Den første Fornemmelse er en ganske sagte Rykken i Vognene, og nu ere
Kjæderne spændte, som holde disse sammen; Signalpiben lyder igjen og Farten
begynder, men langsomt, de første Skridt gaaer det sagte, som om en
Barnehaand trak den lille Vogn. Hurtigheden tager umærkeligt til, men du l
læser din Bog, seer paa dit Kort, og veed endnu ikke ret om Farten er begyndt,
thi Vognene glider, som en Kane paa den jevne Sneemark. Du seer ud af
Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; Det gaaer
endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk,
Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!
Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi? Det var en af de
Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! Og de nærmeste ti til tyve
Alen er Marken en piilsnar Strøm; Græs og Urter løbe i hverandre, man faar
en Idee om at staae udenfor Jorden og see denne dreie sig; Det piner Øiet at
hefte det længe i samme Retning; men Du seer nogle Favne længere bort,
da bevæge sig de andre Gjenstande ikke hurtigere, end vi see dem bevæge sig,
når vi kjøre godt, og længere ud mod Horizonten synes Alt at staae stille, man
har ganske og aldeles Skuet og Indtrykket af den hele Egn.
Saaledes just skal der reises gjennem flade Lande! Det er som By ligger ved
By; nu kommer een, nu atter een! Man kan ret tænke sig Trækfuglenens
Flugt, saaledes maae de lade Byerne efter sig. De almindelige Kjørende, som
man seer paa Sideveiene, synes at holde stille, Hestene foran Vognene løfte
Fødderne, men de synes at sætte dem igjen paa samme Sted, og saa ere vi dem
forbi.
Det er en temmelig bekjendt Anecdote om en Americaner, der første Gang
kjørte med Dampvogn, at han ved idelig at see den ene Milepæl fare forbi efter
den anden, troede at han kjørte over en Kirkegaard og saa Monumenter;
jeg skulde derfor ikke anføre den, men den carakteriserer ganske
Hurtigheden og jeg havde den i Tanker, skjøndt man her ingen Milepæle seer,
de røde Signal- Faner maatte da være det, og den samme Americaner kunde
have sagt her: hvorfor ere alle Mennesker i Dag ude med røde Faner!
Jeg vil derimod fortælle, at da vi foer forbi et Plankeværk, som jeg saae
forkortet til en Stang, sagde en Mand ved Siden af mig: “See nu er vi i
Fyrstedømmet Cöthen” og saa tog Manden sig en Priis, bød mig ogsaa af
Daasen, jeg bukkede, prøvede Tobakken, nøs og spurgte saa: “hvorlænge ere
vi nu i Cöthen?” - “O,” svarede Manden, “der vare vi ude af, idet De nøs!”
Og dog kunne Dampvognene gaa dobbelt saa hurtigt som her; hvert Øieblik
er man ved en ny Station, hvor Passagererne skulde sættes af og andre
optages, Farten bliver herved formindsket, man standser et Minut, og ind af
de aabne Vinduer række Opvartere os Forfriskninger, lette og solide, ganske
som vi behage! de stegte Duer flyve, for Betaling, bogstaveligt lige ind i
Munden, og saa jager man afsted, sladrer med sin Nabo, læser i en Bog, eller
skotter til Naturen, hvor tidt en Skare Køer med Forbauselse dreier sig rundt,
eller nogle Heste rive sig løs og flygte fordi de see, at tyve Vogne kunne
komme frem i Verden uden dem, og det endnu hurtigere end om de skulde
hjælpe til, og saa er man pludselig igjen under Tag, hvor Vognrækken
standser, man har kjørt sine femten Miil i tre Timer, er i Leipzig. Samme Dag,
fire Timer efter, gaaer det herfra igjen en lignende Vei-Længde i samme Tid,
men gjennem Bjerge og Floder - og saa er man i Dresden;
Jeg har hørt Flere sige, at ved Jernbanerne var al Reise-Poesi borte, og at
man foer det Smukke og Interessante forbi; hvad dette sidste angaaer, da
staar det jo Enhver frit for at blive paa hvilken Station han vil, og der see sig
om til den næste Vognrække kommer; og hvad det angaar, at al Reise-Poesi
forsvinder, da er jeg af en aldeles modsat Mening: Det er i de snevre,
fuldpakkede Reisevogne og Diligencer, at Poesien forsvinder, man bliver her
sløv, men plages i den bedste Aarstid af Støv og Hede, og om Vinteren af slette
Veie; Naturen selv faaer man ikke her i større Portioner, men vel i længere
Drag, end i Dampvognen.
O, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo
mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen,
og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve!
Vor vilde Hest fnyser og snøfter. Den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer.
Raskere kunde ikke Mephistopheles flyve med Faust paa sin Kappe! vi ere ved
naturlige Midler i vor Tid lige saa stærke, som man i Middelalderen har troet,
at kun Djævelen kunde være det! Vi ere ved vor Kløgt kommet på Siden af
ham, og før han selv veed det, ere vi ham forbi.
Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig greben som
her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg føle
en Andagt, som jeg kun som Barn har følt i Kirken, og som Ældre i den
solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat!
I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de
have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder
det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi! (H. C. Andersen)
er kun tilladt efter aftale med indehaveren af denne webadresse.