Nu ville man sikkert tro, at bare fordi ordet kærlighed finder sted i overskriften, så er historien en romance. Men at det ikke er tilfældet, vil jeg gerne pointere. Historien viser sig nemlig at være en krimi, som de siger nu om dage. Inden jeg går i gang med at fortælle, vil jeg gerne sige, at det er en beretning som jeg har fået fortalt af min afdøde onkel Markus, så jeg kan med min højre hånd på den østpengunesiske retskrivningsordbog, og min venstre hånd velplaceret på panden love at den er sand. Men lad os begynde på fortællingen:

Vi skriver anno 1465. Det var en mørk aften i forstaden til Vringkøbing. Uglerne var gået til ro, mens hundene sad i træerne og hylede. Midt på Rådhuspladsen stod den gamle lygtepæl og skinnede hen over byen. Den havde snart stået der i fyrre år, og den havde da også set mange grise forsvinde ned i rendestenen i tidens løb. Som den nu stod der midt på pladsen og spejdede ud over hele byen, kom den pludselig i tanke om at den havde fået skiftet pære tredje gange. Altså den slags pære, der er lavet af hestevoks. Med tankerne netop i nordøstlig retning, fik den den idé at opsøge livet. Den havde nemlig ikke følt at den levede det helt vilde liv ved at stå det samme sted i fyrre år. Den havde tit hørt om folk og komodo veraner der slog sig løs på de lokale diskoteker. Men eftersom de bare drak deres penge og muslinge skaller op på sprit og anden benzin - specielt komodo veranerne, der kunne bælle en hel liter husholdnings sprit uden at sige "Narhuuu," - syntes den ikke at det var livet for den.
Kærligheden måtte være livet. Den rev sig løs fra sit fundament, for at lede efter kærligheden. Men det skulle den ikke have gjort, for i det samme faldt den forover, da en lygtepæl jo ikke kan gå, og brækkede midterstangen og smadrede en rude. Den blev indlagt på smedens og glarmesterens fællesafdeling, og blev først udskrevet en uge efter. Men den var stadig opsat på at finde kærligheden. Koste, samt betale, hvad det ville. Så med et par støttehjul og en protese drog Franz, som den hed, af sted.
Den gik i mange dage, ja i endnu flere timer, men fandt ikke noget. Den blev så træt, at den begyndte at spise Nutella i stedet for persille. Den vidste ikke om den ville kunne forsætte sin søgen. Men så mødte den Holger Valter Thyregod andré Kristoffersen den Tredje, med kælenavnet El. El hjalp Franz ud af sin depression, og hjalp ham tillige med at lede. Men El havde det problem, at hans tunge ikke ville udtale andre ord end kancér. Af en eller anden grund blev folk meget sure og fornærmede og El gik rundt og sagde kancér hele tiden. De lokale bønder og halvfulde håndværkere havde også prøvet at brænde ham mange gange, men det var heldigvis ikke lykkedes. Det var også en af de 253, der bandt El og lygtepælen Franz så tæt sammen.
Pludselig kom der en basketbold flyvende hen af vejen, med en fart mellem 3,452 km/t og 5 Mach. De viste sig dog at det kun var en fortrop til en stor hær af basketbolde. Da hæren kom hoppede Franz og El op på to af basketboldene, for at få en honningmad. Franz havde dog lidt besvær med at blive på sin bold på grund af pælens form. Da de nu havde sørget for at tildække landingsbanen med udgåede udgaver af Ekstra bladet, sådan at flyene ville få en behagelig landing, kunne de holde alle de fødselsdage på McDonalds, som de ville. Men det var jo ikke det, de ville, i hvert fald ikke Franz. El var faktisk meget interesseret i tilbudet, og her sluttede deres samarbejde så. Franz, den gamle lygtepæl, forsatte sin søgen, og El, den underlige mand, der kun kunne sige kancér, holdte fødselsdag på McDonalds resten af sit liv.
Stor var Franz´ glæde, da den en tidlig morgen efter en lang nats vandring så en pil mod en sti, hvor der stod: "Søger du kærlighed at finde så gå af denne sti mellem kl 12 og 13. Personnummer udbedes!" Franz var dog fortvivlet over delen med personnummeret. Det var kun meget få lygtepæle der fik uddelt et personnummer, og den var ikke en af dem. Hvad skulle han gøre? Franz prøvede at gå hen til informationsboksen, for at se om han kunne få hjælp. Til alles (også Dronning Magrethes) store held, behøvede lygtepæle ikke at have personnumre, så Franz kunne frit passere, og følge den snoede sti, der skiftevis svingede fra højre til venstre, og nogle gange lavede den også loops med retrodynære buer. For enden af stien stod der et krus. Det var et simpelt kaffekrus. Franz var frygtelig spændt på at se kærligheden nede i kruset. Hvis lygtepæle havde gået med bukser, havde han sikkert tisset i dem. Franz stak protesen ned i kruset, for at samle kærligheden op. Men da den gamle lygtepæl så, at kærligheden ikke var andet end en LAKRIDS faldt han død om.

Som slutning på denne beretning vil jeg gerne bede om to sekunders stilhed til påmindelse om gamle lygtepæl Franz, som måtte lide for at se kærlighedens sande ansigt.

      Underskrevet
      Højt ærede embedsmand inden for genforskning i det 18. århundrede: Pulle "Narhuu" Mingonasen