kiruna, hvor vi fandt en lejlighed, og jeg søgte job i Kiiruna/Luossavara jernminen der rækker 1½ kilometer ned i urfjeldet. De fleste var finner. Senere flyttede vi dog sydpå igen, helt ned til Karlshamn på den sydsvenske østersøkyst. Her beboede vi 1.salen i en stor landvilla hos en gartner ud til Mörrums åen, nær Mörrums Bruk - den mægtige papirfabrik, og her søgte jeg chaufførjob. Her kom tømmerstokke ind fra hele Sverige, og ud kom papir i alle kvaliteter lige fra glittet til karton til emballage og råt avispapir i kæmpestore ruller, som kørtes til både Danmark og Tyskland.
Jeg søgte også job hos Karlshamn Åkeri, en stor vognmandsforretning som sendte store lastvognstog ned gennem Europa med især stål, træ og papir.
Min unge hustru og jeg fik også arbejde på den store fabrik ABU for alt udstyr til lystfiskeri, i Svängsta midtude i skoven. Senere arbejdede vi for vores vært gartneren. Vi fandt hus i udkanten af Karlshamn i den sydøstsvenske skærgård, et ældgammelt ærkesvensk modernisert træhus som lå højt på en klippe med det herligste udsyn over skærgården - det kostede 65.000 kr.
I Sverige fandt vi hvad vi søgte, et pragtfuldt land, masser af plads, - også Norge har det, men intet er som Sveriges format, dets vid, folkesjæl og dybde. Sverige er Nordens førende, os langt overlegen, hvad vi nødigt erkender - men vi kommer til kort ! Og hvad vi siden fandt, en enestående parallel til Amerikas storhed.

I Sverige synger vi: O Gud, salig at få vandre . .
som vi her i Danmark kun kender fra Frelsens Hær, men i Amerika er

What a friend we have in Jesus, all our sins and griefs to bear
What a privilege to carry, everything to God in prayer !
O what peace we often forfeit, O what needless pain we bear
All because we do not carry, everything to God in prayer !

Vi flyttede tilbage til Danmark og købte et skønt gammelt bondehus som var så moderne at køkkenet havde el., vand og afløb, ellers var alt som for 150 år siden. Jeg rev alt det indvendige ned, gravede ud og byggede nyt, lagde el og vand ind i hele huset, lavede dejligt badeværelse med rigtigt toilet, og moderne centralvarmeanlæg med oliefyr, - alt uden håndværkere, men med min arbejdsomme søde unge hustru som hjalp med. Og med min første lille søn som ivrig ung iagttager.
År senere, da vi var næsten færdige og huset stod velfungerende og næsten perfekt, tømrede jeg sammen med drengene af bygningsrester et stort legehus med vinduer, tårn og terrasse, hemmelig lem og "kælder". Det blev flittigt brugt op gennem årene af alle fire drenge, med samt deres mange inviterede kammerater fra skole eller opland.
Jeg holdt vores Volvo (købt med hjem fra Sverige for 8.500 kr) til den var 27 år gammel, samt en lige så gammel helårs-campingvogn, som blev tilpasset og tilføjet ekstra køjer, og bragte os sammen 9 dejlige ferieture rundt i Scandinavien plus en masse mindre ture - med hele hjemmet "på krogen", køkken, bad og toilet, køjepladser til drengene og dobbeltseng til de gamle, og spisekrog / hyggeplads til regnvejrsdage. Perfekt. Det liv på hjul blev vi "bidt af".
- Børnene voksede op. Vi boede i huset i 220 år.

Samtidigt slog jeg mine folder som Falckredder "Det er skideskægt at køre udrykning" (ville nogle nok kalde det) ambulance, store brandbiler . . drøne over for rødt, over fortov, cykelsti, imod køreretningen, overalt, mens alle andre bare skal holde tilbage. . Men man har det fulde ansvar for at ingen bliver ramt

