Flyttedagen. 2 del.
   
Det stakkels Skumpelskud, der sad paa den lave Skammel i Krogen og fik
  Knubs og haarde Ord, faaer maaskee sin slidte Skammel med som Tegn og
  Hjelpepenge; Skamlen bliver Bærestol ind i Evighedens Land, løfter sig der
  til en Throne, straalende som Guld, blomstrende som en Løvhytte.

    
Den, som her altid gik og pimpede Fornøielsens Kryderdrik, for at glemme 
  andet Galt han her gjorde, faaer sin Træbimpel med og maa drikke af den paa
  Omnibusfarten, og den Drik er reen og puur, saa at Tankerne klares, alle
  gode og ædle Følelser blive vakte, han seer og fornemmer, hvad han før ikke
  gad see eller kunde see, og da har han i sig Straffen, den nagende Orm, der
  ikke døer i unævnelige Tider. Stod der paa Glassene skrevet "Glemsel",
  da staaer der paa Bimpelen: "Erindring".

    
Læser jeg en god Bog, et historisk Skrift, Personen, jeg læser om, maa jeg
  da altid tænke mig tilsidst, naar han kom i Dødens Omnibus, tænke over,
  hvilken af hans Gjerninger Døden tog ud af Sparekassen til ham, hvilken
  Tærepenge han fik ind i Evigheds-Landet. Der var engang en fransk Konge,
  hans Navn har jeg glemt, Navnet paa det Gode glemmes sommetider, ogsaa
  af mig, men det lyser nok frem igjen; det var en Konge, der i en Hungersnød
  blev sit Folks Velgjører, og Folket reiste ham et Monument af Snee, med
  den Indskrift: "Hurtigere end dette smelter, hjalp Du!" Jeg kan tænke,
  at Døden gav ham, i Henhold til Monumentet, et eneste Sneefnug, der aldrig
  smelter, og det fløi som en hvid Sommerfugl over hans kongelige Hoved ind
  i Udødeligheds-Landet. Der var nu ogsaa Ludvig den Ellevte, ja ham husker
  jeg Navnet paa, det Onde husker man altid godt, et Træk af ham kommer mig
  tidt i Tanke, jeg vilde ønske, man kunde sige Historien var Løgn. Han lod sin 
  Connetable henrette, det kunde han, med Ret eller Uret, men Connetablens
  uskyldige Børn, det ene otte Aar, det andet syv, lod han stille op paa samme
  Rettersted og bestænke med deres Faders varme Blod, derpaa føre til Bastillen
  og sættes i Jernbuur, hvor de ikke engang fik et Tæppe at lægge over sig;
  og Kong Ludvig sendte hver ottende Dag Bødlen til dem og lod en Tand
  trække ud paa hver, for at de ikke skulde have det altfor godt; og den Ældste
  sagde: "Min Moder vilde døe af Sorg, om hun vidste, at min lille Broder led
  saa meget; træk derfor to Tænder ud paa mig og lad ham være fri!" og
  Bødlen fik Taarer i Øinene derved, men Kongens Villie var stærkere end
  Taarerne, og hver ottende Dag bragtes paa Sølvtallerken til Kongen to
  Børnetænder; han havde forlangt dem, han fik dem. De to Tænder, tænker jeg,
  tog Døden ud af Livets Sparekasse for Kong Ludvig den Ellevte og gav ham
  med paa Reisen ind i det store Udødeligheds-Land; de flyve, som to Ildfluer,
  foran ham, de lyse, de brænde, de knibe ham, de uskyldige Børnetænder.

   
Ja, det er en Alvors Kjøretour, den Omnibustour paa den store
  Flyttedag! og naar kommer den vel?
      Det er det Alvorlige derved, at hver Dag, hver Time, hvert Minut kan man
  vente Omnibussen. Hvilken af vore Gjerninger mon da Døden tager ud af
  Sparekassen og giver os med? Ja, lad os tænke derpaa!
  Den Flyttedag staaer ikke i Almanaken."

                                                                    
   Tilbage til H.C.Andersen > >
OBS! Gengivelse af de fleste billeder/tegninger på H.C.Andersen-siderne
         er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webside.