Forord:
Dem af jer, der tog 10. klasses eksamen i år 2000 vil sandsynligvis kunne nikke genkendende til dansk-stil emnet "En situation", hvor man skulle skrive en novelle ud fra billedet: "Sprogets Tragik". Billedet forestiller en fyr i gul munkekutte, der løfter en rød bogrulle - som tilsyneladende mangler den ene stang - i sine hænder. Den valgte jeg at skrive om, og resultatet var som følgende (bortset fra nogle rettelser, bla. af en fejl-sætning, der ikke gav mening):

Den Røde Kagerulle

Som jeg stod uden for porten, kunne jeg mærke sveden langsomt pible ud et sted over øjnene og løbe ned af min kind. Den ene vagt stod og så stift ud i luften. Jeg overvejede, om han overhovedet ville bemærke, hvis jeg spillede hund og tissede ham op af benet. Det ville altid have taget kegler inde hos kejseren. Det var bare ikke et belejligt tidspunkt at forsøge sig pa nu.
Den anden vagt var mere vigtig for mig. Han var nu inde hos kejseren og bede om foretræde for mig.
Nu gik porten op. Han trådte ud. Jeg holdt vejret. "Du kan... øh, er der noget galt?". Jeg opdagede at jeg havde holdt vejret lidt for længe og lå på jorden i en mildest talt forkvaklet stilling. Kæk som jeg altid var svarede jeg: "Næh, jeg spekulerede såmænd bare på, om jeg kunne få en fugl til at hælde sveskesuppe i munden på mig.
Vagten slikkede sig om munden. "Sveskesuppe?! Hvordan vil du bære dig ad med det? "Jo, du skal bare lægge dig I syvfordoblet lotusstilling, som jeg gjorde lige før, og så åbne munden.
"Nørj!"
Jeg syntes, jeg havde taget pis nok på ham for nu. Nu gjaldt det mere alvorlige ting:
"Kunne jeg forresten komme ind?"
"Ja, kejseren har accepteret det."
Det føltes som om der faldt et kg. ymer (eller sveskesuppe for den sags skyld) fra mit hjerte. Vagten fortsatte:
"Men du skal ikke regne med, han tager dig alvorligt."
"Pragtfuldt! , tænkte jeg ironisk.

Jeg blev eskorteret ind i tronsalen af den ene vagt (ham der bare havde stået og kigget). Han fulgte mig et par meter ind. Så vendte han sig og lukkede porten efter sig. Jeg følte det som om jeg var lukket inde I et løvebur.
"Vær hilset Hajdamosok, min højt velnærede hofnar!" Alle grinede troskyldigt.
"Tak deres højforlorenhed. Det er et vidunderligt køkken de har, men kokken manglede nu lidt salt."
"Ho ho, lige så respektløs og svinsk som altid! Kom herhen så jeg kan gokke dig i hovedet med mit scepter!"
Jeg havde et tættere forhold til kejseren end alle hans 674 hustruer og hans nærmeste rådgiver, og vi drillede altid hinanden, så jeg ignorerede ham.
"Jeg har noget vigtigt, jeg vil fortælle kejseren."
"Jaså! Det er da noget nyt!"
Jeg ventede til dåselatteren var dødt ud.
"Der venter os onde tider. Jeg har netop overværet en kulørt messe. Nej, mine herrer og damer, jeg laver ikke fis nu! Jeg var for små fire timer siden på spadseretur i skoven. Pludselig hørte jeg underlig messende sang ved siden af. Jeg krøb gennem en busk og kunne pludselig kigge ud i en lysning, hvor en masse benløse væsner, k1ædt kutter - grønne, gule, violette, ja alle regnbuens farver - dansede rundt om et bål. Det lyder måske underligt at benløse kan danse, men det gjorde disse på en uforklarlig måde. Og det var ikke noget almindeligt bål. Det var kulørt, spraglet. Ikke bare gule flammer.
"Ho ho hydr hrrhost host harrrgh..."
Kongen grinede så meget, at han fik en vindrue galt i halsen. Fire tjenere styrtede straks til, men de kom til at stå så meget i vejen for hinanden, at kejseren nær var blevet kvalt, før de fik vindruen ud. Kongen trak vejret hurtigt og så ud som om han lige havde løbet en lang tur.
"Pyyh! Du er så sjov at jeg nær var død af grin! Det var dog den bedste jeg nogensinde har hørt. Så brugte de velsagtens kulørt magi til at svæve!"
"Jeg ved at kejseren spøger, men ja, det gjorde de. En afdem svævede højere end de andre. Det var åbenbart deres leder. På hans tale kunne jeg høre, at de kalder sig De Vanrøgtede. De vil have fat i Den Røde Kagerulle."
"Den Røde Kagerulle?! Sådan noget spøger man ikke med! Vagter, før denne hofnar... øh, mand ud!
Da jeg kom ud lå den ene vagt pa jorden i "syvfordoblet lotusstilling" med åben mund.