Og her gælder sekunderne liv og død. Som Falckredder bliver man ofte spurgt om det ikke er barsk at køre ambulance. Jo, men man har et vigtigt arbejde at udføre og har ikke megen tid til egne følelser. - Iøvrigt er meget af dagens arbejde ofte mere rolig rutine, akutte eller planlagte sygetransporter.
Noget af det bedste ved at være rigtig fuldtids Falckredder er afveksling - og spænding. Man kører ud efter tur, til sygetransport, ambulance til en ulykke, en ko som er sunket i mosen og skal bjærges med kranvogn, at starte biler, eller slukke ildebrand - en brandudrykning kan dog tømme brandstationen for mandskab. Arbejdet er utroligt varieret, men ofte med mange tunge løft og ofte farlige situationer.
Det kan være særdeles fysisk krævende at slæbe syge/bevidstløse mennesker. Og som røgdykker med luftflaske på ryggen i en buldrende tagbrand, eller bragende, glohed kælderbrand hvor man ikke kan se sine egne hænder for røg. Først af alt kan man komme på bjærgning af brandofre, voksne eller børn, som måske ligger bevidstløse et sted i den uigennemtrængelige røg.
En brandmand og røgdykker bliver pjaskvåd, gennemkogt- og røget. Og skal måske skyde og aflive skrigende, forbrændte dyr i en forrygende gårdbrand. - Til denne opgave havde vi ligesom de tyske soldaterhjelme fra krigens tid, også de berømte Mausergeværer med hagekors på.
En brandmand sprøjter ikke bare med vand (eller let- og tungtskum), ofte må man med sin brandøkse bruge timer på at hugge igennem og splitte døre og tagkonstruktioner, for at komme til ildens ulmende arnested.
Der er mange myter og romantik om brandmænd, men jeg har prøvet meget - meget af det hårdeste arbejde, og en hel del mere som kun meget få, og været ovnmand på et jernstøberi, men jeg kender intet arbejde der som en brandmands kan gøre een fuldstændig gennemtæsket af træthed og udmattelse. Et godt gammel ord siger: Ilden er en god tjener, men slem herre. Ja, ilden er sejg, den kan skjule sig under vandmasser eller dybe utilgængelige kroge for snart at blusse op igen, og tage magten påny. Varmen i en brand når op over 1500 grader og smelter både jern, glas og sten !
Så jo, det kan være hårdt, ikke mindst fysisk. Og kvæstede, grædende, blodige børn skærer i hjertet, eller hårdt kvæstede, bevidstløse børn, og livløse børn, dræbt, knust, at se ind i deres forunderlige døde øjne der har et sælsomt roligt blik, langt fra al angst og smerte, som havde de set Gud der tog dem i sine arme - mens jeg holdt deres iturevne legeme, deres blåhvide knogler, hvidgrå hjernemasse, deres yndige knuste blodige hoved ! En strålende forårssøndag morgen begravede jeg knuste ukendelige rester af børn ved banelinien efter en togulykke. Man står som ambulance- og brandmand med livets tragedier. Børn, voksnes kvæstede, sønderskudte, forkullede, forrådnede, opløste legemer - glemt i deres ensomhed, eller skyllet op på stranden..
Mange trafikofre reagerer voldeligt overfor redderne. Men der er da mange flere positive relationer til både mennesker og dyr trods smerte og ulykke.
Men folk der tager livet af sig ved at stikke et jagtgevær i munden forestiller sig måske ikke, at deres hoved bliver findelt over omgivelserne . . og folk der hopper ud foran toget forestiller sig nok ikke at de kommer til at ligne et insekt på bilens forrude . . og det kan give mange timers oprydning, alt skal findes - for vovse skal jo nødig komme hjem med en tommelfinger . . Man samler spredte blodige kødstumper, legemsdele og indvolde op i spande og papæsker efter togpåkørsler eller eksplosioner. Det virker nærmest som at arbejde på et slagteri når man slæber friske blodige kødstykker som ikke ligner noget menneskeligt. Man tænker måske ikke så meget når det sker, fordi man har et vigtigt arbejde at udføre, men bagefter. Liv, som så brat ophørte - og hvad der gik forud for ulykken. Man drages ind i menneskers skæbne, selvmord, familieopgør, voldsomme arbejdsulykker. Færdselsuheld med dræbte børn ved en sønderknust bil hvor forældrene i deres vanvid skændes og slås, men i smerter og vanvid ikke fatter hvad der var sket. - Men at blive kaldt til min egen lille søn, påkørt af en bil, blodig, forslået, bevidstløs, med kraniebrud, kaster blod op, knuste ben og åbne brud . . . alle ambulancefolks og forældres mareridt . . jeg fik et medicinsk chok, blodtrykket blev ved at falde, jeg var simpelthen ved at dø. Min dreng kom sig dog mirakuløst i løbet af et år, eller - som overlægen sagde "det er Vorherres værk".



