Det stakkels Skumpelskud, der sad paa den lave Skammel i Krogen og fik
Knubs og haarde Ord, faaer maaskee sin slidte Skammel med som Tegn og
Hjelpepenge; Skamlen bliver Bærestol ind i Evighedens Land, løfter sig der
til en Throne, straalende som Guld, blomstrende som en Løvhytte.
Den, som her altid gik og pimpede Fornøielsens Kryderdrik, for at glemme
andet Galt han her gjorde, faaer sin Træbimpel med og maa drikke af den paa
Omnibusfarten, og den Drik er reen og puur, saa at Tankerne klares, alle
gode og ædle Følelser blive vakte, han seer og fornemmer, hvad han før ikke
gad see eller kunde see, og da har han i sig Straffen, den nagende Orm, der
ikke døer i unævnelige Tider. Stod der paa Glassene skrevet "Glemsel",
da staaer der paa Bimpelen: "Erindring".
Læser jeg en god Bog, et historisk Skrift, Personen, jeg læser om, maa jeg
da altid tænke mig tilsidst, naar han kom i Dødens Omnibus, tænke over,
hvilken af hans Gjerninger Døden tog ud af Sparekassen til ham, hvilken
Tærepenge han fik ind i Evigheds-Landet. Der var engang en fransk Konge,
hans Navn har jeg glemt, Navnet paa det Gode glemmes sommetider, ogsaa
af mig, men det lyser nok frem igjen; det var en Konge, der i en Hungersnød
blev sit Folks Velgjører, og Folket reiste ham et Monument af Snee, med
den Indskrift: "Hurtigere end dette smelter, hjalp Du!" Jeg kan tænke,
at Døden gav ham, i Henhold til Monumentet, et eneste Sneefnug, der aldrig
smelter, og det fløi som en hvid Sommerfugl over hans kongelige Hoved ind
i Udødeligheds-Landet. Der var nu ogsaa Ludvig den Ellevte, ja ham husker
jeg Navnet paa, det Onde husker man altid godt, et Træk af ham kommer mig
tidt i Tanke, jeg vilde ønske, man kunde sige Historien var Løgn. Han lod sin
Connetable henrette, det kunde han, med Ret eller Uret, men Connetablens
uskyldige Børn, det ene otte Aar, det andet syv, lod han stille op paa samme
Rettersted og bestænke med deres Faders varme Blod, derpaa føre til Bastillen
og sættes i Jernbuur, hvor de ikke engang fik et Tæppe at lægge over sig;
og Kong Ludvig sendte hver ottende Dag Bødlen til dem og lod en Tand
trække ud paa hver, for at de ikke skulde have det altfor godt; og den Ældste
sagde: "Min Moder vilde døe af Sorg, om hun vidste, at min lille Broder led
saa meget; træk derfor to Tænder ud paa mig og lad ham være fri!" og
Bødlen fik Taarer i Øinene derved, men Kongens Villie var stærkere end
Taarerne, og hver ottende Dag bragtes paa Sølvtallerken til Kongen to
Børnetænder; han havde forlangt dem, han fik dem. De to Tænder, tænker jeg,
tog Døden ud af Livets Sparekasse for Kong Ludvig den Ellevte og gav ham
med paa Reisen ind i det store Udødeligheds-Land; de flyve, som to Ildfluer,
foran ham, de lyse, de brænde, de knibe ham, de uskyldige Børnetænder.
Ja, det er en Alvors Kjøretour, den Omnibustour paa den store
Flyttedag! og naar kommer den vel?
Det er det Alvorlige derved, at hver Dag, hver Time, hvert Minut kan man
vente Omnibussen. Hvilken af vore Gjerninger mon da Døden tager ud af
Sparekassen og giver os med? Ja, lad os tænke derpaa!
Den Flyttedag staaer ikke i Almanaken."
Tilbage til H.C.Andersen > >
er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webside.