Jeg kunne ikke sove, da jeg lå i min seng om aftenen. For første gang i mit liv ærgrede jeg mig over at være hofnar. Kejseren ville slet ikke høre pa mig. Og hvad nu hvis De Vanrøgtede fik fat i Den Røde Kagerulle. Ingen havde endnu kunnet bruge den til noget... nå ja, lige bortset fra til kagerulle. Sagnet sagde, at det var en bogrulle. De kugleformede håndtag virkede også mere som håndtag på en bogrulle end på en kagerulle. Men ingen havde nogensinde fundet enden på papiret. Ifølge sagnet skulle man have den anden rullestang. Det kunne godt passe, siden der kun var en enkelt på Den Røde Kagerulle og to på normale bogruller. En af præsterne havde en gang prøvet at klippe den op med en saks. Øjenvidner sagde, han var gået op i flammer og blevet til aske på få sekunder... uden at der skete noget som helst med "bog"-rulle eller andre ting omkring ham.
Hvad nu hvis De Vanrøgtede havde fået fat på den anden rullestang! Og hvis sagnet talte sandt! Så ville alle dem, der læste den, få uanede kræfter.

Kejseren grinede ikke så meget af mig, da jeg optrådte den næste dag. Det var første gang, jeg havde sagt noget, han fandt usmageligt. Selv den gang, hvor jeg fortalte historien, om den gang hans mor åd græs, fordi hun ville være hest, mens hun selv sad i salen og hørte på, var han flad af grin.
Den Røde Kagerulle hang på væggen over tronen, og jeg kom til at tænke pa gårsdagens begivenheder, hver gang jeg så op på den.
Pludselig undslap et gisp kejseren og alle andre, der stod foran mig. Hvad der netop var sket bag mig, fik jeg straks svar på. To medlemmer af De Vanrøgtede var i bogstaveligste forstand fløjet igennem døren og fløj nu målrettet hen mod Den Røde Kagerulle. Den ene var klædt i en gul kutte, den anden i en rød. To af vagterne prøvede at hoppe op efter dem, men hver af de to væsner skød en kulørt stråle ud fra pegefingeren, som lammede hver af to vagter. Den ene blev stribet, og den anden prikket. De tog hver sin ende af Den Røde Kagerulle og fløj tilbage mod døren. Da de var lige foran mig, gav det et forskrækket sæt i hver af dem, og de stoppede på stedet. De stod lidt og stirrede på mig. Det vil sige: Jeg fornemmede at de stirrede på mig, for der, hvor der skulle have været et ansigt, var der i stedet et sort hul. Pludselig skød de en stråle ud fra hver sin pegefinger, som de havde gjort ved vagterne, men i stedet for at lamme mig, snoede strålerne sig rundt om mig og endte med at sammenføje hinanden med en knude. Jeg var fanget! Så fløj de videre med mig. Jeg kneb øjnene sammen, da vi var lige foran døren, og ventede bare på at blive smadret imod den, men der skete ingenting. Da vi var på den anden side og fløj væk fra slottet, nåede jeg lige at se de to vagter, som begge var blevet lammet. Den ene var ternet, den anden lignede et abstrakt maleri.