Efter "aftjening af min anden værnepligt" i Falck syntes jeg det kunne være nok med alskens død og elendighed, - især efter en personlig, meget alvorlig ulykke som nær havde involveret mig selv som ambulancefører - alle redderes mareridt som rev et år ud af kalenderen. Jeg tog telt og rygsæk, og tog alene i september med DFDS-båden til Færøerne, hvor jeg efter en herlig tur, 36 timers 'banken pæle' i stormende kuling og høj sø der kastede rundt med det gode skib, fik oplevet dette fabelagtige Nordatlantiske eventyr på nærmeste hold. Da jeg en dag i støvregn og storm traskede ud gennem kløften i Saksun til det mest afsides sted, mødte jeg en ung mand der stod alene i lange søstøvler og fiskede i skvulpende vand til livet. Vi kom i snak, Han var advokat fra København. Når kontoret blev for "tørt" tog han herop en tur. Vi slog hver vores telt op i det sorte, vulkanske sand ved en sø og overnattede, mens stormen ruskede og regnen piskede - men i teltet var perfekt, man lavede mad og kaffe, og så mødtes vi og spillede kort til ud på natten mens vi nød et par slurke toldfri whisky, inden vi krøb i posen. Her var man i et isoleret hjørne af verden, som i mørkeste middelalder - ensomt, herligt, nærmeste 'by' var Saksun, med seks tørv- og stenhuse, og en kirke.
I nattens løb regnede det så meget at søen klukkede lige op ad teltet da vi vågnede, og teltet nærmest stod i vand.
Det førte endelig til at jeg skiftede til noget mere festligt, at køre turistbus i Scandinavien og Tyskland. Det var et helt andet løssluppet liv. Scandinaviensture stod meget for vilde orgier og ophold i sengen hos diverse damer og det hyldede jeg ikke, jeg har altid været min hustru tro, trods alt. Og desuden er norsk færdselspoliti helt hysterisk. Indimellem kørte jeg naturligvis herhjemme, - selskaber, sportsstævner, udflugter m. et antal kasser øl i bagagerummet, og så den daglige skolebus - det var festligt, de dejlige unger betragtede mig nærmest som deres far og klatrede rundt på mig. De større børn var heller ikke noget problem, de fik lov at spille musik, vi snakkede, blev fortrolige, så sprættede de ikke sæderne op eller lavede andet halløj.
Ture i Tyskland var ren fest. Altid glæde og lystig tysk musik, og hvor vi kom frem blev vi turistchauffører forkælet på gæstgiverier m.v. Tyskerne er et behageligt folkefærd, det er aldrig kedeligt at gå i byen, og - det føltes dejligt langt fra Danmark. Og så tyskernes charmerende sprog, hvadenten det taltes af høj eller lav, ung eller gammel - eller små søde børn. - Når bussen var klargjort til næste dag, tog vi chauffører på vandring i byen, ud og "male byen rød" - nå, ja, så slemt var det ikke - og kunne vende hjem til hotellet henad morgenstunden uden at nogen gøede ad det, - bare bussen startede til tiden næste morgen med nypudsede ruder. Sommetider var den kvindelige rejseleder også vældig med på den - sjov og fest, men ikke andet. Nu vi er ved motorveje - det er et vidt begreb efter hvilket land. Tyskland er nævnt, her går det stærkt. I Danmark er det nærmest håbløst, vi har ingen trafikkultur. I Amerika - bil-nation nr. 1. - er det meget behageligt, her skal man selv passe på ikke at være uhøflig. Highways er ofte fire- til sekssporede - i hver retning, og her gør man ikke som i Danmark - "holder til højre" - en idiotisk landevejsmentalitet, for så risikerer man at forårsage ulykker ved hele tiden at krydse rundt, - næ, her er hver bane som et jernbanespor, og man følger farten i den bane man er i. Skifter man, bruger man afviserblink, og det er slet ikke det anarki som i sydeuropæiske lande, hvor hver bilist har sine egne regler alt efter bankkonto, bilmærke og humør.
