Vestens "Vagthund", det kæmpe ottemotors jetB52 bombefly med fire megaton atombomber ombord, styrtede brændende ned ved Thule 21. januar 1968.

Marts '68, Solen er vendt tilbage efter mørketiden, og jeg ude ved nedstyrtningsstedet, 12 km ud for kysten ved Thule Air Base.
Ulykken skete ikke - som ofte nævnt af journalister "på indlandsisen"
men ude på Nordstjernebugtens 2 meter tykke vinteris


Vi gjorde vores arbejde uden vrøvl - med verdens stærkeste atomvåben - selvom atomvåben var forbudt på dansk område - men den danske regering lod os i stikken da det gik galt og blev afsløret, 21. januar 1968



"Vagthundene", de største bombefly nogensinde, hovedrollen så sent som i de to Golfkrige og Afganistan, kredsede under den kolde krig døgnet rundt med en uhyre last af fire store Atombomber, som en svær afskrækkelse mod Østblokken, næsten umulige at spore, klar til lynhurtige angreb.
Vagthundene havde sikkerhedsbase og blev tanket i Thule, enten på jorden, eller i luften med tankfly som startede fra Thule.
















Besætningen havde brugt alle midler til at bekæmpe en brand ombord, for at nå frem til Thule, og havde også brugt deres arktiske udstyr i forsøget på at kvæle ilden. De måtte forlade flyet i brand, og springe ud i 40 gr. frost og totalt mørke her midt i den polare mørketid.

Mange af os - danske arbejdere og amerikanske soldater, brugte i de følgende timer og dage alle kræfter på at finde disse besætningsmedlemmer. De var landet i polarmørket vidt omkring Thulebasen, og fik svære skader og forfrysninger. Et "ekstra" syvende besætningsmedlem omkom da hans faldskærm brændte.

Senere fik mange af os mystiske sygdomme og udslet som lægerne ikke kendte

1995 - 27 år efter - gik regeringen med til en skin-høring om ulykken, og gav os efterfølgende 50.000 kr "for at holde kæft". Sagen var så 'varm' fordi vore politikere havde ansvaret og burde have vidst, at dette atomforsvar foregik på dansk grund - imod loven, og danske kontraktansatte var ramt. Men ingen - kun meget få læger - turde røre os og 'Thulesagen' med en ildtang.

Men hvorfor ikke erkende at vi løb en usædvanlig risiko, gjorde en uhørt indsats i Thule for Vestens sikkerhed, og selv betalte prisen






















Mange af os havde fortsat vores arbejde her i oprydningen ude ved det sortsvedne nedstyrtningssted.
Den sorte brandplet fra kæmpeflyets styrt på havisen var 75 meter bred og 500 meter lang, efter at flyet havde styrtet i en skrå vinkel med sine fire atombomber og 200 tons brændstof. Fly og bomber blev knust - men en af bomberne var dog sunket gennem isen og gået til bunds på flere hundrede meter vand.

Hver af de fire atombomber var 10 gange stærkere end Hiroshimabomben






Mine personlige fotos, fakta og beretninger fra hele Grønland og Indlandsisen, og panorama over Thule-distrikt
Velkommen til mit Grønlands Galleri











mere om atomulykken i Thule 1968 - thuleforeningens hjemmeside