Vi havde fløjet en time, da vi nåede til en hule. Der var noget spændt over indgangen, der lignede en sæbevandshinde, der får lyset til at brydes og danse på den i alle regnbuens farver.
Den ene sagde en underlig remse, og så fløj vi igennem.
Vi fløj gennem en labyrint af gange, til vi kom til en større udgave af sæbehinden ved udgangen. Igen blev der sagt en underlig remse, som gav os adgang.
Et syn, jeg slet ikke havde ventet, mødte mig: Vi var kommet ind i en stor, fin sal. Alt var lavet af marmor. I modsætning til alt andet, jeg tidligere havde set fra denne kult, var dette rum mere monokromt. Gulvet var lavet i et mønster af sorte og hvide trekanter, som alle pegede frem mod et plateau for enden af salen, og for enden af plateauet var der en træport. Op til plateauet var der en trappe med tre trin, og der sad en vagt på hver sin side af trappen. Den ene var klædt i grøn kutte og havde et langt, rødt spyd, og den anden havde en lilla kutte og et grønt spyd. På den venstre side af trappen var et tegn, jeg genkendte som omega - det sidste bogstav i det græske alfabet - og på den højre side var der et tegn, der mest af alt lignede en proptrækker.
Formentlig alle kultens medlemmer var samlet i salen, og der lød et stort gisp, da vi trådte ind. Væsnet i den gule kutte tog Den Røde Kagerulle og stillede (eller rettere satte) sig foran trappen med Den Røde Kagerulle i sine løftede hænder. Den anden blev siddende med mig. Pludselig råbte alle: "Oh store vejleder, Den Røde Kagerulle er ankommet."
Porten for enden af salen gik langsomt op. Alle bøjede deres hoveder og væsnet, der holdt mig, fløj op og gav mig et backslash som tegn til, at jeg skulle gøre det samme.
Jeg kunne høre en svag susen, som nok var De Vanrøgtede's leder, der fløj ud gennem døren. Væsnet i den gule kutte begyndte at tale:
"Deres overvægtig... undskyld, overmægtighed, vi har Den Røde Kagerulle. Vi mener også at have fundet Den Spraglede Udvalgte."
Den Spraglede Udvalgte! Det var altså derfor de blev så forskrækkede, da de så mig. Spraglet, det var jeg i hvert fald. Mit nartøj havde alle de farver hjertet kunne begære. Udvalgt, det var jeg nu ikke helt sikker på.
"Superflofterot!"
Det gav et sæt i mig. Det udtryk, den stemme. Den havde jeg hørt før! Det var Moltrana, tidligere forsterådgiver hos kejseren. Han havde planlagt et komplot mod kejseren, men det var blevet opdaget, og Moltrana blev fyret uden pension og smidt på porten med afhuggede ben. Det var altså ham, der stod bag dette.
"Løs ham!" , kommanderede han. Straks var de magiske reb forsvundet. "Kom herhen!"
Jeg turde ikke andet. "Følg med mig!"
Jeg fulgte efter ham ind gennem porten, som blev lukket efter os. Vi var kommet ind i et lille rum. Der stod en kort seng i det ene hjørne, og midt på gulvet stod et bord og en stol.
"Sæt dig på stolen. Jeg selv bruger levitation."
Jeg adlød, og Moltrana satte sig bogstaveligt talt i luften på den anden side. Han var klædt i en kutte - nogen steder stribet, andre steder prikket - I alle regnbuens farver. "Jeg tænker, du er interesseret i at vide, hvad alt dette går ud på." Jeg nikkede.
"Superflotterot! Som du nok kan huske smed den tyran af en kejser mig på porten. Det skulle han aldrig have gjort! Han vidste ikke, at jeg længe havde eksperimenteret med kulørt magi. Jo, der findes skam ikke kun hvid og sort magi. Tabet af mine ben betød ikke så meget, da jeg længe havde behersket levitation. En gang, jeg svævede ude i ørkenen, fandt jeg en bogrulle i sandet. Det var den manglende del af sagnet. Vil du læse?"
Han rakte mig en lille bogrulle. Der stod:
"En dag vil personer fra den sande befolkning stjæle Den Røde Kagerulle. Når de har gjort dette, vil de se Den Spraglede Udvalgte. Han skal læse de vise ord i Den Røde Kagerulle og blive hersker over sit land. Han vil hurtigt glemme, hvem der er den sande befolkning, men vil alligevel regere med visdom til den dag, han selv bukker under for tyranniens fristelser som sin forgænger. Den dag skal han være forhadt af alle undtagen sine landsmænd, som han vil manipulere med kulørt magi med en snert af sort."
Jeg rakte bogrullen tilbage til Moltrana.
"Kan du se det! Du er den udvalgte!"
Med et var jeg overhovedet ikke i tvivl. Det var mig, der skulle regere dette rige. Moltrana fortsatte:
"Jeg fik en åbenbaring, som indbød mig at starte denne kult. Vi er den sande befolkning, os uden ben. For at sagnet skal gå i opfyldelse lader jeg være med at hugge dine ben af."
Jeg var taknemmelig.
"Det ville ellers være superflotterot vis du aldrig glemte, hvem der er den sande befolkning!" , sagde han trist. "Jeg søgte i lang tid efter den anden rullestang. Den blev fundet i forgårs omtrent samme sted som jeg fandt den manglende del af sagnet. Da vidste jeg, det var rette tid til at stjæle Den Røde Kagerulle. Nu er resten op til dig."
Han rakte mig Den Røde Kagerulle og den anden rullestang. Så gik vi ud gennem porten, hvor resten af kult-medlemmeme ventede på os. Jeg råbte ud til dem:
"Mine venner! Det er I dag en stor dag! Den dag, hvor jeg, Den Spraglede Udvalgte, vil begynde at regere dette land. Men først vil jeg læse de vise ord fra Den Røde Kagerulle."
Jeg tog Den Røde Kagerulle i min højre hånd og den anden rullestang i min venstre og førte dem langsomt sammen. Da de rørte hinanden, kom der straks en ende på det røde papir pa Den Røde Kagerulle, som snoede sig rundt om den anden stang. Den Røde Kagerulle var blevet til Den Røde Bogrulle. Alle jublede. Jeg begyndte at læse. Det, der stod, kunne ikke forklares, men det fyldte mig med visdom og styrke, så jeg følte, jeg kunne få magten over hele verden. Jeg stod oprejst der og bare læste og læste i syv uger uden at få hverken vådt elier tørt. Da jeg havde læst næsten det hele, så jeg kun manglede en enkelt sætning, opdagede jeg, at vi sad i tronsalen på slottet. Min overtagelse af magten var simpelthen automatisk sket ved kulørt magi fra Den Røde Bogrulle.
Jeg kiggede ned for at læse den sidste sætning:
"Dit navn skal være: Saddam Hussein."