2 sider af datteren Julie Swanes barndomserindringer.
Samme bog, side 161-162.
Naar jeg nu vil fortælle lidt om de forskellige Mennesker, der besøgte os i Hjermind, maa jeg begynde med H.C. Andersen som den mærkeligste af dem
alle.
Han var, som bekendt, en god Ven af Ingemann (Farfaders Fætter) og tilbragte ofte en Tid ude i Sorø, hvor et Værelse i Ingemanns forhenværende Bolig endnu benævnes som H.C. Andersens Stue oppe i Gavlen. Han lovede at besøge mine Forældre og kom til Hjermind, hvor han digtede sin smukke Sang: ” Jylland mellem tvende Have”. Desværre var jeg saa lille, at jeg blev sendt hen til Skolelærer Faarup’s, naar H.C. Andersen læste op, thi “Børnevennen” taalte
ikke den ringeste Forstyrrelse. Men en Gang tog han os med op i Gæstekammeret og fortalte os et Eventyr, hvoraf jeg dog kun husker, at:” Der var engang en Pige, der vadskede sig i sit Spyt”, hvilket frygtelige jeg selvfølgelig ikke har glemt!
Mor har fortalt, at det var ikke nogen let Opgave derude paa Landet hver Dag at skaffe nye Gæster, der kunne more og beundre H.C. Andersen; men da han ikke blev saa længe, lykkedes det.
Han var uhyre ængstelig for sit Helbred, og da der den Sommer var en Del Kolera-Tilfælde, kom han en Nat ind og vækkede Far og Mor paa Grund af Mavepine, idet han bestemt troede på en begyndende Kolera. Da han skulde rejse, kørte Mor og nogle af os andre med ham i den store lukkede Wienervogn til Asmild, hvor han besøgte min Bedstemoder, da min Bedstefader var til Extra-Session i Kjøbenhavn. Vi havde Smørrebrød med i Vognen, da Køreturen var paa
3 Mil. H.C. Andersen spiste med af det, og efter at det var fortæret, tog han Papiret og satte sig paa det - til vor store Forbavselse.
Han forklarede for os: Jo, hvis Papiret blev kastet ud af Vognen, kunde Blæsten føre det frem foran Hestene, som kunde blive sky, stejle og vælte Vognen!”
- Saa snart vi fra Vognen øjnede Domkirken, plejede vi gentagne Gange i Kor at raabe: “Vi kan se Viborg Domkirke”! og jeg husker, at H.C. Andersen stemte i med os.
Inden jeg gaar videre, synes jeg, at jeg maa omtale, at jeg virkelig opnaaede at høre H.C. Andersen læse op. Da jeg var ganske ung (vistnok i 1870) og var med Mor i Kjøbenhavn, blev vi indbudt til Eftermiddags-The hos General Raasløff’s, hvis Hustru var i Slægt med Mor. Der var meget elegant. Fra Raasløff var en venlig, statelig Dame, og vi fik en fin lille Beværtning sammen med Husets Damer, H.C. Andersen og to ældre Damer. H.C. Andersen blev placeret ved et
lille Bord, hvorpaa stod en Karaffel med Vand og et Glas i lang Afstand fra os Tilhørere. Han oplæste “Det utroligste”. Da han var færdig, udbrød de to ældre Damer med sødladen, indsmigrende Stemme:” Man det utroligste er dog at høre Hr. Konferensraaden læse”! - -
Da H.C. Andersen var gaaet, fortalte Frøken Raasløff, som oversatte han Eventyr på Engelsk, at det var en meget vanskelig Sag, da H.C. Andersen, som ikke var videre sprogkyndig, endelig ville have alt oversat bogstaveligt, men saa var det aldeles umuligt for Englændere at fatte netop det, der var det ejendommelige i hans Skrifter.
Senere har jeg set H.C. Andersen paa Gaden i Kjøbenhavn, hvor han just ikke tog sig godt ud med sine store Fødder i Galoscher og sin mærkelige Gang. - - “
tilladt efter aftale med indehaveren af denne webside.