I længden gik turisthvervet dog for meget ud over familielivet, vi turistchauffører var mere gift med hinanden end med hustruen, næsten samme "problem" som døgnvagt i Falck, så holdt jeg op "medens legen var god".
Jeg blev kørende reparatør i TV/videoudlejningsfirmaet TELERENT med kundedistrikt i Midt- Nord- og Vestsjælland, et dejligt frit job som desværre ophørte da firmaets engelske indehaver GRANADA blev træt af danskernes skatter og uærlighed. Kunderne blev overtaget af firmaet D-E-R og kørende "reparatører" skulle blot køre ud med en lille skruetrækker og en redekam . .
Men efter hjemkomst fra Amerika måtte jeg "tage til takke med" taxakørsel, og har nu kørt nogle år dag og nat i Storkøbenhavn. Det er ikke så dårligt, et særligt liv, et af de sidste virkelig frie hverv herhjemme. Ingen blander sig hvis man har en bil hele week-end'en, kører mere eller mindre i døgndrift, og skovler penge sammen i Københavns gader nat og dag. Det har rygtedes helt til X-Jugoslavien og Pakistan, - og jeg er selv blevet regnet for indvandrer, fordi min københavnske jargon ikke er hvad den har været, efter mit omflakkende liv.
Men en taxachauffør må selv skaffe sin løn, og det er et farligt job, man kommer ikke sovende til de mange penge. To gange har jeg været i livsfare ved at man tog kvælertag fra bagsædet, eller dirigerede mig ud på landet kl. 3 om natten mens man diskuterede hvor man skulle smide mig af, og overtage Mercedes'en. Eller narkomaner som truer med sprøjter. Her må man rose politiet for hurtig indsats, for de gange jeg har tilkaldt hjælp, har en patruljevogn været der på minutter, - plus et par kolleger med cykelstativ i hhånden. . . man skal ikke tro man bare kan overfalde en taxachauffør, heller ikke sparke til taxaen, adskillige voldsmænd er blevet dømt og afkrævet erstatning for at sparke buler i en taxa.
Man bliver også en slags sjælesørger i det københavnske natteliv, og især kørsel i Istedgadekvarteret giver en vis "kolorit" på indkørslen. Men, mangen et fortvivlet menneske, mere eller mindre påklædt, har kastet sig ind på forsædet, efter diverse oplevelser eller opgør. En taxachauffør er altid neutral, også selvom en mand tilstår at han vil gå hen og slå en anden ihjel. Alle slags personer, høj og lav, betror sig i en taxa. Som en udenlandsk EU-politiker der spurgte hvad jeg mente om de tidligere østlandes optagelse i unionen  -  og NATO, for han vidste ikke rigtigt. Jeg sagde, at jeg syntes det ikke kunne ske hurtigt nok, for nu har de smidt det kommunistiske åg og forventer at blive lukket ind. Så skal vi ikke sidde i vores elfenbenstårn og lege "pernittengryn". Vi var der jo med tilråb mens de var "spærret inde", så må vi også være solidariske nu, tage imod deres varer og ønsker om hjælp. - Ikke fordi jeg er glødende unionstilhænger og anser det for en engleklub, snarere et regelrytteri til gavn for dem som blæser på reglerne, mens de lovlydige, som Danmark, betaler med vort landbrug, fiskeri, gartnerhverv osv. Men det er tidens dilemma, et nødvendigt europæisk onde, vi har intet valg - det er både Sverige og Norge et bevis på, - Norge har ikke råd til at hente olien op, og Sverige har lige måttet sælge Volvo til Fordfabrikkerne, så der er nok en del som mener de skulle have meldt sig ind noget før. Men union kan vi ikke lave - det kan Amerika, "United States", selvstyrende stater, mange af dem meget større end Danmark.

Webmaster Kjeld Holsting, Nærum. Velkommen til mit Grønlands Galleri

Læs / skriv i gæstebogen       mailbox